M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
Den forgangne uge:
… har været vanvittig. Og det ved jeg godt, at jeg meget jævnligt skriver, men for lige at synliggøre, hvad jeg mener, så har jeg på syv dage været i Århus, Ålborg, Egtved, Hvide Sande, Sønderborg, Kolding og Oksbøl. Der har været arbejde, 2 x konfirmation, en retssag og et foredrag, der har været svømning, klub og soveaftaler, og kun 2 ud af 7 nætter har vi sovet under samme tag, alle 3.
Derfor er ugens sædvanlige 3 punkter samlet i ét enkelt punkt, for det har været alt rigeligt at komme bare nogenlunde helskindet igennem.
Når det hele bliver så hidsigt, compartmentalizer jeg så hårdt, at Box It må ringe any day now for at høre, hvordan jeg bærer mig ad, for hvis jeg forsøger at overskue mere end én dag ad gangen, brænder mit nervesystem sammen.
Det kan jeg godt – det meste af tiden, i hvert fald. Men der er opgaver og praktiske gøremål, som bliver et problem at opdage PÅ dagen, hvor de skal være fuldført, så derfor er mit første underpunkt den ekstra kolonne, jeg laver på min ugeliste. Herpå skriver jeg de ting, som skal gøres i god tid, og jeg klamrer mig til den, som en skibbruden til en redningskrans.
Det kan f.eks. være tøj og gave til konfirmationsfesterne, lektier, særlige remedier til skoleprojekter osv.
På madfronten går jeg helt lavpraktisk og tænker madspild ind på den måde, at alting skal kunne stå selv. F.eks. køber jeg små proteinyoghurt til min morgenmad, fordi jeg ikke kan nå at spise en halv eller en hel liter, når jeg ikke er hjemme til morgenmad halvdelen af dagene. Jeg erkender på forhånd, at jeg ikke kan fastholde overblikket på madpakker, fordi børnene har haft flere dage, hvor de har sovet hos mormor og morfar, og det derfor er dem, der har stået for at smøre dem, og her bliver det ganske enkelt for uoverskueligt at huske brød og pålæg og 3 slags skåret frugt. Derfor købte jeg i lørdags en stak pizzasnegle og focacciaboller og frøs dem ned enkeltvis, jeg købte frugt, der ikke skal skæres, men bare skylles, små poser popcorn, små yoghurt osv. og madpakkerne har derfor hele ugen bare skulle “samles”.
Til mig selv har den stået på knækbrød med ost, som lynhurtigt kan vippes sammen og medbringes i bilen (i et kaffefilter, så man ikke krummer ned ad sit sorte tolketøj #influencer #lifehack), proteinbarer, æbler og andre ting, der udmærker sig ved at kunne medbringes – og tages med hjem igen, hvis man ender med at spise frokost ude, eller der er mad, der hvor man kommer. Aftensmaden har, de dage, jeg har været hjemme, bestået af Fryser, Greatest Hits, Vol. II.
På den mentale front har jeg hver dag lukket og slukket med en idé, jeg har tyvstjålet fra podcasten A Slob Comes Clean: ‘The 5 minute pick up’. Og altså. Det er jo ikke sådan, at jeg tænker det konkret og står med et stop-ur, vel? Men efter at have ordnet og fikset og husket og sørget for, og efterfølgende at være besvimet i sofaen, er man (= jeg) tilbøjelig til bare at skride i seng, når man er mør. Men det skyder bare den efterfølgende dag skævt i gang for mig, hvis jeg står op til et hus, der roder. Og hvor jeg kan have svært ved at overskue tanken om at Rydde Op, så kan jeg godt rumme at allokere 5 minutter til lige at tage det værste – og det ender 9 ud af 10 gange med at være nok til at genoprette ro og orden. Det er vitterligt kun 5 x 60 sekunder – men det er hele forskellen på at stå op og med det samme føle sig bagud, og på at kunne fokusere på den kommende dags indhold.
