Harmful parenting

For et par uger siden havde jeg taget børnene med ud til en aktivitet, som jeg havde troet, de ville synes var sjov. Jeg havde brugt tid på at researche, og var ikke selv 100% sikker på, hvordan den skulle afvikles, men jeg tænkte, at det, uanset hvad, stadig var sjovere end at sidde derhjemme og glo på rod og halvmalede vægge.

Først var de ved at slå hinanden ihjel. Så var de sure på mig. Så var vejen dum, vejret træls, én kiggede forkert og rørte ved den andens luft, skal vi ikke snart hjem, og hvorfor må vi ikke få badebassinet op?!

Efter 2 timer var jeg simpelthen så sur og ked af det, at jeg aldrig nåede at blive god igen den dag. Det er svært at sige præcist, hvad det var, der væltede læsset, men det, der overvældede mig var følelsen af at skulle være heppekor og grænsesætter i én fucking uendelighed, og det her var en af de sjældne dage, hvor jeg havde lyst til at sætte mig ned og tude over det. Jeg syntes, at de var utaknemmelige, trodsige og fulde af nej og brok. Jeg havde the good old ‘efter alt hvad jeg har gjort for jer!’ i hele systemet, og jeg blev ramt så hårdt af en forbigående følelse af uretfærdighed, at jeg næsten sank i knæ.

Jeg keder mig *også*. Jeg synes ikke, det er sjovt at være den eneste voksne, som skal ordne vasketøj for 3, lave mad hundrede gange om dagen, hvor hvert ENESTE måltid indeholder enten den ene eller den anden konflikt, og jeg havde lyst til at sige: “I dag beder I mig om mere, end jeg har”. Den følelse gjorde mig simpelthen så ked af det.

Det er sjældent, jeg har det sådan, men når jeg har, er mit hoved ved at eksplodere, fordi det simultant forsøger at tackle både situationen og alles følelser, og samtidig kører et rektor-agtigt kommentarspor, hvor nogen med fordømmende stemme, kamufleret som nysgerrig omsorg, bliver ved med at metaanalysere på situationen og spørge mig, hvad jeg tror, jeg lærer dem lige nu. For er jeg interesseret i, at de skal klappe og råbe hurra som to små, dresserede aber, fordi de er bange for, at jeg skal blive ked af det, når jeg tager dem med til noget, jeg har planlagt for dem, som de ikke synes er sjovt? Nej. Sgu da. Overhovedet ikke. Men jeg ved ikke, hvad man så gør, for somme tider er det først, når man *har* lagt noget til rette, at det går op for én, at det måske har kostet overskud, man ikke lige den dag havde råd til at bruge på det.

Tilfældigvis skete det her på et tidspunkt, hvor jeg i forvejen havde tænkt utrolig meget på forældreskab og opdragelse, sådan helt generelt. 

Det startede med, at jeg hørte et afsnit af en podcast, der hedder ‘I never thought I’d say this’, som jeg ikke kan huske, hvor jeg har fået anbefalet. I første (skrækkelige) afsnit fortalte de to kvinder, hvoraf den ene er certificeret i alt mellem himmel og jord, om, hvordan moderskabet har fået dem til at sige ting, de aldrig havde forventet – deraf titlen – og meget af tiden gik med at grine af en situation, hvor den ene af dem havde stået nøgen på børnenes køjeseng og skreget dem ind i hovedet.

Dagen efter så jeg det her billede på Insta:

Begge dele faldt ned i noget, jeg selv har tænkt meget på, nemlig at vi med de sociale medier måske skal til at tænke lidt over, at vi med vores poster påvirker hinanden mere, end vi tror. Det afhænger selvfølgelig meget af, hvordan man bruger sine sociale medier, men hvis man 10 gange om dagen ser opslag fra folk, der laver sjov med daydrinking og rødvin på en onsdag, så føles det måske også ok, at man lige selv napper et glas. Når man hver dag ser 20 billeder af slikskåle og kager, så kommer det måske til at føles som om, det er ok at erstatte guleroden med trøfler, hver eneste gang man har lyst, fordi mængden af billeder, man bliver eksponeret for, ikke tager højde for, at den enkelte person måske kun spiser slik én gang om ugen.

Der er en grund til, at man ikke længere må reklamere for f.eks. tobak, og en reklame er jo i bund og grund bare et forsøg på at nudge målgruppen til en bestemt adfærd ved at vise dem mennesker, de enten identificerer sig med eller ser op til, gøre det samme.

Hvilket vel præcist er det, som mange af de mennekser, vi følger på SoMe, er.

Og det er her, jeg spekulerer på, om vi i åbenthedens og un-shamingens navn måske også somme tider kommer til at tage den for langt, når det kommer til opdragelse og børn?

For det er positivt, at vi prøver er italesætte det uperfekte, og at vi forsøger at være ærlige omkring alt det, som forældreskabet *også* er. Ingen har fået det bedre af at skamme sig og føle sig utilstrækkelig, og jeg tror, at alle forældre fra tid til anden sætter spørgsmålstegn ved egne evner og formåen. 

Men måske vi skal begynde at tænke over, at ligesom smukke hjem og idylisk sam-bag med børn er øjebliksbilleder, så er jokes og historier om tvivlsom opdragelse også kun øjebliksbilleder; at det er ok at tabe hovedet, hvis det sker en gang i mellem, og man resten af tiden varetager sin opdragelse på en måde, så børnene kommer nogenlunde helskindede igennem deres barndom. Men når vi ser 20 opslag om dagen, hører podcasts og læser artikler, hvori forældre fortæller om, hvordan de bare gav los, uanset om indholdet er formidlet med humor eller alvor, så begynder jeg at spekulere på, om vi risikerer at skabe en form for følelsesløshed, der er virkelig uhensigtsmæssig.

Og én ting er de sociale medier, som vi jo bare kan slukke for – men jeg har tænkt virkelig meget over, at det her område godt kunne trænge til en grundig udluftning og en debat om, hvad – og hvordan – vi siger det til hinanden, hvis vi synes, at en forældreadfærd er blevet uhensigtsmæssig.

Den mom-shaming, hvor man hæver øjenbryn af en mor, der sidder med sin mobiltelefon på legepladsen eller dømmer kvinder og mænd, man aldrig har mødt, er ødelæggende og undergravende, og den vil vi alle være godt tjent med at få faset ud, ligesom glansbilledet af Den Perfekte Mor/Far heller ikke gavner nogen. En dårlig dag eller en dårlig beslutning gør dig ikke til en dårlig forælder, og der er helt sikkert noget debatadfærd og sprogbrug, vi alle sammen vil hjælpe os selv ved at blive bedre til at identificere for at kunne ignorere den. 

For selvom det *ligner* et spørgsmål, så *er* det jo ikke et spørgsmål, når nogen skriver ‘Skal I godt nok alle sammen lave så meget i vinterferien? Jeg bliver helt forpustet’. Afsenderen har jo ikke siddet og kløet sig i håret og spekuleret på, om folk – ægte – skal så meget. Det er en måde at fremsætte kritik på, som jeg desværre synes er særlig udbredt blandt (veluddannede) kvinder, fordi man altid kan gemme sig bag, at ‘det var ikke det, jeg skrev’, hvis nogen konfronterer én direkte. Det er i bund og grund egomassage og en måde at sige på, at man synes, de andre gør det forkert.

