Som de faste læsere af bloggen ved, er jeg jævnligt ude og lave kurser. Dels afholder jeg inspirationskurser for ’gamle’ instruktører, og dels uddanner jeg nye. De sidste par uger har jeg kørt en del inspirationskurser, og selvom jeg somme tider synes, at jeg kan mangle timer i døgnet til at forberede min undervisning, plejer jeg alligevel at køre glad derfra, fordi jeg bliver i godt humør af at være sammen med mennesker, der brænder for det samme som mig.
Men ind imellem kan det være en udfordring at undervise andre instruktører, fordi der altid er et par stykker i mellem, som stiller sig overdrevet kritisk an og anfægter ALT. Det er næsten altid de dygtige piger, der gerne vil være endnu bedre, eller dem, der er bange for ikke at slå til. Hvilket vel egentlig ofte er to sider af samme sag.
De fleste gange har jeg overskud til at se det, som det er: Modstand imod læring fordi det er skide angstprovokerende at være den, der plejer at lave reglerne for så pludselig at blive rykket ud af sin komfortzone og sat i en situation, hvor man er underlagt at følge en andens. Og I know my shit, så de må gerne spørge, men engang i mellem kan det være svært at blive ved med at smile, forstå og svare pænt, når de hele tiden med fejlsøgning camoufleret som faglig interesse angriber alt.
Sådan en pige havde jeg med forleden. Hun var relativt nyuddannet og havde masser af potentiale, men HVER gang, der var noget, hun ikke forstod, reagerede hun med et kritisk spørgsmål, der sluttede med ”… for sådan plejer jeg ikke at gøre!” Og jeg prøvede; det gjorde jeg virkelig, men der er grænser for, hvor mange forskellige diplomatiske måder, man kan sige ”det er fordi du er ny/ikke gør det rigtigt” på. Til sidst var jeg så træt af hende, at jeg kom til at lave en iskold, verbal afklapsning a la: ”Nej. Det kan jeg forstå. Men jeg må formode, at du har valgt at melde dig til det her kursus, fordi du gerne vil lære noget nyt eller prøve at gøre noget ANDET end det du plejer. Eller jeg tager måske fejl?”
Blev simpelthen så træt af mig selv, for gu var hun irriterende, men jeg vil bare så gerne være et større menneske end det. Jeg ved jo, at det bare er et udtryk for usikkerhed og angst for at misse noget vigtigt, når man har behov for at forstå alt. I detaljer.
Og ret beset er det jo ikke hendes skyld, at hun ligner mig.
Linda det er ok ikke at være overskudsagtig hele tiden.. folk kan være SÅ belastende, at det simpelthen ryger fløjten… også selvom man godt kan genkende sin egen "flinkepige jeg vil kunne tingene 100 % på fingrene-gen" bagved… Det er jo også derfor, du synes, du skál have overskuddet til at svare pænt hele tiden! : – )
-mette
Hmmm… Hvis jeg nu var til den slags kurser ku det vist godt ha været mig der havde fået den øretæve. Og ja – ofte kan man godt lige se et glimt af sit eget spejlbillede når man har snerret af én ik??