I forlængelse af hændelserne der lå bag det halvbitre indlæg i går, har jeg i dag gået og funderet over venskaber – sådan helt generelt.
Når man tænker på, hvor meget tid man bruger med dem, er det egentlig forbløffende, hvor lidt man forholder sig konkret til konceptet Venner. Måske er det fordi rammerne er lavet af gele? Det er vel ikke ligefrem krystalklart, hvornår man går fra at være bekendte til at være venner, og i den anden ende af spektret er det også ret udflydende, hvornår man har så lidt tilbage, at man ikke længere kan kaldes venner.
Måske er det derfor, at det er så svært at redegøre for sine forventninger til venner, for man kan jo ikke engang afgrænse, hvem der falder inden for den kategori.
Ligesom der findes usunde forhold, findes der også usunde venskaber. (Og bare så min omgangskreds ikke begynder at sidde og pege spørgende på sig selv og hinanden, vil jeg gerne understrege, at det her er en generel betragtning.) Nogle venskaber opstår i en periode, hvor begge parter mangler det, den anden kan tilbyde, men når den proces er tilendebragt, tror jeg da, at de fleste fortsætter med at opfatte hinanden som venner. Alt andet ville forudsætte en usædvanlig kynisk og objektiv tilgang til tingene.
Men pludselig bliver det, der før var både fantastisk og nødvendigt, forvandlet til den mystiske grimme lugt, som ingen kan finde kilden til.
Så længe man kan svælge i elendighed sammen, skaber det en dejlig tryg følelse af samhørighed, men når den ene pludselig begynder at få det bedre og gøre en aktiv indsats for at være glad, så sætter det også den andens situation i perspektiv: Pludselig er offerrollen noget, du vælger at have og ikke noget, De Andre er skyld i, og den indsigt forpligter. Det er bare ikke sikkert, at du selv er klar til at smide sutten.
Modsat er det for de fleste ret belastende at se på en, der bliver ved med at klynke, når man selv forsøger at holde op.
Eller hvad med forældre/barn konstellationerne, som kan være frygtelig nyttige, når man har brug for en at læne sig op af, men som bliver helt forkerte og underlige, når barnet pludselig har fundet fodfæste og kan selv igen, og voksenvennen ikke længere har et ivrigt publikum, der tisser lidt i bukserne af fryd ved hvert eneste ord fra Mesterens mund?
Venskaber er dyrebare, men måske man somme tider skal huske at kigge dem lidt efter i sømmene, så man opdager det, når de ryger tilbage i bekendtskabskategorien, hvor der er færre forventninger og krav, i stedet for pr. automatik at opfatte alle, der én gang er kommet med i hulen, som venner?
Det ville nok gøre livet en hel del lettere for begge parter.
Jeg må indrømme – jeg har haft en del usunde venskaber. Venskaber hvor den anden part hele tiden forventede noget af mig, ja nærmest krævede. Og det skete alt for tit at jeg stod tilbage med aben når det var mig der havde brug for hjælp. Et af disse venskaber endte på en ret ond måde. Jeg havde gået i lang tid og gruet over hvordan jeg nu skulle fortælle det her menneske at jeg ikke synes der var noget venskab tilbage og at vi nok hellere måtte stoppe mens legen stadig var sjov. Men trods mine gode intentioner, fik en offentlig facebook besked mig til at se rødt. Jeg bestemte mig for at kommentere personens meget uintelligente post og det endte i en besked fra personen der endte med (så drop det nu). Det at persone ikke kunne acceptere andre holdninger til ting var mig utrolig, men forventet. Og dette resulterede i at jeg måtte vaske mine hænder og komme videre. Det nyttede ikke noget at beholde venskabet, personen havde selv sænket det ved at være en yderst ubehagelig person. Efter jeg konfronterede personen med mange forskellige oplevelser hvor jeg mente der var fejlet som en ven, fik jeg bare besked på at jeg skulle lade det ligge. Men det der har overbevist mig om at jeg gjorde det rigtige var da personen kontaktede en fælles ven for at bagtale mig, og ikke nok med det, luftede vores skænderi på Facebook. Hvilket jeg finder utilgiveligt. OG derfor synes jeg man skal tage problemer i opløbet. Inden de bliver så store at de bliver altudslettende. Ja, en lille bid fra min verden.
Vil lige sige du skriver virkelig godt og nyder at læse din blog dagligt. Bliv ved, bliv ved 🙂
Venlig Hilsen, Tinne
Super godt og tankevækkende indlæg 🙂
HØRT! Jeg tror du rammer plet med mange ting der – og får dem sagt/skrevet så præcist at vi alle kan se hvor hunden ligger begravet.
Jeg fik da i hvert fald sat på plads, at de ting jeg selv har gået og tænkt over (omkring et bestemt venskab der nu er gået i vasken) holder stik.
Jeg er ikke den eneste der har tænkt det – ergo kan jeg ikke være helt på glatbane der 😉
Det er tesen omkring det at fastholde sig selv (ikke mig; "vennen") i elendigheden og den dårlige stemning jeg tænker på. Det er d.r.æ.b.e.n.d.e…..
Men nu har min gamle ven da heldigvis fundet en ny at drøfte tilværelsens rådne sider sammen med – og selvom det gør ondt at savne nogle sider hos hende, er det alligevel helt okay. Jeg holdt det ikke ud i længden.
Tak for indsigt 🙂
venskaber udvikler sig vel også, i takt med os andre.
Tinne:Jeg tror, at du har meget ret i, at det er vigtigt at tage tingene i opløbet. Hvis det hele bunder i misforståelser, er det lettere at løse, jo hurtigere man sætter ind.
Og tak for dine pæne ord om min blog:)
Thea/Kirsten: Tak fordi I tager jer tid til at skrive, at I kan bruge mine skriblerier til noget. Det betyder rigtig meget for mig.
UR: Mjaaa… det gør de jo så ikke altid, synes jeg, hvilket er det, jeg prøver at forholde mig til i indlægget. Hvis venskaberne udvikler sig og man stadig kan give hinanden noget, så er alt jo, som det skal være. Min pointe er ikke, at man skal cutte forbindelsen, hvis livet udvikler sig i forskellige retninger for en selv og vennen. Tværtimod. Men jeg tror faktisk, at man kan spare sig selv og hinanden for meget, hvis man engang imellem mærker efter, om fundamentet for venskabet stadig er der, eller om det bare er vanen og historien, der er tilbage.