De sidste to dage har jeg siddet med som den ene halvdel af ansættelseskomiteen på mit job, fordi jeg er tillidsrepræsentant. Det har været sindssygt spændende at være med til at sætte så markant et fingeraftryk på sin arbejdsplads, men sgu også lidt angstprovokerende at være med til at ansætte sin egen chef.
Det eneste jeg ikke brød mig om, var fornemmelsen af at skulle være med til at afgøre skæbnen for mennesker, som finanskrisen har sparket i ansigtet og taget røven på. Det var ikke ret rart at sidde overfor mennesker, der i uddannelse og alder var mig langt overlegne, som var så nervøse, at de havde udslæt og tics; som sad og forsøgte at holde fast i deres værdighed og ikke virke alt for meget som om, de virkelig, virkelig havde brug for det her job.
Men det var en super fed oplevelse, og hvis jeg engang skal ud og søge job igen, har jeg i hvert fald lært nogle ret vigtige ting af at sidde på den anden side af bordet. Og hvis man har, skal man dele, så hermed mine nyvundne erfaringer givet videre i punktform:
* Så lav dog en ansøgning, der skiller sig ud, menneske! Efter 1.000 ansøgninger har hvidt A4 papir med overskriften: ”Vedrørende Deres opslag på jobindex” i Times New Roman, skriftstørrelse 12, en tendens til at flyde lidt sammen.
* Billede: God ide. Billede på CV: Dårlig ide. CV’et er altid gemt bag ansøgningen, hvilket betyder, at man glemmer det, så snart man har bladret forbi det.
* ”Jeg er god til at holde mange bolde i luften – og gribe dem igen” er ikke så unikt et udtryk, som (usandSYNligt!) mange ansøgere forestiller sig.
* Det er en dårlig ide at komme en time for tidligt til samtalen.
* God ide at huske at komme til samtalen, dog.
* Lad være med at forsøge at gætte, hvad dem, du sidder overfor gerne vil høre. Giver et mærkeligt, bløddyrsagtigt indtryk.
* Sværg ved alt, hvad der er dig helligt, at du aldrig, ALDRIG mere til spørgsmålet: ”Nævn en af dine svage sider” svarer: ”Det er nok, at jeg er perfektionist”.
Nu håber jeg så bare, at vi har truffet de rigtige valg.
Jeg kan udmærket huske, hvordan det var, da jeg selv skulle ansætte. Jeg morede mig over, at folk skrev, at de var gode til at læse korrektur, mens deres ansøgninger var smækfyldt af stavefejl.
Når man så pludselig sidder og er jobsøgende, så er det pludselig vældig svært at stikke hovedet op mellem de andre 249 ansøgere. Jeg er nok blevet lidt klogere af det med billedet, men jeg er stadig lidt nervøs for, at det bliver for kulørt. Omvendt kan det jop være, at jeg kan give et ansættelsesudvalg et godt grin. Om ikke andet…