Vi bringer en efterlysning.

– fra De Netløses Land: Hvor er Den Galante Mand? Jeg ved godt, at der rundt omkring i hjemmene kravler røde strømper op af skuffen, når jeg skriver den slags, men jeg savner ham. Manden, som træder hjælpende til, fordi jeg er kvinde, og som har lyst til at hjælpe, fordi han kan.

Talrige er de døre, jeg har fået i hovedet (bogstaveligt og i overført betydning), fordi jeg fejlagtigt troede, at herren foran mig holdte den. Mængden af kaffe, jeg har hældt ned af tøjet, fordi en mand har skubbet sig først igennem døren, jeg var på vej ind ad, skal efterhånden måles i liter. Jeg har set mænd sætte i med spurten for at nå først til kassen i Føtex. Jeg har tabt pallevis af papir, uden at de tilstedeværende mænd har løftet en finger for at hjælpe. Jeg har nærmest flået ledbånd over i forsøget på at løsne en møtrik i spinning, og det var ikke, før jeg hvæsede: “Bliv ENDELIG siddende!!”, at en af de 20 mænd i lokalet stod af cyklen for at hjælpe. Jeg er blevet slået 3 gange i mit liv, og kun af mænd. Senest i fredags, hvor jeg trillede på min cykel op af strøget, og en mand slog mig, mens han bjæffede: “Du må ikke cykle her!” Må man godt slå på piger nu?? Når man er en tyk, 55-årig mand?

Jeg skal være den første til at indrømme, at kvinder kan være dårlige til at give udtryk for, hvad vi mener, sådan helt nede på bunden. Jeg skal også med det samme sige, at jeg godt ved, at vi kan være noget så ustyrligt urimelige, og at det somme tider kræver overnaturlige evner at gennemskue, hvornår vi bliver smigrede, og hvornår vi bliver fornærmede. Men jeg vil gå forrest med det gode eksempel og sige klart og tydeligt: Jeg gerne vil hjælpes. Jeg har ikke behov for at bevise, at jeg kan bære alle de tunge ting selv. Jeg føler mig ikke talt ned til, fordi man(d) spørger, om jeg skal have hjælp. Blomster fornærmer ikke min intelligens, og jeg føler mig ikke købt, fordi en mand tilbyder at betale for kaffen.

Måske jeg skulle se, om jeg kunne nå tilbage til 30’erne, inden jeg bliver smidt på bålet? På den anden side: Der skulle være rig mulighed for at flygte. Det er jo formentlig mig selv, der både skal fælde og slæbe brænde.

Vi ses forhåbenlig herude igen på onsdag…

Houston. We have a problem.

Er stadig net-løs, men har scoret en time på en lånecomputer, så her kommer lige set-listen på den forgangne uge, hvis mit liv var en Beatles-koncert:

With a little help from my friends:
My God. Det kan godt være, at de ikke er så høje, men for satan, hvor kan de løfte, skrue, samle og forpleje. Det var ikke gået uden dem.

Come together:
Min optimistiske natur havde overvurderet flyttebilens størrelse. Måtte have reol og skab spaltet i atomer for at kunne fragte dem 3 km. Lene var über-you-can’t-touch-this-tjekket håndværker og styrede selv reolen. Skabet udløste derimod eder og forbandelser, der kunne have afsyret 4 3-fløjede karlekammerskabe…

Here comes the sun:
Det er nu lykkes mig ikke 1, ikke 2 men 3 gange at købe forkerte gardiner til mit nye soveværelse. Hvor svært er det lige?! Sover nu med vammelt, nervøst velour (bliver fandme nærmest selv nervøs af at vågne til den rædsel), som dækker ca ½ af vinduet. Jeg er helt nede med, hvornår solen står op.

