Alvorligt talt

For snart mange år siden havde jeg en veninde, som var selvskadende-light. For hende handlede det meget om den opmærksomhed, det udløste, når hun skar i sig selv eller ikke skulle have noget at spise. Hvis hun havde skåret sig i armen, gik hun i dagene efter kun i t-shirt, så alle kunne se, hvad hun havde gjort.

Først var jeg frygtelig bekymret for hende. Dernæst blev jeg irriteret, fordi det – for os, der var tæt på hende – blev meget tydeligt, at hun hverken led af anoreksi eller var klinisk selvskadende, men at det udelukkende bundede i et behov for at blive set. Men til sidst endte jeg med at nå frem til, at hun jo faktisk stadig var syg i en eller anden forstand, for uanset hvordan man vender og drejer det, så er det ikke den gængse måde at ønske sig opmærksomhed på, når man er sidst i 30’erne.

Hende tænker jeg på, hver gang jeg læser artikler, der handler om, at børn bliver spiseforstyrrede som aldrig før, fordi deres forældre går fanatisk op i kost og slankekure.

De fleste af de artikler, jeg er stødt på, har en slet skjult undertone af, at forældrene er selvoptagede egoister, der ofrer deres børn og børnenes helbred i jagten på den tynde, perfekte krop.

Scroller man lidt længere ned på avissiderne, falder man tit over andre artikler, der handler om, at vi som nation bliver federe og federe, og at dette om 20 år vil være den største trussel mod vores velfærdssystem.

Det, der gør mig deprimeret er, at man får det til at lyde som om, forældrene er ligeglade med deres børn.

Jeg kender ingen mennesker, der ikke ville ofre deres liv, uden at blinke med øjnene, for deres børn. Jeg kender kun mennesker, der ift. børnenes fødevareindtag gør alt, hvad de kan for at holde balancen på den tynde linje mellem ’Sund Kost’, ‘Ingen Sukker’ og ’Nu Ikke Så Hysterisk’. Alle, jeg kender, prøver at give deres børn et fornuftigt forhold til mad og krop, og samtidig hjælpe dem til ikke at blive for tykke.

Og det er her, jeg kommer til at tænke på min veninde, for hvis man er så optaget af kost og kure, at man smitter sine børn med sin besættelse, så tænker jeg, at det er fordi, der er noget galt. Det er ikke sikkert, at man ville kunne få et diplom for veludført bulimi eller anoreksi, men det lyder i mine ører heller ikke, som om alt er, som det skal være.

Derfor undrer det mig, at vi åbenbart er enige om, at problemet skyldes forældrenes ligegyldighed. Hvis vi i stedet talte om børn, der boede sammen med en mor eller en far, der led af depression eller PTSS, og som – på den ene eller den anden måde – blev påvirket af denne forældres sygdom, ville de fleste da hidse sig moderat op, hvis den generelle tone i samfundsdebatten var, at psykisk syge forældre bare skulle stramme op og tage sig sammen.

Ikke?

Jeg synes, at vi i hele denne debat overser det spørgsmål, der måske kunne være med til at knække kurven, hvis vi fik det besvaret, nemlig hvorfor så mange i *min* generation lider af forskellige grader af spiseforstyrrelser? Sat på spidsen er børnene jo egentlig ”bare” symptomer på det problem, der ligger i baggrunden og rumler.

Det betyder ikke, at vi ikke skal være bekymrede over, at børnene får et helt forskruet forhold til mad. Eller at vi skal undlade at prøve at løse det. Men jeg tror, at vi når længere ved at prøve at forstå, hvor problemet starter, end ved at se på, hvor det ender.

For meget, meget længe siden læste jeg et indlæg et sted, som jeg desværre efterfølgende har glemt hvor var, at der i de fleste kvinders øjne er mere prestige i at få drenge, end i at få piger, når man får børn.

Det blev fremsat i en bisætning, som om det var almen viden, at det er sådan, det forholder sig. Og eftersom jeg har glemt, hvor jeg læste det, er det muligt, at jeg nu træder nogen, jeg kender over tæerne, men jeg tænkte virkelig: ”Hold da kæft, noget ævl!” Ud over at jeg aldrig var stødt på påstanden før, syntes jeg virkelig oprigtigt heller ikke, at jeg nogensinde havde set tegn på, at det var sådan, virkeligheden skulle se ud, hverken i min omgangskreds, eller i den store verden udenfor denne. (Breaking: Kina er ikke længere en del af verden.)

