Menu

Linda

About Linda

Posts by Linda Abildgren:

Vejen videre

34

Forleden så jeg et opslag i en af minimalistgrupperne på FB, fra en kvinde, som havde valgt at gå hjemme. Som jeg forstod det, var beslutningen truffet ud fra et ønske om at leve mere minimalistisk og nærværende; altså at bruge mere tid med børnene, aktivt at nedbringe familiens forbrug af diverse goder og leve for mandens indkomst. Hendes opslag gik på, om andre oplevede at blive spurgt til, hvordan de har det med ikke at “bidrage til samfundet”, når nu man stadig er forbruger af de ydelser, der bliver finansieret over skatten.

Diskussionen er ikke ny, men jeg synes sjældent, at den kommer længere end til, at man jo bidrager ved at passe sine børn, og at argumentet om, at “hvis alle gjorde det” er latterligt, for det gør alle ikke. Derudover bliver der også altid budt ind med, at man ikke vil opretholde et kunstigt højt forbrug, udelukkende for at holde hjulene i gang; og jo særligt ikke når alle efterhånden er enige om, at de pågældende hjul drejer alt for hurtigt.

Det er reelt nok. Man kan ikke gå baglæns. Hvis nogen bad mig gå tilbage til det madspild, jeg havde for 5 år siden, eller pålagde mig at købe tøj og nips med samme frekvens, som jeg gjorde i starthalvfemserne, ville jeg også takke pænt, men bestemt nej. For det er jo ikke kun sit forbrugsmønster, man ændrer; det er også hele tankegangen bag.

Men jeg tror faktisk, at problemstillingen er noget, vi bør begynde at forholde os til, sådan helt konkret. For i takt med, at der bliver flere, der forbruger mindre og et stigende antal familier melder sig ud, og måske endda arbejder på at blive selvforsynende, så vil der ske ændringer i den måde samfundet er skruet sammen på.

Vi bliver nødt i hvert fald at begynde at snakke om, hvad vi gør, når mange mennesker nok har flyttet sig fra den ene side af vippen og over på den anden. På et tidspunkt *vil* det blive et problem at udbygge og vedligeholde infrastruktur, skolesystem og sundhedsvæsen, hvis gruppen af mennesker, der bidrager økonomisk gennem skatten til driften, svinder ind.

Et faldende forbrug af både ydelser og varer vil også på et tidspunkt få konsekvenser for, hvor mange mennesker, der kan være ansat i de forskellige brancher, mens færre turister vil blive et kæmpe problem for nogle områder og lande, som lever af det.

Som global gruppe bliver vi nødt til at begynde at overveje, hvordan de mennsker, der bliver i overskud på arbejdsmarkedet, skal forsørges eller forsørge sig selv. 

Jeg er med på, at det her ikke bliver et problem i morgen, og at vi stadig har mennesker, der ikke helt forstår, hvorfor sugerør og plastikposer er et problem, og heldigvis ser jeg, når jeg kigger på gruppen af mennesker, der er nået et stykke længere hen af den minimalistiske vej, mange, der vender sig om og lærer fra sig bagud; som prøver at få de mennesker med ombord, der stadig synes, at røde bøffer er en menneskeret, og at Pia K. har ret i det med klimatosserne. 

Men jeg mangler måske lidt, at flere af os også begynder kigge fremad. For håbet er vel, at vi om 100 år har et samfund, hvor forbruget er faldet til et niveau, hvor vi ikke smadrer kloden, og hvor familien er den struktur, der holder sammen på samfundet. Men lige nu er det svært for mig at se, hvordan vi når derhen, uden at en masse mennesker falder gennem de huller, vi ufrivilligt kommer til at skabe i underlaget i vores iver efter at nå målet. 

For vi river jo ikke alle huse ned og bygger træhuse på én gang, så der skal helst være håndværkere og skadedyrsbekæmpere og folk, der kan komme og lægge nye tag på de huse, der allerede står en god rum tid endnu. Der skal helst være læger, tandlæger og kiropraktorer, og gerne nogle, som ikke er selvlærte. Det giver også mening, at de børn, hvis forældre måske ikke er så bogligt stærke, ikke bliver tvunget ind i en livsbane af praktisk arbejde, fordi forældrene eller naboen ikke kan undervise dem på det niveau, de er klar til at blive undervist på.

Og på den knap så nødvendige skala er det jo også rart nok at have adgang til gode bøger og aviser og blade, som kan gøre os klogere og skabe debat. Det kan sagtens foregå online – men hvis ingen vil betale for det, og alle låner på biblioteket, så *er* der sgu ingen, der har råd til at leve af at skrive. 

Og så længe dét er virkeligheden, er der stadig brancher, vi har brug for, uddannelser, der skal fungere og et sundhedsvæsen, der skal vedligeholdes og forbedres gennem forskning og dygtiggørelse. Hvordan muliggør vi det, samtidig med, at vi redesigner samfundet og måden vi lever på? Det mangler jeg nogle gode bud på, synes jeg. For lige nu er det min oplevelse (min. Kun min. Andre kan have oplevet noget andet), at mange føler, at de har gjort deres, hvis de bruger muleposer, skærer ned på kødet og husker at tage cyklen, og at opgaven derfra består i at fortælle andre, hvad de gør forkert. 

Vi kan ikke allesammen gøre alt, og lidt er bedre end ingenting, men for mig er der næsten et element af økologisk egoisme i, at man udelukkende vil fokusere på, hvordan man selv finder det rigtigt at leve, og bare lukker den her del af debatten ned, fordi den er ubekvem. For de valg, vi træffer ud af et hensyn til miljøet, burde vel også i en eller anden udstrækning træffes ud fra en bekymring om den samlede gruppe?

Som det er lige nu, er det dem, der er længst fremme, der sidder med privilegiet at leve i overenstemmelse med deres værdier. Fordi der stadig er et sikkerhedsnet, som bæres oppe af dem, der ikke har meldt sig ud. Det er muligt at flytte langt ud i skoven og leve af det man kan hive op af jorden og bytte sig til, uden at tænke specielt meget over, om der sættes penge af til at forske i grøn energi og sclerose.

