Bloggen

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

Den forgangne uge:

… har været vanvittig. Og det ved jeg godt, at jeg meget jævnligt skriver, men for lige at synliggøre, hvad jeg mener, så har jeg på syv dage været i Århus, Ålborg, Egtved, Hvide Sande, Sønderborg, Kolding og Oksbøl. Der har været arbejde, 2 x konfirmation, en retssag og et foredrag, der har været svømning, klub og soveaftaler, og kun 2 ud af 7 nætter har vi sovet under samme tag, alle 3.

Derfor er ugens sædvanlige 3 punkter samlet i ét enkelt punkt, for det har været alt rigeligt at komme bare nogenlunde helskindet igennem.

Når det hele bliver så hidsigt, compartmentalizer jeg så hårdt, at Box It må ringe any day now for at høre, hvordan jeg bærer mig ad, for hvis jeg forsøger at overskue mere end én dag ad gangen, brænder mit nervesystem sammen.

Det kan jeg godt – det meste af tiden, i hvert fald. Men der er opgaver og praktiske gøremål, som bliver et problem at opdage PÅ dagen, hvor de skal være fuldført, så derfor er mit første underpunkt den ekstra kolonne, jeg laver på min ugeliste. Herpå skriver jeg de ting, som skal gøres i god tid, og jeg klamrer mig til den, som en skibbruden til en redningskrans.

Det kan f.eks. være tøj og gave til konfirmationsfesterne, lektier, særlige remedier til skoleprojekter osv.

På madfronten går jeg helt lavpraktisk og tænker madspild ind på den måde, at alting skal kunne stå selv. F.eks. køber jeg små proteinyoghurt til min morgenmad, fordi jeg ikke kan nå at spise en halv eller en hel liter, når jeg ikke er hjemme til morgenmad halvdelen af dagene. Jeg erkender på forhånd, at jeg ikke kan fastholde overblikket på madpakker, fordi børnene har haft flere dage, hvor de har sovet hos mormor og morfar, og det derfor er dem, der har stået for at smøre dem, og her bliver det ganske enkelt for uoverskueligt at huske brød og pålæg og 3 slags skåret frugt. Derfor købte jeg i lørdags en stak pizzasnegle og focacciaboller og frøs dem ned enkeltvis, jeg købte frugt, der ikke skal skæres, men bare skylles, små poser popcorn, små yoghurt osv. og madpakkerne har derfor hele ugen bare skulle “samles”.

Til mig selv har den stået på knækbrød med ost, som lynhurtigt kan vippes sammen og medbringes i bilen (i et kaffefilter, så man ikke krummer ned ad sit sorte tolketøj #influencer #lifehack), proteinbarer, æbler og andre ting, der udmærker sig ved at kunne medbringes – og tages med hjem igen, hvis man ender med at spise frokost ude, eller der er mad, der hvor man kommer. Aftensmaden har, de dage, jeg har været hjemme, bestået af Fryser, Greatest Hits, Vol. II.

På den mentale front har jeg hver dag lukket og slukket med en idé, jeg har tyvstjålet fra podcasten A Slob Comes Clean: ‘The 5 minute pick up’. Og altså. Det er jo ikke sådan, at jeg tænker det konkret og står med et stop-ur, vel? Men efter at have ordnet og fikset og husket og sørget for, og efterfølgende at være besvimet i sofaen, er man (= jeg) tilbøjelig til bare at skride i seng, når man er mør. Men det skyder bare den efterfølgende dag skævt i gang for mig, hvis jeg står op til et hus, der roder. Og hvor jeg kan have svært ved at overskue tanken om at Rydde Op, så kan jeg godt rumme at allokere 5 minutter til lige at tage det værste – og det ender 9 ud af 10 gange med at være nok til at genoprette ro og orden. Det er vitterligt kun 5 x 60 sekunder – men det er hele forskellen på at stå op og med det samme føle sig bagud, og på at kunne fokusere på den kommende dags indhold. 

Sidst men ikke mindst har jeg kørt med to huskelister. Én i min telefon og én i min notesbog. På dem har jeg skrevet ALT, hvad der er kommet i indbakken, i det seKUND, jeg har set det. Aula, e-boks, arbejdsmail, tekstbeskeder, Messenger, påmindelser om aflevering af biblioteksbøger osv. osv. Når jeg samler det på de to lister (hvoraf jeg altid har den ene ved hånden), slipper jeg for at glemme noget, og samtidig er jeg fri for at skulle bruge en time på at sidde og rode rundt på alle platforme hver aften for at finde det, der er kommet i løbet af dagen, som jeg helt sikkert allerede har glemt. 

Status, Månedens Mål, april (4/4)

Efter inspiration fra sidste uges kommentarfelt, ringede jeg i onsdags til YouSee igen, og råbte “MENNESKE!!!!” så snart robot-Josefine lod mig komme til orde. Og det virkede sgu! (Selvom hun lød en lille smule såret, da hun sagde: “Ok. Jeg forstår. Du vil gerne tale med en af mine menneskelige kolleger.”) Jeg fik, til alt held, Matthias i røret, som jeg havde en fin, fin samtale med. Da jeg forklarede, at jeg egentlig bare gerne ville se mit dataforbrug i ét helt tal for en måned, blev han nærmest vantro over, at det ikke kunne lade sig gøre. “Hæng lige på; jeg ser lige, om jeg kan få lov med mit eget” sagde han – for så, 30 sekunder efter, at udbryde: “Ej! 87 sider!? Det giver sgu da ingen mening?”

