Bloggen

Som de faste læsere af bloggen ved, er jeg jævnligt ude og lave kurser. Dels afholder jeg inspirationskurser for ’gamle’ instruktører, og dels uddanner jeg nye. De sidste par uger har jeg kørt en del inspirationskurser, og selvom jeg somme tider synes, at jeg kan mangle timer i døgnet til at forberede min undervisning, plejer jeg alligevel at køre glad derfra, fordi jeg bliver i godt humør af at være sammen med mennesker, der brænder for det samme som mig.

Men ind imellem kan det være en udfordring at undervise andre instruktører, fordi der altid er et par stykker i mellem, som stiller sig overdrevet kritisk an og anfægter ALT. Det er næsten altid de dygtige piger, der gerne vil være endnu bedre, eller dem, der er bange for ikke at slå til. Hvilket vel egentlig ofte er to sider af samme sag.

De fleste gange har jeg overskud til at se det, som det er: Modstand imod læring fordi det er skide angstprovokerende at være den, der plejer at lave reglerne for så pludselig at blive rykket ud af sin komfortzone og sat i en situation, hvor man er underlagt at følge en andens. Og I know my shit, så de må gerne spørge, men engang i mellem kan det være svært at blive ved med at smile, forstå og svare pænt, når de hele tiden med fejlsøgning camoufleret som faglig interesse angriber alt.

Sådan en pige havde jeg med forleden. Hun var relativt nyuddannet og havde masser af potentiale, men HVER gang, der var noget, hun ikke forstod, reagerede hun med et kritisk spørgsmål, der sluttede med ”… for sådan plejer jeg ikke at gøre!” Og jeg prøvede; det gjorde jeg virkelig, men der er grænser for, hvor mange forskellige diplomatiske måder, man kan sige ”det er fordi du er ny/ikke gør det rigtigt” på. Til sidst var jeg så træt af hende, at jeg kom til at lave en iskold, verbal afklapsning a la: ”Nej. Det kan jeg forstå. Men jeg må formode, at du har valgt at melde dig til det her kursus, fordi du gerne vil lære noget nyt eller prøve at gøre noget ANDET end det du plejer. Eller jeg tager måske fejl?”

Blev simpelthen så træt af mig selv, for gu var hun irriterende, men jeg vil bare så gerne være et større menneske end det. Jeg ved jo, at det bare er et udtryk for usikkerhed og angst for at misse noget vigtigt, når man har behov for at forstå alt. I detaljer.

Og ret beset er det jo ikke hendes skyld, at hun ligner mig.

Min cykel og jeg har snart 1 års bryllupsdag, og det er uden pis den bedste cykel, jeg nogensinde har haft. Ja, den er lidt vel tung i røven, men den kunne med rette sige det samme om mig, så vi er egentlig a match made in heaven. Da den rare cykelmand sagde, at Kildemoes var vejen frem, fordi den er dansk produceret, og dermed bygget til det danske klima, havde han ret. (Og lige nu går det op for mig, at det må være fordi jeg købte den i oktober = brystkræft awareness month, at den er dekoreret med lyserøde sløjfer. Christ. Jeg må være Danmarks eneste tolk med en forskydningstid på et år.)

Den eneste lille ting jeg har at pive over er, at den har fodbremse. Ikke at det er skidt. Det er faktisk rigtig rart, når man kommer sejlende ned af en regnvåd Ringgade, men jeg har ikke haft fodbremse på en cykel siden jeg var 10 (seriøst), hvilket giver frigearscyklerne 22 års forspring. (Det gjorde decideret ondt at skrive den sætning.) Og selvom jeg nu har været med fodbremse i et år, er det stadig ikke lykkes mig at lære at bestige cyklen korrekt.

For når pedalerne står i hvad der på en urskive ville være kl. hhv. 12 og 6, ser det jo umiddelbart tilforladeligt ud, og jeg sætter hver gang fortrøstningsfuldt fra – for så at hamre ribbenet i styret, fordi klokken åbenbart kun var 29 minutter over, og der stadig var noget brems tilbage i pedalen.

Man kan ikke risikere, at Børnenes Traffikklub kommer og inddrager cykelkortet igen, vel?

