M2019, uge 32

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Samkørt med en veninde til Lego-land; noget, jeg ellers ikke har været ret god til at gøre. Når jeg har børnene med, har jeg indtil nu prioriteret, at vi skal kunne komme hjem, hvis børnene pludselig får nok/bliver syge, og jeg kan, hånden på hjertet, godt få lidt klaustrofobi af at være taget til fange og være afhængig af, at alle skal blive enige om exit-tid. Men børnene er ved at være så store/robuste nu, at jeg egentlig gerne vil begynde at lære dem kompromisset kunst, og så er samkørsel, set med klima-øjne, det eneste, der giver mening. 

2.

Endelig fundet en ost, som jeg får spist, når jeg køber den som blok og ikke i skiver.

Min hjerne ved godt, at det med forskellen i kilopris nærmest er idioti at købe ost i skiver, men det her er én af dem, hvor erfaret virkelighed trumfer intellekt. Jeg H-A-D-E-R at fistre med ost. De der vokssider får min hud til at krympe et nummer, jeg har ingen bokse, der passer til ost, og derfor opbevarer jeg den altid i en pose, som bliver helt hvid og klam på indersiden, og alt ved konceptet frastøder mig. Derfor har jeg erkendt, at det – trods alt – giver mere mening at købe ost, der bliver spist, end ost, der lider en langsom, stille død bagerst i køleskabet, og så må jeg betale mig ud af mit ubehag. 

Men i sidste uge var jeg ude at handle og den ost, jeg skulle bruge var udsolgt. Jeg GAD ikke skulle til at lave flere pitstops ved andre butikker, og derfor tog jeg en cheasy blok-ost. (Ikke spons). Og der er sgu nogen i design-afdelingen hos Arla, der skal have lønforhøjelse, for den kommer i en boks, der slutter tæt og derfor kan bruges til opbevaring (OG boksen bliver ikke klam, fordi osten ikke gnider sig kælent op af siden), der er ingen voks-sider på (praised be!) og som prikken over i’et, er den pakket ind i noget papir-ish, der er perforeret, så det kan rives af, helt problemfrit, i takt med, at man spiser osten.

Kæmpe fan, lige her.

3.

Opdaget at der findes en lokal Stop madspildsgruppe i Esbjerg. Det kom sig af, at jeg havde lavet ris-ruller til børnene og mig, og det var der ingen af os, der sådan rigtig elskede. (Jeg har efterfølgende fået voksen-skæld ud over min fremgangsmåde, så vi er nu alle enige om, at det er min skyld, at de blev slimede og umulige at samarbejde med). Men jeg stod med en åbnet pakke rispapir, og vidste med 1000% sikkerhed, at det ville vi ikke få spist. Og jeg kender ikke lige nogen hernede, der var oplagte aftagere.

Jeg kom derfor til at tænke på, at det ville være virkelig smart med en lokal fb-gruppe, hvor man kunne forære den slags væk. Jeg lavede et opslag på min egen fb-side, og spurgte, om mine byfæller troede, at Esbjerg var klar til den slags tiltag – og det viste sig, at nogen var kommet mig i forkøbet, og at gruppen allerede eksisterede. Esbjerg: Douze points.

Jeg meldte mig straks ind, og hev en håndfuld mennesker med mig i faldet, men jeg kan godt se, at gruppen desværre er lidt død. Uden at jeg ved det med sikkerhed, har jeg en fornemmelse af, at der findes to slags madstoppere; den nye og den gamle generation. Og jeg tror måske, at der er mange af de gamle her? Dem, der forærer portioner af færdiglavet mad væk, og hvor jeg sagtens kan se, at det giver mening, ser jeg bare ikke mig selv køre tværs igennem byen efter noget sammenkogt ret, jeg ikke aner, hvad indeholder. Heller ikke selvom tanken er både fin, logisk og sympatisk.

Men jeg håber, at gruppen stille og roligt kan udvikle sig til at blive et sted, hvor ny-åbnede pakker ris-papir, de to liter mælk, der ikke kan holde til man kommer hjem fra sin forlængede weekendtur, de ting, man finder i skabet, og kan se, at man ikke kan nå at spise, og de to poser frossen grønt, man er nødt til at skille sig af med, så der er plads til sammenkogt ret i fryseren, kan smides up for grabs.

