Bloggen

Noget af det bedste ved mit arbejde er, at jeg får lov at møde en masse mennesker, som jeg ellers aldrig ville have stiftet bekendtskab med.

Som nu f.eks. den excentriske læge i dag. Sad og læste i et mennesketomt venteværelse, da en mand på et par og tres med hvidt hår, der stod ud i alle retninger, pludselig slog døren til de hellige haller op.

Ham: ”Det er da så dumt, når man ikke kan finde sin bog!”
Mig: (Lidt usikker på, om manden er læge eller patient): ”Ja, det kan da være mægtig træls.” (Ind imellem, når jeg er på arbejde, tager jeg mig selv i at bruge ord, jeg nærmest ikke vidste, jeg kunne. ’Mægtig’??)
Ham: (Lettere mistænksom) ”Du har ikke taget den, vel?”
Mig: ”Nej, det er nu min egen, jeg læser i.” (Holder pligtskyldigt bogen op som bevis)
Ham: (Ikke overbevist. Overhovedet) ”Hmmm..”

Det var så her, patienter, pårørende og andet godtfolk væltede ind af døren, og vi fik fastslået, at manden VAR lægen. Må indrømme, at det var med et vist element af spænding, jeg satte mig til rette for at tolke.

Han var selvfølgelig den mest rockerseje, fantastiske, superskarpe og empatiske mand i hele det danske sundhedssystem. Respektfuld, kompetent og lun. Fik faktisk helt lyst til selv at lide af en lille, bitte specialsygdom, så han også kunne være min læge.

Han var så rar, at jeg ikke engang blev sur, da opgaven var færdig, og han i stedet for at give hånd, valgte at klappe mig på hovedet.

(Og folkens: Hvis vi skal op på 60 hemmeligheder, skal jeg altså have lidt hjælp… Kom nu! Hvis du er genert, så send den fra din arbejdsmail, bibliotekets mail, kærestens mail eller – hvis den er meget slemt – din fjendes mail.)

Til foråret skal bloggen være alene hjemme et par uger, og jeg tør ikke rigtigt efterlade den uden opsyn. Derfor har jeg spekuleret på, hvordan jeg kan sørge for, at I holder lidt øje med den, mens jeg er ude, og jeg har, stærkt inspireret af Post Secret, fået en ide.

Efter to år med bloggen, er I ved at have lært mig ret godt at kende, og derfor synes jeg, at det ville være passende, hvis I brugte mit fravær til at lære hinanden bedre at kende.

Så de næste 4 måneder har I lektier for. I skal gå i tænkeboks for så at sende mig en personlig hemmelighed af de rigtig gode. Den må være sjov, hårrejsende, trist eller sød – den skal bare kunne beskrives på et par linier. Og så skal den være sand. Hvis man lyver, bliver man ramt af den fæle løgnerforbandelse, der giver permanent kløende udslæt i ganen.

Et par eksempler kunne være:

”Jeg blev engang så gal på min mor, at jeg tømte hendes balsam og hældte hårfjerningsmiddel i flasken i stedet.”

”Jeg tager coke hver eneste morgen, inden jeg kører mine børn i skole.”

“Når min kæreste er syg, er han så ynkelig, at det eneste, jeg føler for ham, er foragt.”

”Jeg forførte min venindes far, og hvis ikke jeg havde fået en abort, havde hun været halvsøster til mit barn. Jeg var 15.”

Mindre kan selvfølgelig også gøre det, men jeg synes virkeligt, at det kunne være fantastisk, hvis I havde lyst til at dele noget, som rører de mennesker, der læser det.

Planen er, at jeg, inden jeg tager afsted, præ-poster jeres hemmeligheder. Mit mål vil være 3 saftige af slagsen om dagen, hvilket betyder, at jeg skal bruge ca. 60 i alt. I er (goes without saying) anonyme, og jeg sværger ved alt, hvad der er mig helligt, at jeg aldrig vil gøre noget for at finde ud af, hvem I er.

Det er i god tid, men erfaringen siger mig, at det tager lidt tid at få jer op af stolene, så derfor starter vi nu.

