Kender I de mennesker, der altid sidder med i alle udvalg; som tilsyneladende brænder sygeligt for det, de gør? Som knokler som bæster for det, de tror på og gør det for et klap i røven og en kiks?
Sådan en er jeg.
Hvis jeg først én gang har besluttet mig for at sætte min stemme på en person eller en sag, er der nærmest ingen grænser for, hvad jeg vil lægge af arbejde i at forsvare, forbedre og forstå.
Derfor kommer det altid som en overraskelse for mig, når jeg får nok.
Jeg har intet imod at være en af fodsoldaterne, og det betyder ikke noget for mig, hvem der får æren for det færdige produkt, så længe jeg får et resultat ud af mine anstrengelser, som jeg mener, er bedre end udgangspunktet og i overensstemmelse med det mål, jeg har været med til at definere.
Men jeg gider ikke lege blindebuk. Jeg gider ikke tages for givet. Jeg gider ikke pisses op og ned af den ryg, som jeg begynder at få fornemmelsen af bør udstyres med en asfalteret sti, så meget som folk går bag om den.
Så slut. Jeg vil ikke sige, at jeg smækkede med døren, men jeg lukkede hårdt nok til, at det kunne høres.
Nu skal jeg til at øve mig i en ny disciplin. Den hedder ’være ligeglad’, og ligesom med gladiatorsandalerne og sushien, er jeg håbløst bagud. Men nu skal det være. For jeg får mavesår og metalsmag i munden af frustration over det andet.
Jeg kan jo passende begynde med at øve mig i at trække på skulderen over ikke at have fået nogen som helst respons på min udmelding.
Aner ikke, hvad du står i lige nu… Men håber, at braget fra døren trods alt gav genlyd et eller andet sted, så den ikke er smækket helt forgæves.
Anne F.