Men det siger jo intet om vores måde at være forældre på. Det eneste, det er udtryk for, er en manglende forståelse af, at vi får de børn, vi får. Det, de kommer med, som trives i de betingelser, vi giver dem, føles som resultatet af god, kompetent opdragelse, men alle, der har børn, har med 1000% garanti også ting, de bøvler med, uanset om det er kræsenhed, problemer med at sove, børn, der bider/slår eller børn, der ikke kan lege selv. Og sagt med respekt, så kan en dværg jo sagtens lære at spille basket – men han/hun ender formentlig ikke i NBA. Hvis man får en reol, kan man ændre på farven med maling og tapet, man kan skubbe hylderne lidt op og ned, og man kan sætte forskellige ting i den – men det bliver aldrig hverken en sofa eller en cykel, uanset hvor meget girafsprog og grænsesætning, man forsøger sig med. 

Der, hvor det bliver problematisk, synes jeg, er, hvis man konstant sætter egne behov over sine børns. Hvis man bare åbner munden og lader alt komme ud, fordi “jeg er også presset!” eller man propper vinterferien, fordi man ikke selv kan holde ud at være hjemme og stille. Og det *er* sgu da svært, fordi man som forælder, specielt lige nu, *er* presset. Man skal også selv kunne holde ud at være i sit liv, og hvis man føler sin sjæl visne over udsigten til 8 dages ingenting, mens barnet virkelig, virkelig trænger til det, så *bliver* det svært at få enderne til at mødes.

Der er forskel på værdier, og selvom man kan være uenig i det livs- og verdenssyn, mennesker omkring én har, så er det som udgangspunkt sjældent direkte skadeligt, men jeg bliver ved med at spekulere på, at jeg faktisk ikke er i tvivl, når jeg synes, jeg ser harmfull parenting.

Men hvornår må vi blande os? Og hvordan? Ville jeg selv være åben overfor en veninde, der tog fat i min arm og sagde: “Jeg tror sgu ikke, det er helt hensigtsmæssigt, det du gør der”? Grænsen for, hvornår noget går fra at være en periode med manglende overskud til at være noget, der skader vores børn, er hårfin og så utrolig sårbar.

Vi har alle hørt eksemplet med iltmasker til hudløshed, og vi vil gene lære vores børn, at det er ok at stå ved egne behov og grænser, for der er ingen medaljer til dørmåtter og martyrer. Der er bare mavesår og indebrændthed galore. 

Vi vil alle sammen vores børn det allerbedste. Det kan bare være svært at huske og at holde fast i, hvad det er, når alting vælter og har gjort det længe, og vi fra alle sider bliver bekræftede i, at de andre heller ikke gør sig umage mere.

Men måske er vi nået til et sted, hvor det er blevet lidt for nemt finde bekræftelse på, at vores børn er jævnbyrdige partnere, der skal forstå og respektere vores behov, og i alt det kommer vi til at glemme, at det ER vores opgave, pligt og privilegium at passe på dem og at sætte dem først. Ikke altid og hver gang. Men heller ikke aldrig.

Published by

42 Replies to “Harmful parenting

  1. Det er skarpt set, det der, Linda.
    Tror, du rammer spot on. For mange perfekte opslag, for mange uperfekte, med vilje, opslag.. Og der imellem er den helt almindelige hverdag, som der forhåbentligt er mest af.

  2. For det meste er jeg enig med dig, men det her indlæg minder mig lidt om dem, der kritiserer kropsaktivister for at vise deres store kroppe på sociale medier, for “de promoverer overvægt og opfordrer dermed andre til at kopiere deres skadelige adfærd”. Det er jo netop ikke pointen. I forhold til skadelig forældreadfærd har vi heldigvis underretningspligt, og er det ikke nok? Det er sjældent nemt at gennemskue andres livsvilkår ude fra og derfor svært at dømme i tilfældet “det der bryder jeg mig ikke om, men det er ikke ulovligt”. Ligesom jeg ikke kan eller skal kloge mig på livet som enlig mor, kan jeg tydeligt se, at folk med færre børn/større aldersforskel mellem deres børn har meget svært ved at gennemskue min families unikke vanskeligheder. Jeg kan f.eks. sagtens se de stjålne blikke, når jeg maser rundt med en flok tilsyneladende vældigt uvorne unger mens andre pænt (og stille!) klæder deres ene barn på i børnehavens garderobe eller hvor vi ellers færdes i flok. Jeg er virkelig glad for, at de andre forældre ikke kommer med velmenende formaninger i de situationer.
    Nå, det her kunne jeg synes en masse om, men jeg vil nøjes med at anbefale den helt nye podcast “Helle for familien”, som – det tror og håber jeg i hvert fald – forholder sig aktivt til forventninger til forældre, forældredeterminisme og relaterede emner.

    1. Jeg tror, at jeg i det her indlæg har så meget på hjerte, at noget måske bliver mere tydeligt end andet. For det, der for mig har fyldt, er egentlig to forskellige ting, men de læner sig bare op af samme emne, og derfor får jeg dem måske lidt rodet sammen i det her.

      For jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er ude efter en kultur, hvor vi alle sammen er Den Løftede Pegefinger så snart vi ser noget, vi ikke er enige i.

      For mig er der to ting i det. Den ene er, når vi hos mennesker, vi kender virkelig godt, ser noget, der måske ikke er hensigtsmæssigt. Og jeg ved godt, at der i den sætning er tusind forbehold, der skal tages, for vi bor ikke hos hinanden, vi ser ikke alt osv. osv. osv, og vi har brug for at være i relationer, hvor vi ikke skal gå og frygte, at de mennesker, vi har tæt på os, dømmer os. Men jeg synes, at det kan være en svært at gennemskue, hvornår vi undlader at tage en snak med mennesker, vi holder af, fordi vi er berøringsangste – og bange for at åbne for en kultur, hvor vi føler os overvågede, måske? – og hvornår den ikke er nødvendig.

      Den anden ting er de sociale medier, hvor det ikke er mennesker, vi kender, der lægger opslagene op. Jeg tror ikke, at der er nogen, der bliver ligeglade med deres børn, fordi de læser sarkastiske opslag fra andre forældre, og jeg synes, at opgøret med det perfekte liv er sundt og nødvendigt. Men jeg tror også, at det kan fungere som en krykke, vi kan læne os op ad, når der er noget, vi måske godt ved, at vi kunne tackle på en mere hensigtsmæssig måde.

      Vi behøver ikke være enige, og du skriver så fint og ordentligt, så alt godt. Jeg ville bare gerne uddybe, i tilfælde af, at jeg var kommet til at mumle lidt:)

    2. Jeg kom også til at tænke på kropsaktivisme – men fra den modsatte vinkel. Og jeg indsætter lige en disclaimer, for er lidt nervøs for at blive blæst bagover: Jeg er str. L, har aldrig været ‘et nips’, og har altid følt mig udenfor ‘normalbilledet’, når det kommer til kroppe, som åbenbart SKAL være slanke. Det skal de selvfølgelig ikke. Min er fx ret normal og æbleformen, men aldrig slank.

