Er der mere morfin?

Hvis jeg skulle skrive et udsagn, der ofte er blevet brugt om mig, så er det ‘hård, men retfærdig’. Jeg er direkte. Jeg gider ikke klynk. Hvis jeg passer børn, som laver den der uhUuhU-pylrelyd, hvor de forsøger at hustle sig til slik, men alligevel ikke kan svinge sig op til at hyle rigtigt, så får de besked på enten at tude rigtigt eller at holde mund. Når jeg er på job, bliver jeg irriteret, hvis min kollega er syg, men alligevel kommer rullende ind på kors, og forventer medalje alene for at stille på arbejde. Jeg gider ikke smittes, og jeg har brug for en makker, som kan løfte halvdelen af opgaven – ikke én, som skal bruge alle sine kræfter på at holde sig oprejst.

Nu sidder jeg så her. Med øjne, der presser sig insisterende mod hulerne og muskler, der overnight er blevet to numre for små, så min krop truer med at lukke sig sammen om sig selv. (Vil i den forbindelse gerne vide, hvorfor det kun er musklerne på forsiden, der opfører sig sådan? Kærlig hilsen King Kong). Min hoste har jeg lånt hos en 45-årig mand, der hedder Bjarne og er brøndgraver, og lys forvandler mine tårekanaler til fontæner. Har jeg meldt mig syg? Nej. Jeg er nemlig VIP-medarbejderen, som på mave og albuer slæber mig på job, for hvis ikke jeg gør, må firmaet nok lukke. Har jeg afløser på mine timer? Nej. Mine timer skal passes. Af mig. Som underviser i PRÆCIS det samme, som mine kolleger. For fanden. Når jeg (der i mørket på badeværelset, klamrende mig til håndvasken, med pillerne kørende ind i kæften på slisker), ser på mig selv i spejlet og hvæsetænker ‘Gud i himlen, meld dig dog syg!!’, så er argumenterne for ikke at gøre det, at det er alt for besværligt at skulle ringe rundt og finde afløsere, der sidder folk derude, som skal bruge en tolk, og jeg skal alligevel på kursus hele weekenden, hvor sygdom bare ikke er en mulighed, slut. For det er ikke fordi, jeg er bange for at opdage, at jeg kan undværes, tror I?

Kundeservice? Jeg må le!

Er kundeservice ved at være et udrydningstruet begreb, eller er det mig, der ikke får det bedste frem i folk? Da jeg var ung (sagde Tollundmandens lillesøster), lærte vi, at kunden altid har ret, og at det handler om at sælge noget, hvis du vil blive ved med at have et job. Hvis man blev spurgt om en vares placering, gik man med h-e-l-t hen til hylden, for “der skal 20 tilfredse kunder til at opveje én utilfreds”. Det lader ikke til, at de butiksansatte i idag er hæmmede af samme servicekodeks.

Forleden skulle jeg købe nyt træningsgear. Gik ind i forretning, fandt lidt forskelligt og slog kloen i en ekspedient: “Jeg mangler et bælte til mine træningsbukser. Er det her spænde stærkt nok til – ” (og her ville jeg så være fortsat med at forklare, at pågældende buks giver sig omkring to numre, når jeg træner, og at jeg utrolig gerne vil være fri for at undervise med mågen baskende frit nederst på ryggen. Nåede jeg ikke. Blev afbrudt af børnearbejder:) “Alllsåååå… Det tror jeg ik… Det ville jeg i hvert fald aldrig selv bruge det til. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvad du træner….? (udtalt i skeptisk tone med underteksten “dit fede, gamle læs”). “Nå ok. Men hvad så med den her trøje – har I den i en medium?” “Allllsåååå… Ik hvis ik den hænger deroppe.” “Nej, ok, fint nok. Så skal jeg bare have de her to ting. Vi har en samarbejdsaftale, så er det noget med, at vi får procenter?” “Alllsååå… Ik på trøjen. Det er Skiwear. Du får 10 % på bæltet.” “Ok? Jeg troede, at det var 30%?” “Allsåå.. Nej, det er kun på Fitnesswear. Bæltet er Sportswear.” Super. “Jeg vil stadig bare gerne have de her to.” “Haaaaaaj Claus! Kommer du der med nye varer? Zuuper! Skal du have en underskrift?” “Ok, hvis du er færdig med at bruge mit personalekort, så tager jeg det lige igen.” “Forretningens-Navn, det’ Pinille? Ja? Det ved jeg ik. Alllsåå, så skal du komme herned. Selv tak. Haaaj!” “Jeg.Vil.Gerne.Bare.Have.Den.På.Beløbet.” (og ud herfra, inden din IQ tager min med sig i faldet!!) “Jeg ska lige se noget bevis på, at du er ansat hos vores samarbejdspartner?” Det må være meget svært at finde gode folk idag, når en pige som hende stadig har arbejde.

