Videre!Videre!Videre!!

Min far er VVS’er. Det har han altid været, og jeg gætter på, at det er det, han stadig er, den dag han går på pension. Min ene onkel er elektriker, den anden er specialpædagog og min tante er lægesekretær. De skifter firma fra tid til anden, men de bliver i deres fag. Hvorfor er vores generation ude af stand til at finde det karrieremæssige koblingspunkt?

Jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om én eneste jeg kender, som udtrykker ønske om at være det, de er idag, resten af livet. Ingen er rigtigt længere tilfredse med den vognbane, de kører i – så snart man er flettet ind, er man igang med at taste den næste adresse på GPS’en.

I weekenden blev jeg betjent af en bartender, som helt åbenlyst stadig kørte efter det kort, han printede ud fra Krak for 10 år siden. Han var 5 år for gammel til sine sko og 10 år for gammel til sin attitude. Gætter på, at han i en profil på nettet ville beskrive sig selv som “fresh og med et frækt glimt i øjet.” Jeg synes mest, at han lignede en prostitueret, der på 15. år forsøgte at udstråle: ‘You’re very special, baby’. Hvis man på den måde er rustet fast i sit fag, så synes jeg, at det eneste rigtige er at forsøge at komme videre. Det kræver selvfølgelig bare lige at man selv har opdaget det.

Jeg kender en del, der sidder i rimelig fede jobs. Udefra kan man selvfølgelig ikke se, hvis chefen er nazist, kollegerne uudholdelige eller udfordringerne, man stilles overfor i hverdagen, er begrænset til, hvad man skal hælde kaffen i, når nogen har ‘glemt’ at tømme opvaskemaskinen. Der kan være en million grunde til, at man ikke er tilpas, hvor man er. Og bliver man glad af at søge nye udfordringer, så er det også bare om at springe i struben på dem. Jeg kan bare ikke lade være med at spekulere på, hvorfor vi søger omskiftelighed og variation i det omfang, vi gør? Vi virker ikke lykkeligere end genereationen før os – ind imellem snarere tværtimod. Jeg kan ikke forestille mig, at menneskeheden generelt er hoppet et niveau op af mensastigen på 20 år, så jeg tror heller ikke, at det er fordi vi er klogere og lærer det hele på den halve tid.

Men hvorfor så? Er vi tilbage ved kedsomhedsfobien? For mange stimuli og muligheder som børn? For vante til, at så snart noget var prøvet, så var der noget sjovere/vildere/mere udfordrende et andet sted? For så tegner det skidt. Vi havde bip-bippere og packman. Forestil jer den næste generation. Fri for at skulle på hospitalet, når sygeplejersken med den højeste anciennitet lige har haft 6 måneders jubilæum.

Havde mine forældre alligevel fat i noget, når de hævdede, at det var sundt at kede sig? Og lød jeg lige gammel der?

Undskyld..eller..altså..hvis du synes?

Jeg kan godt leve med, at nogen synes, at jeg er en kælling. Jeg er helt på det rene med, at man ikke kan være gode venner med alle, og jeg mener meget om mange ting. Jeg har højtaleren tændt det meste af tiden, og ved godt, at det somme tider får mig til at fremstå som krakilsk og dominerende. Jeg ved, at det forholder sig sådan, men jeg har det egentlig fint nok med at melde klart ud. På den måde ved folk, hvad de siger ja til, hvis de vælger at omgåes mig.

Jeg har det bare så svært, så svært med Dem, Der Finder Mig Irriterende, og det forstår jeg simpelthen ikke engang selv. DDFMI er en gruppe af mennesker, som gør mig skide usikker. Jeg har talt i telefon med en af dem idag, og det var rædselsfuldt. Jeg bliver totalt behagesyg og hensynsbetændt, og forsøger at regne ud: a) Hvorfor de synes, at jeg er irriterende, og b) Hvad jeg skal gøre, for at få dem til at kunne lide mig. Den adfærd klæder mig meget dårligt, og gør mig egentlig bare mere irriterende. Jeg kan høre mig selv begynde at modficere alle mine udtalelser for ikke at fremstå som bedrevidende eller arrogant. Jeg mister min evne til at producere sammenhængende sætninger, og min argumentation kan sønderskydes af et barn i 3. klasse. Det værste er, at DDFMI ikke gør noget som helst for at få mig til at føle sådan. De er tværtimod alle sammen søde og høflige. Hvilket bare øger min usikkerhed til et niveau, hvor jeg nærmest kan optræde med det.