Vi talte i 5 minutter, og da jeg lagde på, havde jeg fået dobbelttjekket, at mine telefonabonnementer stadig passede til vores behov, OG jeg havde fået internet, der er 30 kroner billigere pr. måned, men stadig 3 gange så hurtigt, som det, vi har nu.

Time well spend.

Mine forsikringer er jeg stadig i gang med, for da jeg kastede mig over vores policer, kunne jeg se, at det ville give mere mening at gennemgå dem sammen med en medarbejder. Jeg ved ikke, hvad de har af nye produkter, så selvom jeg kan læse, hvad jeg har, så ved jeg ikke, hvad der ellers er af muligheder, og det vil jeg gerne bruge en halv time på høre om.

Jeg er blevet lovet et opkald i midten af næste uge, så jeg giver en update i næste uges indlæg.

——-

Således godt igennem april, er vi klar til at tage hul på maj måneds mål, som er de hårde hvidevarer. For mig bliver det køleskabet den første uge, fordi det er det nemmeste af dem, jeg gerne vil igennem, og det egentlig bare kræver en klud og en gang sæbevand.

De næste 3 uger er vaskemaskinen, tørretumbleren og opvaskemaskinen på programmet, og jeg skal nok til hver maskine poste en lille how-to, så det er lige til at gå til.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Haft et par aflysninger på tolkefronten, og derfor har der været tid til at komme omkring noget af det, jeg har skubbet. 

Kassen med ting fra Antons værelse, der har stået i bryggerset, har været en torn i øjet på mig længe. Cirka halvdelen af det, vi sorterede fra, er sat til salg, og noget af det er solgt. Men der er stadig en stak ting, som er lidt in-between: De er sat til salg, og bør kunne sælges, men er ikke gået endnu, og samtidig er der en pose med ting, jeg mangler at fotografere og lægge op.

Men det fylder og jeg mangler pladsen, de optager, og derfor gik jeg dem igennem igen. Nu har jeg samlet alt udklædningstøj (og dertilhørende plastikvåben) i en pose, og lagt den ind bagved i hans skab. MEN. Jeg har samtidig sat en reminder i min kalender d. 10. oktober, så jeg dels får det sat til salg op til halloween, og jeg har OGSÅ haft selvindsigt nok til at skrive i remindere, hvor jeg har lagt posen…

Spillene i kassen fylder også godt, og en hurtig tur på DBA og Marketplace indikerede, at det er noget af det, der er rigtig svært at sælge, for der lå MANGE spil derinde – og også mange af samme slags. Derfor besluttede jeg, at de skulle videre ud i verden, så jeg fik fat i en ansat på Børnepsyk. for at spørge, om de manglede – men fordi de ikke længere har sengepladser her i byen, men kun tilbyder ambulant behandling, (hvilket man sagtens kan få lyst til at skrige ind i en pude over) gav det faktisk ikke så meget mening for dem at tage imod. TUSIND point til hende for at sige det, som det var.

Jeg har i stedet foræret det til indskolingen på specialafsnittet på Antons skole, og det er rart, at det ikke længere står på bordet og glor.

2.

Været i gang med at tænke nye løsninger i mit soveværelse. Jeg har efterhånden temmeligt mange kjoler, og det er noget bøvl, at jeg ikke har et bøjleskab at hænge dem i.

Vi bor småt, men jeg elsker mit soveværelse. Det er så f*cking verdensklasse at have vindue ud til garagen, fordi lyden af regn på et tag er tæt på at være det bedste, jeg ved, og ungerne har langt mere brug for de ‘store’ værelser, end jeg har. Derfor kan der ikke rykkes rundt, og der er ikke plads til et skab eller et tøjstativ derinde.

Efter at have tænkt min hjerne i skiver, endte jeg på en løsning, som er 3 væghængte stænger, med bøjler på de to nederste og S-kroge på den øverste til de kjoler, jeg hopper i og ud af, fordi én tolkeopgave kræver én dresscode, mens en anden kræver en anden.

Men de helt spidse kroge laver mærker i tøjet, så derfor har jeg købt de bolde af uld, man bruger, når man tørrer tøj i tumbleren og banket dem på S-krogene. Nu har kjolerne en stor, blød bold af uld at hænge på, og finder jeg ud af, at den her løsning af en eller anden grund ikke er gangbar, kan stængerne bruges til alt muligt andet (IKEA, I love you!) og boldene kan bruges til deres oprindelige formål. 

3.

Haft et madplansdogme som har heddet ‘Fryser’.

Jeg har før haft som fokuspunkt, at jeg skulle bruge én eller to ting fra det kolde dyb i løbet af ugen, men den her gang var min selvpålagte regel, at aftensmaden hele ugen skulle være noget, jeg hev op – og det har jeg holdt.

Samtidig havde vi i fredags påskefrokost i Fridas klasse, hvor jeg havde skrevet mig på ‘kage’, og jeg endte med at medbringe 2 poser fastelavnsboller, en stor kage og en pose æbleskiver; alt sammen også fra fryseren – og det forsvandt som dug for solen.

