Is that your ego in your pocket or are you just happy to see me?

I de kredste, jeg færdes findes en særlig konstellation af mænd, der jager parvis. Nogle (fx Myggen Og Møghåret) jager for at fortære byttet sammen, mens andre jager sammen, men spiser selv. Over det sidste år, har jeg haft mulighed for at studere sidstnævnte metode helt tæt på. Lad os kalde vores observationsobjekter for Ibbe og Agge…

Der er tale om to veluddannede, nydelige fyre på ca 35 år. De er begge semi-single, og går en del i byen. Agge har uheldig tendens til at forgribe sig på en af min veninder, når han er stiv (if you’ll pardon my french..), men trækker i i nødbremsen i sidste sekund. Ibbe og en anden veninde tog en kort prøvetur sidste år. Således placeret på 1. parket, har jeg haft rig mulighed for at kigge nærmere på deres modus operanti. Jeg må modvilligt erkende, at den er forfinet til perfektion.

Ibbe er Good Cop. Ham, som spørger interesseret til dit job, din familie og dit generelle velbefindende uden på noget tidspunkt at blive taget i at stirre på dine bryster. Han virker som indbegrebet af fornuft, og man stoler på ham fra første øjeblik. Agge er foruroligende talentfuld i rollen som Bad Cop. Han tager, hvad han vil have, siger hvad der passer ham og lægger ikke skjul på, hvad han tænker. Hitraten er 100 ud af 100 mulige. Når piger går i byen sammen, er der altid Hende, De Flokkes Om og Veninden. Hende, De Flokkes Om (HDFO) opfatter Agge som spændende trofæ-scoring, fordi han udstråler lige mængder af sex og ligegyldighed. Veninden bliver glad over at opdage Ibbe, som tilsyneladende har samme rolle i forhold til Agge, som hun har i forhold til HDFO. Alle vinder.

I starten hoppede jeg også på den. Jeg troede, at Ibbe var vandbæreren. At han af praktiske årsager var med i byen, fordi ego’et i længden blev for tungt for Agge at slæbe rundt på selv. Jeg har siden revideret mit syn på sagen. Idag hælder jeg til den opfattelse, at de har supporter-vagten i hhv lige og ulige uger.

Agge tror tilsyneladende, at der jævnligt indkaldes til møde, hvor vi udveksler alle de spændende oplysninger, vi har om ham: Han var sikker på, at det var jungletrommerne, der havde bibragt mig informationen om, at han ikke skal med til julefrokost i år. Han virkede skuffet over at blive mindet om, at han selv har fortalt mig det. Et år (1 år!) efter, at min veninde og Ibbe havde set lidt til hinanden, blev jeg spurgt, om jeg videregav oplysninger om, hvornår Ibbe var i byen? Han synes, at han påfaldende ofte mødte min veninde derinde. Jeg grinede i en uge.

Jeg tænker somme tider på, om de ved, at de er afslørede? Eller om det ikke gør nogen forskel, når bare der stadig er gevinst? Alt andet lige, skulle man da synes, at det stiver egoet mere af, hvis man kan fange et kid, der er smart nok til at undgå de andre hyæner, end et som er halt og blevet væk fra flokken? På den anden side: Måske er det netop derfor. Når man jager, løber man hurtigere, hvis man skiller sig af med overskydende vægt. Hvis egoet bliver større, skal det jo nærmest have eget personnummer.

Let me entertain you.

Jeg har svært ved at finde tid til at blogge for tiden. Dels har vi hvinende travlt på arbejde, og dels har jeg fundet mig en mand hinsidan (på alle måder); Stieg Larsson. Når det kommer til god underholdning, har jeg ingen stopknap. Jeg læser i vildskab. Flår siderne fra højre mod venstre i et tempo, der er en asperger værdig. Som en kæmpepackman på speed, har jeg ædt Pigen Der Legede Med Ilden, front til bagside, 500 sider på 3 dage. Ved siden af job, træning og alt det andet, forståes.

Det er ikke kun bøger, der får det frem i mig. Jeg ved ikke, hvor mange der har stiftet bekendtskab med tv-serien Lost? Var så heldig at få neglene i både første og anden sæson i samlet dvd-sæt. Jeg så 14 afsnit på en dag. Følte nærmest, at jeg havde fået nye venner. Og savnede dem inderligt, da sidste skive var pillet ud af maskinen.

