Bloggen

For et par år siden så jeg meget til en mand, som jeg havde et underligt og uafklaret forhold til. Jeg har sjældent plejet omgang med nogen, jeg kunne blive så gal på, men samtidig betød han faktisk også en hel del for mig. Et sted undervejs blev jeg klar over, at vores forhold var sådan lidt søskendeagtigt, og at de sider af hans personlighed, der gik allermest under huden på mig, til forveksling lignede dem, jeg stødte på i spejlet.

Så skete der 1001 ting, livet skiftede til 5. gear og vi mistede kontakten. En vodkavædet hilsen i ny og næ er alt, hvad det er blevet til det sidste halve år.

Men her til aften tikkede en sms ind, og i stedet for alt det sædvanlige kække gejl, valgte jeg at skrive: ”Jeg savner virkelig at snakke med dig.”

Og nu skal vi ses i morgen, og jeg glæder mig helt vildt.

Til de af jer, det på det seneste har syntes, at bloggen var lige zen nok: Good news. Dette er et af de indlæg, hvor jeg stadig bare er den arrige, indebrændte kælling.

En af de ting jeg afskyr allermest ved etablerede parforhold er, at mange kærester på et tidspunkt tilsyneladende mister evnen til at høre, hvordan de taler til hinanden, og samtidig mener, at de har ret til at udtrykke sig helt uden filter. Også når vi andre er der. Vi andre som – i parentes bemærket – stadig har hørelsen i behold, og ville ønske, at de ville skynde sig at smække det fintmaskede, orale net tilbage på plads.

Jeg er all for åbenhed, både i venskaber, arbejdsrelationer og forhold. Jeg tror ikke på at gå og ruge (surprise!), og både konflikter og store bogstaver kan ind imellem være nødvendige. Men en lille smule opmærksomhed på, hvordan man udtrykker sig, ville klæde mange. Man kan godt være ærlig uden at blive brutal, og man kan godt give kritik uden at blive uforskammet. Det kræver et minimum af omtanke. Som regel er det nok at overveje, hvordan du ville få samme budskab igennem til et menneske, der ikke kender dig så godt, at du ustraffet kan smide alle dine sociale hæmninger.

Jeg bliver sgu sur, når jeg bliver afkrævet særbehandling, og folk samtidig mener, at de fuldstændig ucensureret kan tale til mig, som det passer dem. Udelukkende fordi de kender mig. Det giver mig meget lidt lyst til at komme dem i møde, og jeg bliver tvær og kontrær af at blive castet i rollen som skraldespand.

Og nu kan jeg jo så passende bruge weekenden på at spekulere over, hvordan jeg skal forsvare netop at have gjort det samme ved jer.

Når jeg har været i Føtex, kigger jeg mig altid forbløffet om, når jeg træder ud af forretningen, pludselig i tvivl om, hvor jeg har parkeret min lastbil. Uanset hvor indtrængende jeg forsøger at messe du-er-på-cykel-du-er-på-cykel-du-er-på-cykel lykkes det altid min underbevidsthed at trickxxe os (nasty hobbit!) og få os udstyret med så mange poser, at det ville være et problem at få plads til dem i bagagerummet på en mindre personbil.

I dag var ingen undtagelse, men da jeg stod og forsøgte at få tungt læsset cykel til at holde op med at prøve at dåne, mens jeg monterede taske på bagagebærer, manifesterede sig pludselig en mand, jeg engang har kendt. På … *ahem* … den bibelske måde.

Det var super hyggeligt, mens det stod på, der er no hard feelings, og vi hilser både pænt og oprigtigt, når vi mødes, men altså… vi har ikke sådan RIGTIGT snakket sammen siden … you know. Galant som han både var og er, stoppede han op og hjalp, og det var fint – indtil det nogenlunde samtidig gik op for os, at der stod vi, i ulideligt klart dagslys og var fælles om et projekt, iført alt for meget torsdag og strikhuer.

Jeg tror, at ordet der bedst beskriver den kollektive stemning er ’befippelse’. (Hvilket jeg selv I situationen var fuldt ud i stand til at påskønne ironien i, vores historie taget i betragtning.)

Og hvordan siger man så pænt tak for hjælpen og kommer værdigt af sted fra sådan en situation?

Man nejer. Apparently.

!%?%!¤&?!¤!%!!!?

