(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Haft en uge med flere sene dage i træk. Sådan er mit job, og det er ok. Jeg er efterhånden blevet verdensmester i planlægning, hvor morgenerne udnyttes, og jeg planlægger aftensmaden, så jeg laver den, de dage, vi er tidligere hjemme og så bare skal varme rester, de dage, det bliver sent. Men når jeg har 3 eller 4 på-hinanden-følgende dage, hvor vi er hjemme mellem 17 og 17.30, så bliver det en smule sværere at få matematikken til at gå op – også fordi det blik ud over ugen, man ellers laver løbende, bliver blokeret af her-og-nu praktik som Aula, høfeber og bukser, der er blevet for korte. Sagt med andre ord når jeg ikke at forholde mig til morgendagen, før jeg står midt i den.
Derfor havde jeg egentlig onsdag besluttet, at vi måtte tage noget take-away med hjem, men da det gik op for mig, at vi også manglede en håndfuld småting, sadlede jeg om, og bestilte varer hos Bilka to-go.
Min lokale pizzamand bringer ikke ud, og de madsteder, der ligger tættest på som gør, ligger stadig så langt væk, at pizza, pitabrødet osv. er lunkent og træls, når det når frem. Det betyder, at der ikke er forskel på, om jeg skal hente varer i Bilka eller pizza på hjørnet, og på den her måde sparede vi både penge, fik noget lidt mere lødigt at spise og ordnet lidt småindkøb i samme ombæring.
2.
Nydt, at jeg kunne bestille præcis de sandaler til børnene, som de gerne ville have. Og altså; jeg kunne jo ikke have købt Versace til dem, hvis det var dem, de havde forelsket sig i, men fordi jeg er så langt nu, at mit ene lån er betalt ud, og jeg kun mangler 3 afdrag (7.500) på det andet, så *er* der faktisk penge til at købe de guld-Hummel, som Frida havde forelsket sig i, og de sandaler med det Brazilianske flag, som Anton ikke kunne leve uden. Det er FEDT at kunne gøre, og jeg tænker virkelig tit, at det er i de små hverdagssituationer, jeg føler den største frihed ved at have betalt min gæld (næsten) ud.
3.
Slugt en kamel (næsten) uden at blive kvalt.
For apropos #2, ville det jo være skønt, hvis jeg så fik lov at prøve det vilde liv som gældfri et års tid, inden jeg stiftede ny, men sådan bliver det ikke. Det har jeg bøvlet med oppe i hovedet, for var det ikke Målet? Har det hele ikke næsten været forgæves, hvis jeg bare starter forfra nu?
Jeg vil ikke lyve: Sådan kan jeg stadig have det. Dagligt.
Men.
Hvis der er noget, jeg har lært at de sidste 20 år, hvor jeg næsten, med renter og renters rente, ender med at have betalt en lille halv million ud, så er det, at det, der kan virke som en god idé i situationen, kan ende med at være det modsatte. For vi bestemmer ikke altid selv, hvordan tingene udvikler sig, og vi lægger planer, og Gud ler.
Og uanset hvordan jeg sætter det op, så har jeg ift. min bil 3 reelle valg:
*At tage chancen og satse på, at den nuværende kan køre videre. Det vil koste mig mindst 10.000 kr., og jeg kan stadig risikere, at den dør i morgen.
*At sælge den gamle og lease en ny.
*At købe en ny brugt.
Og de to første muligheder virker tillokkende, fordi de ikke kræver nye lån, men uanset hvor længe og hvordan jeg regner på det, så bliver de dyrere end den sidste på sigt. Så jeg bliver ved med at nå frem til, at det her vil være en økonomisk dårligere beslutning at undlade at stifte gæld end at gøre det – hvor ulogisk det så end kan føles.
Så nu er der bestilt en bil. Min oprindelige plan var, at det skulle være en billig brugt, og jeg havde egentlig fundet én. Men da jeg kørte ud for at tale med forhandleren, snakkede vi længe frem og tibage, og hans klare anbefaling var at købe én, der var nyere, fordi de penge, jeg håbede på at spare på købet, formentlig ville blive ædt op af værkstedsregninger. Desuden ville jeg med en ældre brugt også miste en pæn luns restværdi, og jeg ville få samme kapløb med tiden, som jeg har haft med den nuværende, hvor jeg pga. mine mange km, hele tiden risikerer, at den dør, før den er betalt ud.
Jeg prøvekørte en demomodel, fik lavet et tilbud – og kørte lige hjem til min mekaniker og spurgte, om han kunne skaffe en tilsvarende, for så ville jeg købe den hos ham. Han har været den STØRSTE helt over de sidste 4 år, og det vil jeg simpelthen så gerne honorere.
Han har fundet én, der har kørt 2000 km., som er fra december 2020, hvilket betyder, at jeg får den med 1,5 års fabriksgaranti. Jeg spurgte ham ligeud, om han tjente på den, for det vil jeg så utrolig gerne, at han gør, og hans svar var, at han tjente lidt på bilen, og ville tjene på finansieringen også, hvis jeg købte gennem ham. Så det er sat i værk. Om det kommer til at lykkedes, ved jeg ikke, for det første finansieringsselskab har afvist mig, fordi jeg kun har én indkomst og bor til leje (hvilket jeg skal arbejde ret aktivt for ikke at føle skam over), så pt. er han ved at undersøge en anden mulighed. Min egen bank kan næsten ikke være i sig selv over, hvor gerne de vil låne mig penge, så jeg er ikke som sådan bekymret, men jeg ville godt nok gerne give lidt igen for alle de gange, han “lige har fundet en reservedel, der lå og flød” eller kom og hentede mig på motorvejen, fordi min bil var død og jeg i bare befippelse kom til at ringe til ham.
