Linda

About Linda

Posts by Linda Abildgren:

10 januar 2026

M2026, uge 1 & 2:

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

Siden sidst har jeg:

Ryddet op.

Det er efterhånden blevet et fast ritual i januar; ikke som en pålagt, tidsbunden opgave, men simpelthen fordi jeg, ovenpå julens overflod, har lyst til at skære ned, til og væk.

Sidste år tog det overhånd, og projektet endte med at blive mere omfattende, end jeg egentlig kunne overskue. Hvilket kom bag på mig. Jeg har været alle mine ting igennem masser af gange, og føler selv, at jeg er god til at sortere, sende videre og smide ud, så jeg havde ikke forventet, at det ville tage særlig lang tid at trimme – men det gjorde det.

Jeg er et af de mennesker, der kører nytårsforsætter, og et af mine er, at jeg i år gerne vil bruge mere tid på at fylde på. Læse flere bøger, høre flere foredrag og dykke ned i noget kreativt.

Det kan man kun, hvis man har tiden til det, og derfor har jeg lovet mig selv at fokusere på de små ting i år. De små vaner, der er nemme at glemme, enkeltmuligheder, der opstår, som ikke behøver at blive eller være mere, end de er, men også de projekter, der ikke ser ud af meget, men som jeg erfaringsmæssigt ved kan gribe om sig.

Det er sværere, end man lige tror, for et menneske, der er lavet af systemer og to-do’s.

Men netop fordi overskriften er ‘de små ting’, har jeg faktisk kunne holde fast. En hylde hist, en skuffe pist. Og ret skal være ret: Det KAN være gevinsten fra sidste års mere grundige oprydning, jeg høster frugterne af – men det har været en overskuelig omgang at reetablere lov og orden.

Fordelen ved stadig at tænke det som et Projekt er, at jeg faktisk får sorteret de ting fra, jeg ikke længere bruger. Når man har brugt flere år på at øve sig i nøjsomhed og i at bruge, hvad man har, så føles det lidt kontraintuitivt at skille sig af med ting, der ikke fejler noget. Og måske også lidt som et løftet øjenbryn til mig selv over at have købt noget, jeg tydeligvis ikke manglede.

Men konklusionen for mig er stadig, at det vigtigste ift. at forbruge bevidst, er et godt overblik over, hvad man har. Og i dén ånd må det, der er endt med bare at være dårlig samvittighed på dåse, ud eller videre.

Har jeg vasket de mange glas fra julens madvarer af, og benyttet lejligheden til at sortere i dem, jeg havde stående.

Sidste år (forrige, måske?) begyndte jeg at gemme marmeladeglas osv., når de var tomme. Egentlig havde jeg bare tænkt, at de kunne bruges til skoleprojekter, og måske også til rester, når mine gæster får mad med hjem, men jeg er endt med at bruge dem til langt mere, end jeg havde troet, jeg ville. De er geniale til mad, der afgiver lugt eller smag, f.eks. julekaffe eller agurkesalat, men også til små smagsprøver, når man har bagt småkager, til lyskæder i de udhulede græskar osv. osv.

Derfor har jeg siden gemt næsten alle de glas, der er gået igennem mit køkken, men det har vist sig at være virkelig irriterende, at nogle af dem lugter af eddike.

For nogle af lågene lugter ikke særlig meget, og derfor kan man ikke altid fange problemet, når man stikker snuden i dem. Men hælder du vaniljiepulver i et glas, der har indeholdt syltede rødløg, så tager det smag, uanset hvor lidt låget lugter.

Derfor har jeg nu kasseret alle de glas, der har været syltede madvarer i, og gemmer fremadrettet kun dem, der har været lugtneutrale madvarer i, f.eks. honning, marmelade og kartofler.

Dem har julen givet en del af (fordi jeg også har kradset min mors ind), og nu står de i skabet og troner og venter på at blive brugt til noget pænt, lækkert eller sjovt.

Har jeg været på loftet og frostsikre mit preppervand.

Jeg har ikke plads til at have det stående i huset, og er ikke ret vild med at have det i mit skur. Derfor er det endt på loftet, hvor det eneste argument for ikke at have det stående er, at det om vinteren risikerer at fryse til is.

Jeg opbevarer det i de kraftige poser, man kan købe i Søstrene Grene, så det er nemt at flytte rundt på, men fordi vi har udsigt til minus 15 grader de næste par nætter, har jeg for en sikkerheds skyld sat poserne ned i nogle af de plastikopbevaringskasser, der alligevel står deroppe.

Skulle en flaske ske at frostspringe nu, sker der ikke noget ved det; heller ikke selvom jeg ikke opdager det, før isen er smeltet og blevet til vand.

Har jeg haft fat i 3 forskellige elektrikere, fordi lygtepælene på vores vej er i stykker.

Boligforeningens driftsselskab har indhentet ét (1) tilbud på udskiftning af de 7 lygtepæle. Det stod i den nette sum af 30.000 kr. – hvilket jeg synes lyder helt vildt. Både prisen, men også at det skulle være nødvendigt at udskifte hele lygtepælen, fordi pæren er en idiot

(Og fordi jeg også selv måtte google det: Ja. Man skal selv betale for gadebelysning, hvis man bor på en ‘privat fællesvej’, som det hedder).

Jeg har før oplevet, at boligforeningen ikke er ved at falde i egne snørebånd af iver efter at indhente tilbud – men nu er det så heldigt, at jeg sidder i bestyrelsen i beboerforeningen og dermed kan trykke på pause, til vi lige selv har gravet lidt i det.

Jeg er endt med at have fundet en elektriker, der har tilbudt at undersøge muligheden for noget retrofit, og i mellemtiden er der hentet tilbud ind fra 2 andre firmaer, som har budt ind med priser på hhv. 24.500 og 21.000 kr.

Dermed ville et oplagt kreaprojekt i år være at male et 4 x 8 meter stort billede med påskriften: “Man skal sgu da også gøre alting selv!”

Jeg håber, at I er kommet godt i gang med 2026.

29 december 2025

M2025 uge 52 og året, der gik

Linda M20XX, Øjebliksbilleder 26

Året går på hæld, og i år synes jeg, at det giver mening at slå det sidste M2025-indlæg sammen med årets sidste regulære blogindlæg.

For som jeg vist også tidligere har været inde på, så føles det som om, at mine fokuspunkter, de tiltag jeg har forsøgt mig med og de lidt større overvejelser, jeg har gjort mig i årets løb, er flettet sammen på en måde, jeg ikke kan huske, at jeg tidligere har oplevet.

Mine to primære mål for 2025 har været 1) at stoppe med at løse i dags problemer med i morgens midler (både konkret og i overført betydning), samt 2) at bevare det, jeg engang har set beskrevet som ‘the beginner mindset’.

Det sidste har jeg aldrig mestret, hvis jeg skal være ærlig. Jeg vil være.. om ikke god, så i hvert fald hæderlig til det, jeg prøver kræfter med, første gang jeg kaster mig over det; ellers kan det være lige meget.

Det er en elendig måde at gå igennem livet på, jeg ved det godt. Men det er sådan, maskinen kom fra fabrikken, og det er svært at ændre på. Der er ingen drivkraft i kedsomhed, og derfor mangler incitamentet til at blive ved, når jeg prøver noget nyt og ikke med det samme kan se det tage form.

Men da jeg sidste år for alvor begyndte at fokusere på min lille have, lovede jeg mig selv, at jeg ville betragte alle forsøg som læring. Både dem, der resulterede i farvestrålende blomster og saftige krydderurter, og dem, der endte med forkrøblede kviste og visne blade.

Jeg har mange gange i årets løb tænkt på Thomas Edisons svar på, om ikke det havde været frustrerende, at det tog så mange fejlslagne forsøg at opfinde glødelampen:

Om han reelt har sagt det, ved jeg ikke (- og held og lykke med at faktatjekke), men jeg elsker perspektivet, som for mig har været både inspirerende og meget konkret anvendeligt.

For det, jeg kan se er, at den tilgang har lært mig mere om jord og planter, end mit perfekt-eller-lige-meget mindset nogensinde ville have gjort, og samtidig har det gjort processen meget sjovere. Den overbærenhed og tålmodighed med mig selv, der implicit ligger i udsagnet, har været vigtigere for mig, end jeg egentlig har lyst til at indrømme.

