(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Fået skiftet vores røgalarm.
Vi har en af dem, der kører på el, og den begyndte pludselig at hyle, helt vilkårligt, flere gange i timen. Jeg ringede til viceværten, som kom med det samme. Han måtte opgive, men ringede videre til elektrikeren, som var der på 20 minutter. Dagen efter kl. 7.30 stod han ved min dør med en ny, som han satte op, ønskede god weekend, og kørte igen.
Gratis for mig, regning på ca. 1500, hvis jeg selv skulle have været til lommerne.
Jeg har det her punkt på, fordi jeg ved, at der er mange relativt unge, som læser med på de her indlæg, og jeg vil gerne være med til at synliggøre, hvorfor det også kan være en god ide at bo til leje. Ikke fordi jeg er Team Leje over Team Eje, mens fordi jeg gennem årene faktisk har fået flere tilbagemeldinger på, at det er rart at høre lidt om fordelene ved at leje, fordi normen rigtig mange steder stadig er, at man køber sit eget hus, når man bliver voksen. Det er SUPER duper, hvis man har økonomi til det – men hvis ikke, så er det måske nemmere at finde fred med leje-løsningen, hvis man stille og roligt har fået lov at høre lidt om fordelene ved dén.
2.
Fået et stykke ost i mine Bilka to-go varer, som jeg på forhånd vidste, at vi ikke ville få spist. Jeg rev det med det samme og brugte 1/3 til pizzasnegle, mens de andre 2/3 blev fordelt i to poser og smidt i fryseren.
Man kan sige meget om revet ost, men der er mere smag i dem, man selv river, end i de færdigrevne af slagsen.
3.
Endelig, endelig, ENDELIG fundet de notesbøger, jeg har været på jagt efter. I en kombineret el- og legetøjsbutik i Hvide Sande, af alle steder.
Det her punkt falder fint i tråd med noget, jeg hele sommeren har tænkt på, at jeg ville have med i et indlæg, for at købe souvenirs på ferier er ét af de steder, hvor jeg stadig, flere års træning i at handle bevidst til trods, kan blive overmandet af trangen til at bruge penge.
Mit eget bud er, at det er et levn fra barndommens ferier, hvor det var om at købe de ting, man forelskede sig i, fordi man vidste, at ‘hvis ikke du køber den NU, så får du aldrig chancen igen!’ Det har gennem tiden resulteret i mange fejlkøb, fordi batikhoodies bare ikke har den samme vibe hjemme i Esbjerg, som de har på Roskildefestival, og det viste sig, at man mest syntes, man var sådan en lavendel-type, mens man *var* i sydfrankrig.
Selvom man i dag kan finde alt, hvad man rejser fra, når man rejser hjem på google, facebook og tinder, så får jeg stadig impulsen, når jeg står i en anden by eller et andet land og ser noget, jeg synes er sjovt eller pænt. Og faktisk kan jeg godt lide konceptet souvenirs. Sådan helt ægte. For jeg synes, at det er sådan en hyggelig måde at holde liv i de gode minder på – men jo kun, hvis det er noget, man bruger.
Derfor har jeg de sidste par år øvet mig i på forhånd at skrive mig bag øret, hvis der er noget, jeg mangler, og så leder jeg efter det, når jeg er på ferie.
Jeg bliver f.eks. glad, hver morgen, når jeg finder min make up frem, som er i en lille, fin kuffert, jeg fandt, da vi var på tur med min kammerat. Der er luksuskaffe i skabet fra Arhus, hvor jeg også fandt den pilleæske, jeg har manglet i 100 år, og når børnene får en slikpind, vælger de fra den fineste dåse, som minder mig om den tur i Djurs, vi havde med min veninde og hendes søn. Min nye blok vil hver eneste gang jeg tager den ned, få mig til at tænke på den mest perfekte sommerdag i Hvide Sande, og alt i alt er det det perfekte kompromis, som stort set har elimineret de fejlkøb, der går direkte fra skabet til genbrugspladsen.
Jeg køber viskestykker så souvenirsagtige som muligt, de fylder ikke i kufferten, og jeg bliver glad og husker ferien, når de kommer frem. Og så er vores køleskab snart dækket med magneter, plader med billeder.
Det er seriøst den bedste idé, jeg har hørt længe. Den vil jeg kopiere, ganske uden skam, og jeg vil sende dig en venlig tanke, hver gang jeg lægger et nyt på plads i skabet.
Du har så evigt ret i det med at få nogle af goderne frem ved at bo til leje. Også det med at kunne (prøve) at finde noget ikke så dyrt, så man ikke behøver bekymre sig om at skulle flytte, hvis ens indtægt ændre sig nedadgående 😅. Et medlemskab fil boligforening til ungerne, når de bliver 15 (det er vist aldersgrænsen nu) kan være godt givet ud, også til den nærliggende studieby. Diverse reparationer slipper man også for udgifter til, fordi leje…
Præcis. Begge dele kan være den perfekte løsning, men det er bare ret godt at vide, hvad det reelt er, man vælger imellem, ikke?
‘Selovm man i dag kan finde alt, hvad man rejser fra (…) på Google, Facebook og Tinder’. Lol. Sommerflirter er nemlig bare ikke rigtig det samme, nu hvor man hurtigt kan finde Spanske Gustavo på Tinder. Bare forklædt som phd-studerende på DTU.
