Linda

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Husket at opsige min testperiode på hhv. Mofibo, TV2 Play og et spil, børnene havde fået lov at købe på iPad’en.

Jeg hentede Mofibo for at se, om Tinka fangede som lydbog (det gjorde den ikke), og TV2 Play, så vi kunne følge med i årets julekalender. Begge abonnementer er sat op, så man tilmelder sig med sine betalingsoplysninger; selvfølgelig fordi udbyderne håber, at man bliver hængende. Jeg har tidligere undgået den form for prøveperioder, netop fordi jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg glemmer det, men jeg er begyndt at lægge en notifikation ind i min kalender, så jeg får en reminder, dagen inden prøveperioden udløber. Det er dejlig effektivt, og betyder, at vi faktisk kan prøve forskellige tilbud af, og kan finde ud af, om det er noget, vi bruger.

Mofibo brugte vi i prøveperioden sammenlagt 24 minutter, TV2 Play blev udelukkende brugt til Tinka, og spillet, som børnene bare ikke kunne LEVE uden, spillede de 2 dage, og glemte herefter alt om. 

Til gengæld har jeg besluttet, at vi, når jeg engang begynder at tjene menneskepenge igen, skal have fjernsynskanaler. For hvor iPads indbyder til soloridt og eget værelse, har det været skidehyggeligt at sidde som høns på en pind i sofaen og se det samme. Det vil jeg gerne gøre noget mere. 

2.

Ryddet op i skabet med vin og sprut, hvilket umiddelbart lyder sjovere, end det reelt har været.

I det skab, hvor jeg har vin og spiritus, har jeg haft 5 flasker rødvin stående i snart et år, som jeg konsekvent er styret udenom. Derfor besluttede jeg i starten af december at der ikke skulle åbnes andet, før de flasker var væk. Det viste sig at intuitionen var god nok: Af de 5 flasker røg 4 direkte i afløbet, fordi de ikke duede. En af dem havde sågar udviklet en form for brus. Den sidste endte sine dage i en gryde, hvor den sammen med sjatter af rom, portvin og noget cognac, som jeg ikke ANER, hvor kommer fra, blev til basen i en hidsig, men virkelig lækker gløgg.

3.

Været en ørn til at bruge, hvad jeg har haft i køleskab og fryser, og at få foræret det væk, som jeg på forhånd kunne se, vi ikke kunne nå at bruge.

Det med at være på forkant, er en detalje, jeg har lært over tid. Tidligere ryddede jeg først op i køleskabet, når vi var igennem ferier og helligdage, og det betød, at de tre liter mælk, der var i overskud, for længst var blevet dårlige. Ved at tjekke køleskab, brødboks og grøntsagsskuffe dagligt, har jeg dels fået brugt de ting, jeg kunne i madlavningen herhjemme, og dels kunne skrive til de mennesker, vi har besøgt, om de manglede mælk, rugbrød, salat, osv.

Det betyder, at jeg stadig har kunne køre med feriehjerne, hvor det somme tider først er samme eftermiddag, jeg har taget stilling til, hvad aftensmaden skulle bestå af, og alligevel har undgået at smide mad ud.

Det hører med til historien, at jeg har lavet madplan med netop den betingelse i baghovedet, og derfor har købt ind til retter, der a) kan kombineres på kryds og tværs (mexicansk/bolognese), b) består af enkeltdele, der kan spises separat eller sammen med rester af salat/i pitabrød/på rugbrød til frokost (kylling/frikadeller) eller c) har lang holdbarhed (topping til pizza). Det kræver et vist overblik, fordi man skal være sikker på, at der er pitabrød i fryseren og mel nok at bage pizza af, men til gengæld det giver helt frie hænder, så man med god samvittighed kan lave det, der er tid og overskud til på dagen, og stadig nå igennem det, man har købt. 

__________________________________

Og hvad sker der så nu? Officielt er vi jo sådan set nået til vejs ende med de her indlæg, men.. altså… Ja. Det er bare så hyggeligt at skrive dem, så efter at have tænkt over 16 forskellige undskyldninger for, hvorfor jeg gerne ville fortsætte, kom jeg i tanke om, at det her jo sådan set er my house, og at jeg derfor er så priviligeret, at jeg kan gøre, næsten hvad der passer mig. Så nu går vi benhårdt efter det 20 års jubilæum. Løber jeg tør for punkter eller tanker, må jeg lukke serierækken ned undervejs; den bro brænder vi, når vi kommer til den.

Men indtil da ruller karavanen videre, og jeg håber, I bliver siddende i vognene.

