Den Gamle Dame & Nettet
I forlængelse af mine M2019 indlæg kom jeg forleden til at tænke over, at det egentlig er mærkeligt, at jeg med mit fokus på downsizing og bevidst forbrug, ikke har det sværere med min telefon og tiden, jeg bruger på internettet, end jeg har. For umiddelbart ville min tanke være, at et ønske om mindre skærmtid ville være en naturlig udløber af forsøget på at være mere til stede i mit eget liv. Men når jeg støder på artikler om digital detox er det ikke noget, der taler ind i et ‘burde’ i mig, og det kom jeg til at undre mig over.
Efter en del grublen, nåede jeg frem til, at det handler om, at internettet for mig er et vindue ud til verden; måske specielt fordi jeg bor alene med mine børn. Internettet og de sociale medier for mig er underholdning, stof til eftertanke og relationer, som ikke er mindre virkelige, end dem, jeg har i kød og blod. Ofte får cyber endda en understøttende effekt i mine venskaber, fordi det fungerer som livline, så vi stadig kan bevare venskaber, der ellers ville være gledet ud, og dermed være reel, værdifuld støtte for hinanden, når det brænder på, fordi vi ikke skal arbejde os igennem hele bunken af ‘hvordan går det med dit nye arbejde’ og ‘havde I en god konfirmation?’ før vi kan kaste os over det, vi kæmper med.
Det hører med til historien, at jeg ikke er en af dem, der bliver ramt af sammenligningsblues, eller føler, at jeg bliver konfronteret med egne mangler, når jeg ser andres overflod. Det er ikke et resultat af en speciel modstandsdygtig personlighed, eller tilfredshed over alt ved mig selv, men for mig er de glitrende typer så uvirkelige, at det ikke føles som om, vi tilhører samme race. For mig bliver den kulisse-agtige setting så tydelig, når det hele fremstilles i højglans og blomsterkranse, at det ville svare til at sammenligne mig selv og mit liv med hovedpersonen(s) i en bog.
Det betyder ikke, at jeg ikke tænker over, hvordan jeg bruger internettet, men for mig går skillelinjen det samme sted for dét, som det gør for mad, alkohol, mænd og alle andre typer af rusmidler: Så længe, man bruger det, fordi man har lyst til lige præcis det, man står med i hånden, er det fint. Når man begynder at bruge det, for det sted, det tager én hen; at bruge det, for det det gør, og ikke det det er, skal man høre alarmklokkerne ringe. Men stadig kun, hvis det er hver gang, det er tilfældet.
For sagen er, at jeg faktisk synes, at det er ok at fjerne fokus fra nuet fra tid til anden. Det betyder ikke, at man ikke er, hvor man skal være, eller at man skal kulegrave sit liv og finde frem til undertrykte ønsker og drømme, man straks skal gå i gang med at udleve. Hvis man stirrer ind i solen for længe bliver man blind, og man kan sagtens trives i det liv man har, uden at knuselske alle faser af det. Man kan sagtens elske at være mor, uden at elske samtlige af de opgaver, der følger med titlen. Man kan trives og vokse i sit job, uden at føle elektriske stød af begejstringen over hver eneste opgave, der lander på skrivebordet, og man behøver ikke revolutionere sit liv hver eneste gang, man støder på noget, der er kedeligt, monotomt eller svært. Jeg hørte forleden udtrykket “to meet life on lifes terms” og det synes jeg giver utrolig meget mening ift. at der *vil* være tinder og dale, uanset hvilken vej man vælger. Og for mig er det lidt en katolsk tilgang til det, at man skal stå alt igennem med stoisk ro og åbne øjne. Så længe man, i det store og hele, er tilfreds, bliver det ikke mig, der peger fingre af lidt eskapisme.