Det har frigivet rigtig meget plads, hvilket dels er rart, og dels gør det nemmere at holde øje med, hvad man har derude, og jeg har nu allokeret en hylde til mad, vi skal have spist den kommende uge. For lad os bare være ærlige: Den her uge har jeg taget alt det, vi godt gad spise. Men der er også en solid håndfuld plastbøtter med de retter, som måske ikke står øverst på ønskelisten – men som bestemt stadig kan spises.

Det er en klassiker at styre udenom det, man enten er træt af, eller som måske ikke blev *helt* som man havde forventet, da man lavede det – men det strider imod alt, hvad vi jo her prøver at fremelske, bare at smide det ud.

Når det er sagt, er livet også for kort til at slæbe sig igennem 14 trøstesløse retter, så aftalen med mig selv er blevet, at vi kører på den kommende uge, og næste weekend tager jeg så en ærlig gennemgang af det, der er tilbage, og smider det ud, vi ikke har fået spist.

Status, Månedens Mål, april (3/4)

Det her tegner til at blive den korteste statusopdate på et ugemål so far. 

For allerede tirsdag kastede jeg mig over opgaven. Loggede ind på Mit YouSee og begyndte at lede efter oversigten over mit dataforbrug, som jeg SVÆRGER, at jeg har set derinde tidligere. 

Torsdag gav jeg op. Det eneste, jeg kunne grave frem, var en detaljeret oversigt over mit forbrug, der var SÅ detaljeret, at den var ubrugelig. Jeg satte den op til at vise dataforbrug for marts – og KUN dataforbrug. Den kvitterede med 90 (og det var altså: 90) sider.

Go. Fuck. Yourself. 

Og YouSee har på mange måder fungeret godt, de år, jeg har haft dem. Men de MÅ være den virksomhed, på tværs af samtlige brancher i verden, der har den RINGSTE robotservice, både på chat og telefon. Jeg vedkender gerne, at jeg måske har fået lige rigeligt temperament udleveret, men jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så tæt på at tyre min telefon ud ad vinduet i raseri. Uanset hvor T-Y-D-E-L-I-G-T jeg forsøgte at tale, forstod talegenkendelsen ikke ét ord af, hvad jeg sagde. Chatfunktionen var ikke meget bedre, og da jeg endelig nåede frem til et rigtigt menneske, gik det så langsomt, at jeg var ved at rive min hud af i strimler i afmagt. Det er mig fuldstændig ubegribeligt, at det kan være mere rentabelt at bemande chatten med personer, der MÅ køre ét-fingersystem i et tempo som snegle på valium, end bare at køre old school-opkald.

Men da vi efter 20 (TYVE!!!) minutter var nået frem til, at 1) hun kunne hjælpe mig med at finde de samme tal, som jeg selv havde fundet, at 2) man kan se forbruget i telefonen, nå, ok, du vil gerne se for FLERE måneder, nej, det ved jeg ikke, hvordan man gør, smed jeg håndklædet i ringen. Jeg er nødt til at ringe til dem en dag, hvor jeg har 16 timer i overskud til at nå forbi deres forpulede gatekeeper-robot, så jeg kan tale med et rigtigt menneske, og så få vedkommende til at gennemgå mine abonnementer med mig i røret.

Der kommer en update, når jeg har en, enten fra mig eller fra et af mine oldebørn.

———-

Det sidste fokuspunkt i denne måned er forsikringer, med hovedfokus lagt på autohjælp og rejseforsikringer, fordi sommerferien venter om hjørnet.

Helt lavpraktisk kommer jeg selv til at læse de policer, jeg har på de enkelte forsikringstyper, måske kombineret med en enkelt googling på, hvad man typisk glemmer at forsikre.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg været inde og læse op på, hvad et årskort til WOW-park ellers giver rabat til, for de har fået nye samarbejdspartnere, og det betyder, at der nu er rabat på entre på mange af de steder, vi kommer, bl.a. Odense Zoo, Djurs Sommerland og Universe. Men alle med børn ved også, at ‘rabat’ kan være et meget bredt og bøvlet begreb (Legoland, jeg kigger på jer), så jeg brugte en time på læse det med småt.

Men lige her ER der faktisk meget reel rabat at hente. De steder, vi kommer, hedder den enten 25 eller 50%, og med en gennemsnitspris på en entrebillet på omkring 300 kr., kan det ikke betale sig *ikke* at gøre. 

Sommerferien bliver af 100 forskellige grunde ikke Sverige, som jeg ellers havde tænkt, men med det her kort og de medfølgende rabatter, er der i stedet mulighed for flere, kortere ture, hvor vi kan  køre B&B eller besøge gode mennesker, og så kombinere det med noget af det, ungerne synes er sjovt. 

2.

Er jeg så småt gået i gang med at kigge på haven. Den er mit smertensbarn, for jeg ville så utroligt gerne være sådan én, der slentrede zenbuddhistisk rundt og fandt eksistentialistisk ro ved at nippe blade af frodige planter. 

