Den her uge har været vanvittig. Skolestart, møder, møder, møder, Aula, madpakker og alt det jazz. Derfor har det været lidt småt, hvad jeg har gjort mig af tanker og tiltag ift. M2021 – MEN. I mandags fik jeg en mail, som jeg egentlig syntes var et fint oplæg til et indlæg, der er en slags fusion mellem ‘I spørger, jeg svarer’ og M2021-indlæggene, og derfor er denne uges indlæg mit svar på den mail.
Som altid er input, råd og ideer mere end velkomne i kommentarfeltet.
Jeg vil gerne spørge dig om noget, nu hvor du er i mål med din gæld. Om et år er det nemlig min tur. Vi er godt nok to, men vi har også betalt af på fællesgæld i årevis, og jeg har læst med herinde og fundet meget inspiration i dine råd og i din åbenhed om, at gæld er svært at slæbe rundt på.
I sidste uges indlæg skrev du, at de næste måneder også bliver stramme, fordi du er på dagpenge. Nu kommer vi langt om længe til mit egentlige spørgsmål, for du skrev, at du ubesværet skruer ned, og jeg kan mærke, at det faktisk er noget, jeg tænker meget over. For hvis du kan skrue ned, hvornår har du så skruet op? Da du begyndte at kunne se en ende på det? Eller hvordan?
Undskyld hvis det lyder som om, jeg leger politi. Det er ikke det, jeg prøver, men jeg er så bange for at falde i den fælde, hvor jeg bare bruger de penge, vi får i “overskud”, når vi ikke længere skal betale af på vores lån. Altså, at jeg bare tilpasser vores forbrug de penge, vi så har, i stedet for f.eks. at spare op eller investere.
Åh, jeg håber, du forstår, hvad jeg mener. Men mon du vil prøve at skrive lidt om, hvad dine overvejelser er ift. at “være kommet ud på den anden side”?
Med venlig hilsen
Kristina
Jeg forstår 100%, hvad du mener, og det er perfekt, at du skriver, for jeg havde faktisk selv tænkt, at jeg ville tage fat på det.
Jeg har gjort mig de samme bekymringer; at nu, hvor mine penge ikke længere kommer med et prædefineret mål, så er der pludselig ret meget selvbestemmelse og selvjustits, der skal etableres.
Jeg har mange gange tænkt, at afvikling af gæld egentlig minder meget om en slankekur. For undervejs mod målet er hele fokus på processen – men at tabe sig er kun 50% af arbejdet. For bagefter skal man til at lære, hvordan man så kan spise *nu*. Hvad er kalorierne værd, hvor har man sine triggere – og vigtigst af alt: Hvordan undgår man at ende samme sted igen? For både med gæld, med misbrug og med forstyrret spisning gælder, at det som oftest kommer et sted fra. Og det – hvad ‘det’ så end er – er jo ikke gået væk, fordi man har fjernet den ydre konsekvens, det har haft.
Min gæld bestod af 5 dele: 1) Gæld fra min gamle bil, 2) restgæld fra en solgt andelslejlighed, 3) virkelig mange indskud til lejligheder, jeg har boet i, 4) en stor post, jeg måtte låne til, fordi mine skuldre gik fuldstændig i stykker, da jeg startede på tolkeuddannelsen, og jeg derfor nærmest måtte bo hos kiropraktoren i et år, og 5) klatgæld. Mens jeg læste havde jeg en bankmand, jeg havde gået på handelsskolen med, og hver gang jeg havde maxet min kassekredit ud, ringede jeg bare til ham og fik gælden flyttet over på mit lån, og dermed nulstillet kortet. Læg dertil kilometervis af renter, og du har historien om min gæld.
Det er 5’eren på listen, der er min virkelige fjende, fordi den er farlig, når man har en personlighed som min, hvor det kommer til at føles som om, at ‘nu kan det jo alligevel være lige meget’, når noget vokser mig over hovedet.
Og lige præcis dét karaktertræk er jeg sgu stadig en lille smule bange for. For jeg ved ikke, om man kan tale om yoyo-gæld, men mange mennesker, der taber sig meget, siger jo også ‘Aldrig igen!’ – for så alligevel at ende der, fordi junkie-genet ikke forsvandt med kiloene.
Lige nu er jeg tusind procent sikker på, at jeg aldrig kommer til at skylde penge igen. At jeg har lært lektien og er et andet menneske. Og der ER sket noget, det er helt sikkert. Måske *har* jeg faktisk repareret mig selv. Men det skal jeg jo først sådan rigtigt til at finde ud af nu, og det har jeg massiv respekt for.