Det, jeg til gengæld kan mærke har ændret sig de senere år, er *hvordan* jeg færdes på nettet. Da jeg var yngre, strakte jeg mig virkelig langt for at binde sløjfer og forklare, og det sugede utrolig meget tid. Det gør jeg ikke længere. I dag vil jeg have lov at bruge internettet på mine egne betingelser, som kan koges ned til, at det skal være noget, der giver mere end det tager. Jeg tænker tit på et udtryk, min veninde Linda og jeg brugte meget for år tilbage: “En ringende telefon er en invitation til en samtale, man ikke behøver sige ja til”. Det gælder også på internettet. Man er ikke forpligtet til at svare mennesker, der bevidst søger konfrontation og drama, man må gerne lukke ting ned i sit eget kommentarfelt, og man kan hverken være enig eller gode venner med alle. Og selvom man lige i øjeblikket oplever en altopslugende trang til at råbe ind i ansigtet på folk, at de er ignorante og afstumpede, så skal man huske at lave lakmusprøven “Er det tilfredsstillelsen værd at trække det her med ind i resten af dagen?” Det er det sjældent. Og det kommer man til, hvis man lader sig falde ned i kaninhullet, og ofrer en hel dag på at skændes med et menneske, man aldrig kommer til at møde i virkeligheden.
Så konklusionen på alle tankerne blev, at jeg måske alligevel har taget noget af det, jeg de senere år har lært, med over i mit cyberliv?
Enten det, eller også er jeg bare blevet ældre.
7. august 2019 @ 16:37
Jeg tror, du har udmærket styr på dit skærmforbrug.
Min holdning til det er noget lignende. Mit helbred er ikke for godt, og derfor kommer jeg ikke særlig meget ud. Internettet giver mig kontakt med nogle flere personer end lige min ægtefælle, og det både han og jeg godt tilfredse med.
Misforstå mig ikke, hvis nogen mener, de bruger for megen tid på nettet, skal de da helt bestemt skære det ned til et passende niveau. Efter min mening skal de bare gøre det, hellere før end senere, frem for at snakke og skrive og missionere så meget om det …
7. august 2019 @ 18:45
Måske det er fordi, de håber, at de ved at skrive om det, kan inspirere indad, så det bliver lidt nemmere for dem selv? Jeg tænker ofte, at det må være motivet for mennesker, der skriver om at tabe sig. For mig ville det være den sygeste stressfaktor, men jeg tror, at det for nogen hjælper, at der sidder nogen derude og kigger med over skulderen.
7. august 2019 @ 16:41
Uh, det med at man ikke behøver at revolutionere sit liv hver gang noget går på tværs, hvis man ellers generelt er tefræj (jysk for tilfreds, hvis nogen skulle være i tvivl) – det er klogt skrevet, og noget jeg vil gøre mig umage for at huske på
7. august 2019 @ 18:43
Det er også en uvant fornemmelse, at den nemmeste løsning faktisk nok er den rigtige:-*
7. august 2019 @ 20:08
“Hvis man stirrer ind i solen for længe bliver man blind, og man kan sagtens trives i det liv man har, uden at knuselske alle faser af det.” – den sætning tror jeg lige, at jeg vil prøve at huske mig selv på…
8. august 2019 @ 18:46
Jeg fik så utrolig meget FOMO, da min veninde Lene døde, fordi jeg hele tiden syntes, at jeg skyldte hende at gøre noget helt ekstraordinært med livet, hver eneste dag. Men til sidst var jeg ved at eksplodere inde i hovedet over det, og det gav et fint perspektiv på, hvorfor hverdagen og de lange, flade strækninger er nødvendige, for hvis alt skal være fantastisk og mindblowing hele tiden, så bliver dét bare det nye nulpunkt.
Det har for mig været en vigtig lektie at lære – og at holde fast i.
10. august 2019 @ 21:32
Jeg har ikke mistet en veninde, så de følelser kender jeg heldigvis ikke – men jeg har selv haft en blodprop i hjernen skarpt efterfulgt af to års mørklagt smertehelvede pga en amøbe i øjet, der endte med en øjenamputation.
Og det giver solidt god tid til at tænke over, at man kun har ét liv, som man fandme ikke ved, hvornår ændres radikalt eller slutter.
Men for mig – og flere andre smertekronikere, jeg nu er kommet I kontakt med – er det ikke nødvendigvis det ekstraordinære og særlige, der er need to do now. Mit succeskriterium har hele vejen igennem været at lande lige midt i normalitet og hverdag med madpakker, arbejde, indkøb og småskænderier. Fordi det nemlig kan noget, som du skriver.
Og for mig blev SoMe en lillebitte krog i resten af verden.