Beklageligvis foregår operationen uden narkose, så jeg kan med al uønskelig tydelighed se min personlighed forvandle sig til en vattet, beige substans.

Hvorfor er det stadig sådan, når man nu er blevet voksen(-ish)? Hvornår bliver man gammel nok til at være ligeglad? Og vigtigst af alt: Kan man få det der hvileisigselv som kosttilskud?

You Tarzan. Me like.

Jeg har idag tilbragt 7 timer i tog, bl.a. sammen med en kvinde med en stemme så skinger, at den kunne skære igennem glas. Nu er det jo desværre sådan, at ens egen stemme lyder meget anderledes ude i rummet i forhold til inde i hovedet. Kvinden i toget holdt nærmest enetale fra Århus til Odense; jeg holdt ud i 30 min, tørrede derefter det værste blod af ørerne og søgte ly i min IPod.

Mens jeg sad der, slog det mig, at jeg somme tider godt forstår, at mænd får spat af os. Hvis vi lyder tilnærmelsesvis som denne kvinde, og bare kører nonstop, så forstår jeg faktisk godt behovet for et værksted, hvor man(d) kan søge eksil. Bedst som jeg havde tænkt det, kørte vi forbi en kæmpereklame. Den viste et billede af en lille popo i tennisskørt med et olieret håndaftryk og teksten: “Aldrig mere værksted”. Det ikke er mange år siden, at et firma (JBS, tror jeg?), lavede en reklame, der viste et billede af en sygeplejerske, som de fleste mænd ville takke ja til at blive undersøgt af. Tryksværten var ikke engang tør, da Dansk Sygeplejeråd indigneret gik til angreb og fik den trukket tilbage. Hvis Dansk Metal pludselig kom farende og pegede på automekanikerne, mens de forpustet råbte: “Diskrimination!”, tror jeg, at de fleste ville trække lidt på smilebåndet. Og så er det ikke ligestilling, når kvinder gør det. Så er det hysteri.

Dér sad jeg og kom til at tænke på, hvor meget jeg holder af konceptet “mænd”. Jeg finder det befriende, at den ene halvdel af menneskeracen er født uden misdannelsen Fnidder. Somme tider er det, selv som kvinde, svært at gennemskue kvinder, og vi er dog immervæk udstyret med originalmanualen. Vi vil gerne roses, når vi synes, at vi er dygtige, men vi kan ikke finde ud af at vise det. Vi forsøger at telepatere det, og bliver indebrændte, hvis transmissionen mislykkes. Det er sgu da befriende, at man tydeligt kan se på en mand, hvornår han har lyst til at hive t-shirten over hovedet og løbe en sejrsrunde til “We are the champions”. I har en særlig evne til ikke at gøre tingene mere komplicerede, end de behøves at være, og der findes ikke noget, som ikke kan forklares/besvares ved hjælp af fodbold:

(Citat fra Woman. Spørgsmålet til drengene lød: “Hvad synes du om missionæren?”)

“Missionærstillingen er sexlivets svar på en 4-4-2 opstilling. Selvom den er meget brugt og måske lidt uoriginal, har den vundet rigtig mange kampe”.

Gad vide, hvad off-side svarer til?

Top 5 – Tanker fra min frokostpause.

1) Hvilket bogstav får man tildelt, når man både er frygtindgydende dårlig til at stå op om morgenen og samtidig bliver meget træt 22.03?
2) Genlukningsmekanismer i slikposer. Why bother?
3) Optræder muslimske dragqueens egentlig i burka? (Så så man lige 4 spøgelser opføre ‘We are family’).
4) Hvilken type piger synes, at det er lækkert at vågne med en mand med langt hår?
5) Er det snyd, når man dumper 3 teoriprøver på nettet og stadig har kørekort? Helt hypotetisk spurgt, selvfølgelig.

Så STOPPER det!!!

Bedst som jeg tror, at nu har jeg fundet alt, hvad der er at hade i forbindelse med Ungdomshuset og G-13 demonstrationer, dukker nye begreber op, som giver mig lyst til at ringe til politiet og spørge, om de mangler en hånd. Seneste skud på stammen er foreningen:

“Forældre mod politibrutalitet.”

Pludselig giver det mere mening, at der findes unge, som oprigtigt mener, at det fremmer deres sag at brænde fremmede menneskers biler af og kaste med cykler. Hvis jeg var betjent i Kbh, ville jeg tage initiativ til at danne foreningen “Politi for forældreansvar for deres rådne, forkælede ungers opdragelse.” Der skulle være rig mulighed for at lave en række aftenforedrag om emner, som i de kredse aldrig tidligere er blevet belyst.

