Linda

About Linda

Posts by Linda Abildgren:

27 august 2019

Genbrugsgaver

(Først: Tak for diverse forslag til blogs. Jeg glæder mig til at grave mig ned i dem. Som tak for hjælpen har jeg samlet alle forslag på en link-liste nederst i dette indlæg)

Det her indlæg startede egentlig som et punkt til et M2019-indlæg, men det blev så langt, at jeg til sidst besluttede at konvertere det til et selvstændig indlæg.

Som overskriften antyder, handler det om holdningen til brugte gaver, og næst efter mælk, tror jeg, det er det emne, der giver de mest indædte meningsudvekslinger i minimalistgrupperne rundt omkring. (- som det hedder, når de voksne skændes).

Det er en diskussion, hvor der er rig mulighed for at rage uklar, og fordi jeg de sidste par år – blandt andet her på bloggen – har talt meget og varmt for genbrug og second hand vil jeg gerne give mit besyv med.

Jeg har givet begge mine børn brugte gaver, både til jul og fødselsdage, og jeg har også de sidste par år på min egen ønskeseddel tilføjet “må gerne købes brugt” efter ca. halvdelen af tingene.

Dette blot for at sige, at jeg som udgangspunkt synes, at brugte gaver kan være en god løsning.

Når jeg alligevel ikke er fan, er det fordi diskussionen stort set altid bliver bragt på bane af giveren; altså, om man kan tillade sig at *give* brugte gaver.

Og det synes jeg ikke, man kan – i hver fald ikke medmindre der er lavet en udtrykkelig aftale om det.

Jeg ser mange, der begrunder deres ønske om at give brugte gaver med, at de ønsker at “melde sig ud af forbrugsræset”, hvilket er et synspunkt, jeg fuldstændig forstår. Men spørgsmålet er, om man kan gøre det fra giversiden? Er det ikke kun som modtager, at man kan ønske sig en ged eller en brugt vase? For mig er det andet lidt som at være med i en kageordning, og så en dag, uden varsel, at stille med skrællede gulerødder, fordi man har besluttet, at vi alle sammen spiser for meget sukker.

Man kan hade eller elske jul og fødselsdage og de traditioner, der knytter sig til begge begivenheder, men hvis man indtil nu har gjort som stort set alle andre, har man jo (stiltiende, måske, men stadig samtykkende) bakket op om gruppens holdning til gaver og kage – og så synes jeg også, at beslutningen om en ændring er nødt til at ske i gruppen. Ikke at man behøver at være enige, men så må man melde ud, at man ikke længere ønsker at give gaver, og derfor heller ikke forventer nogen retur. Eller man må spørge dem, man normalt er på gave med, hvor de står ift. genbrug.

For man kan sagtens være pro-genbrug og mindre materialistiske gaver, men samtidig have ting/materialer, man ikke ønsker at overtage brugt. Jeg har det f.eks. ret stramt med ting i stof, så jeg ville blive virkelig træt af det, hvis jeg (= Frida) fik en brugt bamse eller pyntepude. En af mine veninder kommer næsten til at gylpe ved tanken om at spise noget, andre har tilberedt, så for hende ville det *ikke* vække lykke at modtage et glas karameller, som man har lavet sammen med sine børn. Heller ikke selvom det er tanken, der tæller.

Og så rammer vi noget af det, som virkelig undrer mig i de her grupper – for er målet ikke, at vi som race reducerer vores forbrug? Det redder vel hverken jord eller regnskov, at det kun er 10%, der skærer ned, flyver mindre og sparer på kød og vand? Alligevel oplever jeg, at der er virkelig mange i de her fora, der udelukkende fokuserer på, hvad *de* har lyst til at give – efter at have brugt 2 år på at skille sig af med de ting, som de ikke længere selv bruger/ønsker. Er det ikke super dobbeltmoralsk, at man er hyper-bevidst om ikke at fylde sit eget hjem med skrammel, men er ligeglad med at trække det ned over hovedet på andre?

Det er den materialistiske side af det, men derudover synes jeg også, at man med brugte gaver fralægger sig selve gestussen i det at give gaver, nemlig at give modtageren noget, der bringer glæde. Om noget synes jeg netop, at man her giver en gave, bare for at give den, samtidig med, at man fralægger sig ethvert ansvar for, hvad modtageren skal stille op, hvis vedkommende får 2 ens brødkasser, som jo så ikke kan byttes, fordi de er brugte. Eller hvis børnene på 5 år måske ikke lige har fået mailen om, at de er blevet miljøaktivister, og derfor får lange næb, når de åbner gaven, de håbede var Lego, og det viser sig at være et træpuslespil eller 5 plastikdyr, de ikke på nogen måde har ønsket sig.

Eller en handske, de faktisk HAR ønsket sig, der kan blinke og lyse – men som ikke duer. Og det er bare ærgerligt.

Her kan jeg på kommentarfeltet på fb se, at det er en meget populær holdning, at skuffede børn = forkælede børn, som skal se at lære noget taknemmelighed. Det er et synspunkt, som jeg tænker hænger meget sammen med opdragelsesstil – jeg mener ikke, at børn nødvendigvis lærer noget af at blive kede af det. Selvfølgelig er der nogle lektier i livet, der gør ondt at lære, men at miljøbevidsthed skulle være én af dem, synes jeg bare er flat out dumt. Det er da næsten den eneste måde at sikre sig på, at de går kontra på et tidspunkt.