Nogen gange er det, som om den samme emne-bølge rammer mange blogge på én gang. Selvfølgelig henter vi inspiration fra hinanden, men somme tider er det altså som om, vores hjerner af uransagelige årsager simultant har beskæftiget sig med de samme overvejelser.

Lige nu er der flere af mine yndlingsbloggere, der skriver om netdatingens forbandelser. Jeg har jo været der indtil for ganske nyligt, hvor jeg opsagde mit medlemskab, fordi jeg simpelthen ikke kunne udholde at blive psykologisk udredt af en eneste nyskilt mand mere med tjek på stjernetegn og rod i livet.

Men som med alle andre suspekte ydelser kan man åbenbart ikke bare sige tak, når man har fået nok, så datingsiden opfører sig nu som en forsmået pusher, og bliver via email ved med at spørge mig, om jeg er sikker? Om jeg er helt sikker? For han kunne jo stadig være derude, og den første er gratis…

Og måske er det fordi vi nærmer os jul, og jeg har tilbragt de sidste to af slagsen i apatisk natostilling på mine forældres sofa med røde øjne, blå tænder og halalslagtet hjertet: Jeg gik ind og kiggede.

Den slags kan man simpelthen ikke finde på.

Udvalgte profiler, kommenteret:

Til Hende mit hjerte banker for: Du føler dig som en gudinde … du er dejlig og du ved det, og alligevel er dit ansigt rent og uspoleret … og derfor smukt … ufatteligt smukt … jeg længes efter dig … hvorfor ved jeg ikke, måske fordi dit nærvær får mig til at vågne op og slå autopiloten fra … måske fordi samspillet imellem dit væsen og mit væsen får mig til at blive Mand … den jeg ER … og dig til at blive Kvinde … den du ER
(Til ham… der læser for mange.. ufattelig meget for mange… lægeromaner…. Du bruger… alt for mange…. punktummer og forlorne ord…. Mand… den du ER … ER væmmelig…. )

Ligger i min seng lige nu og har tre store hvide stearinlys tændt ved fodenden. Klokken er 9.31. De lange gardiner der dækker helt ned til gulvet blokerer stadig lyset fra vinduerne. Har lige spist morgenmad på sengen og drømmer nu om en kaffe fra Altura. Så det kan ikke vare længe før jeg skal derned.
(Liiiige iscenesat nok, ikke? Og formentlig knap så zen, når det lykkes mig at vælte de store hvide lys over i gardinerne, og jeg panikslagen slukker branden med kaffe. Fra Altura. Til 400 kroner literen)

Se her!!!! – Her er hele pakken til dig! 😉 Jeg er fremragende til at lave thai-mad og hindbærsnitter .. dog ikke nødvendigvis sammen! 😉 Hmm.. var det nok til at fange dig til at læse resten af teksten? 😉 Jeg synes ikke lige, at jeg har mødt dig endnu.. så måske det er her igennem, at vi skal aftale første møde 😉
(Jeg ved allerede, at vores første møde kommer til at gå med, at jeg med jævne mellemrum må gå på toilettet for at massere mine ømme skam-smilede kæber, og forsøge at synes, at det er ok og maskulint at bruge flere smileys end en 12-årig pige.)

Mød et rigtig godt parti!
(Øhm… Er det noget med, at den scorereplik er ca. 60 år overdue?)

Søger ikke det store. Er pt. ikke “kærestemateriale”. Jeg lurer bare for underholdningens skyld ;o)
(UH!! MIG!! MIG!! TA’ MIG!!)

Jeg er en af de lærer, som ikke brokker sig over lønnen eller andre arbejdsrelaterede forhold. Jeg synes, det er et privilegium at undervise og give min faglige vider
(…!)

Overvejer faktisk at købe et nyt medlemskab for at have noget at falde tilbage på i tilfælde af skriveblokering.

Men jeg tror bare, at jeg vælger at køre et-(h)julet gennem december i år.

Tænk at vi engang troede, at Limahl sang om magiske fabeldyr og små, modige drenge, når det nu viser sig, at sangen i virkeligheden handler om taxachauffører.

Idag skulle jeg tolke på teknisk skole i en mindre nordjysk by, og da de møder, før resten af verden åbner, havde jeg bestilt en taxa til at hente mig på banegården.

