Bloggen

Det kan godt betale sig at bruge 10 sekunder ekstra til at finde på et bedre eksempel, når man skal forklare sin chef betydningen af ordet “stash”, i stedet for bare at lade følgende falde ud af munden:

“Det betyder en slags hemmeligt lager. Du ved; som i den beholdning af narko, jeg har gemt?”

Onsdag kl. 22.30:

Flade forhjul på cyklen: 2 (Hvis det sker mere i denne uge, så ryger den fandme i havnen! Sammen med cykelsmeden.)

Cykelture i snevejr: 3 (Det er kun NOVEMBER, for crying out loud!!)

Defekte anlæg i forbindelse med undervisning: 1 (Svært at undervise i takt til .. ingenting.)

Defekte headsets i forbindelse med undervisning: 1 (- og til lyden af stemmerne i hovedet.)

Taxachauffører, der har spurgt, om jeg skal ”bruge en bing-bon?”: 1 (Tak, kære Gud.)

Timer brugt på koordinering, fordi andre mennesker ikke melder tilbage: 17

Højlydte eder udtrykt over ovenstående: 17.258

Hemmeligheder modtaget: 8 (Så mangler vi 40…)

Spydige bemærkninger camoufleret som sjov modtaget: 4 (Ha ha. Eller det der.)

Spydige bemærkninger camoufleret som sjov afsendt: 8 (Mmmm. Ha tilbage. Bite me!)

Trøste-skildpadder spist: 3 (Lasse, bliver du sur, hvis der kun er bananer i din lagkage?)

Sygedage: 1 (Dumme skulder.)

Lemmer mistet til forfrysningsrelateret koldbrand: Ingen. Endnu. (*dommedagssmiley*)

Pinlige dates mødt i forbindelse med tolkeopgaver: 1 (Bliver aldrig gammel nok til at være cool med det. Aldrig!)

Hvis nogen skulle mangle mig og mit sprudlende humør i morgen, har vi i nattens mulm og mørke haft held til at flygte til Caribien. På kælk.

De sidste par år har jeg opdaget, at jeg er meget svær at gøre bange. Tanken om, at der kan ske noget med dem, jeg holder af lammer mig af rædsel, og jeg er født i Tvivlerens Tegn med Skeptisk i ascendanten, men jeg stoler helt grundlæggende på min egen evne til at løse det meste af det, jeg stilles overfor.

Sådan troede jeg egentlig, at alle havde det, og tidligere kunne jeg blive helt irriteret, når andre gnattede rundt, usikre og bange for at gøre noget forkert; Jeg så det som et forsøg på at score opmærksomhed og sænke omverdenens forventninger, så de enten imponerede vildt, hvis de klarede sig godt, eller havde undskyldt på forhånd, hvis de stank.

Efterhånden er det dog ved at gå op for mig, at det nok er mig, der har fået en ekstra styrke foræret og ikke de andre, der mangler den, (jeg vil gerne starte med at takke min mor og far *tårevædet-takke-smiley*) og jeg er blevet bedre til at huske, at vi alle gør det bedste, vi kan, med de ressourcer vi har.

Derfor er det meget uvant (men nok i virkeligheden temmelig sundt), når jeg i arbejdsregi har fået en opgave, som jeg virkelig, virkelig ikke har lyst til skulle løse. Overhovedet. Den udfordrer alle mine svage sider på én gang, og selvom jeg forbereder mig i vildskab, kan jeg ikke se, hvordan jeg skal kunne løse den tilfredsstillende. Min eneste chance for at klare mig bare lidt over niveauet Stinkende Dårlig, er at skynde mig at udvikle en ny personlighed, der er plat, hvor jeg er kronet.

Gælder det, hvis man i en alder af 32 ringer hjem til sin mor, og siger, at man ikke vil i skole, fordi man har ondt i maven?