(Og bare lige for at tage den med ønskesedler med, når nu vi er ved emnet “for det er jo bare en bestillingsliste!”, så synes jeg på alle måder, at ønskesedler ER minimalistiske. De sikrer, at man rent faktisk får noget, man har brug for, OG de gør det muligt at ønske sig brugte ting, fordi man kan dele sedlen op og give to ønsker til sin søster, 2 til sin mor osv, så man på den måde sikrer, at der ikke ligger 4 brugte kageruller under træet d. 24.)

(Og selvom du finder “den perfekte gave – hver gang!” så er det måske en tanke værd, at det er dig selv, der synes det. Jeg siger ikke, at du tager fejl. Jeg siger bare, at hvis vi nu alle sammen prøver at tage udgangspunkt i os selv, hvor mange har vi så hver især omkring os, der rammer plet *hver* gang, når de free styler på gaver, mad og underholdning?)

Jeg synes, det er 100% fair, at vi hver især begynder at redefinere, hvad gaver er, og hvilken rolle de skal spille i forbindelse med højtider hjemme hos lige præcis *os*. Men jeg synes, det er noget, der er så mange traditioner omkring, at det bliver unødvendig konfliktfyldt at træffe en autonom beslutning, og så bare tvinge den ned i halsen på andre. Særligt fordi det så både bliver gavetraditionen, men også det, man prøver at sætte i fokus i stedet, nemlig fællesskabet og samværet, der bliver påvirket negativt, og det er en skam, for sådan behøves det ikke at være.

Snak om det inden. Lav aftaler. Led med eksemplet og håb, at det smitter.

Og som belønning for at være nået gennem den lange tekst, er hermed listen over foreslåede blogs.

God læselyst.

Mette Marie Lei Lange

26 august 2019

Inspiration til nye blogs?

Linda Opskrifter, tips & tricks 59

Solen skinner lige nu, men dagene er allerede blevet kortere, og det er mørkt, når børnene sover, og jeg lister ud på terrassen med min te.

Der er et snert af efterår i luften, som minder om, at vi inden så længe kommer til at bruge flere timer indenfor, og måske er det derfor, jeg i morges pludselig kom til at savne lidt inspiration til nye steder at læse med, og nye vinduer at kigge ind af.

Så i dag er det jer, der skal gøre alt det hårde arbejde.

Hvor læser I med? Hvem er gode?

Man må gerne smide sig selv i puljen, men det er ikke rejse-, mad- og meget smalle tema-blogs, jeg efterlyser, og heller ikke blogs med tungt fokus på forbrug.

Jeg er på jagt efter mennesker man kan mærke. Mennesker med historier, der stikker i alle retninger, og ægte liv – med alt, hvad det indebærer.

Traditionelt kommer der relativt mange kommentarer til indlæg som dette, så for at holde det så overskueligt som muligt, kommer her et billede af min blogroll, som er blogs, vi allerede læser og holder af, og som man derfor ikke behøver at plugge.

På forhånd tak for hjælpen.

23 august 2019

M2019, uge 34

Linda M20XX 4

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

Ryddet mere op og både solgt og foræret (en masse) ting væk.

Jeg valgte at sætte min mælkeskummer, mit tapasbræt og et salatsæt til salg, fordi alle 3 ting var mærkevarer, og dermed lettere at sælge end en anonym salatskål af ukendt mærke.

De 3 ting tilsammen ville have kostet 1400 kr, hvis man skulle købe dem fra nye, og jeg solgte dem for i alt 300 kr. Det bekræfter min tese om, at man ret hurtigt kan komme af med det meste, hvis man er villig til at sælge for ca. 20% af nyprisen.

Blandt tingene, jeg har foræret væk, var 3 dvd-afspillere til bilen, bøger, urtepotteskjulere, vaser osv.

Og endelig har jeg kørt et hav af skåle, tallerkner, flere urtepotteskjulere, køkkenmaskiner osv. til Hjemløses Venner. Noget af det har jeg haft sat til salg inden, mens resten bare er sat direkte i donations-kassen.

Undervejs har jeg haft god tid til at tænke over, hvor meget det varierer, hvordan jeg griber oprydning og overskydende ting an.

I nogle perioder har jeg intet imod at bruge tid på at sælge. Jeg piller opslag ned og lægger dem op på ny (så de kommer øverst på salgssiderne), jeg ændrer på billederne, jeg sætter tingene sammen på nye måder osv. Jeg bruger tid på det, alt imens tingene står i bryggerset og fylder, men jeg har intet imod det, og kan næsten synes, at det er lidt hyggeligt.

I andre perioder, som f.eks. lige nu, kan jeg mærke, at jeg bare skal have det ud. Det handler helt sikkert om mængden af ting (at der f.eks. er forskel på at have en vinterjakke liggende kontra 1/3 af det samlede køkkeninteriør), men jeg tror også, at det handler om, hvad der ligger bag den oprydning, jeg på det givne tidspunkt er i gang med. For lige nu kan jeg mærke, at det handler om at skille mig af med alt overflødigt, og mentalt at brænde marken ned, så jorden igen kan blive frugtbar, og der kan plantes nyt. Det betyder, at det, at få tingene ud og væk og at skabe ro og orden, vejer langt tungere end en potentiel økonomiske gevinst.