Nogen gange, ikke? Så tror jeg ikke engang, at jeg selv kender hende, der bor inde i mig.

Noget af det bedste ved at cykle rundt til mine opgaver er, at der er god tid til at tænke, mens man nu kører der og ikke rigtigt kan lave andet. (Og inden jeg går videre: Kan vi lige taget et øjeblik til at nyde, at vi igen kan cykle igennem? Ikke flere morgener, hvor man lister sig af sted som grundforskrækket krøbling, fordi en mikroskopisk, uoverlagt bevægelse vil fjerne cyklen under én og bringe asfalten alt, alt for tæt på ansigt og tænder.)

Her til morgen var det stille og klart, og jeg kom til at spekulere på, om jeg egentlig er lykkelig.

Måske definerer jeg lykke på en anden måde end andre mennesker, men jeg opfatter lykke som de øjeblikke, der ind imellem opstår, fuldstændig uafhængigt af tid og sted, hvor man gennemstrømmes af noget gyldent, der ikke lader sig beskrive med ord, men som smager af kærlighed, ubegribelig fryd og fornemmelsen af fuldkommen mening med livet. Det er magisk, og jeg håber aldrig, at jeg mister evnen til at føle det. Og netop deri finder jeg mening med de tæsk, livet også somme tider giver; lykke kan vel kun defineres, hvis man kan sætte det op imod sin modsætning, fuldstændig ligesom himmel og helvede er indbyrdes afhængige af hinanden, hvis de hver især skal kunne forklares og give mening.

For mig er kronisk lykke ikke eftertragteligt. Jeg vil have mine peaks, min vished om, at der findes noget større; jeg vil have noget at stræbe efter. Hvis jeg fandt det, der udløste Den Evige Lykke, ville loftet efter en tid blive det nye gulv, og der ville ikke længere være noget at lade sjælen søge op imod.

Fraværet af lykke er i min optik ikke det samme som ulykke. De to begreber er yderpunkterne og i mellem dem ligger tilfredsheden, som er den, jeg stræber efter. For mange vil ’tilfreds’ være det samme, som at lade sig nøje. For mig er det at føle, at det jeg gør, giver mening, og at huske at værdsætte hvor jeg er, og hvad jeg har.

Sjovt nok har jeg altid knyttet de stærkeste bånd med mænd, der jager lykken. Deres rastløshed og evige jagt på det, der skal få det hele til at give mening, og få livet til at begynde for alvor, virker ikke umiddelbart kompatibel med min ro ved at være, hvor jeg er – men ikke desto mindre har vores forskellighed bundet os sammen i noget, der lignede gensidig afhængighed. Jeg har haft brug for påmindelsen om, at der er mere derude, for ikke at størkne i det jeg har, og de har haft brug for trygheden i at vide, at det KAN lade sig gøre at finde ro og være tilfreds, uden at føle, at livet hele tiden er noget, der foregår et andet sted, og som man går glip af, hvis man bliver stående.

Måske er det derfor, det er gået galt med de fleste indtil nu? Når vi har spejlet os i hinanden længe nok, er vi begyndt at nærme os hinanden; at ligne hinanden og så forsvinder det spændingsfelt, der holder os sammen. Eller måske har vi bare ikke kunne holde ud af se os selv gennem den andens øjne: For den rodløse virker det stationære passivt og dødt, og for hjemfødningen virker flugten overfladisk og hul.

Når det har fungeret, har jeg følt det større end livet selv. Når det er gået i stykker, har der været øjeblikke, hvor jeg troede, at jeg skulle miste forstanden. Og ind imellem det har der været masser af hverdag med alt, hvad det indebærer af genkendelighed og gentagelser.

Livet som jeg kender og elsker det.

Så jeg er ikke lykkelig. Men jeg er tilfreds.

Jeg er ved at læse en bog, der hedder ”Skygge”. Den er svensk, og egentlig ikke specielt god. Lige præcis hæderlig nok til, at jeg læser videre, men ikke en af dem, man ofrer en time af sin nattesøvn på. Den er stort set blottet for kommaer, og det hader jeg. Tekster uden kommaer er for min hjerne den skriftlige pendant til langemonotonesætningerderbareblivervedogvedogved. Jeg er hele tiden nødt til at gå tilbage og genlæse passager for at tillægge dem så megen intonation, at de giver mening. Bruger de ikke kommaer i Sverige? Eller er det den danske oversætter, der har været påholdende?