På et tidspunkt, hvor jeg havde lidt økologiske tilbøjeligheder, synes jeg, at det var rasende skægt at strikke. Jeg strikkede 3 tasker i uld på en weekend, og måtte sygemeldes 4 dage pga seneskedehindebetændelse i underarmene.

Nu har jeg fået fingrene i den sidste bog i Stieg Larssons krimitriologi. Den ligger liiiiige her… Dilemma. Jeg burde rationere den, tage et kapitel om dagen eller noget, for jeg ved, at hvis jeg slår op på første side, er løbet kørt. Jeg vil, ør i hovedet, kigge op igen søndag aften, og være trist over, at jeg er igennem. Der er ikke flere. Snøft. Hvilket også er grunden til at jeg udsætter læsningen af den sidste Harry Potter. Jeg er ikke klar til, at det er slut! Kan man ikke sende ham på magisk gymnasium af en slags? Please?

Man må glæde sig over de små ting i livet: Godt, at jeg i det mindste ikke blev grebet af Vild Med Dans før for 3 afsnit siden. Har været nervøs på Roberts vegne hele dagen og har, for at det ikke skal være løgn, sendt en stemme-sms (*smiley-der-rødmer*). Det kan da ikke være det, de mener, når de siger ‘få dig en hobby’, vel?

Geographic Plastic Surgery

Hvis forældre idag får et døvt barn, får de tilbudt, at barnet kan få indopereret et Cochlear Implant. CI er en form for avanceret høreapperat, der blandt andet består af 22 bittesmå elektroder, som placeres i sneglen. Elektroderne omsætter frekvenser fra tale og lyd til elektriske impulser, som hørenerven opfanger. På den måde skaber man en form for kunstig hørelse.

Grunden til denne lille, faglige indledning er, at jeg bønfalder eventuelle kittelklædte læsere om at begynde at forske i, om man kan gøre det samme med en GPS. Det er sket igen.

Skulle tolke i Randers idag. Havde fuldstændig styr på togtid. Sporændring? No problem. Ind i tog. Afsted. Hinnerup – tjek, Hadsten – tjek, Langå – plejer den at være der? (Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg er decideret geografisk analfabet. Jeg kommer somme tider til at sige ‘derned’, når jeg har været i Randers. Jeg kigger på tider og ikke destinationer, når jeg skal finde ud af, hvilket tog jeg skal med.) Langå… Jo, synes jeg har hørt det før, har jeg ikke? Aj, ved du hvad? Tjekker sgu lige skiltet for en sikkerheds skyld.

FÅÅÅÅÅÅKKKKK!! AF!AF!AF!AF!AF!!

Ok, ro på nu. Der er god tid. Spørger lige en medarbejder. Hvilket bringer mig til mit næste spørgsmål: Hvis jeg absolut skal blive ved med at fare vild på det danske spornet, kan jeg så ikke godt få lov at stige forkert af på civiliserede steder? Med kaffeautomat, varme eller i det mindste bare personale? Efter 10 minutters intensiv jagt på skilte og køreplaner viste det sig, at jeg skulle vente en hel time på næste afgang.

Bed i det sure æble og ringede først og udstillede min ubegribelige dumhed for arbejdsgiver, og derefter til Langå Taxa. Som havde lukket. Ringede til Randers Taxa. De ville komme med det samme. Efter en halv time i permafrost, fik jeg nærmest glædestårer i øjnene, da taxa materialiserede sig.

Kan I huske mit indlæg om taxareformen? Om hvordan jeg altid trækker de underlige?