Uden at det har været noget, jeg bevidst har stilet efter, har mine små haveprojekter også foræret mig den forankring i årshjulet, som jeg i årevis har jagtet, men ikke har formået at få fat om.

Det har gjort det langt mere oplagt at indarbejde årstidens råvarer i køkkenet, og har også givet anledning til mere overordnede tanker om emnet.

I foråret satte jeg mig for, at jeg i år ville nøjes med at kaste mig over hjemmelavede versioner af det, vi rent faktisk bruger, som f.eks. hyldeblomst-saft, flåede tomater og fond – for det er muligt, at jeg laver en pesto, der kan tvinge konger i knæ og gøre mig til hersker over de 7 verdenshave. Det bliver bare stadig åndssvagt, når vi faktisk ikke *spiser* pesto.

I alt det er der hos mig vokset en langt dybere forståelse frem af, at det ikke er MENINGEN, at alting skal være tilgængeligt hele tiden. Det er vi bare kommet til at tro, fordi supermarkedets kølediske har givet os adgang til det hele, 24/7/365.

Konkret har det betydet, at jeg nu går anderledes til værks, når jeg henkoger tomater eller laver jordbærmarmelade. For det hjælper mig til at være mere til stede i de enkelte årstider, at jeg godt nok producerer hyldesaft nok til, at der er lidt til fryseren, men målet er ikke, at der skal være til et år. Det er sjovest at drikke, når vejret indbyder til lys og lethed, og selvom det kan være lækkert med et glas i november, så giver det, helt konkret, et andet blik på naturen at begynde at holde øje med, hvornår hylden blomstrer, fordi man glæder sig til at omsætte de hvide skærme til saft.

Om det er udløst af mit øgede fokus på årshjulet og naturens evige ebbe og flod ved jeg ikke, men i år har jeg også tænkt meget over, at udvikling ikke er en lineær proces.

Det er en gammel sandhed, som de fleste af os nok er semi-bevidste om, men det har fyldt mere for mig i år, end det plejer.

For da jeg i sommer stod med 24 sting over hoften, et gigantisk skattesmæk, tilbagebetaling af boligstøtte fra 2022 og en kvalmende værkstedsregning, ville det være nærliggende at forfalde til selvhad over det, det udefra lignede en gentagelse af et gammelt mønster.

Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke i perioder har hyggethadet *lidt*.

Men det, der står tilbage, når solen går ned er, at det også har vist mig, hvor langt jeg egentlig er nået.

For i stedet for bypass og lappeløsninger og fuld struds, samlede jeg battet op, og gik i gang med at slå boldene tilbage over nettet, en bold ad gangen.

Bider det? Ja, for fanden. Banken trækker i gennemsnit 17.000 kroner til min budgetkonto hver måned, og det er KUN the basics. ALT unødvendigt er skrællet væk. Jeg betaler små 20.000 kroner i B-skat, og min restskat koster mig 6500 kr. pr. måned. Boligstøtteregningen blev fordelt på 9 girokort á 1500 kr., og værkstedsregningen fik jeg lov at dele op, så jeg smed 6700 kr., 3 måneder i træk.

De, der er gode til hovedregning, kan se, at jeg dermed har haft 3 måneder (september, oktober og november), hvor jeg har skulle finde 50.000 kr. til regninger.

Men værkstedsregningen er betalt. Jeg har 2 afdrag tilbage på boligstøtten, og jeg er halvvejs med min skat. Revisorens ekstratjek har givet ro, fordi jeg ved, at jeg er færdig-færdig til sommer, når det sidste girokort fra Skat er betalt, og fordi jeg har været alt igennem med en tættekam, ved jeg også, at jeg er nede på at skylde 46.000 kr. på min bil. Dermed behøver jeg ikke længere at frygte, at en værkstedsregning tager det økonomiske liv af os. Når den skal til service næste gang, skylder jeg ikke mere på den, end at det kan dækkes ind af det, forhandleren vil give for den, hvis de vurderer, at der skal skiftes noget dyrt.

At jeg har kunne trække vejret og holde balancen, er et resultat af, at jeg står på skuldrene af min egen udvikling; at jeg reelt forstår, at jeg ikke har fejlet som menneske, fordi jeg står overfor noget, som er svært.

Det syn på selvudvikling giver mening for mig på mange fronter. Meget lavpraktisk har jeg senest tænkt det ift. julens overflod vs. januars smalhals.

For der har, i hvert fald i de kredse, jeg færdes i, de sidste mange år eksisteret en form for lakonisk pragmatisme, hvor vi ikke har meget til overs for nytårsforsætter og Det Er Slut Fra NU Af!

Men hvad nu hvis januars askese og nøgenhed ikke er Dit Nye Liv og den vej, du optimistisk sætter ud af – for så efter nogle uger, slukøret og med selvhadets tunge åg på skuldrene, at kaste håndklædet i ringen og endnu engang konstatere, at viljestyrke og rygrad nok bare mere er de andre forundt?

Hvad nu, hvis januar og det mindset, du starter året med, bare er den naturlige (mod)reaktion på decembers dekadente overflod, med lag på lag, ting alle steder og mennesker overalt? Er det ikke meget naturligt at mærke lysten til kontrast; til noget crisp, citrusbefængt minimalisme?

Når vi kigger på naturen og måden, det hele cirkulært spirer, blomstrer, visner og forgår, er der jo ingen af os, der opfatter sommerens blomstrende ekstravagance som et bevis på, at vinteren og den nøgne jord har fejlet. Begge dele er nødvendige for at holde livshjulet kørende, og det eksisterende har ofte sin største værdi i kontrasten til det, der var og det, der kommer.

Måske er det det samme for os?

Måske ville det give mere mening at tænke udvikling, både i det store og det små, som et pendul, der svinger mellem de forskellige yderligheder, og dermed hele tiden hjælper os med at bruge hele vejens bredde?

Eller måske er udvikling cirkulær, men evigt stigende; som en vindeltrappe, der – hvis man ser den ovenfra – godt kan se ud til bare at gå rundt og rundt, men hvor vi for hver runde vi tager, kommer et perspektiv-niveau højere op, og kan bruge de erfaringer, vi gør os og de lektier, livet tvinger os til at lære, til at se den kendte udsigt fra et andet og højere perspektiv?

Der ligger i hvert fald i det en mere selvkærlig måde at betragte vores færd gennem livet på, hvis ikke vi opfatter alle nye tiltag som beslutninger, vi fejler i at fastholde, fordi vi slipper dem for at få hænderne fri til at gribe om andet, der er vigtigere for os nu.

Dette bliver årets sidste indlæg, og inden jeg slutter, vil jeg gerne sige tak for jeres fortsatte engagement og kvalificerede input i kommentarfeltet, og for at have haft lyst til at dele virtuel bænk med mig endnu et år. I gør mig klogere og bedre, og I gør det sjovere at være her.

Rigtig godt nytår til hver eneste af jer.

21 december 2025

M2025, uge 51

Linda M20XX 19

I den forgangne uge:

Har jeg hentet kød på den lokale gård, og kvaliteten af det er så absurd meget bedre end det, man køber i supermarkederne, at jeg nu har besluttet at prøve at undersøge, om der findes steder i nærheden, hvor jeg kan købe fjerkræ fra eget hold.

Jeg synes have set ænder og gæs, men jeg mener ikke at være stødt på kyllinger. Derfor spekulerer jeg på, om der er noget særligt dér, som betyder, at man ikke kan købe det i lokale gårdbutikker?

Hvis det ikke kan lade sig gøre, må jeg gå med den næstbedste løsning, som er noget bedre fra køledisken. Har vi erfaring med mærker, der kan købes i de lidt større kæder (fordi #Esbjerg), som er ægte bedre end det, nogen har pakket ind i noget brunt papir, der skal signalere øko og biodynamik, men som smager fuldstændig ligeså meget af ingenting, som D@npos plastikkylling?

Er jeg begyndt at skrive til borgmestrene i de kommuner, hvor jobcentrene ikke betaler mine regninger til tiden, og ikke reagerer på mine henvendelser.

Er det irriterende? Formentlig.