(Her kommer jeg lige til at tænke op, om translatører arbejder efter nogle af de samme etiske garbage in/garbage out principper som sprogtolke? At vi fratager brugerne muligheden for at stifte bekendtskab med nuancer, registre og personlige præg, hvis vi forskønner og perfektionerer i stedet for bare at oversætte?)

(Undskyld. I ringer bare i nat, når I ligger og stirrer op i loftet, fordi ovenstående overvejelse gør jer ude af stand til at sove.)

Nå, men den her bog handler meget om en gammel mand, der hele tiden tænker tilbage på sin barndom. Og som altid, når jeg hører (og læser) om voksne, der lovpriser deres livs hensvundne forår, spekulerer jeg på, om jeg er den eneste tilbage i verden, der kan huske, hvordan det var at være barn?

For jeg synes, at det var fuldstændig ligesom at være voksen. Det kan godt ske, at børn ser uskyldige ud, og at de siger sjove ting, men de befolker en verden, der er styret af de samme mekanismer, som den vi andre begår os i. Misundelse og kærlighed, jalousi og venskaber, krav og forventninger, leg vs. pligter og ønsket om at gøre noget godt, for at imponere dem, der betyder noget for én.

Politi, moral og konsekvensanalyse er i det tidlige stadie repræsenteret af skolelærere, legepladsens uskrevne regler og mors og fars gode humør, men det er faktisk lidt som at forkorte en brøk med muligheder og krav i tælleren og alder i nævneren: Du kan fjerne og tilføje nuller, du kan gange op og dividere ned. Tallene ser forskelligt ud, men resultat forbliver det samme, og summen af problemer er konstant.

Jeg bliver forfærdelig irriteret, når mennesker på 50+ taler til mig, som om jeg ikke har begreb om, hvordan verden er skruet sammen, men da jeg sad med bogen i dag, kom jeg til at spekulere på, om det i virkeligheden ikke er det, de fleste af os gør, når vi taler med børn?

Det kan godt ske, at jeg har et job, hvor man somme tider kører galt (er faktisk sket en gang før, men da var jeg bare co-driver, så ikke et ord om mine evner som bilist) – men jeg har til gengæld også et job, hvor jeg idag:

Har sprunget rundt på betongulv som kvindelig udgave af Lord of The Dance (Lady of the Dance?) i et forsøg på ikke at blive ramt af imponerende, vedvarende tsunami af gnister. (Der var altså nogle ret lækre moves imellem, hvis jeg selv skal sige det.)

Efter (meget) lang, pinefuld højlydt samtale fra den ene ende af hallen til den anden, har erfaret, at jeg er ’smuk – men sgu for gammel’. (Prøliåhørher! Bliver 33 om 8 dage. Det er INGEN alder. Blev der sagt!)

Er blevet spurgt – og her citerer jeg ordret: ”Hey. Har du noget hash?” (WTF!? Ligner jeg TYPEN, der har hash??)

Er blevet lagt an på, at den eneste person i rummet, der pralede af at have været i fængsel. (Seriøst. Er min udstråling gået i stykker?)

Haft fået støvet HELE mit repertoire af sjofle tegn af. (Sgu godt man ikke er sådan en, der rødmer. Ret meget)

Man kan sige meget om mit job, men kedeligt; det er det aldrig.

De sidste par dage har der i avisen stået en del om snefygning på Falster, og om at problemet er så stort, at bæltekøretøjer må sættes ind. Jeg har flere gange kigget ud af vinduet og tænkt: ”Ikke et fnug her. Sgu da lidt mærkeligt, at det bliver ved med at sne SÅ lokalt.”

Status på Just Say No-projektet, her en god uge inde i det nye år er, at det går ufattelig godt, hvis jeg selv skal sige det. Der har ikke været ret travlt på arbejde, og mange af de projekter, jeg de sidste par år har været involveret i, er stille og roligt ved at være afviklet. Forleden sad jeg i min sofa og forsøgte at finde ud af, hvad det var for en mærkelig følelse, der havde besat min krop. Det tog noget tid at lure, men efter intensiv granskning kom svaret til mig: Kedsomhed.

