Status på Just Say No-projektet, her en god uge inde i det nye år er, at det går ufattelig godt, hvis jeg selv skal sige det. Der har ikke været ret travlt på arbejde, og mange af de projekter, jeg de sidste par år har været involveret i, er stille og roligt ved at være afviklet. Forleden sad jeg i min sofa og forsøgte at finde ud af, hvad det var for en mærkelig følelse, der havde besat min krop. Det tog noget tid at lure, men efter intensiv granskning kom svaret til mig: Kedsomhed.
Det har jeg sgu ikke prøvet i 7 år eller sådan noget.
Så jeg tusser rundt og hygger mig og har pludselig tid til at fryse, skændes med folk, være småsyg og sende vrede mails. (Skal nok lige vænne mig lidt til det her ’god-tid’s-koncept…)
Til gengæld har jeg også tid til at være glad over endelig at se long lost friends, spise ordentligt, lave mad til nogle af alle dem, jeg holder af og drikke god rødvin (jeg ved faktisk ikke, hvem jeg prøver at narre her. Som om jeg nogensinde er holdt op med det).
Og jeg har tid til at mærke, hvor meget jeg sætter pris på at have nogle virkeligt engagerede kolleger, som tager frygtindgydende godt imod én, når man laver oplæg for dem. For det skal jeg være ærlig og sige, at jeg godt kan finde lidt angstprovokerende. Èn ting er at uddanne nye instruktører eller at undervise kursister, der har betalt mig for at komme og gøre det, men noget andet er altså at undervise mennesker, jeg deler linie med i organisationsplanen. Uanset hvor meget man forbereder sig og virkelig gør sit bedste, så falder alting til jorden med et brag, hvis man bliver mødt af korslagte arme og janteattitude – og de her mennesker skulle have en medalje. De var åbne, nysgerrige og engagerede og stillede tålmodigt op til rytmeøvelser, der ellers mistænkeligt mindede om gøgl.
Nå. Jeg har et eksperiment i gang i køkkenet, der kommer gæster om en time og rødvinen drikker jo ikke sig selv. Hav en fantastisk aften derude på tundraen.
Published by