Det er heller ikke længe siden, jeg var i hos Mac i Magasin. Jeg skulle have en øjenskygge til en gave. Jeg blev ekspederet af en pige, der virkede fascineret over det sjove ekko, hun hørte inde i hovedet, hver gang hun blinkede med øjnene. Da det åbenbart er hverdagskost, at luskede kunder forsøger at svindle sig til at bytte brugte øjenskygger, skal disse puttes i poser, som skal klipses sammen 4 steder. Herefter vikles det øverste stykke 3 gange rundt om selve øjenskyggen, inden man så klæber et kæmpe, ubrydeligt klistermærke på. Vores veninde ved kassen valgte at sætte det på oversiden. Som i: Der hvor man kan se farven. Hvilket jo for helvede ikke er særlig smart, når man skal beslutte sig for, om man kan lide den, eller den skal byttes. Da jeg sagde: “Øhm.. Nu kan hun jo altså ikke se, hvordan den ser ud?” vendte hun øjne. Ikke diskret, men på epilepsi-øjenæblerne-180-grader-rundt-stilen. Lige op i hovedet af mig. Hvorefter hun med et tungt suk klippede mesterværket op, og (provokerende) langsomt startede forfra.

Det er ikke kun live, den er gal. Jeg er blevet ringet op af Sylvia fra Gallup. Da jeg selv har siddet som phoner, deltager jeg somme tider i undersøgelserne, og ellers afviser jeg dem pænt og høfligt. Da Sylvia var phoner nr 3 på to uger, som “gerne ville stjæle 10 minutter af min tid”, takkede jeg pænt nej. Da hun spurgte, om de måtte ringe tilbage, gentog jeg mit nej-tak. Hvorefter følgende guldkorn vælter ud af mit telefonrør: “Det synes jeg er virkelig mærkelig opførsel! Du er blevet udvalgt til at deltage i en undersøgelse, og så vil du ikke engang bruge ti minutter?!” Øhhmm … What?! Hvad havde hun regnet med at få ud af det?? At jeg ville udbryde: “Aj, du har ret. Undskyld. My bad. Ring endelig igen.” Øgle.

Det er selvfølgelig betryggende at vide, at der findes et erhverv, man kan søge job i, hvis man en dag bliver træt af at stryge sin pæne personlighed, inden man går på arbejde.

Heksen, Eskapismen & Kunsten At Stå Stille

Når man arbejder på at ændre noget i sit liv, er det i mit tilfælde sådan, at processen foregår i etaper. Beslutningen skal træffes, døre skal lukkes, de nye skal lokaliseres og låses op, og man skal orientere sig i det nye landskab. I nogle perioder er der masser af drivkraft og energi til at arbejde sig fremad. I andre har jeg bare lyst til at trække dynen op over hovedet og melde mig ud.

Det, som kan volde lidt problemer, er stilstanden, synes jeg. Så længe jeg bevæger mig, er det ikke nødvendigt at skulle lære at sætte pris på den nye udsigt, fordi jeg ikke står stille længe nok til at kunne stille skarpt på den. Men ind imellem må selv Kipketer trække ind til siden for at få vejret. Ikke mindst fordi risikoen, for ikke at kunne finde sig tilrette i Det Nye Liv, er for stor, hvis man ikke justerer ind undervejs. Ikke meget sjov ved at nå i mål, hvis man først der opdager, at man har elastik om taljen, som i den anden ende er spændt fast i Fortiden.