Men tanken har spøgt i mit baghoved siden, og måske er det, fordi man ser søm alle vegne, når man har en hammer i lommen – men faktisk synes jeg at have bemærket, at der er forskel på, hvordan mødre til drengebørn og mødre til pigebørn fremstiller deres (vores) roller på de sociale medier.

For på en eller anden måde er det, som om vi drengemødre har gjort en identitet ud af at være netop det; drengemødre. Ikke bare mødre, men *drenge*-mødre. F.eks. blev der på FB forleden ivrigt delt en artikel om “10 ting, som mødre til drenge skal vide”, og jeg har også bidt mærke i, at der huserer en del hashtags, som henviser til, at det er drenge, man har, og ikke bare børn. Jeg har endnu til gode at se noget tilsvarende for pigemødre. (Og her er det sgu tankevækkende, at jeg når at stoppe op og tænke: ”Hedder det det? ”Pige-mødre”? inden jeg skriver videre.)

Det fik mig selvfølgelig til at spekulere på, hvorfor det er sådan. (Hvis det er det. Jeg er stadig åben for tanken om, at det bare er mig, der ser syner.)

Og selv om jeg på ingen måde opfatter mig selv som rabiat feminist, så kom jeg til at spekulere på, om det virkelig stadig er tanken om, at mænd er mere værd end kvinder, der påvirker os? For så langt tilbage jeg kan huske, har et været et tegn på coolness, hvis man er en af drengene. Det er sejt at være den kæreste, der gider bruge en søndag på at spille X-box, og fuck, om kærestens venners kærester kan lide dig; det vigtigste er, at hans venner kan. Hvis du er en af drengene, drikker du øl af flasken, er på fornavn med feltet i Tour de France, og giver de andre drenge ret, når de snakker om, hvor fnidret og hønset, det hele kan blive, når der er for mange kvinder til stede. Du er ok med stripper til fodboldjulefrokosten, og du forstår, hvorfor han skal i sommerhus og være drengerøv 4 gange om året.

Hvis det er sådan, du er, er du i manges øjne virkelig, virkelig cool. Og hvis du mener, at jeg tager den for langt, vil jeg bede dig sætte dig ned og lytte til et par Mads & Monopolet podcasts, hvor stort set alle dilemmaer, der handler om noget, som alle mine veninder – og jeg selv – ville synes var pishamrende irriterende og langt over en hver rimelig grænse, bliver gjort til, at kvinden sidder på manden, og vil bestemme det hele, mens hun leger far, mor og børn.

Hvilket bringer mig tilbage til børnene: Måske er det fordi, man synes, at man er lidt tættere på at være en af gutterne, når man har fået drenge, at de giver din rolle som mor mere værdi? Fordi man pludselig er en del af inderkredsen, og laver drengeting, og på de sociale medier kan flashe en hverdag fuld af blod, snot, sved og skidt? Og kan tage det uden at pibe?

Eller hvad?

Jeg kunne faktisk rigtig godt tænke mig at høre, hvad I tænker om emnet, uanset om I har piger, drenge eller hunde; hvis bare I har en holdning – og tid og overskud til at skrive den – må I meget gerne smide en kommentar.

Tak:)

En af de mange måder hvorpå det har påvirket mig, at Lene har fået kræft, er at jeg har bokset meget med yolo-syndromet.

Når man ser et menneske, man holder af, blive afbrudt permanent, lige midt i alting, får man en umådelig trang til at mase alt godt ud af livet HELE tiden, og jeg har nærmest været ved at brænde sammen oveni hovedet over den kroniske nødvendighed af at foretage de daglige gøremål. På en underlig måde har jeg følt, at jeg skylder .. nogen .. at sige mit job op og rejse ud i verden. Få set noget. Gjort noget. Gøre hver dag til en epokegørende tidslomme af forskel. At det er sløs af værste skuffe at bruge dyrebart liv på bare at vaske tøj, løbe en tur eller se Turbo med Anton for 1000. gang.