Endelig accepteret, at mine børn ikke vil spise de müslibarer og den store pakke med grovknækbrød, jeg har flyttet rundt på i et par måneder, og derfor taget tingene med på kontoret, hvor de til gengæld ser ud til hurtigt at få ben at gå på.

Takket være min oprydning i skabet med mapper fået så god plads, at den øverste hylde har kunne omdannes til “bar-skab”, så jeg kan have papvin stående.

Papvin ER bare billigere end vin på flaske, men jeg hader at have de der dumme papkasser til at stå og rode. De fylder helt vildt, og ift. hvid og rosé, har jeg ikke plads i køleskabet til dem, hvilket betyder, at vinen aldrig er kold, og dermed ikke bliver drukket.

Men nu har jeg vasket to tomat-passata-flasker af, og de er perfekte at fylde over i. De er lave nok til at stå op i køleskabet, og dermed optager de meget lidt plads, og så kan de genfyldes og vaskes af i én uendelighed.

Papvinen er købt, flaskerne fyldt og sat på køl, og jeg er klar til at fejre, at bæredygtighed og god og billig vin pludselig kan gå hånd i hånd.

Skål og god weekend.

21 august 2019

I øvrigt:

Linda I øvrigt/Siden sidst/Top 5/lister 54

*Er jeg glad for, at den der aging-app er ved at tabe pusten igen efter flere gange oprigtigt at have været i tvivl om, om folk har brugt den på deres nye profilbilleder.

*Har jeg lige betalt 60 kr. for at sende en paperback 100 km nordpå. Altså dobbelt så meget, som jeg i sin tid gav for at få den sendt tværs over Atlanten. Til gengæld er der ikke en eneste postkasse så langt øjet rækker. Er der ikke snart nogen, der giver Post Nord nådesstødet?

*Skal, SKAL jeg lære, at gudesmukke kokke-Antoni fra Queer Eye og jeg IKKE deler opfattelse af, hvad der smager godt. Jeg har nu lavet 3 af de ting, han kokkererer i programmet, og hver gang har det resulteret i det her:

Jeg skulle have vidst det ved ‘tilsæt koriander’.

*Havde Anton forleden fået sig forvildet ind på noget “Japan’s got talent”, hvor det, der efter min bedste overbevisning var far og datter, udførte et danseshow på en stripperstang forklædt som slikpind. Alle var meget begejstrede. Jeg forstår pludselig behovet for at lave særskilte show fra land til land.

*Er jeg i gang med Mindhunter 2, og hvor jeg nærmest græd af begejstring over 1’eren, føler jeg den ikke helt denne gang. Måske fordi jeg lige har set The Sinner, som til gengæld gav mig ALL the feels?

*Tror jeg ikke helt jeg forstår de mennesker, der præsenterer sig i facebookgrupper med flere tusinde medlemmer. No hate, men har vi ikke alle nok at gøre med at holde styr på, hvad vores egne børn hedder?

*Har jeg endelig fået lavet den fotobog, jeg har haft på min to-do i et halvt år, og jeg har været nødt til at gemme den væk, fordi jeg tuder, hver eneste gang, jeg bladrer i den. Børnene er så smååååå! Og søøøøøde! Der er tale om 2 år gamle billeder, og jeg er blevet blød.

*Bliver jeg vanvittig over de kvinder, der stiller 16.000 spørgsmål til noget, man har sat til salg på Marketplace, og efter en spørgerunde, der er længere end de fleste partirunder op til valg, slutter med: “Jeg skal lige snakke med min mand om det.” Dame. Det er en plastikscooter. Til 40 kr. Carpe diem.

*Har jeg netop lukket den danske true crime bog “En djævel i den lyse nat” af Søren Baastrup, og den får 5 store stjerner herfra. Den handler om mordet på Stine Geisler, der blev slået ihjel i 1990, som er lige omkring det tidspunkt, hvor min voksne hukommelse er etableret. Derfor har det været ekstra interessant at læse om sagen, fordi jeg kan huske brudstykker af både den og sagerne efter, og hele tidsperioden omkring, men her har jeg fået det sat sammen til en sammenhængende fortælling. (Er dog lidt rystet over, at billederne i bogen er fra 1990’erne, og ikke – som jeg var overbevist om – fra 1970’erne. Jeg *fatter* ikke, hvor antikverede, de ser ud).

*Har vi nu officielt ramt den tid på året, hvor jeg konsekvent har enten for lidt eller for meget tøj på. Sved-behæftet forkølelse coming up.

*Vil jeg gerne invitere jægere og lystfiskere, der har fået nok af al den natur, til at komme hjem til mig til en spændende gang hvepse-safari. Man må beholde alle dem, man nedlægger.

*Skal jeg høre, om nogen ved, hvor man finder sange, der ikke er på de traditionelle musiktjenester? Jeg er på jagt efter Bluest eyes in Texas med A Camp/Nina Person, som er på soundtracket til Boys don’t cry, og jeg kan kun finde den på youtube. (Jeg ved godt, at der findes programmer, der konverterer videoer til mp3 filer, men jeg var ved at give min computer aids, da jeg i går forsøgte, så alternativer ønskes).