Hvis der sidder enkelte læsere derude og spekulerer på, hvad 1989 gjorde af restpartiet af den type selvbruner, man blev orange af, kan de nu betragte mysteriet som værende opklaret: Det er opkøbt af randersiansk taxachauffør. Steg ind i vogn til de sprøde toner af Cliff Richard, og opgav adresse. Det var det eneste, jeg sagde. Håbede til det sidste, at man godt kunne være gulerod med dårlig musiksmag og samtidig tavst anlagt, men nej. Han synes, at det måtte være dejligt at skulle møde så sent i skole sådan en onsdag. Vejstrækningen Langå/Randers fik mange hårde ord med på vejen. Alt for mange fuldt optrukne striber – hvilket er helt, helt unødvendigt, hvis bare man kører lidt raskt til. Han led så frygteligt at astma, staklen. Og var kommet hjemmefra uden sin ‘spaj’. Efter enetale i 20 minutter, kigger han på mig og siger (jeg sværger: Det er ikke noget jeg finder på): “Hvorfor stjal du egentlig ikke bare en cykel?” Sig det så: Hvad er det ved mig, der får folk til at foreslå den slags? Hva? For det er ikke første gang, det sker. Har været på date med en fyr, der pludselig udbrød: “Skal vi ikke stjæle en bil?!” Flygtede ud af taxa, mens jaffaappelsin gik i selvsving ved tanken om mig, politi og fængsel.

Jeg ved ikke, om mit liv ville have været lettere, hvis jeg var blevet screenet som spæd og de udover gulsot og kolik havde fundet bermudatrekant i min hjernes geograficenter. Men jeg vil gerne tilbyde videnskaben at lægge krop til, hvis de får lyst til at undersøge muligheden for direkte forbindelse mellem hjerne og satellit.

Klask cykelmyggen!

Der findes en bestemt type af cyklister, som jeg nærer et indædt, nærmest religiøst had til: Amatørrytteren. Ham, der cykler 25 km til og fra job hver dag på sin SCO cykel og har fat forneden i gedebukkestyret. (Jo, det hedder. ‘Rytterstyr’ er ligesom at kalde træsko for ‘clogs’. Vi kan stadig godt se, hvad det er.) Han er kendetegnet ved at have cykeltasker/flag/refleksslikkepind monteret på bagagebæreren, og er altid iført cykelhjelm. Det kan jeg godt forstå, for han kører råddent dårligt cykel. Han opfatter livet som en lang tour-etape, og sig selv som wildcartet, der ved modig og fræk kørsel trækker sejren hjem til holdet. Man ser ham flandre rundt ude i krydset, fordi han ‘lige kan nå med over’, når lyset for længst er skiftet, hvilket medfører livstruende situationer for alle andre trafikkanter, som ikke havde forventet midaldrende galning på havelåge midt i motor/trafikvejskryds. Men hvad betyder det for en dare-devil som ham? Andre cyklister og fodgængere forventes at udvise hav-adfærd, når Moses kommer drønende, ellers bliver der ringet hysterisk med oversizeringeklokken og gestikuleret truende (altid med knyttet hånd – måske har han cyklet rundt derude så længe og hurtigt, at det er forbigået hans opmærksomhed, at alle andre bruger fingeren?). Jeg får sådan lyst til at stikke en cykelpumpe i hjulet på ham, når han kommer halsende forbi i sit skidne, forvaskede fjeldräven outfit. Men en meget stor fluesmækker ville også kunne gøre det.

Støvler, ost og andre småting.

Led idag af den forbigående vildfarelse, at jeg er typen, der handler i Mad & Vin i Magasin. Så meget tydeligt for mig, hvordan jeg slentrede rundt med mine Claus Meyer toppings og designerchokolader, mens jeg sludrede med vinmanden.

Modsat mit fantasi-jeg, var mit real-life-jeg desværre meget lidt afslappet, da jeg travede ind i M & V manegen. Jeg ved ikke, hvornår jeg lærer, at jeg forvandler mig til The Angry Bat, når jeg forsøger at købe ind lige efter træning. Jeg sveder, jeg er sulten, alle mennesker i hele verden er pisseirriterende og står i vejen, min taske er for tung, jeg kan ikke overskue forretningen og får akut amnesi, når jeg forsøger at komme i tanke om, hvad jeg skal have. Meget lidt fordrende for laid-back specialitets-shopping.

Real-life me også er markant mindre tolerant end fantasy-me. Det første jeg så, da jeg trådte ind, var dame 60+ iført knælang pels, og pelspølse om håret. (Som jeg ikke forstår. Hvad gør den? Den ligger nærmest oven på håret som en tung, lodden glorie, så den varmer vel ikke ørerne?) Hun gik hen til kassen, gik lige ind foran en mand på ca 40, kiggede på ham og sagde: “Det gør ikke noget, at jeg lige stiller mig her, vel?” !!???!!! Jo, gu fanden gør det da, din gamle kost! Du stiller dig bare lige bag i køen, ligesom alle andre! Desværre var det ikke mig, der skrev replikkerne i dagens stykke, så han svarede bare: “øhh, nå ok?”.

