Midtvejsevaluering
Onsdag.
Vi er halvvejs igennem praktikugen, og efter at have løbet rundt i cybermanegen med mit forrevne hjerte blafrende efter mig, synes jeg næsten, at det er på sin plads med en opfølgning.
Ugen startede allerede søndag aften, hvor jeg havde pakket og klargjort alt. Vi havde aftalt, at vi skulle cykle, hvilket for børnene var en stor ting, og noget, vi har snakket meget om, at vi endelig får mulighed for at gøre, når Anton kommer herud. Vi bor 400 meter fra skole og børnehave, men med tasker, bussæde og dobbelt op på tøj, så Anton har både i SFO’en og i skolen, har det indtil nu ikke været muligt.
Af sted det gik, og jeg fik næsten en klump i halsen, bare ved synet af lille Frida, der med sin kæmpe cykelhjelm og sine små “rigtige cykelhandsker, mor!” hjulede afsted ved siden af mig.
Vi fik hende afleveret, og Anton virkede stadig spændt og glad.
Cyklerne blev parkeret, og vi gik op til kontoret, hvor vi skulle mødes med matematiklæreren, som de skulle have i første time. Anton virkede stadig ok-ish. Så gik vi ned i klassen, hvor flere af de søde, søde, SØDE børn stod udenfor klasseværelset, helt excitede over, at han nu ENDELIG kom – og så knækkede filmen for Anton. Han gik fuldstændig i baglås, klamrede sig til mig, mens han først prøvede ikke at græde, og derefter bare hulkegræd ind i halsen på mig, mens han gentog: “Du må ikke gå fra mig, mor, du må ikke gå fra mig, mor!”
Det. Var. Hæsligt.
Efter 35 minutter, hvor jeg flere gange var oprigtigt i tvivl om, hvad jeg skulle gøre, hvis han ikke slap mig, gjorde jeg mig stille men bestemt fri, og gik, og det er med stolthed i stemmen, jeg kan bekendtgøre, at jeg nåede helt udenfor skolens område, inden jeg begyndte at tudbrøle.
Det blev jeg ved med on/off resten af dagen, og hvor jeg havde forestillet mig, at jeg skulle nå at lave en masse, nu hvor begge børn var afsted, snublede jeg bare rundt derhjemme i en underlig, passiv døs, mens jeg mindede mig selv om, at det her ER det rigtige, og at al begyndelse er svær. Det var et af de skizofrene øjeblikke, hvor mine instinkter bød mig at storme tilbage og tage ham med ud og hjem, men hvor min hjerne blev ved med at holde powerpoints op med påmindelser om, at nye begyndelser for Anton altid vil være svære. Altid. Og jo mere nyt, jo værre. Så den første (indsæt-selv-begivenhed) for os, er altid den værste, og hvis ikke vi står den igennem, så skubber vi den bare, og skal igennem hele forberedelsesmøllen igen senere.
Da klokken ENDELIG blev 14, sad jeg klar ude foran lokalet, og da døren gik op, kom Anton ud, stille og roligt, og man skal kende ham godt for at kunne se, hvor træt han var. Flere af børnene kom hen til mig for at fortælle, at der ikke var gået længe, før han var blevet glad igen, og at der godt nok var mange, der gerne ville lege med ham. Og jeg måtte binde snørebånd 16 gange, for lige at få hold på mig selv.
I dag spurgte jeg ham, om han gerne ville tilbage til taleklassen, når denne uge er gået, eller om han hellere ville blive herude, og efter 3 sekunders betænkningstid, var svaret, at han gerne ville blive her. Jeg tjekker igen fredag, men hvis det ønske holder ved, ser jeg, om ikke vi kan rykke ham nu.
Han er træt nu, sådan rigtigt, og får episke sammenbrud over forkerte gafler og Frida som koncept, men jeg har ryddet kalenderen, og skal ikke andet end at være omkring ham, gribe ham og sørge for, at han får ladet batterierne op.
Og mig? Jeg er så lettet og træt, at jeg har det, som om jeg er ved at få influenza. Jeg har tænkt meget på en kommentar, jeg fik til det her indlæg, (som stadig er et af mine egne yndlingsindlæg) hvor J skrev om, hvor mange kræfter det koster at scanne og analysere verden og forsøge at give sit lidt skæve barn, hvad han/hun har brug for, samtidig med, at barnet får plads til at vokse og udvikle sig. Når jeg oveni puljen smider det faktum, at jeg nok også er ved at hele nogle gamle sår, er det ikke så mærkeligt, at jeg har lyst til at lægge mig ned og trække dynen over hovedet og sove i 14 dage.
Men. Vi har fået en god start, Anton virker glad og tryg, og det er det vigtigste, der er sket i meget lang tid.
22. maj 2019 @ 08:53
Sidder her i min egen landsdel og synker aktivt for ikke at tude. Klart, at I er udmattede. I er vokset adskillige størrelser på under en uge begge to, og den slags koster kræfter. Seje jer!
22. maj 2019 @ 09:21
Årh, jeg sidder også her med en kæmpe klump i halsen og tårer i øjnene! Hvor er I seje og jeg forstår SÅ godt trangen til at storme tilbage og rive barnet til mig og love det, at vi aldrig, aldrig skal være adskilt igen.