1) “Dit og Mit.” En aften med fokus på, hvordan man skelner, samt hvordan man udvikler respekt for andres ting.
2) “At have et skøde – hvad betyder det i praksis?”
3) “Arbejdsmarkedet og at søge et job.” Hvordan fungerer er det, og hvad vil det sige at tjene penge selv?
4) “Sæbens mange muligheder.”
5) “Dit inkompetente barn.”

Er det ikke muligt at deponere hele flokken på Cristiania, stikke dem et telt og give lortet tilbage til Norge?

Vedr: Kampagne.

Kære Sundhedsstyrelse.

At skrive en blog er lidt som at lave radio: Man aner ikke, om der er nogen derude. Derfor overrasker det mig naturligvis glædeligt at opdage, at I læser med.

Jeg kan godt se, hvordan I hen over den seneste måned har kunne få opfattelsen af, at jeg har et alkoholproblem. Det er ikke tilfældet. Jeg omgåes rødvin afslappet og kærligt, men der er ingen grund til bekymring, det lover jeg.

Netop derfor retter jeg henvendelse til Jer. I kan roligt indstille skydningen. Jeg har hørt jer. Det skaber sådan en dårlig stemning, at I plastrer alle busskure til med plakater, og skriver side op og spalte ned i alle aviser om, at “veluddannede kvinder drikker mere end deres dårligere uddannede medsøstre”. Jeg synes da nok, at vi plejer at kunne snakke om tingene? Det sårer mig ærlig talt lidt, at I ikke henvender Jer direkte.

Selvom I ikke bifalder min adfærd 100 %, så synes jeg stadig at det er vigtigt, at vi udviser empati og forståelse over for hinanden. Jeg har for eksempel ladet det passere, at I har overset detaljen med, at ’14/21 genstande om ugen’ bygger på en engelsk undersøgelse, hvor en genstand er 8 gram alkohol, mod de 12 gram vi bruger i Danmark. En helt forståelig fejl. Alle ved jo, at englændere bruger præcis de samme måleangivelser, som vi gør i Danmark – bare se på sko og vejskilte. No hard feelings.

Jeg foreslår, at I afslutter kampagnen. Pengene kunne i stedet bruges på en målrettet indsats for at få folk til at drikke kvalitetsvin ved at ansætte nogle ordenlige vinanmeldere. Den første jeg foreslår, vi skifter ud, er ham, der anmelder i JPaarhus. Når man som positivt karakteristika fremhæver, at smagen i en afrikansk vin “har et strejf af våd pels”, så mener jeg ærlig talt ikke, at man er sin opgave voksen. Den slags pubertære sjofelheder hører ingen steder hjemme.

Jeg ser frem til at høre fra Jer, og står naturligvis til rådighed, hvis I har uddybende spørgsmål til mine forslag.

Med venlig hilsen

Linda Abildgren

Ønskeseddel.

De tre korte:

1) Ingen edderkopper i mit hjem.
Jeg får rædselsspasmer. Først løber jeg panikslagent 4 gange rundt om mig selv. Så pakker jeg armen ind i papir fra håndled til skulder, hvorefter jeg betrækker den med en pose. Derefter laver jeg en lyd, der er så høj, at det primært er hunde, der kan høre den, lukker øjnene og angriber. Når jeg mærker “splat”, besvimer jeg nærmest af væmmelse, råber: “AD!!AD!!AD!!AD!!AD!!” hele vejen ud til toilettet, og slutter seancen med en hysteridans. Meget lidt fordrende for mit billede af mig selv som cool, laid back gør-det-selv-kvinde.

2) Ingen flødeskum på min kakao –
– blev der sagt! Når man på café bestiller varm kakao u-d-e-n f-l-ø-d-e-s-k-u-m, så er det mig en gåde, hvordan det havner der alligevel? Jeg kan ikke lide det. Man bliver fed af det, ligner en unge på 3, når man sidder der med mælkeskæg, og endelig giver det sygt dårlig ånde.

3) Træningstøj uden velcro.
Både wristbands og cykelsko lukkes med velcro. Behæftet med al for stor risiko for værdighedstab, hvis du spørger mig. Har nu to gange præsteret at fare ind i salen med mine ting, for så – foran ALLE – at opdage, at der sidder et par g-strengstrusser fast i velcroet.

