På Det Gode Råd i denne uge, har vi haft et spørgsmål fra en læser, der ikke helt ved, hvordan hun skal slå op med sin veninde. På DGR begrænser vi os til at belyse én vinkel pr. mand, da der ellers ikke er noget for de resterende 4 at skrive om, men jeg kan mærke, at hele diskussionen om, om man skal være ærlig og sige, at man ikke gider hende mere, eller om man skal lave strudsen og håbe, at det går væk af sig selv, forsat kværner rundt i knolden på mig.
Jeg synes, at ærlighed er blevet det nye sort. Bare se på os, der blogger: Had, jalousi, misundelse og ondskab flashes i stor stil, fordi det er gratis, hvis vi bare formulerer det som en bekendelse. Alt det grimme er blevet tilladt og accepteret, fordi vi har betrukket det med erkendelse og ærlighed.
Hvis du har et problem med din mor/chef/kæreste/veninde, er Den Korrekte Handling at konfrontere vedkommende og sige det. Ærligt. Men jeg har lagt mærke til, at ærligheden ofte bare er en ny måde at være tarvelig på. Hvis du kan sige fra i tide, er jeg enig i, at det gør det nemmere at opbygge og bevare en sund relation, fordi det er nemmere at navigere i et landskab med tydeligt markerede grænser, men ofte gemmer man ærligheden, til man er så irriteret, at den bruges som undskyldning for at være rigtig led og sige lige præcis, hvad man tænker, helt uden filter eller smålig skelen til den andens følelser. Og det er røv og nøgler (hvorfor siger vi egentlig aldrig det mere?), for det gør nas! Dels fordi du ikke er vant til, at folk på den måde går direkte efter struben, og derfor ikke har paraderne på permanent stand-by, så du kan tage fra, og dels fordi den slags virker ligesom forbandelser og voodoo: Det roder med dit hoved i laaang tid efter, fordi du helst ikke vil tro på det, men alligevel heller ikke helt tør afvise, at der kan være noget om snakken.
Og ofte synes jeg, at ærligheden og selvindsigten leder til… absolut ingenting. Der mangler ligesom et level 2. Hvad gør vi med sandheden, når vi nu mener at have fundet og leveret den? Ligenu ser det for mig ud som om svaret er: Intet. MIN opgave og MIT ansvar starter og stopper med erkendelsen. Når jeg har så fået luft, kan du så stå der og være den, der skal løse problemet, fordi jeg med min voldelige ærlighed har slået fast, at jeg mener, at det primært er dig, der er skyld i, at tingene er kørt skævt.
Er det virkeligt der, vi vil hen? At hvis vi bare er ærlige, er vi home free og må fortsætte med at gøre som vi vil? (Giver det her overhovedet mening for andre end mig selv?) ”Ja, jeg er en so overfor min nabo, men hun er fandme også irriterende og omklamrende, og jeg HAR sagt det hende, så hun er selv ude om det!”
Jeg synes ikke, at vi skal lyve mere end højest nødvendigt, men jeg har stadig ikke besluttet, om jeg synes, at man altid har ret til at smide alle hæmninger og sociale hensyn i ærlighedens navn.
Så jeg sku ikke ha fortalt min veninde at hun lignede Alexis i den kreation hun glædesstrådelende trådte ud af prøverummet iført?… Reddede hende jo bare fra sig selv :oD
Ved ikke om det var pga min meget mørke hårprag at jeg lignede hende ;o) Men altså – den var sgu da fin i lilla? Men den ryger under alle omstændigheder retur…
Ret til det (at smide hæmninger etc. i ærlighedens navn) har man nok – i ytringsfrihedens navn.
Men om det er strengt nødvendigt, kan i de fleste tilfælde diskuteres. Meget godt og tankevækkende indlæg, som også gav mening for en førstegangs-kommenterende læser
Jeg siger faktisk stadig "røv og nøgler" ind imellem …
Thominous og andre: Det udtryk bruger jeg også – altså "Røv og nøgler".
Tankevækkende indlæg iøvrigt – jeg er altid lidt for diplomatisk i mine konfrontationer med folk, hvilket desværre gør virkningen mindre effektiv.
– Xazal G.
(… som forsøger at blive bedre til at kommentere indlæg)
Nåmen, personligt er jeg røvhamrende træt af de mennesker der med stolthed i stemmen (efter at de har lavet en led sviner) nynner: Jeg siger jo bare hvad jeg mener…for sådan er jeg jo…dumdidej.
Som om det var en fed egenskab at kunne være ærlig uden at tænke på andre menneskers følelser!
I mine øjne opfører de sig som nogle tabere, uden takt, empati eller situationsfornemmelse…fri for nogensinde at blive sådan én.
Som jeg altid siger. "Tal sammen".
Hej Linda,
det kender jeg bare alt for godt, så det gav god mening for mig. Jeg har skrevet et dilemma til Det gode råd, så jeg glæder mig til at høre hvad du svarer på det.
Men hvem er det, der siger, at man skal være led, bare fordi man siger sandheden? Forstår ikke præmissen.
Jeg siger sandheden, når jeg vil mennesker og min relation til dem det bedste. Hvor frelst det end lyder.
Tina og Gitte: Man skal ALTID sige det, hvis man bliver spurgt – og tøjet endnu ikke er købt:)
TBS: Netop min pointe. Og tak for de pæne ord om indlæget.
Thomas: Du er også mere rock 'n roll end de fleste.
X: Selvfølgelig kan man være FOR diplomatisk, men ellers tror jeg altså ikke nødvendigvis, at folk lytter bedre eller får mere lyst til at komme én i møde, hvis man overfalder dem, og de bliver sure på en.
Marie: Hørt! Og tillykke med fødselsdagen:)
Morfar: Forbrugerinfo: Jeg tror, at din copy-paste funktion fucker med dig…
Kommentator: Det var dejligt. Jeg håber, at vi byder ind med noget, du føler, du kan bruge.
Info: Det er vel egentlig også det, jeg skriver? At ærlighed kan være meget, meget fint, hvis den bliver brugt til at markere en grænse i tide? Hele indlæget handler om dem/os, der misbruger ærlighed og sandhed, og gør dem til nyr, raffinerede måder at være modbydelig på.