M2021, uge 18

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Skrevet til Bilka To Go og foreslået, at de laver en ‘Overraskelser – nej tak’-boks på deres bestillingsside, ligesom de har på de mærker, man kan samle. 

For jeg er sikker på, at det for nogle er skønt, at der gemmer sig lidt ekstra i poserne, og jeg er klar over, at det får mig til at lyde som en sur, gammel kost, når jeg gerne vil frabede mig de her ting. Men jeg får stress over pludselig at stå med et helt brød, ingen af os spiser, solbærsaft, ingen af os drikker eller en hel flaske shampo til krøllet hår. (Vi har alle 3 hår, der får får Legolas’ til at fremstå som en hidsig 80’er-perm).

Jeg ved godt, at man bare kan skrive det under ‘Kommentarer’ i sin bestilling, men jeg vil gerne puffe lidt til, at folk får lov til at forholde sig en smule mere aktivt til det, end bare at konstatere, at de har fået noget gratis. Det her var en nem måde at sikre på, at tingene landede hos dem, der gerne ville have dem, fordi de kunne bruge dem. 

2.

Skrevet lidt med et par forlag; det ene har sendt mig bøger over det sidste år, mens det andet har spurgt, om de måtte sende fremover. Jeg har skrevet til dem begge, at de skal sende deres anmeldereksemplarer til nogle andre – og i modsætning til bilka-punktet ovenover, er jeg virkelige ærgerlig over det her.

Som det er nu, skal jeg både opgive til Skat, at jeg har modtaget bøgerne som gaver, og jeg skal disclaime til op over begge ører, hvis jeg skriver en anmeldelse. Og hvor jeg godt forstår det, når vi taler om cykler, kaffe og make up, så synes jeg, det er SÅ! ÅNDSSVAGT! med bøger. For modsat alle mulige andre brugsgenstande, så kan man jo bare låne de her bøger på biblioteket, og når man kan læse dem, uden at skulle købe dem, så synes jeg, at hele argumentet om, at man som blogger kan lokke uforvarende læsere med paraderne nede til at købe noget, forsvinder.

Og jeg bliver sindssyg over, at vi skal BRØLE op om, at der er tale om reklame, mens alle dameblade og aviser, som ved Gud i himlen heller ikke har haft dankortet fremme, må modtage bøger, rejser og middage, skrive anmeldelser om det hele og forklæde det som content.

Men det kan forfatterne ikke gøre for, og jeg var nået til et punkt, hvor jeg fik dårlig samvittighed, hver gang der landede en bog i min postkasse. Jeg synes, alle involverede parter har fortjent mere og bedre end dét, så nu har jeg gjort, hvad jeg kan, for at bøgerne kan komme ud, hvor de kan få lov at arbejde mere aktivt, så der forhåbentlig kan sælges flere af dem, og vi på den måde kan være med til at sikre, at de dygtige forfattere kan skrive noget mere, og ikke skal lide sultedøden, fordi de tilfældigvis er virkelig gode til at skrive. 

3.

Ryddet op i mit køkken. 

Hvis man tænker, at det sgu da er utroligt, at jeg kan blive ved med at rydde op, er der ikke noget at sige til det. Jeg har svært ved selv at redegøre for, hvorfor mine skabe i løbet af et år bliver mere og mere tetris-agtige, for jeg køber godt nok sjældent nye ting. Men ind i mellem får børnene en ny vandflaske eller madkasse, og for mit eget vedkommende er krus er mit kryptonit. Selvom jeg gør mig *meget* umage for ikke at købe alle dem, jeg ser, så sniger der sig alligevel et nyt ind i ny og næ.

Sidste weekend besluttede jeg, at det var tid til en overhaling, og at jeg ville tage ét skabs-fag om dagen. På den måde forblev projektet overskueligt, samtidig med, at jeg havde udsigt til at nå igennem det, mens jeg stadig var optændt af den hellige ild.

