I øvrigt:

*Støvsugede jeg i går mine vindueskarme, fordi livet på landet = fluer, og på badeværelset kunne jeg ikke overkomme den enorme anstrengelse det var at flytte nøglen til døren, som lå i hjørnet af karmen. Det viser sig at være rigtigt, når de siger, at dovenhed ikke betaler sig. Ffs.

*Skal jeg på vegne af mødre til børn med specifikke kostpræferencer til alle bagere sige: Ja tak til navne som ‘trekornsbrød’ og ‘gulerodsbrød’. Nej tak til ‘mandagsbrød’, ‘Athenabrød’ og ‘smølfebrød’.

*Så jeg forleden filmen “Mother!” på Netflix, og hvis man er det mindste til symbolik, Polanski og Rosemary’s baby, er det bare at komme igang. Den er fuldstændig bims og stikker i alle retninger, men castet er perfekt og den er umulig at ryste af sig. Jeg forsøger stadig at afgøre, om den vil sige noget om det gamle testamente, klimakrisen eller Justin Bieber/Kardashian-kulturen. 

*Er jeg utrolig åben for forslag til kyllingefrikadeller, der består den svære kombinationstest af både at smage af noget, og samtidig at være relativ faste i strukturen. Anyone?

*Skal jeg også lige, nu vi er igang med at drive rovdrift på jeres erfaringer, høre, om nogen kan anbefale bestemte mærker af alkoholfri vin? De gange, jeg er stødt på det under mine graviditeter, har det haft en grundnote af saftevand med et strejf af sure tæer. 

*Bider jeg blodårerne ud af armen på mig selv, hvis DMI én gang til laver “Sagde vi regn? Haha, nå ok. Our bad. Vi mente høj luftfugtighed” på mig. 

*Er jeg rystet i min grundvold over, hvor meget éns cyklus går amok i takt med, at man bliver ældre. I dag har jeg f.eks. så meget vand i kroppen, at jeg ikke kan få mine øreringe i #NextLevel

*Var jeg forleden for første gang i en af de vaskehaller, hvor man skal blive siddende i bilen, mens den kører igennem. Hvorfor er der ingen, der har sagt, at man bliver både sø- og køresyg af det?!

*Fik jeg af min yndlingskammerat tilsendt et spaophold, mom-edition, i form af et Ole Henriksen “Hyggekit”, og nu kan jeg ikke gå tilbage. Sidst jeg brugte OH, var jeg.. hvad? 22? og i den alder gør huden jo, hvad man beder den om, selvom man vasker den i sulfo og smører den med motorolie. 40+? Not so much. Min hud opfører sig nu to gange om dagen sådan her:

Slayyyy!

Published by

54 Replies to “I øvrigt:

  1. I Sverige kan man købe alkoholfri bobler fra en producent der hedder Richard Julin. Det er noget af det bedste alkoholfri vin jeg har smagt. På niveau med en hæderlig Cava. Tror måske Løgismose forhandler den her i Danmark.

    Jeg har aldrig fundet en god alkoholfri rødvin. De smager af dårlig sød saftevand. Men man kan nogle gange være heldig og falde over en ok alkoholfri hvid, uden at jeg kan huske navne.

      1. Ok, alt ved det set-up ser lækkert ud. Prisen er lidt hidsig, men til en særlig lejlighed er det rart med et reelt alternativ. Tak.

  2. Kyllingefrikadeller.
    Til 400 g hakket kylling:
    1 æg
    1 dl havregryn
    Et spsk fintrevet løg
    Finthakkede soltørres tomater
    Et fintsnittet forårsløg
    Salt og peber.
    Blandes og trækker en time inden de steges.
    Kan også formes til bøffer til burgers. Mums🙂

  3. På jobbet har jeg smagt denne alkoholfri mousserende vin: Le Petit Chavin Sparkling. Den var virkelig god! Den fås også som rosé, men den ved jeg ikke, hvordan smager. Rød uden alkohol har jeg ikke smagt siden jeg var gravid (for 15 år siden) og det var ikke en succes.

  4. Prøv med lidt hakket frisk salvie i kyllingefrikadellerne – det går dem til at smage FANTASTISK!

  5. Alkoholfri øl er et hit!! Hvis du er til hvedeøl generelt, er det også ret fantastisk uden procenter. Læsker meget når det er varmt, og man bliver ikke så øllet og oppustet af det.