Nu er det så, jeg gerne vil vide: Er det ikke rimeligt at antage, at man i disse GPS-tider vil blive sat af det rigtige sted, når man giver chaufføren den præcise adresse?

Vi klipper til scenen, hvor Linda rager rundt i udkanten af en mark i et mørke så kompakt, at jeg havde fornemmelsen af at famle mig frem i et oversize blækhus. Jeg er næsten sikker på, at jeg på et tidspunkt hørte en ulv tude i det fjerne.

Efter at have brugt det meste af et liv på at snuble angst rundt i vildmarken, anede jeg endelig en klynge bygninger i horisonten, og da jeg nærmede mig, fik jeg næsten tårer i øjnene af bevægelse over at se det internationale Teknisk Skole-logo. På grund af DSB’s køreplaner, var jeg stadig i utrolig god tid, så hele skolen lå øde hen, men 8 år i trøjen har lært mig, at de bedste mennesker at spørge, når man ankommer til en ny uddannelsesinstitution, er pedeller og kantinepersonale. De ved ALT, er der som de første og går som de sidste.

Kantinedamen, som – hvad sagde jeg – var mødt, har vel været 4 år ældre end mig, men her er det vigtigt, at vi husker at gange med provinsfaktoren på 3*, hvilket vil sige, at hun af sind slog mig med 12 år. Derfor føltes det ikke spor mærkeligt, da jeg efter en hel masse ”bette pige” og ”unge dame” stod på gangen igen med en hjemmebagt bolle, en stor kop kaffe og en hovednøgle.

6 timer senere ringede jeg for at bestille en taxa, så jeg trække mod Århus igen. Jeg forklarede pænt og høfligt, hvad der var sket om morgenen (Amar! Jeg var virkelig venlig), og bad dem være ekstra opmærksomme på adressen, når de kom.

….

Nogen gange har jeg det som om, overbegrebet ‘Taxa’ er Sørgmodighedens Sump, og jeg er hesten.

* Jeg må gerne sige ’provinsfaktor’ fordi jeg 1) bor i Århus 2) er vokset op i Esbjerg.

I går snakkede vi om situationer, hvori ord kan gøre ondt. Eller… Jeg snakkede. Skrev, faktisk. Anyway: Hvad vi end gjorde, gør vi det samme igen i dag, bare med modsat fortegn: Situationer, hvor fraværet af ord gør nas. I hvert fald fraværet af bestemte ord.

Når et menneske siger: ”Jeg elsker dig” eller ”du er min bedste veninde” til et andet, er der ikke ret mange andre svar end ”Jeg elsker også dig” og ”Du er også min” der duer. Jeg har i hvert fald lavet noget empirisk forskning på egen krop, der peger hen imod, at ingen andre svar helt rækker; hverken når man er den, der giver dem eller den, der modtager dem.

Men hvad nu hvis det ikke er sådan, man selv har det? Hvad gør man så? Svært at bevare den gode stemning, hvis man er nødt til at sende bolden retur over nettet med: ”Ok? Sådan har jeg det slet ikke”.

Nogen forsøger at slippe om ved problemet ved at svare: ”I lige måde”, ”Lige over” eller andre replikker hentet fra Bogen Om Passende Svar Til Folk, Der Ønsker Dig God Weekend. Og jeg kan ikke helt beslutte mig for, om det er snyd, eller om det faktisk er den bedste måde at komme omkring dilemmaet på. (Hvis der dog bare var et sted, hvor man kunne skrive ind og spørge om den slags….). Jeg ved, at jeg selv opfatter den type svar som markant mindre forpligtende end De Store Ord, og jeg er tilbøjelig til at se dem som et forsøg på at træde vande, hvis man endnu ikke har gjort op med sig selv, om man er samme sted, eller man ikke helt er der endnu.

Hvilket vel egentligt er hovedproblemet med den slags udtalelser: De er gaver, man giver, som modtageren ikke har bedt om at få, men som ikke desto mindre kræver en tilsvarende gave retur. Ellers ender man med at stå med alting udenpå tøjet og et skævvredet forhold, der ikke bliver det samme igen foreløbigt, fordi magtbalancen er skredet i sømmene, og den ene part nu officielt vil forholdet mere end den anden.

