Solitude
For lang tid siden læste jeg en artikel (som jeg desværre ikke gemte linket til)* som var skrevet af et menneske, der havde mistet. Artiklens budskab var, på en fin og ordentlig måde, at fortælle, hvad man må og ikke må sige/gøre/forvente, når man står overfor et menneske i afgrundsdyb sorg.
I tiden efter faldt jeg flere gange over klummer og blogindlæg, som havde samme omdrejningspunkt, en form for “how to” guider til, hvordan man bedst kan hjælpe, når nogen har fået livsgrundlaget revet væk under fødderne og skal starte helt forfra med at lære at være i deres eget liv.
Og måske fordi, jeg synes, at de guider har været så fine og givet en smuk indsigt i do’s and dont’s til situationer, hvor man utrolig gerne vil gøre bare et eller andet, men somme tider ender med at blive paralyseret af egen ubetydelighed, kom jeg for et par uger siden til at tænke, at nogen burde lave en guide til, hvordan vi i venskaber taler om det, der er kontinuerligt svært.
For på det principielle plan, tror jeg, at vi alle instinktivt ville sige, at venskaber ikke altid er på grund af, men somme tider er på trods af, og at det netop er det, der er den store styrke ved dén konstruktion. At hvis man er ven med et menneske, der f.eks. lider af en kronisk sygdom, så er man ikke En Ægte Ven, hvis ikke man kan rumme, at det ikke kan være dem, der skal udvise overskud i samtalen, og være lidt large med, at omverdenen ikke altid forstår.
Men vi er vist også alle sammen på det principielle plan enige om, at meget belastende børn altid er et produkt af de voksne, de er underlagt, og at det derfor egentlig er forkert at blive irriteret på børnene. Og stadig kender jeg ingen, der ikke ca. 2 gange om ugen kortvarigt ønsker revselsesretten genindført.
Min pointe er, at jeg somme tider tror, at vi kommer til at trække den lige 10 cm for langt, når vi bliver sure på vores venner over, at de – igen – siger det forkerte, når vi sidder og fortæller om det, der er svært for os.
For mange år siden var jeg en del af slæng, som også talte en pige, vi kan kalde Mathilde. Mathilde var mange ting. Hun var skidesjov, godt begavet, meget talende – og så led hun af fibromyalgi. Hun fik masser af plads til at snakke om sygdommen, og ofte, når jeg kom hjem fra diverse sammenkomster, hvor hun havde deltaget, kom jeg efterfølgende til at tænker over, at jeg faktisk ikke havde hørt, hvordan det gik med de andre i gruppen. Det tror jeg egentlig godt, at fælleskabet kunne have håndteret, men det, der gjorde, at jeg til sidst valgte hende aktivt fra, var, at jeg ikke orkede mere skæld ud. Når hun fortalte om sygdommen, og vi andre forsøgte at byde ind, enten med spørgsmål eller med de paralleller, som vi altid griner lidt af, når vi taler om kommunikation (“- men tilbage til mig” eller: “Det kender jeg godt fra mig selv – bare værre”), men som stadig over tid bliver nødt til at være i en samtale, hvis ikke den skal forvandle sig til en monolog, blev hun altid irritabel, fordi det aldrig *helt* var, som vi havde forstået det, og til sidst forvandlede alle samtaler sig til minefelter, og vi endte med at sidde som et kronisk irettesat publikum til et show, vi ikke vidste, vi havde indløst billet til.
For mig var det ret skamfuldt at få nok, for som man kan læse i alle beretninger skrevet af mennesker, der lever med svære omstændigheder, så er det urimeligt, at man både skal bære sine egne udfordringer, og samtidig også skal rumme omverdenens manglende forståelse.
Men de sidste par år har jeg alligevel med jævne mellemrum tænkt over, hvad det egentlig var, der skete dengang, og jeg er nået frem til, at kernen i det er, vi faktisk ikke har ret til at kræve, at omverdenen skal interessere sig for vores liv og omstændigheder i forholdet 1:1.
Når vores venner engagerer sig og spørger og prøver at forstå, så er det et udtryk for omsorg, og et signal om, at du er vigtig nok for mig til, at jeg gerne vil prøve at forstå noget, som dybest set ikke har noget med mig at gøre. Det er meget få mennesker i dette liv, hvis smerte gør lige så ondt på mig, som den gør på dem. Og omvendt. Vi kan føle sympati for hinanden og have ondt af hinanden, men jeg tror, at man typisk udviser allermest medfølelse i de situationer, som man enten selv frygter, eller som har prøvet at stå i. Og så kan man måske spørge sig selv, hvor meget, der handler om den, der ramt, kontra hvor meget, der handler om én selv.
Og det er følelsen af berettigelse, jeg er lidt efter, fordi den kan ende med at ødelægge relationen.
Jeg har ikke krav på, at mine venner skal forstå de udfordringer, jeg somme tider kan have som enlig mor, og det er derfor en ret ufed måde at sige “Tak fordi du holder nok af mig til at prøve alligevel” hvis jeg bliver spids over, at de ikke forstår de detaljer, som ingen, der ikke har stået i situationen selv, kan forstå. For sådan er det jo. Man kan ikke vide, hvordan det er at kæmpe med en spiseforstyrrelse eller et weekend-misbrug, hvis man ikke har prøvet det. Man fatter ikke tilbundsgående, hvad det koster at leve med kroniske smerter, før man har prøvet det.
Problemet er, at når livet bider, så er det det nære netværk, man er omgivet af, man skal hente støtte og styrke i, og det vil bestå af mennekser, der ikke har prøvet at stå, hvor man selv står nu. Og hvis vi holder fast i, at det er samtalen om det, der er kontinuerligt svært, vi taler om, så bliver det over tid en afvisning af omsorg, som dybest set er en smule respektløs, hvis man altid kritiserer deres forsøg på at forstå.
