Det her bliver et af de indlæg, der enten udløser øredøvende stilhed i kommentarfeltet eller får min mailboks til at brænde sammen med vrede hademails.
Inden jeg går videre, vil jeg virkelig gerne understrege, at det her handler om mig. Mig mig mig. Jeg skriver det ikke for at pege fingre, gøre nar eller udstille nogen. Jeg skriver det, fordi der både her på bloggen og på masser af andre blogs derude postes i det uendelige om, hvor svært det kan være at være single, og jeg synes, at det her er en anden, men lige så vigtig vinkel på det.
Og man må gerne gemme det her indlæg i sin mentale hævnæske, og om et år eller halvandet, når jeg kl. 3 om natten kaster op i det uendelige og selv er nødt til at slæbe mit forkvalmede, inseminerede korpus ud efter kokosis, sende en mail, hvori man skriver: ”Mener du STADIG, at det er dig, der har fat i den lange ende…?”
Men når jeg ser mig omkring lige nu, så bliver jeg i tvivl om, om jeg overhovedet er interesseret i at være nogens kæreste. Min omgangskreds består af ressourcestærke, veluddannede mennesker med karrieren på skinner, der får ønskebørn og bor i labre huse. Jeg vil tro, at de i gennemsnit har kendt hinanden ca. 10 år, så der er ikke tale om barndomskærester, der har kendt hinanden så længe, at de er kommet til at tage hinanden for givet eller bliver sammen af vane; ej heller om mennesker, der er kommet til at sætte filmen på fast forward og har giftet sig, ti minutter efter de har mødt hinanden.
Ikke desto mindre er der tillidsbrud, utroskab og grå hverdag til højre og venstre, og en sørgelig mangel på ømhed og affektion. Jeg hører dem tale til hinanden med ligegyldighed grænsende til foragt, og deres forhold virker mere som anstrengt, påtvunget gruppearbejde, end som en alliance bundet sammen af kærlighed.
Jeg VED godt, at ingenting i livet er gratis, at der er kriser i alle forhold og at der kan findes lige så mange grimme ting at sige om at være single. Jeg ved godt, at der også er gode øjeblikke, og at nogle mennesker får det til at fungere. Jeg bliver bare mere og mere overbevist om, at de tilhører undtagelsen mere end reglen.
Jeg ved i det mindste, hvad jeg har at gøre med. Jeg har ikke både arbejdsbyrden OG en skuffelse på størrelse med Alaska over, at min kæreste ter sig som en 3-årig, og forventer, at jeg står for alt det huslige. Jeg kan koncentrere mig om de ting, der skal gøres i stedet for først at være ved at gå til i frustration over, at han for helvede ikke tager noget som helst af sig selv, forsøge ved tankens kraft at få ham til at regne ud, at opvasken ikke bare fordamper, for så endelig at give op og gøre det selv, martyr-style.
In all fairness er der to ting, jeg som single savner: Regelmæssig sex med en, der kender mig og min krop, og fornemmelsen af, at det er os imod dem. Men helt ærligt: Det lyder ikke, som om de to ting kan overleve børnefødsler og mandag på mandag på mandag. Og så er jeg ved at være ude i, at hvis jeg alligevel må tage til takke med maskinparken eller gartneren, og jeg 80 % af tiden kun har mig selv at regne med, så kan jeg sgu ligeså godt betræde slagmarken alene.
Min hær tæller kun en soldat. Til gengæld ved jeg, at jeg altid kan regne med den.
Den eneste grund til min larmende tavshed, er at jeg er fuldstændig enig! Men vil lige tilføje 2 ting til listen over tidspunkter hvor en kæreste er god at have: Fødselsdag og jul ;o)
Tilføj: "I øvrigt vil jeg tæve facere, og jeg er i dårligt humør."
I DARE you, så burde du virkelig være all set for tæv fra alle i blogland 😀
Jeg kan i øvrigt sagtens se dine pointer, selvom jeg sidder i kæresteland 🙂
Nah… Du kan roligt taelle mig med i din haer – og jeg ska nok hente kokosis naar verden er ved at braende sammen for dig :o)
Og så lige for at punktere eventuelle det-må-være-en-kvinde-ting-argumenter, så rækker jeg en anerkendende hånd i vejret, og melder mig som sympatisør for denne tankegang.
Jeg har ét parforhold i min vennekreds, som jeg misunder. Resten er irritation, jammer og lydløs ligegyldighed. Kan det passe, at de har det godt, når vi andre ikke kigger? Når døren er lukket, så er der måske, bare nu og da, smil i øjnene? Jeg håber det for deres skyld. Men jeg tror det sku ikke.
Jeg er fuldstændig enig med dig, Linda, og jeg har samme opfattelse af parforholdene omkring mig.
Sjovt nok, Gitte, så synes jeg lige præcis, det er træls at have kæreste til fødselsdage og jul … 😉
Da jeg slog op med min forrige kæreste, som jeg havde været sammen med i to år, kunne jeg godt mærke, at jeg bare trængte til at være single. Bare at tænke på mig selv 100% og ikke have nogen, som man skulle besøge tit og ofte, fordi man boede tæt på hinanden og var kærester. Jeg havde nogle flirts og gik egentlig og troede, at der ville gå lang tid, inden jeg ville få mig en kæreste, da min nuværende kæreste og jeg pludselig begyndte at snakke sammen – vi gik i klasse sammen, så det var pludselig sådan rigtig snakke, snakke. Det føltes bare så rigtigt, og det gør det stadig. Vi har snart været sammen i tre år, gået op og ned ad hinanden i de tre år på gymnasiet, men har givet hinanden frihed, så vi ikke behøvede sidde sammen eller holde i hånd hvert frikvarter. Jeg er måske ikke så gammel, men jeg har prøvet forskellig slags kærlighed og virkelig at blive såret, og jeg tror sgu, det her er af den mere ægte vare. Det er ikke sikkert, det holder hele livet, men det er i hvert fald det rigtige lige nu og et godt stykke tid fremover, hvis du spørger mig.