Sidst men ikke mindst har jeg kørt med to huskelister. Én i min telefon og én i min notesbog. På dem har jeg skrevet ALT, hvad der er kommet i indbakken, i det seKUND, jeg har set det. Aula, e-boks, arbejdsmail, tekstbeskeder, Messenger, påmindelser om aflevering af biblioteksbøger osv. osv. Når jeg samler det på de to lister (hvoraf jeg altid har den ene ved hånden), slipper jeg for at glemme noget, og samtidig er jeg fri for at skulle bruge en time på at sidde og rode rundt på alle platforme hver aften for at finde det, der er kommet i løbet af dagen, som jeg helt sikkert allerede har glemt.
Status, Månedens Mål, april (4/4)
Efter inspiration fra sidste uges kommentarfelt, ringede jeg i onsdags til YouSee igen, og råbte “MENNESKE!!!!” så snart robot-Josefine lod mig komme til orde. Og det virkede sgu! (Selvom hun lød en lille smule såret, da hun sagde: “Ok. Jeg forstår. Du vil gerne tale med en af mine menneskelige kolleger.”) Jeg fik, til alt held, Matthias i røret, som jeg havde en fin, fin samtale med. Da jeg forklarede, at jeg egentlig bare gerne ville se mit dataforbrug i ét helt tal for en måned, blev han nærmest vantro over, at det ikke kunne lade sig gøre. “Hæng lige på; jeg ser lige, om jeg kan få lov med mit eget” sagde han – for så, 30 sekunder efter, at udbryde: “Ej! 87 sider!? Det giver sgu da ingen mening?”
Vi talte i 5 minutter, og da jeg lagde på, havde jeg fået dobbelttjekket, at mine telefonabonnementer stadig passede til vores behov, OG jeg havde fået internet, der er 30 kroner billigere pr. måned, men stadig 3 gange så hurtigt, som det, vi har nu.
Time well spend.
Mine forsikringer er jeg stadig i gang med, for da jeg kastede mig over vores policer, kunne jeg se, at det ville give mere mening at gennemgå dem sammen med en medarbejder. Jeg ved ikke, hvad de har af nye produkter, så selvom jeg kan læse, hvad jeg har, så ved jeg ikke, hvad der ellers er af muligheder, og det vil jeg gerne bruge en halv time på høre om.
Jeg er blevet lovet et opkald i midten af næste uge, så jeg giver en update i næste uges indlæg.
——-
Således godt igennem april, er vi klar til at tage hul på maj måneds mål, som er de hårde hvidevarer. For mig bliver det køleskabet den første uge, fordi det er det nemmeste af dem, jeg gerne vil igennem, og det egentlig bare kræver en klud og en gang sæbevand.
De næste 3 uger er vaskemaskinen, tørretumbleren og opvaskemaskinen på programmet, og jeg skal nok til hver maskine poste en lille how-to, så det er lige til at gå til.
Knækbrød i kaffefilter! Det er jo intet mindre end genialt! Tak 😁
Særligt, når man altid har sort tøj på…:-D
Apropos “The 5 minute pick up” så er jeg i gang med at prøve at sparke en vane ind i min neurodivergente hjerne, hvor jeg rydder op i køkkenet samtidig med at jeg laver mad.
Det er sikkert noget, som folk uden krøllede hjerner slet ikke kan forstå 😀
Men at bruge den “spildtid” mellem at røre i maden eller vente på at pastaen koger, på at smide ting i opvaskeren eller vaske den anden pande/gryde op, gør en gigantisk forskel. Og ikke mindst tvinge mig selv til (ja, det er tvang, og det føles ofte som et overgreb på mig selv) at vaske de sidste gryder/pander op INDEN jeg sætter mig ned og spiser. For hvis det først står i vasken, så bliver det der indtil jeg skal bruge det igen – eller til det står så meget i vejen, at jeg er nødt til at tage det. Som bonus bliver det også ret tydeligt hvor kort tid det tager at gøre mange af de her ting, som ellers kan hænge og virke uoverskuelige. Fx kunne jeg konstatere, at jeg på under 2,5 minut (mens jeg pocherede et æg) kunne vaske en gryde og en pande op OG havde tid i overskud.
Jeg ved, at det nok virker helt fjollet for folk uden diagnoser, at det her kan være en ting i sig selv, fordi de jo bare gør det. Men jeg må bare sige, at lige det her lille fokus gør, at der er mere mentalt overskud – og som du skriver; at man ikke starter med at være bagud.