Fortæl 5 af dine venner om projektet og send mig en mail med din hemmelighed på blogsbjerg@gmail.com.

Jeg glæder mig til at se, hvad der er derude bag facaderne.

Som de faste læsere af bloggen ved, er jeg jævnligt ude og lave kurser. Dels afholder jeg inspirationskurser for ’gamle’ instruktører, og dels uddanner jeg nye. De sidste par uger har jeg kørt en del inspirationskurser, og selvom jeg somme tider synes, at jeg kan mangle timer i døgnet til at forberede min undervisning, plejer jeg alligevel at køre glad derfra, fordi jeg bliver i godt humør af at være sammen med mennesker, der brænder for det samme som mig.

Men ind imellem kan det være en udfordring at undervise andre instruktører, fordi der altid er et par stykker i mellem, som stiller sig overdrevet kritisk an og anfægter ALT. Det er næsten altid de dygtige piger, der gerne vil være endnu bedre, eller dem, der er bange for ikke at slå til. Hvilket vel egentlig ofte er to sider af samme sag.

De fleste gange har jeg overskud til at se det, som det er: Modstand imod læring fordi det er skide angstprovokerende at være den, der plejer at lave reglerne for så pludselig at blive rykket ud af sin komfortzone og sat i en situation, hvor man er underlagt at følge en andens. Og I know my shit, så de må gerne spørge, men engang i mellem kan det være svært at blive ved med at smile, forstå og svare pænt, når de hele tiden med fejlsøgning camoufleret som faglig interesse angriber alt.

Sådan en pige havde jeg med forleden. Hun var relativt nyuddannet og havde masser af potentiale, men HVER gang, der var noget, hun ikke forstod, reagerede hun med et kritisk spørgsmål, der sluttede med ”… for sådan plejer jeg ikke at gøre!” Og jeg prøvede; det gjorde jeg virkelig, men der er grænser for, hvor mange forskellige diplomatiske måder, man kan sige ”det er fordi du er ny/ikke gør det rigtigt” på. Til sidst var jeg så træt af hende, at jeg kom til at lave en iskold, verbal afklapsning a la: ”Nej. Det kan jeg forstå. Men jeg må formode, at du har valgt at melde dig til det her kursus, fordi du gerne vil lære noget nyt eller prøve at gøre noget ANDET end det du plejer. Eller jeg tager måske fejl?”

Blev simpelthen så træt af mig selv, for gu var hun irriterende, men jeg vil bare så gerne være et større menneske end det. Jeg ved jo, at det bare er et udtryk for usikkerhed og angst for at misse noget vigtigt, når man har behov for at forstå alt. I detaljer.

Og ret beset er det jo ikke hendes skyld, at hun ligner mig.

Min cykel og jeg har snart 1 års bryllupsdag, og det er uden pis den bedste cykel, jeg nogensinde har haft. Ja, den er lidt vel tung i røven, men den kunne med rette sige det samme om mig, så vi er egentlig a match made in heaven. Da den rare cykelmand sagde, at Kildemoes var vejen frem, fordi den er dansk produceret, og dermed bygget til det danske klima, havde han ret. (Og lige nu går det op for mig, at det må være fordi jeg købte den i oktober = brystkræft awareness month, at den er dekoreret med lyserøde sløjfer. Christ. Jeg må være Danmarks eneste tolk med en forskydningstid på et år.)

Den eneste lille ting jeg har at pive over er, at den har fodbremse. Ikke at det er skidt. Det er faktisk rigtig rart, når man kommer sejlende ned af en regnvåd Ringgade, men jeg har ikke haft fodbremse på en cykel siden jeg var 10 (seriøst), hvilket giver frigearscyklerne 22 års forspring. (Det gjorde decideret ondt at skrive den sætning.) Og selvom jeg nu har været med fodbremse i et år, er det stadig ikke lykkes mig at lære at bestige cyklen korrekt.