Det er på mange måder vaccine-debatten om igen: At man kun kan træffe et alternativt valg, som bygger på individuelle principper og værdier, så længe flertallet træffer et andet.

Lige nu er vi alle voldsomt optagede af, hvordan vi undgår at køre ud over kanten, og det ér det vigtigste. Men vi skal også have fundet ud af, hvordan vi finder en alternativ rute, og kommer videre – alle sammen. Også de syge, de små og de gamle, og dem, der af den ene eller anden grund ikke kan klare sig selv. Og det tror jeg, vi er nødt til at begynde at snakke om.

(Og bare lige til sidst: Jeg er selvfølgelig ikke den første, der tænker over de her ting, så hvis nogle af jer derude følger med på blogs, IG-profiler osv., eller som har links til gode udsendelser, der mener noget klogt om emnet, må I endelig smide det i kommentarfeltet. Det eneste, jeg gerne vil bede om er, at det ikke bare er resultatet af en googlesøgning, men rent faktisk noget, man selv har set og finder lødigt og troværdigt).

M2019, uge 24

23

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Holdt fødselsdag for Fridas børnehave (I know. That is BRAND! NEW! INFOMATION!)

Det her bliver lidt langt, men jeg håber, at en smule forklaring til de enkelte punkter måske kan gøre ideerne nemmere at overføre til eget liv.

Jeg lånte tallerkner og kopper i børnehaven; mit eget forslag, som jeg stillede sidste år og som blev vedtaget. At dømme efter pædagogens lidt forbløffede ansigtsudtryk, er det ikke noget, som ret mange gør brug af, men om ikke andet kan mit en-mands-hærs-forsøg bruges til at skrive om her, så andre måske kan tage ideen med videre. (Prøv lige at tænke på, hvor meget engangsservice, vi kunne spare, hvis det blev almindeligt at låne i institutionen til fødselsdage i stedet for at køre pap og plastik).

Jeg smed to lagner på som duge (= kan kogevaskes), og pyntede med små træflag (= kan genbruges).

Ligesom sidste år valgte jeg at køre den pragmatiske fremfor den idealistiske stil ift. menuen.

Børnene fik pølsehorn; nogle Brugsen jævnligt lægger på FB som ‘ja tak – tilbud’, og som kommer på frost i en pose med 50 stk. De skal hives lige ud af fryseren og varmes, og derfor kan man afvente og se, hvor mange børn, der møder op. 

Derudover bagte jeg pizza, som jeg lavede på dagen, for at eventuelle rester ville kunne bruges som nem aftensmad eller fryses. Helt lavpraktisk bagte jeg pizza for et par uger siden, hvor jeg lavede 3 x tomatsauce og fyld, som derfor bare skulle tages op af fryseren. Dejen lavede jeg efter min sædvanlige opskrift, men med halv mængde gær, så den kunne røres sammen fra morgenstunden, og bare stå og hyggehæve på pladen. Nemt, hurtigt og uden spild.

På snacksiden bagte jeg en enhjørning-kage, som var så nem, at det næsten var snyd, og til dem, der ikke ville have kage, var der slikpinde og flødeboller; begge dele er guf, der ikke forgår, hvis der er noget i overskud. Derudover har vi de sidste par år kørt chips i stedet for slik, fordi børnene ELSKER det. Som bonus er chips langt, langt billigere, og jeg har endnu ikke haft besøg af børn, der ikke nærmest græd af begejstring over synet af de små skåle – modsat de par gange, hvor jeg har forsøgt mig med slik, og ingen kan lide det samme.

Jeg synes, det er SÅ svært at gætte, hvor meget kage, børn kan spise, og jeg overvurderede dem. (Måske fordi 40 pølsehorn og en bradepande pizza lå tungt i maven…) Men jeg er begyndt at test-fryse de ting, jeg i første omgang ikke tror kan fryses, fordi jeg ofte finder ud af, at det kan de faktisk godt. (F.eks. har jeg fundet en opskrift på chokoladekage med glasur, hvor glasuren ikke tager det mindste skade af en tur i fryseren. Det er smart at vide, når man skal have gæster, og derfor hellere vil bage lidt for meget end lidt for lidt). Lige nu har jeg derfor en kvart enhjørning med frosting i fryseren, som godt nok blev i overskud, men stadig tjener et højere formål, end hvis den bare skulle tvangsspises, fordi alternativet var at smide den ud.

Hva… kommer du her tit?

(Og nu har jeg opbrugt kvoten af ordet ‘fryser’ for resten af 2019).

2.

Tjekket Netflix for to film til Anton, som jeg havde skrevet på min to-do, at jeg skulle se, om jeg kunne finde brugt til sommerferien. Og til min store overraskelse lå de der begge to.

3.

Tjent små 500 kr., fordi jeg har gjort en indsats for at sælge de småting, jeg har fået samlet i min oprydningskasse i bryggerset. 

Igen får I de konkrete eksempler, både fordi jeg gerne vil vise, at små beløb ender med at blive til rigtige penge, hvis man sælger nok.

100 Plus Plus Maxi brikker: 80 kr. 

9 Lego film: 50 kr. 

15 stykker tøj af Fridas: 75 kr. 

2 uåbnede æsker glow-in-the-dark stjerner: 50 kr. 

5 specialdesignede Captain Amerika greb til kommode: 100 kr. 

Flexi Trax, 2 biler og 4,5 meter skinner: 80 kr.

Kunne jeg have fået mere for det? Måske. Men jeg solgte det hele på 5 dage, og det vil jeg langt hellere end at flytte rundt på det i en evighed for en 20’er ekstra. 

Da jeg satte Flexi Trax til salg kom jeg til at tænke på noget, som mange måske er opmærksomme på, men som nogle helt sikkert glemmer: Når man sælger brugt, er mange tjenester sat op til at vise det første billede, du lægger på din annonce, hvilket giver mening, fordi det gør det nemmere at se, hvad du sælger. Problemet er bare, at hvis man har flere ting til salg i samme “pakke” (fx. 2 biler og et sæt skinner), og har taget billeder af tingene enkeltvis, så vil det på f.eks. Tradono se ud som om, det er én bil, der koster 80 kr, og det er ingen, der vil give for en brugt legetøjsbil. Så hvis du sælger noget, der består af flere dele, kan det være en god ide at bruge en collageapp, så du kan lægge ét billede på din annonce, hvor man kan se det hele på én gang. Så ser dit forsidebillede sådan her ud:

Hav en fantastisk weekend derude.

