What’s your definition of dirty, baby?

Jeg er tilbøjelig til at være enig med Groucho Marx i hans påstand om, at sex er kommet for at blive. Men selvom alle ved, at alle har det, så er det alligevel somme tider nogle underligt tyndbenede samtaler, vi har om det. Der kan selvfølgelig være grænser for, hvor meget man gider vide om sine veninder (og ikke mindst deres kærester..), men man skal kende hinanden ret godt, før der kommer detaljer på bordet. Måske hænger det sammen med, at man kun har sig selv og sin egen track record at sammenligne med. Der er vel ingen, der har lyst til at fremstå som hverken snerpet eller overdrevet frisk. Derfor bliver det tit ved skrækhistorier, man har hørt om andre. Måske for – uden at udlevere sig selv – at få bekræftet, at den grænse man har, er relativt normal.

Og der er mange gode historier at tage af. Der var ham, som scorede en tilfældig aften udenbys. Som godt nok undrede sig over, at hun havde latexlagen på, og også spekulerede på, hvorfor hun hev en kæde med kugler op af skuffen og deponerede dem i ham, en af gangen, et meget privat sted, mens de var igang. Han fik svaret på begge spørgsmål, da hun, lige på toppen, trak til og skabte undertryk. Et rimeligt spørgsmål undervejs ville have været “Undskyld, men hvad fanden laver du?!”, men tilsyneladende sidder ens grænser i tøjet, og når først det er røget, så tror jeg faktisk, at det er meget almindeligt, at man forsøger at spille med.

Vi har i omgangskredsen snakket om, at det værste må være, hvis man finder en kæreste, man er glad for, som efter et år smider en fantasi på bordet, som man bare synes er klam. Én ting er at møde en fyr, som allerede første aften løfter sløret for, at han synes det ville være super med et golden shower, mens han rusker sit oppustelige får. Accio tøj, lumos og spektral transferens. Væk. Men hvis nu det er en, man virkelig er glad for? Kommer det ikke til at påvirke ens syn på ham, sådan helt genrelt?

Det er måske derfor, at det kræver lidt mod at flashe en fantasi eller forsøge at indfri én, man tror, at partneren har. Venindes generte veninde tog mod til sig og overraskede kæresten på ‘velkommen hjem, skat’-måden i nyt, småt, rødt lingeri. Hans kommentar: “Rød er godt nok ikke lige din farve, hva?” Eller min veninde, som midt i et one-night stand blev udsat for et stripnummer så avanceret, at fyren endte med at blive viklet ind og sidde fast i sit eget bælte. Svært at komme overbevisende igen som erfaren førsteelsker ovenpå dén.

Der er signalværdi i mange ting. Jeg læste igår, at man kan købe dildoer formet som delfiner og hestehoveder (virker pludselig knap så truende at skulle finde et hestehoved i sin seng). Hvordan skulle man kunne hive sådan en frem, uden at han kommer til at grine?? Og tror, at han er endt i sengen med Sussi fra 4B. Er der ikke sådan lidt My Little Pony over at åbne skuffen, og der ligger Svipper og Penny?

Det må sgu da være svært, hvis man har en eller anden bizar tilbøjelighed i sengen. Man ved jo formentlig godt selv, hvis det er lidt uldent i kanten og selvom der idag er klubber og selvhjælpsgrupper til alt, må det da være træls, hvis man ikke kan få lov at gøre det, man helst vil, med den man holder mest af. Men når det er sagt, så har vi bare alle sammen vores grænser et sted. Ligemeget hvor meget jeg holdte af min kommende mand, så ville jeg fx aldrig indvillige i at blive niflet på. Jeg synes, at det må være klamt (!) og fornedrende. Og jeg vil utrolig gerne være fri for at skulle sove i seng, hvor den våde plet måler 1 x 1 meter.

Kutter Nyt, 3. del.

Jeg ved, at jeg er klar til at tage hjem, når:

– jeg ikke kan lade være med at blive en lille smule irriteret, når jeg henter mine bedsteforældre, og min bedstefar siger: “Du må kun køre 50 km/t her.”

– jeg spinner til L’Amour Toujours, og tager mig selv i at nynne med.