Anyway. mht til eje vs. leje. Jeg bor i en ejerlejlighed og har i årevis været skrevet op i to meget specifikke lejeforeninger. Når jeg engang ENDELIG får tilbudt det rækkehus, jeg har ønsket mig siden jeg var 16, sælger jeg lejligheden med det samme og vil nyde livet som lejer. Fri som fuglen, en vicevært til det grove og en voksen til at tage sig af alle de uforudsete surprise-regninger, der følger med at eje selv (hejhej, stoppet afløb og nyt toilet). Og så vil jeg bruge min tid og penge på noget andet. Og nyde, at jeg ikke længere er stavnsbundet af fast ejendom, der ikke bare sådan lige kan omsættes, hvis livet smider en økonomisk kæp i hjulet eller jobbet/partner/børn/skilsmisse kræver en flytning.
Og så tror, helt ærligt, mange lejlighedsejere enten ikke er klar over det – eller i al fald lykkeligt glemmer, at de faste udgifter ikke kun er låneomkostninger. I en ejerlejlighed er der en del faste udgifter til sin forening – jeg betaler fx. godt 7.500 kr i kvartalet for at bo i en lejlighed jeg ejer 100%. Det vidste jeg godt, da jeg købte, men jeg syntes stadig det er lidt stift…
Jeg elsker, at det er noget, vi begynder at tale mere om, for jeg tænker, at der virkelig er mange skjulte udgifter, som man bliver fanget af, hvis man ikke lige har haft adgang til de her informationer. For man sælger jo ikke sit hus, fordi man får rotter, og det viser sig, at man selv skal betale for rottefængeren. Eller man får vandskade, og det viser sig, at sidste ejer har fået lavet noget rørarbejde sort, og forsikringen derfor ikke dækker. Og så står gælden bare og hober sig op.
Så det ville virkelig være fint, hvis den næste generation blev lidt bedre klædt på til at vurdere, hvad der passer bedst til deres økonomi.
Enig! Det med at være kritisk er klart noget af det vigtigste mine børn skal have med i økonomi-bagagen. SKAL man virkelig købe en bolig, og SKAL man virkelig optage lån bare fordi man kan og fordi bankerne vifter med fine renter og gode aftaler? Jeg synes kontrasten bliver større og større mellem os der lejer og vennerne der ejer. Jovist, den månedlige hyre er marginalt højere for os, og vi får intet ind på kontoen når vi engang flytter, men vi har lige nøjagtigt nul bekymringer bundet op på vores bolig. Derimod går vennepar igen og igen i knæ fordi en varmepumpe bryder sammen, et tag begynder at lække eller en facade skal repareres nu-nu-NU. Somme tider er der en opsparing der kan tage (en del af) regningen, men oftest skal der endnu et banklån til for at afhjælpe problemerne. Jeg tænker tit at det må være lykken at eje en bolig hvis man er fiks på fingrene eller elsker at reparere/renovere. Det kan man ikke sige om mig (!), så lejebolig er da shit for min del. Derfor er det så rart at privatøkonomi er blevet noget vi snakker om, både hér og ude i medierne. Det er fint at der sættes aktivt spørgsmålstegn ved dén model som mange af os er vokset op med omkring lån, hus og gæld og at der i stedet præsenteres alternativer med leje, gældfri og små boliger.
Præcis. Min far, alle mine forældres venner og samtlige mine onkler er håndværkere, alle sammen inden for forskellige fag. Og de har gennem årene hjulpet hinanden på kryds og tværs med at lægge nyt tag, at skifte blandingsbatterier og at trække el til nye rum. Alle deres huse er i tip-top stand, og de kommer til at tjene på det, når de engang vil sælge. Men ud over, at de alle sammen selv har kunne lave alt, hvad der skulle laves på husene, så har de også købt, da de var i starten af 20’erne og på et tidspunkt, hvor husene var til at betale sig fra. Det er en helt anden situation, end at være uddannet akademiker og købe sit første håndværkertilbud, når man er i midt-30’erne.
Jeg køber strømpegarn som souvenirs, det er også hyggeligt, for så vil de færdige strømper minde mig om ferien. Men bortset fra det, så har jeg nok ca. 10 kg strømpegarn og et par voksensokker vejer ikke engang 100 g…… såeh…..
Nu ved jeg jo first hand, hvor lækre de strømper er, så jeg tænker, at du bare lægger i ovnen til at blive vejens mest velhavende pensionist.
Må man se et billede af de notesbøger? 🙂
Jeg kan ikke lægge billeder i kommentarfeltet, så jeg har postet det nederst i indlægget i stedet:)
Jeg er så meget med på viskestykkeholdet – har i dag smilet til mit viskestykke med udsnit af Bayeuxtapetet. Til daglig er jeg fredsommelig jeg-gider-ikke-shoppe-type, men når jeg står i en fremmed by forvandler jeg mig til frådende forbrugsmonster, så jeg har en liste over praktiske ting, som jeg ved skal udskiftes/kunne være gode at have, og den køber jeg så ud fra.
Tusind tak for billedet 🙂
No problem😊