Har sgu nærmest fået stress og skyldeksem over min almindelighed og manglen på planlægning af vilde, grænsesøgende ekstremoplevelser i mit liv.

Men de sidste par nætter har jeg tænkt meget over noget: Jeg tror, der findes to slags mennesker: Dem, der lever på forventet efterbevilling, og dem, der har svært ved at ofre det små for det større. De første er dem, der kan leve af at sutte på en sten i månedsvis, fordi de sparer op til at tage 3 uger til Cuba, hvor de ligger i hængekøjer og drikker god rom og nyder livet i fulde drag. De andre er dem, der har brug for, at hverdagen er rar at være i, fordi det er den, der er mest af.

Jeg hører ubetinget til de sidste. Jeg bliver aldrig hverken tynd eller rig; min evne til at ofre nuet for fremtiden er simpelthen for dårlig. Og hvis jeg endelig en enkelt gang formår at spille på den lange bane, er jeg nærmest ikke i stand til at sætte pris på præmien, når jeg får den, fordi jeg synes, at mine ofre betyder, at jeg skal STOR-SKAM-NYDE den hele-hele-hele tiden, og derfor ikke synes, at suset er vildt nok.

Så i nattens mulm og mørke spekulerede jeg på, at det måske i virkeligheden ikke handler om at gøre de rigtige ting, men at gøre tingene rigtigt. Hvis det ellers giver mening for andre end mig selv? For jeg er faktisk god til at føle lykke over at gå på bare tæer over et nyvasket gulv, og over at leve et liv, hvor jeg ind imellem vågner midt om natten, og verden er reduceret til lyden af regn på mine skråvinduer og Antons stille snorken. Jeg stopper op og tager mig tid til at bemærke det, de morgener, hvor min kaffe er fuldstændig perfekt i både styrke og temperatur, eller når jeg kører bil i skumringen, og mit sind falder til ro, og jeg får fornemmelsen af, at alt stadig er muligt. Jeg glæder mig hver eneste dag til at hente Anton, og får stadig nærmest stød af ren, primal glæde, når han får øje på mig tværs igennem lokalet, og glædestrålende råber: ”MUAR!!” mens han løber mig i møde.

Og selvom det er alle klicheers uudholdelige, bedrevidende moder, så nåede jeg frem til, at der er meget sandhed i, at det, der er vigtigst er, at man er til stede i sit eget liv. Her og nu. Uanset om det så er i en hængekøje på Cuba eller siddende med morgenkaffen i sit køkken i en billig stol fra Ikea. At sætte pris på de små ting – men samtidig også prøve holde fast i, at man ikke behøves at elske at gøre rent eller at købe jeans; det må og skal være ok, at der er nogle ting, der udgør kontrasten, så man kan glædes over de rigtige ting. Hvis man skal tvinge sig selv til at føle intens glæde over alting hele tiden, fordi benchmarket konstant er, at det for mennesker som Lene ikke længere er muligt at vaske op, overbelaster man nettet i en grad, så det kortslutter.

– hvilket jo er det fuldstændig modsatte af, hvad målet med hele øvelsen var.

Så. Fordi det er fredag, og godt må være lidt stort og højloftet: Må I alle have en fantastisk weekend og finde zen i, hvad I end har valgt at fylde i den.

På Etisk Råds hjemmeside kan man læse, at: ”Det Etiske Råd rådgiver og skaber debat om bioteknologi, der berører menneskers liv, vores natur, miljø og fødevarer. Rådet arbejder endvidere med etiske spørgsmål, der knytter sig til sundhedsvæsenet.”

Jeg håber meget, at det er fordi medlem af Etisk Råd Christopher Arzrouni er blevet sat til at sørge for den debatskabende del af arbejdet, at han har skrevet kronikken: “Nyt lovforslag om juridisk kønsskifte er det rene nonsens” i Politiken i dag; jeg ville finde det svært beskæmmende grænsende til det krænkende, hvis han får lov at deltage i rådgivningsarbejdet.