*Er der en lille dreng i Fridas børnehave, der ligner Anton som lille så meget, at jeg aktivt må bekæmpe trangen til at skovle ham op og kramme ham. I morges afleverede hans far og jeg samtidig, og da vi står 100 forældre og et par pædagoger i garderoben, siger pædagogen: “Han ligner godt nok Anton!” hvortil faderen vender sig mod mig, blinker og siger: “Det kan være de har samme far…” #LetsGiveThemSomethingToTalkAbout

*Var jeg forleden ude at handle sidst på en ualmindelig irriterende dag. Ved kassen er køen af den slags, der bugter sig, og jeg kan allerede på lang afstand se ham, der har tænkt sig at snyde foran. Og ganske rigtigt. Normalt giver jeg med glæde forlommer, fordi jeg selv bliver så glad, når andre lader mig og min liter mælk komme foran, men den der med at forsøge sig med hugormen, og derefter spille blind?

Not today, satan.

17 august 2019

M2019, uge 33

Linda M20XX 9

I den forgangne uge har jeg:

ENDELIG fundet en madkasse, der passer til min frokost, og min tilfredshed over, hvor mange plastikbøtter, jeg slipper for at slæbe rundt på, er astronomisk.

I forlængelse af ovenstående ryddet op i køkkenskabene, fordi jeg fik akut spat af, at det føltes som Tetris, level pro at få plads til de nye madkasser og drikkedunke. Og som det altid er med oprydning, greb det om sig, så nu er alle de køkkenskabe, der længe har irriteret mig, ordnet.

Det er virkelig mærkeligt, for jeg kører et ret stramt regime ift. at holde orden i mine skabe, og det, jeg har købt til mit køkken de sidste par år, kan tælles på en hånd. Alligevel har det rodet i skabene længe, og jeg har mere end én gang tænkt: “Hvor KOMMER alle de ting fra?!?”

Men måske er det noget med, at man (apropos seneste indlæg) også her arbejder i cirkler; at jo færre ting, man har, jo nemmere bliver det at få øje på det, man ikke længere bruger. Og måske også, at man bliver klar til at skille sig af med ting i etaper? For de første gange, jeg var mine ting igennem, var det nemt at pege ud, hvad jeg ikke brugte, og hvad jeg ikke ville savne, men det var også ting, der automatisk blev flyttet over i ‘skal blive’ bunken, fordi jeg havde fået dem i gave/syntes, at sådan én *bør* man have. Men da jeg nu lå halvvejs inde i skabet, fik jeg øje på nogle fade, som jeg virkelig elsker, og bliver glad over at eje, hver gang, jeg får øje på dem, som jeg stort set aldrig bruger, fordi der står 3 andre fade foran dem (= det var sådan, der var plads til det hele i skabet). Når jeg en sjælden gang har brug for fade, tager jeg bare ét af dem, der står først for, i stedet for dem, jeg faktisk bedst kan lide. Og det er sgu da tosset.

Så nu er køkkenet trimmet, og det jeg har, er det jeg bruger. For nu.

Husket at lægge de overskydende madvarer fra mit oprydningsbonanza i Stop Madspilds-gruppen, og det hele er afhentet.

Også ryddet op i skabene i bryggerset, fordi jeg virkelig ramte noget momentum, og pludselig kunne mærke, at jeg var klar til at rydde op i alle mine papirer og mapper.

Det er for mig noget af det, der kræver den allerstørste indsats, fordi det dels tager hundrede år virkelig at *LÆSE*, hvad der står på hvert enkelt stykke papir, hvilket er så kedeligt, at man næsten besvimer – men også fordi indholdet i nogle mapper tvinger én til at tage stilling til, hvor man er i sit liv.

Jeg har i denne omgang smidt 3/4 af alle mine papirer fra fitnessbranchen ud. Det var tid, og jeg var klar. Det var jeg ikke sidst, jeg var mine mapper igennem, men siden er jeg blevet helt afklaret med, at jeg ikke kommer til at undervise i et fitnesscenter igen. De papirer jeg gemte, lod jeg blive, fordi jeg stadig ikke vil udelukke, at jeg kommer til at nappe et hold eller to i den lokale forening på et tidspunkt, og vælger jeg det, er der nogle ting, der er rare at have, men resten røg ud, sammen med ris/ros, breve, tegninger, brugsanvisninger og gamle kvitteringer. Lettelsen har været enorm.

Jeg snakkede med en veninde om, at det virkelig er en form for renselsesproces, fordi man får bedre plads, både konkret og mentalt. Men at det til gengæld også kræver, at man er klar til at tage afsked med tingene, og at det nok er derfor, man skal være i gear til det, når man rydder op – i hvert fald hvis det skal gøres ordentligt.

Mit projekt strakte sig over en uge, og det giver naturligt nok nogle små-dyk i den mentale stamina undervejs. Den sætning, jeg brugte, hver gang jeg sad med et stykke papir, og pludselig syntes, at det, der stod på det, var ENORMT vigtigt var: “Hvis jeg på et tidspunkt får brug for den her oplysning – ville det så *nogensinde* falde mig ind at lede efter den her?” Svaret hver eneste gang var nej. #HejGoogle

Leget madfabrik, fordi jeg pludselig ikke kunne have alle de små rester og sjatter, der lå og forstyrrede min nyetablerede orden.

