Lad den, som er uden skyld…

Til de af jer, det på det seneste har syntes, at bloggen var lige zen nok: Good news. Dette er et af de indlæg, hvor jeg stadig bare er den arrige, indebrændte kælling.

En af de ting jeg afskyr allermest ved etablerede parforhold er, at mange kærester på et tidspunkt tilsyneladende mister evnen til at høre, hvordan de taler til hinanden, og samtidig mener, at de har ret til at udtrykke sig helt uden filter. Også når vi andre er der. Vi andre som – i parentes bemærket – stadig har hørelsen i behold, og ville ønske, at de ville skynde sig at smække det fintmaskede, orale net tilbage på plads.

Jeg er all for åbenhed, både i venskaber, arbejdsrelationer og forhold. Jeg tror ikke på at gå og ruge (surprise!), og både konflikter og store bogstaver kan ind imellem være nødvendige. Men en lille smule opmærksomhed på, hvordan man udtrykker sig, ville klæde mange. Man kan godt være ærlig uden at blive brutal, og man kan godt give kritik uden at blive uforskammet. Det kræver et minimum af omtanke. Som regel er det nok at overveje, hvordan du ville få samme budskab igennem til et menneske, der ikke kender dig så godt, at du ustraffet kan smide alle dine sociale hæmninger.

Jeg bliver sgu sur, når jeg bliver afkrævet særbehandling, og folk samtidig mener, at de fuldstændig ucensureret kan tale til mig, som det passer dem. Udelukkende fordi de kender mig. Det giver mig meget lidt lyst til at komme dem i møde, og jeg bliver tvær og kontrær af at blive castet i rollen som skraldespand.

Og nu kan jeg jo så passende bruge weekenden på at spekulere over, hvordan jeg skal forsvare netop at have gjort det samme ved jer.