      Det, jeg synes er problematisk ved både harmful patienting og nogle gange kropsaktivisme, er, når det ikke primært bidrager til at nedbryde skam og skubbe en dialog igang, men derimod forherliger noget, der er åbenlyst problematisk og som derfor ikke skal være en del af normalbilledet – heller ikke på sociale medier. Man taber sig ikke af at skamme sig, og man bliver heller ikke en bedre forældre af at skamme sig. Men i disse tilfælde bunder den skam bl.a. (og ikke udelukkende, det er jeg helt klar over) i, at man på en eller anden måde er endt på et sidespor, uanset hvilke omstændigheder, der ligger til grund derfor.

      Det er super med nuancering af både det at være forældre og kropsdiversitet. Men det er i min optik ikke positivt at forherlige destruktiv adfærd uanset kontekst.

      1. Tak for input, M. Det var en fin nuance at få på.

        For mig er der også en anden ting, der gør, at det her adskiller sig fra kropsaktivisme, og det er, at de mennesker, der bliver påvirkede af kropsaktivisme – uanset om man mener, at det er positivt eller negativt – er de “primære brugere”; altså, dem, der ser billederne. Jeg mener, at det er superpositivt, at vi får flere typer af kroppe at spejle os i, men uanset standpunkt, så kan man som voksent menneske selv beslutte, hvilke konti, man følger, og hvad man gør med det, man ser. Børnene, som er dem, mine overvejelser udspringer af, kan ikke gøre hverken fra eller til, og derfor synes jeg, at det er vigtigt at reflektere over de steder, hvor vores adfærd og måde at påvirke hinanden, potentielt kan påvirke dem.

        Så bare for at sige: Jeg er enig med dig.

  3. Jeg er en af de mødre, som følger andre mødre, der deler både op-og nedture i familielivet. Det gør jeg, fordi jeg siden min søns fødsel har følt mig utilstrækkelig som mor. Jeg møder ikke kvinder i min hverdag, som tvivler og tænker på samme måde som mig – i hvert fald ikke åbentlyst.
    Jeg har måttet se/høre/læse, at andre også synes, det kan være lige så svært, som jeg gør for ikke at føle mig så ensom i mor-rollen. Jeg oplever stadig mest, at andre virker til at have totalt styr på det, og fx aldrig kommer til at hæve stemmen over for deres børn.
    Når jeg læser om andre, der af og til “fejler”, så tænker jeg på ingen måde, at så kan jeg sagtens fortsætte. Men jeg føler mig som en lidt mindre fiasko som mor.
    I fredags hørte jeg i et radioprogram, at en børnepsykolog sagde, at børn ikke tog skade af, at børn hørte deres forældre skændtes (inden for rimelighedens grænser og ikke altid), og jeg blev så lettet. Det betyder ikke, at jeg nu bare råber af min mand, men jeg bliver en mere rolig mor, når jeg ikke konstant går og slår mig selv i hovedet med alt det, jeg gør forkert.

    Selvfølgelig skal det ikke blive en sovepude, og jeg har også veninder, hvor vi fx er meget uenige om, hvor ofte og hvor længe et lille barn/baby skal passes ude med overnatning, for at forældrene kan fortsætte deres sociale liv som før (mere aktuelt for 1 år siden end pt), og dermed være “glade” forældre. Men jeg synes ikke, at jeg har ret til at blande mig, så det lader jeg være med.

    1. Det er en fin pointe, at det har betydning, hvordan man generelt taler om forældreskabet i omgangskredsen, for selvfølgelig påvirker det også.

      Jeg vil gerne understrege, at det, jeg tygger på her i indlægget, ikke er ideen om at skabe et mere nuanceret billede af forældreskabet gennem diverse sociale medier. Det er ligeså skadeligt at fremstille opgaven som en, man går syngende og mildt igennem, for det er alt det modsatte.

      Men jeg følger masser af kvinder, som jeg synes rammer midten af vejen på den fineste måde. Som får formidlet udfordringerne og som er ærlige omkring tidspunkter, hvor det er svært. Men jeg kunne mærke, der skete noget med mig, da jeg hørte den podcast, jeg omtaler i indlægget. Det føltes for mig langt over stregen. For siger jeg, at det er over stregen at råbe ad sine børn? Nej. Det sker også for mig. Men jeg synes at det en adfærd, der er virkelig uhensigtsmæssig, og hvor min reaktion (dårlig samvittighed) faktisk er en nødvendig regulator, fordi det er den, der får mig til at reflektere og ønske, at jeg gør mindre af det. I det lys spekulerer jeg på, at det måske ikke er så smart, at vi gør det til noget, vi i første afsnit af en podcast nærmest græder af grin over.

      Jeg tygger stadig på alt det her, for der er ligeså mange sandheder, som der er mennesker, og der er meget lidt, der er enten rigtigt eller forkert. Men det er aldrig skidt at kigge lidt på sit forbrug af sociale medier, synes jeg, og bruge lidt tid på at mærke efter, hvordan de påvirker én.

      Så egentlig var det bare de tanker, indlægget her udsprang af.

  4. Med forbehold for jeg ikke helt har forstået dig, generationskløft und so weiter. Jeg ved ikke om det på nogen mulig måde kan være en trøst for dig. Men. Når børn opfører sig grænsesøgende (ekstremt urimelige og øretæveindbydende) overfor deres forælder – og indbyrdes, som de jo godt ved også er over for deres forælder – er det faktisk et tegn på at børnene er meget velfungerende. Alternativet er at de opfører sig sådan i institution/skole. Bare hvad en klog m/k sagde til mig engang. Det gør det nok ikke nemmere for dig i situationen. Men måske en ok tanke for dig. Det er ment sådan herfra. Og mht den der rektor agtige stemme, kan jeg måske organisere noget med … en lille mafia eksekvering. Ingen behøver vide noget.

    Og hold da så magle for en WOW beskrivelse du giver af SoMe. Ikke at jeg er der. Men phew en mavepuster at læse om. Og det var dig, der skrev den.

    1. Haha, ja hvis vi lige kunne få smidt et hestehoved i den seng..!:)

      Når bølgerne går højt her, tænker jeg også på, at det jo er et udtryk for tryghed, når børn tør give slip, og det er positivt. Måske er det bare fordi det sidste år sætter så mange ting på spidsen, at jeg tænker mere over mine egne reaktioner og tanker nu?

  5. Jeg er også fyldt op af “efter alt hvad jeg har gjort for jer” for tiden, og spekulerer på hvilke redskaber i opdragelsesværktøjskassen jeg har overset. Tænker at der her i huset er noget ophobet tryk efter hjemmeskole og genåbning af skoler, som gør alle parter både trætte og forvirrede. Men tak for at minde om at vi er flere i samme båd – uafhængigt af hvordan vi så reagerer, så er det rart at høre om situationen hos andre.