    Og Ole Henriksen – I hear you!! Jeg bare elsker alt hvad han lavet. Min midaldrende hud opfører sig helt eksemplarisk når OH er ind over.

    1. Jeg har været igang med Ole i lidt over en uge, og jeg kan se ægte forskel. Det ville en tvivler som jeg ALDRIG have troet.

      Og hvedeøl er noteret. Hvilke er de bedste?

      1. Min mands favorit er fra Erdinger (blå dåse). Den er ofte på tilbud i Poetzsh eller hos Sky i Flensborg:-).

      2. Enig med Mettes mand. Erdinger Alkoholfrei er den bedste alkoholfrie hvedeøl. Køb den syd for grænsen, meget billigere. Erdinger har også lavet to varianter med grape og citrrud frugt – de er også gode 🙂

  6. Jeg kommer hvidløg, revet løg, revet gulerod og revet squash i. Sant æg, havregryn, 1 skvat danskvand, salt/peber og evt chili i mine kyllingefrikadeller.
    Ammenam, nu ved jeg hvad vi skal have til aftensmad🤣
    Knus B😘

    1. Det lyder meget som den opskrift, jeg prøvede. Der var godt nok også hytteost i, så måske var det kombinationen af dét og en ualmindelig velvoksen squash, der fik dem til at blive MEGET løse i det. Jeg har set dansk vand i flere forskellige opskrifter. Det har jeg spekuleret meget på, hvorfor man tilsætter. Har det nogle særlige egenskaber i madlavning?

      1. Jeg ved, at danskvand/øl i pandekager er med til at gøre dem mere sprøde ved stegning. Måske det er den samme magi, der tænkes ind over i frikadeller?
        Personligt kan jeg se forskellen i pandekagerne, men har endnu ikke fået deller, hvor det samme var tilfældet.

    1. Støvsugning af alle flader har ALDRIG gjort noget forkert! Men jeg bandede godt nok stygt over mig selv, da jeg i 600 graders varme måtte stå og rode rundt i en opklippet, fyldt støvsugerpose:(

  7. Så må jeg hellere se Mother, den var på min liste, men jeg var lidt i tvivl om det.
    Kyllingefrikadeller, der har jeg nogle gange hældt det brev frikalet til frikadeller i, det giver god smag.

    1. Min kammerat sagde faktisk det samme, så det får også et skud. Findes der en særlig variant til kylling eller det one size fits all?

      Det er snart en uge siden, jeg så mother! og den har væltet rundt i hovedet på mig siden. Det er længe siden, jeg har set en film, der har formået dét.

  8. Jeg har aldrig nogensinde smagt en alkoholfri vin, jeg havde lyst til at drikke igen. Alkoholfrie øl kan i nogle tilfælde være udmærket, især de tyske.

    Og mht DMI og deres forudsigelser, så vil jeg gerne være med til at klage. I flere dage fik jeg den ene dommedagslignende notifikation om skybrud og kraftig regn efter den anden uden at der skete noget som helst. Peter og ulven, siger jeg bare! Nu er vi så i gang med dag to med almindeligt irriterende dagsregn og jeg har fået forbud mod at klage, da jeg selv havde bedt om regn til haven. #midaldrendeproblemer

    Jeg har det svært med Ole Henriksen i almindelighed – den mand er simpelthen for happy for mit mavesure mig – og jeg kan ikke kapere den ret skrappe parfumeduft.

    Det her er min yndlingsopskrift på kyllingefrikadeller: http://www.newyorkerbyheart.com/2012/09/chick-on-a-stick-kyllingekodboller-a-la-sticks-and-sushi.html

    1. Jeg har altid syntes, at Ole H virkede påtaget, når jeg så ham i tv, for ingen – ingen! – kan være så glad hele tiden. Men så fik jeg fornøjelsen af ham i embeds medfør et par gange, og jeg er totalt omvendt. Jeg er virkelig vild med ham, og jeg forstår til fulde, hvorfor han har fået den succes, han har.

      De kyllingefrikadeller lyder så sygt lækre, at jeg har lyst til portion LIGE nu. Men det lyder også som en lidt omstændig omgang med det damperi. Gør du det, når du laver dem, eller findes der en snydeløsning?

      1. Jeg tvivler ikke på at Ole H virkelig er en super happy person og at han virkelig er sådan, men jeg får alligevel lyst til at slå ham lidt. Men det er bare mig og jeg under ham al hans succes. Jeg kan bare ikke personligt lide hans produkter fordi duften er så stærk.