Hej Johanne, jeg har ingen diagnoser (om jeg burde have, skal jeg ikke kunne sige haha), og jeg vil bare sige at din kommentar om hvor meget du nåede på 2 minutter ramte mig lige så klokkeklart som Lindas indlæg tit gør. Så tak for den!! ❤️
Selv tak! Hacks er for alle, der kan bruge dem!
Og det var jo ikke for at ekskludere folk uden diagnoser, at jeg skrev sådan 😀 Kun fordi jeg selv, gennem hele mit liv, har set, hvordan andre “bare gør det”, uden at de tænker over det. Så det er først nu, efter der er kommet nogle diagnoser på, at jeg kan se, hvorfor det forholder sig sådan.
Men jeg er stadig mystificeret af de mennesker, der bare kan holde et køkken uden at bruge energi på at tænke over det… Det er jeg vokset op med, hvor især min far var den diametrale modsætning, hvor han ikke kunne forstå, hvordan jeg kunne trække et spor af rod – også bare når jeg som voksen kom hjem og besøgte. Omvendt kunne jeg ikke kunne forstå, hvorfor han syntes, jeg rodede, når jeg jo bare havde lagt mine ting på sofabordet. Og spisebordet. Og i sofaen. Og og og…. Og måske heller ikke liiige havde ryddet væk efter at have smurt frokost til mig selv…. Slap dog af, far!
Mellem os, så kan jeg godt se det nu 😉
Oh, det der med et spor af rod…. Jeg bor alene, og jeg forbløffes konstant over hvor meget rod jeg genererer bare ved at eksistere 😂
Jeg har også en regel om, at jeg SKAL starte på ar tømme opvaskeren, mens min kaffemaskine laver min kop kaffe, og det vilde er jo, at man på de 45 sek jo har nået 2/3 af opvaskeren! Det er vitterligt mere tanken om opgaven end selve opgaven der fylder!
Det er SÅ godt med de der hacks, som man kan fastholde, enten ved hjælp af en ramme (‘at bruge spildtiden’) eller med en sætning, der er nem at huske. For mig er det ‘det er de løse ender, der stresser’. Den sætning siger jeg til mig selv minimum 3 gange om dagen. Hvis ikke jeg holder fast i den, falder jeg i den helt traditionelle fælde med at begynde at lægge vasketøj på plads, for så at få øje på noget, i det rum, jeg er gået ind, som jeg begynder på – hvor jeg skal bruge noget fra et 3. rum, og så ved vi godt, hvad der sker. Men det, at jeg har det kogt ned til en sætning, gør det konkret og håndgribeligt – og nemt at huske, hvor lidt der skal til, før det ender i hat og briller.
Tak for at dele, Johanne. Det er så fedt, at der er flere, der får glæde af det <3
Hvorfor skal du ødelægge den gode stemning og nævne det med at man bare lige skal ordne noget ét sted og pludselig er man igang med at fuldspartle vægge kl 23?
Føler mig totalt ramt her! 😀
Stort set hver aften, når jeg skal gå aftentur med Dex, så kommer jeg lige til at gøre noget andet. Hun er sååå træt af mig!
I går skulle jeg lige vaske fedtfilteret fra emhætten, fordi jeg havde lagt det i blød tidligere. Og forleden skulle jeg lige sortere i bogreolen, fordi det skal man jo, når man rejser sig fra sofaen for at gå aftentur med sin hund, og lige ser at man ikke har fået sat nogle nye bøger på plads, ikk? Det er et under, at hun ikke har slået mig ihjel endnu, men holder sig til at have eksistentiel krise hver aften, mens hun ser mig lave ligegyldige ting i stedet for at gå aftentur med hende…
PS. Bøgerne står nu bare på gulvet foran reolen, så det var jo en pissegod idé…
På plussiden har Dex så let adgang til dem, når hun skal vælge den, hun vil bruge til at skære halsen over på dig med…
Min hjerne er så neurotypisk som de kommer, og hver gang jeg forvilder mig ud i køkkenet bliver min (neuro-absolut-ikke-typiske) mand chokeret over *hvor* meget jeg kan have rodet, når måltidet står klart 😅
Eneste grund til at gryderne ikke står til næste dag er, at der som regel er plads i opvaskeren, og når jeg har spist skal der nok blive ryddet op.