    Jeg synes også det her område er et minefelt, fordi det mellem veninder jo både kan være støtte og trøst, når vi beskriver egen uformåen. Men det er også virkelig svært at reagere på harmful parenting, fordi man kender vilkårene, som måske gør det forståeligt. Fx har jeg en veninde med langvarig depression og børn med udfordringer under udredning for en bogstavkombination. Jeg synes forældrene klarer det helt utroligt flot, under meget vanskelige vilkår. Men samtidigt er enkelthændelser langt over mine grænser, men jeg forstår/forestiller mig virkelig godt hvordan presset får situationen helt derud. Forældrene ved godt selv, når det er for meget, og sidder ikke og griner af det i en podcast, og de prøver alt hvad de kan for at gå nye veje. I sådan et tilfælde, mener jeg det er bedre med en støttende dialog, fra mig som veninde. Men det er svært, for hvornår er hvad okay pga vilkårene, og hvornår skal det påpeges for at vi ikke ender ligesom med hverdagsrødvinen (som jeg synes er et virkeligt godt eksempel på “greenwashing” af en uhensigtsmæssig adfærd og flokmentalitet).
    Tak for inspirerende skriv som altid. Jeg er ikke færdig med at tænke!

    1. 100% enig. Jeg advokerer bestemt ikke for, at man skal komme løbende og råbe om alt det, man synes, venner og veninder gør forkert, for – netop som du siger – så ved man jo ofte godt, at der kan være gode grunde til det, når en reaktion måske ikke er så hensigtsmæssig.

      I min omgangskreds taler vi meget om opdragelse, børn og vores roller som forældre, og folk er (oplever jeg) ærlige og meget velreflekterede. I de sammenhænge tænker jeg på, om det kunne være gavnligt, hvis man – når man bliver spurgt – måske prøver at plante et frø. Det er sårbart og det skal gøres på en kærlig måde, men jeg har tænkt meget over, at jeg ville foretrække det, hvis mine tætte veninder sagde det, hvis de så noget, de føler kunne hjælpe mine børn. For det aspekt synes jeg måske forsvinder lidt i hele denne debat? At vi i hensynet til forældrene somme tider kommer til at smide børnene under bussen?

      Og faktisk var det alkohol-aspektet, der også var med til at sætte gang i de her tanker hos mig, for jeg hentede for et par måneder siden en amerikansk podcast, hvori der 3-4 gange pr. afsnit blev reklameret for alkohol. En tjeneste, hvor man kunne bestille alkohol online og få det leveret til døren. Jeg drikker stort set aldrig spiritus. 3-4 gange om året, max. Jeg elsker et glas vin, men gider ikke rigtigt drinks. Men efter at have hørt et par afsnit af den her podcast, fik jeg virkelig lyst til at købe alkohol – det blev jeg faktisk ret rystet over. For jeg opfatter mig selv som en bevidst forbruger, og alligevel skulle der ikke mere til for at fremelske en lyst til at købe noget, jeg faktisk ikke gider drikke. Det fik mig bare til at tænke over, hvor vi bliver påvirkede, uden at opdage det. Om det i virkeligheden ikke længere er virksomhederne, der kravler under huden på os, men alle de “almindelige” mennesker, vi følger her, der og alle vegne.

      Der er tusind, millioner aspekter i det her, og det er egentlig ikke sikkert, at det egner sig til et blogindlæg. Jeg må lige tygge på, om det skal blive liggende, eller om jeg skal pille det af igen.

  6. Det her indlæg nager mig. “Call out harmful parenting”? Vi gør alle vores bedste og hjælper det at blive prikket på skulderen af en velmenende, men også lidt sadistisk person på en høj, høj hest som har set en brøkdel af vores liv? Og fra nære relationer? De har stadig kun set en brøkdel af vores liv. Uinviterede “gode” råd har vist aldrig været gode.
    Alle gør deres bedste. Be kind. Jeg kender ingen som ikke er den bedst mulige forældre for deres barn, og hvis ikke de er, har jeg underretningspligt.
    Og jeg synes det er befriendende at se andre mødre også fejler. Logikken i at det er fejlene vi hylder, er jeg ikke enig i. Det er ærligheden. Aftabuiseringen. Vores skam og skyld letter når vi kan spejle os i andres uperfekthed.
    Og dejligt for dog at du har få af den slags dage hvor tingene brænder sammen. Jeg har lidt flere, men jeg kæmper alt hvad jeg kan. Og ve den der nærmer sig mig og føler sig berettiget til at “Call out harmful parenting”.
    #enmillionstemmer

    1. Det er vildt, hvor forskelligt, vi læser IG-opslaget, for jeg har ikke på noget tidspunkt opfattet det som et, der opfordrer til, at man løber rundt med politistav og pegepind. Jeg har hele tiden tænkt det som en opfordring til at turde sige og høre det, der er sårbart, hvis man sidder i en situation, der lægger op til det. At man i en tæt relation måske somme tider skal turde stille de svære spørgsmål, når vi ventilerer hos hinanden.

      Det skal komme det rigtige sted fra, det er klart. Ikke fra et ønske om at påpege, hvor veninden gør det hele forkert, men fra et oprigtigt ønske om at hjælpe hende med andre vinkler, når hun efterspørger det.

      Hvis mine veninder gjorde det, håber jeg, at jeg ville være i stand til at opfatte det som en hjælp til at træffe gode/bedre valg for både mig selv og mine børn.

      Vi har i årevis levet i den ene grøft, hvor familieliv og børn blev fremstillet som idylisk og perfekt, og den er vi heldigvis kommet op af. Det her indlæg er bare mine tanker omkring, at der også er grøft på den anden side af vejen, hvor vi i vores forsøg på at passe på forældrene, kommer til at skade børnene. For aftabuisering af fejl er vigtigt. Men jeg spekulerer på, om ikke også aftabuisering af, at der er noget adfærd, der er skadelig for vores børn, også er det?

      1. Tak for dit pæne svar! Ens forældreskab er det mest sårbare og ømme man har, og alle gør deres bedste og der er en grund til alt hvad man gør. Alle forældre evaluerer konstant hvordan de kan gøre det bedste for deres børn, så det er godt nok sjældent jeg synes det bekommer andre at kommentere på det. Medmindre det er omsorgssvigt og man underretter det. Ellers er jeg ret sikker på at kritikken vil gøre mere skade end gavn. En stor del af #enmillionstemmer handler om at skole, PPR, venner, familie har påpeget “harmful parenting” mod forældre, hvis forældreopgave er større og mere krævende end normalt. Det skader at kritisere. Ingen bliver en bedre forælder af det. Professionelle kan have svært ved at skelne mellem “harmful parenting” og normal parenting af forældre på overarbejde, og de kan have svært ved at sikre alliancen mellem dem og forældrene, så forældrene føler sig respekteret og forstået. Hvorfor tror andre så at de kan?
        https://autismeplusfar.com/

        1. Jeg er ikke uenig, men jeg tror, vi taler om to forskellige ting? For med et barn som Anton forstår jeg 100%, hvad du mener ift. at der er elementer af forældreskabet, som andre kan have svært ved at forstå, og hvor kritik gør mere skade end gavn. Men det er slet ikke det, jeg taler om i det her indlæg. Her taler jeg om de situationer, hvor vi i vores tætte relationer taler om det, der er svært, hvor jeg lige nu gør mig mange tanker om, at man som veninde kan være en hjælp ift. at se nogle ting mere klart. For mig er der en verden til forskel på at give nye vinkler og på at dømme. Og – hvis vi taler om de mennesker, der er lidt længere ude i kredsene – på at sige ‘når man råber ad børn mange gange hver eneste dag, tager de skade’ og ‘du gør det forkert!’ For det sidste ville jeg aldrig advokere for. Men det første synes jeg faktisk er omsorg – også når det er hårdt at høre.

