Bloggen

Når jeg er i Esbjerg, er det sjældent, at tiden er så rigelig, at jeg når en tur gennem Kongensgade. Hvilket alle med hang til ekstremsport ellers burde unde sig selv at gøre, for hvis du efter 3 kilometers grå, misforstået lokalplan i stiv kuling og uden mulighed for læ stadig står – og har lysten til at leve i behold – så er der intet – INTET – der kan slå dig ud.

I dag var jeg var derinde for første gang i 4 år, og det var virkelig en forblæst tur ned af memory lane. Startede med brunch på Chr. D. 9., som virkelig var the shit, da jeg gik på handelsskolen. Det var en underlig oplevelse. Min date satte meget fint fingeren på problemet: ”Det er altså vildt mærkeligt at se de toiletter i ædru tilstand.” Så sandt.

Bagefter gik jeg en tur ned gennem Gaden og undrede mig endnu engang over, at Esbjergenserne er så konservative. En by med næsten 100.000 indbyggere og ikke en eneste – ikke én – baresso eller anden kaffebiks i midtbyen. Ubegribeligt. Nogle få modige sjæle har forsøgt, men har måtte dreje nøglen om efter under et år.

Til gengæld kan det undre mig, hvad der KAN gå hernede. Expert, som alle dage bare har været en dødssyg butik med B&O anlæg og gamle, sure mænd er still going strong. Arken, som er en kristen radiostation, har vel også efterhånden 20 års jubilæum.

Efter de 3kilometers gåtur i midtbyen var vejret blevet relativt ok, så jeg valgte at gå de 7 kilometer ud til mine forældre, og jeg må sige, at hvad byen mangler i charme, har stranden til overflod. Lyset vælter ud af himlen, isflagerne i vandet ligner kæmpediamanter, og som altid, når jeg er ved Vesterhavet, tænker jeg, at der gemmer sig tusinder af historier derude, og at vi er så små, så små.

Juleferie – og den er tiltrængt. Jeg synes ellers, at jeg i løbet af året har været god til at få bunkerne bragt i bund, og i forhold til nye forpligtelser, har jeg sagt mere nej end jeg har sagt ja, men noget kursus, noget hospital og livet sådan helt generelt har lagt lidt ekstra pres på den sidste måneds tid, og jeg trænger til at holde fri.

Jeg ved altid, at det er galt, når min hjerne bare.. slukker. Jeg vil ikke betegne det som distræthed, for det er ikke fordi jeg tænker på noget andet. Jeg tænker bare ikke. Overhovedet.

De sidste par dage har jeg således glemt nøglerne i min yderdør 3 gange. 2 morgener har jeg fundet min kogekeddel i køleskabet, og i går fik jeg den samme ide 4 gange. Jeg blev lige begejstret hver gang.

Skulle have en undervisning/mad/julegaveudvekslingskabale til at gå op, og blev glad, da jeg fik følgende lyse indfald: Hey! Jeg køber sgu da bare sandwiches hos Anettes på vej derover!!

10 sekunder senere: Nå nej. De lukker kl. 20.

Ti minutter senere: Hey! Jeg køber sgu da bare sandwiches hos Anettes på vej derover!!

….

Nej, det var det der med kl. 20.

Ti minutter mere senere: Hey! Jeg køber sgu da bare sandwiches hos Anettes på vej derover!!

….

Grrr! De. Lukker. Klokken. 20. Fat det nu!

Og fandme om så jeg ikke gjorde det én gang til. Hey! Jeg køber sgu da bare sandwiches hos Anettes på vej derover!!

!!!!!!

NU MÅ DU SIMPELTHEN HOLDE OP!! DE FUCKING LUKKER KLOKKEN OTTE, DIN EVNESVAGE KÆLLING!!!

Jeg tror, at det er fint nok, at vi lige trækker stikket et par dage.