Hard days night:
Må være søndag aften. Efter flytning hele fredag, undervisning og på-pladsning lørdag, tvang nogen rødvin i mig utrolig mange – og hyggelige – timer lørdag aften. Hævner sig, når man skal med tog kl 06.45, til Kbh og holde kursus og hjem igen kl 16. Lignede noget, der gik igen, da jeg trådte ind af min nye dør søndag aften kl 19.

You never give me your money:
Min bank har med stor præcission valgt at lave kludder i overførsler nu, hvor jeg ikke kan komme på netbank. Kunne selvfølgelig bare lægge vejen forbi. (Fortryder lidt, at jeg skiftede til Ringkøbing Bank).

Help:
Har fået nye venner. De arbejder for Fullrate. Jeg snakker mere med dem end med mine gamle venner, min familie og mit job tilsammen. Specielt Morten og jeg er blevet tætte efter jeg fik kortvarigt personlighedssammenfald med brøler fra Råd og Dåd reklame over, hvor mange gange de kunne fucke op. Han brugte 10 minutter på at forklare mig, hvorfor det var alle de andres skyld, og at det var os imod dem, det kære væsen. Med mit hoved ved jeg godt, at det er ligesom at fornærme en tjener, inden han henter din mad. Men har fået udleveret helt, helt forkert temperament til at snakke med unge it-supportere.

Om alt går vel (fat chance!) er jeg tilbage herude onsdag i næste uge. Back to the dark side..

I did it myyyyyyy way.

Så er det slut. Stjernepladsen er historie. Afslutningen i tal, kommenteret:

Antal flyttekasser mit liv kan være i: 12
Svært at afgøre, hvad der er passende. Hvor få er Feng Shui og hvor mange tingsfikseret? Lidt ligesom de undersøgelser i Woman, hvor de spørger, hvor mange man har haft sex med.

Antal sætninger, der røg i censuren under syn af lejlighed: Uendeligt.
Blev ved med tavst at gentage “depositum tilbage, depositum tilbage” for mig selv.

Antal løgne fortalt af udlejer: 1
“Men Linda, du ved jo, at jeg ikke er typen, som vil krejle folk for penge”.

Antal sætninger, der undslap censuren: 1
Har stuevinduer, der er så utætte, at måger kan flyve ind, når de er lukkede. Søde far Orla har tætnet med dobbelte lister. Udlejer ville gerne have haft hvide lister. “Det kunne du jo passende have lagt vejen forbi og sat op, da du underskrev Fejl- og Manglerlisten, hvor der står, at de er utætte.” (Depositumtilbagedepositumtilbage!)

Antal vingummier indtaget under pakning: 3
Målt i kilo for overskuelighedens skyld.

Antal fysiske skader som resultat af afmontering af hjem: 1
Hænder ligner birketræstammer af at opholde sig i brun sæbe, salmiakspiritus og ajax. Er ellers sluppet forbløffende helskindet fra lemfældig omgang med værktøj, el og stiger.

Antal medaljer, der skal uddeles: 12
Til de søde mennesker, der hjælper og har hjulpet.

Antal dage til nyt indlæg på bloggen: (Forhåbentlig kun) 5.
Skifter udbyder, hvilket jo altid tilfører livet et spændende element af usikkerhed. Håber på at kunne rapportere live fra Ground Zero onsdag.

Jeg bevæger mig om på månens mørke side. Houston. I will see you on the other side..

Jeg holder med Herbie.

Det viser sig, at jeg ikke er færdig med at mene noget om gårsdagens emne. Jeg har idag tænkt mig at spekulere videre over eventuelle fordele ved at skære lidt i timeantallet, vi spenderer på briksen.

Jyske Bank folkene er i deres iver for at skille sig ud, begyndt at uddele vandflasker, når de er ude på skoler. På flaskerne har de trykt forskellige graffitiudsagn. (Man kan næsten se marketingfolkene sidde og brainstorme på, hvordan de får fat i de unge…). Jeg bed mærke i “Livet er en tegning, du tegner – men du har ikke noget viskelæder!” Det er før blevet sagt væsentlig mere elegant, men essensen er jo sådan set god nok: At vi har den her ene chance, og at tiden kun kan bruges én gang. Ironisk nok, så tror jeg faktisk at det er den erkendelse, der handlingslammer os. Vi vil så gerne træffe de rigtige valg i første hug, men i vores jagt på Den Rigtige Fremtid, bruger vi så lang tid på at snakke om det, der forestår, at vi ender med at sidde fast i proces og klæg fortid.