– jeg alvorligt overvejer at bede min far brænde en kopi af Rod Stewards den nye.

– jeg ser en flaske rødvin og tænker: “Aj, jeg springer over”.

– jeg begynder at opføre mig, som om jeg er 15. Trådte i vand og fik våde strømper. Uden at jeg helt ved, hvordan det skete, kom min mor og jeg næsten op at skændes om det. Min mor insisterede på at låne mig et par nye, mens mine tørrede. I starten takkede jeg bare nej, fordi jeg synes, at det var ligemeget. Til sidst havde det udviklet sig til Ungeren om igen, og jeg var nærmest nervøs for, at hun ville gennemføre et lynangreb og tvinge nye på mig, hvis jeg blinkede for langsomt med øjnene. Jeg behøver vel ikke sige, at om jeg så havde fået forfrysninger og koldbrand i foden, så ville jeg hårdnakket have hævdet, at jeg ikke kunne mærke det?

– mit hår ser normalt ud igen.

Kutter Nyt, 2. del.

Inden jeg tog i SFO’en idag, pålagde jeg strengt mig selv at opføre mig ordenligt. De kører timerne hernede, som de mener, at de skal køres, og det skal jeg bare holde min kæft og rette ind efter. Skik følge eller land fly, som de siger i Dansk Folkeparti. Tørrede således omhyggeligt alle udtryk af ansigtet, inden jeg entrerede salen.

Startede med at konstatere, at nogen havde glemt at sende mig den mail, hvor der stod, at vi skulle stille i nissehuer. Utrolig ærgeligt. Riggede an, timen startede og altså … Jeg prøvede. Det gjorde jeg virkelig. Men efter ti minutter var jeg iført, hvad Lene har døbt ‘mit Esbjerglook’. Det består af to lodrette rynker fra hårkanten til nederst på næsen, og en kæbe så stam, at min mund (helt undtagelsesvist) ikke ville kunne tvinges op med et brækjern. Man kan selvfølgelig indvende, at det er ligemeget, at cd’en er fuld af ridser og hopper, når man snakker og synger ind over, nonstop.

I går skrev jeg, at man i Esbjerg har fået super-evnen at kunne rejse i tid. I eventyrerne er det altid sådan, at helten i bytte for til at kunne gøre sig usynlig/flyve må afgive evnen til at føle kærlighed/græde. I Esbjerg har man valgt kollektivt at ofre sin rytmesans. Vi kørte de samme programmer, som vi gør i Århus, men i en underlig off-beat hybridudgave, hvor man ikke var forpliget af takter overhovedet. Havde stillet mig helt ned i det ene hjørne med det resultat, at man i spejlet kunne se en 17 forskellige versioner af programmet, og helt bagerst, en hestehale springe op og ned, pinball-style.

Og nu vi snakker om mit hår: Jeg ligner en, der har redt hår med et pindsvin. Mit hår lider forfærdeligt af hydro-jetlag. Manglen på kalk i vandet kombineret med den sindsyge, saltinficerede blæst, (som man ikke har fantasi til at forestille sig, hvis ikke man har boet hernede), har forvandlet mit hår til ståluld. Har lyst til at gemme elendigheden under en hat. Bliver nok temmelig svært at finde en hue, jeg kan tvinge ned over dén afro. Tjekker lige i morgen, om der en af de andre børn, der har en (stor) nissehue, jeg må låne.

Kutter Nyt.

I anledning af julen er jeg for en kort bemærkning tilbage i hjemstavnen. Det er en lidt besynderlig oplevelse. Føler mig hensat til parallelunivers, hvor jeg har mulighed for at se mit liv, som det ville have formet sig, hvis jeg havde valgt at blive boende i Esbjerg. I Århus er jeg omgivet af folk, som lever liv, der i store træk minder om mit. Hernede er alle mine jævnaldrende igang med deres anden barsel. De har indkørsler med to biler og bunker af fliser, der skal bruges til terrassen, de er ved at anlægge i 70’er huset, de går og renoverer. Det er en surrealistisk oplevelse. Jeg tror, at vi på begge sider står og spekulerer på, hvem af os, det er synd for.

