De sidste par år har jeg opdaget, at jeg er meget svær at gøre bange. Tanken om, at der kan ske noget med dem, jeg holder af lammer mig af rædsel, og jeg er født i Tvivlerens Tegn med Skeptisk i ascendanten, men jeg stoler helt grundlæggende på min egen evne til at løse det meste af det, jeg stilles overfor.
Sådan troede jeg egentlig, at alle havde det, og tidligere kunne jeg blive helt irriteret, når andre gnattede rundt, usikre og bange for at gøre noget forkert; Jeg så det som et forsøg på at score opmærksomhed og sænke omverdenens forventninger, så de enten imponerede vildt, hvis de klarede sig godt, eller havde undskyldt på forhånd, hvis de stank.
Efterhånden er det dog ved at gå op for mig, at det nok er mig, der har fået en ekstra styrke foræret og ikke de andre, der mangler den, (jeg vil gerne starte med at takke min mor og far *tårevædet-takke-smiley*) og jeg er blevet bedre til at huske, at vi alle gør det bedste, vi kan, med de ressourcer vi har.
Derfor er det meget uvant (men nok i virkeligheden temmelig sundt), når jeg i arbejdsregi har fået en opgave, som jeg virkelig, virkelig ikke har lyst til skulle løse. Overhovedet. Den udfordrer alle mine svage sider på én gang, og selvom jeg forbereder mig i vildskab, kan jeg ikke se, hvordan jeg skal kunne løse den tilfredsstillende. Min eneste chance for at klare mig bare lidt over niveauet Stinkende Dårlig, er at skynde mig at udvikle en ny personlighed, der er plat, hvor jeg er kronet.
Gælder det, hvis man i en alder af 32 ringer hjem til sin mor, og siger, at man ikke vil i skole, fordi man har ondt i maven?
Bare det gjorde 🙂
Har nyligt tolket en foredragsholder, der i alle henseender henviste til mantraet: "…man gør altid det bedste man har lært i den givende situation!"
– Sanne
Hold da fast – det lyder som noget af en opgave!! 🙂