Jeg mener dog ikke, at man skal dvæle ved alle detaljer undervejs. Står man stille for længe bliver fødder til rødder – hvilket er grunden til, at Gud opfandt overspringshandlinger og virkelighedsflugt. Mulighed for at hvile på bjerghylden til kroppen er klar til yderligere opstigning, men uden risikoen for at give efter for indskydelsen til at kaste sig ud over kanten i mellemtiden.

Jeg har tilbagelagt en god strækning. De værste fortidsabstinenser har fortaget sig, jeg kan se fordelene ved mine nye valg, og jeg har opdaget, at ordet ‘Nej’ findes i min ordbog (surprise, surprise). Nu begynder rastløsheden så bare at sætte ind. Al den energi og tankevirksomhed, jeg brugte på problemerne før, er pludselig frigivet og uden arbejde. At forsøge at kanalisere det samlet over i Det Nye Liv, føles som at stirre direkte ind i solen.

Derfor griber jeg til andere Methoden, og den seneste måned har jeg trænetogtrænetogtrænetogtrænet. Beklageligvis er vi nu der, hvor det begynder at give bagslag. Vågner med kronisk hovedpine, fordi jeg ikke kan nå at drikke vand nok til at erstatte mit væsketab, sover mæ hælve te, fordi kroppen ikke bare lige finder ro, når jeg beder den om det, og får kulhydrat-cravings, der er en hormonforstyrret gravid værdig. (Skræmte så sent som idag livet af en Aktiv Super medarbejder, da jeg med strithår og vilde øjne spænede hen imod hende, mens jeg råbte “Pebernødder! HVOR HAR I PEBERNØDDER!!?”).

Kan også mærke en trang til at tage på skiferie, der bliver vildere og vildere. Væk er erindringen om, hvordan jeg de sidste mange gange, jeg var afsted, frøs mine tæer så meget, at det sagde *knæk!*, hver gang jeg tog et skridt. Om de gange, skiliften stak af med mine handsker. Om de nedstigninger, jeg måtte foretage på sorte, isbelagte pukkelpister, fordi geografibristen endnu engang havde placeret mig Det Falske Sted. Pludselig kan jeg kun huske, hvor højt der er til himlen, når temperaturen er -17 grader, hvor hyggeligt det er, når alle dasker rundt i Helly Hansen, og hvordan Strohrom smager i kakao, når det indtages på en bjergside, der glimter som diamanter.

Hmm… Måske forkert strategi at skrive om det her i min cyberskriftestol? Fik ikke just mindre lyst til at tage afsted! Måske jeg skulle slå en handel af med mig selv: Hvis jeg kan holde balancen længe nok og tåle stilstanden nu og her – så må jeg belønne mig selv med en tur til næste år. Det kan jeg godt. Det skal jeg. Og hvis alt andet kikser, har jeg fri træning og 5 poser pebernødder ude i skabet.

In your face.

Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal mene om Facebook. Måske fordi jeg stadig mangler at få besvaret spørgsmålet om, hvad dets egentlige eksistensberettigelse er: Hvad er det, det kan? Udover at man kan finde folk derude – hvad bruger man det så til?

De fleste anti-facebookere starter med at angribe det faktum, at folk derude mater i vildskab, fordi der er prestige i at kunne fremvise 300 venner. Jeg tror dog ikke, at der er nogen, der bliver specielt imponerede over dét. Alle ved, hvor nemt det er at øge stakken, og hvis man har bare begrænset kendskab til folk og deres liv, kan man også tydeligt adskille vennerne fra fyldet. Det virker bare rimelig demonstrativt at takke nej til en venneinvitation, så jeg tror, at de fleste har folk på listen, som de ikke er venner nok med til at opfatte som sådanne – men som de alligevel ikke ønsker at fornærme ved at afvise dem.

