Jeg har aldrig været ked af mit eget selskab. Hvis man ikke ville blive betragtet som sær for at gøre det, ville jeg bruge langt mere tid alene i det offentlige rum, og noget af det bedste ved at være med som tolk på studieture, er at man – helt lovligt – kan gå ud alene, sidde i ophøjet ensomhed med sin bog på pubs, cafeer og restauranter og uden at bekymre sig om, om folk tror, at man er en særling, der har afstødt al menneskelig kontakt, kan tillade sig at operere solo.
Jeg har aldrig lidt af udlængsel på den måde, der gør andre mennesker rastløse og ude af stand til at slå sig ned og falde til ro.
Jeg har til gengæld altid lidt af angsten for at undvære og miste dem, jeg holder af.
Derfor tror jeg ikke, at jeg vil være i stand til at rykke mit liv op med rode og forlade Danmark for good. Jeg er alt for knyttet til alt for mange mennesker, jeg er alt for vild med alle mine jobs, og mine interesser giver mig alt for meget til, at jeg kan vende det hele ryggen.
Men engang i mellem bliver jeg grebet af en næsten desperat trang til at rejse væk; til et år eller to i absolut tystnad. Det skal være et sted, man kan køre til, for jeg elsker virkelig at køre bil. Allermest om natten. Og det skal være et sted, hvor jeg kan få lov at sidde lidt på kanten af det hele; iagttage uden at deltage. Der må gerne være varmt, og man skal helst kunne gå uden sko fra februar til november. Jeg ved, at jeg bliver sindssyg, hvis jeg ikke kan få lov at bruge mit hoved, så jeg skal ikke plukke appelsiner eller passe børn. Jeg tænker Toscana eller en lille by i det sydlige Frankrig, hvor kaffen er stærk og vin er noget, man henter i 5 liters plastikdunke på châteauet i dalen ved siden af. Et år eller to med gyldent lys, varme farver, en duft af lavendel og god tid.
Er der ikke snart nogen, der hoster op med den bogkontrakt??
Hvor er det egentlig dejligt at få bekræftet at jeg ikke er den eneste, som faktisk ikke altid hungrer efter at være sammen med andre. Mine veninder nærmest vrænger af mig og mærker mig på panden hvis jeg nævner at jeg har været i Århus eller Kbh på shoppetur – alene! Men come on, jeg gider ikke skynde mig i en af mine yndlingsbutikker fordi min shoppemakker ikke har fundet noget af interesse. Det kan altså godt være okay at gøre tingene selv engang imellem!
/L
Hej Linda – du rammer hovedet på sømmet endnu en gang.
Godt skrevet (ja, for skrive – det kan du sgu!)
Jeg ved godt det er et long shot, men er ikke klar over om du kender denne mulighed:
http://www.metteholbaek.com/Intensive-Workshops/Succes-med-din-bog-id-
(FED workshop – utrolig præcis, hvis man gerne vil vide hvordan man skal få landet den konkrakt!)
– og ja da, jeg kan da sagtens se ironien i det du skriver, men går alligevel ud fra at der bag sarkasmen alligevel gemmer sig et oprigtigt ønske om at få lov til at skrive 🙂
Jeg tror altså bare, at du skal få lavet et koncept til en bog og så komme i gang med at lande dig en konktrakt, allerkæreste… Du kan jo skrive, men du har også en aura, der sger "jeg kan gennemføre ALT, hvad jeg sætter mig for, at jeg kan gennemføre på den GODE måde", hvilket burde få forlagene til at klaske deres små fedtede direktørhænder sammen over din kontrakt.
Ps. Jeg vil gerne med i eksil om nogle år, bare fred og the basics, ja tak!