Som altid er jeg med på, at ingen af jer derude sidder med præcis de samme rester, og derfor er tanken ikke, at det her skal være inspiration til en konkret madplan. Det er bare et forsøg på at give ideer til, hvad rester kan bruges til, hvis man nu stadig er ny i stop-madspild-gamet.

Jeg fik lavet:

a) en stor gryde tomatsuppe med fyld

b) en tærte

c) en portion kyllingegryde

d) mexicanske kyllingefrikadeller

Jeg lavede det hele i ét ryk, fordi det gav muligheden for at købe grønt på bud, rense og hakke det hele, og så var det bare at smide de forskellige ting sammen i de respektive gryder.

Resterne jeg fik brugt var:

Sambal Oelek (deller)

En halv pose nachos (deller og tærte)

En halv pakke pikantost fra fryseren (tærte)

En halv pakke pepperoni (tærte, deller, suppe)

En sjat salsa fra fryseren (kyll. gryde)

Revet ost fra fryseren (tærte)

En bakke trætte æg (deller og tærte)

To dåser tomatsuppe (suppe) (surprise)

Et halvt glas ajvar (kyll. gryde)

Jeg købte/brugte fra skabe og grøntsagsskuffe:

Porrer (tærte, kyll. gryde)

Gulerødder (deller)

Champignon (tærte, kyll. gryde, suppe)

Løg (tærte, kyll. gryde, suppe, deller)

Hvidløg (tærte, kyll. gryde, suppe, deller)

Squash (tærte, kyll. gryde, suppe)

Peberfrugt (suppe, kyll. gryde)

Kidneybønner (suppe)

Tomatpassata (suppe, kyll. gryde)

Tærtedej

Tartar (suppe)

Skinkestrimler (tærte)

Kyllingefars (deller, kyll. gryde)

Tomatpure (tærte, kyll. gryde)

Krydderier

Så for et meget symbolsk beløb har jeg aftensmad til minimum to uger, og jeg er allerede i gang med at arbejde på takketalen, jeg kommer til at holde for mig selv, når vi i slutningen af næste uge rammer matriklen, helt slået skæve af hverdag og virkelighed.

14 august 2019

Maiden, mother, crone

Linda Øjebliksbilleder 17

Jeg sidder lidt med fornemmelsen af, at det er en meget introvert blog, jeg skriver for tiden – hvis noget sådan ellers findes – og jeg bliver lidt usikker på, om den egentlig er relevant for andre, end mig selv. Om man overhovedet kan relatere til det, jeg skriver.

Det er ikke fordi ordene er ved at tørre ud, eller fordi jeg ikke ser verden omkring mig og har en holdning til den. Men jeg føler mig lidt overvældet i disse uger, uden at jeg helt ved, hvad det skyldes. Mine tanker springer hid og did uden helt at sætte sig fast, og jeg føler både, at jeg skøjter på overfladen og arbejder i de helt dybe lag. Jeg tror måske, at det er noget med alderen? At jeg lige nu står i startområdet til den nye rute, hvor retningen på mange måder er stukket ud gennem de valg, jeg har truffet, men hvor terræn og omgivelser er nye, og hvor jeg finder ud af, hvad jeg har i 40+ rygsækken i takt med, at jeg bevæger mig fremad.

Jeg er i gang med mange ting, men det er der jo ikke noget nyt i, og selvom noget af det kræver en indsats, er det gode forandringer over hele linjen. Men jeg føler mig stadig .. fjern. Og drænet.

Det mærkelige er, at mit humør egentlig ikke er påvirket. Jeg er ikke ked af det, vred eller fyldt med håbløshed; bare lidt distanceret til verden omkring mig.

Måske handler det om, at jeg er sådan et menneske, der justerer mit ambitionsniveau efter mit overskud, og derfor aldrig når til den pause, jeg forventer vil komme?

Jeg mærker det tydeligt i forhold til, at der er nogle ting, som jeg simpelthen ikke kan tage mig sammen til. Min have giver mig kronisk dårlig samvittighed, og jeg synes hele tiden, jeg kommer i tanke om noget, jeg også burde gøre. Jeg øver mig i at huske, at alting forløber i cyklusser, for i min mentale tilstand føles det som om, noget tungt bliver løftet af mine skuldre, når en opgave er løst – for derefter at lande der igen, når opgaven så laver den her:

Som f.eks. græs der gror. Og biler, der bliver beskidte, mad, der skal laves og vinduer, der skal vaskes.

Men trods alt lytter jeg nu, når jeg får besked fra motherboardet om, at der ikke er mere ledig kapacitet, hvilket betyder, at jeg hverken falder så hårdt eller ligger så længe, som jeg gjorde for bare 5 år siden. Hver gang jeg står over for noget, jeg er nødt til at gøre eller løse, tænker jeg: “Hvad er den mindste del af opgaven?” og så starter jeg med den. Nogle dage når jeg ikke videre, andre dage viser det sig, at bilen godt kan køre, når den først er skubbet igang.

