Linda

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Måtte ændre den planlagte rækkefølge, jeg vil sætte værelser i stand i.

Planen var, at det næste rum, der stod for tur, var mit kommende soveværelse. Fordi jeg næsten ikke kan holde ud at være sat på hold (for ja, det er jo mest synd for mig #obviously) har jeg været to millimeter fra at bestille den snart berømte futon som beset, men fordi jeg gerne vil brøste mig af at have lært lidt, har jeg tvunget mig selv til at ringe til de forskellige Ilva-butikker i Jylland. I direkte modstrid med Ilvas egne oplysninger, viser det sig, at den er udstillet i Varde, som ligger 10 km. fra, hvor jeg sidder nu, og der er med andre ord ingen undskyldning for ikke at prøveligge den inden bestilling, og dermed er soveværelset sparket til hjørne, indtil verden åbner igen.

I stedet har jeg kastet mig over entreen. Jeg fandt Flüggermaling med 30% rabat på nettet, som netop er ankommet idag, og de småting, jeg skifter ud, har jeg enten fundet brugt eller på tilbud.

2.

Forsøgt at forære hhv. en front til en Ferm Living lampe fra Frida værelse, samt en pakke cupcakepynt, som er købt hos en af de Ægte Bagesider, væk.

Selve lampen er gået i stykker, men fronten er et fint udskåret stykke træ, som man bare hænger på lampe-stykket, og dermed ville man sagtens kunne skifte en gammel front ud med den her, hvis man trængte til lidt fornyelse. 

Ingen meldte sig på banen, og det er absolut ok. Det er ikke fordi folk skal have stoppet mine efterladenskaber ned i halsen – men da jeg smed en skuffe til et Ikea-møbel op, som bestemt havde set bedre dage, kastede folk sig over den med en iver, jeg sjældent har set på disse breddegrader.

Jeg har derfor lært, at det er umuligt at forudsige, hvad andre mennesker kan bruge, og derfor fik det et skud.

3.

Foræret min mor en pakke store pastaskaller og en pakke fiberkost, som jeg har flyttet rundt på i nogle måneder, men ikke får brugt. 

4.
Været virkelig god til at spise det, vi har haft stående, selvom det nogle dage har betydet nogle ret alternative måltider. Fordi jeg havde luppen fremme, kunne jeg se, at der var et par ting i skabet, som jeg bliver ved med at gå udenom, fordi jeg ikke gider spise det, som f.eks. et glas tikki masala sauce, som jeg har fået en fiks ide om smager af kanel. 

Jeg skrev sidste weekend de madvarer, det drejede sig om, på min to-do, så de stirrede mig i face hver eneste dag. Det har betydet, at jeg har fået indkorporeret 3 ud af 4 bænkevarmere i madplanen, og det føles forbløffende godt, at de ikke står på hylden og udstråler skuffelse, hver gang jeg åbner skabet. 

5.

Indløst det gavekort, chefen gav mig i julegave.

Jeg har en historie med at gemme gavekort for længe, fordi de altid repræsenterer en værdi, jeg ikke havde regnet med at råde over, og jeg derfor gerne vil bruge dem på Noget Særligt. 

Men de er jo i hvert fald ingenting værd, så længe de ligger ubrugte hen i pungen eller i cyber, og jeg har derfor for et par år siden lavet en aftale med mig selv om, at gavekort gerne må bruges på noget, som jeg måske ellers ikke ville have købt.

I denne omgang har jeg fundet den fineste Stelton vandflaske, som forhåbentlig kan hjælpe mig til at blive bedre til at huske at drikke vand, de dage, jeg er herhjemme, hvor jeg – af en eller anden grund – har væsentligt sværere ved at huske at hydrere, end når jeg er på opgave.

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Vurderet, at når jeg er ramt af trangen til at lave om i det hjem, jeg har set uforholdsmæssigt meget til de sidste mange måneder, så er der nok også andre, der er. Derfor har jeg sat gang i et par ting samtidig, og dermed fraveget min egen ellers ret skrappe regel om at gøre én ting færdig ad gangen. 

Planen var oprindeligt, at male stuevæggen først og gøre dét projekt færdigt. Herefter at starte med at sætte børnenes halvhøje senge til salg, og når de så var solgt, at påbegynde rokaden. Simpelthen for at få noget ud, før vi begynder at male, rykke rundt og fylde ind.

(Samtidig er jeg ramt af en futon-relateret udfordring, nemlig at jeg ikke kan få lov at se den futon, jeg har forelsket mig i. Firmaet bag insisterer på, at den er udstillet hos Ilva, Ilva siger nej. Og så står vi dér. Det skal jeg lige finde ud af, hvad jeg gør ved.)