Desværre må jeg efterhånden sande, at jeg nok mere er sådan en, der er lidt grundrasende hele tiden, fordi det er støvet og meget varmt og der er dyr overalt. Planterne hader mig, fordi jeg vander i overensstemmelse med min personlighed, og de derfor enten kan vælge mellem for lidt eller for meget vand, og så er der den helt overordnede udfordring, at forhaven står i bagende sol fra morgen til aften, mens baghaven er i skygge det meste af dagen. Så. It’s complicated, som vi siger.

Men i år forsøger jeg at tackle det med realisme og minimal indsats, og derfor har jeg omtænkt hele konceptet. Min forhave, hvor jeg fik lagt fliser sidste år, egner sig fortrinligt til forårskaffe (og vin), men den er helt uafskærmet, og det kan godt give oplevelsen af at sidde i et udstillingsvindue, selvom vi bor i sidste hus på en lukket vej.

Baghaven er skideskøn om aftenen, og der er tagudhæng, der gør, at man også kan sidde derude, når det regner, hvis ikke vinden er alt for hysterisk. 

Så med ‘brugsværdi’ som bærende koncept, besluttede jeg, at jeg manglede noget afskærmning ud mod vejen, mens baghaven ville det fungere bedre med et mindre bord, der kan stå under halvtaget hele tiden, og dermed være klar til bare at bruge, uanset vejr.

Jeg fandt nogle fine og billige kapilærskjulere i træ uden bund. Dem har jeg købt 4 af, og når jeg lige får dem samlet, kommer de til at stå langs kanten af forhaven – men i stedet for at fylde dem med jord, kommer jeg til bare at købe planter, der kan stå i, uden at skulle plantes om. Min tommestok og jeg kan se, at der er plads til 2-3 planter i hver, og dør der en enkelt, kan den bare skiftes ud, hvilket er billigere og langt mere overskueligt end fuld udskiftning, jord og flere lecanødder.

Ift. mit kæmpe bord på 200 x 100 cm., fik jeg den ide, at nogen med et mindre måske havde lyst til at bytte, så jeg smed en besked op i den lokale fb-gruppe og spurgte – og det var der sgu! Så i stedet for at bøvle med at sælge det, jeg har, og derefter finde et nyt, der passer, så byttede vi bare lige over. Jeg hentede det i eftermiddag, og det er perfekt.

Ovenikøbet betyder det, at de 6 stole, jeg har til det gamle bord, så kan fordeles, så de to af dem kan stå i forhaven med mit lille bord, mens de sidste 4 kan stå i baghaven om det nye, tilbyttede bord.

Jeg synes, i al beskedenhed, at jeg er genial. 

3.

Tror jeg, at Bilka To Go har fået nye folk, for da jeg hentede varer i mandags, havde jeg fået 4 liter mælk med, jeg ikke havde bestilt.

Vi drikker, når bølgerne går højt, 1 liter mælk om ugen, så jeg smed 2 liter ind til naboen, 1 liter over til min mor, og da jeg alligevel skulle ud til oldefar med den sidste, fik han en pose boller fra fryseren og en bøtte frisklavet tomatsuppe med. Jeg fik plads i fryseren, og han fik ordentlig aftensmad. Win/win, som vi sagde i 90’erne. 

Status, Månedens Mål, april (2/4)

Jeg har hængt godt i, synes jeg.

Jeg har fået sagt mit madblad op, har tjekket Patreon ift. kun at betale til de podcasts, jeg hører, og så har jeg tjekket de abonnementer, jeg har på min telefon. Jeg har ikke opsagt en eneste af dem, men jeg har lagt en reminder i min kalender i slutningen af juni, for der er et par stykker, jeg ikke har brugt de sidste 4-5 uger, og de skal siges op, hvis jeg til den tid stadig ikke bruger dem.

Derudover har jeg regnet på, hvad jeg bruger på de streamingtjenester, vi har, og sammenholdt med, hvad en tilsvarende løsning vil koste hos YouSee, og det viste sig at være billigere. Ikke meget, men lidt har også ret, og det ER smart, at det hele er samlet samme sted, fordi jeg så med det samme kan se, om jeg kan nedgradere til en billigere pakke, hvis jeg opsiger én af streamingtjenesterne.

Endelig opdagede jeg, at jeg faktisk kan spare penge ved at konvertere mine iTunes- og iCloud-abonnementer til Apple One, for ud over at spare 20 kroner i måneden, får jeg Apple+ (endnu en streamingtjeneste) oveni. Jeg kan ikke gennemskue, hvordan det forholder sig med iCloud ift. at børnene kører på familieabonnement, men fordi priserne ikke er vanvittigt forskellige, synes jeg ikke, at der er noget at miste ved bare at skifte, og så må jeg se, om jeg ender med at få en notifikation om, at jeg er ved at løbe tør for lagerplads.

Jeg håber, at I også har fået skåret en hæl og hugget en tå, så det, I har nu, passer til det, I rent faktisk bruger?

Dermed er vi nået frem til næste uges fokuspunkt, som er telefon og internet. 

Stort set alle udbydere har på deres hjemmeside en funktion, der hedder noget i stil med ‘Mit YouSee/Telia/Whatever, hvor du kan gå ind og se, hvad du/I konkret har forbrugt de sidste mange måneder. Jeg opdagede for et par år siden, at jeg, uden at opdage det, var blevet opgraderet til et abonnement, der var way overkill ift. hvad jeg faktisk forbrugte, så hvis man de sidste 3 måneder ikke har været i nærheden af at nærme sig sit max, så kan det vise sig at være time well spend at tjekke, om der findes en billigere løsning, man kan skifte til.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Erkendt, at jeg ikke får brugt de to (ellers meget lækre) sprays fra Rituals, som jeg fik i fødselsdagsgave.