De store sår på sjælen skal man naturligvis bruge alle tilrådighedstående midler for at hele. Men hvis vi opsøger hjælp, hver gang vi bliver stillet over for noget, der er svært, ender vi så ikke med at stække egne vinger? ‘Diagnoser’ kan let forvandle sig til skjold, vi gemmer os bag, og holder op, når andre forventer noget af os. Måske har vi været udsat for noget, som har påvirket vores selvværd. Måske var vi Den Oversete Lillesøster, fordi storesøster led af epilepsi. Måske blev vi mobbet i skolen. Alt sammen svært, smertefuldt – og fortid. Ikke forstået sådan, at man skal svinge sin forpinte psyke over skulderen, fare ud i verden og opsøge nederlagene. Men alle har haft en barndom, og ingen bliver voksne uden at få nogle over snuden på vejen. Tænk hvis vi går glip af livet, fordi vi har travlt med at sidde og analysere det? Hvis jeg skal ud af et forhold, fordi min kæreste ikke er sød ved mig, så gør det ondt. Det er ikke, fordi jeg lider af passiv-aggressiv seperationsangst. Det er bare sådan, det er at være forelsket på den ensrettede måde. Risikerer man ikke at skabe en falsk følelse af handling ved at sidde og snakke om det hos en psykolog? Man skal naturligvis gøre, hvad man føler er rigtigt i situationen, men selvom tandlægen forklarer hele indgrebet, inden han fjerner din visdomstand, gør det stadig ondt. Det er jo ikke, fordi man er syg. Det er bare endnu en side af livet.

Jeg tror, at man går glip af meget, hvis man venter på, at styrken skal indfinde sig af sig selv eller gennem andre. Det er bare så let at komme til at forvente guddommelig indgriben, fordi det skete for den sidste, der hang på korset. Jeg tror, at man får langt mere med sig herfra, hvis man hiver sømmene ud af hænderne og kravler ned. Hvis man falder og slår sig på vejen, er det, at Freud og vennerne kan komme til undsætning. Tænk, hvis man som barn havde givet op efter to forsøg, og erklæret sig ude af stand til at lære at gå? Nogle ting i livet må vi gøre selv. Andre kan ikke få nok på vores vegne. Andre kan ikke fortælle os alle konsekvenser af at gøre noget eller lade være. Andre kan ikke garantere, at det ender godt. Men handling skaber forvandling. Og det er sgu da bedre at rulle lidt skrammet i mål, end at stå skinnende tilbage, fordi man aldrig passerede “Start”.

We all need somebody to leeean on.

“Vi vil have vores venner tilbage.” Det var overskriften på Urban idag. Troede først, at det var en artikel om ledelsen på DR, men den viste sig at omhandle coaching. Ifølge flere livsstilseksperter, er coaching på vej tilbage, og det personlige netværk – venner og familie – går frem i meningsmålingerne.

Jeg nægter at tro, at nogen vælger deres venner til igen, fordi det er trendy. Måske var der bare alligevel en grænse for, hvor meget coaching markedet kunne bære? Ligesom IT-båden også forvandlede sig til Titanic, da alle hoppede om bord på én gang. Måske fik vi nok af kun at tale om os selv?