Kort fortalt handler artiklen om, at regeringen har fremsat et forslag, der skal gøre det nemmere for dem, der gerne vil, at skifte juridisk køn. CA starter med at konstatere, at “seksuel frihed er en vigtig sag. Også for minoriteter”. Herefter går det meste af artiklen egentlig bare ud på at liste de steder i samfundet, hvor transkønnede mennesker har tænkt sig at udnytte muligheden for at skifte juridisk køn, så de kan lure på det modsatte køn, og snyde i sport, og på at harcelere over, hvor urimeligt det er, at resten af samfundet skal tvinges til at tage hensyn til en lille gruppe af mennesker på baggrund af noget – kan jeg forstå – lidt pjattet føleri.

Det har jeg lige et par kommentarer til.

For det første: Fin ting at starte med at gøre det til noget seksuelt. Det skal nok lette livet for de børn, der helt fra starten er bundulykkelige over at blive presset ned i kasser og tøj, der føles helt forkert.

Og for deres forældre.

For det andet: Helt rimelig og sandsynlig antagelse, at en heteroseksuel mand af den slags, der går 12 af på dusinet, vil gennemgå den lange proces, det *helt* sikkert ender med at blive at skifte juridisk køn i systemdanmark, for derefter at melde sig til kvindefodbold, så han kan få lov at komme med i baderummet og glo på bryster hver torsdag aften.

For det tredje: Glimrende ide at stå fast på, at man SKAL opereres for at få lov at skifte køn. Så er vi sikre på, at de mennesker, der helt fra barnsben har vidst, at de var blevet udstyret med den forkerte emballage *rigtigt* kan tævet psyken igennem, til de fylder 21 og endelige ifølge lovgivningen kan få lov at komme under kniven.

– hvis da ellers den hær af psykologer og eksperter, der vikarierer for Gud, siger ja.

Og endelig: Godt, at nogen taler flertallets sag. Det er os, der har det svært her, og som har brug for, at nogen står op for os. Christopher Arzrouni kommer godt nok ikke lige med et konkret eksempel på nogle af de mange situationer, hvor alle vi stakkels mennesker skal besværes med andres indbildte køn, men pyt med det. For som han skriver:

“Det er en uting i det moderne samfund, at man belemrer sine omgivelser med krav om, hvordan de skal indrette sig. En ting er, at man selv har personlige problemer. Det skal ikke give en ret til at diktere resten af samfundets adfærd.”

Etisk Råd, mine damer og herrer.

Men sjovt, at du lige bringer ”personlige problemer” op, Christopher Arzrouni.

For det giver mig lyst til at sige til dig:

Det er en uting i det moderne samfund, at man belemrer sine omgivelser med krav om, hvordan de skal indrette sig. Én ting er, at du selv har et personligt problem med det. Det skal ikke give dig ret til at diktere resten af samfundets adfærd.

Forleden havde jeg aftenvagt, og var i den forbindelse ude på et top-secret sted i Danmark og tolke et foredrag, der handlede om mobning, og om hvorfor problemet er så svært at komme til livs. Oplægsholderens pointe var, at det – blandt andet – handler om, at dem, der mobber, ikke er opmærksomme på, hvor slemt det akkumulerede resultat er, når mange mennesker siger ting, der gør ondt. Hvis man trak hver enkelt af mobberne til side, ville de sjældent synes, at det, de hver især gør, er særlig slemt, men fordi den, det går ud over, er under konstant beskydning, bliver resultatet, at det simpelthen er så massivt at være offer for, at det knækker folk.

Måske var det på grund af det foredrag, der lå frisk i erindring, at jeg i aftes blev nødt til at slukke for Liga på P3. De to værter havde nemlig, inspireret af al slibrig pressedæknings moderland England, valgt at lave et ”skægt” indslag, hvor lytterne på de sociale medier kunne skrive fiktive spørgsmål til Nicklas Bendtner.

Min interesse for fodbold kan balancere på kanten af et frimærke, og jeg er ikke specielt imponeret over Bendtners adfærd, sådan helt generelt. Men det der synes jeg simpelthen var så langt over grænsen for hvad man som offentlig finansieret radiokanal kan tillade sig, at jeg ikke begriber det, hvis de to værter ikke selv sidder tilbage med en dårlig smag i munden.

