M2021, uge 29

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

(Inden vi starter får I lige en status på sommerferielisten. Der er kommet mange gode forslag ind, men stadig ikke et eneste til Fyn. Det kan vist næsten ikke passe? Fortsæt endelig med at sende ind, men jeg har lige 2 bønner: 1: Send dem som kommentarer til det seneste indlæg, så jeg har al info samlet ét sted. Det gør mit redigeringsarbejde meget nemmere, og 2: Please, please prettyplease skriv, så det er forståeligt for mennesker, der ikke kender til det, I foreslår. Det betyder, at der skal være både region, postnummer og by på, men også, at I er nødt til at skrive helt konkret, *hvad* det er, I foreslår. Jeg bliver først færdig med listen i 2050, hvis jeg skal google 17 x ‘2740 – museum’ og trawle hjemmesider for at finde den nødvendige info. Yes? Jeg forventer at smide den endelige liste på senest på tirsdag).

I den forgangne uge:

1.

Kysset min paninigrill dagligt. I en sommerferie, hvor energien bruges på andre ting, er det decideret genialt, at aftensmaden både er billig, næringsmæssig nogenlunde forsvarlig og tager 2 minutter at lave. Og at det tager ét minut at gøre rent efterfølgende. 

Som et ekstra plus har jeg opdaget, at nærmest alle brødrester kan bruges i den. Tørre boller, rundstykker, der har været i ovnen om morgenen, left-over flutes; det hele bliver lækkert, når det har været en tur i maskinen. 

2.

Ryddet grundigt op i mit skur for at få plads til en stor, hvid, kold klods (se #3)

Jeg startede med at måle helt vildt med min lille tommestok. Derefter bestilte jeg 3 nye reoler, tømte hele skuret og smed billeder af alle de ting, jeg ikke har brugt i et par år i den lokale fb-gruppe til fri afhentning. Det tog en aften, så var det hele væk, undtagen en kæmpestor, smuk, rød vase, som jeg bare må erkende, at jeg aldrig får brugt. 

Jeg stak hovedet forbi vores lokale blomsterhandler og indledte med ‘nu håber jeg ikke, at du synes, jeg er mærkelig – og du må ENDELIG sige nej.. ‘ men hun rakte begejstret ud efter den, mens hun sagde en helt masse om ‘jul’ og ’udstilling’ og det gør mig oprigtigt glad, at den fine vase får lov at shine et andet sted i stedet for at stå i mit skur og glo. 

Jeg fejede, rykkede rundt, hentede et par kasser på loftet og omgrupperede lidt – og nu er der pænt og rent og fuld af god plads, hvilket er vigtigt, fordi:

3.

Erkendt, at jeg er nødt til at anskaffe mig en ekstra fryser. Som skrevet her har jeg fået nyt køleskab, som er fint, men dels er det dårligere indrettet, og dels er det så miljørigtigt, at der er meget mindre plads i det. Jeg har ledt forgæves efter den artikel, jeg læste om det i, men jeg kan ikke finde den, og jeg har glemt forklaringen, for dengang virkede det ikke vigtigt, men måske var det noget med, at det påvirker køleelement/kompressorens størrelse, når det/den skal være strømbesparende? I hvert fald har  det voldt mig en hel del hovedbrud at gøre det praktisk brugbart og samtidig overskueligt. Det sidste er næsten det vigtigste, for hvis der er én ting, jeg har lært over de sidste 5 år, så er det, at den absolut vigtigste betingelse for at minimere både forbrug og madspild, er overblik. Du bruger ikke det du har, hvis du har glemt, at du har det.

I det nye køleskab kan hylderne kun sidde på én måde, hvis der skal være plads til f.eks. saft, flydende margarine, salatdressing osv, og når de er placeret sådan, er der bare virkelig meget spildplads og slet ikke regulær opbevaringsplads nok. 

Og fryseren er værre. Der er 3 skuffer, ligesom i den gamle, men de er væsentligt mindre, og det er umuligt at opretholde nogen former for systemer ift. hvad der er hvor, fordi alt bare er nødt til at være der, hvor der er plads.

Jeg har flyttet rundt på tingene, pakket alting om, prøvet at stable og ligemeget hjalp det.

Så første erkendelse var, at jeg er nødt til at have et eller andet i mit skur, men om det skulle være en fryser, eller køl/frys, syntes jeg var svært at gennemskue. For jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg ikke kommer til at spadsere frem og tilbage 16 gange dagligt for at hente mælk og æbler – men omvendt ville det måske være rart at have lidt ekstra køleskabsplads? Eller hvad?

Jeg brugte et par aftener på nettet, hvor jeg fandt nogle opbevaringsdimser til køleskabet, og efter at have tygget lidt på det, blev jeg enig med mig selv om, at det var et smart sted at starte. For hvis det var nok til at få pladsen i køleskabet udnyttet bedre, så gav det jo løsningen på, om det skal være køl/frys eller ren fryser, jeg skal anskaffe mig.

Jeg bestilte, jeg modtog, og jeg besvimede af begejstring. For se lige:

De to gamechangere var hhv. flaskeholderne og de lange, smalle, åbne kasser. For de giver mulighed for at klodse de ting sammen, der er lidt ukurante i højde og drøjde, samt at udnytte den tomme hyldeplads opad. 

