Matters of the heart

Jeg har ondt i maven i de her dage. Jeg har overvejet, om jeg har lyst til at blogge om det, for jeg har for længe siden truffet en beslutning om, at jeg ikke gider lade fortiden definere mig, men mit hoved er ved at eksplodere, og det her er min ventil, så nu skriver jeg om det, og så må jeg tage indlægget af, hvis jeg senere kan mærke, at jeg synes, det trækker mig ind i en rolle, jeg ikke vil besætte. 

På mandag og en uge frem skal Anton i praktik i sin kommende klasse, hvor han skal starte for alvor efter sommerferien. Og selvom jeg er 100% sikker på, at det er den rigtige beslutning, og selvom jeg glæder mig virkelig meget til at få ham ordentligt integreret i lokalmiljøet, og til at slippe for bus-logistikken, så river og brænder det pludselig i gamle ar, som jeg næsten havde glemt, at jeg har.

Det er, som når man forelsker sig igen, efter at have fået sit hjerte revet midt over. For selvom såret et lægt, og man har gjort alt det rigtige; at man hverken er flygtet fra sorgen eller har dvælet ved den, men har ladet den få sin plads, så den kunne falde til ro og passere, så er det først, når man står på tærkslen til at sætte det hele på spil igen, at man mærker, hvor dybe sårene var.

Sådan har jeg det med folkeskolen. For det er først nu, hvor Anton skal tilbage i den almindelige folkeskole, at jeg kan mærke, hvor meget, der blev slået i stykker i mig, da jeg selv gik der. Og det til trods for både psykologforløb, dybe kig i spejlet, eksponeringsterapi og en overbevisning om, at jeg har gjort alt det arbejde, det er muligt at gøre, for at lægge mine oplevelser bag mig. 

Men man kan ikke jo ikke gå gennem forløbet igen, og mærke, om man er ok. Det eneste, man kan gøre, er at bryste sig af, at man rejste sig igen, blev et helt menneske, og selv og ved egen kraft forvandlede affald til diamanter. Og derfor føles det næsten dobbelt grusomt, når man gennem sine børn står der igen, fordi man pludselig kan mærke, at man kan tage sit liv, men ikke de 9 år tilbage – og nu skal man sende sine børn igennem dem, uden at kunne gå ved siden af dem undervejs. Min styrke eksisterer kun i kraft af min oplevelse, og kan derfor ikke overdrages, hvor inderligt jeg end måtte ønske det.

Jeg kan næsten ikke få vejret.

Og det hjælper ikke, at jeg er helt på det rene med, at Anton ikke må mærke, hvordan jeg har det.

Han er heldigvis og gudskelov gjort af et andet stof, end jeg var, og når jeg kigger på ham, kan jeg ikke se, hvordan man kan undgå at holde af ham.

Han er det fineste og reneste lille menneske, og han er overbevist om, at hele verden vil ham det bedste. Det håber jeg simpelthen sådan, at han får lov at blive ved med at tro.

Published by

36 Replies to “Matters of the heart

  1. Av søde Linda – håber det bliver en rigtig rar klasse for Anton, med nogle dygtige og omsorgsfulde lærer og at han får nogle gode oplevelser i de kommende år.

    Det er så svært med brændte børn og brådne kar, for spottes kan de rådne æbler ikke; ikke på forhånd, men al’ held og lykke sender jeg – og et lille knus til dig 😘.

    A

  2. Jeg kender den følelse alt for godt. Jeg hadede min folkeskoletid. Jeg var lidt anderledes, alt for boglig til en lille vestjysk by og slet ikke hverken smart eller god til nogen form for sport – ud over ridning, som jeg heller ikke kunne blive rigtigt sej til, fordi mine forældre ikke havde råd til at købe en til mig.
    Jeg følte mig uden for og forkert det meste af tiden, alene selv om jeg sådan set altid havde venner. Uden tillid eller ro.
    Nu har mine børn til sammen gået i folkeskole i 6 år og jeg har grædt adskillige gange over, at den ene var ked af det, at den anden ikke kan sidde stille og fungerer dårligt i grupper. Jeg har været til særlige møder med lærerne, til Tværs-møde, hvor hele 8 professionelle sad rundt om et bord for at diskutere om mit barn havde behov for en særlig indsats. De har aldrig været udfordrede på det faglige – desværre, for det ville jeg kunne have hjulpet dem med, men de er ikke vilde med at række hånden op og den store udmattes af mange mennesker.
    Jeg har efterhånden fundet ro med det. Mine børn er helt perfekte på deres egen måde – ligesom dine er det – og alle er gode til noget, ingen er gode til alt. Og så må jeg konstatere, at de lærere jeg har mødt gennem mine børn er minimum 100 gange bedre end dem jeg selv havde. De ser børnene og arbejder bevidst med pædagogik, læringsformer og det sociale i klassen. Det gjorde mine lærere i firserne og halvfemserne i hvert fald ikke.
    Min pointe er – du er ikke alene, det bliver hårdt indimellem, men det skal helt sikkert nok gå, for du er en fabelagtig mor med to vidunderligt skønne børn.