Lige nu sidder jeg i spænd i et IC3 tog med resten af Århus, og hvad jeg må formode er det samlede indhold af detailforretninger i hele Midtjylland. Trækker vejret helt, helt forsigtigt, for ikke at komme til at inhalere guldstjerner, sløjfer og nissehuer.

Der er udsigt til brændeovn, rødvin og godt selskab, og jeg har 600 sider Jacob Ejersbo i tasken.

Jeg er ovre stregen.

Nu kan det godt blive jul.

Jeg gik forbi en tigger i dag. En af de virkelig hardcore sutter, der er så blodsprængt af druk i ansigtet, at han faktisk ser en lille smule solbrændt ud. Han var ved at line up, da jeg gik forbi; En lille skammel som bord med klæde sirligt draperet over som dug, en Madam Blå kande med buket af plastikblomster i og det obligatoriske blikkrus til penge.

Han er en fast del af bybilledet, og ikke en af de organiserede sigøjnertyper, der tigger professionelt og har folk til at komme og tømme koppen for mønter hver halve time. Han så glad nok ud, men jeg fik alligevel ondt i maven over, at man i dagens Danmark kan være nødt til at sidde på tundraen i permafrost 4 dage før jul for at få råd til en Bjørnebryg i Aldi.

– men jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jeg et par timer senere kom den anden vej, og der på skamlen var sat et lille skilt:

”Er straks tilbage”

En tigger, der lukker biksen for at gå til pause? Det bliver jeg sgu lidt imponeret over.

I dag sner på den måde, det gjorde, da vi gik hjem gennem sneen, lige efter vi havde lært hinanden at kende. Jeg kan ikke huske, at det var koldt, eller at jeg frøs og havde våde fødder – og det må jeg have både gjort og haft, for jeg har altid været kuldskær og har aldrig ejet et par ordentlige vinterstøvler – men jeg kan huske, præcis hvordan han så ud, da jeg vidste, at det var ham.

Det både er, var og har været i alle afskygninger af grammatiske tider, og ind imellem tror jeg, at jeg har fundet fred med, at jeg for altid har efterladt en del af mit hjerte hos ham. Der er blevet mindre at give væk, jeg bliver aldrig den samme igen, og flere minder end det virker muligt at have, er blevet en del af det, der er mig.

I dag savner jeg ham noget så forfærdeligt.

Jeg ønsker mig en ny stil i julegave. Den jeg har, er begyndt at modarbejde mig.

Jeg er – efter eget valg – blind 70 % af mine vågne timer, fordi jeg ikke er gammel nok til at gå med briller på fuld tid. Jeg får altid fedtede fingre på glassene og fingrene ind under dem, så jeg river dem af mig selv, når jeg tolker. Linser er ikke en mulighed, da alle linser (og jeg har prøvet dem. Alle sammen. Også dem, du sidder og tænker på at foreslå i kommentarfeltet) føles som cyanid-belagte tegnstifter mod mine sarte hornhinder.

Men selvom jeg kun er iført de små forstærkerskærme, når jeg kører bil, er i bio og ser tv, kan jeg alligevel få mine briller til at se ud, som om jeg har anrettet frokost på dem, og mine brilleklude giver altid op efter en kort men intens kamp. Derfor gik jeg i går i en brilleforretning efter nye forsyninger.

Mig: Jeg vil gerne bede om 3 brilleklude.
Brille abe mand: Ja, de koster penge.
Mig: Øøh jaa? Deeet… havde jeg da egentlig også forventet?
Ham: Ja, de koster altså 42 kr.
Mig: Ok? Fint nok. Jeg vil stadig gerne bede om dem.
Ham: Ja, det er pr. stk.!

Undskyld mig lige et øjeblik…

Ligner jeg en, der ikke har 126 kr.?? For jeg synes da egentlig stadig selv, at min Helsinki-street stil holder, men noget tyder på, at den måske lugter lidt mere af vodka end af Nokia?