Folk gik *amok*. Hånlige bemærkninger om hans hår og hans fodboldpræstationer, skadefryd over bænktid på den allerværste danske du-skal-ikke-tro-du-er-noget-måde, ”jokes” der var så modbydelige, at jeg sjældent har hørt noget lignende – og i midt i det hele sad de to værter og gnæggede over, hvor sjove de selv synes, de var.

Er det virkelig i orden?? Er det bare ok at antage, at kendte ikke længere har følelser, og at vi derfor kan latterliggøre dem i den bedste sendetid, og kalde det underholdning?

Diskussionen om tonen i den offentlige debat har kørt, ligeså længe, jeg har blogget, og i løbet af de sidste par år, er der dukket små ”Hold en ordentlig tone” vinduer op, når man gerne vil kommentere på de store mediers artikler og klummer. Alligevel tror jeg aldrig, at jeg – selvom jeg var uddannet journalist – ville turde blogge for en avis som f.eks. Politiken, for de kommentarer, som skribenterne får med på vejen derinde, er så perfide og personlige, at jeg ikke ville kunne ignorere dem.

Men hvordan fanden er det, at fagfolk vil have, at lyttere og læsere skal udvise en anden adfærd, når dét der er, hvad de selv lægger for dagen? At der findes bindegale privatpersoner, med små, små egoer, der har brug for at puste sig op og kaste med lort, mens de sidder i sikkerhed bag deres anonyme skærme, er svært at gøre noget ved, men at et så etableret program som Liga går forrest med det dårligst tænkelige eksempel, og ligefrem inviterer til en helt systematisk hetz – for sjov, selvfølgelig – det blev jeg simpelthen så forarget over, at jeg blev nødt til at slukke.

Måske synes de mennesker, der sendte sms’er ind ikke hver især, at det de sagde, var særlig slemt. Men hvis man spurgte Bendtner, og han svarede ærligt, kan jeg simpelthen ikke forstille mig, at det samlede resultat ikke har gjort ondt.

Jeg ved ikke, om det er fordi jeg er ved at være gammel og sur, eller om det er vinteren, der taler.

– eller om der faktisk er noget om det, jeg har tænkt mig at sige nu.

Men kan vi ikke godt snart trække vejret og rumme, at der er mange måder at være rigtig på?

Jeg har tænkt det længe, men min irritation flød helt konkret over, da jeg forleden så et opslag på facebook, hvor en fjern bekendt hånligt spurgte, hvordan der kunne være nogen, der seriøst troede, at det kunne være sundt at følge alle de nye modekure, som f.eks. palæo, LCHF og 5:2.

Dette vel at mærke fra en bekendt, der er uddannet inden for sundhed, og i al den tid, jeg kan huske, har talt kalorier i ALT, hvad hun har spist, og som inden for de sidste par måneder har valgt at begynde at trække sin træning i en bestemt retning, og derfor bruger 15-20 timer om ugen på sit projekt.

Uanset om vi snakker om kost eller træning, så synes jeg egentlig, at ville klæde de fleste af os at huske, at der er ligeså mange virkeligheder, som der er mennesker; at det for hende fungerer godt at kende sit daglige max-indtag af brændstof, er dejligt – more power to her – men for andre ville denne måde at spise på virke fattig og blodløs. At hun har et liv, der både pga. omstændigheder og prioritering giver hende mulighed for at bruge et par timer om dagen på træning, er rigtig, rigtig fedt, når det nu er noget, der betyder så meget for hende. Men det er ikke hverken virkelighed, ønsket eller dagligdag for alle.

Lige nu synes jeg, at jeg ser en udpræget tendens til, at folk opfører sig, som om de bevæger sig op af en trappe, når de skifter træningsstil eller kostvaner: Når de ændrer holdning, er det dem, der er blevet klogere, og er trådt et skridt længere op mod den evige visdom, mens alle dem, der endnu ikke har set lyset, står som idiotiske får på trinene under dem.

Når jeg hører folk hånle af andre, der bruger tid på noget, som de ny-oplyste for ganske nyligt selv lagde mange timer i, får jeg en nærmest uimodståelig lyst til at råbe: ”DU HAR JO IKKE SELV NOGET TØJ PÅ, FOR HELVEDE!!”