  3. Kan vi ikke bare beslutte at os der overlevede folkeskolehelvedet OGSÅ har taget kvoten for vores børn, og de derfor vil få ti overordnede positive år i samme institution? Og selvom jeg allerede har holdt vejret mange gange på min søns vegne, så går det faktisk godt. Du må IKKE vise angsten, den er kun vores og skal IKKE deles. Lortet smitter.

  4. Åh – kæmpe ❤️ herfra. Det er en anden tid i dag – og Anton har sådan en sej mor. Knus

  5. Det skal nok gå, Linda, det er jeg helt, helt sikker på!! 💙 Og nu har jeg slettet femogfyrre sætninger efter det her hjerte, for uanset hvad jeg skriver, så kommer det forkert ud. Men jeg tror virkelig på at han klarer det – verdens fineste Anton – som har verdens fineste mor!

    1. En dag stalker jeg dig længe nok til at finde dig IRL og give dig et kram. Så er du advaret <3

  6. Kæreste Linda. Som du, bærer jeg min folkeskoletid både som et adelsmærke (fordi jeg klarede mig igennem på trods) og som et brændemærke, fordi der sattes spor der aldrig slettes og som for altid vil være en del af fortællingen om mig på godt & ondt. Og det er med bævende hjerte at jeg har sendt først min datter og nu min søn i skole. Jeg håber at de mødes af samme umiddelbarhed & kærlighed som de sender ud i verden, men har stadig løbende ondt i maven med tanke på min egen skolegang. Med dig på sidelinjen, med dine fine refleksioner, din styrke, kærlighed og viden er jeg ikke et øjeblik i tvivl om at Anton har alle de bedste forudsætninger for en god og berigende skolegang. Kæmpe kram & tanker Line

  7. Det skal nok gå. Kender følelsen af for alt i verden ikke at ville videregive ens egen angst og traumer til ens små uskyldige børn. Det kræver styrke og mod; og det har du. Kram til dig!

  8. Åh Linda. Det kommer til at gå så fint. Hvor er det en fin måde at gøre det på så han har set de andre og det ikke er så overvældende når han skal starte rigtig.

    1. Jeg håber sådan, du har ret. Og det ER en fin måde at gøre det på. Og det er også nu, det giver så god mening, at han hele vejen har været tilknyttet SFO’en hernede, så det ikke er det hele, der er nyt-nyt.

      Vi har ryddet kalenderen, så der er tid til at restituere ovenpå alt det nye herhjemme, hvis det bliver for overvældende <3

  9. Når jeg læser dette og lignende skriv hos dig og andre, går det op for mig, hvor heldig jeg har været. Både ved at have en rigtig god skoletid, med harmoniske klasser, og med både selvværd og selvtillid, skabt af mine forældre. Jeg tror virkelig, at selvværdet er vigtigt som forebyggelse, uanset hvad, så der er noget at tære på. Men samtidigt må jeg jo sige, at jeg ikke aner noget om emnet! Og det er dét, der giver MIG åndenød! For hvordan kan jeg hjælpe mine drenge, hvis de bliver mobbet? Jeg håber ikke det lyder som et latterligt problem, og min pointe er egentlig, at selvom jeg kan forstå at det er virkelig svært at sende ham ind i dét, der er DIT traume, så KAN du faktisk godt bruge din styrke og dine erfaringer, for du kan hjælpe børnene i dårlige situationer, med en forståelse, styrke, kampgejst og løsningsforslag, som os ubrændte børn ikke har. Hvis det sker for mine børn, så skriver jeg her i brevkassen! ❤️

    1. Jeg tror, at du rammer hovedet på sømmet med den første sætning i din kommentar, for jeg tror virkelig, at det er held, der gør hele forskellen. Om man er heldig at komme i en god klasse, om man er heldig ift. lærerne og deres måde at tackle præcis de børn, de får udleveret på, om man er så heldig, at lige det, der hitter, der hvor man selv er barn, også er det, man brænder for og er god til osv. osv.