På plussiden har jeg selv genfundet folk, som jeg har mistet kontakten med, enten fordi vi ikke kommer i de samme kredse mere (x-kæreste kategorien) eller fordi en af os flyttede, præ-Nokia. (Tænk engang: Der var en tid, hvor vi ikke havde mobiler. Jeg bliver nærmest fysisk utilpas ved tanken. Jeg elskerelskerelsker min mobil. På mit tidligere arbejde lykkedes det mig at blive kaldt til samtale 3 gange pga misbrug af arbejdsmobil, og på den jeg har nu, kan jeg se, at jeg har sendt 17993 beskeder. Connecting people? Yes Sir!) Det synes jeg er ret sjovt, og det er der kommet gode ting ud af. Men selvom jeg tænker alt, hvad jeg kan, kan jeg ikke komme i tanke om andre fordele. Måske fordi jeg ikke forstår at værdsætte de features, der tilbydes derude? Jeg har alle dage hadet alt, hvad der hedder kædebreve/mails/sms’er, og jeg nægter at videresende skidtet. På Facebook bliver jeg tæppebombet med invitationer til obskure grupper, muligheder for at teste om jeg er farveblind og kan kende forskel på filmstjerner, kys, knus og grafitti fra folk, jeg knap nok er på hej med – alt sammen videresendt fuldstændig ukritisk til alle i adressebogen.

Jeg synes heller ikke, at muligheden for at stirre uhæmmet ind i andre menneskers liv, er så sympatisk. Jeg kender en håndfuld fyre med hjerter så store, at de nemt kan holde af flere piger på én gang: De har lukket deres profiler på Facebook, og direkte adspurgt svarer de, at det er fordi, det giver for mange komplikationer, at kvinderne, (der ikke kender til hinandens eksistens) pludselig kan se hinanden, læse hinandens hilsener osv.

I kromosomlejr XX har temaerne Selvpineri og Hævn flere gange været oppe og vende i forbindelse med Facebook. Når kæresten finder en ny, er der nu mulighed for online at følge med i, hvor på forholdsskalaen de befinder sig, og hvor hurtigt hans venner også bliver hendes. Hvis man, ufrivilligt eller uden at vide det, har været hende ved siden af, tager det idag under et minut at sende en kærlig hilsen til hans kæreste.

Så kort sagt: Et medie, jeg ikke helt ved, hvad jeg skal bruge til – men som jeg stadig er en del af. Tænk, hvis jeg gik glip af noget. Tænk, hvis jeg var den eneste, der ikke var ombord. Tænk, hvis alle andre har gennemskuet det. Facebook. Jeg gider ikke sætte mig ind det, men kan åbenbart heller ikke sætte mig ud over det.

Vil du pakke Barbien ind? Det er en bryllupsgave.

Jeg hørte engang en gammel mand sige, at sjælen er det, man har indeni, som føles ens hele livet, uanset hvad man mødes af i spejlet. Måske er det derfor, at det ind imellem er så svært at forstå, at hylstret har overhalet indholdet. Jeg har nu opdaget, at den mentale udfordring ikke kun gælder for mig selv – jeg er også begyndt at overføre den på andre: Min søster skal giftes. Må man overhovedet det, når man stadig har alle sine mælketænder??

Når jeg sidder med folk, jeg har kendt i mange år, som fortæller om deres job, sker det jævnligt, at jeg kommer til at fnise. Jeg har simpelthen så svært ved at forholde mig til, at det er os, der er dem nu. Når jeg er på hospitalet, sætter jeg min lid til, at min læge afsluttede sit studie med det højeste karaktergennemsnit på sit hold, og at han altid har levet og åndet for lægegerningen. Han må helst ikke have kravlet rundt på sit kollegie iført ølhjelm og opkast. Og det er her, jeg bliver forstyrret af virkeligheden, når det gælder mine venner. Jeg husker tydeligt, hvordan Petrea (som idag har ansvar for den dansksproglige udvikling hos indvandrerbørn på Amager) og jeg drev vores musiklærer lodret op af væggen af arrigskab, ved konsekvent at stemme saxofoner, hver gang hun skulle sige noget. Eller Stig (som idag er ved at have søgt fonde nok til at åbne sit børnehospital i Burundi), som fejrede afmontering af bøjle ved at drikke sig i hegnet og cykle i byen. Han væltede, og slog det meste af gebisset ud. Lene (som hver gang vi var på Roskilde, måtte ligge med hovedet i en spand, fordi hun ikke kunne tåle alkohol), der har brugt de sidste mange år på at fikse andre menneskers tænder. Og endelig mig selv. Hvor skal jeg nærmest starte? Det er sket mere end én gang i min karriere, at jeg har tænkt: “Aj. Det er sgu alvorligt det her. De skulle da have bestilt en rigtig tolk!” Men efterhånden er jeg ved at affinde mig med, at det nu er os, der er arbejdsmarkedet. Det er ikke snyd eller noget vi leger, når min kammerat godkender en førtidspension for en alkoholiker, eller min veninde bliver beskikket forsvarer for en voldtægtsforbryder. Det er en lille smule mærkeligt, men jeg er ved at vænne mig til det.