          Vi behøver som sagt ikke være enige. Jeg håber, som nævnt flere gange, at mine veninder vil hjælpe mig med at passe godt på mine børn ved at tage den svære snak med mig, hvis det er nødvendigt. Jeg tænker ikke, at det er særlig behageligt. Men jeg synes, det bør være mere nuanceret end at ‘alle gør det bedste de kan’ – for det har somme tider konsekvenser, hvis man har fokus andre steder, og derfor ikke er opmærksom på, at det her faktisk ikke er ‘det bedste’ man mestrer. Og i de tilfælde, hvor man kender de mennesker, man taler med, godt nok til at vide, at de formår mere og bedre, så synes jeg, at man er den bedste ven, hvis man – inviteret – hjælper med at huske dette.

    2. Denne komm er til Birgitte. Som jeg er 1000% enig med. Jeg kan ikke forestille mig noget mere nedladende end andre, der vil forklare hvordan man skal opdrage sit barn/sine børn ? Hvem tror man, man er, hvis man går rundt og holder øje med hvordan andre er i diverse situationer ? Jeg ville have fyret vedkommende som ven eller veninde på stedet. Ikke fordi jeg nogen sinde var helt sikker på alt, da min datter var lille. Men hvis der var noget, jeg var frustreret over eller i tvivl om, ville jeg tage en snak med hendes far. Hvis ikke der er en far, håber jeg der er andre, der kan spørges. Men det skal saft suseme være MIG der spørger. Og du har jo den fineste pointe i at vi har underretningspligt i Dk.

  7. Jeg har tænkt præcis de samme tanker som dig om forældreskab på SoMe. Men det er som med alle paradigmer, der bliver nedbrudt, at de kræver en overdreven modbevægelse til at begynde med, som efterhånden finder sit leje på et mere normalt niveau. Lige nu flasher vi nok vores dårlige forældreskab som alkoholikere, men om lidt går vi (forhåbentlig!) over til at være weekend-alkohol-nydere igen.

    I forhold til at sige det højt, når vi ser folk tæt på os drive skadelig forældreskab, så er jeg en af dem, der siger noget. Jeg pakker det ind og kommer med reflekterende tanker om, hvordan det kan føles at være barnet i en given situation, for så møder det ofte mindst modstand. Og jeg pointerer ALTID at vi ikke er dårlige forældre fordi vi gør noget uhensigtsmæssig, når blot vi handler på erkendelsen heraf. Og tager ansvaret på os, som de voksne, vi er. Det handler om at pakke lorten pænest muligt ind, så modtageren ser den som en gave og ikke en sviner. Og det kan man kun med folk, man kender godt og ved om de foretrækker neutralt papir eller det med enhjørninge på.

    Tak for dine berigende og tankevækkende skriv. Jeg er fuldstændig vild med dem!

    1. Det er nemlig præcis det, jeg mener; at vi i forsøget på at bevæge os væk fra noget, måske ender med at tage den et par meter for langt.

      Det hører med til historien, at jeg jo også er heavy user, når det kommer til SoMe, og dermed måske også oplever en tendens som mere massiv, end hvis man bare stikker hovedet ind forbi IG et par gange om ugen. Og som en anden skriver, så afhænger det nok også meget af, hvordan man generelt taler med hinanden i omgangskredsen, for hvis man er en del af en omgangskreds, hvor folk måske ikke er så åbne omkring de situationer, hvor de tackler noget på en uhensigtsmæssig måde, så må det være meget befriende at få det input et andet sted fra.

      For lidt og for meget, ikke? <3

  8. Jeg lider muligvis af Corona-fatigue, men jeg er simpelthen i tvivl om hvad det er du prøver at sige. Jeg har læst opslaget flere gange og også kommentarer og svar, og det står mig stadig ikke klart … har du mulighed for at skære det helt skarpt op? Jeg er klar over at nuancerne så går lidt tabt, men så kan jeg læse det hele igen med de rigtige briller på…

    1. Uh, det er jo altid svært at forklare, hvad man mener, når man er den, der har skrevet indlægget, for for mig er det jo soleklart:)

      Men jeg kan måske prøve at sige det på en anden måde, for somme tider lægger man jo selv alle mellemregningerne ind, og det hjælper jo ikke dig ret meget.

      Så. Sat helt på spidsen:

      Jeg har tænkt over, at vi måske med vores opslag, podcasts og indlæg er med til at facilitere en kultur, hvor vi glemmer at reflektere over vores egen måde at være forældre på, fordi vi hver eneste dag ser opslag fra mennesker, der har… haft en dårlig forælderdag.

      Podcasten, jeg nævner i indlægget, var den, der satte tankerne igang hos mig. For egentlig var det ikke dét, at to damer fortalte mig, at de havde råbt af deres børn, jeg reagerede på. Det var den selvfølgelighed, de fortalte det med. Og grinede af det på. For vi kommer alle sammen til at råbe af vores børn fra tid til anden. Men derfra og så til at gøre det til noget nærmest underholdende synes jeg, at der er et stykke vej?

      Og her var det, at jeg kom til at tænke på, at de sociale medier måske er med til at legalisere en adfærd, som jeg mener er uhensigtsmæssig. Det vil andre være uenige i, og det er helt ok. Men de her to damer må have haft nogle sten at træde på for at nå til det sted, hvor det er ok at grine af den måde at reagere på, og det er her, jeg mener, vi alle sammen kommer ind i billedet.

      Billedet på IG faldt ned i samme kasse i min hjerne, fordi det også fik mig til at tænke på, at vi måske somme tider kommer til at ville forstå vores venner og veninder så meget, at vi glemmer at se på børnene. For jeg vil gerne – igen – understrege, at jeg ikke er ude efter en kultur, hvor vi uopfordrede fortæller vores venner og veninder, at vi synes, de gør det forkert. Men når vi HAR samtalerne om børn, og vi taler om det, der er svært – så kunne det måske være en overvejelse værd, at vi, i stedet for altid at sige ‘det kender jeg godt!’ engang imellem fandt mod til at sige: ‘Det kan jeg virkelig godt forstå, du synes er svært. Men måske Ditte trænger til lidt mere tid med sin mor?’

      Jeg synes, det er misforstået, at vi altid skal bakke 100% op om vores venner og veninder ud fra devisen ‘alle gør, hvad de kan’. For det er jeg bare, helt grundlæggende, ikke enig i. Vi springer ALLE sammen, fra tid til anden, over, hvor gærdet er lavt, og mange gange er det ok – og nødvendigt. Men jeg mener helt oprigtigt, at jeg håber, at mine veninder vil sige det – på en ordentlig måde, natuligvis – hvis jeg i en periode glemmer, at det – også når det er svært – er min fornemste opgave at passe på mine børn <3

      Jeg ved ikke, om det gjorde det mere klart – men jeg håber.