Årsagen er lige så simpel, som den er idiotisk: Jeg har haft begge dufte som håndcremer, og jeg er helt og aldeles ovre dem. Det har jeg brugt et par måneder på at parlamentere med mig selv om logikken i, men fact er, at jeg styrer udenom dem hver eneste morgen, og de er for dyre til bare at stå og samle støv.

Min veninde fik den ene, min søster den anden, og nu er jeg fri for at irritere mig over mig selv, hver eneste gang, jeg åbner skabet. 

2.

Justeret min vaffelopskrift – og inden du tænker: “Ej, ok. HVOR små ting skriver vi på??” så lad mig lige forklare. 

For vi har rigtig ofte små mennesker sovende her, og de ved, at de kan lokke mig til at lave vafler til dem uden at presse ret hårdt. Derfor er det faktisk lige nu noget, der er på menuen et par gange i måneden.

Og hvor jeg tidligere ikke bemærkede, om der var vafler i overskud, når børnene gik fra bordet – for hvis der var, kunne det skyldes mellem 50 og 100 forskellige ting – så kan jeg pludselig nu se, at der konsekvent er cirka 1/3 af portionen tilbage, når alle har sagt tak for mad. 

Man kan jo egentlig godt fryse dem, for stakker du dem og pakker dem i bagepapir, så kan de lunes i ovnen uden at blive tørre – men jeg er blevet selektiv med, hvad jeg fylder fryseren med. Ganske enkelt fordi jeg efterhånden har fundet ud af, at stort set alt kan fryses, hvis du gør det rigtigt. Men det bliver rodet og uoverskueligt, hvis hylder og skuffer er fyldt med 100 små rester og ting, der kan bruges som snacks, og så ender jeg med enten pludselig at mangle mad-mad til de dage, hvor det ville være en hjælp at have, eller at opdage, at jeg har frosne retter nok til at bespise et mellemstort Hjemmeværnsarrangement, under alle vaflerne og bægrene med smøreost.

Men at smide en solid håndfuld vafler ud, hver gang jeg laver en portion, er ikke i orden, så nu har jeg haft lommeregneren fremme og har reduceret opskriften med en tredjedel.

3.

Fået ny ovn og emhætte (hurra!). 

Inden den søde elektriker stak af med det gamle, sørgede jeg for at rapse de 2 riste fra den gamle ovn, for nu, hvor jeg ofte udnytter, når jeg alligevel har gang i ovnen, står jeg jævnligt med 3 varme bageplader, eller brød, der ikke er kølet nok af til at smide i poser, når jeg skal bruge pladen igen, og mangler en rist.

No more. Nu har jeg 3, og det er perfekt.

Status, Månedens Mål, april (1/4)

Jeg synes, det har været en krads start ovenpå påsken og De Uendelige Ugers sygdom. Føj, hvor jeg har løbet stærkt. Der har været svømning og læsning og dobbelt op på klub til Anton, mens Frida fik en tandbyld midt i det hele, og så har der været en del kommuner, der ikke har betalt deres fakturaer, for ‘det har jo været påske?’, som de siger, når jeg ringer. (Og ja. Jeg vil gerne bede om en medalje for at holde mit tonefald indenfor normaltregistret, når jeg spørger, om de udviser samme largeness over for de mennesker, der skylder dem penge, tak fordi du spørger).

Jeg øver mig i at kigge tingene kritisk efter i sømmene, når det bliver SÅ vildt, som den her uge har været, for selvfølgelig er der noget af det, som bare er #life.

Men der er også knapper at skrue på. F.eks. er jeg indtil nu gået med Anton ind, når han skal til E-sport, og har hjulpet ham med at logge ind. Samtidig har han fået lov at køre på nedsat tid – men det betyder, helt lavpraktisk, at vi onsdag kører hjemmefra 16.40, og at den er 17.15, inden Frida og jeg er hjemme igen. Det er røv og nøgler, når vi så skal afsted kl. 18.10 for at hente ham igen. Ikke mindst fordi vi om tirsdagen har et tilsvarende set up, hvor jeg afleverer Anton først, kører videre med Frida til svømning, venter 45 minutter, tager Frida med igen, og samler Anton op på hjemvejen.

Jeg vil strække mig ret langt for at få det til at fungere, men nu har jeg lavet et lamineret kort med hans login-oplysninger (på den analoge, krypterede måde, selvfølgelig) og sagt, at han skal være der de fulde 2 timer. Det betyder, at Frida og jeg faktisk får tid nok til, at den kan bruges til noget, f.eks. lektier eller aftensmad.

Det er ongoing work in progress, men det er ok. Det er fedt, at der er noget, han har lyst til og kan rumme, og vi skal nok få det til at fungere. 

Nå, men alt det for at sige, at mit fokus på månedens mål har været laserfokus-glemt-glemt-glemt-LASER!-glemt-glemt-fokus. Og alligevel er jeg faktisk nået med. Så altså: Håb for os alle, I guess?