Jeg hørte for nyligt én, der af en feministisk terapeut var blevet anbefalet “to sit on it for a circle” og det ramte noget i mig. Det her med, at man, når man, tvunget eller frivilligt, ændrer vaner og mønstre, er nødt til at give det tid. Både ift. at mærke det, men også ift. at snakke om det. Egentlig forstår jeg alting bedst ved at tale/skrive om det, fordi min proces typisk sker gennem ord, men jeg kan godt mærke, at jeg, når jeg gør det, måske lader tingene blive på hjerneplan, så jeg bliver formidler af noget, i stedet for at hive det ned i kroppen og hjertet og selv blive en del af processen.

Så det er det, jeg gør lige nu. Sidder.

Og det er forklaringen på, hvorfor der for tiden ikke er plads til så forfærdelig meget andet.

10 august 2019

M2019, uge 32

Linda M20XX 16

I den forgangne uge har jeg:

Samkørt med en veninde til Lego-land; noget, jeg ellers ikke har været ret god til at gøre. Når jeg har børnene med, har jeg indtil nu prioriteret, at vi skal kunne komme hjem, hvis børnene pludselig får nok/bliver syge, og jeg kan, hånden på hjertet, godt få lidt klaustrofobi af at være taget til fange og være afhængig af, at alle skal blive enige om exit-tid. Men børnene er ved at være så store/robuste nu, at jeg egentlig gerne vil begynde at lære dem kompromisset kunst, og så er samkørsel, set med klima-øjne, det eneste, der giver mening.

Endelig fundet en ost, som jeg får spist, når jeg køber den som blok og ikke i skiver.

Min hjerne ved godt, at det med forskellen i kilopris nærmest er idioti at købe ost i skiver, men det her er én af dem, hvor erfaret virkelighed trumfer intellekt. Jeg H-A-D-E-R at fistre med ost. De der vokssider får min hud til at krympe et nummer, jeg har ingen bokse, der passer til ost, og derfor opbevarer jeg den altid i en pose, som bliver helt hvid og klam på indersiden, og alt ved konceptet frastøder mig. Derfor har jeg erkendt, at det – trods alt – giver mere mening at købe ost, der bliver spist, end ost, der lider en langsom, stille død bagerst i køleskabet, og så må jeg betale mig ud af mit ubehag.

Men i sidste uge var jeg ude at handle og den ost, jeg skulle bruge var udsolgt. Jeg GAD ikke skulle til at lave flere pitstops ved andre butikker, og derfor tog jeg en cheasy blok-ost. (Ikke spons). Og der er sgu nogen i design-afdelingen hos Arla, der skal have lønforhøjelse, for den kommer i en boks, der slutter tæt og derfor kan bruges til opbevaring (OG boksen bliver ikke klam, fordi osten ikke gnider sig kælent op af siden), der er ingen voks-sider på (praised be!) og som prikken over i’et, er den pakket ind i noget papir-ish, der er perforeret, så det kan rives af, helt problemfrit, i takt med, at man spiser osten.

Kæmpe fan, lige her.

Opdaget at der findes en lokal Stop madspildsgruppe i Esbjerg. Det kom sig af, at jeg havde lavet ris-ruller til børnene og mig, og det var der ingen af os, der sådan rigtig elskede. (Jeg har efterfølgende fået voksen-skæld ud over min fremgangsmåde, så vi er nu alle enige om, at det er min skyld, at de blev slimede og umulige at samarbejde med). Men jeg stod med en åbnet pakke rispapir, og vidste med 1000% sikkerhed, at det ville vi ikke få spist. Og jeg kender ikke lige nogen hernede, der var oplagte aftagere.

Jeg kom derfor til at tænke på, at det ville være virkelig smart med en lokal fb-gruppe, hvor man kunne forære den slags væk. Jeg lavede et opslag på min egen fb-side, og spurgte, om mine byfæller troede, at Esbjerg var klar til den slags tiltag – og det viste sig, at nogen var kommet mig i forkøbet, og at gruppen allerede eksisterede. Esbjerg: Douze points.

Jeg meldte mig straks ind, og hev en håndfuld mennesker med mig i faldet, men jeg kan godt se, at gruppen desværre er lidt død. Uden at jeg ved det med sikkerhed, har jeg en fornemmelse af, at der findes to slags madstoppere; den nye og den gamle generation. Og jeg tror måske, at der er mange af de gamle her? Dem, der forærer portioner af færdiglavet mad væk, og hvor jeg sagtens kan se, at det giver mening, ser jeg bare ikke mig selv køre tværs igennem byen efter noget sammenkogt ret, jeg ikke aner, hvad indeholder. Heller ikke selvom tanken er både fin, logisk og sympatisk.

Men jeg håber, at gruppen stille og roligt kan udvikle sig til at blive et sted, hvor ny-åbnede pakker ris-papir, de to liter mælk, der ikke kan holde til man kommer hjem fra sin forlængede weekendtur, de ting, man finder i skabet, og kan se, at man ikke kan nå at spise, og de to poser frossen grønt, man er nødt til at skille sig af med, så der er plads til sammenkogt ret i fryseren, kan smides up for grabs.