Jeg har kørt en hel del i bil de sidste par uger, og nu indrømmer jeg lige noget, som jeg ikke ved, om man bør nedfælde på skrift: Jeg har ingen erindring what so ever om nogensinde at have set halvdelen af alle de skilte, der står langs de danske landeveje. Og motorveje. Og alle de andre veje.

Bør man kunne det? Kan I det? Hvis jeg bad jer definere forskellen på forbud- og påbudstavler, kunne I så gøre det på siddende røv? (Stine, du tæller ikke med, for du har stadig køreskolelus.)

F.eks. synes jeg måske nok, at Lars Barfoed er gået lige minimalistisk nok her:4 spinkle streger på larmende baggrund af hvid? Aj, men kom os sgu da lidt i møde! Hvad er det, vi streger over?

En googleresearch senere:

Alt, åbenbart.

Nå. Vi trækker en gaffel ned over en tallerken, og så er alting glemt? Det var nemt.

Jeg vil gerne bestille en gaffel, str. XL til mit liv.

I dag har jeg besøgt min veninde og hendes kæreste i Holstebro, og hilst på deres lille, nye, fine pige. Hun er frygtindgydende bedårende, vi er allerede bedste venner og jeg vil have en selv. Lige nu. For fanden, hvor er hun sød!

Jeg har jo sådan set besluttet at gøre det. Der er bare lige nogle forskellige ting, jeg gerne vil nå inden, men hvis alt går efter planen, begynder jeg at prøve om et års tid. Og jeg skal da lige love for, at det gør noget ved samtaleemnerne, når vi pludselig er enige om, at børn er vejen frem. I dag brugte vi f.eks. utrolig lang tid på at snakke om fordelene ved alufælge på barnevogne (nogen vil mene, at det trods alt er meget godt at jeg lige venter, for jeg gik straks i optimeringsmode og konceptudviklede på Pimp My Ride, barnevognsudgaven: Jeg tænker rævehaler. Jeg tænker undervognslys. Jeg tænker spillekort monteret på egerne, så de flaprer, når man kører. Det bliver en FEST!!) når man bor i lejlighed, lifter og autostole, og jeg tvang min veninde til at fortælle ALLE detaljer og PRÆCIS hvor ondt, det gjorde at føde.

Og hun er den bedste veninde i verden, for hun var ærlig. Også om alt det, der ikke er charmerende og pastelfarvet, hvilket jeg har et enormt behov for at høre om, fordi jeg inderst inde er en lille smule bange, fordi jeg skal gøre det selv og derfor gerne vil være forberedt.

Men hun kender mig så godt, for efter en cool og udramatisk beretning, sluttede hun med at sige de magiske ord, der kan få mig til at kaste mig frygtløst ud i stort set hvad som helst: ”Jeg tror, at du vil være rigtig god til det.”

Ros mig, og jeg er på.

Jeg vidste bare, at de her hofter ville come in handy.

På Det Gode Råd i denne uge, har vi haft et spørgsmål fra en læser, der ikke helt ved, hvordan hun skal slå op med sin veninde. På DGR begrænser vi os til at belyse én vinkel pr. mand, da der ellers ikke er noget for de resterende 4 at skrive om, men jeg kan mærke, at hele diskussionen om, om man skal være ærlig og sige, at man ikke gider hende mere, eller om man skal lave strudsen og håbe, at det går væk af sig selv, forsat kværner rundt i knolden på mig.

Jeg synes, at ærlighed er blevet det nye sort. Bare se på os, der blogger: Had, jalousi, misundelse og ondskab flashes i stor stil, fordi det er gratis, hvis vi bare formulerer det som en bekendelse. Alt det grimme er blevet tilladt og accepteret, fordi vi har betrukket det med erkendelse og ærlighed.

