Bloggen

Det her bliver et af de indlæg, der enten udløser øredøvende stilhed i kommentarfeltet eller får min mailboks til at brænde sammen med vrede hademails.

Inden jeg går videre, vil jeg virkelig gerne understrege, at det her handler om mig. Mig mig mig. Jeg skriver det ikke for at pege fingre, gøre nar eller udstille nogen. Jeg skriver det, fordi der både her på bloggen og på masser af andre blogs derude postes i det uendelige om, hvor svært det kan være at være single, og jeg synes, at det her er en anden, men lige så vigtig vinkel på det.

Og man må gerne gemme det her indlæg i sin mentale hævnæske, og om et år eller halvandet, når jeg kl. 3 om natten kaster op i det uendelige og selv er nødt til at slæbe mit forkvalmede, inseminerede korpus ud efter kokosis, sende en mail, hvori man skriver: ”Mener du STADIG, at det er dig, der har fat i den lange ende…?”

Men når jeg ser mig omkring lige nu, så bliver jeg i tvivl om, om jeg overhovedet er interesseret i at være nogens kæreste. Min omgangskreds består af ressourcestærke, veluddannede mennesker med karrieren på skinner, der får ønskebørn og bor i labre huse. Jeg vil tro, at de i gennemsnit har kendt hinanden ca. 10 år, så der er ikke tale om barndomskærester, der har kendt hinanden så længe, at de er kommet til at tage hinanden for givet eller bliver sammen af vane; ej heller om mennesker, der er kommet til at sætte filmen på fast forward og har giftet sig, ti minutter efter de har mødt hinanden.

Ikke desto mindre er der tillidsbrud, utroskab og grå hverdag til højre og venstre, og en sørgelig mangel på ømhed og affektion. Jeg hører dem tale til hinanden med ligegyldighed grænsende til foragt, og deres forhold virker mere som anstrengt, påtvunget gruppearbejde, end som en alliance bundet sammen af kærlighed.

Jeg VED godt, at ingenting i livet er gratis, at der er kriser i alle forhold og at der kan findes lige så mange grimme ting at sige om at være single. Jeg ved godt, at der også er gode øjeblikke, og at nogle mennesker får det til at fungere. Jeg bliver bare mere og mere overbevist om, at de tilhører undtagelsen mere end reglen.

Jeg ved i det mindste, hvad jeg har at gøre med. Jeg har ikke både arbejdsbyrden OG en skuffelse på størrelse med Alaska over, at min kæreste ter sig som en 3-årig, og forventer, at jeg står for alt det huslige. Jeg kan koncentrere mig om de ting, der skal gøres i stedet for først at være ved at gå til i frustration over, at han for helvede ikke tager noget som helst af sig selv, forsøge ved tankens kraft at få ham til at regne ud, at opvasken ikke bare fordamper, for så endelig at give op og gøre det selv, martyr-style.

In all fairness er der to ting, jeg som single savner: Regelmæssig sex med en, der kender mig og min krop, og fornemmelsen af, at det er os imod dem. Men helt ærligt: Det lyder ikke, som om de to ting kan overleve børnefødsler og mandag på mandag på mandag. Og så er jeg ved at være ude i, at hvis jeg alligevel må tage til takke med maskinparken eller gartneren, og jeg 80 % af tiden kun har mig selv at regne med, så kan jeg sgu ligeså godt betræde slagmarken alene.

Min hær tæller kun en soldat. Til gengæld ved jeg, at jeg altid kan regne med den.

Jeg har været i gang med at rydde op på min computer, og under udrensningen er jeg faldet over en del gamle mails.

De sidste mange år har flere af mine forhold for en stor dels vedkommende pga. job og bopæl bygget på elementer af langdistance – hvilket er en fin måde at forlænge et forholds levetid på, men til gengæld godt kan give bagslag rent kommunikationsmæssigt. Hvor man normalt er velsignet med en hjerne, der barmhjertigt bortredigerer billede og lyd af hysteriske anfald og anden uklædelig adfærd, giver elektronikken i disse tilfælde mulighed for at gå tilbage og læse sig selv for fuld udblæsning, helt, helt ucensureret.

Og det er sjovt!(-ish) For mange af de famøse mails kan jeg faktisk godt huske, at jeg har skrevet. Eller.. Lad mig omformulere det: Jeg kan godt huske, hvad jeg ville have skrevet. For jeg ved, at jeg satte mig til computeren og skrev en sober og rimelig mail, hvori jeg på en assertiv måde gjorde opmærksom på, at der var et par ting, som jeg synes, vi trængte til at snakke om. Men cyberkriminalitet og hacking er åbenbart det nye sort, og jeg finder det direkte uhyggeligt, at et småligt, psykisk nedsmeltet menneske, der råber mere, end hun taler, sidenhen har været inde og fucke med mine mails. Rimelighed og hensyn: Delete. Trusler, store, verbale armbevægelser og skæld ud ad libitum: Insert.