Men jeg bliver simpelthen så provokeret af det, fordi der ikke er skyggen af nåde, når det er dig, der skylder det offentlige penge.

Og når man fra offentlig side fastholder, at prisen, der kan opkræves for jobcenteropgaver, er den, der er skrevet ind i BEK nr. 1317 af 08/09/2020, som ikke er indeksreguleret siden 2019, så fanger bordet – for så er det selvfølgelig også betalingsfristen, der er nævnt i selvsamme BEK, der skal følges.

Jeg vil strække mig langt for husfredens skyld, men du kender mig dårligt, hvis du tror, at jeg bakker ned, fordi du ignorerer mig.

Så tager vi den bare.

Har jeg gjort mig en erfaring, jeg her vil videregive, så mine med-syltere derude kan undgå at falde i samme fælde:

Der er forskel på kvaliteten af glas, som bruges til patentflasker og -glas.

Det er meget niche, det ved jeg godt, men det er FANDME ærgerligt at have brugt tid og råvarer på at stå og lave gløggekstrakt og hyldesirup fra bunden, som mugner, fordi glasset ikke kan desinficeres ordentligt.

I starten troede jeg, at det var mig, der ikke havde fået glas og flasker skoldet grundigt nok, eller at gummiringen sad forkert, så glasset ikke sluttede ordentligt tæt, men da jeg for nogle måneder siden lavede basilikumolie, hældte jeg den på to små flasker af hvert sit mærke.

Da olien var brugt, og flaskerne skulle gøres rene, blev den billigste af dem VED med at have en fedtet belægning på indersiden, uanset hvad jeg forsøgte mig med af rengøringsmidler.

På den måde opdagede jeg, at det altid var flasker og glas af det mærke, der fik indholdet til at gå til, og da jeg stod med en af mine gamle flasker i den ene hånd og en af de nye (billige) i den anden, kunne jeg faktisk fysisk mærke forskel. Det er, som om de billige er en smule mere ru i teksturen, hvilket ville forklare, hvorfor de ikke kan koges sterile.

Jeg har stadig en håndfuld af dem stående, for det er træls bare at smide dem ud, men jeg bruger dem nu til ingefærte, saftevand osv., som er nemt at vaske af, og som er drukket i løbet af et par dage.

Var jeg i sidste uges indlæg inde på, hvordan jeg har prøvet at arbejde mere konkret med udgifter og betalingsflow det sidste halve år, bl.a. med en økonomikalender og kortere betalingsfrister, fordi det gør mig mindre sårbar i perioder med ekstra udgifter.

Én af de ting, jeg også har gjort, er at købe revisoren ind til et ekstra tjek af regnskabet, så jeg ikke i 2026 for tredje år i træk får en restskat, som ender med at slå bunden ud af alting.

Jeg sendte ham rub og stub i slutningen af november, og forleden fik jeg så den besked, jeg virkelig, virkelig havde håbet på at få: Det ser ud til, at jeg i 2026 får cirka 5000 kr. tilbage.

Om jeg så ender med kun at få én krone tilbage, er jeg glad. Men fordi jeg ret tidligt kunne se, at 2025 ville blive et økonomisk sejtræk pga. operation og restskat (og surprise-tilbagebetaling af boligstøtte for 2022 og en værkstedsregning på 20.000), lovede jeg mig selv, at jeg ville huske at fejre sejrene.

Det er det her. En ret stor én af slagsen, faktisk, fordi jeg har gjort det selv.

Så jeg har købt en flaske bobler, som jeg har tænkt mig at åbne i aften, når der er ro og verden er stille, og udbringe en lillebitte skål for mig selv.

13 december 2025

M2025, uge 50

Linda M20XX 15

I den forgangne uge:

Har jeg lavet en ‘økonomikalender’ for 2026 – som er et meget flot ord for en A4-side, jeg er gået fuld Jørgen Clevin på.

Jeg har vist et par gange nævnt, at 2025 for mig er året, hvor jeg har besluttet ikke at løse i dags problemer med i morgens midler. Hverken konkret eller i overført betydning. Derfor har det sgu nogle måneder været stramt, men jeg har gjort mig ualmindeligt umage for at eliminere overraskelser og for stadig at tage udgifterne, når de er opstået. Også selvom det, lige når jeg er blevet præsenteret for udsigten til dem, har været fristende at skubbe dem og sige, at det lige må blive *næste* gang, bilen skal på værksted, vi skifter de styrekugler.

Hele året igennem har jeg derfor hver måned omkring d. 20. lavet en liste i min notesbog, hvorpå jeg har skrevet, hvad der lander af regninger den kommende måned, ud over det, der går på betalingsservice. For (og det er ok at dømme mig her) jeg kan simpelthen godt komme til at glemme det.

Men det her system har vist sig at fungere ualmindelig godt. Både fordi jeg så, INDEN mange af mine fakturaer bliver betalt, på den måde minder mig selv om, hvad en stor del af pengene skal bruges på, men også fordi det virker godt for mig, visuelt at se tallene over hinanden. Det gør det meget konkret, at jeg ikke bare skal huske 3 tilfældige girokort, men at der venter en udgiftspost på i alt 12.000.

Samtidig husker jeg ganske enkelt alting bedre, når jeg har haft det gennem hånden ved at skrive det ned.

Derfor har jeg nu på et stykke karton skrevet de 12 måneder, og under dem påført udgifter, der ikke er månedlige, men som er på mere end 1000 kr., f.eks. vægtafgifter, aconto varme osv.

De udgifter, som er delt op i et bestemt antal afbetalinger, har jeg skrevet på med tallet for, hvor langt jeg i afbetaling er i parentes bagefter (f.eks. Træning (7/12), og særlige ekstraindtægter (f.eks. børne/unge-ydelse) er også skrevet på.

Og er der noget her, som er nyt og epokegørende? Nej. Der er tusind systemer, som formentlig alle virker lige godt, uanset om man vælger kuverter med kontanter eller budgetskemaer med tallene i sirlige kolonner, delt op efter, om der er tale om faste eller variable omkostninger.

Jeg har prøvet mange af dem, og selvom jeg inderligt ønskede, at de alle sammen virkede for mig, må jeg bare konstatere, at det har de ikke gjort. Det her gør. At holde listen kort, og at beskæftige mig med den på månedsbasis har vist sig at være overskueligt nok til, at jeg får det gjort, men samtidigt ikke så detaljeret, at jeg bliver overvældet, når jeg sætter mig med det.

Så tippet her er nok egentlig bare, at du med de her ting er nødt til at blive ved med at lede, til du finder den løsning, der virker for dig.

Har jeg halveret min betalingsfrist, hvor jeg kan. På jobcenteropgaverne er fristen fastsat i en bekendtgørelse, så der er der ikke så meget at gøre, men på de opgaver, hvor jeg selv kan bestemme vilkår og betingelser, er jeg gået fra 14 dage til 7.

Min tanke var, at jeg på den måde ville få flere penge ind til tiden på de 14 dage, jeg stadig mentalt har som frist – men til min inderlige overraskelse lader det til, at mange af de instanser, der tidligere altid betalte for sent, pludselig betaler til tiden.

Det letter tingene en del for mig, og samtidigt slipper jeg for at sende de rykkere, jeg altid har hadet at sende afsted.

Vil jeg, nu hvor året går på hæld, spørge, om der er nogen, der har noget, de skal have med? Er der et tema om forbrug eller miljø, I gerne vil have mig til at dykke ned i? Er der noget, vi ikke har snakket om længe, som enten skal opdateres eller genopfriskes?

Hvis det er tilfældet, så smid det bare i kommentarfeltet.

Har jeg haft skruetrækkeren fremme, og brækket lyskæderne ud af de glasjuletræer, jeg har til at stå i mit køkkenvindue.

Jeg har gjort det før, både med lamper og små figurer. Jeg skruer pæren ud eller fjerner plastpladen med batteri og lyskæde og lægger i stedet én af mine trofaste Siriuskæder i, som kan tændes og slukkes med remote, og som kan indstilles på 2, 4, 6 og 8 timer. Jeg har dem i mange længder og med få eller mange pærer, og derfor har jeg altid én, der lige passer.