Hvis du har et problem med din mor/chef/kæreste/veninde, er Den Korrekte Handling at konfrontere vedkommende og sige det. Ærligt. Men jeg har lagt mærke til, at ærligheden ofte bare er en ny måde at være tarvelig på. Hvis du kan sige fra i tide, er jeg enig i, at det gør det nemmere at opbygge og bevare en sund relation, fordi det er nemmere at navigere i et landskab med tydeligt markerede grænser, men ofte gemmer man ærligheden, til man er så irriteret, at den bruges som undskyldning for at være rigtig led og sige lige præcis, hvad man tænker, helt uden filter eller smålig skelen til den andens følelser. Og det er røv og nøgler (hvorfor siger vi egentlig aldrig det mere?), for det gør nas! Dels fordi du ikke er vant til, at folk på den måde går direkte efter struben, og derfor ikke har paraderne på permanent stand-by, så du kan tage fra, og dels fordi den slags virker ligesom forbandelser og voodoo: Det roder med dit hoved i laaang tid efter, fordi du helst ikke vil tro på det, men alligevel heller ikke helt tør afvise, at der kan være noget om snakken.

Og ofte synes jeg, at ærligheden og selvindsigten leder til… absolut ingenting. Der mangler ligesom et level 2. Hvad gør vi med sandheden, når vi nu mener at have fundet og leveret den? Ligenu ser det for mig ud som om svaret er: Intet. MIN opgave og MIT ansvar starter og stopper med erkendelsen. Når jeg har så fået luft, kan du så stå der og være den, der skal løse problemet, fordi jeg med min voldelige ærlighed har slået fast, at jeg mener, at det primært er dig, der er skyld i, at tingene er kørt skævt.

Er det virkeligt der, vi vil hen? At hvis vi bare er ærlige, er vi home free og må fortsætte med at gøre som vi vil? (Giver det her overhovedet mening for andre end mig selv?) ”Ja, jeg er en so overfor min nabo, men hun er fandme også irriterende og omklamrende, og jeg HAR sagt det hende, så hun er selv ude om det!”

Jeg synes ikke, at vi skal lyve mere end højest nødvendigt, men jeg har stadig ikke besluttet, om jeg synes, at man altid har ret til at smide alle hæmninger og sociale hensyn i ærlighedens navn.

(Hemmelighedsstatus: 10 inde, 50 ude. Kom nu, venner!!)

Jeg er så grumpy i de her dage, at jeg har ondt af alle, der er tvunget til at være omkring mig. En kombination af vintertid, post traumatisk stress depression, pms og tristhed over at være snublet i mine egne snørrebånd igen (don’t ask), har gjort mig uegnet som menneskeføde.

Andres overskud og lykke virker nærmest som en hån, når man har det sådan her, og derfor er det en trøst, at næsten alle omkring mig har det ligeså elendigt. Det er en lettelse, at man ikke behøver at lade som om, man er fuld af overskud og peps, men i stedet kan sidde bag hver sin kaffekop og opføre sig som de første to medlemmer af det kommende girlband Muggen United.

Jeg ved, at jeg er ok igen om et par dage. Indtil da vil jeg bare gerne sige undskyld på forhånd – og prøve at drukne det i alkohol.

Jeg har lagt mærke til noget sjovt. Ikke ha-ha sjovt. Mere mærkeligt-sjovt: Når nogle af mine veninder finder sammen med mænd, der glemmer at gå fra kæresten, inden de hooker op med en ny, virker det som om, at det er mændene meget magtpålæggende at gøre et godt indtryk på mig.

Og jeg kan sagtens snakke pænt til dig. Fortælle dig, hvad jeg laver og spørge til dit job. Opføre mig civiliseret, smile ad dine jokes og undlade at være den, der peger på den pink elefant midt i stuen, og spørger, hvad din kæreste laver i aften, mens du sidder her og leger nyforelsket.

Det må du endelig ikke forveksle med hverken opbakning eller respekt.

Noget af det bedste ved mit arbejde er, at jeg får lov at møde en masse mennesker, som jeg ellers aldrig ville have stiftet bekendtskab med.

Som nu f.eks. den excentriske læge i dag. Sad og læste i et mennesketomt venteværelse, da en mand på et par og tres med hvidt hår, der stod ud i alle retninger, pludselig slog døren til de hellige haller op.