Således momentant løftet ud af mit liv som jeg kender det, skal det øgede rødvinsindtag jo gerne suppleres af en passende form for aktivitet. Jeg har en rimelig høj grundspænding, og hvis ikke jeg får fysisk afløb for lidt af min energi, ender jeg hurtigt med at kradse tapetet af væggene. Heldigvis har børnehaven også to stuer hernede, så valgte idag at tage toppen af rastløsheden ved at skamride spinningcykel. Det viser sig, at man i Esbjerg endelig har løst gåden om, hvordan man rejser i tid. Jeg trådte gennem en portal forklædt som dør, og vips! Tilbage i 1992 med Lasgo og Best of Eurotrance. Vi startede dog med at varme op til julemusik. En glimrende idé, synes jeg. Man mangler lige det sidste for at føle, at man har hørt helt nok. Retfærdigvis skal det siges, at jeg ville have sat større pris på det, hvis jeg havde vidst, hvad der fulgte. Det er med stolthed i stemmen, at jeg kan fortælle, at jeg idag røg hele 10 taktslag over min normale maxpuls. Jeg peakede lige imellem det 10 minutter lange remix af ‘Lamada’ og den udødelige klassiker ‘Blow my whistle’. Raseri eller fysisk anstrengelse; maxpuls er maxpuls. I spidsen for herlighederne stod Krestena, som udtalte alle ord med intonation som lotterisælger fra tysk B-pornofilm. “Trehhhdve sækunder meeehhre!”, “Bliv veeehhhd!” “Fæhhhm…. Feire…… Trætoeeeehhhn!” og favoritten “Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!!” Alt sammen med mikrofon skruet alt, alt for højt op, og skærebrænderstemme. Lægevidenskaben har vidst det længe, men derfor er det vel rart at høre fra menigmand: Man kan godt skære hjernen i skiver med lydbølger alene.

Det er med en vis spænding, jeg imødeser dobbeltholdet, jeg har booket mig på i morgen. Hvis jeg skal combatte til Last Xmas, så er der nogen, der kommer til at indtage ris a la mande gennem sonde.

Alderen, nettet og detaljerne.

Min bedstefar er 78 år, et utrolig venligt menneske og fuldstændig frygtløs, når det kommer til internet og computere. Det er 4 år siden, han tog pc kørekort, og efterfølgende har han insisteret på at bruge netbank, maile sine fødselsdagshilsner og bruge Skype, når han skal tale med min fætter Kong Paul (28-årig infant prodigy, der jævnligt opholder sig udenlands).

Min bedstefar betjener teknik med den myndighed, der kommer af at have ledet byggepladser i 50 år. Når han vil have vedhæftet en fil, så har programmet bare at vedhæfte, uanset hvad han trykker på. Hvis man forsigtigt antyder, at det kunne skyldes en fejl 40, at man ikke modtager de lovede billeder, bliver han nærmest forbløffet. Han er urokkelig i sin overbevisning om, at det enten må skyldes en virus eller at han har fået installeret en besudlet bastardudgave af Outlook.
Men lykken står den kække bi, og i 8 ud af 10 tilfælde, lykkes det ham faktisk at overføre penge, skrive hilsner og komme i telefonisk audiens. Måske er det fordi han ikke bruger tid på ligegyldige detaljer:

“Hej Smukke
jeg prøver det nye nr,flot du huskede PAULS FØDSELSDAG, DET HAVDE JEG GLEMT, så for pokker nu fik jeg trykket over til store bogstaver. Nå det er alderen der gør sig gældende.Vi ses
Bedstefar”

Jeg forstår jo godt, hvad han mener.

De kaldte, Dr. Freud?

I perioder rager jeg uklar med fænomenet søvn. Mit speciale er at pletsove frem til kl. 04.00, kun afbrudt af drømme fra Mordor, hvorefter jeg forsøger at mumificere mig selv i mit lagen, indtil jeg skal op. Når det har stået på længe nok, skal jeg indrømme, at det lige tager spidsen af mit overskud i hverdagen.

I nat brugte jeg en del tid på at kravle rundt på en strand af aske. Jeg ikke kunne gå, fordi mine fødder var skåret i stykker af havbunden, som var lavet af glasskår. Det blev efterhånden rimelig problematisk, fordi jeg ikke kunne slippe væk og min hud stille og roligt brændte væk under solen.