*Jeg har fået slettet ikke færre end 23 apps på min telefon. Derudover har jeg pakket nogle af de mapper ud, som jeg har lavet for at skabe overblik, men hvor jeg simpelthen glemmer, hvad jeg har liggende. Og det er jo ikke fordi jeg er ved at løbe tør for plads, vel? Men der er heller ingen grund til at have en masse crap liggende, som man bare swiper hen over 400 gange om dagen. 

*Jeg har afmeldt omkring 20 nyhedsbreve, heraf flere, jeg ikke ANER, hvordan jeg er endt med at få. Det vilde er, at jeg ikke som sådan har forholdt mig til, at de dumper ned i min indbakke flere gange dagligt – men sikke dog en ro det har givet at melde dem fra.

*Min oprydning på insta har vist sig at være en lidt mindre strømlinet omgang, for jeg har gennem længere tid været i gang med at redesigne mit feed. Jeg har skruet voldsomt ned for folk, der mener en masse om mad og træning og politik og neurodivergens, og har i stedet tilføjet en ordentlig stak kunstnere, fotografer, sportsfolk – og dyr. 

Derfor har jeg faktisk de sidste måneder unfollowed meget af det, der ikke længere giver mening for mig, og fordi jeg samtidig har været nogenlunde konsekvent i, hvilke typer af konti, jeg trykker ‘Følg’ på, rammer algoritmen plet meget af tiden med nye forslag. 

Derfor følger jeg netto nogenlunde samme antal, som inden jeg begyndte at rydde op, men sammensætningen er en anden, og passer bedre til det, jeg bliver glad af at kigge på nu.

__________

Den kommende uges underemne er: Underholdning.

1.

Mit primære fokus bliver min tv-pakke og mine streamingtjenester. Det er et punkt, jeg har skubbet siden november, for det er sådan en opgave, jeg HADER. Min hjerne smelter, når jeg skal sætte mig ind i ting, der ikke interesserer mig, og det gør det her virkelig, virkelig ikke. Det er bare noget af det, der skal fungere, og hvor jeg, hånden på hjertet, kan komme til at køre alt for længe på dyre og/eller outdatede workarounds, fordi jeg ikke kan overskue at skulle læse op på alt det med småt. 

Men da jeg ville tilkøbe TV2 i november, så Frida kunne se julekalender, var der sket en HELT masse med pakkerne hos YouSee. Det har derfor været på min mentale liste siden, for jeg kan formentlig samle de streamingtjenester, vi har, og tilkøbe de tv-kanaler, vi gerne vil have, for nogenlunde det samme, som vi giver nu.

Og jeg siger ikke, at hverken jeg eller I kunne finde på at dele login med andre mennesker. Men HVIS nu man hørte om nogen, der besudlede moralen med den slags, så kunne man lige lade gå videre, at det ser ud til at være en stakket frist, så man kan måske ligeså godt få fundet en mere holdbar løsning først som sidst. 

2.

Jeg vil have taget stilling til mine abonnementer på podcasttjenester, blade og aviser.

3.

Og endelig kommer jeg til at tjekke de abonnementer, jeg har på min telefon. Der er helt sikkert nogen, jeg ikke bruger nok til at forsvare det, de koster.

(Hvis man lige har glemt, hvor man gør det, så er det Indstillinger -> Apple-id -> abonnementer)

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fået de forkerte frostvarer udleveret fra Bilka To Go.

Det var ikke fordi, der var så mange af dem, og der var nul problemer med at få de manglende varer udleveret, men fordi BTG ikke må tage fødevarer retur, når de først er udleveret, stod jeg med 3 poser frosne rundstykker, som vi aldrig får spist. 

Jeg spurgte derfor naboen, om de kunne bruge dem, og det kunne de.

Nu er jeg fri for, at rundstykkerne optager plads i min fryser, og naboen har fået dem, mens der stadig er masser af levetid tilbage på holdbarheden. 

2.

Brugt de 6 gange, jeg af min sundhedsforsikring fik bevilget til behandling hos akupunktøren.

Vi er et stykke ad vejen, men vi er der ikke helt endnu. Derfor lagde vii en ny plan, da jeg var der sidst, og jeg var egentlig indstillet på, at det ville blive for egen regning. Men hvis ikke man spiller, vinder man ikke, og derfor prøvede jeg at søge om 6 nye behandlinger – og dem fik jeg. Sgu. 

Det er 3600 kr., jeg ikke selv skal have op ad lommen, og det er umådeligt værdsat. 

3.

Har jeg igen haft Frida og slænget med i svømmehallen. Vi øver selvhjulpenhed og selvstændighed i vildskab, og som jeg vist har nævnt før, er de der næsten.

For mig er det ok at sidde med en bog eller noget arbejde et par timer eller tre, og damerne passer stort set sig selv, men fordi de efterhånden er store, og kan være i vandet længe, ender de ofte med at blive sultne, mens vi er der.

Det er helt fair, og om de får en is på en legeplads, eller en bolle i svømmehallen gør ikke den store forskel, men her ender det bare ofte med at blive lidt af en udskrivning, fordi de så også skal have noget at drikke, og det åbentbart er der, vores svømmehal har valgt, at avancen skal ligge.