Og det er så her, vi vender tilbage til min søster. For ikke nok med at hun skal giftes som 5-årig; nu er hun også blevet fastansat som pædagog. Min lillesøster! Susanne – som et utal af gange har vrælet efter mig: “Det bliver sagt!”, som kun kunne sove, hvis hun havde en bestemt pude, som var hysterisk angst for heste, og hvis fortænder jeg slog ud – hun sidder nu og samtaler med forældre om, at lille Emil har lidt for mange blå mærker til, at det kan komme af leg. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun er verdens sejeste pædagog – jeg har bare meget svært ved at delete lillesøsterfilteret, når jeg ser det for mig.

Det forekommer pludselig en smule mere rimeligt, at mine forældre trak på smilebåndet, da jeg som 15-årig stillede i kynisme, weltschmerz og hennafarvet hår.

Kender du den om blondinen, der skulle gøre rent?

De sidste tre måneder har min støvsuger opført sig som patient, der har od’et på panodil: De vitale organer er langsomt sat ud, og efterhånden ville det være mere effektivt at fjerne nullermænd og nytårsglimmer med mundholdt sugerør. Derfor har jeg idag investeret i ny, rød husalf. Fragtede den hjem på bagagebærer og bar den ærbødigt over dørtærsklen. Efter at have pakket ud og samlet, tænkte jeg, at kassen kunne bruges som kiste til min hedgangne Nilfisk. Da jeg tager den ud af skabet, kigger jeg på den med det ekstra lange afskedsblik – og opdager mystisk knap, der kan skrues op på 1300, men som står på 300…

Nogen chance for at Synkron-Støvsugning er på vej ind på listen over OL discipliner?

Kamp til stregen, flasken og flæsket.

Hvis man lige er vågnet af fire års koma, ville det være nok at kaste ét blik ud af vinduet og et andet i Århus Onsdag for med usvigelig sikkerhed at kunne sige: Det er januar.

Nåede det nogensinde at blive lyst idag? På to dage er temperaturen faldet 10 grader, Århus Kommune salter og ud af ingenting opstod en blæst, der er Esbjerg værdig. Man skal passe på, når man cykler (det holder aldrig op med at være sjovt at se andre mennesker komme cyklende med ansigtet låst fast i ‘jeg-er-MEGET-koncentreret!’-mimik, for så pludselig SPLAT!! at vælte, *smiley-der-vrider-sig-i-latterkrampe*) og glemmer man sine vanter, er man selv ude om det, når fingrene skal amputeres pga. frostskaderelateret koldbrand.

Århus Onsdag er ét langt forsøg på at få lov at absorbere medlemmer fra Club New Year Resolution: Reklamer for fitnesscentre, annoncer fra AA, NA, Vægtvogterne og tilbud om hjælp til rygestop og behandling af ludomani. Metoderne til at lokke de respektive, angrende syndere til, er mangfoldige. Kan se, at flere motionscentre giver fedmerabat. I mine ører lyder det som en hysterisk idé udtænkt af tynde, overexcitede marketingfolk på coke. Hurtig håndsoprækning: Hvor mange gider at være så fede, at det udløser rabat? Moralsk set er jeg heller ikke sikker på, hvor forsvarligt, jeg synes det er, at belønne folk for at øge deres misbrug? Når man opfordrer folk til at æde sig igennem december, Packman-style, for at få et billigt medlemskab i januar, er det så ikke det samme, som hvis AA udlovede rabat, for hver dom for spritkørsel, du kunne fremvise ved indmeldelse? Som at fortælle Robert Hansen, at han bare skal have snuden i sneen tre gange mere for at have sparet op til et helt års gratis medlemskab i NA? Som at love Daisy, at hvis hun kan tvinge den gule kulør på klaveret i kæften to nuancer mørkere, så udløser det 5 års gratis forbrug af Nikotinell? På den anden side kan man vel indvende, at målet helliger midlet. I så fald burde Anonyme Ludomaner måske overveje at udforme deres indmeldelsesblanketter som lottokuponer.