Dermed er jeg nu så langt, at jeg kan se, at det er en fryser, jeg skal have i skuret. Det udløser nye overvejelser, for det viser sig, at frysere ikke er lavet til at stå i uisolerede rum. Olien til kompressoren bliver for stiv, hvis rumtemperaturen rundt om fryseren er for lav, og det kan få den til at stå af. Men problemet er, at vi simpelthen bare ikke har plads til en ekstra fryser herinde. Overhovedet.

Jeg har endnu ikke helt besluttet mig for, hvad jeg gør, men jeg hælder til at finde en mindre, billig skabsfryser på Marketplace, og så stille den på en møbelhund. På den måde er den løftet fri af gulvet, som ift. kulde nok er det største problem, og samtidig kan jeg, hvis vi får en fimbulvinter, køre den ind og finde en midlertidig plads til den. Det kommer til at kræve lidt omtanke ift.  hvad jeg opbevarer hvor (at jeg f.eks. ikke fylder fryseren i skuret med dyrt kød og den indenfor med billige rundstykker), og måske er det god ide at beklæde den med flamingoplader, som min veninde foreslog, men det må jeg løse hen ad vejen.

I første omgang er der nu gjort plads til den, og jeg  har lagt mig på lur på Marketplace, så jeg er klar, når folk kommer hjem fra ferie, og pludselig bliver ramt af renoveringsfeber.

Som en sidste kommentar til emnet har jeg lyst til lige at nævne, at det her er en af dem, hvor jeg synes de gode intentioner ender med at modarbejde sig selv og hinanden. For jeg ikke kan lade være med at tænke, at det er fint, at man gør køleskabe mere miljørigtige – men det er sgu da lidt problematisk, at det går så meget ud over pladsen, at jeg, i en husholdning med én voksen og to børn, er nødt til at anskaffe mig både et ekstra apparat OG en helt masse plastik. Og dette til trods for, at vi har et meget beskedent forbrug af kød, og at jeg sjældent gør brug af “Køb 10 poser og spar 1000 kroner!”-tilbud. 

Måske er det fordi, vi som samfund hen ad vejen bliver nødt til at ændre vores kostvaner så meget, at vi ikke har brug for opbevaring på samme måde som i dag, men for nu er ironien til at få øje på.

Published by

15 Replies to “M2021, uge 29

  1. Jeg har været over samme problematik som punkt 3.
    Det integrerede køle-fryseskab havde en klart for lille fryser, mens køleskabsdelen egentlig var ok. Og så gik det i stykker og jeg måtte have nyt.
    Jeg overvejede en fryser i bryggerset, men det er dælme dyrt at købe to nye og strømmæssigt også til den dårlige side.
    Løsningen blev et ikke-integreret, da jeg fandt et med samme størrelse køl og +50% frys. Helt perfekt.
    Som bonus kan der sidde magneter på -det har jeg haft savnet.
    Så her endte det med at gå op i en højere enhed 🙂

  2. Vi har haft kumme fryser til og stå ude i garagen de sidst cirka 25 år , garagen er en hul ind i en lade uden dør, den står bare på en tynd brædt på hvert fod, motor delen står så det er ud af men midt i garagen der står en skab inden der tager lidt af sneen, når der er snestorm, men der fejer vi den rent så den ikke sne efter.

  3. Jeg er vild med flaskeholderne! Mon du vil dele link? Jeg ved, at forbrug ikke er hensigten med disse indlæg (som jeg troligt klikker ind for at
    læse hver eneste fredag, fordi jeg elsker dem), så jeg lover at sove på det og alt det der, men umiddelbart kunne de også løse et stort problem i mit køleskab👏🏻

        1. Den måler 8,8 cm for oven – jeg har haft 1 og 2 liters dansk vand i dem uden problemer, men der er jo forskel på flaskerne. Mit bud er, at der måske kan ligge 1,5 l. Pepsi Max i (i de “smalle” flasker) men ikke Coca Cola?

  4. Ej der står de ikke må komme i opvaskemaskinen, det er ikke smart, så lige en mulighed for ordent køleskab

    1. Æhm, måske er jeg en kæmpe gris, men jeg har haft lignende i to år og aldrig vasket dem 🙈 Flasker griser bare ikke rigtig?

  5. Jeg har bare et tips i forhold til fryser, gamle modeller tåler å stå ute i garasjer og lignende. Jeg bor oppe ved grensen til Russland så vi har -20 mesteparten av vinteren og her er gamle frysere veldig ettertraktet for de som jakter eller har huskys.

    1. Jeg har efterhånden fået en del tilbagemeldinger, og det lader til, at det er ca. 50/50. Nogen har deres fryser til at stå i skure og garager uden problemer, mens andre oplever, at de går i stykker efter kort tid. Jeg kan ikke finde noget i system i, hvad der er udslagsgivende, ud over at det lyder til, at de helt gamle kummefrysere er mere robuste, end de nye.

      Jeg er igang med at undersøge prisen på én, der faktisk kan tåle at stå ude. Så vidt jeg kan se, kan man få 3 forskellige modeller. Jeg graver videre:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.