M2021, uge 22
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
Inden vi starter, er der tre ting, jeg gerne lige vil omkring.
Den første er jeres fine svar og kommentarer til det seneste indlæg, som jeg begyndte at svare på enkeltvis, men stoppede igen, for jeg havde lyst til at skrive det samme til hver eneste af jer. Tak fordi I er sådan nogle goddamn champs. Jamen jeg vræler, og det er jeres skyld. Jeg sætter umådelig pris på, at vi kan kommunikere så ærligt, og at jeg kan lægge alle skjold, blændværk og forbehold og stadig blive mødt, grebet og forstået. Det gør mere, end I ved, for min fortsatte lyst til at blogge.
Den anden er i den modsatte boldgade, for jeg havde i går en træls oplevelse, som jeg har brug for at adressere.
Jeg følger en insta-profil for mødre i Esbjerg. Det er en deleprofil, der bliver lånt ud til forskellige mødre, og i går, da jeg sad og scrollede, læste jeg et opslag, der virkede .. underligt bekendt. Efter et par afsnit blev jeg sådan lidt.. ‘altså.. er det ikke mig selv, der har skrevet det der..?!’ – og det var det. Hende, der har profilen i denne uge, har simpelthen 1:1 kopieret 5 afsnit af et indlæg, jeg har skrevet her på bloggen og lagt det op som sine egne ord. Det er første gang jeg prøver, at nogen så åbenlyst stjæler mit arbejde, og det var mildest talt ikke fedt. Jeg tog den up front med hende i kommentarfeltet derinde, og hun kvitterede med en lunken kommentar og et nødtvunget tag – og jeg synes sgu, det er en flad fornemmelse at blive tvunget til at være nærig med sit eget produkt.
Men bagefter tænkte jeg på, at det måske handler om, man ikke ved, *hvor* træls det føles, når nogen tager æren for et kreativt produkt, man har lavet, hvis man ikke selv skriver/tegner/maler, og derfor vil jeg bare lige poste det her, så jeg ved, jeg har sagt det højt: Man må ALTID gerne dele ud af det, jeg skriver. Jeg bliver ALTID glad, når mine ord sætter tanker igang, inspirerer eller underholder. Altid. Men skriv lige, hvor I har lånt ord, tegninger og billeder, uanset om det er mine, Marens eller Stinestregens. Det er almindelig, god stil.
Den tredje og sidste ting, jeg lige skal huske at sige er, at Bloglovin’ er blevet solgt, og fungerer ikke mere. Jeg har forsøgt at læse op på, om der er noget, man kan gøre, men det ser ikke umiddelbart sådan ud. Hvis I er vant til at få at besked om nye indlæg ad den vej, er det altså derfor, I ikke får det mere. Et muligt alternativ er at hoppe med i bloggens FB-gruppe, som jeg udelukkende bruger til at poste nye indlæg i (altså, bare så man ved, at man ikke drukner sit feed i debat og updates).
Godt. Det var bare lige det. Og nu er vi klar til at tage hul på dagens egentlige indlæg.
I den forgangne uge har jeg:
1.
Ryddet op i skuret og i den forbindelse foræret efterløberen, som vi selv fik sidste år, til en anden familie. Frida er cirka 10.000 størrelser for selvstændig til at være spændt fast efter min cykel, så vi må bare opøve udholdenheden med gradvist længere og længere ture i stedet. Men jeg er virkelig glad for, at vi fik lov at gøre os den erfaring uden at skulle smide flere tusind kroner efter den, og det ville jeg gerne give videre.
2.
Solgt det cover, jeg i første omgang købte til min nye telefon, som jeg syntes var for glat.
Egentlig havde jeg besluttet at gemme det, men så tog jeg lige en hurtig samtale med mig selv med overskriften ’Til hvad?’ For ingen af børnene står til en 12 pro lige foreløbigt, og når de engang når så langt, så er det den sikre vej til en forsikringsfatwa at give dem et cover, der er glat som en olieindsmurt ål.
Jeg smed det på DBA, og afsted det røg.
3.
Til gengæld ikke solgt mine Royal Copenhagen krus, som jeg ikke bruger, fordi jeg synes, de er besværlige at vaske af.
Jeg havde glemt, hvor irriterende det er at sælge mærkevarer. Der er her, folk i helt uhørt grad skambyder; mange fordi de tror, at man ikke ved, hvad det er, man står med.
Krusene kan bruges som små urtepotteskjulere eller foræres væk som gaver, hvis ikke jeg får dem solgt, så det her er en af de få situationer, hvor jeg står fast på at ville have prisen for dem, take-it-or-leave-it-style.
4.
Taget hul på at ‘bruge ned’ af de madpakketing, der gemmer sig i kurve, kasser og køleskab. Om 3 uger er det sommerferie, og i år kommer jeg til at holde hele ferien med børnene. Derfor er der ingen grund til at have et lager af riskiks og smoothies, der enten skal tvinges ned i feriedage, hvor de ikke er nødvendige, eller ligge og fylde til august