Men fordi jeg kender mig selv for godt, ved jeg, at jeg ikke har tålmodighed til at vente 4 måneder på at få sengene solgt, når først jeg er klar til at starte på værelserne. Derfor tænkte jeg, at jeg ville sætte dem til salg nu, hvor andre måske også er ramt af Wanderlust, 2020/21-edition.

Det tog 7 timer, så var de solgt. Den ene står stadig i stuen, spaltet i atomer, fordi der lige skulle skaffes en trailer, men den anden er ude og leve livet hos et andet barn. 

(Og bare for god ordens skyld: Jeg er super opmærksom på alle covid-restriktioner. Der bliver vasket ned, sprittet af og holdt rigeligt med afstand).

2.

Solgt Fridas legekøkken fra Ikea. Vi havde modellen uden overdel, så det var bare selve køkkenet med kogeplader, der ikke altid virker. Jeg gjorde det pænt rent, klappede af med Frida, at service og legemad måtte sælges med, var 100% ærlig ift. stand i opslaget og satte det til salg til 150 kr.

Det tog 30 minutter og der var 8 i kø, da det blev afhentet. Så bare for at sige: Ting behøver ikke være perfekte for at kunne bruges af andre, men vær ærlig omkring det, tag ordenlige billeder (= ikke for mørke) og sæt prisen efter, hvad du selv ville give for det. Så kan man faktisk sælge det meste. 

3.

Købt for meget maling – og solgt den spand, jeg ikke fik brugt. 

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har købt maler-maling. De sidste mange gange jeg har malet, har jeg købt Bilkas eller Bauhaus’ den bedste, og jeg har aldrig tænkt over, om den var dårligere eller bedre end så meget andet.

Men fordi jeg denne gang skulle gå fra en dyb, blommelilla væg til en støvet grøn, tænkte jeg, at det måske ville være godt givet ud at betale lidt ekstra for malingen. Og *Janice-stemme* Oh! My! God! Hold KÆFT, hvor er der forskel. Da jeg malede væggen blommefarvet, malede jeg på en hvid væg. Jeg malede 3 gange, og der var stadig helligdage. Denne gang kunne jeg formentlig godt være stoppet efter 2. gang, til trods for at væggen under var mørkelilla. Jeg valgte at give den en ekstra tur, fordi jeg havde RIGELIGT med maling, og fordi lyset er lidt besværligt på den væg, og det derfor kan være svært at se nuanceforskelle, men jeg tror faktisk ikke, at det havde været nødvendigt. Jeg kommer aldrig til at købe billig maling igen, det er helt sikkert.

Jeg prøvede at smide de 5 liter på Marketplace, og her var det igen en fordel at have valgt et etableret mærke, for det var bare at skrive farvekoden, så kunne eventuelt interesserede selv google farven og se alle de billede-eksempler, deres hjerter måtte begære.

Det tog 4 timer at komme af med, og jeg har noteret i min lille bog, hvor meget, jeg brugte, så jeg har et nogenlunde målestoksforhold at gå ud fra, når jeg skal male næste rum.

3.

Solgt de to store Visse Vasse billeder, jeg havde hængende på min stuevæg. 

Min første tanke var, at jeg ville gemme dem, for de har kostet en formue. Både fordi de er store, men også fordi jeg er en idiot, der troede, at jeg selv kunne sætte en plakat i en skifteramme, hvilket a) ikke bliver godt med så store plakater – de SKAL sættes op med vakuum og b) derfor bøvlede så meget rundt, at jeg endte med at flække glasset. Jeg lærte min lektie, bed i det sure æble og tog plakaten med til en .. opsætter? plakat-butik? jeg ved ikke, hvad det hedder, men sådan én tog jeg den med til og betalte for både opsætning og ramme helt forfra.

Af samme grund vurderede jeg, at der faktisk ikke var grund til at beholde billederne, for motiverne har jeg stirret mig mæt på, så de kommer ikke op igen, og her i byen kan man ikke få plakater sat op i egen ramme, men skal købe den med hos opsætteren. (Som jeg hermed vedtager, at det hedder).

Jeg brugte 5 minutter på at glæde mig over, at jeg er nået til det sted, hvor jeg med det samme kan vurdere, om det er værd at gemme ting eller om de skal videre, for dels slipper jeg for at skulle finde steder, de kan stå uden at blive ødelagt af kulde eller fugt, og dels bliver tingene *brugt* i stedet for bare at stå og fylde, uden mål og med.