– Og så det lange:

4) Karls Motorservice flyttet til Harald Jensens Plads.
Min cykel har i lang tid trængt svært til at blive indlagt til observation. Den har afstødt sin forlygte, lagt begge bremser på is, (hvilket forvandler en tur ned af Ringgaden til russisk roulette på hjul), forsøgt at delete sin egen kæde ved hjælp af rust og drejet sadlen i en obskøn vinkel for at få opmærksomhed. Endelig gav jeg mig og henvendte mig på skadestuen i det nye lokalområde. Tog plads ved skranken og informerede 12-årig reservelæge om, at jeg havde parkeret patienten udenfor. Fuld af blind tillid til egen hukommelse, lyttede han til min beskrivelse af symptomerne, alt imens jeg tænkte: “Skriv det nu NED, mand!”. Men nej. Undervejs kom han med beklagende lyde og udsagn som: “Ja…. Altså.. Vi renser ikke kæder.” Nej?? Hvad gør I så? “Hvad mener du?” “……!! Når. I. Nu. Ikke. Renser. Kæder. Hvad. Foreslår. Du. Så?” (Hvad fanden lærer de på det der Teknisk Skole?!!). Da vi efter 10 minutter nåede til vejs ende, bad han mig gå med ind. Hvor han tog en blok. Og sagde: “Så det var sadlen?” Den bliver kørt på opvågningsstuen i morgen kl 14. Det vil ikke forbløffe mig, hvis jeg kommer derover, og de har amputeret et hjul, eller der er gået koldbrand i stellet. Er det muligt at få cykelservice som take-away?

Knife on the side.

Da jeg var barn, gik de seje drenge rundt og spurgte: “Hvad vil du helst skæres med, en skarp eller en sløv kniv?” Fordi man dengang ikke havde den tankegang, man har idag, overvejede man det konkrete spørgsmål, hvorefter de fleste af os svarede: “En sløv”. Det lød mindst smertefuldt. 23 års omgang med køkkenknive har lært mig, at dér tog vi fejl.

Idag spurgte en af de seje piger mig: “Vil man egentlig helst være kæresten eller hende, han har ved siden af?” Der hvor jeg står nu, vil jeg sige det sidste, men måske det også ser anderledes ud om 23 år?

Det er ikke optimalt at være hende på siden. I starten tilføjer det forholdet et vist element af spænding, at det hele er så fordækt, men efter et stykke tid bliver det svært at holde tingene adskilt. Det bliver sværere at huske at opføre sig som bekendte, når der er andre til stede. Det er bare ærgeligt, hvis du skal have fat i ham, for det er udelukket at ringe – tænk hvis kæresten er i nærheden. Det bliver træls, at han altid skal afsted på et bestemt tidspunkt, fordi ‘jobmøder’ trods alt ikke varer til kl 03.00. Hvis det står på længe nok, begynder tanken om, at han står lige ud af din seng for at gå hjem og lægge sig hos hende, også at genere.

Men i det mindste kender man spillets regler. Hvor jeg til enhver tid kan vælge at trække mig, når jeg har fået nok af at dele, så deler kæresten sin mand uden at vide det. Og derfor vil jeg hellere vil være hende ved siden af. For det er muligt, at kæresten “har ham”. I mine øjne rangerer mænd med elastisk moral bare ikke ret højt på listen over ønskværdige kærester.

De fleste af de piger jeg kender, har haft kortere eller længere karrierer som girl on the side. Det ville være nobelt, hvis vi afstod i søstersolidaritetens navn. Det kender jeg ingen, der har gjort. Derfor må jeg vel også indkalkulere muligheden for, at det en dag bliver mig, der finder ud af, at min kæreste har noget kørende ved siden af. Vil det gøre en forskel for mig, om der er tale om en enkeltstående smutter, eller om det har stået på over en længere periode? Om det er en kollega eller en tilfældig fremmed i byen? Om andre ved det? Jeg tror det næppe. Mit bud vil være, at man ikke kan bruge omstændigheder som strygestål: Det vil stadig føles som at få hjertet skåret ud med en meget sløv kniv.

Lå lå lå lå lålålå!

Jeg har den store kabelpakke (havde været en klam, klam sætning, hvis jeg havde været en mand), og ikke desto mindre kan jeg ikke finde noget som helst at se. En helt almindelig tirsdag aften står valget imellem:

Q-TV.
Pernille Ålund, der laver en 1:1 identifikation med Oprah, og taler om emner, der cementerer alle fordomme, man kan have om kvinder. Gider nogen få hende til at stoppe med at stå og slå ud til højre og venstre med armene, mens hun kæfter op om sit eget sexliv?