For når pedalerne står i hvad der på en urskive ville være kl. hhv. 12 og 6, ser det jo umiddelbart tilforladeligt ud, og jeg sætter hver gang fortrøstningsfuldt fra – for så at hamre ribbenet i styret, fordi klokken åbenbart kun var 29 minutter over, og der stadig var noget brems tilbage i pedalen.

Man kan ikke risikere, at Børnenes Traffikklub kommer og inddrager cykelkortet igen, vel?

Nogen gange er det, som om den samme emne-bølge rammer mange blogge på én gang. Selvfølgelig henter vi inspiration fra hinanden, men somme tider er det altså som om, vores hjerner af uransagelige årsager simultant har beskæftiget sig med de samme overvejelser.

Lige nu er der flere af mine yndlingsbloggere, der skriver om netdatingens forbandelser. Jeg har jo været der indtil for ganske nyligt, hvor jeg opsagde mit medlemskab, fordi jeg simpelthen ikke kunne udholde at blive psykologisk udredt af en eneste nyskilt mand mere med tjek på stjernetegn og rod i livet.

Men som med alle andre suspekte ydelser kan man åbenbart ikke bare sige tak, når man har fået nok, så datingsiden opfører sig nu som en forsmået pusher, og bliver via email ved med at spørge mig, om jeg er sikker? Om jeg er helt sikker? For han kunne jo stadig være derude, og den første er gratis…

Og måske er det fordi vi nærmer os jul, og jeg har tilbragt de sidste to af slagsen i apatisk natostilling på mine forældres sofa med røde øjne, blå tænder og halalslagtet hjertet: Jeg gik ind og kiggede.

Den slags kan man simpelthen ikke finde på.

Udvalgte profiler, kommenteret:

Til Hende mit hjerte banker for: Du føler dig som en gudinde … du er dejlig og du ved det, og alligevel er dit ansigt rent og uspoleret … og derfor smukt … ufatteligt smukt … jeg længes efter dig … hvorfor ved jeg ikke, måske fordi dit nærvær får mig til at vågne op og slå autopiloten fra … måske fordi samspillet imellem dit væsen og mit væsen får mig til at blive Mand … den jeg ER … og dig til at blive Kvinde … den du ER
(Til ham… der læser for mange.. ufattelig meget for mange… lægeromaner…. Du bruger… alt for mange…. punktummer og forlorne ord…. Mand… den du ER … ER væmmelig…. )

Ligger i min seng lige nu og har tre store hvide stearinlys tændt ved fodenden. Klokken er 9.31. De lange gardiner der dækker helt ned til gulvet blokerer stadig lyset fra vinduerne. Har lige spist morgenmad på sengen og drømmer nu om en kaffe fra Altura. Så det kan ikke vare længe før jeg skal derned.
(Liiiige iscenesat nok, ikke? Og formentlig knap så zen, når det lykkes mig at vælte de store hvide lys over i gardinerne, og jeg panikslagen slukker branden med kaffe. Fra Altura. Til 400 kroner literen)

Se her!!!! – Her er hele pakken til dig! 😉 Jeg er fremragende til at lave thai-mad og hindbærsnitter .. dog ikke nødvendigvis sammen! 😉 Hmm.. var det nok til at fange dig til at læse resten af teksten? 😉 Jeg synes ikke lige, at jeg har mødt dig endnu.. så måske det er her igennem, at vi skal aftale første møde 😉
(Jeg ved allerede, at vores første møde kommer til at gå med, at jeg med jævne mellemrum må gå på toilettet for at massere mine ømme skam-smilede kæber, og forsøge at synes, at det er ok og maskulint at bruge flere smileys end en 12-årig pige.)

Mød et rigtig godt parti!
(Øhm… Er det noget med, at den scorereplik er ca. 60 år overdue?)

Søger ikke det store. Er pt. ikke “kærestemateriale”. Jeg lurer bare for underholdningens skyld ;o)
(UH!! MIG!! MIG!! TA’ MIG!!)

Jeg er en af de lærer, som ikke brokker sig over lønnen eller andre arbejdsrelaterede forhold. Jeg synes, det er et privilegium at undervise og give min faglige vider
(…!)