Undskyld den lange kommentar, men jeg ville også gerne komme med en historie om én, der kan lide begge lande og kan have det godt begge steder. 🙂
som dig – og Gitte (med Gittes tilføjelser og så min egen: hvis man er en spasser med en boremaskine, så er de også gode der!!)
– Mette
Desværre er der alt for mange forældrepar af den slags som du beskriver i dit indlæg. Og det ender som regel med at de bliver skilt og bliver lykkelige "singler" hver for sig, og lader børnene stå med sorteper resten af livet.
Men for lige at komme med et alternativ: Hvis du engang finder en som du bare MÅ formere dig sammen med, så husk at selv om det kan være svært i nogle år mens børnene er små, så hjælper det faktisk at tage "kæreste-brillerne" på og se ham /hende dybt i øjnene og i sengen og fortælle lige præcis hvor meget han betyder (også det han gør derhjemme).
Når jeg ser mig om i min omgangskreds, så har flertallet klaret den og har et rigtigt misundelsesværdigt ægteskab, trods børn og kriser.
Bare lad være med at give op, tal sammen og elsk for satan…
(og hvis nogen synes det er lidt for let købt det her, så må jeg lige advare: Et forhold er aldrig let! Hvis du synes det er det, er det fordi du kører på frihjul…)
😉
Menig Christiansen melder sig til tjeneste!
Er fuldkommen enig og det var lige præcis hvad jeg trængte til at høre her midt i singleland, hvor det konstant skifter mellem strålende sol og regnvejr. Så tak! 😀
Jeg tror helt klart på, at det på mange måder er lettere at være single end at være i et parforhold. Det er ihvertfald min egen erfaring. At det er lettere er dog ikke ensbetydende med, at det er bedre. I min verden.
Den kærlighed, udvikling, samhørighed og tryghed som jeg får og giver i mit forhold ville jeg meget nødigt undvære. Og jeg tager gladeligt skænderierne og frustrationerne med i pakken, for efter min mening hænger de helt naturligt sammen med at skulle leve så tæt sammen med et andet menneske.
Jeg ville dog til enhver tid foretrække at være single frem for at befinde mig i et dysfunktionelt eller kærlighedsløst forhold og jeg er enig med dig i, at der findes en del af disse, når man ser sig omkring. Jeg kan selv helt miste modet ift. at få børn, fordi jeg ser, hvad det gør ved 90 % af forholdene.
/Maria
Den gode nyhed er, at man ikke længere er forpligtet til at være officielt desperat og på jagt efter "nogen", hvis man er single. Der er simpelthen så mange, der er singler i årevis, at det er helt normalt. De færreste kan fastholde illusionen om, at singler pr. definition er ulykkelige.
Men er det kun kærester, der frustreres? Jeg kan få øje på rod i rigtig mange andre relationer, både private og professionelle.
Kan det tænkes, at vi i virkeligheden er lidt inkompetente med administrationen af hinandens trivsel, set i forhold til den kompetence vi har opbygget til at administrere bundlinjens trivsel?
Er det ikke bare her, at jeg skal skrive, at de gode parforhold og de dejlige mænd findes. Måske er der langt mellem dem, men de er altså derude. Så jeres kommende børn kan godt få en far…
Jeg synes det er SÅ sejt at du (delvist??) er nået frem til den erkendelse.
Herfra får du al mulig respekt – både for at have turdet tænke tanken til ende – men så sandelig også for at have delt den med os.
Nu har jeg så bare været så usandsynlig heldig at have mødt den eneste ene (ja, for real!!) Vi skændes ALDRIG, tænker de samme tanker mht huslige gøremål, så der er ingen irritationsmomenter på det område. Jaja, jeg er også homo, så jeg tæller ikke rigtig, vel?? 😉
Har sagt det før og siger det igen: Du har truffet dit valg, og jeg synes, det er sejt!
Parforhold kan være gode, dårlige, middelmådige eller helt fantastiske… Og de flest er vel en god blanding af det hele. At være alene har lige så mange facetter, men du kender dem, og jeg er sikker på, det her er velovervejet. Så bare kom i sving 🙂
Jeg hepper og følger med herinde!
Kh Anne F.
Jeg har haft det som dig i mange år, og der er faktisk stadig rigtig mange af mine venners forhold jeg virkelig ikke misunder. Men til gengæld føler jeg mig utroligt heldig og priviligeret med den mand jeg nu er sammen med.
Jeg ved ikke, om det måske handler om at gå på kompromis, og at for mange går for meget og for tidligt på kompromis. Hvis man virkelig ikke vil det, så risikerer man jo at bo i Single-land rigtig længe, (men man slipper til gengæld for håbløse forhold).
Tak for alle jeres kloge ord. Det er godt at høre, at der er forhold derude, der fungerer – og at der er andre singler (også mænd), der kender fornemmelsen.
Jeg vil gerne slutte med at sige det samme, som jeg gør i starten af indlægget: Det her er bare endnu en vinkel på mit liv som single. Jeg har bestemt også dage, hvor jeg savner en kæreste, og jeg er helt enig i, at en kæreste ud over mange andre ting, giver mulighed for at vokse og udvikle sig som menneske. Jeg vil bare ikke have en for enhver pris.
(Ps: Og Miw: Du tæller – selv om du er homo:))