Top 5

– over tanker, der meldte sig d. 1. januar:

1) Hvordan er det menneskeligt muligt at være så tørstig, at jeg nærmest hallucinerer, når jeg igår drak, hvad der svarer til Brabrandsøens samlede indhold i champagne?

2) Hvor kommer alt det glimmer fra?? Glimmer + alabastfarvet ansigt = marmorkuglen Linda.

3) Hvem fanden er de lycra-uniformerede psykopater, der (den 1. januar, for crying out loud!) absolut skal jogge rundt i hele byen og stresse os andre?!

4) Hvornår ringer Burger King til mig, og spørger, hvordan de kan blive en verdensomspændende kæde med succes, så jeg kan forklare dem, at det er et spørgsmål om at skifte den kønsløse salatmayonaise ud med noget ordenligt fritte-snask?

5) Hvor er “Lodret Tekstning” på Subtitles-menuen? Faktisk skidesvært at læse vandret, når man ligger ned.

(2)007 – Med licens til at skride.

Så er de sidste 07-sandkorn ved at finde nødudgangen, og hvis man har læst med her på bloggen, ved man, at jeg hepper dem igennem med opmuntrende tilråb og klapsalver. Desværre slog det mig forleden, at på førstepladsen over Mest Sagte Sætninger, December 2006, stod: “2007, Kom ind!” Det er jo ikke specielt tilfredsstillende, at jeg allerede for et år siden var medium utilfreds med tingenes tilstand i mit liv – og så bare har ladet stå til. Jeg må nok med skam melde, at jeg har gået og ventet på, at der ville komme en voksen og løse mine problemer. (Må man kalde dem det? Eller er det ligesom at sige ‘skraldemænd’ og ‘handikappede’? Risikerer man at blive retsforfulgt af Dansk Sprognævn, til man lærer at kalde det ‘udfordringer’?).

Definitionen på dumhed er jo som bekendt at gentage samme handling og forvente nyt resultat. Hvis jeg vil have forandring, må jeg træffe nye valg. Og det er jeg klar til. Det har været et lorteår. Ikke mindst fordi processen med at finde ud af, at man har valgt forkert, faktisk er temmelig hård. Når man ved, at man skal vælge om, åbner der sig en verden af muligheder, og når jeg sidder der, med kortene bredt ud på bordet foran mig, så er jeg smerteligt klar over, at et hvert tilvalg også er et fravalg. Tænk hvis jeg vælger forkert igen? Men jeg mener ikke, at der er nogen vej udenom. Ikke at vælge er også at vælge.

Ind imellem kan det være omstændighederne der gør, at man må vælge noget til eller fra. Der kan gå lang tid, før man opdager, at man bruger så uhørte mængder af ressourcer på noget, at man ikke kan forsvare over for sig selv at blive ved. Erkendelsen forpligter, og man tvinges til at blande kortene og brede dem ud, selvom man ikke har lyst. Hvor det er dejligt med masser af muligheder, når man er klar til det (aka: ‘omstillingsparat’), så er det stygt at skulle vælge noget nyt, når man egentlig ikke har lyst til at give slip på det gamle.