Jeg satte dem til 350 kr. for begge, og de var også væk næsten med det samme. Køberen har sendt mig et billede af væggen, de hænger på nu, og det gør mig oprigtigt glad, at de lever videre et andet sted.

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Haft gang i den store oprydning i julepynten. Det gjorde jeg sådan set også sidste år, hvor jeg i starten af december sørgede for at få afleveret det, jeg ikke satte frem, til genbrugsbutikken, så de kunne sælge det, og ikke skulle bruge lagerplads på at opbevare det, men i år ryddede jeg også op i juletræspynten, og de lamper, lanterner osv. vi har haft stående.

Fordi julen var overstået, spurgte jeg i en stor, esbjergensisk gruppe på fb, om nogen kunne bruge overskydende pynt, der stadig var fint og fungerede, som det skulle, men som bare var i overskud. Mit håb var, at nogen, som arbejdede et sted, hvor det kunne bruges, ville henvende sig, og alt gik op i en højere enhed, da en pige, jeg har været i mødregruppe med, kontaktede mig. Hun arbejder et sted for socialt udsatte, og alt deres pynt gik til sidste år.

Vi har snakket om det før: Jeg er kæmpe modstander af, at man for selv at få det bedre, insisterer på at ville bestemme, at det skal være Nogen, Det Er Synd For, der skal arve de ting, man ikke længere selv kan bruge. Jeg forstår sådan set godt impulsen, men jeg står fast på, at det handler mere om dig end om modtageren, hvis du insisterer på, at den aflagte flyverdragt SKAL aftages af en syrisk flygtning. 

Derfor lavede jeg mit opslag på facebook, så man kunne byde ind uden at skulle krænge sin økonomiske situation ud, for for mig er det tusind procent ligegyldigt, om tingene bliver brugt af hjemløse, fattige studerende eller mennesker, der selv kunne købt fra nyt, hvis de manglede. For mig er det vigtigste, at tingene bliver brugt.

Og det er hjælp til selvhjælp, for det er tusinde gange nemmere at smide ting i Ud-kassen, når man ved, at de kommer til at leve videre et andet sted. Jeg fik derfor ryddet GRUNDIGT op, og fik endda trukket min mor med i faldet, så onsdag satte jeg 6 store bæreposer med aflagt julepynt, glaskugler, lanterner og lamper i garagen hos min tidligere mødregruppe-veninde.

Jeg brugte et par ekstra timer på at ompakke den resterende julepynt, så det nu er grupperet efter, hvornår jeg skal bruge det. Jeg har taget alle småting og glaskugler ud af kasser og æsker, og det hele ligger nu i gennemsigtige poser, så det er nemt at finde f.eks. kugler, der skal bruges til at pynte adventskransen, og jeg har skrevet i min bog, hvad der ligger hvor, så jeg kan finde nissehuerne, når Anton pludselig d. 29. november kl. 21.45 kommer og meddeler, at han skal have én med i skole i morgen tidlig.

Til sidst lagde jeg en reminder ind i min kalender, så jeg i starten af november husker at læse op på, hvad vi mangler og hvad vi har, og jeg er nærmest upassende tilfreds med mig selv. 

2.

Solgt 6 puslespil og foræret to, som jeg blev gammel og sur af at lægge, væk. Der var et par nye under træet, og du kan ikke sælge julepuslespil i april, så de skulle skyde af nu, og det blev de. 

3.

Lavet mad til vores familiejulefrokost på dagen. Krævede det, at jeg satte vækkeuret og stod op, så jeg kunne nå det? Ja. Var jeg vild med min egen idé, lige den dag? Meget lidt. Men til gengæld forlængede jeg levetiden på maden markant, for der var intet af det, jeg medbragte, der var opvarmet, så alt hvad der ikke blev spist, kunne uden problemer holde sig et par dage, genopvarmes eller smides i fryseren.

Jeg har skrevet i min bog, hvor meget, der blev spist, så vi til næste år forhåbentligt kan ramme lidt mere plet, mængdemæssigt, og jeg har sørget for at få tænkt ind i madplanen, hvad vi havde i overskud. Det overrasker mig altid lidt, at det faktisk kræver en indsats at få ryddet køleskabet, men alle skåle og fade er tømt, de ting, vi ikke selv kunne nå at spise, blev foræret væk, og resten røg i fryseren.

Mon nogle af jer derude gjorde jer nye erfaringer med madspild i julen? Hvis I gjorde, så del det endelige med resten af os i kommentarfeltet, uanset om det var sejre eller nederlag, I høstede.

*Jeg ved godt, at vi er i uge 53, men det virker træls at skrive ‘2021, uge 53’, så jeg hijacker lige hele kalenderkonstruktionen og laver en selvbestemmer.