Ham: ”Det er da så dumt, når man ikke kan finde sin bog!”
Mig: (Lidt usikker på, om manden er læge eller patient): ”Ja, det kan da være mægtig træls.” (Ind imellem, når jeg er på arbejde, tager jeg mig selv i at bruge ord, jeg nærmest ikke vidste, jeg kunne. ’Mægtig’??)
Ham: (Lettere mistænksom) ”Du har ikke taget den, vel?”
Mig: ”Nej, det er nu min egen, jeg læser i.” (Holder pligtskyldigt bogen op som bevis)
Ham: (Ikke overbevist. Overhovedet) ”Hmmm..”

Det var så her, patienter, pårørende og andet godtfolk væltede ind af døren, og vi fik fastslået, at manden VAR lægen. Må indrømme, at det var med et vist element af spænding, jeg satte mig til rette for at tolke.

Han var selvfølgelig den mest rockerseje, fantastiske, superskarpe og empatiske mand i hele det danske sundhedssystem. Respektfuld, kompetent og lun. Fik faktisk helt lyst til selv at lide af en lille, bitte specialsygdom, så han også kunne være min læge.

Han var så rar, at jeg ikke engang blev sur, da opgaven var færdig, og han i stedet for at give hånd, valgte at klappe mig på hovedet.

(Og folkens: Hvis vi skal op på 60 hemmeligheder, skal jeg altså have lidt hjælp… Kom nu! Hvis du er genert, så send den fra din arbejdsmail, bibliotekets mail, kærestens mail eller – hvis den er meget slemt – din fjendes mail.)

Til foråret skal bloggen være alene hjemme et par uger, og jeg tør ikke rigtigt efterlade den uden opsyn. Derfor har jeg spekuleret på, hvordan jeg kan sørge for, at I holder lidt øje med den, mens jeg er ude, og jeg har, stærkt inspireret af Post Secret, fået en ide.

Efter to år med bloggen, er I ved at have lært mig ret godt at kende, og derfor synes jeg, at det ville være passende, hvis I brugte mit fravær til at lære hinanden bedre at kende.

Så de næste 4 måneder har I lektier for. I skal gå i tænkeboks for så at sende mig en personlig hemmelighed af de rigtig gode. Den må være sjov, hårrejsende, trist eller sød – den skal bare kunne beskrives på et par linier. Og så skal den være sand. Hvis man lyver, bliver man ramt af den fæle løgnerforbandelse, der giver permanent kløende udslæt i ganen.

Et par eksempler kunne være:

”Jeg blev engang så gal på min mor, at jeg tømte hendes balsam og hældte hårfjerningsmiddel i flasken i stedet.”

”Jeg tager coke hver eneste morgen, inden jeg kører mine børn i skole.”

“Når min kæreste er syg, er han så ynkelig, at det eneste, jeg føler for ham, er foragt.”

”Jeg forførte min venindes far, og hvis ikke jeg havde fået en abort, havde hun været halvsøster til mit barn. Jeg var 15.”

Mindre kan selvfølgelig også gøre det, men jeg synes virkeligt, at det kunne være fantastisk, hvis I havde lyst til at dele noget, som rører de mennesker, der læser det.

Planen er, at jeg, inden jeg tager afsted, præ-poster jeres hemmeligheder. Mit mål vil være 3 saftige af slagsen om dagen, hvilket betyder, at jeg skal bruge ca. 60 i alt. I er (goes without saying) anonyme, og jeg sværger ved alt, hvad der er mig helligt, at jeg aldrig vil gøre noget for at finde ud af, hvem I er.

Det er i god tid, men erfaringen siger mig, at det tager lidt tid at få jer op af stolene, så derfor starter vi nu.

Fortæl 5 af dine venner om projektet og send mig en mail med din hemmelighed på blogsbjerg@gmail.com.

Jeg glæder mig til at se, hvad der er derude bag facaderne.