M2021, uge 3
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Er jeg blevet færdig med min stue og min entre, og jeg har kæmpe optur over resultatet. Jeg ligger på lur med mit jammerlige iPhone-kamera i håb om at få taget et billede, hvor man kan få en bare nogenlunde fornemmelse af rummene, men lyset driller.
Jeg har altid lyst til at køre fuld plade på udskiftning af ALTALTALTALT, når jeg laver om, men denne gang har jeg besindet mig. I stuen er mine nykøb begrænset til et par nye plakater, tre nye pudebetræk, samt lidt smånips, mens jeg i entreen har flottet mig med en ekstra skoreol og 30 cm. kunstigt skind til min skammel til den nette sum af 170 kr. Mine knage vllle jeg gerne have skiftet ud, og havde det været for 5 år siden, havde jeg gjort det. Men jeg har øjnene stift rettet mod den forhave, jeg gerne vil have råd til, og derfor besluttede jeg, at eftersom der hænger 17000 jakker og tørklæder på dem hele tiden, så kan man alligevel aldrig se farven på dem. Spejlet derude har jeg skiftet ud med Fridas aflagte, lyskæden har jeg smidt i en anden vase, og det er blevet et helt andet rum.
Jeg har været i min kasse med billeder og pynteting, som jeg har sat væk, og den vil jeg gerne dvæle ved et kort sekund. For jeg sælger og videregiver de fleste af de ting, jeg skifter ud. På den måde kan jeg løbende forny en smule, uden at det koster det store. Men der er også nogle få ting, som jeg vælger at gemme, og særligt de sidste par år har jeg tænkt meget over, hvad jeg har valgt at lægge i gemme-kassen, fordi jeg er blevet så god til at skille mig af med det, jeg ikke længere bruger. Derfor har jeg været i tvivl om, om jeg ville komme til at bruge tingene igen, og det, jeg nu kan se er, at det gør jeg. Så bare lidt opbakning til, at man gerne må holde fast i de ting, man fjerner fra hylder og karme, hvis man ikke synes, man er helt færdig med dem. Der *er* en mellemvej mellem at gemme alt og skille sig af med alt.
2.
Har jeg holdt verdens mindste fødselsdag, og – som altid – tænkt madspild ind i ligningen på forhånd.
Jeg kørte som sædvanlig morgenmad, fordi det giver et væld af fordele. Det er nemt ift. forplejning, det ligger først på dagen, så alle ikke skal gå og vente (som man gør, hvis man går med kaffe og lagkage), og der er stort set intet spild. Jeg smed de 3 overskydende rundstykker i fryseren, hakkede peberfrugten og brugte den i suppe til aftensmaden, tog den skårne frugt med på legepladsen om eftermiddagen og brugte pålægget i madpakkerne mandag, tirsdag og onsdag. Jeg har noteret årets indtag i min bog, sammen med et link til de kanelsnegle, jeg bagte, som var de bedste, jeg nogensinde har lavet. De er koldhævede (GIGA smart!), lige tilpas snaskede, og så lærte jeg i den her opskrift, at når man skærer snegle med sytråd, så holder de faconen. De bliver så. flotte. Jeg testede det på pizzasnegle og hvidløgssnegle senere på ugen, og de blev også perfekte. Opskriften på kanelsneglene finder du lige her.
3.
Har jeg også lavet en smule om i køkkenet, mest fordi jeg nu var i gang. De kasser, jeg har ovenpå mine skabe, byttede jeg med 3 af samme slags (i en anden farve), som Anton har tøj i – han er ligeglad – og jeg skiftede et par af billederne ud med nogle, jeg før havde hængende i soveværelset. Lyskæderne i vindueskarmen, der har haft travlt det sidste halve år, er smidt i et par høje glaskrukker, jeg før havde lys i på badeværelset, og så forelskede jeg mig i min rundtur på nettet i en lille globus, som nu hænger i mit køkkenvindue, og minder mig om, at verden stadig er derude et sted.