Jeg smed alle glas og krus ud, der var skårede, havde fået glaspest eller som jeg bare måtte konstatere, at jeg ikke længere brugte. Og kunne jeg have foræret noget af det væk? Formentlig. Men meget af det var sgu så brugt, at det ikke var værd at give videre, og det udløste en tur i manegen til min gamle kæphest: Tag ansvar for dit eget affald. Uanset om vi taler om tøj, legetøj eller køkkenting, så synes jeg, det er fin stil, at man selv sørger for at skille sig af med det, der ikke kan mere, i stedet for bare at tørre opgaven af på den næste.

De skæve og forvaskede madkasser røg ud, de plastikbøtter, der bare har samlet støv, sagde vi også farvel til, og de ting, som jeg var i tvivl om, om jeg skulle gemme, sidste gang jeg ryddede op, røg ud i denne ombæring. Nogle ting skal man være klar til at give slip på, og det er man bare først, når man er. 

Undervejs blev jeg, som altid, grebet af trangen til også at gøre ovnen ren og give opvaskemaskinen den store tur, men som jeg har skrevet lidt om her, så er det bare en meget god ide at holde sig for øje, om man rydder op, eller om man gør rent. Ellers ender projektet med at vokse sig uoverskueligt – og hellere nå igennem alle skabe, og så gemme de andre ting til et andet tidspunkt, end at nå 1/4 igennem det hele, og så opgive, fordi hverdagen kommer snapper dig i haserne.

I mit ene køkkenskab har jeg en plastiklomme, som jeg løbende smider bon’er og følgesedler i, og den fik jeg også striglet. Det kunne ikke falde mig ind at gå tilbage med et par sokker, der er 4 måneder gamle, men jeg har bare prøvet flere gange, at jeg køber et eller andet, tænker ‘det skal jeg ikke bytte’, smider bon’en ud – og så er der huller i, fejl på eller tingen går i stykker første gang, jeg bruger den. Derfor smider jeg alle bon’er på tøj og ting i plastiklommen, og en gang eller to om året rydder jeg så op i den.

Da jeg var færdig, havde jeg 10 stykker papir tillbage. Jeg skrev på dem, hvad de dækkede over (‘høretelefoner’, ‘vinterjakke, Frida’) og lagde dem ud i den sidste mappe, jeg har tilbage med papir i. Her har jeg 3 plastiklommer med årstal på, og hvor de(n), dengang jeg bare smed alt i samme lomme, reelt var ubrugelig(e), for hvem gider læse 300 bon’er igennem for at finde én bestemt, så kan jeg idag finde de fysiske bon’er på under 20 sekunder, og de elektroniske på 30, fordi jeg på følgesedlen kan se, hvor varen er købt.

Nu er her så pænt, at jeg har lyst til at pille skabslågerne af, så jeg konstant kan beundre mit værk, og jeg har det sådan her, hver eneste gang jeg går ud i køkkenet:

Published by

11 Replies to “M2021, uge 18

  1. Uuuh krus 🥰🥰Jeg elsker dem og har også måtte lave en grundig gennemgang, skabet kunne ikke længere lukkes ordentligt 😆
    Derudover er store lerfade mit bløde punkt. Jeg har 7 stk og meget lidt plads…..
    Trods alt sendt jeg lidt ud, men ikke førnævnte fade. Der røg en kitchenaid minihakker, den stod bare inde i skabet og kiggede anklagende på mig.
    Niecen der er ved at samle sammen til at flytte selv, har fået den.

    1. Det er superfedt, når man kan sende tingene ud til nogen, der kan få glæde af dem. Det fik jeg gjort, da jeg ryddede op i køkkenet sidst, og mine skåle lever nu livet i sus og dus i en studenterhybel, hvor jeg forestiller mig, at de lægger ryg til mange runder havregryn med sukker:)

  2. De to bilkaer på Sjælland hvor jeg har fået Bilka to go, der får man aldrig overraskelser.

    1. Heller ikke i Herning, når man undtager små hæfter til børn (som vi ingen har af) og en sjælden gang en pakke havreris (?), så deeeeet…. First world problem!