      1. Tak for det – jeg er helt enig, man har et ansvar for hvordan man virker i verden. For mig handler det også virkelig meget om kontekst – kan den person der siger-noget-til-nogen se og forholde sig til konteksten som den “nogen” er i? Min søster kan stille og roligt med en enkelt sætning, sætte lys på en adfærd hun ser uden at gå i konfrontations-mode. Mens en ung kvinde i en bus der skulle fortælle mig, at jeg var helt galt på den i min omgang med min 2-årige, gør mig så vred at jeg stadig, mange år efter, håber karma har givet hende et kolikbarn. For hun hjalp ikke på noget, og hun var ikke interesseret i at hjælpe. Hun havde tydeligvis bare selv brug for “at sige fra”. Og den slags nævenyttighed gør mig simpelthen så vred.

  9. Det her er SÅ spot on at du skal have dagens største corona five🤚. Tak for et super velreflekterer indlæg, som har sat så fine ord på alt det som rumler i mit hoved lige nu i forhold til børnene, corona, lock down, instagamet. Tak, Linda🙏. Jeg er med dig💯.

  10. Kære Linda.
    Jeg er imponeret over hvordan du igen og igen udtrykker diffuse problemstillinger så skarpt. Det er da bestemt vigtigt at vi alle har lov at være fejlbarlige forældre. Men ligeså vigtigt er det, at vi lærer af vores fejl. Når man som forælder er skamfuld efter at have skældt ud, så er det jo fordi man gik over grænsen. Så var det jo en fejl. Og hvem synes det kunne være i orden, at en dårlig chef man er blevet irettesat af, lægger det på de sociale medier som en “ha ha, der gik jeg vist over grænsen, det fortryder jeg, men det er sgu også lidt sjovt”? Det ville da være helt off key, ikke! Fagforening og konflikt og faglig domstol. Med det i mente, vil en troværdig undskyldning overfor barnet være langt mere rigtigt end at dele situationen med andre. Fulgt op af en deling til andre af hvordan pokker man undgår at overskride sine børns grænser. Det er den dialog jeg gerne så på SoMe.
    Alt det bedste til dig Linda og tak for dine meget givende refleksioner.
    KH Tine

    1. Hvor er jeg enig. Det er det troværdige undskyldning til barnet, det handler om, nærmere end den lette bekræftelse af at det er ok at være fejlbarlig.
      Og jeg er også enig med dig Linda i, at det er vigtigt med ærlige snakke med vennerne. Ikke bare hvor man læsser af om endnu en konflikt, men hvor man måske prøver at få den andens øjne og tanker på nye handlemuligheder.
      Heldigvis oplever jeg, at det i min vennekreds er helt oplagt at tale om de ting og selv spørge om gode råd, men jeg ville heller ikke være ked af, hvis mine venner gav mig handleforslag, hvis de så noget, de havde input til en forbedring af.

    2. Kære Tina (og Marie).

      Tak for fagforenings- og arbejdsgiverperspektiv. Det sætter det endnu mere på spidsen end mit alkohol-eksempel gjorde.

      Ligesom dig tror jeg, at SoMe også kan være en kilde til gode debatter og refleksioner. Lige nu følger jeg en IG-konto, der hedder ‘drbeckyathome’ som jeg netop synes rammer et godt sted mellem at give os plads til at fejle, men også inviterer os til at tænke over, om vi kan gøre det på en anden måde, der også er bedre for børnene. For jeg synes egentlig, at det hører med, at vi jo sjældent har det fedt med at håndtere noget uhensigtsmæssigt. Min egen oplevelse er, at det kan føles som en nem løsning lige i øjeblikket, men ofte koster mange og lange overvejelser bagefter.

      Ligesom dig, Marie, er jeg også så priviligeret, at jeg i min omgangskreds har mennesker, hvor ærlighed og et overordnet ønske om nye perspektiver langt det meste af tiden er i højsædet. Det er de relationer, jeg sætter allermest pris på.

  11. Jeg tror du har ret i at børnene må føle sig trygge, når de opfører sig krævende og provokerende. Jeg tror faktisk at det i mange tilfælde ville være mere bekymrende hvis de sad pænt og artigt, passede på ikke at ødelægge noget og sagde ‘mange tak mor’ mange gange om dagen. Det kunne være et tegn på børn, der har fokus på at please den/de voksne. Men det er altså bare lidt husmor filosofi herfra. Og husmor filosofi har jo sine begrænsninger 🙂 Og det gør det bestemt ikke nemmere for forælderen/forældrene. Specielt ikke i denne pandemi tid. Jeg tror de næste måneder bliver hårdt for os alle. Jeg sender dig og dine virtuel omsorg og styrke i enorme mængder.

    Ps jeg skulle engang passe min nevø og niece, ca hhv 7 og 5 år. Da min niece ikke måtte bestemme hvilken film vi skulle se om aftenen, erklærede hun mig for at være en LORTEMOSTER !!!!! og ville gå hjem (15 km væk i nattøj, mørke og snestorm). Den lille pige er nu på CBS hvor hun næsten kun får 12 taller og alle vil være i gruppe med hende, fordi hun også er en fantastisk festabe med top dollar humor og jeg er en rævestolt moster.

  12. Kære Linda, jeg synes du rammer helt præcist, og jeg har selv tænkt noget lignende længe. Især den med alkohol irriterer mig virkelig, for hvorfor er det at vi lige pludselig skal til at normalisere at forældre drikker alkohol morgen/middag/aften, som en coping mekanisme for at “kunne holde deres børn ud”. Jeg er selv vokset op i en familie hvor der blev drukket alt for meget, så jeg får ondt i maven når folk skriver “klokken er 12, så nu har hjemmeskole-læreren fortjent et stort glas vin”, eller “hvis jeg skal overleve denne her nedlukning med tre børn, kræver det store mængder alkohol” jeg forstår godt at den slags kommentarer er skrevet med et glimt i øjet og at folk måske ikke engang drikker alle de genstande de påstår, men hvorfor skal vi så lege det? Det er en dum leg. Med hensyn til at kommentere på venner/veninder og deres forældreskab: som barn forstod jeg aldrig hvorfor der ikke var nogen der greb ind, altså hvorfor nogen af mine forældres venner eller vores udvidede familie aldrig sagde noget til mine forældre, fjernede os fra ubehagelige situationer eller stoppede dem fra at drikke. Nu hvor jeg selv er voksen og har børn, kan jeg godt mærke at jeg heller ikke selv har lyst til at gribe ind og blande mig i andres måder at gøre tingene på (eller måske er jeg så voksen nu, at jeg ved at det ikke vil ændre noget alligevel, den mor vil stadig råbe for højt af sine børn og den far vil stadig ryge joints hver dag osv) og jeg skammer mig nogen gange over at jeg “ikke er bedre” end de voksne der så til i min barndom.

    1. Kære Lisa.

      Jeg har faktisk flere gange idag tænkt, at det ville være brugbart med lidt input fra voksne børn, der er vokset op i “almindelige” familier, hvor den uhensigtsmæssige adfærd måske har taget overhånd, så din kommentar var rigtig fin at få med.

      For det er gråzonen, der er svær, tror jeg? Altså, de situationer, hvor man aldrig ville tænke ‘underretning’, men hvor man stadig har en oplevelse af, at noget, utilsigtet, er kommet ud på et sidespor.