I osteafdelingen blev jeg ekspederet af meget ung pige, som – da jeg spurgte, hvad hun kunne anbefale til brunch – svarede: “mmmaltså… jeg spiser ikke selv ost.” Jamen så er det da den oplagte afdeling, du står i. Udbad mig to stykker ost, som størrelsesmæssigt ligner to pakker smør. Pris? 130 kr. Hvis ikke det havde været mig selv, der skulle betale, havde det næsten været skægt.

I kø ved kassen er der noget, der høfligt siger: “Undskyld mig.” Jeg vender mig, kigger ned, og der står et barn på ca 10 år, iført grå sixpencehue kækt på sned, samt en uldblazer med læderlapper på ærmerne. Hvis fordomme kunne omsættes til penge…

Det slår mig lige, at det måske er alt det Vild Med Dans, der får mig til at føle samhørighed med det bedre borgerskab? I så fald er det godt, at det snart er slut, så jeg kan komme hjem til Føtex. Hvor man ikke ved en frygtelig uheld kommer til at bestillle et par støvler på vej ud.

Lay your hands on me.

Kan vi ikke lige snakke lidt om, præcis hvor mange tatoveringer man må få, før man skal tvinges til Big Fat Ugly Stupid Nasty Snake koncert? Har været nede og blive tegnet op, og kan – meget mod min vilje – godt mærke, at jeg har lyst til at få én mere. Bare en lille bitte en. Men altså. Gider jo ikke være truckertøs. Og ved også godt, at fysisk går det ned af bakke herfra: Jeg kunne godt tænke mig en (lille!) stjerneregn, men magter heller ikke, hvis tegning og virkelighed ender med størrelsesmæssigt at matche 1:1.

Jeg er på den anden side glad for de to, jeg har. Jeg fik dem lavet, fordi jeg ikke magtede at gå med mit pentagram mere. Det bliver relativt hurtigt træls at skulle besvare følgende: “Aj, er du satanist?!” “Nej.” “Er du så jøde?” (Er lidt i tvivl om, hvem der kan sagsøge hvem for vildledende brug af symbol?). Mit pentagram var ment som en påmindelse til mig selv. Et forsøg på at huske, at livet og meningen med det, er et kæmpe lærred, som jeg står så tæt på, at jeg kun kan se aftrykket af et hår fra penslen. Derfor forekom det mig at være en fin løsning at skifte smykket ud med et par små tegninger. De hjælper mig stadig med at huske, at alt er et resultat af samspillet imellem maskulint og feminint, og at det kræver balance imellem de to, hvis der skal være harmoni – men uden alle de belastende spørgsmål fra omverdenen.

Jeg kan med andre ord sagtens argumentere mig selv ud i endnu en tur på briksen, omgivet af sammenbidte mænd, som stirrer stift ud i luften, mens tatovør synger “Jeg ringer på fredag”, og hans heavy-posse brummer: “Hold nu kæft med den sang, Claus”. Jeg tror også godt, at jeg en gang til kan messe ‘deterikkesåslemtdeterikkesåslemt’, så jeg ikke kommer til at råbe “AAAAV!!!”; det virker uværdigt, når jeg er den eneste i biksen, der ikke skal have tøjet helt af for at blive tegnet på. Og som ikke bløder. Jeg vil bare så nødigt udsættes for rød skyllefarve og Bonsoir Madame.

Tæller det, hvis man får lavet en mere, og går til Bon Jovi koncert?

Heksen, hånen og håndtasken.

Indtil nu har denne blog være Valg-fri zone, men når man ser de forskellige partiers kampagner, ved man, at nogle ting her i livet vil hånes; Jeg giver mig…

De fem partier, som anstrenger sig mest for at blive kommenteret, er Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, SF og Ny Alliance.

Jeg synes, at det er stort af Venstre, at de takker ja til at lade praktikant på trykkeriet udforme deres valgplakater. De må være meget sikre på sejr. Når praktikanten til sin tid skal vejledes, synes jeg måske godt, at man lige kunne påtale, at photoshop og retouchering er fint – men som med alt godt i livet, kan det blive for meget. Når alle politikkerne ligner ferske, rougebefængte plastikdukker, har den måske fået lige rigeligt med den digitale børste.