Overvejer faktisk at købe et nyt medlemskab for at have noget at falde tilbage på i tilfælde af skriveblokering.

Men jeg tror bare, at jeg vælger at køre et-(h)julet gennem december i år.

Tænk at vi engang troede, at Limahl sang om magiske fabeldyr og små, modige drenge, når det nu viser sig, at sangen i virkeligheden handler om taxachauffører.

Idag skulle jeg tolke på teknisk skole i en mindre nordjysk by, og da de møder, før resten af verden åbner, havde jeg bestilt en taxa til at hente mig på banegården.

Nu er det så, jeg gerne vil vide: Er det ikke rimeligt at antage, at man i disse GPS-tider vil blive sat af det rigtige sted, når man giver chaufføren den præcise adresse?

Vi klipper til scenen, hvor Linda rager rundt i udkanten af en mark i et mørke så kompakt, at jeg havde fornemmelsen af at famle mig frem i et oversize blækhus. Jeg er næsten sikker på, at jeg på et tidspunkt hørte en ulv tude i det fjerne.

Efter at have brugt det meste af et liv på at snuble angst rundt i vildmarken, anede jeg endelig en klynge bygninger i horisonten, og da jeg nærmede mig, fik jeg næsten tårer i øjnene af bevægelse over at se det internationale Teknisk Skole-logo. På grund af DSB’s køreplaner, var jeg stadig i utrolig god tid, så hele skolen lå øde hen, men 8 år i trøjen har lært mig, at de bedste mennesker at spørge, når man ankommer til en ny uddannelsesinstitution, er pedeller og kantinepersonale. De ved ALT, er der som de første og går som de sidste.

Kantinedamen, som – hvad sagde jeg – var mødt, har vel været 4 år ældre end mig, men her er det vigtigt, at vi husker at gange med provinsfaktoren på 3*, hvilket vil sige, at hun af sind slog mig med 12 år. Derfor føltes det ikke spor mærkeligt, da jeg efter en hel masse ”bette pige” og ”unge dame” stod på gangen igen med en hjemmebagt bolle, en stor kop kaffe og en hovednøgle.

6 timer senere ringede jeg for at bestille en taxa, så jeg trække mod Århus igen. Jeg forklarede pænt og høfligt, hvad der var sket om morgenen (Amar! Jeg var virkelig venlig), og bad dem være ekstra opmærksomme på adressen, når de kom.

….

Nogen gange har jeg det som om, overbegrebet ‘Taxa’ er Sørgmodighedens Sump, og jeg er hesten.

* Jeg må gerne sige ’provinsfaktor’ fordi jeg 1) bor i Århus 2) er vokset op i Esbjerg.

I går snakkede vi om situationer, hvori ord kan gøre ondt. Eller… Jeg snakkede. Skrev, faktisk. Anyway: Hvad vi end gjorde, gør vi det samme igen i dag, bare med modsat fortegn: Situationer, hvor fraværet af ord gør nas. I hvert fald fraværet af bestemte ord.

Når et menneske siger: ”Jeg elsker dig” eller ”du er min bedste veninde” til et andet, er der ikke ret mange andre svar end ”Jeg elsker også dig” og ”Du er også min” der duer. Jeg har i hvert fald lavet noget empirisk forskning på egen krop, der peger hen imod, at ingen andre svar helt rækker; hverken når man er den, der giver dem eller den, der modtager dem.

Men hvad nu hvis det ikke er sådan, man selv har det? Hvad gør man så? Svært at bevare den gode stemning, hvis man er nødt til at sende bolden retur over nettet med: ”Ok? Sådan har jeg det slet ikke”.

Nogen forsøger at slippe om ved problemet ved at svare: ”I lige måde”, ”Lige over” eller andre replikker hentet fra Bogen Om Passende Svar Til Folk, Der Ønsker Dig God Weekend. Og jeg kan ikke helt beslutte mig for, om det er snyd, eller om det faktisk er den bedste måde at komme omkring dilemmaet på. (Hvis der dog bare var et sted, hvor man kunne skrive ind og spørge om den slags….). Jeg ved, at jeg selv opfatter den type svar som markant mindre forpligtende end De Store Ord, og jeg er tilbøjelig til at se dem som et forsøg på at træde vande, hvis man endnu ikke har gjort op med sig selv, om man er samme sted, eller man ikke helt er der endnu.