      Tak for at nuancere debatten yderligere.

      Kh
      Linda

  13. Tak for endnu et super skarpt skriv, Linda 🙂

    Det er sådan en hårfin balancegang, du beskriver.
    Jeg kan se begge sider og besidder begge sider. I de her dage er min Instagram fyldt med dejlige feriebilleder fra sommerhus med is, sne, sol og glade børn og voksne. I sidste uge var alt gråt og trist og jeg var nede i et hul efter nogle krævende uger som fuldtidsarbejdende og hjemmeskolende mor, som først rigtig ramte, da børnene kom tilbage i skole. Der røg ikke så mange stories på Instagram. Jeg havde en morgen, hvor jeg bare var en rigtig lortemor, som råbte og også græd lidt, fordi det hele bare blev for meget. Og straks stod “den store løftede pegefinger” inde i mit hoved parat til at fortælle mig, hvor forkert det var. Tro mig, havde min mand eller nogen anden kommenteret på det, så havde det ikke gavnet nogen steder hen. Min egen dårlige samvittighed var rigeligt. Og sådan tror jeg de fleste forældre har det… vi ved jo alle sammen godt langt hen ad vejen, hvornår vi “taber sutten” og skal hanke op i os selv igen. Det vigtigste for mig er at tage en god snak og ærlig snak med børnene, så de hører og ser, at jeg ved, det var for meget. Mine børn er her også ofte gode til at sætte ord på, at de nok også kunne have lyttet efter/slukket skærmen/ladet være med at blive med at drille etc., og så får vi en god snak om, at ingen af os er perfekte, men vi altid gør vores bedste.

    Og dog vil jeg sige, at der er undtagelser.
    Jeg har to gange trådt ind og blandet mig overfor totalt fremmede. Én gang bevidnede jeg, at en mor råbte og rev hendes datter i håret. Det var en meget voldsom oplevelse for mig og min ældste, og her følte jeg, at jeg skyldte både mit barn og pigen, at vise at det IKKE er ok, og at det kræver indgriben. Jeg blev selvfølgelig skældt ud og kaldt grimme ting, men sådan måtte det være.
    En anden gang oplevede jeg en mor råbe af hendes barn i en toiletbås, at hun skulle tisse og ikke kom ud før hun havde tisset. Pigen græd og græd, men moren blev ved. Her kunne jeg høre, at moren var røget ind i en spiral, hun ikke selv kunne komme ud af. Derfor valgte, jeg stille og roligt at gå hen til døren og spørge moren, om hun mon ville kunne tisse, hvis hun blev tvunget og råbt ind i hovedet. Hun blev selvfølgelig skide sur på mig og bad mig blande mig uden om, men efterfølgende stoppede råberiet, og jeg tror og håber, hun hun fik noget at tænke over.
    Var nogen af situationerne behagelige? Nej! Men jeg ville heller ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg bare havde ignoreret det.

    1. Tak for det:)

      For mig er der stor forskel på at have enkelt-situationer eller -dage, hvor man reagerer på en måde, man faktisk ikke selv synes er i orden, og så at gøre noget, meget konsekvent.

      For vi kender alle til den dårlige samvittighed, som jo får en del skæld-ud, fordi – som andre også skriver – ingen bliver bedre forældre at af skamme sig. Men sat på spidsen kan man sige, at vores samvittighed er en reguleringsmekanisme, som hjælper os med ikke at komme for langt ud af en tangent, og den er jeg bange for, at vi sætter ud af spil, hvis vi maler den pink og forvandler den til underholdning. Forstår du, hvad jeg mener?

  14. Kompliceret emne, alligevel! Som jeg læser dit oprindelige indlæg, går grænsen der omkring hvor man respekterer barnets værdighed. Altså ikke nødvendigvis i den opkogte situation, men bagefter. At man ikke tager patent på historien om Mandagen Fra Helvede ved at reducerede den til en anekdote.
    Og så kom jeg til at tænke på en situation fra min barndom. Vi havde en ganske almindelig god og stabil familie der måske bare var lidt mere presset end hvad det var meningen vi skulle fortælle henne i skolen. Vi havde temmelig faste rammer, og en overgang blev de kridtet endog meget hårdt over for min lillebror, der havde et strejf af oprør i sig vi andre ikke ejede. Jeg så det men turde ikke sige noget. Og så en dag fløj det ud ad min farmor at de skulle behandle os ens. Mine forældre nægtede alt og det blev aldrig nævnt igen. Jeg tror heller ikke det ændrede noget konkret. Men det betød alverden for mig at en voksen havde set det samme som mig.

    1. Helt enig med Kirstine og ‘en mor’. Som nu voksent barn af en dengang tiltagende alkoholiseret far, så ville det have betydet virkelig meget, hvis der var bare en voksen, det havde bekræftet min mavefornemmelse af, at der var noget galt. Når det IKKE sker, så vokser man op med en grundlæggende tvivl på, om de grænser, man instinktivt føler, er rigtige.
      Ikke dermed sagt, at man generelt skal løbe rundt og lege politimand – men jeg synes de eksempler der er gengivet ovenfor er gode, fordi der er en voksen udefra, der viser barnet at opførslen er over stregen. Især når det foregår så offentligt som tilfældet var – for hvordan ser virkeligheden så ud derhjemme?
      Ift se sociale medier – som jeg ikke selv er den store bruger af – så synes jeg det handler om intentionen. Deler man sine uperfekthed og uformåen med sigte på underholdning – eller er intentionen at dele skammen og den dårlige samvittighed, så den letter lidt og man formår at hanke op i sig selv. At den slags sker for os alle – men at det (slet) ikke må blive normalen.

      1. Præcis! Man sidder tilbage med en oplevelse af, at det indre kompas må være indstillet forkert.

        Som jeg har skrevet til en anden her i kommentarfeltet også, så er jeg meget på de sociale medier, og derfor forholder jeg mig måske også mere til nogle detaljer, som ikke betyder så meget, hvis man bare stikker hovedet derud engang i mellem. Men uanset hvad, så tror jeg, man bruger sin tid godt, hvis man engang imellem bruger 5 minutter på at tænke over, hvad man bidrager til med de ting, man lægger op. Vi er alle sammen de streger, der udgør det samlede billede, og jeg elsker, at så mange har haft lyst til at smide deres 5 cent ind i debatten her. Min oplevelse er, at det gør internettet til et rarere sted at være <3

    2. Der er så mange vinkler at tage fat på, og jeg kan også se, at det er meget forskelligt, hvad det kalder på af reaktioner i folk – og hvad det konkret får den enkelte til at tænke på.

      Jeg kender den følelse, du beskriver. Eller måske snarere tværtimod. Jeg blev mobbet nådesløst, da jeg gik i folkeskolen, og både dengang og idag, spekulerer jeg på, hvorfor ingen af de voksne, der så det, reagerede på det. For mig føjede den manglende reaktion nemlig lige præcis den problematik til, som du beskriver, nemlig at jeg oveni mobningen også forsøgte at regne ud, om det mon var mig, der opfattede alting helt forkert. For det måtte det da være, når de voksne ikke reagerede, ikke?

      Det har for altid ændret mit syn på, hvor vigtigt det er at bekræfte børn i det, de ser, for selvtvivl tilføjer sår, der næsten tager længere tid at hele, end dem, andre kan tilføje.