Nå. Men til gengæld har jeg nu 3 nye klude med rimeligt kryptiske piktogrammer:

1: Ok, så langt er jeg med. Den er til briller.
2: Og man må ikke røre ved glassene.
3: De må ikke befinde sig tæt på hjørner?
4:… men de må gerne ligge halvvejs inde i æsken, der klapper sammen med samme kraft, som når en hvidhaj smækker kæberne sammen om en uforsigtigt, tysk turist.
5: Noget med hårfarve??
6: Her giver jeg simpelthen op. Hvordan vi får fodspor koblet sammen med briller monteret på papirflyver er beyond me.

Nogle dage føles et som om, at alle samtaler man deltager i har samme grundtema. I dag var det parforhold, og hvad man i kærlighedens navn kan kræve af hinanden.

En af mine veninder har en kæreste, der for tiden leger stilleleg. De er lige flyttet sammen, og hvor der tidligere var mulighed for at gå hjem til sig selv, hvis den anden var en spasser, er der i dag nowhere to run. Hun er sikker på, at noget plager ham og bliver ved med at forsøge at få ham til at sige, hvad det er, fordi hun så gerne vil hjælpe, og fordi hun er bange for, at det handler om hende. Han tramper rundt med rynkede bryn og bliver mere og mere olm, for hver gang hun spørger.

Jeg ved ikke, hvem af dem, der har det sværest. Men jeg ved, at jeg i dag kom til at tænke på, om man ret til andres problemer? Kan man kræve at de åbner og deler, fordi man bor sammen, og dårligt humør smitter? Mit umiddelbare bud er nej, fordi man skal kunne være sig selv i sit eget hjem, men når ’eget hjem’ er et joint venture, har man så ikke også et fælles ansvar for at skabe et sted, hvor begge parter kan holde ud at være?

En anden veninde har for nyligt mødt en sød fyr. De havde kendt hinanden i 2 måneder, da han fik konstateret en sygdom, der i løbet af relativ kort tid kommer til at koste ham hørelsen, og nu overvejer hun at gå. I drømmen var prinsen ikke døv, og prinsessen skulle ikke fungere som tolk mellem ham og resten af verden. Det er blevet umuligt at afgøre, hvad der er følelser og mangel på samme; hvor medlidenheden stopper og den dårlige samvittighed tager over.

Det gør ondt at opdage, at man måske ikke er helt så stort et menneske, som man havde håbet, men spørgsmålet er, om ikke det er mere egoistisk at blive sammen med en mand, fordi man gerne vil bevare sit billede af sig selv som typen, der er hævet over den slags, end det er at gå fra ham, fordi han er syg? Men kan man overhovedet gå fra en mand, man er vild med i dag, fordi magtbalancen om et par år eller tre er forskubbet, og han ikke længere repræsenterer det liv, man ser sig selv i?

Der burde være en voksen, man kunne ringe til om den slags.

Og ikke noget med at google!

SNE!! Hurra! Vågnede ved firetiden i morges ved mystisk lyd, som ved nærmere inspektion viste sig at være snerydderen, der havde travlt på vejen udenfor. Måske har jeg haft en kort absence, da Per Fløng var på skærmen forleden, for det er gået hen over hovedet på mig, at det var nu-nu. Troede først, at det var juleaften, vi skulle trakteres med pudder, diamanter og knitrende stilhed.

Sneen har betydet, at jeg i løbet af dagen gjort en overraskende opdagelse: Jeg er blevet En Dame. 3 gange har uvorne unger smidt snebolde efter mig (uden at ramme – ha!) og en enkelt gang råbte én et sted 45 grader nord for min cykelkurv med min stemme: ”I skal se jer for!”, da en ivrig flok rollinger med røde kinder og handskerne flagrende ud af ærmegabene pludseligt kom hvirvlende ud af en skov og krydsede vejen uden at se sig for (seriøst: Hvor er Børnenes Trafikklub henne i det her? Er de holdt op med at bruge deres stærkeste lokkemiddel Skeen? Det duer altså ikke. Børn SKAL da sgu lære at se sig for. Hvis jeg ikke havde haft så frygtindgydende, knivskarpe ninjareflekser, havde jeg spartlet dem ud over det meste af cykelstien.)