Man skal ikke leve med mindre, end man har brug for, og man skal ikke lade sig nøje. Men jeg kan i hvert fald selv have brug for at huske, at hvis folk aldrig kan få lov at vise omsorg og interesse uden at blive irettesat, og vi igen og igen skal kommunikere om vores kommunikation, så kører alle trætte i samtalen til sidst, og så kan man ikke bebrejde folk, at de trækker sig.
Og i sidste ende er det vel de færreste af os, der ikke hellere vil være omgivet af venner, der prøver, end sidde i ophøjet ensomhed, fordi man er den eneste, der rigtigt Forstår.
* (opdateret: Efter lidt detektivarbejde fandt jeg den igen. Det er den er: https://finetanker.wordpress.com/2017/01/15/10-ting-du-skal-vide-om-en-ven-med-sygdomdoed-inde-paa-livet/)
I øvrigt:
* har jeg de sidste par uger siddet så meget i kø på motorvejen (ja, 4,5 times kø fra Fredericia. Jeg taler – også – til dig), at jeg er begyndt at nynne “Hello darkness my old friend” hver gang jeg nærmer mig afkørslen.
* læser Anton og jeg “Historien om den kæmpestore pære” for tiden. Vi har nu læst den så mange gange, at Anton er begyndt at “læse” den for mig. En af hovedpersonerne hedder ‘Professor Glykose” og Anton omtaler ham konsekvent som ‘Professor Psykose’. Jeg kan bedst lide Antons version.
* går det – apropos – meget fremad med Antons sprog, og jeg forsøger at fylde nye ord på, når jeg kan se mit snit til det. Jeg noterer mig, at det er nemmest at lære ord med ‘k’ og ‘y’, som kan råbes, når man angriber, f.eks. “KONKYLIE!!!” eller “KAMPYR” (‘Vampyr’, Red.)
* bliver vi nødt til at tage op, at nogle mennesker piller et æg og spiser det, bare lige sådan *haps*. HVORDAN kan deres skelet ikke afstøde sig selv, når de kommer til at tygge på de der stykker mikroskal, man kun kan fjerne, når man SKYLLER ÆGGET SOM GUD ALTID HAR HAFT TIL HENSIGT AT VI SKULLE GØRE!?
* har det som udgangspunkt den modsatte effekt på mig, når folk starter et opslag på facebook med “DEL DEL DEL!” #nejnejnej
* skal nødhjælpsorganisationer stoppe med at bruge telefonnumre, de får, når man donerer via mobile pay, til at ringe op og forsøge at skabe mersalg. I ødelægger det for jer selv, folkens.
* skulle jeg forleden have fat i Patientklagenævnet, og kom ved en fejl til at kalde det Præsidentklagenævnet. Det burde virkelig være en ting.
* skal vi lige have hugget om, hvem der ringer til iTunes og truer dem, til de lægger Stevie Nicks genindspilning af nummeret “Gypsy” (som bruges til den nye Netflix-serie af samme navn) til salg. (GOD! Både serien og sangen)
* kom jeg forleden til at spekulere på, hvad de mon i historieklasserne om 2000 år vil betragte som virkelig klamt og uhygiejnisk, når de læser om starten af dette årtusind?
* har Anton opdaget Just Dance, og vi kan hermed konstatere, at nogen her i familien er så højre/venstre blinde, at det tangerer et handikap. (Jeg forestiller mig, at det hænger sammen med, at denne ‘nogen’ i omkring 15 år har undervist andre mennesker i at bevæge sig, og dermed selv har flyttet venstre ben, når hun har bedt dem flytte højre #CollateralDamage)
* har jeg fået udleveret det helt forkerte temperament til at handle på DBA og Tradono. Fucking SVAR, når jeg byder på din plæneklipper!
* tænker jeg på, om andre mennesker også har ting som “tjek ændring af fradrag” stående på deres to-do i ugevis, før de endelig tager sig sammen og logger på Skat? Og om de også synes, at de har fortjent for 400 kroner blandet slik, en uges ferie og fri bar, når de endelig har gjort det (- og det tog 30 sekunder)?
* har min bedstefar inviteret til kaffe, og jeg ved godt, at det var en slåfejl, men jeg elsker stadig, at han slutter med et meget street “Sees!”
Om rigtig og forkert og voksne rollemodeller
Vi har før her på bloggen talt om, at minderne om min folkeskoletid ikke fylder mig med længsel og glæde. Igennem mange år har det været børnene, der har været i fokus, når jeg har tænkt tilbage; hvordan nogle børn kan være små inkarnationer af Satan selv, selvom de udenpå ligner Rafaels uskyldige engle.
Efter jeg selv har fået børn, og derfor har stiftet bekendtskab med hele institutionslivet igen, er min opmærksomhed imidlertid gledet mere over på de voksne. Fordi jeg – selvfølgelig – gør mig overvejelser omkring, hvordan jeg bedst kan hjælpe, hvis mine børn får det svært. Ikke “jeg skulle dele legetøjet med de andre idag, og derfor er jeg sur”-svært. Men “ondt i maven, fordi jeg er bange og føler mig meget alene”-svært.
En del af det, jeg husker, er, at det allerede dengang undrede mig, når voksne, fx. andre forældre, så noget, der var åbenlyst forkert – og ikke greb ind. Derfor er det noget, jeg selv gør meget ud af at gøre, både fordi jeg synes, det er helt overdrevet vigtigt at lære mine egne, at vi kerer os om verden omkring os, men også fordi jeg fra egen krop og hoved ved, at det fucker med din retfærdighedssans og din instinktive forventning om, at de voksne beskytter dig, hvis du er ved at drukne, og redningskransen bare skynder sig forbi med nedslået blik.
Jeg ved, at personalet i institutioner og på skoler faktisk ikke ret gerne ser det, og jeg forstår egentlig godt, at det nemmeste er, at ansvaret for børns trivsel (når de er i institution og skole) ligger hos fagpersonerne. Desuden ved vi sjældent, hvad der går forud for de konflikter, vi træder ind i, når vi henter, og det skal vi have respekt for.