Published by

16 Replies to “M2019, uge 32

  1. Vi er også kæmpe fan af Cheasy! Især fordi den også sagtens kan rives og bruges til madlavning.

  2. Også en Cheasy-fan her, pga smag og konsistens, som jo nærmest er smør i fast form! Min (franske) kæreste og osteekspert mener ikke, den kan kategoriseres som ost 😂 men jeg elsker den, børnene elsker den, og mormor har den altid på lager. Den kan dog godt blive for gammel og træls, men her forsvinder den som regel før. Derfor prøver jeg faktisk at undgå at købe den for tit, for når vi har den spiser jeg alt for meget brød!

    1. Haha – jeg tænkte faktisk, om jeg turde skrive den på, fordi jeg godt ved, at der er nogen, der synes, det er en slags viskelæder/smør-hybrid:-D Men jeg er helt glad for, at det er en franskmand, der opponerer, for alt andet ville have været forkert:-D

  3. Det er så skønt når der er andre, der har samme aversioner som én selv. Jeg kan heller ikke klare klamme skæreost og det der fedtede, snaskede noget på siden. Måske skal jeg prøve den Cheasy ost, for klovborg i skiver er jo absurd dyrt.

    Jeg har det på samme måde med råt kød. Jeg kan ikke røre ved det. Min mand synes, at det er helt vildt sært fordi jeg er kirurg, men det er eddermaneme ikke det samme at operere nogen (fx er de levende!) og så at håndtere et koldt, slimet kyllingebryst. Måske ér det lidt sært, jeg kan godt selv høre det, men jeg får totalt myrekryb af det.

    1. ÅÅÅÅÅÅH Astrid!!! JA!! For helvede!! Kød er det værste i VERDEN, når det er råt. Jeg rafler mentalt med mig selv hver gang, jeg skal lave mad med råt kød, om jeg skal tage handsker på, mens jeg håndterer det, og derefter bare brænde køkkenet ned, eller om jeg skal grave dybt i mig selv og lokalisere en voksen.

      Jeg må med skam melde, at jeg faktisk ofte erstatter kyllingefilet med kyllingefars for at slippe for at røre ved det, og ellers smider det i fryseren en lille time, så det bliver helt fast og u-slimet.

      The struggle is REAL!

      1. AAAAHHH hvor er det godt at høre, at jeg ikke er den eneste freak!!

        Jeg rører ikke ved det. Hvis jeg skal skære det i stykker (dvs når jeg ikke kan få min mand til det), spidder jeg det med en gaffel. Det er vanskeligt med en hel kylling, så der må jeg overkomme min aversion og røre ved den klamme satan mens jeg inde i mit hoved hyler AD! AD! AD! indtil kræet er sikker i ovnen. Og jeg er ikke for voksen til at tage et par handler på. Døde dyr er simpelthen mega klamme. Jeg burde blive vegetar, men altså: bacon. 🤷🏼‍♀️

    1. Det er en fin artikel:) Kan rigtig godt lide ideen med en cykeltrailer. Det skriver jeg mig bag øret.

  4. Okay. Allerede da jeg begyndte at læse om blokost tænkte jeg på den Cheasy ost. Og det er DEN Cheasy ost! Jeg ved PRÆCIS hvilken en du mener. Den smager i øvrigt helt perfekt til min osteforskrækkede smagsløg.

    1. Jeg er virkelig overrasket over, at den smager af så (relativt) meget, som jeg synes, den gør? For ellers kan fedtfattig ost godt være som at tygge i et stykke smagsneutralt viskelæder.

  5. Uanset hvor meget jeg gør for at undgå madspild, så bliver jeg aldrig aftager af et portion overskudsmad lavet i et ukendt køkken og af en ukendt person (og her kigger jeg specielt også med gru på de typiske sommerfester i børnehaver og skoler, hvor alle tager en ret med til den russiske roulette af en buffet overgramset af børnefingre) Bare tanken giver mig myrekryb, jeg vil meget gerne vide, hvem der har lavet og ikke mindst, hvor er det blevet lavet henne. Men ideen om uåbnede varer er jeg helt med på.

    1. Et eller andet sted er det jo virkelig fint, at der er nogen derude, der har det på en helt anden måde end os to, for det er da tosset, at spiselig, værdifuld mad ryger lige i skraldespanden. Men jeg vil godt nok også strække mig langt for ikke at være nødt til at takke ja til det. Mad og ingredienser er virkelig en tillidssag, ikke?

      1. Absolut😀 det går mere og mere op for mig, hvor meget jeg minder om min mor (dog minus den overdrevne rengøringstrang)…

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.