Derfor købte jeg, sidst jeg var i Tyskland, en ramme 0,25 cl. kildevand med skruelåg med hjem, og dem er jeg begyndt at have med.

“Men Linda – hvorfor tager du ikke bare vandflasker med? Det er da meget mere bæredygtigt?”

Det er fuldstændig rigtigt. Og det er faktisk noget, jeg selv har brugt tid på at irritere mig over.

Men jeg må sande, at det her er et af de områder, hvor praktikken ender med at spænde ben for projektet, hvis jeg sætter ambitionerne for højt. Hvis jeg skal sørge for drikkedunke til 3-4 børn, alt imens jeg superviserer pakning af svømmetøj, sørger for, at Anton har, hvad han skal bruge herhjemme, mens vi er væk, og også husker det, jeg selv har planlagt at lave eller fikse, mens jeg sidder vagt, så ender det med, at jeg glemmer det, og så bliver det købte kildevand til priser, der kun *lige* ligger under det, en nyre på det sorte marked står i.

Det er en af de erfaringer, jeg har gjort mig over de sidste par år; at man kan inkorporere gode, bæredygtige vaner, men det er ikke dem alle sammen, der holder ved, når hverdagen ruller, og man har mange bolde i luften.

I starten fik jeg nærmest stress over det, fordi det føltes som 2 skridt frem og halvandet tilbage, men efterhånden er jeg nået til en slags fred med, at ambitionsniveauet er nødt til at matche det generelle overskud, og at det, der er en god løsning den ene måned, ikke nødvendigvis er det den næste.

Status, Månedens Mål, marts (4/4)

Jeg er ved at være godt med ift. at få brugt ned af det, der bare har ligget og gjort sig til, så der har ikke være store områder, der har stået og kaldt på fokus.

Derfor har der været plads til et par små-projekter, som dels har været fryseren og dels har været snack-kurven.

Om et par uger afholdes der påskefrokost i Fridas klasse, og traditionen tro er det sammenskudsgilde. Da Anton var lille, var jeg ret strømlinet med de ting, og bød jeg ind med pizzasnegle bagte jeg, så der var til hele flokken.

8 år senere har jeg lært, at børn er fuldstændigt ligeglade til arrangementer af den her slags. Derfor har jeg sænket ambitionsniveauet betydeligt, og denne gang meldte jeg ind med ‘sødt’. Det giver mig nemlig mulighed for at få lunet og medbragt de 2 poser fastelavnsboller, æbleskiverne og den halve chokoladekage, der trænger til at blive spist. Der er INGEN, der går op i, om der er den mindste smule sammenhæng eller tema i det, der medbringes, så på den her måde får vi både arbejdet lidt med madspild, samtidigt med, at vi sørger for, at der er lidt til alle små smagsløg. 

Derudover har jeg købt en pose vaniljeproteinpulver, så jeg kan få lavet smoothies af de poser med restfrugt, jeg har smidt i fryseren de sidste måneder, og så har jeg samlet alle de rester af kiks, nødder og tørret frugt, som altid ender i forskellige kasser og bokse, mine forsøg på at holde dem samlet til trods. Om 10 minutter er vi så langt, at sommerferien begynder at tegne sig i horisonten, og så er det omsonst af have madpakkesnacks liggende. Derfor gør vi lige en indsats for at få brugt det, vi har, og så sørger jeg for at være lidt systematisk med indkøb de sidste måneder frem mod ferien.

Med marts i ryggen og april i fjæset, er vi således klar til en ny runde.

Månedens Mål, april:

Målet for april er at få luget ud i abonnementer og tilmeldinger.

Egentlig havde jeg tænkt, at vi skulle køre de hårde hvidevarer nu, hvor strømmen falder til sommertarif, og fryseren (forhåbentlig) er nogenlunde tom ovenpå marts’ fokuspunkt, men fordi der på en del abonnementer er en opsigelsesperiode, synes jeg, at det er smart at få dem kigget igennem, så de kan siges op, inden vi rammer sommerferien.

Denne gang vælger jeg, at vi følges ad, så jeg varsler ugens fokuspunkt på forhånd. På den måde bliver det forhåbentligt overskueligt nok til, at I derude kan få det flettet ind; også selvom vi snubler rundt i sommertid og helligdage. 

Vi starter stille og roligt ud, og den kommende uge handler det om at få luget ud på de sociale medier.

Mine 3 punkter bliver:

*at tjekke min telefon igennem og slette de apps, jeg ikke længere bruger.

*at bruge de 10 sekunder der tager at afmelde nyhedsbreve og reklamemails, der brager ind i indboksen, fordi jeg engang i tidernes morgen købte noget, der fortaber sig i tågerne.

*at unfollower de profiler på insta, som jeg lidt for længe bare har scrollet hen over, fordi jeg ikke længere er et sted, hvor de giver mening for mig at følge. Jeg synes ubetinget, at det er nemmest at gøre, når profilerne popper op i feedet, for går jeg ind på min følger-liste, kan jeg ikke huske, hvem der poster hvad. Jeg har god erfaring med at have det som fokuspunkt, og er man den lidt resultatdrevne type, kan man tjekke, hvor mange man følger i dag, og så sammenligne med tallet om en uge.