Der ligger også et element af opdragelse i, at børn er helt anderledes kontante end voksne, når de sætter regler for fællesskabet (i de situationer, hvor bemeldte fællesskab fungerer, selvfølgelig), og den adfærdsregulering, der fx. ligger i, at ingen gider lege med én, der vil bestemme hele tiden, kan være svær for voksne at formidle, men kommer stadig til at gavne børnene på den lange bane. Og det vil involvere et vist element af roughness.
Men grænsen er hårfin. Pædagoger og lærere kan ikke være overalt hele tiden, og jeg synes stadig, at det er helt grundlæggende vigtigt for børns forståelse af rigtig og forkert, at de ikke lærer, at man godt må være ondskabsfuld, hvis bare ingen ser det.
Jeg ved godt, at man ikke som udgangspunkt gider have lektier for, når man læser blogs, men jeg kunne faktisk rigtig godt tænke mig at høre, hvad I mener, fordi jeg selv er så farvet af min historie. Må man blande sig? Skal man?
Og vi er selvfølgelig enige om, at præmissen er, at der er tale om situationer, hvor man ikke er i tvivl om, at nogen står med ryggen mod muren, og hvor der ikke bare er tale om uenighed om, hvis tur det er til at spille airhockey.
Jeg sidder klar med verdens største øjne, og glæder mig til at læse, hvad I skriver.
Rigtig god mandag derude.
I øvrigt:
* forstår jeg ikke, hvordan jeg kom igennem både 80’erne og 90’erne uden på noget tidspunkt at opdage, at Per Gessle fra Roxette og Alice Cooper er én og samme person.
* undgik jeg i går liiiige akurat at a) flå mit sidespejl af og b) ridse hele venstre side af min bil. Helt selvforskyldt. Jeg er ikke god i fremmede parkeringskældre. Men er det ikke også som om, de næsten håber, du kommer galt afsted med al den beton?
* undrer det mig, at piger i engelsktalende lande bliver døbt andet end Skylar.
* skal den produktansvarlige hos Pukka Te prygles med lakridsrødder, til han knækker, og kommer med en tilfredsstillende forklaring på, hvorfor der skal anis alle deres goddamn varianter.
* satte jeg forleden vækkeuret til 06.10, og tænkte: “Ej, fedt, i morgen kan vi sove længe!” Den reaktion har jeg det sådan her med:
* har jeg altid stået stejlt på, at søskende må lære at dele. Hahaha. Ha. Jeg er så naiv. Har i skrivende stund bestilt: 3 hoppebolde, 8 terninger og 1 vandpistol, så aaaaalle kan få det samme, og vi for fanden i helvede kan få noget ro. #LivetIGazastriben
* vil jeg gerne, i al fred og fordragelighed, slå et slag for, at man huske at fortælle sine bloggere, når man kan lide, hvad de laver. Sådan, helt generelt. Ikke at man skal vride hjernen for indsigtsfulde kommentarer til hvert eneste indlæg, vi skriver; et like er også rart at få. Jeg følger blogs på fb, som jeg ved har voldsomt mange læsere, og som er både afholdte og respekterede, og det kan næsten ikke passe, at der kun er 15, der liker, hvad de laver, og 3, der skriver en kommentar. For mig føles det lidt som at stå og råbe ud i et tomt lokale, når der ikke kommer nogen respons.
* har jeg lige læst den meget hypede “Naboparret” og jeg er ikke imponeret, men snarere lidt fornærmet på Kvinden i Togets vegne over, at de to altid bliver slået i hartkorn.
* skal vi på fredag holde Skt. Hans med 4 af vores naboer/genboer, og jeg må igen bide i bordkanten over, hvor optur det er, at vi fik det her hus.
* starter bemeldte arrangement kl. 16, består af en grill i en indkørsel og et bålfad, og man må gå hjem kl. 19. Kl. 19. Også kendt som tidspunktet, hvor din nuttede 2-årige mogwai forvandler sig til en fullblown Gremlin. Det er fuldstændig perfekt.
* har jeg nu officielt opgivet at forstå børnelogik. Frida har i flere måneder spist jordbær med største glæde og fornøjelse, og hvis man ikke når at bremse hende, kan hun sætte en bakke til livs. I forgårs fik hun så øje på et billede af et jordbær på en fryser i Bilka, og gik fuldstændigt fra snøvsen af rædsel. Et billede. Og ikke på den påtagede ‘det ville være fint, hvis du lige kunne bære mig’-måde. Mere på ‘Er det en hvidhaj, der kredser om mig, ja det er, få mig op, få mig op, FÅ MIG OP!!’-måden. Jeg giver op.
* er hun til gengæld fuld af serviceinfo, når det kommer til narrestreger. I morges kiggede hun på mig, åbnede døren, og oplyste informativt, at: “Frida stikker af. Løber hurtigt!” Og det gjorde hun så.
* er vi alle sammen stadig matte i sokkerne efter 48 timers fødselsdagsbonanza i weekenden, med alt for meget kage, 27 grader og en have, der i ét hug er blevet opgraderet med hhv. en kæmpe sandkasse og en kæmpe trampolin. Vi har det virkelig godt.
Kaffepause
Det er tirsdag morgen, kirkeklokkernes ringen fortæller mig, at klokken er 8, og jeg har lige afleveret børn og hældt en kop kaffe op. Min første arbejdsopgaveopgave er aflyst, og jeg læner mig tilbage i det uventede pusterum og nyder det i fulde drag.