Hvilket vel egentligt er hovedproblemet med den slags udtalelser: De er gaver, man giver, som modtageren ikke har bedt om at få, men som ikke desto mindre kræver en tilsvarende gave retur. Ellers ender man med at stå med alting udenpå tøjet og et skævvredet forhold, der ikke bliver det samme igen foreløbigt, fordi magtbalancen er skredet i sømmene, og den ene part nu officielt vil forholdet mere end den anden.

Mand. Det skal bare ikke være nemt, vel?

but words can never hurt me. Jeg ved ikke, om vi har et tilsvarende løgnagtigt ordsprog på dansk, men de sidste par dage har jeg tænkt meget over, hvor ondt ord kan gøre, når man er i knæ.

Jeg har et par veninder, som lige nu bøvler med kærligheden, og helt efter bogen forsøger de at komme frustrationerne til livs ved at tale om dem. De er stærke piger med robuste psyker og masser af omløb i hovedet, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de nok skal nå frem til den – for dem – bedste løsning, men det er interessant at trække sig lidt tilbage og lytte til de typiske råd, vi kvinder giver hinanden, når vi forsøger at hjælpe.

De kan deles i 3 hovedgrupper:

1) “Det kender jeg godt fra mig selv – bare værre!”
Her virker det som om, den der formodes at lytte, udelukkende venter på en chance for at hi-jacke samtalen, overtage den fuldstændigt og fylde den med historier om sig selv. I nogle situationer kan det være en trøst at høre, at en anden kan sætte sig ind i, hvordan man har det, men det holder op med at være en hjælp, når man begynder at få fornemmelsen af, at vi leger bytte-bytte-købmand: Jeg lytter kun til dig, fordi jeg så efterfølgende kan kræve, at du lytter til mig. Sådan en samtale bliver bare en masse fragmenter af usammenhængende sætninger og ingenting tales i dybden, udvikler sig eller udfordrer hjernen. Og lige meget hvor slemt du har haft det, kan du være sikker på, at den glade giver af denne type råd ALTID har haft det værre. Hvis du har mistet en arm, har de mistet dem begge. Hvis du har forkølelsessår, trumfer de med miltbrand. Hvis du snublede over et trin, faldt de ned af trapperne. Alle 5 etager. Til sidst giver man simpelthen op over for den massive on-coming tsunami af elendighed. You cannot win.

2) “Du er altid så [indsæt selv dom] men du skal bare [indsæt selv instant-fix råd]”
Det er ikke meget, der er så irriterende som at få klasket en post-it i panden med din personlighed kogt ned til en linie. Hvordan skal dét hjælpe noget som helst? Og det er svært ikke at blive fornærmet, når folk serverer banaliteter forklædt som guldkorn. Hvis det var så simpelt, havde man jo for fanden nok selv regnet det ud, ikke!?

3) “Folk som os ender altid med at blive forladte/blive usikre/skride/knalde udenom”
Nu ved jeg godt, at jeg bliver en so, ikke? Men ind imellem, når folk igen og igen træffer virkelig dårlige valg for sig selv, bliver jeg faktisk en lille smule fornærmet, når de sætter os i bås med hinanden.

Det værste er, at man jo ikke ret godt kan tillade sig at blive gal på mennesker, der forsøger at hjælpe. Samtidig kan det være utrolig svært, når man i forvejen er i knæ, at have overskuddet til at tage hensyn til andres følelser og formulere sig, så de ikke bliver sårede.

(Til de mænd, der læser med: Ville I ikke bare ønske, at I var kvinder?)

I morgen skal vi snakke om den anden side af mønten: Hvordan manglen på ord også somme tider kan gøre nas.

Jajaja. Jeg ved det. Cliffhanger af de virkelig slemme. Men I skal kun sove én gang….

Nat nat til jer derude. Hvor end I er.