Lige præcis kost og træning er taknemmelige emner, i det at du stort set altid kan finde artikler og bøger, der underbygger præcis det, *du* mener. Men ligeså lidt som det ville give mening at hævde, at man har fundet det endegyldige svar på spørgsmålet: ”Hvad er den bedste bil?” – hvilket kommer ret meget an på, om man gerne vil vinde Formel 1 eller køre sine 4 børn i skole – ligeså lidt giver det mening at gøre krav på sandheden, når det kommer til de andre spørgsmål.

I tidens løb har jeg tabt mig både på kost, der indeholdte meget protein og lidt fedt, og det omvendte, og jeg har dyrket mellem 15 og 50 forskellige typer sport, den ene mere mystisk end den anden, men fælles for dem alle var, at de gav mig noget, jeg havde brug for, da jeg dyrkede dem. Kan jeg lide zumba? Det bliver et nej. Findes der træningstyper, der giver højere forbrænding og mere definerede muskler? Ja. Trækker det folk ind i salene rundt omkring i DK og får det nogle mennesker i gang, der ellers ville have siddet og visnet på sofaen? Oh, but it does. Og derfor giver zumba ligeså meget mening i det store træningsbillede, som f.eks. cross fit og Bikram yoga.

Jeg synes, at vi glemmer at snakke om bevægeglæde, og alle de sociale elementer, der også ligger i træning (og mad, for den sags skyld). Det er jo ikke givet, at alle ønsker stramme baller og markerede kindben, og pudsigt nok har jeg aldrig hørt de mennesker, der går til step i den lokale forening, tale nedsættende om dem, der dyrker de højprofilerede typer af sport. Om det er skam eller respekt ved jeg ikke, men det ER sgu da påfaldende, at jo mere ondt, man får af sin træning, jo mere synes man, at man har ret til at fortælle om den på ALLE de sociale medier dømme andre og deres måde at træne på.

Og måske bliver det lidt selvmodsigende her, for jeg startede egentlig med at sige, at der er mange måder at være rigtig på, og nu har jeg så fået hidset mig selv gevaldigt op over dem, der træner hårdt og spiser disciplineret – men jeg bliver bare så *provokeret* af, at mange af dem, i stedet for at se det som en måde at skabe glæde i eget liv på, bruger det som en ondskabsfuld pegepind til at gå og prikke til det, der i deres øjne er fejl og mangler hos andre.

For noget tid siden stødte jeg i en artikel på udtrykket ”åndsaristokrat”, hvilket Den Danske Ordbog definerer som ”en person, der i kraft af sin begavelse føler sig hævet over andre.” Jeg synes, at der er ved at opstå en gruppe af kropsaristokrater.

Og de er præcis ligeså ucharmerende, som de åndelige.

Jeg skal ikke på nogen måde foregive, at jeg synes, at det var nemt at være ung. Der var masser af juhuu omkring det, men der var satme også meget tvivl, rod og ondt i både hjerte og sind.

En af de ting, der dog var dejlig nemt, var at finde hverdagsidoler.

I folkeskolen var det geografi, der bestemte, hvem man delte uddannelse med, men da vi ramte de mellemlange, videregående uddannelser, var der allerede sket en form for selektering, så man var omkring nogen, der segmentmæssigt mindede om én selv.

Og i den flok var der altid et par stykker, der stod ud, og som man gerne ville være mere som. (Her må jeg lige indskyde, at det er ret interessant at forlade sin fødeby i 16 år, for så at vende tilbage. Det viser sig, at mange af dem, man synes, var de pæneste/klogeste/sjoveste/sejeste ikke heeeelt er der, hvor man dengang troede, livet ville tage dem hen. Forbløffende få af dem er blevet fotomodeller og statsministre.) Der blev kopieret frisurer og tøjstil, og det blev afgørende for, hvor vi gik i byen, og hvad vi valgte af både fritidsinteresser og valgfag. Selvom vi samtidig udviklede os til relativt hele, unikke mennesker, var det alligevel i høj grad med til at præge i hvert fald mig, og den indledende retning, jeg valgte i livet.