Det har jeg sgu ikke prøvet i 7 år eller sådan noget.

Så jeg tusser rundt og hygger mig og har pludselig tid til at fryse, skændes med folk, være småsyg og sende vrede mails. (Skal nok lige vænne mig lidt til det her ’god-tid’s-koncept…)

Til gengæld har jeg også tid til at være glad over endelig at se long lost friends, spise ordentligt, lave mad til nogle af alle dem, jeg holder af og drikke god rødvin (jeg ved faktisk ikke, hvem jeg prøver at narre her. Som om jeg nogensinde er holdt op med det).

Og jeg har tid til at mærke, hvor meget jeg sætter pris på at have nogle virkeligt engagerede kolleger, som tager frygtindgydende godt imod én, når man laver oplæg for dem. For det skal jeg være ærlig og sige, at jeg godt kan finde lidt angstprovokerende. Èn ting er at uddanne nye instruktører eller at undervise kursister, der har betalt mig for at komme og gøre det, men noget andet er altså at undervise mennesker, jeg deler linie med i organisationsplanen. Uanset hvor meget man forbereder sig og virkelig gør sit bedste, så falder alting til jorden med et brag, hvis man bliver mødt af korslagte arme og janteattitude – og de her mennesker skulle have en medalje. De var åbne, nysgerrige og engagerede og stillede tålmodigt op til rytmeøvelser, der ellers mistænkeligt mindede om gøgl.

Nå. Jeg har et eksperiment i gang i køkkenet, der kommer gæster om en time og rødvinen drikker jo ikke sig selv. Hav en fantastisk aften derude på tundraen.

I forlængelse af hændelserne der lå bag det halvbitre indlæg i går, har jeg i dag gået og funderet over venskaber – sådan helt generelt.

Når man tænker på, hvor meget tid man bruger med dem, er det egentlig forbløffende, hvor lidt man forholder sig konkret til konceptet Venner. Måske er det fordi rammerne er lavet af gele? Det er vel ikke ligefrem krystalklart, hvornår man går fra at være bekendte til at være venner, og i den anden ende af spektret er det også ret udflydende, hvornår man har så lidt tilbage, at man ikke længere kan kaldes venner.

Måske er det derfor, at det er så svært at redegøre for sine forventninger til venner, for man kan jo ikke engang afgrænse, hvem der falder inden for den kategori.

Ligesom der findes usunde forhold, findes der også usunde venskaber. (Og bare så min omgangskreds ikke begynder at sidde og pege spørgende på sig selv og hinanden, vil jeg gerne understrege, at det her er en generel betragtning.) Nogle venskaber opstår i en periode, hvor begge parter mangler det, den anden kan tilbyde, men når den proces er tilendebragt, tror jeg da, at de fleste fortsætter med at opfatte hinanden som venner. Alt andet ville forudsætte en usædvanlig kynisk og objektiv tilgang til tingene.

Men pludselig bliver det, der før var både fantastisk og nødvendigt, forvandlet til den mystiske grimme lugt, som ingen kan finde kilden til.

Så længe man kan svælge i elendighed sammen, skaber det en dejlig tryg følelse af samhørighed, men når den ene pludselig begynder at få det bedre og gøre en aktiv indsats for at være glad, så sætter det også den andens situation i perspektiv: Pludselig er offerrollen noget, du vælger at have og ikke noget, De Andre er skyld i, og den indsigt forpligter. Det er bare ikke sikkert, at du selv er klar til at smide sutten.

Modsat er det for de fleste ret belastende at se på en, der bliver ved med at klynke, når man selv forsøger at holde op.

Eller hvad med forældre/barn konstellationerne, som kan være frygtelig nyttige, når man har brug for en at læne sig op af, men som bliver helt forkerte og underlige, når barnet pludselig har fundet fodfæste og kan selv igen, og voksenvennen ikke længere har et ivrigt publikum, der tisser lidt i bukserne af fryd ved hvert eneste ord fra Mesterens mund?

Venskaber er dyrebare, men måske man somme tider skal huske at kigge dem lidt efter i sømmene, så man opdager det, når de ryger tilbage i bekendtskabskategorien, hvor der er færre forventninger og krav, i stedet for pr. automatik at opfatte alle, der én gang er kommet med i hulen, som venner?

Det ville nok gøre livet en hel del lettere for begge parter.