Ikke vred. Bare pænt skuffet.
Kender du de mennesker, der altid tilbyder deres hjælp – og når du så for en gangs skyld takker ja til den, får det til at lyde som om, det er så meget i vejen, at du bare frafalder?
Kender du de mennesker, der igen og igen beder dig om at passe på dig selv og om at huske at sige nej – men som bliver meget fornærmede, når det er dem, du siger nej til?
Kender du mennesker, der kalder sig venner, men som ikke er bange for at udnytte dig for selv at slippe lettere?
Kender du de mennesker, som burde vide bedre, og som derfor skuffer dobbelt, når de falder igennem?
Kender du de mennesker, hvis omsorg og engagement i virkeligheden ikke strækker sig længere end til en sms og en kommentar på Facebook?
Det gør jeg desværre også.
6. januar 2010 @ 20:32
hmm ja det gør vi vist desværre alle sammen ??
Til gengæld oplever man jo også engang imellem det modsatte ? jeg fik f.eks. tilbud om ærindekørsel fra relativ ny fitness-veninde, da jeg lå med mest hovedpine ovenpå hjernerystelse. Uventet og rørende… og min mor har også fortalt om uventede tilbud om kørsel her i det dårlige vejr… så heldigvis går det begge veje.. men det ændrer jo ikke ved skuffelsen!
– Mette
ps og ja lad være med at tilbyde at hjælpe hvis du ikke virkelig mener det ! Fat det! ikk´ å´?
6. januar 2010 @ 21:21
Nogle gange bliver man bare så træt – sådan HELT forfra! Jeg tror lidt på, at der kun er en ganske lille håndfuld mennesker man altid kan regne med.
6. januar 2010 @ 21:31
ja. men jeg har heldigvis lært at man kan pille de mennesker ud af sit liv, og erstatte dem med venner for livet!
Sus
7. januar 2010 @ 04:04
Ja, ja, ja, ja, og ja!
Men jeg kender heldigvis også det (!) menneske der helhjertet og uden agenda kaster sig ind i kampen og gør sit bedste 🙂
Vh Claus
7. januar 2010 @ 21:52
Mette: Jeg oplever det modsatte i rigt mål – men det forhindrer mig stadig ikke i at blive skuffet over mennesker, som jeg havde ventet mig mere af.
Gitte: Og det tror jeg, at du har så ganske ret i.
Sus: Enig. Alt det andet er spild af tid!
Claus: De findes derude. Heldigvis:)
9. januar 2010 @ 14:34
Undskyld hvis jeg så kommer her og er uenig med resten af verden, men altså..
Jeg tror virkelig, folk skal passe på, at de ikke altid bare forventer af deres venner, fordi at det er deres ret, når de nu engang er venner.
Det er som om, at er man ven, så skal man altid være der, også når ens eget liv er lort og man faktisk selv har brug for støtte. Jeg accepterer, at mine venner ikke altid har overskud til at høre på mig, ligesom jeg også føler mig i min ret til at sige; nej, det her kan jeg ikke lige nu. Et venskab er give and take, og man skal ikke bare tage for at give eller give for at tage. Man skal være venner, fordi man har en gensidig respekt og kærlighed til hinanden, fordi man har det godt med og nyder hinandens selskab, og fordi man har indset, at den anden er et almindeligt menneske. Ikke en psykolog, man kan trække på til alle tider, for det er der bare ikke altid kræfter til. Og det er ikke fordi, ens ven er ligeglad. Det er et fejt kort at trække. Det er som om, vi idag bare holder vores vennekreds for at have nogen af læsse af på – alt for mange venskaber er altså baseret på den slags, og dét er ikke sundt, tror jeg. Som et tjeneste-regnskab der skal gå op, for ellers er man ikke ordentlige venner. Hvis en facebook-kommentar er alt en person lige orker i dét øjeblik, jamen så respekter, at det der overskud måske ikke er til mere pt. Ens venner skal have respekt for en, men man skal også have respekt for sine venner..
9. januar 2010 @ 15:03
Anonym: Du skal ikke undskylde for at være uenig – det må man gerne her på bloggen:)
Jeg er helt enig med dig i, at det i bund og grund handler om, om man har respekt for hinanden. Der vil helt naturligt være tidspunkter, hvor den ene ven i skabet har overskud og den anden ikke har, og den dynamik SKAL der være plads til.
Men jeg mener ikke, at decideret egoisme har noget at gøre i et venskab. Når jeg begynder at føle mig udnyttet, er min grænse nået. Hvornår det er, vil være meget, meget afhængig af den enkelte ven og vores historie med hinanden. Jeg ville aldrig bare vende en ven ryggen pga. misforståelser eller manglende overskud, men hvis jeg har prøvet at snakke med vedkommende om det, og han eller hun ikke lytter eller tager vores forskellige holdninger til tingene til efterretning, kan tiden – for mig – være kommet til at lade vore veje skilles.
Tak for din kommentar.