Men man behøver ikke at kunne lide det.

Nogle samtaler er man nødt til at tage. Når man har prøvet at sove på det, træne på det og hælde kaffe på det, og man stadig kan mærke i maven, at tingene ikke er, som de skal være, er der ingen vej udenom.

Jeg synes, at det er forfærdeligt svært at holde sig selv fast på at gøre det, når jeg ved, at jeg kommer til at såre et menneske, jeg holder af. Jeg har lyst til at råbe: ”Jeg mente det ikke!! Det er lige meget – undskyld!” når jeg kan høre stemmen i røret begynde at knække.

Jeg forstår jo godt med mit hoved; det er følelserne, der nægter at samarbejde. Er de virkeligt så vigtige, at de er værd at gøre ondt for?

Det ville være meget rarere, hvis de bare ville arte sig. For os begge to. Men jeg kender dem efterhånden, og jeg ved, at de hverken kan villes frem eller væk. Jeg har prøvet så mange gange, men først bliver jeg ked af det, så bliver jeg stille og til sidst bliver jeg væk.

Det er paradoksalt, at det at gøre en anden ondt, kan være et udtryk for, hvor meget man holder af vedkommende; at man lukker øjnene, tager en dyb indånding og melder ærligt ud, udelukkende fordi den anden betyder så uendelig meget for én.

Jeg håber, at min ven ville finde, at det var umagen og ubehaget værd at gøre det samme den anden vej.

Nogle samtaler er man nødt til at tage, fordi det ville være tarveligt og uanstændigt at lade være.