Det går stærkt for tiden. Det gør det jo som regel, når man har små børn, men der er alligevel spidsbelastningsperioder, og sådan én har vi lige nu. Alene i denne uge har vi 3 afslutninger i institution og skoler, som ligger fra kl. 16 og frem, og selvom jeg, siden jeg fik Anton, har øvet mig i at messe “Alting behøver ikke være lige nu” når det hele går så stærkt, at jeg glemmer at forholde mig til de respektive opgaver, men bare eksekverer så hurtigt jeg kan, fordi det tager tid, tid, dyrebar tid at stoppe op og forholde mig til enkeltelementerne, så er der alligevel nogle ting, som faktisk behøver at være nu. Som f.eks. afslutninger. Igår havde jeg en af de dage, som giver forhåndsstress, fordi man ved, at uanset hvor hurtigt man løber, så kommer man for sent. Jeg var færdig i Fredericia kl. 15, og skulle kl. 16 være i en hytte i en skov på et sted, der ikke fandtes på GPS’en, og hvor jeg aldrig har været før, med Anton, som første skulle samles op i den anden ende af byen, for at grille noget, jeg var nødt til at køre forbi og købe, fordi det ikke kunne ligge i bilen fra kl. 7, hvor vi kørte hjemmefra. Det kan selv en tidsoptimist som mig godt på forhånd se kommer til at knibe. Den søde, søde lærers besked om, at “vi venter på jer” fik bare kortisolbarometeret til at kravle yderligere to tænder op. Men vi kom, vi så og vi grillede, og Anton hyggede sig med sine venner. Og så gav det hele mening alligevel.
For en måneds tid siden skrev jeg om mit meditationsprojekt, som er still going strong, og jeg har kæmpeudbytte af det. Men det er stadig under udvikling, og jeg er endnu ikke så god, at jeg på en aften, som i går, hvor jeg jo ellers ville mene, at det var ekstra tiltrængt, kan finde ro. Jeg har opdaget, at jeg, i timerne fra jeg kommer hjem, til ungerne er puttet, faktisk går og sætter resten af dagen og morgendagen med ind i et mentalt excel-ark: Mangler vi mælk, hvornår kan jeg ringe til viceværten, jeg skal huske at pakke bleer til vuggestuen osv. Det giver den fornødne plads i hovedet til at forholde sig til ingenting. De dage, hvor vi kl. 18 hvinende skrider ind i garagen, Le Mans-style, og stadig kun kan vinge job/skole af på to-do listen, er jeg – har jeg lært – for highwired til at slappe af. Mine tanker opfører sig som en pose hoppebolde, man taber på et flisegulv fra 10 meters højde, og det genererer langt mere irritation og frustration, end ro og overskud at prøve at meditere. Overraskende nok har jeg formået at holde fast i det, jeg besluttede, da jeg startede, nemlig at det ikke kan gøres forkert, og jeg konverterer de dage meditationen til en kop te, som jeg SKAL drikke siddende i min lænestol, med udsigt til marker og solnedgang, og hvor jeg IKKE må lave andet. Ingen telefon, ingen kuglepenne og to-do lister, og ikke lige to sider i den gode bog, jeg er igang med. Det fungerer. Virkelig godt, faktisk.
Apropos ting, der faktisk behøver at være nu, har jeg også fået bestilt trampolinen, vi tidligere har snakket om, fordi det virker dumt at skubbe dét projekt til oktober. Jeg er endt med at købe den største, jeg kunne finde, som kan graves ned, og går lige nu og venter på tilbud fra de forskellige anlægsgartnere. Jeg må bide mig selv i tungen 16 gange om dagen for ikke at fortælle Anton og Frida, at den er på vej, eftersom de begge kigger forelsket på alt med fjedre og dug, og siger: “Åh, se mor!” når vi passerer det. Hold kæft, hvor jeg glæder mig til at råbe. “TA-DAAAAAH!!”
Endelig er vi så småt ved at forberede os til Fridas fødselsdag på lørdag. I morges, da jeg med forældrefalsetten (som ikke er for 5 kroner påtaget, men bare opstår automatisk, fordi jeg selv er så excited) sagde: “Og så har du FØDSELSDAG på lørdag!!” kiggede hun på mig og svarede: “Ja. Frida bliver 2 år”. Jamen, selvfølgelig fik jeg tårer i øjnene. Når man har et barn, som har måtte tilegne sig hvert eneste ord gennem sværdslag og tvekamp, er det dagligt som at se Jesus gå på vandet at bo sammen med Frida.
Og nu er kaffekoppen er tom. Kirkeklokkernes ringen er forstummet, og arbejdet kalder igen.
Jeg håber, tirsdagen vil vise sig fra sin bedste side for hver eneste af jer.
En tirsdag morgen i Fridas sko
5.10: Hallå? Haaaallååå? HaallÅÅÅÅÅ?? HAAAAAAAllÅÅÅÅÅ? MUUUUUUAAAR? AAAAAAAAATOOOOON? HAAALLLÅÅÅÅÅÅÅÅ??!!
5.11: Nå, der var du. Du skal endelig ikke få stress. Tag det andet bukseben på, få det våde hår væk, lad være med at forsøge at kysse mig, og før mig STRAKS til Anton!
5.12: ANTON!! Hvor har du VÆRET!? *kys-kys-kys*
5.14: Hvorfor tager det så lang tid med den mad, mor?
5.18: Uhm!! Øllebrød med flødeskum! Det er det BEDSTE, jeg ved!
5.20: Hvad er det, du har på din tallerken? Det ser bedre ud end mit. Prøver du at snyde mig? Giv noget.
5.21: Jeg hader øllebrød! Øllebrød er det værste i hele verden! Hit så med dine havregryn, din nærrigrøv!
5.22: AD! Prøver du at forgifte mig!?
5.45: Tøj på? Nej tak. Nej, sagde jeg!! N.E.J!!
5.48: FINT!!!! But I won’t like it!!
6:05: Kom, Anton. Vi går ind på dit værelse, og leder efter ting, med en diameter på under 1,5 cm, eller noget, der kan tegne på væggen.
6:10: MOAR! Anton driller!
6:15: Hvad sidder du med der, Anton? Det låner jeg lige…og løber! Du kan ikke fange mig, du kan ikke fange mig!