Sometimes the snow comes down in june

10

Fy for pokker, hvor har jeg været bims og træt og sneblind den sidste måneds tid.

Jeg synes egentlig, at jeg har en forholdsvis høj stresstærskel, men der har bare været afsindigt mange småting, som alle har været vigtige, og hvor jeg er god til at nedbryde store projekter til enkeltelementer, der kan struktureres og overskueliggøres, så bliver jeg rundtosset, når intet af det, der skal gøres, hænger sammen. Det kræver meget mere af hukommelsen, fordi der ikke er en rød tråd i det, jeg skal huske. Har jeg tømt et klædeskab, er det nemt nok at huske, at det skal slibes ned, males, og fyldes igen – i dén rækkefølge – mens overflytning fra ét skoleintra til et andet ikke har det fjerneste at gøre med pensionsopsparing, 4-års vaccine og lån af bordplader til børnefødselsdag.

Antons skoleskifte har stået for stor en del af snefnuggene, med udmeldelse af én skole og indmeldelse i en ny, 7.000 mails med nye og gamle lærere og administrativt personale om læseplaner, bøger, opgavehæfter, intra og Ude-Ugen; et projekt hvor hele indskolingen på den nye skole skulle cykle til en tredje skole, 16 km hver dag, og blandes på kryds og tværs, alt sammen tilsat nye voksne og antihistamin, fordi det hele foregik på en græsplæne. Allergiramte, trafik-usikre Anton tog det som en champ, mens jeg meget u-cool sad med det ene øje klistret til min telefon mellem kl. 8 og 9, og igen mellem 13 og 14, hvor jeg vidste, at de cyklede frem og tilbage, og du altforbarmende, hvor bliver man træt i hovedet af at bekymre sig. 

Sideløbende med dette, har jeg på mit arbejde for nogle måneder siden sagt ja til at overgå til en anden funktion, og stjerner har stillet sig således, at det *også* var nu. Hej kontrakter, fagforening, skat, bank og nye rutiner. 

På mandag har Frida fødselsdag, og hun har siden børnehaven gik ud ad døren sidste år, glædet sig til de kom igen. Det gør de på torsdag, alle 22, og det sker heller ikke af sig selv. Jeg har valgt, at vi ikke holder det på den rigtige fødselsdag, for hvis min hukommelse ellers tjener mig rigtigt, så får vi alle sammen brug for weekenden efter besøget til at stirre tomt ind i en væg og lade fimrehårene i ørerne rejse sig igen.

Meget i-landsagtigt har det nærmest været en ekstra stressfaktor med de mange klat-helligdage, fordi de har ødelagt alt, hvad der minder om flow. Vi har ikke haft fri så længe, at vi er kommet ned i gear, men alligevel længe nok til, at maskinen gik i stå og skulle løbes i gang *helt* forfra, når vi skulle afsted igen.

Vi er ved at være på den anden side af det nu. Ude-ugen er overstået, og det er igen almindelig hverdag for Anton. Jeg er landet i den nye jobfunktion, vi har så småt fået den nye rytme ind under huden herhjemme, og det meste af det papir, der skal sættes underskrifter på, er ved at være på plads, eller i hvert faldt sendt ud i verden, og dermed ud af mine hænder. Jeg har styr på fødselsdagen, vi har holdt den fineste afslutning for Anton på den gamle skole, og selvom jeg har været ved at vælte bagover over alt det, der pludselig og uventet landede i skødet på mig, begynder det så småt at smage af den sommerferie, som vi nu kan nyde i fulde drag, fordi vi på den anden side ikke skal i gang med noget nyt, men bare tilbage til noget, vi kender.

Abort mission: Om igen

11

I går lagde jeg et indlæg op, som tog udgangspunkt i en artikel fra TV2, som handlede om at nedbringe antallet af ufrivillige aborter. 

Jeg valgte sent i aftes af tage indlægget ned igen, fordi jeg kunne se på mails og kommentarer, at det, jeg gerne ville sige, og det, flere af jer hørte, var to meget forskellige ting. 

Det vil virke underligt bare at fjerne det uden at knytte en kommentar til, hvorfor jeg har gjort det, så for de af jer, der ikke nåede at læse indlægget, vil det her skriv ikke give ret meget mening. Sådan må det lige for en sjælden gang være. 

Mit indlæg var en kritik af en udtalelse fra overlæge Ole Bjarne Christiansen, som i artiklen blev citeret for at sige:

“Man kunne screene for visse risikofaktorer og tage blodprøver. Man kunne også tage en kort samtale for at få en fornemmelse af, om der er tale om en meget sårbar kvinde, der er ved at gå i panik eller udvikle depression, og som derfor kræver ekstra omsorg.”

Jeg vidste på forhånd godt, at abort er et følsomt emne, så jeg havde været ret omhyggelig med at skrive “som jeg læser det” og “synes jeg” efter alt, hvad jeg skrev ud fra, og ikke på noget tidspunkt anfægtede jeg mandens dygtighed eller faglighed. 

Det gør jeg stadig ikke. Bare lige, så det er helt klart. 

Det, jeg finder problematisk er, at hans udtalelse bliver hentet ud af en inderkreds, hvor folk kender manden og ved, hvad han står for, og bliver flyttet over i det store, offentlige rum, hvor den bliver læst og fortolket af mennesker, som ikke nødvendigvis færdes i de samme miljøer som ham og de mennesker, han har hjulpet. Den bliver brugt som den ene halvdel af startskuddet til en artikelserie på et af landets største medier, og bliver dermed en del af den offentlige debat, og derfor synes jeg, at den er mere end almindelig uheldig, for selvom ord bare er ord, bliver de til virkelighed, når der er nok af dem. 

Dette var grunden til, at jeg trak paralleller til abortdebatten i USA og til Kristendemokraternes retoriske røgslør, der skal få deres abortmodstand til at virke som en slags politisk sidebemærkning, der ikke rigtig er vigtig for nogen. Og det er dét virkelighedsbillede, jeg synes, at Ole Bjarne Christiansens udtalelse bidrager problematisk til – uanset hvor dygtig og sympatisk, han er.