De coachingforedrag jeg har hørt, har gjort meget ud af, at man skal hjælpe folk med at finde de svar, de selv ligger inde med. Det mener jeg egentlig ikke, at der er noget galt med. Men efter at både coaches og psykologer er blevet allemandseje og -behov, så tror jeg, at vores opførsel har ændret sig. Der er så afgjort tidspunkter i livet, hvor det kan være en stor hjælp at sparre med en professionel. En, som bliver betalt for at lytte, hvilket gør det muligt at snakke om sig selv, uden at føle sig selvoptaget og egoistisk. En, som ikke har noget i klemme, hvilket muliggør en ærlighed, som ellers kunne ødelægge et venskab. Jeg synes, at begrænsningen ligger i, at der udelukkende fokuseres på individet. Selvom Hugh Grant påstår, at han er Ibiza, så er ingen mand som bekendt en ø. Naturligvis er det vigtigt, at man kan gøre opmærksom på, hvad man har brug for. Måske bare ikke hver gang? Det er i hvert fald min oplevelse, at det skaber flere konflikter end det løser. Det må vel være logik, at alle ikke hver gang kan få det, præcis som de vil have det? I al den snak om migmigmig, er det som om kompromiset er visnet bort. Det opfattes som et nederlag, hvis man ikke er stærk nok til at stå fast på egne ønsker og krav.

Jeg vil gerne understrege, at jeg synes, at det i nogle situationer giver det bedste resultat, at komme med et klokkerent udspil. Det kan give et langt bedre grundlag for forhandling og mulighed for at nå en løsning, som begge parter kan stå inde for. Men det er sgu hård kost, hvis venskaber forvandler sig til benhård business, hvor man kun giver, hvis man får, og hvor man påpeger fejl og mangler, hver gang man spotter dem. Hvor omskrivninger og små hvide løgne må vige pladsen for brutal ærlighed, og hvor det er tilladt, uden omsvøb, at sige, hvad man tænker. Hver gang.

Men Abildgren, hvad er det så, du vil? Først skriver du indlæg, hvor du prygler løgn og løgnere, og nu må vi pludselig ikke være ærlige alligevel!? Eller hvad?

Jeg vil bare gerne slå et slag for det gammeldags venskab, hvor man ikke altid er venner på grund af, men også på trods af. At vi bevarer et sted i livet, hvor vi kan lægge paraderne og være lidt urimelige. Hvor vi godt må vente med at tage ansvar for egne handlinger, til vi lige har genvundet fodfæstet – også uden at nogen x-ray’er os, og øjeblikkeligt fortæller alt, hvad de ser. Det er muligt, at andre ‘vil have deres venner igen’. De må finde deres egne. Jeg går ikke af med mine.

Home sweet home.

Det lakker mod enden. Jeg har nu 5 dage tilbage på Stjernepladsen, hvor jeg har boet i snart 8 år. Mental tilstandsrapport:

Kommer til at savne:
1) Mine søde kioskmænd. Som kan huske mit efternavn, hvad jeg laver og bekymret spørger til mig, når jeg er syg.
2) Min cykelhandler. Som ser det, at holde mig kørende på to velsmurte hjul, som A mission From God.
3) Navnet. “Stjernepladsen”. Det lyder så pænt.
4) Opfølgningen på historien om, hvorvidt min underbos datter får det job, hun har søgt eller ej. Hun ringer hver søndag aften, og jeg tror måske, at hun bor i Kazakhstan. Man skal i hvert fald råbe MEGET højt, når man taler med hende…

Kommer absolut ikke til at savne:
1) Beliggenheden. Jeg kan ikke komme på en eneste positiv ting at sige om lokalområdet.
2) At skulle vælge imellem samtale eller ilt. Åbent vindue til Randersvej = rødt lys på øret på væggen.
3) Min udlejer. Han er uden sammenligning det mest belastende menneske i verden. Han ligner Anders Frandsen, og man skal ikke holde vejret, mens man venter på store opfindelser fra ham. Han lider af den tvangstanke, at han er håndværker, og insisterer på at lave alt vvs og el selv – hvilket øger risikoen for stød og vandskader markant. Derudover føler han sig truet af sætninger med lixtal over 4, og har råbt ind i hovedet af mig, at jeg “sgu bare kunne melde ham til Lejernes LO! Det ville ikke være 1. gang!!”.
4) Min anden underbo. Som stadig – efter 8 år – elsker sin Maria Carey Unplugged cd inderligt. Jeg kan den også udenad nu. Den er ikke lang. Men det er repeatknappen på anlægget heldigvis ligeglad med.

