Nysende, nasal og nastnøs.

Noget af det eneste pæne, man kan sige om tømmermænd er, at de normalt giver sådan en dejlig fornemmelse af at være i live, og at man dagen efter pludselig har det som om, man har fået en ny og velfungerende krop udleveret. (Indtil a) man begynder at træne i den eller b) de moralske tømmermænd sætter ind, fordi systemet endeligt er blevet enigt med sig selv om at overleve, og nu pludselig har ledig kapacitet til at afsøge aftenens hændelsesforløb for pinligheder.)

Derfor skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg føler mig dobbeltsnydt over at vågne for 2. dag i træk i et defekt korpus.

Jeg er simpelthen så forkølet, at det er til grin.

Lad det være sagt med det samme: Jeg er en af dem, der harcelerer længe og indædt over mennesker, der stiller pissesyge og bakteriebefængte på job, og jeg er ikke bange for at holde et 20 minutters foredrag om, hvordan pandemier som pest og svineinfluenza kunne være undgået, hvis folk da for fanden bare kunne holde op med at føle sig så uundværlige og blive hjemme, når de var syge!!

Det er naturligvis noget HELT andet, når det er mig, der er syg. Jeg må afsted alligevel. Jo, jeg må. Der er mig, der er ansat til at føre opsyn med verden, så jeg kan ikke bare blive hjemme.

Problemet er så, at jeg har så meget (mange?) propper i ørerne, at jeg intet kan høre. Ikke optimalt, når man lever af at leje sine ører ud. Derudover pudser jeg næse 24 gange i minuttet, hvilket lægger temmelig meget beslag på de hænder, jeg ellers skulle bruge til at tale med.

Og det værste er, at jeg ikke engang synes, at forkølelse tæller som rigtig sygdom. Mere hang-around end prospect, faktisk, så føler mig toTALT snigløbet over at være fikseret her af øget nasal vandtilførsel og undertryk i hovedet.

Jeg keder mig.

Forkølelse SUCKS!!!!