Ud over at spare på batterierne, fordi kæderne ikke står og brænder 6 timer ad gangen, kan jeg nu tænde mine små juletræer om morgenen, så de sammen med kalenderlyset kan stå og skabe lidt decemberhygge i den vintermørke vindueskarmen.

11 december 2025

I øvrigt:

Linda I øvrigt/Siden sidst/Top 5/lister 32

*Har jeg det, som om dagene er 10 minutter lange i de her uger. Hver eneste opgave, jeg kommer i nærheden af, opfører sig som Gizmo fra Gremlins, dyppet i vand, og da dagslyset samtidigt kun beærer os med sin tilstedeværelse mellem kl. 11 og 12.30, føles det som om, jeg er kommet på en slags meget short-staffed nathold.

*Kan jeg, apropos lange nætter, ikke forstå, at det skal være så svært at finde Den Rigtige Hovedpude? HvorFOR kan man kun vælge mellem A4-papir og ølkasser?!

*#Pudegate er ikke kun irriterende pga. den brækkede nakke. Det er OGSÅ træls, fordi jeg har omkring 25 minutter til at falde i søvn, og hvis det fejler, straffer min hjerne mig resten af natten. For et par uger siden kom jeg til at ligge og, helt surt, tænke på en fyr, jeg kender, som sgu bare er for fornøjet til, at jeg rigtigt kan holde det ud – og med det SAMME kvitterede min hjerne med “Hør den lille stær, den ER ÅH, SÅ FORNØJET!”, som den kørte på repeat. Resten af natten. KUN den ene linje. De siger, at søvnmangel er en form for tortur. Jeg siger, at det bare er der, vi starter.

*Har jeg et spørgsmål, som jeg mener mere alvorligt, end jeg bryder mig om at indrømme: Hvordan ved pitabrød, at de skal være hule? Efter min BEDSTE overbevisning bager man dem sgu da på samme måde, som man bager boller? Jeg gør. Og alligevel er de på magisk vis hule, når man klipper dem op. Hvordan fungerer det??

*Vil jeg gerne vide, om nogen, nogensinde, noget sted, ever, har vundet de 500 kr., alle kommercielle sites altid fortæller, at man kan vinde ved at signe op på deres nyhedsbreve?

*Kan jeg ikke anbefale ‘The Beast In Me’ nok. Er du SVIMMEL, den er god! (Og uhyggelig!!)

*Har jeg bemærket en ny, ulækker tendens på de sociale medier, hvor afsenderen skriver beundrende overskrifter over billeder, der helt åbenlyst er valgt for at vise, at en eller anden er blevet gammel eller tyk.

Det, der gjorde det så tydeligt, at jeg endelig fik øje på det, var det her:

For hvis det her var en tilfældig sanger, som ingen kendte, ville man ikke tænke videre over det, tror jeg. Men hvor alle aviser og nyhedssites med deres clickbaitartikler er MESTRE i antydningens kunst, når de skriver om, hvilken restaurant, der er blevet taget i at servere grillede rotter (“Lokale i chok!”), så sørger de her i overskriften for at fortælle, at det er Nelly Furtado, der er tale om.

Det er genialt lavet, for du kan ikke kommentere på det, uden at de så kan slå ud med hænderne og med forstilt uskyld hævde, at DE ikke har haft bagtanker med det – men at du måske lige skulle prøve at vende blikket indad, for hvorfor er DIN tanke, at der skulle være noget i vejen med det her billede…?

Men de første 600 kommentarer var fatshaming og jokes om, at den fugl da vist var blevet noget tungere, siden den fløj væk i 90’erne. Og hvor det er svært at tage en debat om tonen i noget, der ikke bliver sagt, er det umuligt, når afsenderen direkte siger det modsatte af, hvad man beskylder dem for.

Jeg hader det.

*Kan vi, nu vi er ved sociale medier og urealistiske kropsidealer, også lige tale om de mange reklamer med billeder af lykkelige familier, der er alle steder at finde i denne søde juletid. For jeg er begyndt at kigge rigtigt på dem og prøve at vurdere, hvor gammel ‘moderen’ er. Det kan jeg varmt anbefale. For hvor man, i et hurtigt driveby, bare tager for gode varer, at de 3 personer på billedet, er mor (28-ish), far (35-ish) og deres lille baby, så er det faktisk ret nemt at se, at den kvindelige model er omkring 16 år, når man kigger rigtigt efter.

Det har faktisk rykket på noget fundamentalt i mig.

For som vi før har talt om, så designer man selv sin algoritme, og jeg har været meget bevidst om at luge ud i alt det, der kan kravle ind under huden, de dage, hvor man føler sig helt forkert.

Den digitale oprydning får mig i stigende grad til at indse, HVOR påvirket man bliver af kronisk eksponering for et ideal, der bliver præsenteret som normen.

For hvis du spørger mig, om jeg er flov over at være alene med mine børn, er svaret et rungende nej.

Men hvis du beder mig forestille mig en familie, forestiller jeg mig en mand, en kvinde og 2 børn.

Hvis du siger “Sygeplejerske” til mig, forestiller jeg mig en kvinde, uanset hvor meget jeg ville ønske, at det ikke var tilfældet, og vores nisse er en mand.

Den driller bare. Den har ikke tøj på, og den skriver ikke noget, hvor der er behov for pronominer – men jeg har i 15 år ikke engang forHOLDT mig til, at vi altid omtaler den som ‘ham’.

Derfor er det vigtigt at påtvinge sig selv noget diversitet i sit feed, og derfor er det vigtigt, at vi forholder os kritisk til det, vi bliver udsat for i det offentlige rum.

For måske behøver du ikke ønske dig en laseroperation og en hamphandske at fjerne appelsinhud med i julegave? Måske er der ikke noget forkert ved, at du som 52-årig har et gråt hår og bryster, der ikke starter under hagen? Måske er det faktisk den kommercielle arketype af Mor, der er noget galt med, og ikke dig?

Ja, det er bare en tanke (til nætterne, hvor hovedpuden er en idiot).

6 december 2025

M2025, uge 49

Linda M20XX 2

I den forgangne uge:

Var jeg søndag i skoven med hele familien for at samle mos osv. til juledekorationerne.

Mens vi dryssede rundt mellem de vinternøgne træer, bemærkede jeg pludselig, at der på jorden lå massevis af kogler.

Jeg er for tiden virkelig inspireret af Hyldemor, som jeg synes har en vidunderlig tilgang til naturen og det alternative. Man kan mærke, at hun er uddannet arkæolog, og dermed er skolet til at underbygge sine betragtninger, og efter at have hørt et par podcasts med hende, købte jeg i sensommeren hendes bog “Blandt urter og elverfolk”.

Jeg læser på den sidste dag i måneden kapitlet for den kommende måned, og det er en virkelig fin måde at forankre sig yderligere i årshjulet på. Samtidig er det også lidt den perfekte storm, fordi jeg de sidste år har arbejdet mig længere og længere ned i årets gang i haven og naturen omkring mig, og hendes verdenssyn, som jeg forstår det, falder fint i tråd med den måde, jeg anskuer livet på.

Derfor fik jeg lyst til at samle koglerne, som kan bruges i som dræn i bunden af mine blomsterkrukker til næste år i stedet for de Leca-nødder, jeg plejer at bruge. Det er jo ikke fordi de 50 kroner gør den store forskel i budgettet, men jeg kan godt lide tanken om det evige fokus på, at hjulet drejer, og den dobbelte gevinst, der ligger i, at jeg lige kan glæde mig til lyset vender tilbage, og til april, når det hele begynder at blive lysegrønt igen, mindes turen i skoven, mens jeg planter årets første krukker.

Min søde far er altid beredt til tænderne, så han havde (selvfølgelig) en pose i lommen, jeg kunne samle i. Koglerne har siden ligget til tørre på en bakke i mit varmeskab, og her til morgen har jeg taget dem ud og fyldt dem i en papirspose, så de kan stå i mit skur og vente på forårets komme.

Har jeg gjort mit køleskab og begge mine frysere rene.

På mandag skal jeg på Gården og hente kød, hvilket er en god anledning til både at få ryddet rigtigt op og i samme ombæring gjort ordentligt rent.