Der er for nyligt skrevet en ret spændende artikel i POV, som handler om netop det; hvordan man ved at flytte grænserne, et lille ord ad gangen, ender med en virkelighed, som ingen ville have troet muligt i udgangspunktet.

Jeg er fuldstændig 100% med på, at det ikke er Ole Bjarne Christiansens dagsorden, og at han med garanti ikke har skænket en tanke, at det kunne udlægges sådan. 

Jeg er også med på, at andre læser citatet anderledes end mig, og at vi alle ser verden gennem de briller, som vores opvækst, vores liv og vores historier har udstyret os med. 

Men du siger ikke det, du siger. Du siger det, andre hører du siger.

Det gælder både mig og Ole Bjarne Christiansen.

M2019, uge 23

6

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Tænkt over, hvor stor betydning det har for mit forbrug, at jeg sjældent drysser rundt på strøget og i butikscentre. (Og hvordan dét, at snuse rundt, når man lige har fået løn, på mange måder føles som at købe ind på tom mave). For jeg har været på jagt efter lidt forskellige småting til Fridas fødselsdag, og har i den forbindelse været i nogle af de butikker, hvor det er nemt at bruge en formue på dimser og småting. Og jeg må bare sige det, som det er: Jeg er stadig ikke så inkarneret minimalist, at forbrugslysten er forsvundet, når jeg står face to face med papirblomster, der ville være så fine i vinduet på Fridas fødselsdag, notesbøger (åh, notebøger..) med glimmer og patinatryk af gamle glansbilleder, en kjole med sommerfugle, som jeg ved, at Frida ville ELSKE, og bægre til popcorn, som Anton synes er det vildeste i verden. Jeg købte ingen af delene, men jeg havde virkelig, virkelig lyst.

Når jeg fortæller om det, kommer det hurtigt til at lyde farveløst og glædesforladt, synes jeg, og som om, jeg bevidst prøver at frarøve mig selv de små glimt af hverdagslykke, som et par fine øreringe, eller en neglelak i en særlig smuk nuance kan give. Sådan føler jeg det egentlig ikke. Øvelsen for mig går både på at styre uden om impulskøb af ting, jeg reelt ikke mangler, eller som ikke vil tilføre mig nogen særlig glæde, når først de er hjembragt. Men også på at nå at bremse mig selv, når jeg har lyst til at købe de småting, der er så billige, at det ikke føles som om, de tæller, for da jeg regnede sammen, hvad de ting, jeg havde været fristet af, ville have kostet mig, hvis jeg havde købt dem, nåede jeg op på 350 kr. For lal og bananer. Og jeg ville *aldrig* have opdaget det, for tingene befandt sig i 6 forskellige butikker, og ingen af dem kostede over 50 kr. 

Så alt i alt var det bare en fin reminder om, at det er nemmere at være tørlagt alkoholiker i kirken om søndagen, end fredag aften på en bar.

2.

Hængt en seddel op i Fridas børnehave (som jeg sidste år skrev i min højtids-bog, at jeg ville gøre) hvorpå forældre kan skrive, hvis deres børn holder fri på torsdag, hvor børnehaven er inviteret herhjem til fødselsdag. Sidste år havde jeg forberedt mad til 24 mennesker: der kom 11. Sygdom kan vi ikke holde for, men med et sommerbarn bliver man vist bare nødt til at tænke ind, at der godt kan være nogle, som er smuttet tidligt på ferie.

3.

Har jeg fået brugt makeup og body lotion, som jeg har flyttet rundt på i flere måneder. Jeg tror, jeg ligner de fleste andre: Når jeg køber noget nyt til øjnene, så gider jeg ikke længere bruge det gamle – med det resultat, at der ligger en masse rester og glaner på bunden af min makeup kasse, som stadig er for gode/fyldte til at smide ud.

Ift. bodylotion fik jeg i julegave en parfume, som kom i en gaveæske med bodylotion on the side. Det ved jeg aldrig helt, hvad jeg skal gøre ved, for jeg synes næsten, det kan blive aggressivt, hvis man kører både parfume og lotion med samme duft, så jeg kommer ofte til bare at flytte rundt på tuberne med creme, uden helt at vide, hvad jeg skulle stille op med dem. (Og jeg får et nervøst sammenbrud ved tanken om at bruge creme med én duft sammen med en parfume med en anden).

Så for 5 uger siden fandt jeg en lille æske, som jeg stillede frem på bordet i badeværelset, hvori jeg smed både makeup-rester og body lotion. I denne uge nåede jeg igennem det hele, og det var virkelig tilfredsstillende at få det brugt.

4.

Har jeg flere gange tænkt på, at jeg ville huske at linke til indlægget, jeg lavede sidste år, hvor jeg med jeres hjælp samlede gratis ideer til sommerferie-aktiviteter i hele landet. Inden I suser derover: Hvis nogen skulle have have ideer, der ikke er på listen, så vær søde at skrive dem i kommentarfeltet under sommerferieindlægget, og ikke her. På den måde sikrer vi, at alle de gode ideer stadig er samlet ét sted. Indlægget finder du her.

I øvrigt:

27

*vil jeg gerne vide, om det *er* farligt at stirre direkte ind i pæren på en lommelygte, eller om det bare er noget, forældre siger for at slippe for at blive blændet i tide og utide?

*så jeg for et par uger siden carpool karaoke med Celine Dion og bagefter gik jeg en tur i kommentarfeltet, og der er INGEN, der hader hende. Ingen. Ikke én. Det er en præstation på linje med at gro vinger og flyve. 

*elsker jeg, når Frida med al selvsikkerhed i verden fortæller, at hun glæder sig til at besøge Engel & Pære (Inge og Per), og at hun skal bede om at være iført sin yndlings-t-shirt med en stiktus på maven. Kaktusser kommer herfra aldrig til at hedde andet.