Den gode nyhed er, at når først valget er truffet, bliver det nemmere. I hvert fald for mig. Vejen er udstukket og det er et spørgsmål om at sætte den ene fod foran den anden og holde øjnene på bolden. 2007 har været året, hvor tæppet blev revet væk under fødderne på mig af flere omgange, og hvor kortene blev spyttet ud med en kraft, der gav mig snitsår på hænderne, når jeg forsøgte at gribe dem. Men nød lærer nøgen kvinde at montere sugekopper under skoene, og trække de jernbeslåede arbejdshandsker på, og efter mange og lange overvejelser ved jeg nu, hvor jeg er på vej hen. Føles som at have gjort hovedrent i sit liv, og det er blevet nemmere at trække vejret.

Nytårsaften må man gerne være lidt højtidelig, synes jeg, og uden af der skal gå Søens Folk og Gud I Vold (fandt vi egentlig nogensinde ud af, hvad det betød?) i den, så har forandringens vinde blæst, og jeg glæder mig til at se, hvad de bragte med sig. Jeg vil lade David Gilmour få det sidste ord for i år, og lukke 2007 med et citat:

Lost in thought and lost in time
While the seeds of life and the seeds of change were planted
Outside the rain fell dark and slow
While I pondered on this dangerous but irresistible pastime

I took a heavenly ride through our silence
I knew the moment had arrived
For killing the past and coming back to life.

Godt nytår.

Heksen, klemmen og terningen.

Højt placeret på listen over trælse følelser, ligger følelsen af at komme i klemme imellem sine venner. Der er ikke meget, der er mere ubehageligt end at vide, at ligemeget hvad man gør, så ender nogen med at blive kede af det eller (oh gru!) skuffede. Jeg er ikke meget i tvivl om, at det er en udpræget pigeting; På legepladsen spillede drengene vist bare bold med dem, der var tilstede. Hos pigerne herskede der allerede dengang et meget avanceret straf/belønning system i forhold til, hvem der måtte være med, og hvilke roller de fik. Når dem man legede med rottede sig sammen, så man fik tildelt rollen som barn i Far, Mor & Børn, havde man enten overtrådt en eller anden obskur børneregel, eller teamet op med den forkerte. Det lyder ondt, men sådan var det, og vi gjorde det allesammen.

Sådan foregår tingene jo heldigvis ikke mere, men man kan stadig opleve situationer, hvor man føler, at man tvinges til at vælge side. Det er sindsygt ubehageligt, for de mennesker man har i sit liv nu, er folk, man har valgt at have der, fordi man holder af dem. Det er ikke længere nogen man bruger tid med, fordi vores respektive forældre har valgt at købe hus på samme vej.

For mit eget vedkommende er mine venner meget forskellige. De er stået på toget på mange forskellige stationer i mit liv, og en del af dem går mange år tilbage. Derfor er det også meget forskelligt, hvilke typer af venskaber jeg har med de forskellige, men jeg ville ikke være nogen af dem foruden. Jeg tænker på personligheden som en form for terning: Den har mange forskellige sider, men man kan kun vise en af gangen. Der er ikke nogen af siderne, der er mere rigtige eller ægte end andre, men der er selvfølgelig nogen der ligner hinanden, og nogen der ikke gør. Derfor kan det være en udfordring, at være sammen med folk, som man bruger to helt forskellige dele af sin personlighed med. Det er svært ikke at føle at man vælger side, når man vælger hviken side af terningen, der skal smides i vinduet. Og så er vi tilbage på legepladsen, og der er jeg ærlig talt lidt træt af at befinde mig. Det var ikke engang sjovt dengang.

Der findes mange afarter af Klemmen. Somme tider bliver man sat i den uden at være i rum med nogen af de involverede parter. For eksempel når én veninden spørger, om hun må kigge forbi til en fest man selv skal til hos en anden veninde – og man ved, at veninde nummer to ikke rigtigt hopper i stolen af begejstring. Eller når man anbefaler en veninde til et job, fordi hun som veninde er pålidelig og trofast – og hun viser sig at være slatten og løs i betrækket som medarbejder. Eller når man sætter en veninde op med en andens bror/fætter/kollega – og hun viser sig at have en sticky-needy side på terningen.

Heldigvis sker det sjældent, og det meste af tiden kan man rafle og slå uden problemer. Måske man skulle dedikere 2008 til at finde en multiside til sin terning? Gerne en, der er lidt rund i kanterne, så den ikke kan klemmes uden at smutte.