11. august 2019 @ 19:09
Det er godt nok også én af de tunge, det der <3 Sorg og smerte er svært at sammenligne, fordi man jo af gode grunde kun ved, hvordan det føles for én selv, men det lyder som om, det er nogle af de samme tanker, vi har gjort os om livet og hverdagen og hvad vi gør med tiden, vi får <3
8. august 2019 @ 11:24
Jeg har det på samme måde. Dog har jeg på et tidspunkt aktivt valgt at downsize antallet af blogs jeg læser fordi nogle af dem simpelthen ikke gav mig noget positivt og jeg blev ved med at tænke, at skribenterne var irriterende. Jeg ville heller ikke drikke kaffe med en irriterende kollega hver dag, vel. Ikke fordi jeg nødvendigvis behøver at tænke at en blogger skal være en, jeg tror, jeg kunne være venner med i virkeligheden (det er kun nogle bloggere ❤️), men så skal der være noget andet – en der er god til at skrive, spændende indhold, et helt anderledes liv end mit eget osv.
Og jeg tror også, at vi alle kan have brug for noget virkelighedsflugt en gang i mellem, jeg bruger både strik, bøger og tv-serier på den måde. Og det er okay. Jeg synes ofte, jeg har erfaret, at ting, jeg går og tumler med på en eller anden måde løser sig når jeg distraherer min bevidsthed med noget andet, fx når jeg skal skrive en artikel el lign.
8. august 2019 @ 18:49
Haha – <3
Men det er simpelthen så underligt, at du skriver det, for jeg har netop diskuteret det med en anden veninde, det med, hvorfor man læser med på blogs, hvor man faktisk ikke har ret varme følelser for den, der skriver. Det er en virkelig mærkelig mekanisme, for – præcis som du skriver – man ville jo ikke opsøge mennesker, man ikke brød sig om, hver eneste dag ude i virkeligheden. Hvorfor pokker gør man det så virtuelt? Jeg har også ryddet op og ud, men faktisk mest fordi jeg ikke bryder mig om det menneske, jeg selv bliver, når jeg spite-læser hos andre. Det føles usselt og lavt, og jeg bliver selv ret utilpas ved tanken om, at der jo givetvis også er nogen, der gør det her på domænet.
8. august 2019 @ 21:54
Jeg har tænkt ret meget over det faktisk – hvorfor jeg er blevet draget af noget, der basalt set kun gjorde mig i dårligt humør, hvilket eddermaneme er en dum måde at bruge sin eskapismetid på. Dels har jeg nok en ret veludviklet lyst til at korrigere andre og oplyse dem om den virkelige sandhed, som jeg er i besiddelse af. Ikke noget super tiltalende personlighedstræk, I know, men noget jeg jo sådan set gør på daglig basis som læge, dog mere empatisk og lyttende end når jeg er gået i indigneret internetkriger. Dels tænker jeg det nogle gange som samme mekanisme, som tidligere fik mig til at se De Unge Mødre – at så kunne jeg føle mig lidt federe/tjekket end andre. Og det kunne jeg simpelthen ikke have siddende på mig.
Så jeg endte med at sortere dem fra, som jeg ikke syntes, jeg fik noget ud af at læse – det var også et spm om tidsoptimering.
Og mht dine læsere, så ja, det er da muligt, men dels kan du ikke kontrollere, hvem der læser med på en åben blog, dels er dine indlæg OG kommentarsporene de bedste i den del af internettet hvor jeg befinder mig, så egentlig tænker jeg, at de fleste er begejstrede. 🤗
10. august 2019 @ 05:53
Du har absolut ret; jeg har virkelige et ualmindeligt sympatisk og engageret kommentarfelt, og jeg ELSKER, at der altid er substans i det, I derude melder tilbage, både når I er enige i det, jeg skriver, og når I ikke er.
Jeg tror bare, at det for mig var der, det gik op for mig, hvorfor jeg bare skal fjerne bogmærket på dem, jeg ikke bryder mig om; fordi det pludselig var meget relaterbart, hvad jeg gjorde, når jeg vendte ligningen om.
Uanset hvad, så synes jeg, at det har givet mening at tjekke mine eskapisme-udflugtsmål efter i sømmene; jeg er også nået frem til, at der er nogle steder, hvor jeg gerne vil læse med, og hvor jeg har stor sympati med bloggeren, men hvor jeg ikke skal kommentere, fordi jeg hver eneste gang ender med at føle mig misforstået. Det er også sådan en tosset investering i irritation, som virker dum, når først man får øje på den.