Det var nu ikke fordi, der var meget, der måtte ud, for jeg har været god til at tænke frysermaden ind i madplanen de sidste mange uger, men der var stadig et par isede poser med brød, og nogle plastbøtter, jeg ikke havde fået skrevet indhold og dato på, som måtte lade livet.

Jeg benyttede lejligheden til at (gen)skabe lidt system, og har bl.a. dedikeret en skuffe til de små flasker, jeg købte for et halvt år siden, som virkelig fungerer over al forventning. De bliver brugt til frugtsaft, rester af mælk og juice osv. og det er genialt, at de er så små.

Ift. prepperlageret, fungerer det langt bedre for mig, at jeg fryser de sidste dl. af en liter mælk, vi ikke kan nå at drikke, end at have UHT mælk, som jeg faktisk ikke kan lide, og som vi derfor ikke drikker, når det er ved at gå på dato, på lager.

Apropos prepping har jeg gjort plads i begge frysere, så jeg kan fordele kødet, når jeg har hentet og pakket det. Ryger strømmen, er der ikke så meget at gøre, men går der en enkelt kreds, er der ingen grund til at have det hele liggende samme sted.

Æg og flere kurve, I ved.

Har jeg været i Aarhus igen, og ligesom jeg har gjort de sidste par gange, valgte jeg også denne gang at køre over Herning.

Jeg kan faktisk ikke anbefale nok, at man prøver at slå vanen fra, og i stedet faktisk prøver at SE, hvad GPS’en foreslår, når man indtaster en adresse.

Min foreslår altid 3 ruter: To, der tidsmæssigt ligger tæt på hinanden, og så en helt håbløs mulighed, som jeg kun kan formode er til masochister.

Men mulighed nummer 2 er for mig ofte LANGT billigere, fordi en del af strækningen er på landevej, og lige nu, hvor der er vejarbejde på motorvejsstrækningen mellem Vejle og Aarhus, er det markant mere behageligt at køre over Herning, hvor jeg på en stor del af turen har vejen for mig selv.

Jeg skal gøre en aktiv indsats for at huske at vælge det andet alternativ, fordi jeg som så mange andre er slave af rutinen, og derfor ofte bare sætter mig ind i bilen, taster adressen og vælger det første, det bedste forslag – men jeg har bemærket, at jeg trods alt bliver bedre til at huske det på de strækninger, jeg kører ofte, og dermed kender.

Jeg kører diesel – men jeg kunne faktisk godt tænke mig at høre fra de af jer, der kører el-bil.

Hvordan kan I optimere, når I planlægger ruter? For det er sikkert old news, 20 minutter efter, at man har hentet sin første el-bil, men for de nye og de kommende i klassen er det rart at få lov at læne sig lidt op af de gamle rotter.

30 november 2025

M2025, uge 48

Linda M20XX 2

Siden sidst:

Har jeg købt og pyntet vores første, kunstige juletræ.

(- sammen med mine børn, hvilket fik mig til at spekulere på, hvad jeg egentlig har gjort af min bideskinne?)

Jeg har været rundt i fysiske butikker for at kigge på de modeller, I anbefalede tilbage i oktober, og af mange forskellige grunde (herunder prisen på fragt. Seriøst: 300 kr. for en fragtmand og ingen alternativer? Styr jer, Jem & Fix) endte jeg med et fra Plantorama.

Det er simpelthen så fint, for selvom man godt kan se, at det ikke er et ægte grantræ, så er det pænt og tæt, og den grønne farve ligner ikke noget, et surt neonskilt har kastet op.

Jeg ville bare skrive det på listen, så I ved, at jeg bruger jeres kommentarer, når jeg stiller et spørgsmål, og I bruger tid på at svare.

Har jeg fundet en løbeklub til Anton, som han har indvilliget i at prøve at starte i efter jul.

Vi har snakket om det længe, for han har altid været glad for at bevæge sig, men mange typer af sport forudsætter, at man vil spille på hold og/eller ikke bliver skør af akustikken i en sal.

Dertil kommer, at det er, som om breddeidrætten somme tider glemmer, at man som barn også godt kan have lyst til bare at dyrke en sport på motionsplan. Anton var glad for taekwondo, men efter 2 år var det ikke længere muligt at deltage i træningen, uden at skulle kæmpe mod skiftende modstandere hver gang. Frida, som har gået til svømning, siden hun var 5, stoppede i sommer, fordi træningen simpelthen blev så dødsyg, at jeg næsten faldt i søvn, når hun fortalte mig om den. Det er, som om man taber interessen for de børn, der ikke har potentiale og/eller et ønske om at træne på konkurrenceplan, i hvert fald her i byen, og det er en skam.

Men jeg er ret sikker på, at løb godt kunne fange Anton, for han er bygget som en løber, og kan løbe både virkelig langt og virkelig hurtigt, selvom han lige nu ikke løber andre steder end i pendulfart mellem sit værelse og køleskabet.

Derfor har jeg ringet rundt og fundet en klub, ikke så langt herfra, hvor de er helt klar på at tænke unge mennesker ind, der måske godt lidt kan glemme, at der er trafik og andre mennesker ude på vejene, og at man lige skal tage en tår vand, når man har løbet 10 km. på 55 minutter. I udtrådte Nikes med velcro. (Det barn, mand!)

Nå, men timingen er ikke tilfældig, for som jeg skrev for et par uger siden, har han ikke mange ønsker – men løbegear er oplagt under træet. Det er jeg ikke så ked af at smide penge efter, for selvom det skulle vise sig, at løb ikke lige er ham, så kan både sko og bluser bruges til hverdag, og tights kan bruges til idræt og under regnbukserne, når man er på fisketur med morfar.

Har jeg genindført “Når der er billig strøm næste gang” som fast punkt på min ugeoversigt.

For OKAY, det er dyrt lige nu! Min regning er steget med 200 kr. på en måned, fordi vi er hoppet over på vintertarif, og jeg er nok mere opmærksom på, hvordan jeg lægger mit forbrug end så mange andre.

Jeg har genoptaget nogle af vores gamle vaner med at bruge de samme tallerkner til morgenmad og frokost, at bruge det samme glas/krus hele dagen, og at lufte det tøj, der ikke er beskidt. Jeg er Den Store Lyseslukker, og bruger lige 3 ekstra minutter på at tænke over, om jeg kan nøjes med at bruge én varmekilde til aftensmaden. F.eks. at tage pitabrødene til suppen op, så de ikke er frosne, men bare kan smides på brødristeren i stedet for i ovnen, eller at varme både rødkål og frikadeller til rugbrødsmaden i den samme ovn, som ungernes rester bliver lunet i.

Der er vintertarif på de næste mange måneder, og nogle dele af forbruget må man bare æde, at man ikke kan rykke på. Men om sengetæppet eller vinterjakken bliver vasket i dag eller om en uge betyder måske ikke så meget. Det eneste problem ved at udsætte en opgave er bare, at man, når man er mig, så meget let risikerer at glemme den.

Derfor har jeg nu et fast sted, jeg skriver opgaverne på, når jeg opdager/kommer i tanke om dem. Så ved jeg, at jeg husker at lade powerbanken og vaske bademåtten, når næste gang el-prisen tager et tiltrængt dyk.

22 november 2025

M2025, uge 47

Linda M20XX 8

Siden sidst:

Har Anton haft fødselsdag.

Han er ikke den nemmeste unge mand i verden at købe gaver til, for han ønsker sig virkelig ikke meget andet end ro og sine yndlingsmennesker omkring sig – men han har en håndfuld favorit-items, som han altid kan bruge, men som prismæssigt ligger lidt over det niveau, gavegiverne og jeg ellers har aftalt.

Derfor har jeg for nogle år siden besluttet, at jeg simpelthen, helt åbent, tilbyder at betale differencen.

Det lyder måske en lille smule snyd, men det er en bedre løsning for alle: Anton får noget, han gerne vil have, giveren får lov at give ham noget, han kan bruge, og jeg slipper for at fylde skabe og skuffer med (fine) ting, han aldrig kommer til at bruge.

Har jeg fundet mine julelys frem og – klog af skade – tjekket, at de virker, inden jeg hænger/sætter dem op.