Jeg har ingen dyre vaner. Hverken på badeværelset, i tøjskabet, på hobbysiden eller i køkkenet. Jeg har steder, hvor jeg gerne vil give ekstra for god kvalitet, men det er altid bundet op på brugsoplevelsen, og ikke navn eller mærke på det købte.
Så mit øgede forbrug ligger faktisk primært på mine børn og det, der på godt dansk hedder convenience. Melblandinger frem for at bage helt fra bunden. Bagepapir i ark frem for i rulle. At købe maden ude, når vi er afsted, i stedet for at smøre mandpakke. At handle samme sted i ét ryk, i stedet for at jagte tilbud i 4 forskellige butikker. At købe lidt større ind, når noget er på bud. I de måneder, hvor vi sad allermest stramt i det, var det ikke en mulighed at købe 4 liter Biotex eller fylde tanken på bilen, fordi det ikke kan nytte at have pengene bundet i sæbe eller benzin, når man mangler dem til mælk og rugbrød.
Mine børn får i dag lidt oftere ja, når de spørger, om vi kan lave noget, der koster penge, ligesom deres tøj ikke skal strække helt så langt, og jeg er en smule mere kritisk ift. arvetøj, forstået på den måde, at smag nu faktisk også får lov at have lidt at sige, når de siger ja tak og nej tak til tingene.
Og alt det ovenstående har jeg valgt til med helt åbne øjne. For jeg vil helt utrolig gerne have den sikkerhed, der kommer med en opsparing, og jeg kan næsten ikke komme i tanke om noget, jeg hellere vil end at køre tværs over staterne med Anton, Frida og min kammerat. Og derfor *er* der etableret en opsparing, og det bliver en kilde til ro, lettelse og glæde.
Men der er ingen lommer i den sidste skjorte. Og det strider mig inderligt imod at leve på forventet efterbevilling. Sådan er jeg indrettet, og hvis ikke jeg var, havde jeg ikke fået mine børn selv, for så havde jeg ventet på én at få dem med, og går man ned ad den vej, bliver det rent Sliding Doors.
Men jeg finder det formålsløst at vende hver eneste 5-øre og skovle alt, hvad jeg overHOVEDET kan skrælle af vores liv og forbrug over i en pengetank – fordi det for mig er at gå glip af det gode liv her og nu; at man udsætter det, i forventning om, at det kommer. At man har ret til det, at det ligger derude og venter, og at man er blevet det lovet. Det er man ikke. Og som Marty Hart siger i True Detective: “Do you know the good years when you’re in them, or do you just wait for them until you get ass cancer and realize that the good years came and went?”
Og er det gode liv at kunne spise på Street Food eller at kunne tage i Djurs Sommerland? Altså, både ja og nej, jo. For det er det, hvis de basale behov er dækkede – men ikke, hvis pengene ikke er der, eller man gør det på bekostning af noget, man skal have, og som man så derfor senere bliver nødt til at låne til. Men penge giver muligheder og hold kæft, den her sommer har været god. Havde den været ligeså god, hvis vi ikke havde købt et badebassin, havde spist madpakker i legoland, havde undladt at tage i Barfodsparken eller havde sparet på brændstoffet og derfor ikke var kørt på nær så mange ture? Måske. Men jeg synes, at der er nærvær i gode oplevelser, man har sammen. Det er en livsværdi for mig, og derfor vil jeg hellere bruge pengene på at gøre det nu, hvor vi kan, end at vente og risikere at gå glip af det, fordi vi ventede for længe.
Så jeg ved ikke, om jeg overhovedet har et godt svar til dig, Kristina, for jeg er stadig så ny i at være gældfri, at jeg sidder med den samme frygt som dig. Omvendt kan jeg, når jeg skriver dette, også se, at jeg måske faktisk har fanget det, jeg jagtede, da jeg startede denne indlægsrække, nemlig en øget bevidsthed om mit forbrug. Og måske er det så langt man kan nå, der hvor jeg står nu?
Alt hvad der ligger foran mig, er nyt og uopdaget land. Jeg har ikke prøvet at være voksen, gældfri og nogens mor samtidigt før, så det er nok noget med at blive ved med at sætte den ene fod foran den anden, mens jeg har øjnene stift rettet mod det overordnede mål: At leve det gode liv her og nu, men samtidig også hjælpe mig selv ved at sørge for, at det også er en mulighed i fremtiden.