*har jeg købt hendes fødselsdagsgave, og jeg glæder mig mere end hun gør, til hun pakker den op:

*er jeg igang med at arrangere et førstehjælpskursus for familier i lokalområdet. Hvis andre kan bruge ideen, så planlægger vi et 4 timers arrangement, hvor de to første timer er for børnene (med forældre), hvor vi bl.a. skal snakke om, hvad man gør, hvis en bedsteforælder falder om, mens de sidste to timer er genopfriskning af hjertemassage osv. for voksne. Røde Kors har instruktører, der tager ud lokalt, og hvis ikke man skal bruge et kursusbevis, er det væsentligt billigere end de priser, man kan finde på nettet. Jeg håber, vi får det stablet på benene. 

*har jeg brug for, at nogen forklarer mig, hvorfor det hedder EfterRETningstjenesten? What’s with the trykforDELing, guys?

*vil jeg gerne vide, hvor støv kommer fra. Nej, seriøst – hvorfra? Jeg fjerner det med meget jævne mellemrum, og alligevel når jeg kun lige at vende mig om, før det er der igen. Det er jo ikke fordi, der er tale om havepartikler eller nullermænd fra tøj. Hvor. Kommer. Det. Fra?

*vil jeg gerne tage den her på forkant, i tilfælde af, at der i fremtiden kommer en serie, der når GoT-agtige højder: Når vi har en serie, som 90% af verden ser, og de enkelte afsnit bliver lagt op på bestemte dage, så bliver det et langt liv, hvis du forventer, at hele internettet holder mund og venter på, at du catcher op. Vi er enige om, at folk er røvhuller, hvis de uopfordret sender en fællesmail ud til hele arbejdspladsen med en spoiler af det samlede plot, men du *har* ikke noget, du skal-skal på Instagram, så her synes jeg, vi vedtager, at al færdsel sker på eget ansvar. 

*brækker jeg midt over af irritation, næste gang jeg i Mads & Monopolet hører “Du ved jo heller ikke, om de har et åbent ægteskab” hånligt fremført som argument for ikke at fortælle sin kollega, at man har set hans kone knalde pedellen. Den her går ud til alle deltagere på A-holdet: Hvis kollegaen og konen har et åbent ægteskab, så SKER DER IKKE NOGET VED AT FORTÆLLE DET!! 

*delte jeg et link til min nye favoritstandup’er på fb, og der var én, der klikkede på det. Jeg er misforstået af min samtid. (Det er her, hvis nogle af jer skulle have bedre smag end mine venner)

*vil jeg gerne, ganske uopfordret, komme med et kæmpe s/o til de oversættere, der acer deres job. De er i sandhed the unsung heroes, for bøger som Stillidsen og Alt det lys, vi ikke ser, kunne med lethed forvandles til sprogmæssige blodbad, hvis de kom i hænderne på amatører. 

*er bog-listen (- apropos..) opdateret med følgende:

Den første, De tolv og Spejlbyen – Justin Cronin

Jeg fik anbefalet denne trilogi af en følger på Instagram, og Oh. My. God. 

Jeg blev færdig med den sidste i aftes, og havde med vilje gemt de sidste 100 sider, fordi det er en af de historier, som man har brug for at læse færdig, når skyggerne bliver lange og verden er faldet til ro. Efter små 3000 sider føles persongalleriet som gode venner, og universet næsten selvoplevet.

Jeg ved faktisk ikke helt, hvad det præcis er, der gør bøgerne så gode, for hver for sig er enkeltelementerne glimrende, men uden at være ekstraordinære. Sproget er smukt, historien er troværdig og grusom, den religiøse parallel er underspillet nok til, at man ikke føler sig talt ned til, og personerne er fyldige og tegnet i alle nuancer af gråt. Men der er en form for 6. element, der gør kombinationen fuldstændig formidabel; en slags æterisk kvalitet, der hele vejen igennem tilføjer et lag af blå, luftig melankoli, selv i de passager, der er virkelig, virkelig spændende. 

Min eneste lille bitte anke er, at jeg synes, oversætteren har sjusket i den sidste af bøgerne. Der er for mange fodfejl med forkerte endelser, engelsk syntaks osv. og så måtte jeg tage 4 stesolid og en whiskey på hver af de ca. 600 steder, hvor der stod, at en af hovedpersoner “talte i tegnsprog” og “sagde det med tegnsprog”. Vi siger det med blomster, men vi taler på tegnsprog. På. Ligesom vi siger tingene PÅ norsk, PÅ svensk og PÅ fransk.

Men det er ikke forfatterens skyld, og bortset fra det, er det her nogle af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst.

M2019, uge 22

9

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge: 

1.

Har jeg taget en dyb indåndning, for juni bliver en af de måneder, der bider, rent økonomisk. Frida har fødselsdag, nogle af de udgifter vi får til sommerferien, flytter jeg over til denne måned, så de bliver fordelt en smule, og min månedsløn, som svinger meget, er lidt til den lave side denne gang.

Det kommer til at kræve fuldt fokus og nul slinger i valsen, men til gengæld husker jeg at glæde mig over, at jeg i dag er et sted, hvor jeg stiller mig foran det med åbne øjne, i stedet for bare at køre på og lade være med at tjekke netbank. This is what we trained for.

2.

Er min mor nået til det næste skab i sin oprydnings-tour, hvilket betød flade-og-frokost tallerkner til mig. Jeg skrev til den unge mand, der var her og hente køkkenting i sidste uge, og spurgte, om han ville have mine aflagte, samt lidt skåle osv, som jeg også var kommet i tanke om, at jeg ikke rigtigt brugte. Det ville han gerne, så jeg smed dem forbi ham, da jeg alligevel skulle ud at køre.

Jeg er i det hele taget begyndt at gøre brug af faste aftagere, både med det, jeg forærer væk, og det, jeg sælger. Jeg har flere gange haft gengangere, når jeg har solgt babyting og børnetøj, og derfor er jeg begyndt at spørge, om dem, der køber, er interesserede i, at jeg skriver til dem (no strings attached) når jeg har næste størrelse klar – som de kan få ekstra billigt, fordi det også gør arbejdet lettere for mig. Det skal selvfølgelig ikke føles brugt-bilsælger-agtigt, men indtil nu har alle sagt ja tak.

3.

Har jeg været på roadtrip til Tyskland, hvor man – til manges overraskelse – kan spare penge på meget andet end slik og alkohol.