Jeg har været mine 2 julekasser igennem, fordi jeg ved, at det altid er inden, jeg pynter, at jeg har lyst til at købe al julepynt i verden (og her er børnene virkelig ingen hjælp, for særligt Frida stemmer ALTID for, at vi køber 200 af hver). Men fordi man i november ofte glemmer de mange, små ekstraudgifter, december altid medfører, så er det, i hvert fald for mig, særligt her, der er penge at spare ved at have styr på, hvad jeg reelt mangler af nissehuer og kalenderlys, inden bjældeklangens sirenesang får ram på mig.

Kalendergaverne har jeg næsten styr på, så den udgift er også spredt lidt ud, og dermed mangler jeg egentlig bare det nye, kunstige træ, som jeg regner med at tilvejebringe i løbet af den kommende uge for at have styr på ud-over-julegaverne-udgifterne.

Fordi this ain’t my first rodeo ved jeg, at (brugte) julegaver og ønskesedler traditionelt deler vandene, så derfor linker jeg lige til par ældre indlæg, der er gode at genlæse.

Har jeg fundet en ny yndlingsret, som er både nem, billig og hurtig at lave: Suppe med pulled chicken, ris og grøntsager.

Du skal bruge:

1) 1 liter supper (f.eks. fra Karoline)

2) 1 pakke kyllingfilet, som du har fundet i Stop Madspilds-køleren i dit lokale supermarked

3) Hakket grønt, der trænger til at blive spist

4) Ris

Start med at sætte risene over.

Brun kyllingen ved middelvarme i et par minutter. Tag den op af gryden, svits grøntsagerne, læg kyllingefiletterne tilbage og hæld suppen over.

Lad det simre cirka 15 minutter, hvorefter du trækker kyllingekødet i strimler med to gafler.

Smid ris i, som du synes, det passer.

Du kan variere retten i det uendelige ved at bruge forskellige slags suppe og grøntsager, du kan erstatte ris med pasta, og du kan supplere med toppings som f.eks. croutoner, revet ost, majs, æbletern, gulerødder osv. (Jeg prøver at tænke geografi, når jeg skal finde på her, for ‘mexicansk’ eller ‘indisk’ giver mig markant flere ideer, end ‘hvad kan man putte i tomat-/karrysuppe’).

Spiser du ikke kød, kan du tilsætte en dåse drænede bønner, eller du kan riste kikærter på panden og bruge dem som topping.

Sidste lille hack er altid at have frosne pitabrød i fryseren. Fordi de er flade, er de hurtige at tø op, og du kan dermed tilpasse antallet efter, hvor mange børn, der spiser med, og hvor meget fyld, du har i suppen.

20 november 2025

Skoleret på vrangen

Linda Alvorligt talt 22

Forleden kunne man på TV2 læse, at en skole i Holbæk skal lukkes, fordi skolen, i følge kommunen, ikke i tilstrækkelig grad har dokumenteret korrekt prøvetilmelding, samt undervisning i tysk og musik.

Der er tale om en privat skole for specialelever, bl.a. autister og børn med skolevægring, og den sag har jeg lige et par kommentarer til.

For jeg bor ikke i Holbæk kommune, og jeg har ikke et barn med skolevægring. Men jeg har et barn med særlige behov, der går i skole, og derfor ved jeg præCIS hvor lidt hjælp og viden, der er at hente hos kommuner og fagfolk.

Da jeg sad til et Tværsmøder på Antons tidligere skole, var skolens og PPR’s – og dermed kommunens – eget FØRSTE forslag til at hjælpe ham med de udfordringer, autisme giver, at skemareducere ham

“Hvordan sørger man, helt lavpraktisk for, at den undervisning, han så ikke modtager, bliver pillet ud af eksamenspensum?”

“… altså.. ja, det kan man selvfølgelig ikke?”

“Ok. Så skal jeg bare lige forstå, hvordan det er en løsning for Anton og ikke bare for jer?”

I kan tro, vi hyggede os til de møder.

Og modsat hvad man kunne tro, så er det her ikke et indlæg om, hvor rigtigt jeg gør alting, og om hvordan verden ville være bedre, hvis bare alle gjorde som jeg.

Det er et indlæg, som skal forsøge at illustrere, HVOR lidt hjælp man får til at hjælpe sit barn, når det ikke ligner de andre i klassen.

Det er et indlæg, som skal forsøge at illustrere, at man som forælder til et barn med særlige behov bliver mødt af én lang række af fagfolk, der primært har brug for at flytte aben, eller som, helt uden konsekvenser, trækker påstande ud af den blå luft, fuldstændigt uden at have noget at underbygge dem med.

Eksempelvis sad jeg for 7 år siden til det endelige Netværksmøde på Børnepsyk., hvor alt hvad der kan kravle og gå af psykologer, skoleledere, sagsbehandlere osv. deltager, og her gjorde sygeplejersken meget ud af at forklare de tilstedeværende lærere og pædagoger, at det var vigtigt at korrigere Anton, når han talte engelsk, for – som hun sagde – ‘vi bor jo i Danmark’.

En af mine meget få superkræfter er, at jeg ikke er bange for hverken dårlig stemning eller autoriteter, så jeg stillede det spørgsmål, som ALLE fagfolk om bordet burde have stillet:

“Må jeg have lov til at spørge ind til din uddannelsesmæssige baggrund?”

*Awkward silence has entered the chat*

Hun var sygeplejerske. Hvilket jeg har al respekt i verden for. Men mig bekendt arbejder man ikke meget med sprogudvikling på dén uddannelse.

Derfor bad jeg om kildehenvisninger til den forskning eller de undersøgelser, hun byggede sine antagelser på. Dem havde hun ikke rigtigt nogle af, så jeg tilbød i stedet at sende hende et par links til nogle af de mange, mange undersøgelser, der alle sammen klart indikerer, at sprog avler sprog.

Jeg er kun mor til én autist, og derfor ved jeg af gode grunde ikke, om mine strategier ville have virket på andre, men min pointe er, at jeg KUN har haft min egen mavefornemmelse at navigere ud fra, for den “hjælp” jeg fik tilbudt, var i bedste fald mangelfuld og i værste fald skadelig.

Men jeg har taget de kampe, der har været nødvendige for at tvinge skolen til at tage ansvar for at inddrage ham, og jeg har klippet hæle, hugget tæer og dækket op, når der – igenigen – blev arrangeret volleystævner for hele skolen i gymnastiksale med akustik fra helvede og cykelture på 12 km. på veje uden cykelstier. Han har ALTID haft en bagdør, og både mine forældre og jeg har siddet i biler på parkeringspladser på alle tider af døgnet, så han kunne deltage i arrangementer, så længe, han kunne rumme det, og komme hjem, når det var nok.

Og jeg er helt på det rene med, at vi har været heldige, fordi han har haft en psyke, der har været robust nok til at klare sig igennem en folkeskole, der ved Gud aldrig har taget hensyn til børn som ham. Han har aldrig været skemareduceret, og har haft.. hvad.? 4? 5? sygedage i løbet af alle de år, han har gået i skole.

Derfor var jeg faktisk, nu hvor han er startet i 8. klasse, begyndt at sænke skuldrene lidt.

I slutningen af september var vi så til det sædvanlige forældremøde, hvor man får info om det kommende år, og det var så HER, jeg lærte, at alle de hensyn, man indtil nu har taget til eleverne på S-linjen, forsvinder.

De skal i brobygning og praktik, og have standpunktskarakterer og til eksamen på lige vilkår og i samme pensum som eleverne på almen-delen.

Den tager vi lige langsomt: De børn, der har været og stadig er skolereducerede, og som i årevis har modtaget undervisning, der 100% har taget udgangspunkt i, hvad de evner, skal fra i år vurderes på fuldstændig lige fod med neurotypiske børn, der har gået i skole fra kl. 8-14 i 9 år.

Alle; også de børn, der har invaliderende angst som regulær diagnose, skal – SKAL – have årskarakterer – for ellers kan de ikke få en afgangseksamen.

De børn, der siden 2. klasse har været ved at brække midt over af kraftanstrengelsen ved bare at være til stede i de ALLERvigtigste timer som dansk og matematik, SKAL have tysk – ellers kan de ikke få en afgangseksamen.