      Og nu kom det til at handle om mig, og det var ikke meningen, men jeg kunne bare mærke din kommentar helt ind i sjælen.

  15. Kære Linda. Først og fremmest en kæmpe ros for, at du når du lufter dine holdninger, bagefter er at finde i kommentarfeltet hvor du tager imod og debatterer med dine læsere på en virkelig god måde. Det er en af de mange kvaliteter der gør jeg elsker din blog.
    Dernæst vil jeg melde mig i koret af de-nu voksne- børn som ville have ønsket nogen havde talt med mine forældre om deres måde at være forældre på. Jeg er vokset op med skældud i ret heftig grad. For mange lyder det måske banalt, men det er svært at forklare hvor uretfærdig og skræmmende skældud af en forælder føles, når man er et lille barn som ikke forstår hvorfor fx et væltet glas ved middagsbordet skulle udløse sådan en vrede. Med tiden har jeg lært at tilgive mine forældre; de gjorde det (som alle forældre med enkelte undtagelser) så godt de kunne med de ressourcer de nu havde. Men hvor ville jeg have ønsket at bare én voksen havde anerkendt mine oplevelser, og måske havde hjulpet ved at tale med mine forældre om, hvorvidt der var en anden måde at opdrage et barn på end med trusler, tavshed eller hårde ord.

    1. Kære Cecilie.

      Tak for dine fine ord – det er altid rart at høre, at det giver mening for flere, når vi debaterer i kommentarfeltet <3

      Din kommentar fik mig til at tænke over, om der mon findes (voksne) børn derude, der har oplevet at nogen udefra gik i rette med deres forældre, og som helst ville have været det foruden? For jeg har vredet min hjerne, men jeg kan kun komme i tanke om eksempler på børn, der efterlyser det modsatte.

      I den forbindelse: Har du læst ‘Hemmeligheder for pige’ af Lotus Marie Turèll? Den tager fat i mange af de samme problemstillinger, og meget af debatten her har mindet mig om den, fordi en stor del af problemet for hende var, at omgivelserne opfattede hendes far alkoholisme som uskadelig/forventelig, fordi han var kunstner. Jeg tror, at vi er gode til at se forklaringerne, når vi kigger på mennesker, vi holder af. Det hjælper bare sjældent de børn, det måtte gå ud over.

      Og nu, jeg lige er igang med anbefalingerne, så er dokumentaren om Whitney Houston (mener, den er på Netflix) også en fortælling om, hvordan ingen griber ind, da Whitney og Bobby vanrøgter datteren for VILDT.

      Bogen og dokumentaren er selvfølgelig worst-worst case eksempler, og ligger langt ud over, hvad jeg egentlig har tænkt med det her indlæg – men de problemstillinger er jo også startet i det små, hvor ingen har reageret på noget, som de have vidst, var forkert.

  16. Jeg har ikke læst alle kommentarer, vil jeg lige sige. Jeg har i årevis haft det rigtig svært med formuleringen ‘Jeg nægter at have dårlig samvittighed, for det kan man ikke bruge til noget’. Det synes jeg netop, man kan. Hvis det er de samme ting, man føler dårlig samvittighed over igen og igen, så kunne det være, man skulle tage at reagere på den samvittighed. Ændre adfærd, omstændigheder, eller hvad det nu handler om. Jeg har altid selv forsøgt – ikke altid med succes! – at lytte til min dårlige samvittighed. Nogen gange er det svært at erkende, at man faktisk er nødt til at anstrenge sig mere.

    1. Det er jeg utrolig enig med dig i. Jeg har spekuleret lidt på, om det her ville give mening at skelne mellem skam og dårlig samvittighed? For den dårlige samvittighed er et signal om, at man faktisk både ved og gerne ville have gjort det bedre, mens skammen er mere .. indelukket. For mig føles det som om, det er der, tabuet bor.

      Jeg synes desværre somme tider, at vi bliver så kantede i vores insisteren på retten til selv at vide bedst, at det helt skubber dem, det rammer, ud af ligningen.

  17. Jeg har ikke læst alle kommentarerne og ved, der er mange holdninger til dette emne. Men jeg synes, du tager så fint hul på noget, der er ved at blive en tendens.

    Nærmest alle former for mod-reaktioner har det med at gå overboard i den modsatte grøft, før det hele finder sin balance. Og det er netop det, jeg også fornemmer der sker lige nu, ift. den modvægt vi alle forsøger at skabe mod portrætteringen af ‘det perfekte’ på de sociale medier (være det sig i forhold til forældreskabet, kroppen, forholdet, etc. etc.). Vi vil alle gerne i en anden retning, for ingen kan trække vejret i de perfekte portrætteringer og ingen gavner af dem.

    Men som du så fint beskriver – ingen gavner heller af at vi går overboard i den anden retning, to prove a point. Hverken os eller vores børn.
    Vi alle har brug for det klap på skulderen, der siger “Det kender jeg godt.” Men det er netop så vigtigt at stoppe den dér. “Det kender jeg godt – selvom det ikke er hensigtsmæssigt, jeg får også dårlig samvittighed og jeg øver mig også i at gøre det bedre.”
    At forsøge at lave sjov med den slags situationer i den hensigt at normalisere, bliver – som jeg ser det – også brugt som et værktøj til at bearbejde netop den dårlige samvittighed og til at række ud (som er de to ting vi har behov i den slags situationer). Hensigten er god og velment. Det er blot det forkerte værktøj. Det er at gå overboard i modreaktionen.

    Målet er aldrig fanatisme i den ene eller den anden retning. Målet er ikke at løbe 100 km i den anden retning, fordi nogle løb 100 km i den ene. Målet er ikke at normalisere hverken det over-kontrollerede eller det ukontrollerede. Målet er balancen. Og den virker til at være svær for os at opretholde, i disse polariserede tider.

    Tak fordi du sætter ord på og sætter vigtige tanker igang.

    1. Fuldstændig enig. Det handler også meget om, hvad vi hver især bruger opslagene til, tænker jeg? For hvis vi lige præcis tager ‘ok, det er der heldigvis også andre der kender – pyh!”-delen, så er det jo positivt, fordi vi får mulighed for lige at huske, at vi, trods alt, bare er mennesker. Men jeg synes, at jeg med andre tendenser, som f.eks. alkohol, ser, at vi måske somme tider kommer til at bruge det som den undskyldning, vi har været på udkig efter.

      Jeg elsker, at der er kommet så mange gode vinkler her i kommentarfeltet. Tak for din.

      Kh

      Linda

  18. Måske er SoMe faktoren mere betydningsfuld end man lige skulle tro ? Hvis hvis man er ‘inde i ‘ SoMe, så er man et andet sted end hvis man ikke er der. Da min fb konto blev hacket og jeg ikke komme komme derind i næsten 4 måneder, oplevede jeg en lettelse af alle de ting, meninger, oplevelser etc, jeg ikke kunne eller skulle forholde mig til. Hvis man før SoMe havde en omgangskreds på x antal mennesker, har man måske i dag en x i xende potens omgangskreds. Der er sikkert nogle, der fint kan navigere i det. Jeg kan ikke.

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.