Jeg forberedte mig, som var det invasionen af Normandiet, jeg var ved at lægge strategi for, fordi punkt 1, og da jeg sad og kiggede i de forskellige reklamer, opdagede jeg noget, som jeg senere har tænkt over, at jeg også kommer til at gøre herhjemme. For når jeg f.eks. så, at der var tilbud på Fun saftevand til 8 kr., skrev jeg den på sedlen med det samme, for “dét er billigt!” Men så var det, at jeg kom til at tænke over, hvad jeg køber herhjemme. Og det er *ikke* Fun. Det er bare Nettos den bedste, og den er stadig billigere end Fun på tilbud.

Jeg ved ikke, om andre er hævet over den reaktion, men for mig var det faktisk lidt en aha-oplevelse; at jeg ikke skal sammenligne med, hvad varerne koster herhjemme/normalt, men derimod hvad jeg plejer at købe. 

4. 

Har jeg besluttet at vente med at købe nye hjemmesko til Anton til SFO’en. Han vil helst bare gå rundt uden, men skal alligevel have et par dernede til dage, hvor det regner og gulvet er vådt.

Men nu er han vokset ud af dem, han har, og med 28 dage tilbage, synes jeg, at det bliver for kort tid, han kan bruge et nyt par, for de vil helt sikkert være for små, når de starter op igen efter sommerferien. Han har til gengæld lige fået nye sandaler, og de er stadig så pæne, at de også kan bruges indedøre, så de må gøre det ud for hjemmesko de sidste 4 uger. 

5.

Har jeg eksperimenteret med en vegetaropskrift på Tikki Masala, som er blevet virkelig, virkelig god, og da vi før har snakket om vegetarretter i det her tema, får I den her. 

Den er lavet ud fra den her opskrift fra dygtige, fine Emma Martiny, og jeg nærer ingen illusioner om at kunne optimere hendes ting, for hun er niveauer over mig. Hendes original smager med garanti fantastisk, når hun laver den, men når jeg forsøgte, blev den en lille smule tør (HELT sikkert et eller andet, jeg gør forkert), og da jeg jo ofte har mad til to dage pga. de to kræsenpinde, jeg bor med, har jeg prøvet at gøre den lidt mere cremet, så den også er lækker dagen efter.

Jeg spiser den med naanbrød i stedet for ris som tilbehør, and it goes a little something like this:

Vegetar-Tikki Masala, 2-3 personer:

1 aubergine i tern

1 dåse godt afdryppede kikærter

1 sød kartoffel i bittesmå tern

Ovenstående marinerer natten over i:

3 fed presset hvidløg

1 cm revet ingefær

3 dl græsk yoghurt 10%

Saft af 1 lime

1 tsk gurkemeje

1 spsk stærk paprika

3 tsk garam masala

2 tsk salt

Hældes ud på en bageplade og bager i ovnen ved 225 grader i 20 minutter. Vend et par gange undervejs.

Herefter hældes det denne sauce, som gerne må laves aftenen før også, så den kan stå og trække smag:

2 løg

3 fed hvidløg

1 cm revet ingefær

50 gr finthakkede mandler (eventuelt salte mandler, hvis man har)

100 gr tomatpure

1 bouillonterning, kylling

1 lille sjat vand

1 tsk gurkemeje

2,5 dl fløde

1 dl gr. yoghurt, 10%

Evt. salt og stærk paprika

Svits løg, hvidløg og ingefær. Tilsæt mandler, tomatpure, gurkemeje og bouillonterning og bare lige en smule vand, så det ikke brænder på. Rør godt. (Hvis du laver saucen i god tid, tager du den af varmen, tilsætter fløde (vent med yoghurt til du laver den færdig) og sætter den i køleskabet nu).

Herefter tilsætter du dine grønsagstern fra ovnen, fløde og yoghurt, og så lader du det simre 5 minutter, så det lige bliver ordentligt assimileret.

Server med:

Persille (Masser, masser af persille. Bredbladet eller alm)

Peanuts

Humus

Naanbrød

M2019, uge 21

8

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge: 

1.

Har vi været en tur i Lego House. Som jeg skrev om her, valgte jeg at købe årskort, da vi var der sidst, og fordi jeg gerne vil være sikker på, at vi så også får det brugt, var det lidt et eksperiment, da vi drog afsted. Vi havde nemlig kun 4 timer at bruge deroppe, så det, jeg gerne ville se, var dels, om det kunne betale sig at tage afsted for dét, men også, om det gav mening at tage derop en lørdag. Sidstnævnte handler om, at jeg har det rasende stramt med for mange mennesker på for lidt plads. Ikke på angst-måden, men på den indebrændte måde, hvor jeg sveder og hader hele racen efter 24 minutter. 

Jeg havde aftalt med mig selv, at jeg intet ville forberede aftenen før, men bare stå op, gøre klar og tage afsted. Og så kiggede jeg begge børn dybt i øjnene, inden vi kørte, og sagde, at man måtte få en is – og det var det. For hvis de hver gang føler, at vi er På Tur med alt, hvad det indebærer af overpriced cola og Lego Shop, så bliver det ganske enkelt for dyrt og konfliktfyldt at gøre brug af årskortet. 

Konklusionen var, at 4 timer er lige i underkanten, fordi vi bruger en time hver vej på transport. Men når det er sagt, så forestiller jeg mig, at det måske hjælper, når vi har været afsted en håndfuld gange, og dermed bliver det pludselig noget, vi godt kan gøre en hverdag, hvor vi er tidligt hjemme. Det øger værdien af årskortet betragteligt. 

2.

Har jeg, apropos årskort, været igang med at undersøge, om/hvad vi skal købe til sommerferien. For selvom Frida godt kan lide Lego House, så skal ret også være ret: Det ER mere til Anton end til hende. 

Vi har været så heldige at låne et hus i Aarhus i sommerferien, men bortset fra det, skal der ikke ske det store. Derfor vil jeg gerne ofre et årskort på noget, vi kan have glæde af i ferien, men det ville være dejligt, hvis vi også kunne have glæde af det efter sommerferien.