Om en uge er det jul, og den bliver hvid.

Man får helt lyst til lige at smutte ud i natten og lave en sne-engel.

Hvor er det fedt, at så mange af jer har brugt tid på at være inde og kommentere på gårdagens indlæg. Vi er ikke enige, og det mener jeg heller ikke, at vi behøves at være; det er klart at vi hver især er farvet af baggrund, erfaringer og politisk overbevisning, og jeg har valgt at skrive mit ’svar’ til kommentarerne som dagens indlæg.

Flere af jer spørger til det oprindelige indlæg og om ikke jeg føler, at de vrede kommentarer har vundet over min ytringsfrihed, når jeg har valgt at fjerne det. Min begrundelse for at tage det af var, at jeg allerede efter 3 kommentarer kunne se, at diskussionen var på vej i en helt anden retning, end jeg havde tiltænkt det. Min blog er ikke et politisk manifest, men noget jeg skriver, fordi jeg kan lide at skrive. Derfor er der ganske enkelt en grænse for, hvor mange tæsk jeg finder det værd at tage for et indlæg, der ikke handler om noget, der følelsesmæssigt er meget vigtigt for mig. Man må vælge sine kampe med omhu, og lige nu er det lidt småt med overskud herude i virkeligheden, og så er det simpelthen ikke det værd.

Faktisk er læserkommentarer noget, jeg tænker meget over, når jeg er rundt omkring på andre blogge. På den ene side inviterer man som blogger selv til, at verden forholder sig til de ting, man skriver, men ind imellem kan jeg godt spekulere på, om læserne er bevidste om, at de med deres kommentarer også er med til at forme diverse blogges indhold. Lene har taget mange slag, fordi hun skriver, hvad hun mener, og uanset om man er enig eller uenig, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om man ikke med nogle af de virkelig harske kommentarer hun har fået, er med til at skabe en endeløs række af tandløse blogs, som måske nok kan få os til at trække på smilebåndet, men som ikke giver så meget at tænke over?

En anden ting der går igen flere steder i kommentarerne er, at det ikke kan passe, at man som demonstrant skal være opmærksom på, hvem man går ved siden af, fordi det ikke kan være rigtigt, at man ikke kan deltage i en demonstration uden at ende som offer for en knibetangsmanøvre. I teorien er jeg enig. Ligesom jeg også mener, at det er både trist og forkert, at man som pige i dag er nødt til at overveje, hvor man går om natten, og at man ikke længere, som da jeg var barn, kan sove med terrassedøren åben og hoveddøren ulåst. Jeg tror, at holdningen her vil afhænge af, om man er pragmatiker, der indretter sig efter virkeligheden, som man synes, den ser ud, eller om man er typen, der i yderste konsekvens er villig til at risikere sit liv for ytringsfriheden.

En enkelt kommentator mener, at man skal lade være med at basere sine holdninger på public service nyheder og TV2 helikopternyheder. Til det vil jeg sige, at det bliver meget, MEGET begrænset, hvad vi kan blogge om og forholde os til, hvis vi kun må beskæftige os med erfaringer gjort på egen krop. Der er (forhåbentligt!) grænser for, hvor meget drama gennemsnitsdanskeren udsættes for.

Og endelig er generationskortet blevet spillet – hvilket jeg synes er både for let og for træls. For det ender næsten hver gang med, at hønen og ægget kommer op og skændes: Er det den unge generation, der har misset pointen, eller er det den ældre generation, der har glemt at forklare den?

Under alle omstændigheder vil jeg sige tak for alle jeres kommentarer. Det er en fornøjelse at vide, at I sidder derude og rent faktisk forholder jer til, hvad jeg skriver.