        Det er ret lang tid siden jeg har lavet dem (Big mistake. Huge!), men ja – for så bliver de faste og får den der yummi konsistens. Jeg damper dem bare i en sigte over en gryde. Det ér lidt besværligt, ja, men jeg elsker dem! Så kom der lige lidt Ole-begejstring i kommentaren alligevel. 😜

        1. I LOVE it😄😄👏🏼👏🏼 Og det var præcis den slags genvej, jeg var på jagt efter. Alle de der gryder og fade gjorde mig en lille smule svedt😬

  9. Vaskehaller, tell me about it! Som meget genert, meget autoritetstro og meget talentløs køreskoleelev tog jeg mod til mig på min sidste køretime og spurgte om ikke jeg skulle lære ‘det der med motoren’. Nåja, sagde læreren og kørte os i vaskehal, hvor han så forklarede … noget … mens helvede brød løs udenfor.

    1. Da de der ruller kørte tilbage, mens bilen holdt stille, havde jeg 5 lange sekunder, hvor jeg blev oprigtigt bange for, om jeg skulle gøre Anton kunsten efter og dekorere min bil i bræk. SHIT, jeg blev svimmel af det.

  10. Hvad er faste frikadeller? Jeg har aldrig hørt om løse, men har til gengæld hørt om, at være løs i kødet!, men ellers mast kylling og æg, stivelse (mel, havregryn, en rest tørt hvidt brød, rasp, en rest moste kogte bønner/kikærter/kartofler, kartoffelmospulver ect.) og væske: Mælk, fløde, dansk vand, grøntsagssaft, grøntsagskogevand). Revne grøntsager (de våde som quash tørsteges på panden uden at blive brune og gør det evt. dagen inden) mindsker væsketilsætningen.

    Krydringen: Altid revent løg, salt og peber og ellers tænk regionalt:

    Mellemøsten (spidskommen, hvidløg, chili, persille, citronskal).

    Marokko (spidskommen, kanel, ingefær, rosiner/abrikos, eller mandler mm.).

    Sverige (tyttebær(syltetøj), kantarelller eller dild.

    Italien (hvidløg, oregano/merian, basilikum, mozzarella).

    Græsk (feta, hvidløg, merian, ouzo😂).

    Indisk (karry, ingefær, hvidløg, kogte moste kikærter, reven rå blomkål og ..)

    Thai (grøn eller rød karry, ….)

    Engelsk – jeg har ikke prøvet det (mere stivelse, tomatketchup, sennepspulver) og med gyldenbrøndkartofler og Hellmanns mangekalorierdyppelse.

    Med ost og pizzakrydring.

    Med finthakket spinat, reven ost og hvidløg.

    Kyllingefarsbrød: Form den faste krydrede fars til et brød (evt. med tern af lår/bryst i midten), kom evt. pesto eller lign. på oversiden, dæk med bacon/lufttørret skinke og i ovnen.

    Mvh. og god appetit

    1. Ej, men det her er da alle ‘not-all-heroes-wear-capes’-kommentarers moder! TAK!!

      Og særlig tak for tippet om at stege squashen af. For jeg tror måske, det er det, der er gået galt med dem, jeg har forsøgt mig med. Farsen er blevet for våd, og selvom jeg har prøvet at tilsætte både rasp og gryn, og har ladet dem trække, så væden kunne opsuges, endte de alligevel med at blive en slasket omgang, som bliver svære at stege, fordi de falder fra hinanden. Og da jeg bruger dem til madpakken, bliver det ekstra irriterende, at det nærmest ikke kan hænge sammen.

      Kæmpe tak for inspiration <3

    1. Jeg har netop i dag købt en bakke friske jalapenos, som jeg skal bruge til en green godess-dressing, og der er for mange i. Det kunne jeg passende udnytte til de her, for de ser gode ud. Og hvor er det SYGT smart, at opskriften er delt op ift. hvornår man skal tilberede!

  11. Der findes flere alkoholfri hvidvine, der smager fint. Gå evt. til en vinhandler. Alkoholfri rødvin har jeg aldrig haft nogen succes med – eller hørt om nogen, der har haft… Så det er nok bare no-go. Til vores bryllup serverede vi alkolholfri Asti til de gravide og ammende. Den blev udsolgt, og rygterne sagde, at den var super god.