Konservative har i Randers valgt at ophænge plakater, hvor kandidaten står med sit spædbarn. Hvem af dem er der, der stiller op? Jeg mener ikke, at det er et urimeligt spørgsmål. Hvis de vælgere hun appelerer til er så dumme, at de ikke føler sig talt ned til ved så indlysende et manipulationsforsøg, så tror jeg også, at vi skal passe på med at antage, at det er logisk for dem, hvem på billedet, de stemmer på. Desuden har Konservative i samtlige aviser trykt en række udsagn, om hvad ‘konservativt’ vil sige. Den første sætning lyder noget i retning af “At give skolerne et løft – det er mega-konservativt.” Mega?? Lige lovlig street sprogbrug for et parti, som med deres navn signalerer, at de finder det vigtigt at holde fast i gamle dyder, synes jeg.

Prøv at stille dig foran en lygtepæl. Ræk højre arm lige frem, og hæv den så til en vinkel på ca. 120 grader. Er det tilfældigt, at Dansk Folkeparti’s flødefarvede slipsefolk hænger i lige præcis den højde? Og at der i partiet er en overvægt af folk med tyskklingende navne?

SF skal krediteres for at have lavet plakater, som stemmer utrolig godt overens med deres politik. Det ligner en collage, lavet af børn på økologisk lejrskole. “Det kunne være så godt”, kunne sagtens være omkvædet i en sang om de onde kapitalister, børnene i Afrika, og atomkraftens forbandelser.

Er der nogen, der ville blive overrasket, hvis Vild Med Dans kørte en temaaften med hele Ny Alliance på gulvet? På valgdagen tror jeg også, at vi kommer til at se mange NA-vælgere løbe forvirret rundt og lede efter Urnen og Jacob Kjeldbjerg, når de skal aflevere stemmesedlen.

Jeg vil have Håndtasken tilbage på forreste række i dansk politik.

Sådan må det føles at score Oliver Bjerrehus.

På under en uge, har jeg mødt to mennesker, som begge har jaget noget, de ikke ville have – blot for at se, om de kunne.

Første historie kom fra en pige, der havde søgt ind på en uddannelse, som er temmelig svær at komme ind på. Hun fortalte stolt, at de havde rost hende stolper op og vægge ned, og nærmest havde tigget hende om at starte. Da jeg spurgte, om hun så havde sagt ja, hån-fnøs hun nærmest, og svarede, at det gad hun sgu ikke. Hun skulle bare se, om det kunne lade sig gøre.

Anden historie blev fortalt af en fyr, som havde søgt et job, hvor han havde været indkaldt til samtaler af flere omgange og deltaget i ca. hundrede forskellige tests. Også han berettede om, hvor benovede cheferne havde været, og hvor meget respekt det havde aftvunget, når han nogle steder undervejs havde stillet krav og nægtet at gøre, hvad de bad ham om. Han fik jobbet tilbudt, og afslog. Jeg kunne høre, at han nærmest synes, at de var lidt ynkelige med deres latterlige procedurer, og han var tydeligt stolt af at have taget dem ved næsen, og bevist sin overlegenhed ved at slå dem i deres eget spil.

Jeg forstår det ikke. En ting er at gå efter noget man gerne vil have, for så undervejs at finde ud af, at man ikke er kompatibel med slutproduktet. Noget andet er sgu at gøre det, vel vidende at man hellere vil brække armen tre steder end sige ja, hvis man får det tilbudt. At man vælger at spilde sin egen tid for at få masseret sit ego, må man selv om, men jeg synes, at det er respektløst at man bevidst spilder andres.

I begges historier fyldte det meget, at de havde fået ros for nærmest at være overkvalificerede. Ros er godt. Meget ros er meget godt. Men vel kun, hvis man får det af folk, som man har respekt for? Eller er det bare mig?

Jeg har selv et veludviklet konkurrence-gen. Det slår tydeligst igennem, hvis den person, jeg står overfor, lider af samme sygdom. Hvis jeg spiller TP med en, som ikke kan tåle at tabe, bliver det mig meget magtpålæggende at vinde, men den person jeg ubetinget konkurrer mest med, er mig mig selv. De ting, jeg brænder for, vil jeg være bedre til, fordi det betyder noget for mig. Man bliver sjældent bedre af stilstand, og for mig, er det udfordringen i hele tiden at blive bedre end jeg var sidst, som driver mig. På den måde ender kampen mod mig selv med hele tiden at flytte mig til et nyt sted, hvor jeg hellere vil være.