    2. Der kan også være langt imellem her. Måske er det lokale reklamefremstød? Men shit, jeg skal ikke bede om mere Ribena:-/

  3. Hej Linda,
    så vidt jeg forstår det, må du godt modtage og skrive om bøger uden at det anses for at være reklame:
    “Hvis du er kulturanmelder, der anmelder bøger, film, musik, kunst eller teater, er dine anmel­delser ikke reklame, hvis du kun får de bøger du anmelder eller billet til teatret. Det skyldes, at der er en tradition for kritiske kulturanmeldelser i de trykte medier, og at mediet i sig selv ikke er afgørende for, om der er kommercielle hensigter bag en omtale.”
    Citat: Gode råd til influenter om skjult reklame
    Så skal du vel heller ikke betale skat af modtagede bøger?
    Tak for din fine blog 🙂

    1. Tak for det, Mette:)

      Jeg er desværre ikke sikker på, at vi kan tage kulturanmelder-hatten på – uden at jeg dog er 100% sikker?

      Egentlig synes jeg, at det giver mening, at aviser og blade må modtage billetter og bøger, for deres anmeldelser er ligeså ofte kritiske, som de er positive. Her tror jeg, at bloggere måske er knap så direkte? For der er jo ingen, der bliver ved med at sende gratis ting til én, der sabler det tilsendte ned. Måske hvis bloggen bliver stor nok, men jeg tror ikke, vi har kulturblogge i den størrelsesorden her i dk?

      Det er en spændende diskussion, synes jeg faktisk. For der er mange gode argumenter både for og imod, når vi taler om reklamer på blogge. Men lige bøger ville jeg godt nok gerne have lov at skrive om, fordi jeg selv så ofte finder mine kommende lån på bib gennem anmeldelser, jeg falder over forskellige steder.

      1. teksten jeg citerede stammer fra forbrugerombudsmanden.dk. så jeg tror altså at den er god nok.
        kender du hverdagspsykologi på IG? hun anmelder bøger (og poster om andre ting også) ved siden af sit “dagjob”. hun blev en gang spurgt hvorfor hun ikke skriver reklame og nævnte samme årsag.
        jeg tror altså godt, at du som blogger kan tage den der hat på 🙂

  4. Jeg har arbejdet på et magasin for nogle år siden, og vi fik så vilde mængder af gratis ting tilsendt, det er helt skørt! Alt lige fra hudpleje (vi snakker hele serier, fullsize alle produkter), makeup, tøj, madvarer, kosttilskud/vitaminer, billetter til kulturarrangementer, bøger, alkohol osv. og vi skrev om rigtig meget af det, og der skulle aldrig skrives nogen steder at vi også havde fået det i gave.

    1. Jeg tror, at lovgivningen er blevet en smule strammere omkring det, men blade og aviser er stadig ikke underlagt at skulle gøre opmærksom på, at de har modtaget tingene gratis som bloggere er. Har vi fået noget som helst gratis, skal vi skrive med en tekststørrelse, der er ligeså stor eller større end overskriften, at der er tale om reklame.

      Jeg kan godt se argumentet ift. at vi .. kravler lidt under huden på en anden måde. At man kan få fornemmelsen af, at en blog, man læser fast med på, føles lidt som en veninde, og her ville man jo også føle sig noget snydt, hvis hun havde talt varmt om en bestemt proteinbar, og man senere fandt ud af, at hun faktisk var provisionslønnet af firmaet bag. Når man køber et blad, ved man på forhånd, at man bliver udsat for reklame.

      Men det virker bare gak, at der skal være SÅ stor forskel. For der er sgu også noget skævt ved, at dem, der sender de bedste gaver, bliver dem, der får mest eksponering. Sådan burde det ikke helt være, vel?

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.