2900 Happiness.
Serien, der er blevet slået stort op, fordi det er den første store danske serie af sin slags. Er jeg den eneste, der undrer mig over, at man så har valgt en engelsk titel? Det viser sig også, at der er en grund til, at ingen før har lavet den slags serier: Det er så kunstigt og karikeret, at det hviner i tænderne. Lidt ligesom dansk rap om gangsta-livet på blok 13.

1 – 100.
Så forkert. Så utrolig forkert. En i alle ordets betydninger stor målmand reduceret til habitklædt, dansende abe.

Bonde søger brud.
Mine negle sidder fast i hælene, så meget krummer jeg tæer. TV DK har specialiseret sig i “helt almindelige mennesker”-tv, og jeg kan ikke finde ud af, hvornår jeg synes, at det er mest pinagtigt at se med: I starten, hvor de unge mødre/de hjemløse/bønderne er så kamerasky, at de rødmer, og lyder som om de læser op, hver gang de taler. Eller efter nogle uger, når de er begyndt at synes, at de er lidt celebreties, og smider om sig med bemærkninger som: “Hvordan synes du selv, det går?”

MTV.
Kan I huske, da der var musik på MTV? Nu er der bare det ene realityshow efter det andet. Hvordan stjernerne bor, hvordan de bliver gift, driller hinanden og opdrager deres børn. Der må vel også være et show lige på trapperne om, hvordan man mister forældremyndigheden over sine børn? Hvilket formentlig afstedkommer en programrække on-air psykolog-sessions med Britney på briksen og Dr. Phil på den høje hest.

Champions League:
Og det var her jeg endte i behageligt selskab med Ryan Giggs. Selvom jeg stadig ikke forstår den møg offside regel. Eller hvad det betyder, når linievogteren (liniedommeren?) gør noget bestemt med flaget. Men med det tv program, efteråret byder på, så burde der være mulighed for at nå at lære det.

Will the real slim date-y please stand up?

På side 1 i Den Store Bog Om Spørgsmål, Man Ikke Gider Svare På står: “Hvorfor har du dog ikke en kæreste?”. Uanset om man er single af valg eller af nød, så er det meget, meget svært at komme med et passende svar, der ikke enten signalerer alarmerende lavt selvværd eller laver frostskader på stemningen. De mennesker, der stiller det, er altid i forhold, så det kommer let til at føles som en meget ulige samtale, hvor man forventes at udstille sine formodede kvaler over for én, som har sit på det tørre. Det er sikkert ikke tænkt sådan. Men det er sådan, det føles. De mennesker, der stiller det er sjældent heller folk, man kender særlig godt, og så synes jeg egentlig, at det er temmelig uforskammet at spørge til noget så privat.

Jeg kan anbefale den kreative, uforskammede respons. Det snører snuden effektivt sammen på folk, hvis man spørger, om det er rigtigt, at sexlivet bliver trist og ensformigt efter x antal år? At fortælle om en undersøgelse man har læst, som viser, at 7 ud af 10 mennesker er deres partner utro. Eller at svare, at det hænger sammen med, at man er til utrolig avanceret sex.

Man kunne selvfølgelig også prøve at fortælle om nogle af de mænd, man har mødt og datet. Det ville forklare meget. Der var ham på 30, som viste sig at bo i sine forældres kælder. Ham, der på første date fortalte, at han boede på kollegie, fordi han ikke lige havde “fået taget sig sammen til at skrive sit speciale færdigt. Det er jo også svært at flytte, når man ingen indkomst har, og skylder så mange penge i banken.” Ham, der i byen forsøgte at imponere ved at sige: “Jeg arbejder på et slagteri. Men primært er jeg bjergbestiger.” Dem, der viste sig at bo med kæresten. Ham, der ville det så meget, at han stillede til frokost i uldhabit. I august. Ham, der var utrolig sød og på – og som forsvandt lige så pludselig, som han var kommet.

Og endelig kunne jeg vælge at fortælle om dengang, jeg havde sagt ja til en blind date med min venindes kollega Anders. Ti minutter forsinket småløber jeg ind på Baresso. Ved døren sidder Anders og venter. Jeg rækker hånden frem, smiler og affyrer: “Hejjeghedderlindaundskyldjegkommerforsent!” Han ser meget forbløffet ud, rækker tøvende hånden frem og siger: “Hi. I’m Ian”….