Hvor er det godt, at han allerede nu siger, at han gerne vil blive. Så er det jo en virkelig god start. ❤️
22. maj 2019 @ 09:32
Åh, det river i hjertet, og jeg tuder også lidt her. Dine unger har den BEDSTE mor!
22. maj 2019 @ 13:32
Helt enig! ❤️❤️❤️
Men griner mellem tårerne af formuleringen “Frida som koncept” – det kender vi godt herhjemme! 😂
22. maj 2019 @ 09:41
Åh, det gør mig glad. Man kan føle, man ikke har sovet i et år, når et rædsomt ventepositions-punkt endelig er ovre.
A
22. maj 2019 @ 10:02
Åh. hvor. dejligt!
22. maj 2019 @ 11:00
Jeg hulkegrædesmiler over at det gik godt, for hvor kan jeg genkende dén med førstegangsoplevelser, der er rædselsfulde. Jeg er simpelthen så stolt af Anton, det store lille menneske <3 Og af dig, bevares, men når man selv er mor til en pige med samme sind som din Anton, så ved jeg hvor stor en mundfuld det må have været for ham. Tak for midtvejsstatus… tænk at man kan blive så glad på andres vegne 🙂
22. maj 2019 @ 11:49
For filan, hvor har jeg dog også lige fældet en tåre. Kan levende sætte mig ind i situationen og er så glad på jeres vegne. Står selv over for et skoleskift, som min ældste bliver meget ulykkelig over, når han får det at vide – og skal igennem det. Så jeg håber at kunne holde din stil.
22. maj 2019 @ 19:34
BinderAltsåOgsåLigeMitSnørebånd16Gange
Tak for den status. Jeg har sådan tænkt på jer 💚
22. maj 2019 @ 19:57
Åh hvor er det godt. Jubiiii. Jeg ved ikke hvad mere jeg skal sige. Det gjorde mig glad at høre. Hold nu k.. i er seje alle tre: Mor der i den grad lader Antons behov og fremtid komme først, hjulene Frida og Anton der synes det er skide svært men alligevel klarer det og ser det gode. Det er da en dejlig familie!
23. maj 2019 @ 07:29
Jeg bryder mit princip med i videst muligt omfang at svare jer enkeltvis, fordi jeg så gerne vil sige det samme til jer alle sammen, og det vil virke nærmest modsat at paste de samme ord under hver af jeres fine kommentarer.
Men jeg bliver simpelthen så rørt over alle de gode ønsker og tanker for Anton – og os – som I derude sender i hans og vores retning. At stort set fremmede mennesker bruger tid og energi på at ønske det bedste for ham; det gør mig inderligt glad og taknemmelige, så virkelig og oprigtigt: TAK! ❤️💜🧡💛💚💙
23. maj 2019 @ 08:13
Jeg vil bare sige, wow hvor er I seje! Og tak fordi du deler. Jeg blev selv slået helt ud, da min datter startede SFO 1. maj – gamle sår fra folkeskolen lå åbenbart på lur og sprang frem meget kraftigere end jeg nogensinde har oplevet. Og at se sin datter være helt usikker og ked af det, mens alle de andre børn stormede rundt, var simpelthen hårdt. Det er rart ikke at være alene om at have grædt on/off en hel dag pga. skolestart.
23. maj 2019 @ 18:37
❤️
23. maj 2019 @ 08:23
Ej, hvor er det godt at læse! Og hvor stærkt, at du holdt ved og hjalp ham til at give det en ordentlig chance! Puha, forstår godt trætheden!
23. maj 2019 @ 18:37
❤️
23. maj 2019 @ 08:41
Jeg udbrød “ahhh” til sidst – hvor er i mega seje!
23. maj 2019 @ 18:37
❤️
23. maj 2019 @ 11:18
Kære Linda,
Jeg ville ønske at du var min mor. Det ville fandme være er gedigent forspring af have med sig i livet. Jeg kommer altid fra din side, beriget på én eller anden måde. Dine børn er helt utroligt heldige. Jeg ved godt at du ikke tager imod noget fra nogen, når det drejer sig om bloggen. Jeg får bare sådan lyst til at give gang Just Eat eller en tur på Den Friturestegte Måge eller lign., det er jo sådan noget man gør når venner står i et sejt træk – bringer noget “hvor gærdet er lavest” ind i regnestykket. Nu er vi jo praktisk taget ikke venner, men du bringer samme følelse op (jeg er PS. hverken creepy eller med stalker tendenser), så hvis du kunne liste et telefonnummer ind i bloggens kontaktoplysninger, så ville jeg så gerne hjælpe til en anelse nemhed i en god men udmattende tid.
23. maj 2019 @ 18:36
Mathilde, jeg fik tårer i øjnene over den kommentar. Hvor er du bare sød!! Og alt det modsatte af creepy og stalker; jeg kender selv til fornemmelsen af, at man bare gerne vil give en hånd i ryggen, og jeg ved, at det kommer fra det sted, hvor alle de bedste intentioner bor.
Tak, tak, TAK for den helt vanvittige kompliment, og for den omsorg, der ligger i dine ord. Hvis vi en dag støder på hinanden i virkeligheden, kan du give en kop kaffe, hvis du har lyst. Indtil da vil jeg bare sige, at din kommentar varmer et sted, hvor den gyldne måge aldrig kunne flyve hen❤️
Kh
Linda