6:16: Ok, sure dame. Slap af. Det var jo bare for sjov. Hvad står der oppe på det bord der? *mærke-mærke* Du gemmer noget for mig, ikke? Garanteret noget lækkert.
6:16: Bevares. Du ved da ikke, om jeg kan lide kaffe.
6:17: Jeg vil op til dig. Nuuu-huuu!
6:17: SÆT MIG SÅ NED!
6:20: Jeg vil gerne have hestehale, mor.
6:21: AAAAAAAAAAAV!!! HVAD LAVER DU!?!
6:30: Solcreme. Hahahaha. Glem det
6:35: Kan du se, at det var bedst, at jeg selv fik lov? Som jeg sagde? Og halv gas med martyrminen. Borde og stole kan vaskes, og den trøje klædte dig alligevel ikke.
6:40: Jeg får lige den tandbørste der, for det var da vist Hitler, der underviste på tandbørstekurset, den dag du deltog.
6:50: Hurra – skal vi ud? Super! Jeg finder lige min cykelhjelm.
6:51: Jeg ved ikke, hvorfor du bliver ved med at snakke om den bil? Giv mig nu bare den hjelm på!?
6:52: Tak.
6:59: Vi ses senere, mor. Så kan vi også lige snakke om den cola, jeg så, du havde gemt bagerst i grøntsagsskuffen. Møsmøs.
Sommertips og -tricks
Med dén overskrift kunne man måske godt forvente et link til en artikel i Hjemmet, men efter en uges ferie er det alt, hvad min hjerne kan komme op med, og den dækker faktisk indholdet meget godt, så vi lever med det, har jeg besluttet.
Der er ikke tale om sponsoreret indhold, men bare om produkter og ideer, jeg i al beskedenhed synes er så geniale, at de må deles. Må. Ikke kan. Må.
Så uden yderligere ophold, kommer her en håndfuld gode ideer til at gøre sommeren både nemmere, bedre og billigere.
Køkkenet:
Vin-terningen.
Den eneste forklaring, jeg kan finde, på at dette fænomen ikke er mere udbredt, end det er, er at de fleste kommer til at drikke al vinen, og dermed ikke har sjatter tilbage at fryse. Men altså: Hvis der er lidt tilbage i flasken, når gæsterne er gået, eller hvis din venindes rosé ikke er helt så god, som din egen, så hæld det i is-terningebakker eller små bægre og smid dem i fryseren. Når du drikker vin næste gang, kan du smide en klump is i, som ikke fortynder vinen, i takt med, at den smelter. (Pga. alkoholen bliver den ikke hård-hård, men kan sagtens vippes i glasset alligevel.)
Is-kaffe:
Hæld 6 dl. kogende vand over 1 dl. instant kaffe. Røre-røre-røre. I med en dåse kondenseret mælk. Røre mere. Hæld i små bægre/forme (muffin-forme er perfekte i størrelse), og smid dem i fryseren. (Vær lidt omhyggelig, når du fistrer rundt med det her; det er fedtet) Når du vil have iskaffe, smider du en terning i et stort glas, hælder mælk/Bailey/Kahlua over, ét voila. Hvis du vil lave den som ice-blend, skal du fryse kaffe-massen i mindre tern, så du ikke slår din blender ihjel, men igen: Det fedter, så lad være med at lave klassikeren med is-terningebakken, hvor halvdelen ender i bunden af fryseren.
Det perfekte smoothiebæger:
Her taler jeg primært til folk med børn og/eller uden motorik. At drikke smoothies af de her, er genialt af 2 grunde: For det første kan sugerøret ikke hives op, hvilket der ikke kan siges nok godt om, hvis man har børn med “hvordan mon dén virker”-personligheder (RIP timeglas, høretelefoner og 3/4 af min køkkenmaskinpark) For det andet slutter sugerøret så tæt, at der ikke sker noget ved, at ungerne hælder bægret, når de drikker af det, eller at man vælter det i bilen – hvilket ikke mindst er en fordel, hvis man er glad for farvestrålende bær eller mælkeprodukter.
Vandflaske-rotationsordningen:
Jeg har 3 vandflasker af dem i hård plast, der kan gå i opvaskemaskinen. Når det bliver varmere i vejret, smider jeg dem i fryseren med 1-2 dl. vand i natten over. (Hvis ikke fryserfabrikanterne forsøger at hverve mig efter det her indlæg, er de idioter). Næste morgen er det bare at fylde op med vand, og så er der koldt vand de næste timer. Det fungerer ekstra godt til vandflasker, der skal med i skole, eller hvis man sover et varmt sted (eller ammer!) – det er ret fedt at have koldt vand ved hånden, så man ikke skal til at makke rundt efter det i nattens mulm og mørke. Som ekstra bonus, virker de også som køleelement for madpakken.
(I øvrigt kan princippet overføres til alt. Lige nu drikker jeg frisklavet ingefær/grapejuice-the i litervis, og når jeg alligevel laver om aftenen, presser jeg bare ekstra grape, så der er til næste morgen. I fryseren med det, og ingefær-teen i køleren.)
Terassen:
Underholdning til terassen, I:
Dronningen af Tearling – Erika Johansen. En solid moppedreng af en bog, som faktisk er en ungdomsbog, men jeg åd den på 3 aftener: Den er god! Vi er ude i en Hunger Games/Game of Thrones hybrid, og hvis ikke, den låner, der lige nu holder 2’eren som gidsel, rubber neglene og kommer igang, så trækker jeg selv sværdet og drager i krig #Khaleesi
Underholdning til terassen, II:
Sense8, Netflix. Det her er virkelig en undervurderet serie, synes jeg. Det er umuligt at forklare plottet, så jeg vil ikke engang forsøge, men vi er ude i en mild afart af sci-fi genren (som jeg ellers hader), som samtidig er både ekstraordinært flot filmet og har et virkelig lækkert soundtrack. Jeg ved ikke, hvorfor det her kommer til at lyde som en anmeldelse i Informationen, og jeg har på fornemmelsen, at jeg modarbejder min egen sag her, men giv den et skud. Jeg var fanget.