7 august 2019

Den Gamle Dame & Nettet

Linda Alvorligt talt 18

I forlængelse af mine M2019 indlæg kom jeg forleden til at tænke over, at det egentlig er mærkeligt, at jeg med mit fokus på downsizing og bevidst forbrug, ikke har det sværere med min telefon og tiden, jeg bruger på internettet, end jeg har. For umiddelbart ville min tanke være, at et ønske om mindre skærmtid ville være en naturlig udløber af forsøget på at være mere til stede i mit eget liv. Men når jeg støder på artikler om digital detox er det ikke noget, der taler ind i et ‘burde’ i mig, og det kom jeg til at undre mig over.

Efter en del grublen, nåede jeg frem til, at det handler om, at internettet for mig er et vindue ud til verden; måske specielt fordi jeg bor alene med mine børn. Internettet og de sociale medier for mig er underholdning, stof til eftertanke og relationer, som ikke er mindre virkelige, end dem, jeg har i kød og blod. Ofte får cyber endda en understøttende effekt i mine venskaber, fordi det fungerer som livline, så vi stadig kan bevare venskaber, der ellers ville være gledet ud, og dermed være reel, værdifuld støtte for hinanden, når det brænder på, fordi vi ikke skal arbejde os igennem hele bunken af ‘hvordan går det med dit nye arbejde’ og ‘havde I en god konfirmation?’ før vi kan kaste os over det, vi kæmper med.

Det hører med til historien, at jeg ikke er en af dem, der bliver ramt af sammenligningsblues, eller føler, at jeg bliver konfronteret med egne mangler, når jeg ser andres overflod. Det er ikke et resultat af en speciel modstandsdygtig personlighed, eller tilfredshed over alt ved mig selv, men for mig er de glitrende typer så uvirkelige, at det ikke føles som om, vi tilhører samme race. For mig bliver den kulisse-agtige setting så tydelig, når det hele fremstilles i højglans og blomsterkranse, at det ville svare til at sammenligne mig selv og mit liv med hovedpersonen(s) i en bog.

Det betyder ikke, at jeg ikke tænker over, hvordan jeg bruger internettet, men for mig går skillelinjen det samme sted for dét, som det gør for mad, alkohol, mænd og alle andre typer af rusmidler: Så længe, man bruger det, fordi man har lyst til lige præcis det, man står med i hånden, er det fint. Når man begynder at bruge det, for det sted, det tager én hen; at bruge det, for det det gør, og ikke det det er, skal man høre alarmklokkerne ringe. Men stadig kun, hvis det er hver gang, det er tilfældet.

For sagen er, at jeg faktisk synes, at det er ok at fjerne fokus fra nuet fra tid til anden. Det betyder ikke, at man ikke er, hvor man skal være, eller at man skal kulegrave sit liv og finde frem til undertrykte ønsker og drømme, man straks skal gå i gang med at udleve. Hvis man stirrer ind i solen for længe bliver man blind, og man kan sagtens trives i det liv man har, uden at knuselske alle faser af det. Man kan sagtens elske at være mor, uden at elske samtlige af de opgaver, der følger med titlen. Man kan trives og vokse i sit job, uden at føle elektriske stød af begejstringen over hver eneste opgave, der lander på skrivebordet, og man behøver ikke revolutionere sit liv hver eneste gang, man støder på noget, der er kedeligt, monotomt eller svært. Jeg hørte forleden udtrykket “to meet life on lifes terms” og det synes jeg giver utrolig meget mening ift. at der *vil* være tinder og dale, uanset hvilken vej man vælger. Og for mig er det lidt en katolsk tilgang til det, at man skal stå alt igennem med stoisk ro og åbne øjne. Så længe man, i det store og hele, er tilfreds, bliver det ikke mig, der peger fingre af lidt eskapisme.

Det, jeg til gengæld kan mærke har ændret sig de senere år, er *hvordan* jeg færdes på nettet. Da jeg var yngre, strakte jeg mig virkelig langt for at binde sløjfer og forklare, og det sugede utrolig meget tid. Det gør jeg ikke længere. I dag vil jeg have lov at bruge internettet på mine egne betingelser, som kan koges ned til, at det skal være noget, der giver mere end det tager. Jeg tænker tit på et udtryk, min veninde Linda og jeg brugte meget for år tilbage: “En ringende telefon er en invitation til en samtale, man ikke behøver sige ja til”. Det gælder også på internettet. Man er ikke forpligtet til at svare mennesker, der bevidst søger konfrontation og drama, man må gerne lukke ting ned i sit eget kommentarfelt, og man kan hverken være enig eller gode venner med alle. Og selvom man lige i øjeblikket oplever en altopslugende trang til at råbe ind i ansigtet på folk, at de er ignorante og afstumpede, så skal man huske at lave lakmusprøven “Er det tilfredsstillelsen værd at trække det her med ind i resten af dagen?” Det er det sjældent. Og det kommer man til, hvis man lader sig falde ned i kaninhullet, og ofrer en hel dag på at skændes med et menneske, man aldrig kommer til at møde i virkeligheden.

Så konklusionen på alle tankerne blev, at jeg måske alligevel har taget noget af det, jeg de senere år har lært, med over i mit cyberliv?

Enten det, eller også er jeg bare blevet ældre.