Når jeg læser svarene, kan jeg se, at jeg har kendt nogle meget tålmodige mænd. Specielt er der point til ham (med det udprægede dødsønske), der lakonisk spørger:

”Er der virkelig allerede gået en måned igen?”

Noget af det allerbedste ved at skulle på ferie er, at det irriterer alle andre. Det er lige før, at deres misundelige skulen vejer op for pakkehelvedet, bør-man-egentlig-veksle-til-noget-udenlandsk-valuta-spekulationerne (med underspørgsmålet: Præcis hvor meget til grin bliver man, hvis man går i banken og beder om lokale sedler, og feriedestinationen sidste år blev medlem af EU med dertilhørende fælles monetært fodslag, da man vendte ryggen til i 10 minutter?) og forsøg på at fordele indholdet i sine tasker, så man ikke har alle sine terrorremedier med som håndbagage.

Så langt er jeg med. Så langt er jeg enig.

Men kan vi ikke aftale, at man begrænser sin chikane til folk, man kender? Folk, der alligevel skal affinde sig med at følges med en, når man kommer hjem og er belastende solbrun, og kolleger, der ubarmhjertigt skal trækkes igennem samtlige anekdoter om fanTAstiske strande, charmerende indfødte og om hvordan alt frugt og grønt smager HELT anderledes i originalversionen?

For jeg gider altså ikke rigtigt, hvis vi udvider målgruppen til også at omfatte tæt-på-tilfældige mennesker, som f.eks. underboen.

Så kære overbo:

Når du sætter dit ur til at ringe kl. 3.15, fordi du skal op og nå dit fly, så kunne du måske undlade at placere din calypsospillende helvedesvibrator på et natbord af blik? Alternativt: Slå det fra lidt hurtigere? Om natten er tiden lavet af sirup, og 7 (7! S-Y-V!!!) minutter kan virke som længere tid, end det tog at kæmpe sig igennem folkeskolen. Måske du og din kæreste kunne opholde jer i samme rum, når I diskuterer om, om I har husket det hele? MEGET lydt i en opgang, når resten af soundtracket til verden er slukket. Og jeg VED godt, at de er rare at gå og pakke i, men kunne man forestille sig – og jeg tænker bare højt nu – at man først tog sine sømbeslåede træskostøvler på, lige inden man skulle ud af døren?

På den anden side: Hvis jeres oplevede kvalitet af ferien stiger proportionalt med, hvor irriterende andre mennesker synes, I er, så bliver det jeres bedste ferie EVER.

(Ps: Jeg håber, at det regner så meget, at I ruster fast.)

Kender I de undervisere, der skælder de tilstedeværende studerende ud, når auditoriet kun er halvfyldt? Selvom vi godt ved, at der kunne sidde en enkelt eller to på rækkerne, som overvejede at blive under dynen, da uret ringede, eller som måske endda var en af dem, der gjorde det sidste fredag, virker det alligevel lidt urimeligt, at man skal have verbale tæsk, når man nu ER kommet.

Samme fornemmelse af ”Hey! Sig det sgu da til DEM!” vækker den nye rygestop-kampagne i mig. Rygere er tilsyneladende ikke bange for at dø, så efter at have opgivet at skræmme nikotintrangen ud af kroppen på dem med ildevarslende budskaber på cigaretpakkerne, er Sundhedsstyrelsen nu gået skridtet videre og har lavet en kampagne, der er så klam, at man nærmest mister lysten til at leve, når man ser den. Hvilket selvfølgelig også eliminerer trangen til at ryge, men alligevel; jeg er stadig sur over, at det også skal gå ud over os, der ikke forpester vores lunger og omgivelser med ildelugtende, toksisk affald.

Da Blogsbjerg har faste læsere i 10 forskellige lande, fordelt på 3 kontinenter (JA! Jeg konsulterede et atlas. Og hvad så!?), og nogen derfor ikke aner, hvad jeg snakker om, lægger jeg her som en slags ondskabsfuld læserservice linket til kampagnen:

Adforhelvede! (Klik på det lille tv foroven)

Advarsel: Klik IKKE på linket, hvis du lige har spist. Eller planlægger at spise snart. Eller nogensinde igen.

I dag da jeg skulle ind og handle, havde jeg parkeret min cykel under et stort træ. Da jeg kom ud og stod og låste cyklen op, var det ligesom om træet … nøs, faktisk. Afstødte nærmest alle sine blade på én gang.

Så nu er det vel officielt – og MEGET lokalt – blevet efterår.