Tak fordi I hænger på. Tak for input, tilbagemeldinger og engageret debat i kommentarfeltet. I er helt i særklasse, og jeg er heldig at have jer med ombord.

Godt nytår.

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Været på jagt i gemmerne efter en speedmarker til vores nye KÆMPE kalender (så kan jeg lære at rejse mig fra sofaen og finde min tommestok og se, hvor meget 100 cm. i *virkeligheden* er) – men uden held. Til gengæld faldt jeg over en tekstil-pen, jeg købte i tidernes morgen, som jeg kun brugte én gang, fordi den skriver igennem tøjet. Den viste sig at være perfekt til formålet, så dobbeltscore på både at spare penge og at få brugt noget, der ellers bare lå og lurepassede.

2.

Kombineret husnissens drillerier med småopgaver, jeg alligevel havde på to-do’en.

Således hang alle børnenes trusser og boksershorts på juletræet forleden morgen, mens alle de forvaskede og dem, der er blevet for små, på mystisk vis havde fundet vej til kludekassen. 

I går havde nissen gemt alle spiseskeer, og jeg benyttede lejligheden til at rydde op i bestikskuffen, som indeholdt bemærkelsesværdigt mange teskeer og mærkværdige køkkenredskaber, som jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvorfor jeg har anskaffet. Den overskydende urtekniv kom med min veninde hjem, de ekstra skeer er lagt i genbrugs-opsamlingskassen, og skuffen er nu så ren, at man trygt kan foretage et mindre kirurgisk indgreb i den.

3.

Lagt en reminder op i børnehavegruppen dagen inden børnenes julefrokost, således at glemsomhed og decemberstress ikke kom til at betyde, at 50 humlebier stillede med madpakker, der ville gå direkte i skraldespanden.

4.

Spist skyr til morgenmad, fordi jeg har müsli for en mindre formue stående, og det trænger til at blive spist. Jeg er beklageligvis 5 år gammel, når det kommer til morgenmad; når jeg har lyst til yoghurt, har jeg KUN lyst til yoghurt, og så er det det, jeg kører HVER dag – lige indtil yoghurt pludselig er det værste i hele verden, og jeg aldrig ønsker at se det for mine øjne igen. (- før næste gang).

Sidst jeg var i yoghurtfasen købte jeg to store poser luksusmüsli, som holder en kilopris på lige omkring det samme som heroin. Dem *nægter* jeg at smide ud, fordi jeg ikke er voksen nok til at pålægge mig selv at spise op, så nu kører jeg en uge hist og en uge pist, hvor jeg surt tygger mig igennem alle de tørrede bær og nødder, mens jeg spekulerer på, hvem det er, jeg straffer.

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Købt julegave til mine bedsteforældre, som – helt klassisk – ikke ønsker sig noget. Jeg har derfor i bedste spion-stil haft lange øjne de sidste par gange, vi har besøgt dem, og min julegave er et par poser fyldt med dagligvarer, jeg ved, de bruger; müsli, juice, vaskepulver osv. Det er jo ikke en julegave i sådan helt traditionel forstand, men det er noget, jeg ved, de kan bruge, og fordi jeg har modstået impulsen til at opgradere til versioner af varerne, som *jeg* synes er lækre, ved jeg også, at det er noget, de kan lide.

2.

Købt en skridttæller brugt. Og ja. En helt old school skridttæller af dem, man har i lommen. Jeg *kan* ikke forlige mig med at gå med noget om håndledet, og telefonen er både for upræcis, og ligger for meget af tiden i min taske eller på bordet. 

Jeg har tabt og taget de samme 6 kilo på 3 gange i 2019, og jeg er ved at gå amok. Da min mor havde fødselsdag tilbage i oktober, ønskede hun sig en skridttæller, og jeg researchede derfor ret grundigt dengang. Og efter hun har fået sin, har vi nærmest ikke set hende, fordi hun spæner rundt på veje og stier, så nu får den et skud her også. Jeg har ikke 400 at smide efter sådan én lige nu, men DBA var – som sædvanlig – min ven, og jeg fandt en, stadig i originalindpakningen, til beskedne 70 kr.

3.

Snakket med 70% af de mennesker, der er ansat på hovedkontoret i min boligforening. Som jeg skrev om her, står der vand nok i mit skur til at jeg kunne etablere et dambrug, hvis jeg ville, og da jeg ringede til viceværten, var hans kommentar, at det er et generelt problem herude. Den samtale havde vi tilbage i oktober, og siden er der ikke sket mere. Og det synes jeg, helt ærligt, er lidt idiotisk, for selvom vi bor til leje, giver det ingen mening bare at lade tingene stå og forfalde.

Derfor ringede jeg mig hele vejen igennem områdechefer og fuldmægtige, og fik endelig irriteret mennesker nok til, at der igår stillede to habitter med clipboards ved min hoveddør. Efter et forbløffet: “HOLD da kæft!?” er der nu bestilt en kloakmester, der skal komme og grave ud (op?), og jeg synes virkelig, at det er fedt, at være nået så langt i opmærksomheden på, at selvom ejendomsretten til det, vi omgiver os med, er individuel, så er ressourcerne, helt overordnet, hele gruppens, og derfor er det i alles interesse, at vi hjælpes ad med at passe på dem.

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Repareret min sofa. Og med ‘jeg’ mener jeg her mest ‘min mor’.

Min sofa er en gammel svend. Jeg har prøvet at komme i tanke om, præcis hvornår jeg købte den, men det fortaber sig i tågerne. Vi skal bruge i hvert fald begge hænder og måske endda den ene fod, hvis vi skal tælle år. På den måde er den et stoisk, ongoing statement ift. at det betaler sig at købe kvalitet, for selvom man ikke tænker: “Gud, har du ikke fået ny sofa?!” når man ser den, så ligner den bestemte heller ikke en grand old lady. Betrækket er stadig stramt og fast, farven er ikke falmet, og puderne holder facon.

Nå, men for et par måneder siden sled vi hul i betrækket på en pude og puffen, stort set samtidig.

Og selvom jeg stirrede begge børn stift i øjnene og sagde: 

vil jeg sige, at de huller, der skulle fikses i den forgangne uge, i diameter målte *noget* mere, end de første forsigtige af slagsen.

Jeg tjekkede priser på ombetrækning (ca. 2000 kr), jeg tjekkede priser på nye, brugte sofaer (folk er vanvittige) og jeg trawlede Pinterest tyndt i forsøget på at finde en løsning, jeg selv kunne omsætte til virkelighed. Men i sidste ende blev det min mor, der kom med vinderforslaget, som var at købe et par meter møbelstof i en helt anden farve, og sy det på hhv. puf og pude. Jeg var skeptisk, men havde omvendt ikke rigtigt selv flere ideer, så vi gik med det – og det blev SIMPELTHEN så godt.

Og som bonus var det bare virkelig hyggeligt at have en hel dag med min mor og et fælles projekt.

2.

Lavet en madplan med faste ugedage – og holdt den.

Jeg kører normalt med flydende madplan, forstået på den måde, at jeg køber ind til to retter, og så i løbet af ugen vurderer, hvornår det passer bedst ift. tid og planer at lave hvad. Det plejer at passe med, at der er mad til 4-5 dage, og resten af tiden supplerer vi op med fryser, rester og impro. 

Men den seneste uge har været tosset, og det opdagede jeg for en gang skyld på forhånd. Derfor lavede jeg en plan, hvor jeg på forhånd fordelte retterne på specifikke ugedage, så jeg ikke f.eks. stod med dag-2-mad torsdag, hvor der var julefrokost i Antons klasse.

Resultatet er, at alt, hvad der er købt ind, er omsat til aftensmad, og intet er endt som spild. 

3.

Fået 2 store poser med børnetøj, som jeg sorterede med det samme.

Jeg valgte denne gang at sortere ad to omgange; første runde var en grovsortering, hvor alt, hvad børnene kunne passe blev taget fra. Anden runde var finsortering, hvor jeg fjernede de stykker tøj, som jeg med sikkerhed ved, at børnene ikke kommer til at gå med, og samtidig justerede jeg antal ift. forbrug. Det er f.eks. ikke nødvendigt at have 19 undertrøjer i samme størrelse, når 8 er nok.

Al overskydende tøj blev, efter aftale med den søde giver, afleveret til genbrug. 

4. 

“Ofret” et par vinterstøvler, jeg har fået til Frida.

Vi arvede sidste år et par virkelig pæne Bundgaard vinterstøvler, som nærmest ikke var brugt. Jeg har kviet mig ved at give hende dem med i børnehaven, fordi de netop var så fine, og børnehaven bare er det sted, hvor alt fint går hen for at dø. Men nu er vi ved at være der, hvor gummistøvler er for kolde, og fordi der er ret meget mudder på legepladsen dernede, overvejede jeg derfor, om jeg skulle købe et par termostøvler til hende. De kan i det mindste skylles. Men jeg besluttede at lade være, fordi det er en fælde, jeg er faldet i før: Jeg glemmer, at hvor jeg selv kan have sko i årevis, hvis jeg passer på dem, så er der ingen af børnene, der kan passe dette års fodtøj til næste år. 

Og hvis jeg tænker mig grundigt om, så kan jeg måske komme i tanke om én, max to lejligheder, hvor det ville være fedt at have et par fine vinterstøvler – og det *er* da knald i låget at have et par dyre, gode støvler til at stå ubrugte i skabet, fordi de ikke må blive beskidte.

De er givet med i børnehaven nu, og så må vi børste og vånde os ud af det, når de kommer med hjem på weekend, og ligner noget fra en arkæologisk udgravning.

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Pyntet til jul. I min vindueskarm plejer jeg at have en stor glaskrukke med julekugler og en lyskæde i, men glaskrukken har jeg i nu i bedste M2019-stil i brug til noget andet. Jeg havde derfor allerede skrevet ‘stor glaskrukke’ på min indkøbsseddel, da jeg kom til at tænke over, om jeg mon havde et eller andet i køkkenskabene, der kunne bruges. Og sandelig så: En af de store Mason-Jars, jeg har brugt til tebreve, stod bagerst i skabet og kedede sig, og den fungerer perfekt som stand in for den gamle glaskrukke. 

2.

Fået nyt sofabord.

Tirsdag morgen hørte jeg pludselig et *knas* fra stuen, efterfulgt af larmende, påfaldende tavshed. 

Da jeg stak hovedet ind, stod Frida med et bordben i den ene hånd, mens hun med den anden hånd og tankens kraft forsøgte at få det kuldsejlede sofabord til at forsvinde.

Retfærdigvis skal det siges, at bordet har været dingelvornt i et par måneder, så det *var* et spørgsmål om tid.

Lige nu er ikke tidspunktet til de store, økonomiske møbeludskrivninger, men jeg kunne huske, at min veninde havde lagt et brugt sofabord på Marketplace for et par uger tilbage, så jeg skrev og spurgte, om hun stadig havde det. Det havde hun, så afsted det gik.

Vel tilbage i stuen fik jeg bordet sat op – og min første tanke var egentlig, at det var for stort, for det er ca. 3 gange større, end det, vi havde. Men inden jeg nåede at foretage mig yderligere, havde børnene kastet al deres kærlighed på det nye bord, som man kan 1) ligge på 2) ligge under 3) bruge som Beyblade bane 4) sidde ved og spise. Vi har med andre ord fået nyt, større sofabord, og min veninde insisterede på, at det var en gave. Jeg sender hende en kærlig tanke, hver eneste gang, jeg kigger på det. 

3.

Ryddet op i mine juleting, hvilket udviklede sig til, at jeg også rydde op i de to kasser med det, der i gamle dage hed ‘pynteting’ (vaser, lysestager etc.). 

Udrensningen kom sig af, at jeg, da jeg gik forbi Hjemløses Venner-butikken kunne se, at de solgte brugt julepynt. Jeg ved ikke hvorfor, men det havde jeg simpelthen ikke tænkt over, at man kunne. Men det gav mig lyst til at rydde op i mit og donere det tiloversblevne, nu hvor butikkerne faktisk kan sælge det, så de ikke skal flytte rundt på det et helt år.

I 2018 var jeg også julekassen igennem, men da det er lidt forskelligt, hvad jeg finder frem fra år til år, havde nogle ting fået lov at blive, selvom jeg ikke havde dem oppe sidste år. Eftersom vi i år *har* pyntet, og jeg derfor kunne se, at det for 3 ud 4 tings vedkommende var de samme ting, der stod tilbage i kassen, konkluderede jeg, at de måtte videre.

Jeg tillod mig selv at gemme en lille pose med nostalgisk pynt, som jeg ikke har fremme, men som stadig har affektionsværdi, f.eks. en dekoreret papirspose min oldemor gav mig, da jeg var barn.

Jeg ved, at mange minimalister er meget optagede af, at ALT, hvad man ikke bruger, skal ud, og at nostalgiske følelser ikke er grund nok til at beholde noget, men det er for ekstremt til mig. Jeg vil gerne finde balancen, hvor jeg tager de ting med videre, som understøtter minder og historie, men hvor jeg ikke drukner i dem, og hvor de ikke tager så meget plads, at de enkelte ting ender med at blive usynlige, og dermed ligegyldige.

Når jeg rydder op i den slags ting, bruger jeg derfor et lille trick, jeg i sin tid samlede op i podcasten ‘A slob comes clean’ og som virker ret godt, nemlig at vurdere, om én X er nok. Jeg syntes f.eks. at det var utrolig svært at skille mig af med Antons sparkedragter (i str. 44 for crying out loud!), men det gav mening for mig at tænke over, om det har betydning for minderne, om der ligger 12 dragter i kassen, eller om det faktisk er nok med en enkelt eller to.