Underholdning på terassen, III:
Madbloggen Valdemarsro. Ikke kun fordi den er ualmindelig fin og inspirerende, men også fordi Ann-Christine, det rare menneske, tilbyder et nyhedsbrev, som er en madplan, free of charge, en gang om ugen. Den kommer lørdag formiddag og det er fuldstændig genialt, fordi det er der, man har så meget overskud, at man kan rammes af inspiration. Jeg har prøvet mange af retterne, og kan kun sige godt om dem, og så sker der også ofte det, at jeg bliver inspireret af nogle af opskrifterne, til at lave noget lignende af rester, der trænger til at blive brugt. Der er mad i alle kategorier, det hele er børnevenligt og så kræver det bare det, man har i skabet, og ikke obskure ingredienser, høstet ved fuldmåne af jomfruer.
Badeværelset:
Duft-glasset:
Har du nogensinde set de små flasker med træpinde og duftolie i, og tænkt, at det så fint ud, men alligevel været for nærig til at give 150 kroner for arrangementet? Ingen panik – jeg har dig. Køb et glas med en lille åbning (så herligheden ikke fordamper for hurtigt), gå i køkkenskabet og tag en håndfuld træspyd af dem, du bruger til mad, hæld vand i glasset (evt. demineraliseret vand fra en kondenstørretumbler), hæld en sjat husholdningssprit og 20 dråber æterisk olie i, og læn dig så tilbage i selvtilfredshedens bløde stol.
Hår-doughnut:
Jeg kan ligeså godt være ærlig: Det her er jeg pissesur over, at ingen har fortalt mig om noget før. Jeg har meget hår. VIRKELIG meget hår. Så meget, at jeg skal bestille ekstra tid, når jeg skal have lavet striber. Beklageligvis er det samtidig så glat, at det ikke vil noget som helst, og derfor ser det ud af ca. ingenting. Jeg er bedst til, at mit hår ikke klasker rundt i mit ansigt, og særligt når det er varmt, men den famøse ‘messy bun’ bliver bare aldrig andet, end en topsy tail, der har begået selvmord i nakken på mig. Men så opdagede jeg doughnuten, og if you could see me now! Jeg ligner en med 4 kg. extensions, og jeg tager den aldrig af igen.
Varmeresistent makeup:
Jeg er en af dem, der ikke bruger farlig meget make-up; et blandingsprodukt af i mange år at have boet i et fitnesscenter, og en personlighed, der ikke sådan er girley-girley. Men jeg vil stadig gerne have lakerede negle, og lidt på øjnene. Jeg gider bare ikke, hvis neglelakken skaller efter 23 sekunder, eller eyelineren forvandler sig til noget smokey-eyes på flugt, så snart man sveder det mindste. Måske er det tilfældigt at begge produkter er Gosh, måske bruger de bare ekstra farlige kemikalier, jeg ved det ikke. Men det virker. Og det er billigt. Win-win. Uanset om du kører to timers spinning, om du ligger på stranden eller om du jerner rundt efter dine unger, der hele tiden stikker af, så kan neglelakken ikke slåes af med en mejsel, og eyelineren ligger præcis hvor du lagde den om morgenen.
That’s it, kids.
Hvis I ikke går sommeren i møde, svale, nydelige og godt underholdte, er det i hvert fald ikke min skyld.
(Og har man selv en ide, der brænder efter at blive delt, så gå endelig amok i kommentarfeltet)
Togtider
Klokken er 8.51 og jeg sidder i toget mod Aarhus sammen med Anton, som har været vågen i 48 timer (føles det som om) af bare spænding over turen. Frida er ved mormor og morfar; det er første gang, vi er fra hinanden på dén måde, og begge børn har på skift skulle forsikres om, at den anden *ikke* skulle med, og om, at vi skal ses igen, alle 3, lige om lidt.
Han sidder lige nu med hovedet begravet i Lego og iPad, og jeg bliver så rørt over hans uskyld og åbenlyse forventning til de kommende dage. Alene togturen har han set frem til i ugevis.
Da vi trådte ind på banegården, skete der det, der somme tider sker, når man pludselig er et sted igen, hvor man ikke har været længe: Lemmen til alle de minder, jeg forbinder med Toget, sprang op, og jeg ved ikke engang, om jeg havde glemt dem, eller bare glemt, at jeg havde dem.
Jeg kom i tanke om dengang, jeg tog hjem, med mit knuste hjerte i hænderne, og græd hele vejen fra Aarhus til Esbjerg.
Om dengang jeg, som ellers er ret privat med den slags, blev så gal på en kæreste, at vi endte med at stå og råbe ad hinanden så ruderne klirrede, mens hele den propfyldte kupé sad og ved tankens kraft forsøgte at fremmane en usynlighedskappe at gemme sig under.
Om turen til tatovøren i Silkeborg, om første gang, jeg tog fra Aarhus til Esbjerg med Anton i barnevognen, forkrampet af stress over, om han ville skrige hele vejen, og om den sommeraften, hvor en ven, som aldrig blev til andet end det, fordi vi begge var nogle stolte idioter, og jeg tog toget tilbage til Esbjerg efter at have spist fisk og drukket hvidvin i aftensolen, og lyset var citrongult og fint, og vi endte med at sidde og blunde op af hinanden, og alt var godt.
Jeg kom i tanke om ture med tømmermænd og regnvejrshår, om ture til sindssyge tolkeopgaver med gode kolleger og dårlig kaffe, om følelsen af ensomhed og afklaring, med udsigt til solen, månen, stjernerne og spejlbilledet af mit eget ansigt i ruden.
Og når jeg kigger over på Anton og ved, at alt det ligger foran ham, får jeg en klump i halsen og lyst til at kramme ham ekstra hårdt, og sige: Jeg elsker dig. Jeg er her for dig. Jeg passer på dig. Altid.