      For jeg havde egentlig ikke problemer med hverken selvtillid eller selvværd. Og mine forældre har gjort alting rigtigt. Så for mig var det mangel på held – også ift. andre børns forældre. Og det, tror jeg, betyder mere end man lige er klar over.

      I Fridas børnehave går et barn. Lad os kalde barnet XY. XY skubber, slår, river i hår, spytter og kaster med sand, og har gjort det længe. Der er ikke rigtig nogen børn, der synes, XY er sjov at lege med, og med en ret aparte, voldsom adfærd, hvor barnet f.eks. helt umotiveret skubber andre (mindre) børn hårdt ind i vægge osv., åndede de fleste af os lettet op, da der for et par måneder siden pludselig var en ressourcepædagog at finde ved XY’s side.

      Dvs. alle ANDRE forældre åndede lettet op – for XY’s mor rullede selv med øjnene over det overdrevet unødvendige i at udstyre XY med en ressourcepædagog. Og lige der havde jeg lyst til at hamre en knyttet næve ind i væggen. For barnet er, som barnet er. Men at forældrene ikke på nogen måde mener, at der er noget galt, finder jeg SUPER foruroligende – for det er, set med mine øjne, et af de allermest sårbare steder, når det kommer til mobning. For hvis det barn, der mobber, ikke oplever, at dets egne forældrene tager fat om problemet, så bliver det virkelig svært at komme det til livs.

      Jeg har heldigvis en god fornemmelse af forældregruppen i Antons klasse, og det prøver jeg at holde fast i, når panikken truer med at stikke af med mig.

  10. Jeg er selv ved at gå i baglås over alle de forældre- og familiearrangementer der er i min Antons klasse; jeg kan simpelthen ikke overskue det med alle de andre ting, vi også skal nå og arbejde og jeg ved ikke hvad. Men alt andet lige er det bedre end da vi var børn hvor forældrene så hinanden én gang om året til skolefester. Jeg tror på, at det hjælper at man har set de andre og ved hvilke forældre, der er fornuftige og hvilke der er udenfor pædagogisk rækkevidde.

    Så med krydsede fingre for din Antons skoleskift håber jeg virkelig, at det større fokus på trivsel og mobning kombineret med dit eget fokus gør at det hele bliver godt. ❤️

    1. Jeg har gjort mig præcis de samme overvejelser; at det somme tider kan være lidt overvældende med rundbold og diskofest og grill og strandture og foredrag – men jeg tror virkelig også, at det har en meget præventiv effekt. For den gode kontakt til andre forældre, og det, at man måske også kender deres børn mere, end vores forældre kendte vores klassekammerater, MÅ give et udbytte. Det SKAL være sværere at være ligeglad med mennesker, som er mere og andet end bare et navn.

    1. Det er et superfint indlæg, og jeg gætter på, at mange af os, der har den slags oplevelser med i bagagen, kæmper med nogle af de samme udfordringer.

      Men hvor er det godt, at det er blevet noget, vi taler om. Måske ikke i detaljer, men nok til, at det engagerer en gruppe af mennesker, som ikke tidligere ville have tænkt over vigtigheden af at være en del af løsningen.

  11. Sådan et barn og forældre er der også i min drengs børnehaveklasse, som min ellers glade og robuste dreng siger driller. Men en dialog med læreren og et såkaldt venskabstræ viste, at drengen faktisk rigtigt gerne ville lege med mit barn, men bare var dårlig til at kommunikere det. Her synes jeg, det er svært som forældre, for hvordan kan man hjælpe med at inkludere sådan en dreng, når de andre børn bare ikke gider? Forældresamarbejdet er også rigtigt godt i den klasse, men jeg tænker nogle gange på, hvordan det bliver, hvis der opstår dårlige ting. Det er jo nemt nok at have engod dialog her i starten hvor alt kører.
    Som du skriver har det nok alt med held at gøre, men vores bekymringer handler vel om at gøre hvad man kan for at skabe de bedst mulige vilkår for heldet! ❤️ Tak for altid inspirerende skriv, og fyldige svar på kommentarer, det er en sand fornøjelse!