Jeg forstår bare ikke, at det udløser point og øget selvværd at få førstepladsen, hvis man synes, at både konkurrencen og præmien er latterlig?

Jo, jeg må ej.

Vi er alle enige om, at når en veninde får en kæreste, forvandler han sig for alle andre piger i omgangskredsen til intetkøn. Vi synes maksimalt, at han er ‘en pæn fyr’ eller ‘virker utrolig rar’. Sproget bliver luget for gloser, der kunne indikere, at man stadig ser ham som et seksuelt væsen.

Når en kvinde spørger sin kærester, hvem af hendes veninder han synes er fræk, er der tale om en fælde. Vi er under ingen omstændigheder, nogensinde, på noget tidspunkt interesseret i et reelt svar. Det eneste formål spørgsmålet tjener, er bekræftelse. Et sikkert svar vil være: “De ligner allesammen øgler i mine øjne, for det er dig, jeg vil have!” Hvis han er uforsigtig nok til at svare ærligt, så er det tusind procent sikkert, at den pågældende veninde landsforvises. Hvilket vel er naturligt nok, for Det Handler Om At Være Tryg.

På den måde skabes sandheder, som udelukkende opfattes som sande, fordi vi ønsker at de skal være det. ‘Jeg er ikke tiltrukket af din kæreste’ er en illusion, som er forholdsvis svær at opretholde, fordi de fleste af os selv har prøvet at være det. Det gør det også pænt besværligt at italesætte (lover hermed aldrig at bruge det ord igen), hvis man synes, at en veninde går over stregen og flirter med kæresten, for vi er jo enige om, at det gør vi ikke. Ikke?

Hvad så, hvis de går fra hinanden? Og man intet har med det at gøre? Jeg skal starte med at sige, at jeg ville blive arrig og indebrændt, hvis nogle af mine veninder fandt sammen med mænd fra min fortid. Det ville være skidesvært at argumentere for, hvorfor jeg ikke vil have det – det vil jeg bare ikke! Men hvor går grænsen? Skal man have været kærester-kærester? Hvor længe? Hvem er omfattet af ‘veninde’-betegnelsen? Er der grønt lys for hende, man har gået i folkeskolen med, men ikke set i 7 år? Skal man holde fingrene væk, hvis man træner med hende, men ikke ser hende privat?

Spørgsmålet kan vel koges ned til, hvor lang karenstid der er på veninders ekskærester? Hvornår må de udlånes igen, og af hvem? Hvis nu man ikke snakker med hende mere, fordi hun er flyttet til en anden by og han stadig er sød – må man så godt låne ham? Eller svigter man hende med tilbagevirkende kraft? Føler mig som en af dem, der gerne vil have ny nyre, men ikke selv vil være organdonor. Jeg hader at være uenig med mig selv.

Tanker fra de seneste 24 timer i punktform:

*Er Rikke Hørlykke Sanne Salomonsens hemmelige fætter?

*Først Aqua og nu Ace of Base. Lærte de ingenting af Jurassic Park? Når racen er uddød, skaber det kun skam og ulykke at bringe den kunstigt tilbage.
*Hvor glad er det lige man bliver, når man kører forbi Emmery’s om aftenen og der er snelyskæder i alle vinduer?*Et sted i Hellerup står et ensomt skab og venter på, at Jens Werner kommer hjem.

*Jeg vil være Marianne Jelved, når jeg bliver stor. Berthel H. siger, at det “bare er så typisk Marianne, at børn skal være glade. Det er ikke nok. De skal også lære at læse.” Marianne kigger på ham, og svarer helt, helt roligt: “Berthel. Det er svært at lære at læse, når man er ked af det.” *Allan Tornsberg. Rart endelig at have fundet ud af, hvem der var inden i Limahl.*Hvornår gik Robert Hansen hen og blev cute?

*Vin i aften. Juleøl i morgen, når premierehysteriet over gratis øl, nissehuer med lys i og “Last x-mas” på repeat har fået sidestik af overanstrengelse.