Mand. Det skal bare ikke være nemt, vel?

but words can never hurt me. Jeg ved ikke, om vi har et tilsvarende løgnagtigt ordsprog på dansk, men de sidste par dage har jeg tænkt meget over, hvor ondt ord kan gøre, når man er i knæ.

Jeg har et par veninder, som lige nu bøvler med kærligheden, og helt efter bogen forsøger de at komme frustrationerne til livs ved at tale om dem. De er stærke piger med robuste psyker og masser af omløb i hovedet, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de nok skal nå frem til den – for dem – bedste løsning, men det er interessant at trække sig lidt tilbage og lytte til de typiske råd, vi kvinder giver hinanden, når vi forsøger at hjælpe.

De kan deles i 3 hovedgrupper:

1) “Det kender jeg godt fra mig selv – bare værre!”
Her virker det som om, den der formodes at lytte, udelukkende venter på en chance for at hi-jacke samtalen, overtage den fuldstændigt og fylde den med historier om sig selv. I nogle situationer kan det være en trøst at høre, at en anden kan sætte sig ind i, hvordan man har det, men det holder op med at være en hjælp, når man begynder at få fornemmelsen af, at vi leger bytte-bytte-købmand: Jeg lytter kun til dig, fordi jeg så efterfølgende kan kræve, at du lytter til mig. Sådan en samtale bliver bare en masse fragmenter af usammenhængende sætninger og ingenting tales i dybden, udvikler sig eller udfordrer hjernen. Og lige meget hvor slemt du har haft det, kan du være sikker på, at den glade giver af denne type råd ALTID har haft det værre. Hvis du har mistet en arm, har de mistet dem begge. Hvis du har forkølelsessår, trumfer de med miltbrand. Hvis du snublede over et trin, faldt de ned af trapperne. Alle 5 etager. Til sidst giver man simpelthen op over for den massive on-coming tsunami af elendighed. You cannot win.

2) “Du er altid så [indsæt selv dom] men du skal bare [indsæt selv instant-fix råd]”
Det er ikke meget, der er så irriterende som at få klasket en post-it i panden med din personlighed kogt ned til en linie. Hvordan skal dét hjælpe noget som helst? Og det er svært ikke at blive fornærmet, når folk serverer banaliteter forklædt som guldkorn. Hvis det var så simpelt, havde man jo for fanden nok selv regnet det ud, ikke!?

3) “Folk som os ender altid med at blive forladte/blive usikre/skride/knalde udenom”
Nu ved jeg godt, at jeg bliver en so, ikke? Men ind imellem, når folk igen og igen træffer virkelig dårlige valg for sig selv, bliver jeg faktisk en lille smule fornærmet, når de sætter os i bås med hinanden.

Det værste er, at man jo ikke ret godt kan tillade sig at blive gal på mennesker, der forsøger at hjælpe. Samtidig kan det være utrolig svært, når man i forvejen er i knæ, at have overskuddet til at tage hensyn til andres følelser og formulere sig, så de ikke bliver sårede.

(Til de mænd, der læser med: Ville I ikke bare ønske, at I var kvinder?)

I morgen skal vi snakke om den anden side af mønten: Hvordan manglen på ord også somme tider kan gøre nas.

Jajaja. Jeg ved det. Cliffhanger af de virkelig slemme. Men I skal kun sove én gang….

Nat nat til jer derude. Hvor end I er.

Det her bliver et af de indlæg, der enten udløser øredøvende stilhed i kommentarfeltet eller får min mailboks til at brænde sammen med vrede hademails.

Inden jeg går videre, vil jeg virkelig gerne understrege, at det her handler om mig. Mig mig mig. Jeg skriver det ikke for at pege fingre, gøre nar eller udstille nogen. Jeg skriver det, fordi der både her på bloggen og på masser af andre blogs derude postes i det uendelige om, hvor svært det kan være at være single, og jeg synes, at det her er en anden, men lige så vigtig vinkel på det.

Og man må gerne gemme det her indlæg i sin mentale hævnæske, og om et år eller halvandet, når jeg kl. 3 om natten kaster op i det uendelige og selv er nødt til at slæbe mit forkvalmede, inseminerede korpus ud efter kokosis, sende en mail, hvori man skriver: ”Mener du STADIG, at det er dig, der har fat i den lange ende…?”