Efter en kort vandpause og nattevandring på matriklen, skiftede vi film, og jeg var nu død og taget til fange; en ikke specielt attraktiv kombination. Jeg forstår pludselig lidt bedre, hvorfor kristne er så bange for Helvede. Mit fængsel var et værelse på et gammelt slot, støvet og fyldt til randen med ragelse. Her blev jeg hjemsøgt at revl og krat fra samtlige gyserfilm, jeg nogensinde har begået den fejl at se – hvilket jeg ikke forstår: Hvor sjovt er det at spøge for en, der bare sidder fuldstændig paralyseret af rædsel, og ikke engang byder på en kop kaffe?

Jeg tror, at jeg har regnet ud, hvad min underbevidsthed forsøger at fortælle mig. Jeg ville bare ønske, at den var knap så grafisk og måske bare fabrikerede et OBS indslag, hvor man ser en dør, der smækker, eller viste et stillbillede af en bro, der brænder. På den anden side kunne drømmene også blot være et produkt af for meget sukker og dårligt fjernsyn. Sometimes a cigar is just a cigar.

De voksne kan også blive bange.

“Jeg er simpelthen så bange for at få tæsk”, sagde utrolig sød og høflig veninde til mig forleden. Jeg må med skam melde, at jeg kom til at fnise. Tanken om, at nogen – overhovedet – skulle have lyst til at tæske min tålmodige, godhjertede veninde, forekom mig absurd. Jeg ville uden problemer kunne liste 5 af mine nærmeste veninder, som har så meget kant, at det kunne ende med en kindhest, hvis noget kørte af sporet. Personligt har jeg to gange fået et par på hovedet, og jeg har selverkendelse nok til at indrømme, at det er mærkeligt, at det er blevet ved det. Men lige præcis denne veninde er sådan én, som alle holder af, og som strækker sig langt for folk omkring sig. Under ingen omstændigheder typen, man slår på. (Jeg ved ikke, om jeg ramte hende på en dårlig aften, for senere, da vi så nyheder, mumlede hun under et særlig fælt indslag: “Sådan er jeg bange for at dø!” (Hvilket ikke umiddelbart burde være svært at undgå, med mindre hun planlægger at emigrere til sydamerika, bliver latinamerikansk ghetto-ho og medlem af en bande. Men man ved selvfølgelig aldrig..))

Jeg er ikke bange for at få tæsk. Ikke at jeg ville nyde det, hvis det skete; den angstfantasi har jeg bare ikke. De fleste jeg kender, lider af den tyske Grund-Angst for livet generelt. Alt det der med ikke at slå til, at der aldrigaldrigaldrig må ske noget med dem, jeg holder af, og at jeg helst ikke vil dø i ensomhed, uden nogen opdager det, og ende som schæferføde. Den type Angst er, så vidt jeg kan forstå, en del af standardpakken, og man kan ikke afmelde den uden at opsige hele abonnementet. De fleste af os supplerer den bare med en hysteriangst eller to on the side. Disse karakteriseres ved at være nærmest latterligt usandsynlige – og vi ved det. Det til trods, har de så godt fat i fantasien, at vi bøjer os og tager vores forholdsregler.

Jeg har to.

1: Jeg ender altid med de små, plettede bananer (indsæt selv joke, Red.), som ligger øverst i kassen, og som alle har gramset på. Hvorfor? Jeg VED bare, at der sidder en fugleedderkop på lur dernede i dybet. Helt skeløjet af sult, efter at have siddet fastklemt i en bananklase hele vejen fra Guatemala, sidder den bare med blottede tandhalse og venter på min hånd.

2: Jeg lufter altid ud om morgenen, men de dage, hvor jeg arbejder på Sjælland, åbner jeg aldrig min altandør, før efter jeg har været i bad. Alle ved, at øksemordere bare står på tilfældige græsplæner rundt omkring i Århus, og venter på alle dem, som åbner altandøre kl 3.30. Så snart man trækker bruseforhænget for, er det sket. Jeg vil ikke udelukke, at han medbringer ghettoblaster, så man kan blive slagtet til soundtracket fra Psycho.