8. august 2019 @ 12:29
Hæ, jeg har et mobil-indlæg på vej, og det er da totalt for at motivere indad 🙂 Men. Så tror jeg faktisk også der er noget med at jeg og min nærmeste omgangskreds og i det hele taget en hel del folk i den kommunikerende alder er Xennials. Den der generation mellem de sortklædte Generation X og nuttede millenials der husker en analog barndom og lever et gennemdigitaliseret voksenliv.
Som digitale førstegenerationsindvandrere har vi først integreret os helhjertet og ukritisk, men har stadig en hemmelig drøm om at trække os tilbage til et hyggeligt lille hus hjemme i det gamle land. Og så glemmer vi behændigt hvor møghamrende kedeligt det var at stå i toiletkøer og på isnende s-togsperroner, og hvor meget ubrugeligt finsk vi lærte af at læse bag på de der shampoflasker mens vi sked var i bad.
8. august 2019 @ 18:52
Det er en superfin pointe, og også noget, jeg har tænkt en del over ift. at Anton lige har fået sin første telefon: Vi er den første generation, der ikke er vokset op med mobiltelefoner og internet, som skal lære vores børn at navigere i det, hvilket er ualmindelig udfordrende, fordi vi intet sammenligningsgrundlag har. I alle andre aspekter af opdragelsen, har jeg hele tiden mig selv som barn med de erfaringer, jeg gjorde mig, i baghovedet, men det har jeg af gode grunde ikke her. Det er svært, synes jeg.
9. august 2019 @ 13:35
Jeg synes jeg bruger mobilen til rigtig meget godt og jeg følger ikke en masse jeg ikke synes giver mig noget. Der hvor jeg personligt falder i er at jeg når jeg IKKE har overskud kommer til at sidde med tlf. I stedet for f.eks. at sætte mig med ungerne lørdag formiddag og se den tegnefilm eller hvad det nu er. Jeg kommer til at “gemme mig” i tlf. I de tilfælde hvor jeg ikke har overskudet/energien til at være tilstede. I de tilfælde bruger jeg IKKE tlf. Til noget fornuftigt, men tjekker det samme flere gange (og selvom jeg er glad for din blog kommer der sjældent flere opdateringer søndag formiddag..eller hvornår det nu er),ser fjollede videoer eller lign. Altså ting der hvis noget spørger mig aldrig ville blive prioriteret…men som jeg bruger tid på.jeg vil gerne f.eks. læse din blog og den giver mig virkelig meget…men jo ikke at læse det samme/tjekke om der er opdatering hele tiden. Heldigvis er det ikke tit jeg har det sådan men der er en tydelig sammenhæng mellem dumt mobilforbrug og manglende overskud/søvn. Og den del vil jeg gerne komme til livs..fordi det ikke gør noget godt og fordi det ikke hjælper på overskudet overhovedet men bare trækker tiden og tager den fra noget der er positivt. Til gengæld skilter jeg ikke med det
10. august 2019 @ 05:59
God vinkel. Og du har helt ret. Den fælde falder jeg også i, og for mig er det specielt, hvis jeg keder mig. I stedet for at bruge min dertil-indrettede hjerne til at få en ide til, hvad jeg så kunne finde på, så bliver det tom-scrolling, jeg falder i. For mig har det været en hjælp at huske helt fysisk at fjerne telefonen, så den ikke er lige inde for rækkevidde. Det tager lige det værste.
10. august 2019 @ 06:40
Det tror jeg er en rigtig god idé. Det er bare sommetider det netop starter med noget fornuftigt/givende og så er det som om jeg glemmer at stoppe i de situationer. Det er ikke fordi jeg tænker man altid skal være 100%nærværende, men jeg kunne jo lige så godt tage den bog der lå på køkkenbordet og læse. Det ville i det mindste give mig noget og være en måde at slappe af på. Det er virkelig en ubevidst ting der sker,men jeg tænker at det at man er bevist om det gør at man kan ændre det.
10. august 2019 @ 06:54
Somme tider er det virkelig de små ting, der gør forskellen. Jeg har f.eks. flyttet flere af de apps, jeg får notifikations-bobler på, om på side 2 på min telefon. Det var et trick, jeg læste om et sted, og jeg var meget, meget skeptisk – men jeg må bare konstatere, at det virker virkelig godt; flere af apps’ne glemmer jeg faktisk at tjekke, når jeg lige åbner min telefon for at tjekke kalender osv. og det betyder, at jeg ikke bliver suget ned i den der trælse, refleksbetingede scroll’ing, nu hvor jeg alligevel lige er der.