Jeg havde overvejet Egeskov Slot, fordi jeg var helt blæst væk over Luminis-arrangementet, og fordi det også ser ud til, at de har nogle fine enkeltarrangementer i løbet af året – men det er en lang tur, og så er der bare heller ikke mere at lave i den have.

Egentlig hældte jeg derfor til Tivoli Friheden, men da jeg gravede lidt i det, endte det med at blive økonomien, der lukkede dén ned. For hvis vi skal have årskort, som gælder alle ugens dage, koster de 300 pr. snude. Derudover skal vi så købe armbånd hver gang, vi skal ind deroppe, hvilket også bliver 300 kr. pr. tur.

Læg dertil, at jeg bruger en god, halv tank benzin på hver tur, at vi ikke kan bruge det om fredagen (pga. Fed Fredag og det dertilhørende menneskehav), og at vi med en transporttid på små to timer hver vej, ikke vil kunne smutte afsted en eftermiddag, hvis vi får lyst. 

Så vi er endt med Legoland. Det er tættere på, og der er masser af venner og bekendte, der også har årskort. Det giver en hyggelig mulighed for at følges med nogen, og børnene kan prøve det, de hver især gerne vil, og ikke er tvungne til at blive enige, fordi de stadig er for små til at vente alene, mens jeg prøver sammen med den anden. Og med landevejskørsel (=nærmest gratis), ét engangsbeløb på ca. 500 pr. mand, som inkluderer alt, og indbygget rabat på kaffe og mad, giver det også mulighed for spontane ture, selvom vi har en uge, der strammer lidt ekstra, rent økonomisk.

3.

Har jeg ryddet op i mine køkkenskabe med glas, tallerkner osv. Jeg fatter ikke, hvordan det er sket, for jeg ryddede op i dem for under et år siden, og jeg synes simpelthen ikke, at jeg har købt nyt? Men alligevel har skabene over de sidste måneder fået mig til at skære tænder, hver gang jeg har åbnet dem, fordi de var PROPPEDE. 

Jeg stillede en kasse frem i bryggerset, og tog et par hylder, når det lige passede, og efter en uge er jeg alle skabe igennem. Og fordi jeg gjorde det over flere dage, fik jeg også frasorteret de ting, som jeg ellers først ikke kunne nænne at smide ud. Men når jeg åbnede til de ny-trimmede hylder, og den skål, som jeg ikke syntes, jeg kunne nænne at smide ud, stod midt i det hele og lignede en idiot, var den pludselig ikke så svær at deportere alligevel. 

Da jeg havde fyldt 3 store poser, skrev jeg i den lokale fb-gruppe, at der var brugt men gratis køkkengear til eventuelle unge på vej hjemmefra, og at det ville blive kørt til genbrug torsdag. Onsdag aften svingede en ung mand på 3,5 meter forbi efter tingene, og min skål får lov at nyde sit otium i selskab med playstation og havregryn.

#MAKEVOTINGGREATAGAIN

16

Dette indlæg er mest til dig, der allerede godt nu ved, at du formentlig ikke får stemt. Hverken på søndag eller d. 05.06.

Hvis diverse statistikker taler sandt, betyder det, at du er ung, og måske ikke har fundet dit politiske ståsted, eller at du måske bare har gang i så meget andet, at det her virker perifert og irrelevant. 

Jeg skal være den første til at indrømme, at det hverken er sexet eller interessant, når jakkesæt i den bedste sendetid duellerer indstuderet, og hvor man for 20 år siden kunne være nogenlunde sikker på kerneværdierne i hhv. rød og blå blok, så er alle linjer i dag visket ud, og det hele er til salg og forhandling. 

Sagen er bare, at det er vigtigt. 

For vi bevæger os i samlet flok afsted over kortet, og undervejs krydser vi fix-punkter, som vi ikke kan vende tilbage til, hvis vi engang fortryder vores mangel på indsats. 

Vi er så utrolig vante til, at fremtiden er noget, vi forholder os til 4 år ad gangen, fordi det er det, vi har lært. Og bedt om. Vi har stillet os tilfreds med valgløfter, der skal komme os til gode i den nære fremtid og ikke krævet, at der tænkes i løsninger, som er mere langsigtede, og som kræver et samarbejde på tværs af ideologier. 

Jeg tror, at tiden er ved at løbe fra os. Og derfor er det, at jeg så gerne vil, at så mange som muligt engagerer sig.

Ikke mindst fordi min egen, subjektive oplevelse er, at både retorik og politik bliver mere og mere vanvittigt; det er som om, vi efterhånden kun bevæger os i yderpolerne, og åbentbart kun kan forstå, hvad man fortæller os, hvis man tegner problemstillingerne så hårdt op, at det nærmer sig karikatur. 

Og problemet er, at de vanvittige og dem med en dagsorden? De skal nok finde vej til stemmeboksen. Og det er derfor, *din* stemme er vigtig. For hvis den tredjedel, der ikke stemmer, for en stor dels vedkommende befinder sig i midten, så *bliver* det fløjene, der får mest plads at tumle på.

Så mange mennesker taler om en følelse af magtesløshed ift. at det hele er på vej ud over kanten. Men her er noget, du faktisk kan gøre. En handlemulighed. For det hjælper ikke at stå i vejkanten og råbe af Paludan. Tværtimod er det den eneste sikre måde at give ham, hvad han vil have, for hvis ingen mødte op, ville han hurtigt miste sit momentum. Moddemonstrationen foregår ved stemmeurnerne, og derfor er det vigtigt at møde op. 

Jeg forstår godt, hvis man ikke på nogen måde kan overskue at hente og læse små 100 siders partiprogrammer for hvert enkelt parti. Det er der vist heller ingen, at de ægte voksne der gør. Og der er i bedste fald kun tale om hensigtserklæringer, som er nemmest at have, mens man er i opposition.

Men det, du KAN gøre, er at tage en håndfuld forskellige tests i diverse dagblade og nyhedsfora, og se, om ikke de indsnævrer feltet for dig. Og hvis de gør, så brug 5 minutter – og lidt sund kildeskepsis – på at tjekke nettet opfølgende. Det er sådan, jeg selv har gjort. Ud af 10 forskellige tests, har jeg hele vejen igennem kun haft 2 partier repræsenteret i min top 3, og da jeg havde brugt 20 minutter på at læse op på, hvad de hver især stod for, var jeg ikke længere i tvivl. 