4 august 2019

M2019, uge 31

Linda M20XX 13

I den forgangne uge har jeg:

Købt et Ole Henriksen hudpleje-kit brugt. Umiddelbart virker den slags ikke særlig oplagt at overtage fra andre, men fordi jeg er kommet så langt ind i vanen med lige at tjekke, om noget mon kan findes brugt, inden jeg går ud og køber det, tænker jeg ikke engang over det mere, når jeg lige løber Tradono/Marketplace igennem. Og egentlig var jeg bare inde for at snuse lidt, for jeg havde ikke forestillet mig, at det ville være indenfor budgettets rammer. Men det viser sig, at der er ret mange, der har den slags sat til salg, hvor det er helt nyt/stadig plomberet, så nu har jeg for sølle 100 kr. erhvervet mig både rens, fugt og scrub i små størrelser fra samme OH-serie for 100 kr. Planen er at forsøge at gøre det med alle 4 serier, så jeg kan teste, hvilken en af dem, der passer til min hudtype, og ikke ender med at ønske mig/købe en dyr serie i normalstørrelse, som ikke passer til min hud.

Lavet madplan ud fra, hvad jeg havde i køleskabet af rester fra sommerferien, så jeg har fået det hele brugt.

Lavet en hjemmelavet shimmer-lotion af min helt almindelige fugtighedslotion, som jeg har drysset en lille smule guldstøv i, der egentlig er tænkt som lir til øjnene, men som drysser så meget, at jeg faktisk ikke helt forstår, hvad L’Oreal har tænkt på. Jeg elsker, at jeg har fundet noget at bruge det til, og cremen er SÅ fin på arme og ben, nu hvor jeg har fået en lille smule farve.

Købt 8 Beyblades og 2 baner til Anton på Marketplace. Han er pludselig begyndt at lege helt vildt med sine BB igen, og har også fundet ud af, at trampolinen kan bruges som kæmpebane udenfor, så det er noget, både han og Frida får virkelig mange timer til at gå med. Da den ene af hans nuværende baner gik i stykker, blev han noget så ulykkelig, så næste dag, da han kom hjem fra udflugt, havde jeg linet de nye skatte op på gulvet til ham, og han besvimede nærmest af begejstring. De har leget – og sovet – med tingene siden.

Jeg synes, at brugt legetøj giver så utrolig god mening, når der er noget, der lige hitter her og nu. For hvis jeg havde insisteret på, at han skulle ønske sig en ny bane til jul eller fødselsdag, ville jeg have ødelagt det legeflow, han/de er i lige nu, og det synes jeg sgu også lidt er et selvmål. Men at gå ud og købe det hele fra nyt, var bare heller ikke en mulighed – og selvom det var, ville det – som alle, der er omkring børn ved – ikke være første gang, en interesse fortog sig fra den ene dag til den anden.

1 august 2019

I øvrigt:

Linda I øvrigt/Siden sidst/Top 5/lister 58

*Støvsugede jeg i går mine vindueskarme, fordi livet på landet = fluer, og på badeværelset kunne jeg ikke overkomme den enorme anstrengelse det var at flytte nøglen til døren, som lå i hjørnet af karmen. Det viser sig at være rigtigt, når de siger, at dovenhed ikke betaler sig. Ffs.

*Skal jeg på vegne af mødre til børn med specifikke kostpræferencer til alle bagere sige: Ja tak til navne som ‘trekornsbrød’ og ‘gulerodsbrød’. Nej tak til ‘mandagsbrød’, ‘Athenabrød’ og ‘smølfebrød’.

*Så jeg forleden filmen “Mother!” på Netflix, og hvis man er det mindste til symbolik, Polanski og Rosemary’s baby, er det bare at komme igang. Den er fuldstændig bims og stikker i alle retninger, men castet er perfekt og den er umulig at ryste af sig. Jeg forsøger stadig at afgøre, om den vil sige noget om det gamle testamente, klimakrisen eller Justin Bieber/Kardashian-kulturen.

*Er jeg utrolig åben for forslag til kyllingefrikadeller, der består den svære kombinationstest af både at smage af noget, og samtidig at være relativ faste i strukturen. Anyone?

*Skal jeg også lige, nu vi er igang med at drive rovdrift på jeres erfaringer, høre, om nogen kan anbefale bestemte mærker af alkoholfri vin? De gange, jeg er stødt på det under mine graviditeter, har det haft en grundnote af saftevand med et strejf af sure tæer.

*Bider jeg blodårerne ud af armen på mig selv, hvis DMI én gang til laver “Sagde vi regn? Haha, nå ok. Our bad. Vi mente høj luftfugtighed” på mig.

*Er jeg rystet i min grundvold over, hvor meget éns cyklus går amok i takt med, at man bliver ældre. I dag har jeg f.eks. så meget vand i kroppen, at jeg ikke kan få mine øreringe i #NextLevel

*Var jeg forleden for første gang i en af de vaskehaller, hvor man skal blive siddende i bilen, mens den kører igennem. Hvorfor er der ingen, der har sagt, at man bliver både sø- og køresyg af det?!

*Fik jeg af min yndlingskammerat tilsendt et spaophold, mom-edition, i form af et Ole Henriksen “Hyggekit”, og nu kan jeg ikke gå tilbage. Sidst jeg brugte OH, var jeg.. hvad? 22? og i den alder gør huden jo, hvad man beder den om, selvom man vasker den i sulfo og smører den med motorolie. 40+? Not so much. Min hud opfører sig nu to gange om dagen sådan her: