(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Pyntet til jul. I min vindueskarm plejer jeg at have en stor glaskrukke med julekugler og en lyskæde i, men glaskrukken har jeg i nu i bedste M2019-stil i brug til noget andet. Jeg havde derfor allerede skrevet ‘stor glaskrukke’ på min indkøbsseddel, da jeg kom til at tænke over, om jeg mon havde et eller andet i køkkenskabene, der kunne bruges. Og sandelig så: En af de store Mason-Jars, jeg har brugt til tebreve, stod bagerst i skabet og kedede sig, og den fungerer perfekt som stand in for den gamle glaskrukke.
2.
Fået nyt sofabord.
Tirsdag morgen hørte jeg pludselig et *knas* fra stuen, efterfulgt af larmende, påfaldende tavshed.
Da jeg stak hovedet ind, stod Frida med et bordben i den ene hånd, mens hun med den anden hånd og tankens kraft forsøgte at få det kuldsejlede sofabord til at forsvinde.
Retfærdigvis skal det siges, at bordet har været dingelvornt i et par måneder, så det *var* et spørgsmål om tid.
Lige nu er ikke tidspunktet til de store, økonomiske møbeludskrivninger, men jeg kunne huske, at min veninde havde lagt et brugt sofabord på Marketplace for et par uger tilbage, så jeg skrev og spurgte, om hun stadig havde det. Det havde hun, så afsted det gik.
Vel tilbage i stuen fik jeg bordet sat op – og min første tanke var egentlig, at det var for stort, for det er ca. 3 gange større, end det, vi havde. Men inden jeg nåede at foretage mig yderligere, havde børnene kastet al deres kærlighed på det nye bord, som man kan 1) ligge på 2) ligge under 3) bruge som Beyblade bane 4) sidde ved og spise. Vi har med andre ord fået nyt, større sofabord, og min veninde insisterede på, at det var en gave. Jeg sender hende en kærlig tanke, hver eneste gang, jeg kigger på det.
3.
Ryddet op i mine juleting, hvilket udviklede sig til, at jeg også rydde op i de to kasser med det, der i gamle dage hed ‘pynteting’ (vaser, lysestager etc.).
Udrensningen kom sig af, at jeg, da jeg gik forbi Hjemløses Venner-butikken kunne se, at de solgte brugt julepynt. Jeg ved ikke hvorfor, men det havde jeg simpelthen ikke tænkt over, at man kunne. Men det gav mig lyst til at rydde op i mit og donere det tiloversblevne, nu hvor butikkerne faktisk kan sælge det, så de ikke skal flytte rundt på det et helt år.
I 2018 var jeg også julekassen igennem, men da det er lidt forskelligt, hvad jeg finder frem fra år til år, havde nogle ting fået lov at blive, selvom jeg ikke havde dem oppe sidste år. Eftersom vi i år *har* pyntet, og jeg derfor kunne se, at det for 3 ud 4 tings vedkommende var de samme ting, der stod tilbage i kassen, konkluderede jeg, at de måtte videre.
Jeg tillod mig selv at gemme en lille pose med nostalgisk pynt, som jeg ikke har fremme, men som stadig har affektionsværdi, f.eks. en dekoreret papirspose min oldemor gav mig, da jeg var barn.
Jeg ved, at mange minimalister er meget optagede af, at ALT, hvad man ikke bruger, skal ud, og at nostalgiske følelser ikke er grund nok til at beholde noget, men det er for ekstremt til mig. Jeg vil gerne finde balancen, hvor jeg tager de ting med videre, som understøtter minder og historie, men hvor jeg ikke drukner i dem, og hvor de ikke tager så meget plads, at de enkelte ting ender med at blive usynlige, og dermed ligegyldige.
Når jeg rydder op i den slags ting, bruger jeg derfor et lille trick, jeg i sin tid samlede op i podcasten ‘A slob comes clean’ og som virker ret godt, nemlig at vurdere, om én X er nok. Jeg syntes f.eks. at det var utrolig svært at skille mig af med Antons sparkedragter (i str. 44 for crying out loud!), men det gav mening for mig at tænke over, om det har betydning for minderne, om der ligger 12 dragter i kassen, eller om det faktisk er nok med en enkelt eller to.
Det kan meget vel være julepynt fra mit barndomshjem du så. Da vi tømte mine hjemmet efter min fars død tidligere på året, donerede vi det meste til Hjemløses Venner i Esbjerg, også julepynt.
Hanne, jeg fik faktisk helt en klump i halsen over din kommentar. Det glemmer jeg somme tider; at de ting, der står i genbrugsbutikker ikke altid er resultatet af et hurtigt overløb af kasser, men rummer meget mere historie end det.
Jeg ved ikke, om det betyder noget, men damerne, der stod og fyldte i kurven, så utrolig søde ud. Det får gode, nye hjem <3
Vi tog det, som betød noget. Resten var bare nogle andres ting, ikke? Til gengæld har jeg skabet fuld af smukt porcelæn og sølvtøj, som bare venter på julens komme, flettede hjerter fra min og mine søskendes barndom og alt det andet, som minderne er lagret i. Vi var alle 3 enige om, at det var lige i mine forældres ånd at skænke deres ting til dem, som havde mere brug for tingene eller pengene end vores kælderrum. Og de var taknemmelige og søde, dem der hentede tingene. Full circle, eller noget….
Nååhh, hvor var han lille. Og fin!
Ej, men så, SÅ lille. Jeg bliver altid HELT rørstrømsk og ‘kom og få et KRAM, ANTON!!’-agtig, når jeg ser billeder eller finder hans tøj fra dengang. Det lille, bitte, fine menneske <3
Jeg må indrømme at mine drenge har hver deres kasse med gammelt tøj, som jeg ikke nænner at skille mig af med – der er blandt andet alt i 44. Jeg kan ikke få mig til at smide det ud/give det videre.. Vi har selv haft vores drenge i noget af deres fars tøj – og det er så hyggeligt. Men forhåbentlig får de ikke behov for str. 44 når de engang selv får børn.
Men så er det jo også netop, at det giver mening. Det er efterhånden et slidt udtryk, det med, at det skal ‘sparke joy’, men for mig er det afgørende, at jeg er glad for tingene, også når jeg ikke lige kigger på dem. Jeg kan se, at jeg gennem livet har svinget meget i yderpunkterne ift. hvad jeg har gemt, og hvad jeg har skilt mig af med. I nogle perioder har jeg bare smidt alting ud, mens jeg i andre har gemt hver eneste lille lap papir. Så jeg tror, at det måske for mig også har været noget med at finde balancen, så jeg ikke bare får et skab, der er fyldt med så mange ting, at jeg aldrig tager dem frem og glædes ved dem.
Så jeg har bestemt også ting, jeg gemmer – bare fordi <3
Jeg gemte intet af drengenes tøj i str pixi, hvilket jeg er ked af i dag, men det var 100% slidt op. Af lillesøsters har jeg gemt et par bodier og de ting jeg strikkede til hende lige i starten – efter opskrifter på dukketøj fordi hun var så lille… Jeg kan ikke komme mig over, at de nogensinde har været så bitte små, jeg kan huske hvordan lillebitte Alma sejlede rundt i en body i str 44. Årh altså! Så kan man sidde her og blive momentant skruk 😱
Da vi besøgte mine forældre sidst, havde min far sat en film på fra Antons første år. All. The. Feels!!! Ej, men SHIT, hvor bliver man ramt på alle de bløde steder. Små, nuttede skravl, de var <3