Måske man bare skulle forwarde dem som svar, næste gang nogen spørger, hvorfor man ikke har en kæreste?

Jeg har været i gang med at rydde op på min computer, og under udrensningen er jeg faldet over en del gamle mails.

De sidste mange år har flere af mine forhold for en stor dels vedkommende pga. job og bopæl bygget på elementer af langdistance – hvilket er en fin måde at forlænge et forholds levetid på, men til gengæld godt kan give bagslag rent kommunikationsmæssigt. Hvor man normalt er velsignet med en hjerne, der barmhjertigt bortredigerer billede og lyd af hysteriske anfald og anden uklædelig adfærd, giver elektronikken i disse tilfælde mulighed for at gå tilbage og læse sig selv for fuld udblæsning, helt, helt ucensureret.

Og det er sjovt!(-ish) For mange af de famøse mails kan jeg faktisk godt huske, at jeg har skrevet. Eller.. Lad mig omformulere det: Jeg kan godt huske, hvad jeg ville have skrevet. For jeg ved, at jeg satte mig til computeren og skrev en sober og rimelig mail, hvori jeg på en assertiv måde gjorde opmærksom på, at der var et par ting, som jeg synes, vi trængte til at snakke om. Men cyberkriminalitet og hacking er åbenbart det nye sort, og jeg finder det direkte uhyggeligt, at et småligt, psykisk nedsmeltet menneske, der råber mere, end hun taler, sidenhen har været inde og fucke med mine mails. Rimelighed og hensyn: Delete. Trusler, store, verbale armbevægelser og skæld ud ad libitum: Insert.

Når jeg læser svarene, kan jeg se, at jeg har kendt nogle meget tålmodige mænd. Specielt er der point til ham (med det udprægede dødsønske), der lakonisk spørger:

”Er der virkelig allerede gået en måned igen?”