En korrekturlæsning senere:

Jeg bør nok afstå fra at latterliggøre andres skrækscenarier.

Lumos!!

Det er med sorg i sindet, at jeg må erkende, at endnu en af De Gode har skiftet side og sluttet sig til Lord Voldemort.

I de fleste tilfælde er det relativt gennemskueligt, hvilke mænd der er shady anlagte. De er tit lidt katteagtige at se på, og oozer sex på den tilbagelænede måde, der kommer af at vide, at der venter en varm kurv et sted derude, hvis ikke der er nogle nye, spændende killinger at lege med.

Hvis man som heks påflyver en mand af den type, vil det med stor sandsynlighed skyldes, at man har tunet kosten og overskredet hastighedsbegrænsningen, så man ikke når at se advarselstavlerne. Når politiet efterfølgende optager rapport, må man forvente at blive pålagt 40 – 50 % af skylden, fordi man ikke fløj efter forholdene.

Men denne weekend fandt jeg ud af, at en af dem, som på overfladen ligner en god, samvittighedsfuld og trofast kæreste, blot er en lækat med styr på fremstilling af polyjuice-eliksir. Og så bliver jeg sgu en lille smule træt. Ham her troede jeg virkelig på. Vi har fremhævet ham som det gode eksempel, og nu viser det sig, at han – ikke en, men flere gange – har anvendt tryllestaven til sort magi. Øv.

En illusion fattigere. Endnu en grund til at huske, at hvis noget ikke tåler dagens lys, så er det ikke lyset, den er gal med.

(Og Rowling, hvad skal du have for at skrive en 8’er?)

Botanisk hattrick.

Nabo Med Indre Jytte har nu ydmyget endnu et stykke tørret natur. Udover granbefængt kælk og lyngfad, skæmmes matriklen nu også af dørkrans med små guldsprayede knolde. Kunne være grankogler. Kunne også være kærestens testikler.

Paparazzi!

Hvad er det, der sker med folk til en julefrokost? Snaps? Noget sker der i hvert fald. Måske er det den højlydte raslen fra de tilstedeværende skeletter, der minder os om, at vi engang skal dø; i hvert fald festes der, som var det Den Sidste Nat På Jord: Alle løfter om troskab anses for værende ugyldige, ingen sandhed må forblive usagt, og kroppen forsøges konserveret i ren sprit.

Men sjovt, det er det. Specielt hvis det lykkes én at navigere igennem natten uden at blive castet til hverken hoved- eller birolle i filmen, der vises den efterfølgende uge: ‘Godt, Det Ikke Var Mig!’.

Jeg havde i år fornøjelsen af at kunne deltage, uden at have noget i klemme – hvilket gjorde det muligt at nyde forestillingen så meget desto mere. Og genkendelsens glæde var stor. Alle de sædvanlige roller blev besatte.

Vi havde overskudselskerinden, som kl 23 forvandlede sig til Den Arrige Guldkugle, og brugte resten af aftenen på at marinere i indestængt vrede. Vi havde klassens pæne dreng, som aflagde sine hæmninger med en hastighed, der nærmest brød lydmuren, dansede som en frø i en blender og endte med tungen i halsen på den forkerte kæreste. Vi havde de to alfahanner, der røg i totterne på hinanden. Vi hørte de samme kommentarer, hvor kolleger på tværs af afdelinger hvæser ting som: “Du er højrøvet af helvede til, og vi synes allesammen, at du er en kælling!”. Vi havde hende med det hele i klemme og hjertet uden på tøjet, som udsat for venlighed begyndte at tude. De samme biseksuelle, som forsigtigt stak snuden ud af skabet. Vi så de samme snigere, som fik sig hustlet sig til sex på de samme, velkendte og gennemskuelige undskyldninger.

Jeg er glad for, at det var en god aften. Specielt fordi det lyder som om, at jeg til næste år skal feste alene. Har mødt de første fem som med dommedagsrøst har proklameret, at de under ingen omstændigheder skal med i 2008. Det synes jeg er ærgeligt. Men så må jeg jo bare glæde mig over de gode billeder fra i år…

Glædelig jul.