Nogle samtaler er man nødt til at tage. Når man har prøvet at sove på det, træne på det og hælde kaffe på det, og man stadig kan mærke i maven, at tingene ikke er, som de skal være, er der ingen vej udenom.
Jeg synes, at det er forfærdeligt svært at holde sig selv fast på at gøre det, når jeg ved, at jeg kommer til at såre et menneske, jeg holder af. Jeg har lyst til at råbe: ”Jeg mente det ikke!! Det er lige meget – undskyld!” når jeg kan høre stemmen i røret begynde at knække.
Jeg forstår jo godt med mit hoved; det er følelserne, der nægter at samarbejde. Er de virkeligt så vigtige, at de er værd at gøre ondt for?
Det ville være meget rarere, hvis de bare ville arte sig. For os begge to. Men jeg kender dem efterhånden, og jeg ved, at de hverken kan villes frem eller væk. Jeg har prøvet så mange gange, men først bliver jeg ked af det, så bliver jeg stille og til sidst bliver jeg væk.
Det er paradoksalt, at det at gøre en anden ondt, kan være et udtryk for, hvor meget man holder af vedkommende; at man lukker øjnene, tager en dyb indånding og melder ærligt ud, udelukkende fordi den anden betyder så uendelig meget for én.
Jeg håber, at min ven ville finde, at det var umagen og ubehaget værd at gøre det samme den anden vej.
Nogle samtaler er man nødt til at tage, fordi det ville være tarveligt og uanstændigt at lade være.
Jeg ville ihvertfald blive ked af det hvis nogen pludselig "blev væk" fra mig – uden at jeg vidste hvorfor, og havde mulighed for at gøre det godt igen.
Den ramte lige i skabet, i mit virkelige liv der foregår her på den anden side af skærmen.
Rart at få en hjælpende virtuel hånd, når Englen og Djævlen på skuldrene råber i munden på hinanden, og man bare har lyst til at ringe og sige "jeg mente det ikke alligevel, kom tilbage og vær kærester igen"..
Og tak i øvrigt for en god blog, det er vist første gang jeg kommenterer, men jeg er da herinde dagligt og følge med..
stærkt stærkt indlæg Lindag!! og god at blive klog på!
– mette