Det handler ikke kun om at være en ordentlig følger, der faktisk gerne vil se det, afsenderen poster (for ingen af os kan lide at blive iagttaget af mennesker, der dybest set ikke bryder sig om os), men også meget om, at algoritmen giver dig det, du gerne vil have. Følger du 100 bageprofiler, bliver det det, den foreslår, igen og igen, og det er der jo ikke rigtigt nogen grund til, hvis du er ovre surdejsbrød og banankager.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Lavet lidt lavpraktisk fb-empiri ift. en termo-beholder til mad. Frida er ofte så sulten, at hun kunne æde en ulv, når hun kommer hjem fra SFO, så vi har talt om, at det måske kunne være fint at have nogle rester eller nudler med.

Jeg har selv haft en termo-beholder på ønskesedlen, for jeg har også somme tider rester med, så nu syntes jeg, at der var en lejlighed til at købe én, som vi så kan deles om.

Men når man googler, kommer der 16.000 forskellige mærker og typer frem, og i de tests, der er lavet, er der intet system i, hvilke der får hhv. gode og dårlige anmeldelser. 

Jeg smed derfor en fb-forespørgsel ud på den, jeg selv havde forelsket mig i, og hele 3 forskellige mennesker i min omgangskreds havde præcis den model. De sagde god for den, så nu er den købt og prøvet – og den *er* god. 

2.

Returneret et par svinedyre sko, jeg havde købt til mig selv online, som simpelthen var så fine. 

Men jeg syntes, de svuppede en lille smule i hælen i den ene størrelse, og var lige til den lille side i den anden.

Det er en milepæl for mig at få dem sendt retur. Faktisk. For tidligere ville jeg have beholdt de største af dem og sagt til mig selv, at det ikke var et problem, eller at det kunne løses med en sål. Selvom det virker fuldstændig idiotisk, og blottet for logik, så er der et eller andet i, at når pengene er trukket på kortet, 5 dage inden jeg får varen i hænderne, så føles det ikke som et ÆGTE-ægte køb – og derfor bliver jeg  mere tilbøjelig til at trække på skulderen af detaljer, som ville få mig til at lægge varen tilbage på hylden, hvis jeg stod i en fysisk butik og skulle betale for varen, her og nu.

Når jeg shopper tøj, har jeg lært, at det ofte er en god ide at bestille så meget på én gang, at jeg VED, at noget skal retur. For hvis jeg kun bestiller to ting, og den ene er perfekt, mens den anden er ok-ish, så kan jeg sgu godt komme til at beholde dem begge, fordi det virker lidt bøvlet at skulle igennem returmøllen for én ting. Ikke, at jeg er så klar omkring det inde i hovedet, men når jeg lige dvæler ved det, kan jeg godt se, at det er det, der sker.

Derfor er enkelt-items altid lidt et sats, og derfor tæller den her sejr tredobbelt.

3.

Haft besøg af min søde veninde fra Aarhus.

Jeg havde derfor pakket de ting fra Den Store Oprydning, som andre Aarhus-folk havde lagt billet ind på, så hun kunne få dem med retur, og så bladrede jeg for et par uger siden mine parfumer igennem, og sorterede dem fra, jeg ikke bruger.

Hun er et af de få mennesker, jeg deler duft-smag med, og derfor er vi de sidste par år begyndt at give hinanden de parfumer, der bare står og glor, eller dem, der kun er en smule tilbage i. Det er en ret fin måde at teste dufte på, inden man selv køber dem full size, så ud over, at det altid er sjovt at få noget i hænderne, man ikke selv er stødt på eller havde tænkt på at vælge, så er det også en god måde at undgå kommende fejlkøb på.

Hun nappede et par af dem, jeg havde fundet frem, fik en med til en fælles veninde, og den sidste fik min mor.

Det gav lidt plads på hylden, hvilket var perfekt – for hun havde nemlig også en med til mig:)

Status, Månedens Mål, marts (3/4)

I den her uge har jeg fået brugt noget af det, som egentlig ikke er bøvlet at have stående, fordi det er noget af det, vi stadig spiser, f.eks. pesto, pizzasauce og nødder.

Men jeg har tænkt over, at der faktisk ikke er grund til at have et basislager af den type fødevarer, når det nu er så forskelligt, hvad jeg laver af mad.

Selvfølgelig er det rart at have lidt mel, sukker og salt på hylden, ligesom hakkede tomater og tomatpure også bliver brugt i så mange retter, at det nok skal få ben at gå på.

Men derudover giver det mere madspild, end det giver mening at have hylderne pakkede med nudler, kokosmælk, havregryn og peanutbutter, for det når at blive for gammelt, inden jeg får det brugt.

Derfor har jeg besluttet, at vi prøver at køre med den model, hvor jeg kun har det allermest nødvendige i skabet, og så ellers køber fra scratch, når jeg pludselig forelsker mig i wok, bowls eller det græske køkken. Det kommer til at give nogle lidt højere emissionsomkostninger, end jeg har nu, fordi jeg somme tider er heldig, at jeg har soya eller en orientalsk krydderblanding til at stå, men mit bud vil være, at det på bundlinjen bliver udlignet af det, jeg køber, men ender med at smide ud, fordi jeg ikke når at bruge det.

Så hvis omkostningerne er de samme, så kan jeg ligeså godt vælge den model, der ikke giver madspild, så det prøver jeg nu.