Der kom 3 bøger med posten
(Formalia: Jeg har fået alle 3 bøger tilsendt som gaver. Jeg har ikke på forhånd lovet at skrive om dem, og jeg får ikke noget for at gøre det. Jeg synes bare, at alle 3 bøger var så fine læseoplevelser, at I skulle have mulighed for at stifte bekendtskab med dem også.)
Sådan er Kirsten bare – Anne Bredahl (Damgaard Forlag)
Da jeg boede i Aarhus, og Anne stadig ikke havde fundet ud af, hvorfor hendes ben somme tider opførte sig så mærkeligt, sad vi ofte på Baresso på banegårdspladsen og kiggede på mennesker. At læse denne bog er for mig som at sidde der igen.
Anne har et sjældent blik for, hvad der gør et menneske, og jeg elsker hendes blå fortællestil, som ofte er både sørgmodig, humoristisk og spidende på én gang.
Jeg elsker kombinationen af de skæve eksistenser, både dem, der er svære at holde af, og dem, der ikke er, og Annes ubesværede leg med ord. En af de mange fine ting ved Anne er, at hun aldrig stivner i sin måde at bruge sproget på. Somme tider hælder hun en verden af betydning i et enkelt ord, andre gange laver hendes krøllede hjerne sætninger, der er skæve og bimse og lammende præcise.
Denne lille bog er indbegrebet af alt, hvad der er Anne, og jeg synes, du skal købe to eksemplarer: Et til dig selv og et til en dansklærer nær dig.
Stemmer af sølv – Laura Engstrøm (Gyldendal)
Da Karoline på vegne af Gyldendal skrev til mig og spurgte, om jeg ville have denne bog tilsendt, no strings attached, sagde jeg udelukkende ja pga. titlen. Hvis ikke man bliver bare lidt blød i knæene af dén, er man lavet af sten. (#StemmerAfSten).
Jeg skal være helt ærlig og sige, at jeg næsten håbede, at jeg ikke ville kunne lide den, for så ville det være dejlig nemt at skrive til Karoline, at jeg ville undlade at anmelde den, fordi der ikke er nogen grund til dårlig omtale, hvis det kan undgåes.
Så når vi skal snakke om den her, kan de fleste af jer nok regne ud, at det ikke var sådan det gik.
Den her bog ramte mig lige i solar plexus.
Kort fortalt er det historien om at være født tilbagelænet med armene over kors, og være sådan én, der kun tror på det, vi kan se på og røre ved, og så alligevel, ad mange omveje, at ende med at tage hele spektret af engle, ånder og rumvæsener ind.
Jeg var, inden jeg læste den, meget i tvivl om, hvem målgruppen til sådan en bog kunne være. Min egen oplevelse er, at folk går fra 1 til 100, når det kommer til det alternative. De starter med en kop urtete mandag, og lørdag taler de med deres afdøde slægtninge og sender dig afsted med lyset, hver gang de siger farvel. Min tanke var, at ikke-troende ville synes, bogen var bullshit, og at de hard core alternative ville finde den alt for skeptisk til at kunne se ideen med den.
Det viste sig, at målgruppen er mennesker som mig. Tvivlere med døren på klem. Den er til os, der voldsomt gerne vil have beviser for alt, og helst på formel, men som alligevel godt, fra tid til anden, kan mærke, at der er mere både derude og derinde.
Laura fortæller sin historie så fint. Sproget er, som at blive sænket i et varmtvandsbassin efter en lang dag i kulden (hun er journalist) og jeg elsker, at hun hverken taler sine oplevelser op eller ned. Man får som læser lov at komme med på turen, helt fra start til slut, og hun italesætter undervejs sin egen tvivl og skepsis, men bøjer sig også for det, når der sker ting, der simpelthen ikke kan forklares ad traditionel, logisk vej.
For mig var det ret stort at læse en bog om det her emne, skrevet af en, der lyder til at ligne mig. Jeg synes ikke, at jeg har kunne finde nogen, der forstår tvivlen og den evige penduleren frem og tilbage mellem tro og mangel på samme, og når jeg ellers har forsøgt mig med bøger om emnet, bliver retorikken ofte så rabiat, at jeg ikke kan koncentrere mig om indholdet.
Det bliver 5 ud af 5 stjerner herfra.
Hvor der er fugle – Maren Uthaug (Lindhardt & Ringhof)
Da jeg for mange år siden var ny praktikvejleder, var jeg på to-tolkeopgave med en kollega. Vi havde begge en praktikant med, og de tolkede sammen, mens vi sad med skarptslebne kuglepenne og noterede. Der var markant forskel på deres niveau, og da vi bagefter gav dem feed back, bemærkede jeg noget, som jeg sidenhen har set i mange andre sammenhænge også. For hvis man udefra havde lyttet til vores kommentarer, ville man være gået derfra med opfattelsen af, at det var dårligste praktikant, der var bedst. 80% af vores fokus var på hende, og på at fortælle hende om alle de ting, som hun – trods alt – havde gjort godt, selvom hun faktisk lænede sig op af at en re-eksamen. Den anden praktikant, som tolkede langt over niveau, fik selvfølgelig at vide, at alt var godt, flot klaret, her er et par småfif og tak for idag.
I rigtig mange sammenhænge tror jeg, vi har en tendens til at forvente, at de dygtigste mennesker godt selv ved, de er dygtige, og derfor kommer vi ofte til at fokusere på dem, vi føler, har brug for mest opmuntring og hjælp. Og det synes jeg faktisk er skideurimeligt, for det er de færreste, der bliver gode af bare at ønske sig, at de var det. De fleste har knoklet røven ud af bukserne, og er også fulde af tvivl om egen formåen og angst for ikke at være gode nok, og derfor lovede jeg dengang mig selv at være bedre til at huske at rose og opmuntre De Virkelig Gode, for de har, om nogen, fortjent det.