For at gøre det så nemt som muligt, får du en håndfuld tests lige her. Så skal du ikke engang google dem:

Europaparlamentsvalget:

https://www.dr.dk/nyheder/politik/ep-valg/kandidattest

https://www.information.dk/indland/2019/04/ep-valgtest-2019-hvem-stemme-paa

https://politiken.dk/udland/EP19/art7173099/Test-dig-selv-Hvilken-EP-kandidat-er-du-mest-enig-med

Folketingsvalget:

https://www.dr.dk/nyheder/politik/kandidattest

http://nyheder.tv2.dk/folketingsvalg/kandidattest

https://www.information.dk/valgtest

https://www.berlingske.dk/nyheder/hvilken-folketingskandidat-er-du-mest-og-mindst-enig-med

https://politiken.dk/indland/politik/FV19/Kandidattest/

Din stemme er med til at bestemme, hvordan dine forældre skal have det, når de bliver gamle. Den er med til at bestemme, hvordan din lillebror, som i dag er 10 år, skal leve sit liv, når han engang får børn. Den er afgørende for, om dine børnebørn har rent drikkevand i hanerne og en skov at gå tur i.

Det er så lidt, du skal gøre, for at gøre en stor forskel.

Og din stemme er den vigtigste af dem alle sammen, for af alle de stemmeberettigede, er det dig, der skal være her længst.

Midtvejsevaluering

19

Onsdag.

Vi er halvvejs igennem praktikugen, og efter at have løbet rundt i cybermanegen med mit forrevne hjerte blafrende efter mig, synes jeg næsten, at det er på sin plads med en opfølgning. 

Ugen startede allerede søndag aften, hvor jeg havde pakket og klargjort alt. Vi havde aftalt, at vi skulle cykle, hvilket for børnene var en stor ting, og noget, vi har snakket meget om, at vi endelig får mulighed for at gøre, når Anton kommer herud. Vi bor 400 meter fra skole og børnehave, men med tasker, bussæde og dobbelt op på tøj, så Anton har både i SFO’en og i skolen, har det indtil nu ikke været muligt.

Af sted det gik, og jeg fik næsten en klump i halsen, bare ved synet af lille Frida, der med sin kæmpe cykelhjelm og sine små “rigtige cykelhandsker, mor!” hjulede afsted ved siden af mig. 

Vi fik hende afleveret, og Anton virkede stadig spændt og glad.

Cyklerne blev parkeret, og vi gik op til kontoret, hvor vi skulle mødes med matematiklæreren, som de skulle have i første time. Anton virkede stadig ok-ish. Så gik vi ned i klassen, hvor flere af de søde, søde, SØDE børn stod udenfor klasseværelset, helt excitede over, at han nu ENDELIG kom – og så knækkede filmen for Anton. Han gik fuldstændig i baglås, klamrede sig til mig, mens han først prøvede ikke at græde, og derefter bare hulkegræd ind i halsen på mig, mens han gentog: “Du må ikke gå fra mig, mor, du må ikke gå fra mig, mor!”

Det. Var. Hæsligt. 

Efter 35 minutter, hvor jeg flere gange var oprigtigt i tvivl om, hvad jeg skulle gøre, hvis han ikke slap mig, gjorde jeg mig stille men bestemt fri, og gik, og det er med stolthed i stemmen, jeg kan bekendtgøre, at jeg nåede helt udenfor skolens område, inden jeg begyndte at tudbrøle. 

Det blev jeg ved med on/off resten af dagen, og hvor jeg havde forestillet mig, at jeg skulle nå at lave en masse, nu hvor begge børn var afsted, snublede jeg bare rundt derhjemme i en underlig, passiv døs, mens jeg mindede mig selv om, at det her ER det rigtige, og at al begyndelse er svær. Det var et af de skizofrene øjeblikke, hvor mine instinkter bød mig at storme tilbage og tage ham med ud og hjem, men hvor min hjerne blev ved med at holde powerpoints op med påmindelser om, at nye begyndelser for Anton altid vil være svære. Altid. Og jo mere nyt, jo værre. Så den første (indsæt-selv-begivenhed) for os, er altid den værste, og hvis ikke vi står den igennem, så skubber vi den bare, og skal igennem hele forberedelsesmøllen igen senere. 

Da klokken ENDELIG blev 14, sad jeg klar ude foran lokalet, og da døren gik op, kom Anton ud, stille og roligt, og man skal kende ham godt for at kunne se, hvor træt han var. Flere af børnene kom hen til mig for at fortælle, at der ikke var gået længe, før han var blevet glad igen, og at der godt nok var mange, der gerne ville lege med ham. Og jeg måtte binde snørebånd 16 gange, for lige at få hold på mig selv. 

I dag spurgte jeg ham, om han gerne ville tilbage til taleklassen, når denne uge er gået, eller om han hellere ville blive herude, og efter 3 sekunders betænkningstid, var svaret, at han gerne ville blive her. Jeg tjekker igen fredag, men hvis det ønske holder ved, ser jeg, om ikke vi kan rykke ham nu. 

Han er træt nu, sådan rigtigt, og får episke sammenbrud over forkerte gafler og Frida som koncept, men jeg har ryddet kalenderen, og skal ikke andet end at være omkring ham, gribe ham og sørge for, at han får ladet batterierne op.

Og mig? Jeg er så lettet og træt, at jeg har det, som om jeg er ved at få influenza. Jeg har tænkt meget på en kommentar, jeg fik til det her indlæg, (som stadig er et af mine egne yndlingsindlæg) hvor J skrev om, hvor mange kræfter det koster at scanne og analysere verden og forsøge at give sit lidt skæve barn, hvad han/hun har brug for, samtidig med, at barnet får plads til at vokse og udvikle sig. Når jeg oveni puljen smider det faktum, at jeg nok også er ved at hele nogle gamle sår, er det ikke så mærkeligt, at jeg har lyst til at lægge mig ned og trække dynen over hovedet og sove i 14 dage.

Men. Vi har fået en god start, Anton virker glad og tryg, og det er det vigtigste, der er sket i meget lang tid.

Load More