Glæder mig som en sindsyg til:
1) At komme down town.
2) At få altan og vaskemaskine(!)
3) Ikke at skulle cykle over Ringgadebroen, når nogen har drukket mig stiv i hvidvin.
4) At have en undskyldning for at gå amok i Ikea.

Det bliver godt. Det bliver pænt. Der er vin. Kigger I forbi?

Have a cigar.

Er vi ikke enige om, at det er usportslig adfærd at true? Udskriv så det valg eller flet næbet! Er allerede nu meget, meget træt af at høre om skattelettelser og velfærd – og det er ikke engang begyndt. Hvad nu, hvis man ikke rigtigt holder med nogen af dem? Fogh, der lyder som en mandlig udgave af Andrea, er liiiige stiv nok i blikket på den truende måde og flasher medmenneskelighed ved at fortælle, hvordan “jeg ligger på gulvet og spiser pizza med min ven, som er læge”. (Gad vide, hvordan han ser ud, når han slapper af? Ligger han så der, i netundertrøje og joggingbukser med rib ved anklerne?) Helle T., som virker som om hun er coated med teflon og har freon i årerne. Nasar, som aldrig udtaler sig om noget og er underlig anonym.

Jeg kunne faktisk rigtig godt lide Clinton. Er det ikke muligt at give ham tjansen som statsminister? Ligesom efterlønnere bliver ansat i genbrugsforretninger og som havemænd? Må være let og overkommelig opgave for tidligere leader of the free world. Han kunne tage Hillary med. Har hørt at Betty Nansen sætter Snedronningen op. Med mindre, selvfølgelig, at Helle har lagt billet ind på rollen.

Måske tiden er inde til at lave en Haugaard? (MINUS sang, for satan!). Jeg er klar. Partiprogram som følger:

Forbud imod:

  • Stavgang.
  • Pigegarder.
  • Cirkus.
  • Voksenspejdere.

Påbud:

  • Turbotime i alle supermarkeder, hvor folk med for god tid formenes adgang.
  • Afgiftsnedsættelser på kaffe, vin og slik.
  • Statscensur på ALT, Johnson udgiver.
  • Lattergas ved tandlæge, ligemeget hvad.

Finansieres ved at udstede bøder til:

  • Folk med solbriller på indendørs.
  • Folk der ligger på hjul, når man cykler.
  • Folk der siger “toTAL fedt!”
  • Kvinder 20+ med rottehaler (it’s OVER!).

Måske good old Bill og jeg kunne lave joint venture? Vi har jo faktisk flere ting til fælles: Vi kan begge godt lide at bestemme. Andet bogstav i vores fornavne er ‘i’. Vi har begge spillet saxofon. Og så har vi begge erfaring som praktikvejledere.

Top 5

Over fænomener, jeg har undret mig over i trafikken:

1) Firmabil fra kurerfirmaet TNT. Har man en bestemt målgruppe for øje, når man opkalder sit firma efter sprængstof? (Indsæt selv al-qaida-joke, Red.)

2) Folk, der cykler hurtigt i alt for lavt gear. Ofte midaldrende mænd i smalle bukser, der stumper. Ud over at se utrolig latterligt ud, så må det da gøre nas?

3) Firmabil fra kurerfirmaet UPS. Hvor meget tillid kan man have til et firma, der har fundet sit navn på http://www.detmåduundskylde.dk/?

4) Lystavle med påskriften: “Hjemmeværnstræf”. Jeg ville have forventet, at den slags meddelelser blev skrevet på store NO TRESPASSING skilte med billeder af rifler. Hvad får egentlig også en by til at sige ja til det? Står sgu sløjt til med turismen, hvis hjemmeværnstræf virker som brugbart alternativ.