Jeg ved ikke, hvornår det vendte, og jeg kan ikke finde ud af, om det er positivt eller negativt, men jeg har opdaget, at jeg i dag ikke længere har folk, jeg gerne vil være ligesom – jeg har derimod en masse, som jeg gerne *ikke* vil være ligesom.

Måske er det fordi gipsen er størknet så meget i formen, at der kun er plads til små justeringer og finpudsninger, og ikke til helt nye faconer, men jeg tager virkelig ofte mig selv i at tænke, at ”sådan vil jeg aldrig være”.

På den ene side synes jeg, at det er positivt, for vi lever trods alt ikke længe nok til at begå alle fejl selv: Primært forholder jeg mig jo til mennesker, jeg kommer i samme cirkler som, og der kan det fungere som et udmærket wake-up call at se, hvordan det ser ud udefra – og hvordan det påvirker ens børn – hvis ikke man lige får bremset rabiate kostvaner og overdreven træningsmentalitet i tide.

Omvendt synes jeg faktisk ikke, at det er ret charmerende at gå og bemærke andres knap så flatterende sider, uanset om det handler om småting som blogretning og instagramstil, eller de store, tunge som børneopdragelse, begrundelser for valg af mage og prioritering af indhold i livet.

Nogle af områderne ligger lige for, og er nemme at undgå, mens jeg godt kan frygte at andre – primært dem, der ligger langt ude i fremtiden – sniger sig ind på en, uden man opdager det.

F.eks. kender jeg en kvinde, som ikke er meget yngre end min mor. Hun nærmest bor i et fitnesscenter, får med militant præcision lavet en brazillian hver 6. uge, har 3 gifte elskere, og hendes børnebørn skal kalde hende ved navn, fordi hun ikke kan rumme, at de kalder hende mormor. Hun går i byen, som jeg gjorde det, da jeg var 19, og hun taler ofte om, at der ikke er nogle ordentlige mænd i Esbjerg. Hun virker mere hektisk end glad, og jeg tænker tit på, hvor stor kontrasten er til min egen mor. Min mor er bestemt ikke ligeglad med sig selv, men hun kører den traditionelle stil, hvor hun det meste af tiden virker glad i sin krop og sit liv, og gemmer sine ”jeg er tyk!”-kriser til hun skal i pænt tøj og i byen.

Jeg ved godt, hvem af de to, jeg helst vil være, når jeg bliver 60.

Men jeg kan også godt se, hvem mine veninder og jeg er i gang med at udvikle os til.

For hvornår er det, at jeg forestiller mig, at vi bliver ligeglade? Hvornår kommer den morgen, hvor vi konstaterer, at vi er tykke og slappe – og ikke tager os af det? Jeg er 36 og har venner, der er op til 10 år ældre end mig selv. Jeg ser ingen af dem sidde på sofaen og hælde Haribo i skærmen, mens de nyder deres spritnye flaprearme og muffindeller.

Jeg er en del af generation, der er mere bange for at blive fed, end for noget som helst andet. Hvis sundhedsstyrelsen virkelig ville have fingrene i os i kampagne- og forebyggelsesøjemed, kunne de spare pengene, de bruger på at oplyse os om, at et glas vin om dagen øger risikoen for brystkræft; de kunne fyre hele afdelingen, der sidder og regner på, hvor mange ekstra skatter, afgifter og advarsler, det vil kræve at få os til at afstå fra cigaretter. Næ du – hæld kulhydrater i det, I gerne vil have os til at undgå, og se os slippe varerne, som var de gloende kul, og sprinte af sted i alle retninger i blind panik. Dem frygter vi mere end halte gazeller på savannen frygter løven.

Vi spejler os i dem, vi omgiver os med, og med hele det fælles fokus på den velholdte krop, og de tynde lår, ved jeg ikke, hvornår jeg forestiller mig, at tidspunktet for Operation Blød Mormor vil indtræffe?

Jeg vil gerne foreslå helten skrevet tilbage i historien. Noget at stræbe imod i stedet for noget at flygte fra. En, der står for noget, vi kan identificere os med, men som samtidig også sætter baren højt nok til, at vi ikke bare læner os mageligt tilbage og forventer, at livet automatisk vil forvandle os til hende.

Hvem skal vi indstille til kandidaturet?