    1. Hej Lone og Linda. Jeg tror altså også det er held meget af det. På min datters skole er der flere 0. Klasser og i den ene har der været en del ballade. Der er heldigvis blevet sat noget hjælp på og det lyder til der er kommet mere ro på. Tilgengæld i forhold til det du skriver, Lone, synes jeg også et er super svært. For jeg synes der er to sider. Jeg synes ikke man på den måde skal tvinges til at lege med nogen man ikke kan med men på den anden side er de stadig så små og kender ikke hinanden så godt at man jo godt kan arbejde med at lære hinanden at kende. Og selvom man ikke nødvendigvis er bedste venner kan man godt være gode kammerater og vi kan hjælpe dem til at prøve at se den andens udgangspunkt. At drengen slår er ikke ok men hvorfor tror du han gør det? Har han nogen at lege med? Er han vred? Vil han bare gerne være med? Kan du gøre noget for at hjælpe ham hvis han gerne vil være med men ikke kan finde ud af at få det sagt? Og hvis alle har fokus på det tror jeg det gør en forskel..men som Lina skriver kan der jo også være forældre og dermed børn der ikke kan se at deres barn har brug for støtte og hjælp. Og hvor man ser forskelligt på det. Hvad gør man så?

      1. Jeg snakker virkelig meget med mine børn om forskellen på at være venner med alle – og så på at være et ordentligt menneske. (Jeg bruger nogle lidt andre ord). Men jeg synes nemlig også, at det kan være med til at puste til problemet, hvis et barn partout SKAL presses ned i halsen på andre, for som vi har snakket om før, så ER der nogen, der bare falder udenfor, uanset hvor meget vi taler om det, og hvor meget vi ville ønske, at det ikke var tilfældet. Men jeg tror, at det kan være med til at gøre en forskel, hvis vi taler med vores børn om, at man stadig godt kan være en god kammerat, selvom man ikke er bedstevenner. At det kan være ok, at man ikke har lyst til at komme med Ulrik hjem og lege, men derfor skal man stadig tale pænt til ham, og han skal stadig være med til rundbold. Altså, at man på en eller anden måde prøver at inkludere ham, selvom han er lidt skæv. For jeg tror ikke, det hjælper at lade som om, det ikke er et problem. Hvis det var sådan, det hang sammen, så ville vi jo også som voksne være gode venner med alle, og det er vi jo heller ikke. Så jeg tror somme tider, at det også er dér, det går galt. At man ikke ser virkeligheden, som den er, og forholder sig til den, men i stedet stiler mod en eller anden idealiseret udgave, hvor alle kan være bedste venner med alle.

  12. Jeg sender et stort hjerte <3 Det, du oplever lige nu, er det, jeg skubber foran mig, til mit barn skal i skole om ca fire år. Jeg har også folkeskoletraumer – ikke så meget decideret mobning men en årelang følelse af at være forkert. Jeg gik på en skole, hvor jeg faldt udenfor rent socioøkonomisk. Mine forældre havde simpelthen for meget uddannelse, og det påvirker et barn, hvilken familie det kommer, fra uanset i hvilken retning. Så jeg var det mærkelige barn med det store ordforråd, der kom på flere ferier, vidste mere, og som havde en anden tilgang til det boglige. Det har sat uudslettelige spor og tog mig mange år at komme over den måde jeg blev set på og det jeg blev gjort til. Men: de andre har ret. Det er noget andet i dag (til det bedre!), og jeg tror, man skal huske, at det er dine/vores spøgelser, der bliver aktiveret – ikke historien, der gentager sig!