  12. Kyllingedeller med spidskål og timian
    1 pk kylling
    1-2 æg
    1/4 spidskål
    Løg
    Salt og peber
    En anelse mælk
    Lidt mel/havregryn
    Ca 1 tsk tørret timian

    Jeg plejer at minihakke løg og spidskål, og man kan gemme uendelig meget spidskål i dem. Jeg plejer ikke at have problemer med at få dem til at hænge sammen, men skru op for æg og ned for mælk, tror jeg.

    Jeg tilslutter mig i øvrigt det med de gode tysk alkoholfrie øl. Min favorit er Clausthaler (købt i Irma, som jeg godt ved ikke findes i Esbjerg). Frexinet har iøvrigt nogle ok alkoholfri bobler. Kan fx blandes med Aperol (11%) og danskvand til næsten alkoholfri drinks 😉

    1. Tjek! Og det giver mening med spidskål, fordi det er mindre vandholdigt end squash. Tak for tip⭐️

      1. Nu er jeg så doven, at jeg ikke har læst de opskrifter, der henvises til, men tricket med squash i mad plejer at være, at de rives Og vrides hårdt i et viskestykke, så man får meget af vandet ud.
        Jeg plejer at komme mandler, citronskal, persille og chili i for at få god smag.

        1. Ah! Dét var en livredning, det der. Tak for det!

          Og det lyder som en superlækker kombination. Det skal også prøves.

    1. Jeg kom både rasp og havregryn i, men lige lidt hjalp det. Jeg kan dog se på alle opskrifterne, folk linker til, at synderen nok har været den squash, str. XXL, jeg rev og kom i:-D

    1. Hun laver SÅ meget godt, og de her ser også lækre ud! Jeg har bogmærket det her indlæg, og så tror jeg sådan set bare, jeg starter fra en ende af:)

  13. Jeg ved godt, det var vin, du efterlyste, men jeg har faktisk kun fået elendig alkoholfri vin. Til gengæld er min kæreste efter længere hjernerystelsesperiode blevet ekspert i de gode øl uden. Den allerbedste er Mikellers Drink’in in the sun, men den er også DYR. Carlsberg Nordic Ale er bedre end alko-fri Gylden Bryg og Pilsner og tit på bud. Og så har jeg købt et par gode i Lidl fra deres samarbejde med Wassim H. De koster 15 kroner stykket, og især den med lav alkohol med citrus var lækker og læskende. Men dem helt uden var også gode…

    1. Perfekt. Jeg kan godt begynde at se, at man måske skal satse på øl, fremfor vin, så dejligt med nogle konkrete mærker. Tak for det.

  14. I forhold til kyllingefrikadellerne: Løg revet på den fineste side af et rivejern (hvilket er den ENESTE måde at putte løg i frikadeller, har lært det af min farmor der har lært det på kogeskolen i 1930’erne 😳), salt og peber og andre lækre krydderier, et skvæt mælk og så havregryn til du har en passende fast konsistens. Steges i smør på en pande. Voilá! 😘

    1. Åh, jeg HADER de der frikadeller, der nærmest kommer med løgbåde, så jeg er helt med farmor her:)

      Og jeg tror måske bare, jeg blev revet med af stemningen, og kom for mange våde ingredienser i (squash og hytteost), så selvom der både var gryn og rasp i, var det ikke nok til at opsuge væden. Din opskrift ligner den, jeg bruger til alm. frikadeller, og det er nok en god ide at læne sig lidt mere op ad den, når jeg free styler:)

  15. Alkoholfrie øl! De gode af dem smager af rigtig øl – og så har de meget få kalorier, så jeg tager dem selv gerne frem for fx sodavand. Og smider evt. lime eller citron i.

    1. You had me at ‘få kalorier’:-D Jeg har nu prøvet at købe de første, jeg er stødt på (Nordic), og jeg er positivt overrasket. Jeg havde bare troet, at de var langt mere kalorietunge, end tilfældet er. Det er en af de gange, hvor det var rart at tage fejl:)

  16. Et alternativ til rødvin kan være ren blåbærsaft. Det har lidt samme farve og dybe lidt syrlige smag som vin…men uden alkohol. Og farven gør at det i et vinglas føles helt rigtigt og ikke som når man sidder der og drikker noget helt andet. Det skulle også være sundt er tilgengæld ret dyrt så vidt jeg husker.

    1. Den kommer straks på listen! Tak for tip:) Indtil nu har jeg også flest point til rosé med bobler. Det er, som om kulsyren får det til at smage lidt af velkomstdrink, selvom der ikke er procenter i:)

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.