Jeg har aldrig været ked af mit eget selskab. Hvis man ikke ville blive betragtet som sær for at gøre det, ville jeg bruge langt mere tid alene i det offentlige rum, og noget af det bedste ved at være med som tolk på studieture, er at man – helt lovligt – kan gå ud alene, sidde i ophøjet ensomhed med sin bog på pubs, cafeer og restauranter og uden at bekymre sig om, om folk tror, at man er en særling, der har afstødt al menneskelig kontakt, kan tillade sig at operere solo.

Jeg har aldrig lidt af udlængsel på den måde, der gør andre mennesker rastløse og ude af stand til at slå sig ned og falde til ro.

Jeg har til gengæld altid lidt af angsten for at undvære og miste dem, jeg holder af.

Derfor tror jeg ikke, at jeg vil være i stand til at rykke mit liv op med rode og forlade Danmark for good. Jeg er alt for knyttet til alt for mange mennesker, jeg er alt for vild med alle mine jobs, og mine interesser giver mig alt for meget til, at jeg kan vende det hele ryggen.

Men engang i mellem bliver jeg grebet af en næsten desperat trang til at rejse væk; til et år eller to i absolut tystnad. Det skal være et sted, man kan køre til, for jeg elsker virkelig at køre bil. Allermest om natten. Og det skal være et sted, hvor jeg kan få lov at sidde lidt på kanten af det hele; iagttage uden at deltage. Der må gerne være varmt, og man skal helst kunne gå uden sko fra februar til november. Jeg ved, at jeg bliver sindssyg, hvis jeg ikke kan få lov at bruge mit hoved, så jeg skal ikke plukke appelsiner eller passe børn. Jeg tænker Toscana eller en lille by i det sydlige Frankrig, hvor kaffen er stærk og vin er noget, man henter i 5 liters plastikdunke på châteauet i dalen ved siden af. Et år eller to med gyldent lys, varme farver, en duft af lavendel og god tid.

Er der ikke snart nogen, der hoster op med den bogkontrakt??

Nå. Men efter at have prøvet alt i overtøj fra Bruuns Bazaar, H&M, Vero Moda, Malene Birger, Fransa, Soaked, Noa Noa, In Wear, Modström, Gina Tricot kom jeg – ved et frygteligt uheld og i ren desperation – til at prøve den her.

Og den var selvfølgelig sygeligt lækker. Og lang nok på ærmerne. Og dejlig varm.

Men altså.

* Er vi virkelig ude i, at jeg skal have en dynejakke? Det har jeg ikke haft, siden jeg var 5.
* Ser jeg fed ud i gås?
* Har jeg 5000 kroner, der står vinterjakke på?
* Magter jeg at leve med risikoen for pludselig at stå i bomuld og gåsehud, når Canada Goose banden har rullet mig for mit overtøj på åben gade?
* Er det lidt overkill at være klædt på til polarekspedition, når temperaturen aldrig falder til under frysepunktet i DK? (Med tillægsspørgsmålet: Kan jeg præstere at komme ud af døren til tiden om morgen hele vinteren, så jeg ikke bliver dampkogt i skidtet efter en stående sprint op af ringgaden?)
* Urban outdoor-Linda? Godt nok?

De sidste to dage har jeg siddet med som den ene halvdel af ansættelseskomiteen på mit job, fordi jeg er tillidsrepræsentant. Det har været sindssygt spændende at være med til at sætte så markant et fingeraftryk på sin arbejdsplads, men sgu også lidt angstprovokerende at være med til at ansætte sin egen chef.

Det eneste jeg ikke brød mig om, var fornemmelsen af at skulle være med til at afgøre skæbnen for mennesker, som finanskrisen har sparket i ansigtet og taget røven på. Det var ikke ret rart at sidde overfor mennesker, der i uddannelse og alder var mig langt overlegne, som var så nervøse, at de havde udslæt og tics; som sad og forsøgte at holde fast i deres værdighed og ikke virke alt for meget som om, de virkelig, virkelig havde brug for det her job.

Men det var en super fed oplevelse, og hvis jeg engang skal ud og søge job igen, har jeg i hvert fald lært nogle ret vigtige ting af at sidde på den anden side af bordet. Og hvis man har, skal man dele, så hermed mine nyvundne erfaringer givet videre i punktform:

* Så lav dog en ansøgning, der skiller sig ud, menneske! Efter 1.000 ansøgninger har hvidt A4 papir med overskriften: ”Vedrørende Deres opslag på jobindex” i Times New Roman, skriftstørrelse 12, en tendens til at flyde lidt sammen.

* Billede: God ide. Billede på CV: Dårlig ide. CV’et er altid gemt bag ansøgningen, hvilket betyder, at man glemmer det, så snart man har bladret forbi det.