De børn, der har været heldige nok til at få en plads på en S-linje, og som derfor i den tid, de har gået der, har modtaget undervisning, som er tilpasset det, de formår, og som måske derfor sidder med en 5. klasses matematikbog i 8. klasse, SKAL til eksamen på samme måde og på samme vilkår, som elever på almendelen. Ellers kan de ikke få en afgangseksamen.

Og nu tænker du måske: Men det er vel også rimeligt nok, hvis de skal have et eksamensbevis?

Hertil vil jeg gerne have lov til at stille det spørgsmål, som er essensen af hele min anke mod systemet: Hvorfor skal de her børn have den samme eksamen som alle andre?

Hvis de kan, fordi de hensyn, man har taget til dem, har gjort det muligt for dem at tilegne sig det samme pensum, som alle andre? Kør! Hurra!

Men hvis ikke de kan – hvad er formålet så? At føje endnu et nederlag til listen? At stresse dem ENDNU mere de to sidste år de går i skole, så de bruger deres sparsomme ressourcer på at være bange og stressede i stedet for at tilegne sig læring?

Det bliver jo ikke det stykke papir, der gør dem i stand til at starte på CBS eller varetage et 8-16 job.

Hvad er det, man gerne vil med det her? Jeg forstår det simpelthen ikke.

Man lader dem i stikken, når man ignorerer deres udfordringer og bare moser dem igennem, til de knækker – og nu finder jeg ud af, at man OGSÅ lader dem i stikken ved at tage hensyn. For det gør dem jo nærmest bare endnu mere sårbare overfor de krav, der for alle andre har været gradvist stigende, men for dem nu er en pludselig opstået forhindring, 20 meter oppe i luften, som de selv skal finde ud af at komme over.

De børn, der går på Holbækskolen, og som om 30 dage er skolemæssige hjemløse, lyder som børn, der er blevet ødelagte af det, den danske folkeskole har udsat dem for. Og jeg kalder den nu: Om 20 år bliver det de her børn og deres lidelsesfæller, som hiver politikerne i retten og kræver en undskyldning. Og med rette. For hvad er det dog, vi med åbne øjne udsætter dem for?

De er endt på den her skole, fordi de ikke kan holde ud at være andre steder. Det er folkeskolen og det politiske system, som har svigtet dem ved ikke at have noget at tilbyde, og derfor har nogle har mennesker lavet et alternativ, som af helt indlysende årsager ikke kan være en spejling af den sædvanlige folkeskole – og nu bliver den så lukket, NETOP den grund.

Fordi man ikke kan dokumentere, at børnene har haft tysk og musik og er blevet trukket igennem idiotiske tests, som ikke engang giver mening at udsætte NT-børn for.

Det svarer jo for helvede til at lukke et sygehus, fordi lægerne ikke kan dokumentere, at patienterne på operationsgangen, følger sundhedsstyrelsens anbefalinger om 600 gram frugt og grønt og 30 minutters motion om dagen. Jeg holder det ikke UD, mand!!

Hvordan dokumenterer man opsamling af ituslåede børn? Eller reintegration af isolerede børn i fællesskaber? Hvordan måler man værdien af at præsentere dem for verden i et format, de kan rumme og forholde sig til, så de derigennem kan finde steder, hvor de kan få lov at bidrage? Værdien af at give dem det bedste udgangspunkt for at blive hele, selvhjulpne, kompetente mennesker?

For hvis du skal gætte, hvor tror du så, at sandsynligheden er størst for at finde et ungt menneske, du kan integrere på arbejdsmarkedet? I puljen med overbelastede børn, der i årevis kun har været sammen med deres forældre, og som for manges vedkommende kæmper med invaliderende følgevirkninger af det, som reelt er et overgreb i form af selvskade, spiseforstyrrelser, depressioner, angst og misbrug?

Eller i den gruppe, hvor børn og unge har fået lov at deltage i livet på det niveau, de på et givent tidspunkt kunne rumme, i et elastisk tilbud, der tilpasser undervisning og kravgrad til barnet og ikke omvendt? Og hvor deres forældre har haft overskud og ressourcer til at kunne samle op, guide og understøtte, fordi de ikke har været slidt i stykker af mistro, overbelastning, økonomiske bekymringer og knusende angst?

For vi har stadig ikke snakket om de ENORME konsekvenser det har, både for den enkelte familie og for samfundet, når et barn falder igennem systemet. Selv de bedste arbejdsgivere har brug for, at deres medarbejdere kommer på arbejde, så en forælder, der konstant bliver ringet hjem eller som må tage ferie, sygedage og orlov for at passe sit barn, som er (og jeg skriver det lige igen) blevet. syg. af. AT. GÅ. I. SKOLE!, læner sig konstant op af en fyreseddel. Bratte fald i indkomst kan resultere i, at man som familie er nødt til at flytte, og så har det pludselig også fået konsekvenser for de søskende til barnet med skolevægring, som havde hele deres omgangskreds der, hvor familien boede før.

De afledte konsekvenser af børn i mistrivsel er enorme, både samfundsøkonomisk og for den enkelte familie, og mit hoved EKSPLODERER over, at der ikke snart er nogen, der gør noget ved det.

Det KAN ikke være rigtigt, at vi med den viden, vi har i dag, fortsat insisterer på, at et systemisk problem skal løftes og løses af desperate forældre og deres forpinte børn.

15 november 2025

M2025, uge 46

Linda M20XX 37

Siden sidst:

Stod jeg søndag op til et fladt dæk på bilen.

Det var én af de situationer, hvor man kan mærke trætheden skylle ind over sig i mandshøje bølger, for hvorfor er der altid noget!?

Men efter 5 dybe indåndinger og en stærk kop kaffe, besluttede jeg mig for, at det var en mulighed for at finde ud af, hvad jeg stiller op, når det sker, in the safety of my own home – for det var/er trods alt en federe simulator end mørke, slagregn og et nødspor på motorvejen.

Jeg ringede derfor til det selskab, jeg har autohjælp hos – som gav mig det her at arbejde med:

“Du skal gå ud og løfte tæppet i bunden af bagagerummet op. Der, hvor der engang lå reservehjul, ligger en pumpe. Den tager du op, slutter til cigarettænder og dæk, og så pumper du bare dækket op og kører bilen på værksted.”

Mig:

“Men.. jeg ved INTET om biler?? Altså – med al respekt, så troede jeg, at det i situationer som den her, at jeg kunne bruge jer?”

Her fulgte en lang forklaring om, at hvis de kom ud, så ville de sprøjte noget forsegler ind i dækket, som ville ødelægge det, og derfor var den anden løsning billigere for mig.

Det er jo svært at protestere imod (selvom jeg bagefter har tænkt meget over, hvorfor en automand egentlig ikke OGSÅ bare kunne starte med at pumpe dækket op, men altså. Det var her, vi var).

10 sekunder efter samtalen, fik jeg en sms om, at jeg, hvis der lå ‘en flaske i bagagerummet ved siden af pumpen’ ENDELIG ikke måtte bruge den.

– hvilket føltes lidt, som når man får at vide, at hunden kun bider, hvis den kan mærke, at man er bange for den.

Men der var ikke så meget at gøre, så jeg måtte tømme mit prepperbagagerum, hive pumpen op og så ellers bare prøve mig frem. Var det SVÆRT-svært? Ærligt? Nej. Det var det ikke. Men jeg kunne have tudet over det, da han forklarede mig det, for når man ikke aner, hvad man står med, så bliver alting virkelig uoverskueligt.

Jeg fik dækket pumpet op, lod det stå en time, og tjekkede så manometeret igen for at se, hvor meget luft, der var sivet ud, og der var faktisk stadig tryk nok på til, at jeg kunne køre afsted med bilen.

Den blev lavet, jeg slap med en lapning, og grunden til, at punktet er på her er, at der er mange strong, independant women, der læser med herinde, og jeg vil virkelig, virkelig opfordre til at bruge de 10 minutter, det kræver, at tjekke, hvad der ligger i bagagerummet hos jer.

For bagefter har jeg tænkt mange gange, at det egentlig er rart at vide, hvad jeg skal gøre, hvis det samme skulle ske, en dag, hvor jeg er afsted.