    1. Jeg håber virkelig, at du har ret. Det er en anden tid. Og så tror jeg faktisk også, at vores generation kommer til at gøre en positiv forskel, fordi vi er de første, der blev udsat for den behandling, som gør op med, at “sådan er det bare”. Vores forældre er børn af en folkeskole, hvor lærerne slog og de ordblinde bare blev parkeret nede bagved, og under de omstændigheder bliver mobning jo bare et fragment af en virkelighed, der på alle måder er uoverskuelig. Men jo højere, vi som samfund kommer op i Maslows behovspyramide, jo mere overskud er der til at fokusere på, at trivsel ikke kun er mad på bordet og tag over hovedet.

  13. Jeg har den samme angst. Jeg er aldrig blevet mobbet, men kender så mange, der er dybt mærkede af det, og jeg er fuldt ud bevidst om, at jeg bare var ualmindeligt heldig at vælte ind i min bedste veninde der allerførste skoledag. Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at mine børn jo på ingen måde er garanteret samme held, og uanset hvor omhyggeligt vi vælger skole, så kan vi intet gøre for at sikre dem en god skolegang. Men (og her er det også læreren i mig, der taler), jeg kommer ikke til at afvente noget som helst, hvis mine børn ikke trives. Jeg tror helt oprigtigt (og desværre) ikke på at “løse” mobning. Jeg vil være ret hurtig til at flytte mit barn til en anden skole, hvis det ikke falder til. Jeg har set for mange børn skulle kæmpe en alt for lang kamp for at prøve at løse et problem, som det altså ikke er rimeligt at forvente, de kan løse, før forældrene kastede håndklædet i ringen og gav dem en ny start. Det må ALDRIG blive mobbeofferets opgave at få det til at fungere. Aldrig. Det tærer på selvværdet at skulle forsøge at passe ind og rette sig selv til i et spinkelt håb om måske at blive god nok til fællesskabet.
    Jeg ønsker din Anton det allerbedste, og det lyder jo til, at du hr gjort alt hvad man overhovedet kan, og om ikke andet har han i hvert fald en fantastisk kærlig og reflekteret mor i ryggen<3

    1. 100% enig. De skal ikke trækkes igennem måneder med diverse fejlslagne eksperimenter – de skal vide, at der er en bagdør, og at vi gerne hjælper dem ud af dem <3

  14. Jeg kæmper med at finde de rette ord, og de vil ikke komme. Jeg lægger mig derfor i slipstrømmen af ovenstående og læser med, nikker genkendende, og sender dig gode tanker og al den gode vind jeg kan mønstre. Træk vejret. Små skridt. Én dag ad gangen. And repeat <3

  15. Jeg har ikke selv stået i din situation hverken i min egen skoletid eller i min datters, men jeg kan levende forestille mig, hvordan det må føles at skulle sende sit dyrebareste eje ud i noget, som man selv har så store ar efter. Jeg kan dog sige, at jeg synes der er meget mere fokus på trivsel end der var i min folkeskoletid. Også i skoletiden med legegrupper i frikvarter, understøttende undervisning med fokus på at være en god ven, etc. Så selvom man kan være uheldig og lande i en dårlig klasse med forældre, der ikke kan se ud over egen næsetip, så er min erfaring, at det i dag ikke kun er held, man er nødt til at forlade sig på, sammenlignet med tidligere tider. Håber I får en lignende oplevelse.

    1. Det tror jeg heldigvis, at du har ret i.

      Jeg tror også, at mange forældre er et andet sted, end man var for 30 år siden. At der er mere fokus på, at der også ligger noget forebyggende at arbejde der.

  16. Jeg er startet til psykolog, fordi jeg projicerede mine egne oplevelser ind i mine børns små udfordringer i børnehave/skole. De klarer sig generelt godt begge to, men jeg tolker helt sindssygt på de mindste bump på vejen. Det er belastende. For mig har det hjulpet at komme til en form for accept af, at jeg ikke kan fjerne alle sten på deres vej, selvom jeg virkelig gerne vil. De vil undervejs i deres skoleliv opleve svigt, ensomhed i en eller anden grad. Livet er sorg og glæde.

    1. Meget enig. Når tankerne stikker af med mig, prøver jeg også at huske, at man ikke bliver rustet til at tackle de svære dele af livet, hvis man ikke får lov at øve sig. Ingen af os oplever liv uden konflikter og modgang, og uanset hvor rædselsfuldt det er at stå på sidelinjen, så er der jo også noget fornuft i, at vi får serveret udfordringerne i størrelser, der passer til vores egen.

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.