* ”Jeg er god til at holde mange bolde i luften – og gribe dem igen” er ikke så unikt et udtryk, som (usandSYNligt!) mange ansøgere forestiller sig.

* Det er en dårlig ide at komme en time for tidligt til samtalen.

* God ide at huske at komme til samtalen, dog.

* Lad være med at forsøge at gætte, hvad dem, du sidder overfor gerne vil høre. Giver et mærkeligt, bløddyrsagtigt indtryk.

* Sværg ved alt, hvad der er dig helligt, at du aldrig, ALDRIG mere til spørgsmålet: ”Nævn en af dine svage sider” svarer: ”Det er nok, at jeg er perfektionist”.

Nu håber jeg så bare, at vi har truffet de rigtige valg.

Her i huset har vi den grundregel, at vi ikke lyver mere end højest nødvendigt. De små hvide, der får hverdagen til at fungere, og betyder, at man ikke skal fare rundt som en omvandrende træningslejr i assertion, er der grønt lys for. Vi har det en lille smule sværere med fortielser; de kan gøre rigtig ondt, hvis man på et tidspunkt får kendskab til dem, for de føles som løgne eller små beviser for, at et andet menneske ikke har følt tillid nok til en til at fortælle sandheden, men vi anerkender også, at vi trods alt ikke har krav på aktindsigt i alle andres liv, og vi prøver at holde os for øje, at vi selv gør brug af dem i særlige situationer.

De skærpede omstændigheder opstår, når man spørger direkte – og bliver løjet lige op i ansigtet. Det er jeg ikke ret vild med, og derfor er jeg rigtig træt af, at min veninde har gjort det.

Jeg kan sagtens se, at hun har en masse at tabe ved at være ærlig, men jeg havde alligevel troet mere om både hende og vores venskab end det. Ikke mindst fordi jeg, da jeg spurgte, gjorde det meget klart, at der var frit lejde: Jeg lovede ikke blive sur, ligemeget hvilken facon sandheden havde, men jeg havde hårdt brug for at kende den, så den ikke på et senere tidspunkt eksploderede op i ansigtet på mig. Sandheden fik jeg sidenhen, et andet sted af en anden person, og beklageligvis stod den i skærende kontrast til hendes svar.

Hun ved ikke, at jeg ved det, og selvom det er længe siden, jeg fandt ud af, at hun har løjet for mig, har jeg ikke konfronteret hende. Jeg kommer heller ikke til det. Jeg er ikke interesseret i at høre forklaringen, for den er ikke vigtig for mig. En undskyldning kan jeg heller ikke bruge til så meget. I min bog er der nogle ting, venner bare ikke lyver for hinanden om. Og hvis de alligevel gør og jeg finder ud af det, må jeg konstatere, at det ændrer mit syn på personen og vores venskab for altid.

Har jeg fået sagt, at jeg har verdens sødeste læsere? Nej? Nå, men det har jeg.

Faktisk føler jeg, at det kan være lidt svært at fremhæve nogle frem for andre, for det kommer hurtigt til at virke, som om jeg fisker, eller som om jeg ikke sætter pris på de trofaste læsere, der måske ikke gør så meget væsen af sig, men som har hængt på fra den spæde start. Nogle kommenterer flittigt på bloggen, mens andre sender mails eller kommenterer live. I dag fik jeg f.eks. tilbudt kvalificeret hjælp til at finde en vinterjakke af en af mine læsere i fitnesscentret – hvilket jeg er inderligt taknemmelig over. Hver eneste af jer bidrager til bloggens eksistensberettigelse; I gør den levende, og til noget, jeg bliver klogere af at skrive.

Alligevel er der en derude, som jeg har lyst til at rette en særlig tak til.

Her til aften ringede det på min dør. Udenfor stod en pige, som jeg kender perifert, og først kunne jeg slet ikke lige finde ud af, hvad hun lavede i min opgang. Troede at hun var gået forkert, faktisk.

”Jeg ville egentlig bare lige give dig den her” sagde hun og gav mig en pose (mens hun barmhjertigt lod som om, hun ikke lagde mærke til, at jeg lignede et kæmpe spørgsmålstegn.) ”Jeg læser med på din blog, og jeg er vild med den. Det havde jeg bare lige lyst til at fortælle dig.” Inden jeg nåede at sige andet end et betuttet “tak”, var hun væk igen.

I posen var der chokolade, vin og det pæneste brev, jeg nogensinde har fået, hvori hun skriver, hvorfor hun læser med på bloggen, og jeg blev simpelthen så rørt og taknemmelig. Tænk at hun har sat sig ned og formuleret, hvorfor bloggen giver mening for hende, har købt en gave til mig og – live! – er cyklet forbi for at give mig den.

Det synes jeg simpelthen er så stort.

Så Ditte – den her går ud til dig. Af hele mit hjerte: Tak!