Nu ruller vi alle.

I forhold til hvordan man vælger at indretter sit liv, har jeg lagt mærke til, at der findes to kategorier af mennesker: Dem, der har en form, som de med vold og magt prøver at tvinge deres liv ned i, og dem, der spiller kortene, efterhånden som de får dem på hånden.

De sidste forekommer mig at være langt de lykkeligste.

Jeg kender mennesker, der vader rundt i gæld til knæene, udelukkende stiftet for at iscenesætte Det Perfekte Liv og holde facaden. Jeg kender par, der lever som hund og kat, men som stadig flasher Det Lykkelige Ægteskab til fester og på Facebook. Jeg har veninder, der er så udkørte, at nervesammenbruddet ligger på lur, fordi de skal nå til yoga og økologisk rytmik med ungerne, inden de skal ud og høste bæredygtig, grøn the, som skal drikkes af hjemmebrændte, keramiske krus. Og jeg har venner, der sårer deres omgivelser dybt, fordi de i jagten på perfektion kører over alt og alle for at blive tilfredse.

Det virker som om det ikke virker. For jo flere detaljer de hysterisk insisterer på at kontrollere, så ALT kan blive HELT perfekt – jo større bliver puljen af mulige ting, der kan gå galt.

Jeg kan også godt lide, at der er styr på tingene, og jeg synes bestemt, at det er vigtigt at gøre sig umage på de store områder i livet, men jeg er ved at have lært, at hvis man holder knap så krampagtigt fast på rattet, kan man faktisk styre udenom i de værste forhindringer på vejen – i stedet for hypnotiseret at brage frontalt ind i dem.