Selvom en meget energisk trommeslager fra Øse Efterskole tilsyneladende er i praktik i mit hoved, hvor han får tiden til at gå med rytmisk at hamre en metalsyl ind i min højre frontallap, skal I ikke snydes for update på fitnessjulefrokosten 2009 i listeform:
Thumbs up til:
Tøjskabe, der gylper noget brugbart op alligevel.
Godt selskab og rundborde.
At få at vide af en, man ikke længere ser, men stadig utrolig godt kan lide, at man er et godt menneske.
Amerikanske kolleger, der monterer deres bryllupsdiademer på én, fordi de synes, at man ligner en prinsesse.
Er vi ikke snart færdige med:
At have cheerleadere til at stå og pon pon’e os ind af døren? Bliver skideforskrækket hvert eneste år over at træde ind og blive modtaget af: ”LET’S GO-etellerandetjegaldrigfårfati-LET’S GO!! LEEEEEET’S!! GO!!!”
Fællesunderholdning på scenen. Lad nu være. Halvdelen af selskabet kan ikke se, hvad der foregår, den anden halvdel kan ikke høre det, og resten er stive og ligeglade.
Til gengæld kunne vi godt:
Leje nogle mennesker med lut og trompet, der kunne spille os ind med en fanfare. Synes generelt, at der er alt, alt for lidt fanfare i mit liv.
Afskaffe sammenfald af tømmermænd og forkølelse. Der er en 10’er til den, der forbarmer sig og skyder mig.
Hvorfor husker vi aldrig:
At give de gode komplimenter, når vi er ædru?
At sige nej tak til shots? Det kan ikke være så svært. Gentag efter mig: ”Nej. Tak. N-e-j t-a-k. Nej tak. Nejtaknejtaknejtak.”
At lyve når det er påkrævet? Ærlighed er overvurderet.
Er det noget med:
At det klinger lidt hult, når man dømmer andre mennesker efter selv at brugt hele aftenen på at rappelle ned af piedestalen?
Tænk at der stadig findes:
DJ’s, der spiller Joyride med Roxette. Og mener det alvorligt.
Og når min kammerat finder manden i sit liv, vil vi stadig grine af:
“Linda. Kom nu. Gift dig med mig. Du er så fantastisk!! Jeg tror faktisk godt, at jeg kunne holde ud at kysse dig, og så kunne du gå tur med Vaks?”
Når man eksempelvis har været utrolig tæt på at kaste op udover en fyr man lige har kysset på, grundet indtagelse af utrolig mange shots, og man efterfølgende bliver fulgt helt hjem i taxa af veninde, fordi hun ikke mener man selv er i stand til at finde hjem, så lærer man at sige nej tak til shots…..
Det kan godt lade sig gøre, og jeg synes virkelig mit liv er blevet bedre efter shots ikke længere eksisterer i mit liv… Jeg har pudsigt nok heller ikke så mange sorte huller fra byturene længere….
Så det kan godt lade sig gøre; du skal bare lige ramme bunden først 😉
Jeg er fan af dit sproglir, det er smums! Julefrokost i starten af november er jeg knap så begejstret for, but hey, så kan man selvfølgelig bruge sin december på andre gode ting. Som ikke involverer sylte, snaps og én eller anden mandsperson med tribaltatovering i nakken, som slår sin egen rekord i vulgær sweet talking. Fedt, at du klarede den 🙂
/R
Stakkels Linda… Hangover is a bitch!
Men hey, ikke helt dårlig aften alligevel, når man BÅDE blir friet til af god bøsseven (det ER sgu da en kompliment!) og får diadem på. Der skal sgu noget til før den toppes, hva´? 🙂