Har jeg i flere uger tænkt, at jeg ville huske at skrive, at stofservietter er virkelig, virkelig gode at bruge i stedet for viskestykker, f.eks. til dej, der skal hæve eller til grøntsager, der skal vaskes eller omvikles af noget, inden de lægges i køleskabet.

Jeg er slem til at blive fanget i, at ting skal bruges til det, de er købt til, men jeg har nogle stofservietter, som efter et par runder i vaskemaskinen er blevet ualmindeligt stive. Derfor styrer jeg hele tiden udenom dem, og bruger de gamle, bløde i stedet.

Fordi de således ikke bliver brugt til deres egentlige formål, hev jeg dem ud af skabet, sidst jeg ryddede op, og overvejede, om jeg skulle smide dem ud eller bruge dem til klude.

Men fordi jeg alligevel blev grebet af ‘ej, det kan sgu ikke passe, at jeg ikke kan bruge dem til ET eller andet!’ lagde jeg dem tilbage i skabet, hvor jeg også har mine viskestykker. Og fordi jeg havde haft dem i hænderne, kom jeg i tanke om at bruge dem til det, jeg normalt bruger viskestykker til – hvilket har vist sig at være perfekt.

For jeg kogevasker mine viskestykker, fordi jeg også bruger dem, når jeg gør rent. Men det er jo ikke nødvendigt at kogevaske et stykke klæde, man bare har haft over en skål dej, og nu kan jeg pludselig se forskel.

Som en lille, ekstra bonus passer den kvadratiske facon faktisk bedre end de aflange viskestykker, hvilket er en meget lille ting at gå op i, men som ikke desto mindre gør mig fornøjet, hver gang, jeg sætter en skål dej i varmeskabet.

Fik jeg et spørgsmål i kommentarfeltet, der lød (næsten) sådan her:

“Har du tips eller tricks til at holde et minimum af niveau på oprydning og rengøring? Om 3 måneder starter jeg på arbejde igen efter barsel. Jeg har en 5-årig og en 1-årig, og jeg kæmper lidt med at finde ud af, hvad der vil virke, når hverdagen pludselig ruller, og jeg ikke har en hel børnehavedag til at get shit done.”

Det var noget af det, jeg også selv bøvlede med, både mens jeg var på barsel og da jeg efterfølgende startede på arbejde igen. Hos mig skyldtes problemet bare, at mine børn sov meget, meget lidt, og at jeg derfor ikke rigtigt havde tid, hvor jeg ikke var på med dem.

Det vil være meget forskelligt, hvad der virker fra familie til familie, men nu starter jeg med at skrive mine små hacks på, og så håber jeg, at I andre har lyst til at byde ind med tips og ideer, som har virket hos jer.

Jeg fungerer godt med one-liners, når jeg bliver presset. Måske er det fordi, min hjerne altid ræser afsted, og jeg derfor hurtigt farer vild i mit eget hoved, men over årene har jeg lært, at en kort, præcis sætning er en måde at regulere mig selv på, når jeg er ved at spinne af pladen.

(Blot for at forklare, hvorfor mine 3 punkter lyder som noget fra et partiprogram).

A. Del det op

Det lyder uendelig banalt, men det har i mange perioder, også i dag, hvor børnene er store, været den måde, jeg kan få kabalen til at gå op på.

Jeg er ikke hysterisk med rengøring, men jeg bliver stresset og forstyrret, hvis der roder for meget herhjemme. Smertegrænsen for rengøring er omkring 9 dage; hvis jeg venter længere end det, bliver her så beskidt, at det tager MEGET længere tid at gøre rent, når jeg endelig kan få det gjort, og så har man jo bare fået gjort sit eget liv endnu sværere.

Min opdeling hedder 1) badeværelse og sengetøj den ene dag, og resten dagen efter, eller 2) badeværelse og sengetøj første dag, resten af rummene, minus gulve anden dag og gulve tredje dag, de uger, hvor det er helt skørt. På den måde kan jeg med cirka 15 minutters indsats om dagen nå huset igennem.

Jeg foretrækker til enhver tid at tage det hele samme dag, men jeg har for længst sluttet fred med, at det er langt bedre at køre det over 2 eller 3 dage, og så komme det igennem, end det er at lade det sejle, fordi jeg venter på tid, der ikke kommer.

B. “5-minute-pick-up”-reglen

Den her har jeg tyvstjålet fra en podcast, der hedder ‘A slob comes clean’, som jeg engang lyttede meget til. Det er præcis, hvad man tror det er: 5 minutter, hvor man rydder op. Hun praktiserede det flere gange dagligt, og gerne sammen med resten af familien.

Jeg har modificeret den, så den passer til mig, hvilket betyder, at jeg, når jeg er presset, bruger 10 minutter om aftenen, inden jeg går i seng.

Det kan være nødvendigt med lidt Haribo-pædagogik for at få det gjort, men så gør det: Beløn dig selv med lidt chokolade, lakridser eller et glas vin, som må indtages, mens du rydder op. For det er VILDT, hvor stor en forskel det gør, at man på forhånd har “givet sig selv lov til”, at man ikke skal være færdig med at rydde hele huset op; man skal bare taget det, man kan nå på 10 minutter. Hvilket faktisk er overraskende meget.

For mig har det nok været det redskab, der har gjort den største, konkrete forskel, fordi jeg på den måde har undgået, at rod akkumulerer sig – hvilket det LYNhurtigt gør.

Samtidig gør det en verden til forskel for mit humør og overskud, at jeg står op til en ny dag, og ikke til resterne af i går.

C. Alting behøver ikke være nu

Den her har jeg OGSÅ stjålet; denne gang fra Julia Lahme. Jeg mener, at det er fra hendes bog ‘Hvor lagde jeg babyen?’.

Men den er bare så god at minde sig selv om, når man står der, og har født, og på en måde er tilbage i sit gamle liv – og så alligevel slet ikke, fordi der nu pludselig er et barn mere, og intet derfor er det samme, som det var.

For det er muligt, at du med ét barn, godt lige kan skifte en pære, når du alligevel er i gang med at gøre rent i bryggerset. Eller at du godt lige kan gøre ovnen rent, når du nu har rengøringsmidlerne fremme.

Men du har fået et fuldtidsarbejde mere, og det brænder man ud af at undervurdere.

Den ovn kan stadig forvandle lasagnen til flydende lava, selvom den trænger til at stålsvamp, og hvis du kunne finde lufferne i mørke i går, så kan du også i morgen. Selvfølgelig kan man ikke lade alting sejle til evig tid – men det kommer du heller ikke til.

Det er bare vigtigt at være bevidst om, at det er de løse ender, der stresser, og jo mere, du starter på, des mere skal du have gjort færdig, inden du går i seng. Del det op. Rengøring i dag. Pæren i morgen.

Ovenstående er de små hacks, der direkte relaterer sig til rengøring, som jeg har brugt for at holde boldene i luften, men derudover er det smart at huske, at det, helt overordnet, er tid, du i starten er presset på.

 Derfor er det smart at tænke over, om der er rutiner, du har nu, som kan løses på en anden måde i starten.

Hvis du lige nu henter den store, og I alle 3 går i Netto på vejen hjem for at købe ind til aftensmaden, så overvej, om du vil fortsætte med den model – eller om det måske kan gøres lidt mere effektivt, bare for en periode. F.eks. at hente børn 15 minutter senere, så du har handlet, når du henter, eller at køre Bilka To Go, Remas udbringningsløsning eller lignende.

Ingen siger, at det er sådan, I skal gøre de næste 18 år, men spar tid, hvor du kan i starten, så du kan bygge op, i stedet for at starte for ambitiøst og gå i gulvet med stress efter 3 uger.

Og dermed nåede vi til Open Mic-delen af indlægget. Hvad har I andre gjort for at få det hele til at hænge sammen, når I har haft perioder i livet, hvor tiden har været knap? Det behøver ikke relatere sig til børn, men kan lige så vel handle om tidspunkter, hvor I har taget hånd om mennesker, I holder af, eller hvor I har skulle kæmpe jer igennem perioder, hvor I selv har haft det svært.

Alle input er mere end velkomne, for uanset udgangspunkt er der med sikkerhed andre derude, der kan have glæde af jeres dyrtkøbte erfaringer.