Men når jeg ser mig omkring lige nu, så bliver jeg i tvivl om, om jeg overhovedet er interesseret i at være nogens kæreste. Min omgangskreds består af ressourcestærke, veluddannede mennesker med karrieren på skinner, der får ønskebørn og bor i labre huse. Jeg vil tro, at de i gennemsnit har kendt hinanden ca. 10 år, så der er ikke tale om barndomskærester, der har kendt hinanden så længe, at de er kommet til at tage hinanden for givet eller bliver sammen af vane; ej heller om mennesker, der er kommet til at sætte filmen på fast forward og har giftet sig, ti minutter efter de har mødt hinanden.

Ikke desto mindre er der tillidsbrud, utroskab og grå hverdag til højre og venstre, og en sørgelig mangel på ømhed og affektion. Jeg hører dem tale til hinanden med ligegyldighed grænsende til foragt, og deres forhold virker mere som anstrengt, påtvunget gruppearbejde, end som en alliance bundet sammen af kærlighed.

Jeg VED godt, at ingenting i livet er gratis, at der er kriser i alle forhold og at der kan findes lige så mange grimme ting at sige om at være single. Jeg ved godt, at der også er gode øjeblikke, og at nogle mennesker får det til at fungere. Jeg bliver bare mere og mere overbevist om, at de tilhører undtagelsen mere end reglen.

Jeg ved i det mindste, hvad jeg har at gøre med. Jeg har ikke både arbejdsbyrden OG en skuffelse på størrelse med Alaska over, at min kæreste ter sig som en 3-årig, og forventer, at jeg står for alt det huslige. Jeg kan koncentrere mig om de ting, der skal gøres i stedet for først at være ved at gå til i frustration over, at han for helvede ikke tager noget som helst af sig selv, forsøge ved tankens kraft at få ham til at regne ud, at opvasken ikke bare fordamper, for så endelig at give op og gøre det selv, martyr-style.

In all fairness er der to ting, jeg som single savner: Regelmæssig sex med en, der kender mig og min krop, og fornemmelsen af, at det er os imod dem. Men helt ærligt: Det lyder ikke, som om de to ting kan overleve børnefødsler og mandag på mandag på mandag. Og så er jeg ved at være ude i, at hvis jeg alligevel må tage til takke med maskinparken eller gartneren, og jeg 80 % af tiden kun har mig selv at regne med, så kan jeg sgu ligeså godt betræde slagmarken alene.

Min hær tæller kun en soldat. Til gengæld ved jeg, at jeg altid kan regne med den.

Jeg har været i gang med at rydde op på min computer, og under udrensningen er jeg faldet over en del gamle mails.

De sidste mange år har flere af mine forhold for en stor dels vedkommende pga. job og bopæl bygget på elementer af langdistance – hvilket er en fin måde at forlænge et forholds levetid på, men til gengæld godt kan give bagslag rent kommunikationsmæssigt. Hvor man normalt er velsignet med en hjerne, der barmhjertigt bortredigerer billede og lyd af hysteriske anfald og anden uklædelig adfærd, giver elektronikken i disse tilfælde mulighed for at gå tilbage og læse sig selv for fuld udblæsning, helt, helt ucensureret.

Og det er sjovt!(-ish) For mange af de famøse mails kan jeg faktisk godt huske, at jeg har skrevet. Eller.. Lad mig omformulere det: Jeg kan godt huske, hvad jeg ville have skrevet. For jeg ved, at jeg satte mig til computeren og skrev en sober og rimelig mail, hvori jeg på en assertiv måde gjorde opmærksom på, at der var et par ting, som jeg synes, vi trængte til at snakke om. Men cyberkriminalitet og hacking er åbenbart det nye sort, og jeg finder det direkte uhyggeligt, at et småligt, psykisk nedsmeltet menneske, der råber mere, end hun taler, sidenhen har været inde og fucke med mine mails. Rimelighed og hensyn: Delete. Trusler, store, verbale armbevægelser og skæld ud ad libitum: Insert.

Når jeg læser svarene, kan jeg se, at jeg har kendt nogle meget tålmodige mænd. Specielt er der point til ham (med det udprægede dødsønske), der lakonisk spørger:

”Er der virkelig allerede gået en måned igen?”