Når jeg starter med at skrive det, er det fordi, jeg synes, at Maren er én af dem. For mig at se, er det som om, mange har besluttet sig for, at hun sikkert godt ved, at hun er skidegod, og at det derfor ikke er nødvendigt at sige det til hende. På en eller anden mærkelig måde sprang hun hele up-and-coming fasen over, og gik lige fra at være newbie til at være kæmpestor.
Som med så mange andre virkelig talentfulde mennesker, tror jeg, det handler om, at det ser så nemt ud, når hun gør det. For det er jo netop det, der adskiller de virkelig gode fra de ok-gode: At de får det til at virke som noget, vi alle sammen kunne gøre, hvis vi bare gad.
Hvilket er den fedeste løgn i hele verden.
Når den her bog er så god, tror jeg, det handler om, at Maren har ramt lige præcis dét talent, der er hendes, for når kreative mennesker rammer udtrykket, hvor det, de er, og det de kan, smelter sammen, så kan man mærke, at det er ægte. At ligemeget hvor mange lag, man skræller af, så bliver man ved med at finde det samme, rå talent nedenunder. Det er det, der adskiller one hit wonders fra the real deal, og massivt træ fra finér.
Så jeg vil bare gerne hæve glasset for Maren og sige: Hold kæft, hvor er du dygtig! Den her bog er fantastisk. Historien, beskrivelserne af tiden og de geografiske steder, måden, karaktererne langsomt væves for øjnene af os på, og aldrig – aldrig – bliver flade, er lige til at gå på røven af benovelse over. Jeg elskede både Nordkraft og Afrika-triologien af Jakob Ejersbo, og ‘Hvor der er fugle’ gør brug af samme fortælleteknik; man får bidder af den samme historie, fortalt af de forskellige personer i bogen, med alle de forviklinger og misforståede hemmeligheder, der følger med.
Jeg læste den på en dag (undskyld, Anton og Frida) og jeg håber, at Maren er igang med at skrive sin næste bog allerede, og at den kommer til være 700 sider lang.
Tid er ikke noget, du får. Det er noget, du tager dig
Jeg har i alle mine voksne år været sådan én, der har haft en stor omgangskreds, fordi jeg i mine jobs er i kontakt med mange mennesker, og derfor ofte er så priviligeret at støde på interessante typer, jeg over tid lærer at kende privat.
Jeg har også i alle mine voksne år været sådan én, der altid har (lidt for) mange jern i ilden. Jeg vil det hele, og hvis det kniber med tiden, stirrer jeg på den, til den giver sig.
Derfor ved jeg, at når jeg i dagens indlæg peger, så er der virkelig tale om en af de situationer, hvor der er 3 fingre, der peger på mig selv.
40+ kan jeg nemlig mærke, at jeg bliver mere og mere optaget af at skære det overflødige fra. Både i tøjskabet, i hovedet, i mine relationer og i min kommunikation. Ikke sådan helt Morten Albæk’sk (#love), hvor man stille og roligt fortæller sine artists formerly known as friends, at man ikke længere synes, at relationen bidrager med noget, så tak for idag og hav et godt liv, men mere på den måde, at jeg faktisk lægger mærke til, hvad jeg siger og bliver sagt til, og gerne vil holde niveauet af floskler på et minimum.
Da jeg boede i Aarhus, var jeg slem til at planlægge mine besøg hos folk, når jeg var hjemme i Esbjerg, så jeg nåede 3-4 stykker på en dag. Jeg må have været verdens mest ufede gæst, for jeg var slet ikke til stede de par timer, jeg pitstoppede i køkkenet, men var hele tiden i tankerne på vej videre. Og hvis nogen spurgte, om jeg ikke kiggede forbi, og de ikke allerede var lagt ind i tourplanen, skrev jeg en 6000 anslag lang sms, hvori jeg opremsede alt det, jeg skulle, som undskyldning for, at jeg ikke kunne nå forbi.
Fordi jeg selv har været sådan, forstår jeg godt, at det ikke er ond vilje, der ligger bag, når nogen skriver: “Vi skal snart ses” eller: “Kaffe snart?” uden nogensinde at følge op på det med et konkret forslag til dato. Men vi er ikke 20 år længere, og jeg synes egentlig godt, at vi kan tillade os at stille lidt større krav til både os selv og hinanden nu end det, fordi de fleste af os efterhånden har lært, at græsset kun bliver grønt, hvor du vander det.
Det er en træningssag, fordi det er en refleks; “Ses snart?” er tænkt som et signal til, at vi gerne vil se den anden, men det får et umiskendeligt skær af grace-you-with-my-presence/fuck-boy-friend-edition, hvis man kun tapper ind, for at blive på kortet, og ikke fordi man vil noget med relationen.
Lad endelig falde, hvad ikke kan stå; hvis et venskab er under afvikling, synes jeg virkelig, at man bør afstå fra sporadiske genoplivningsforsøg, som kun har til formål at iscenesætte et virkelighedsbillede, hvor den, der skriver, er den travle prima ballerina, og omgangskredsen bliver tvunget ind i rollen som den og dem, der sidder på kanten af stolen og venter med længsel på det næste besøg.
Jeg har opdaget, at man sagtens kan vise omsorg og interesse ved bare at sende en “Hvordan går det med xxx?”-besked. Det fungerer præcis ligeså godt. Når jeg selv har modtaget beskeder af den type, har jeg aldrig – ikke én eneste gang – tænkt: “Det er da mærkeligt, at hun ikke spørger, om vi snart skal have kaffe??” Jeg har til gengæld taget mig selv i at blive irriteret over det, når de samme mennesker igen og igen skriver: “Vi skal snart ses!”, men som altid lige “vender tilbage” hvis man sender konkrete dato-forslag.
Jeg tror, at jeg selv er ved at have aflagt mig uvanen. Nu mangler jeg bare at opbygge mod til, næste gang jeg modtager en “Vi skal snart ses!” besked, oprigtigt og ikke-fjentligt at svare:
“Så må du prioritere det. Kærligst. Linda”