Vi ser, hvor det ender, men som det ser ud lige nu, kommer den her til at holde i min garage fra på fredag i næste uge:
Du bliver glad for ny bil, der er også værdi i at have minus på bekymrings-kontoen. Og uanset hvad skinner det ret tydeligt igennem, at du ALDRIG sætter dig selv tilbage til der, hvor du var, da det så tungest ud. Tillykke!
Tak, søde Lone. Jeg glæder mig også til den kommer, og den værste stress over situationen har heldigvis lagt sig. Nu bliver det bare fint at få en bil, man ikke frygter at sætte nøglen i, hver eneste gang, man sætter sig ud i den.
Team Clio igen? Jeg er simpelthen så lykkelig for de to jeg har/har haft. Ældre modeller godt nok; min “nye” er fra ‘07, men jeg har godt nok ikke haft meget bøvl med dem
Der var igår én, der fortalte mig, at det er Mercedes-motorer, der sidder i. Om det er sandt, ved jeg ikke, men jeg elskede den sidste, jeg havde, og det var udgangspunktet denne gang. Sidst gik jeg med logik, og det fik vi ikke meget ud af, så denne gang er jeg gået med hjertet.
Kommer du snart og spiser kage igen?
Jaaaaa ❤️
Tillykke, Linda! Både med bil og at du endelig kan købe de ting ungerne allerhelst vil have uden at det er et kæmpe issue. Det er SÅ stort.
Godt gået!
Det er det virkeligt.
Tak, Astrid. Det er dejligt med et skulderklap fra én, der har været med på så stor en del af rejsen:)
Tillykke! Jeg kan næsten ikke være i mig selv af begejstring på dine vegne!
Og mon ikke der er et finansieringsselskab derude som faktisk har husket at opdatere deres kriterier siden 1950 …
Hvor er du bare skidesød, Rikke – tak! <3
(Og det var der heldigvis. Det næste godkendte mig på under et kvarter, så det var vist bare Arbejdernes Landsbank, der var tunge at danse med).
Og uden at have gennemtænkt dette spørgsmål ift. evt. grænser jeg måtte vade hen (hvorfor no for an answer accepteres og respekteres): Gad vide hvor du landede henne…For som enlig kvindelig forsørger OG selvstændig er jeg on the look out efter netop nogle, der har husket at opdatere deres kriterier siden 1950 (tak for den formulering, Rikke) 🙂
Det er så fint, du spørger:-*
Det hele er gået gennem min mekaniker, men Arbejdernes Landsbank gjorde det så træls og uværdigt ved først at have et standardskema, jeg skulle udfylde, hvorefter de (efter et døgn) bad om lønsedler, hvorefter de (efter endnu et døgn) sendte en mail skrevet af en rigtig person, der spurgte til, hvad mine udgifter dækkede over og hvorfor min grundløn og det, jeg havde opgivet som månedsindkomst ikke stemte overens (de spurgte til grundløn. Dertil kommer kørepenge, hvilket var forklaring på forskellen OG hvilket de ville have kunne se, hvis de havde gidet læse 4 linjer ned på lønsedlen) for derefter ikke at kunne træffes på telefon, for “hun arbejder hjemme idag, så jeg kan ikke stille om” “ok, kan hun ringe mig op inden for den næste time?” “altså, det kan jeg jo ikke tvinge hende til”. Og det siger sig selv, at de ikke svarede på den mail, jeg sendte, men bare sendte afslag til min mekaniker. Det var ydmygende og uværdigt, og jeg håber, at jeg en dag bliver vulgært rig og mangler et sted at deponere alle mine millioner, for så kører jeg en fuld Julia Roberts. “Big mistake. Big. HUGE!”
Men da han sendte en ansøgning via Santander, bad de om 24 timers adgang til mine skatteoplysninger, og 20 minutter efter, de havde fået det, var ansøgningen godkendt.
Jeg gad godt vide, om man som mand bliver underlagt samme granskning. Og egentlig er det paradoksalt, for der er nok få grupper, som samfundet holder hånden så fint under, som det gør ved enlige mødre.
Mange tak for uddybning. Jeg har aldrig selv skænket det en tanke, at det skulle have (så stor) betydning det med at være enlig mor og selvstændig. Men det er jeg blevet fortalt og har også læst det enkelte steder, så nu er jeg lige dele forurettet og nysgerrig.
Tillykke med bilen, det er så fornuftigt et køb. Med dit job og liv er du nødt til at have noget ordentlig at køre i, og hvis nogen har fortjent en ny bil, så er det da i den grad dig!
Tak! Idag er heldigvis sådan en dag, hvor jeg mest af alt bare glæder mig, til den kommer <3
Du ER altså en helt! Altid evigt inspirerende, og dét er for mig en af de største superhelteevner, der findes.
❤️❤️❤️
Velbekomme 😉
Jeg kan i øvrigt bekræfte at Arbejdernes Landsbank er nogle dinosaurusser af rang.
Jeg skiftede til dem for ca. 4 år siden fra Danske Bank da Bedre Halvdel og jeg ville have et par fælleskonti til nogle af udgifterne. Og ærligt talt? Danske Bank var en bedre kundeoplevelse …
Så hvis man kunne finde en bank uden flossede kanter og med ordentlig kundeservice ville det da være et win af de større …
Ej, nu gik jeg ellers via pc’en for at få svaret til at lande rigtigt, men det kan jeg bare ikke få til at virke pt. Men det var altså til Louise og Linda …