5) Motorcyklist, der rakte hånden ud, når han skiftede bane. Hvor born to be wild kan man føle sig, når man kører som en 7-årig pige på cykel? Komplet med hestehale und alles?

‘Cause I’m worth it.

“Hvad sparer du op til?”, spørger Unibank. Meget lidt. Når jeg hører, hvor målrettet mine forældre sparede op, inden de købte hus og bil, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvorfor den adfærd er mig så fremmed? Jeg skal ikke trække nogen med mig i faldet, men jeg tilhører generation Instant Gratification. Hvis jeg vil have noget, så vil jeg have det nu. Opsparing? So last year. Afbetaling is the new black. Jeg spilder ikke tid på at regne ud, hvor meget pc’en i sidste ende kommer til at koste, jeg betaler bare glad og gerne 500 kr pr måned. Ipod, ferier og træningstøj? Bare på beløbet, tak.

Impulskontrol og tålmodighed er tilsyneladende mangelvarer these days. Børn og unge bliver federe og federe. Vold som kommunikationsform bliver mere og mere udbredt. Selvhjælpsbøger sælges i metermål. Hvis jeg gerne vil tabe mig/finde en kæreste (ikke et ord om mænd vs kvinder…)/lære at meditere osv., så må det ikke kræve mere end to timer med en bog, hvor fremgangsmåden er sat op i punktform.

Hvor mange kender du, der er stoppet på mindst én uddannelse for at starte på en anden? Jeg kan komme i tanke om et par stykker. Jeg argumenterer ikke for, at man skal fortsætte på en uddannelse, man ikke bryder sig om, men jeg kunne have en mistanke om, at et enkelt skift eller to kunne undgåes, hvis man satte sig ind i, hvad en uddannelse indeholder. Eller nedjusterede sin forventning om, at det skulle være fedt HELE tiden. (Svært at skrive det her, uden at komme til at lyde som 48-årig, desillusioneret førtidspensionist.)

Hvor mange kan fra deres barndom huske, at det var slikaften én gang om ugen? Den samme aften, hvor de voksne også fik et glas vin? Man stod i kiosken og skulle have for 1 krone labre larver, en krone piratos osv. Idag har Føtex hjul under kurvene for at hjælpe folk som mig, der ellers skulle have brugt en sækkevogn til at fragte Hariboposer og grønne flasker rundt i butikken.

I et anfald af cyber-dødsforagt vil jeg også vove at foreslå, at det måske er det, der ligger bag, når vi (begge køn. Jeg langer ikke ud..) ikke vil forpligte os i et forhold? Det vi to har her er fint nok, men hvis der pludselig er noget andet, som ser interessant ud, så skal jeg ikke være mere bundet, end at jeg kan gå efter det. Den dybe fornemmelse af sammenhørighed er unægtelig lidt svær at skabe i svingdørsatmosfære.

Vores forældre har udstyret os med en tro på, at vi fortjener det hele og kan klare det meste; det er bare at gribe ud efter det. Alle muligheder ligger åbne. Det tragiske er bare den rastløse tvivl, der følger med. Livet 30+ synes i sorte øjeblikke forvandlet til én lang nytårsaften, hvor man hele tiden sidder med fornemmelse af, at den RIGTIG fede fest foregår et andet sted. Ville man blive lykkelig, hvis man tog øjnene af telefonen, besluttede sig for at blive og kamikazefestede hele natten? Man kunne vel altid tage hjem og begynde at spare op i morgen…

Lad vand blive til vin.

Jeg er i gang med marathonudgaven af jægerkorpsets Hell week: Hell month. Har overstået 11 dage. Mangler 24. Status so far:

Har allerede nu oparbejdet så meget utilstrækkelighedsfølelse, at det kommer til at kræve lastbil fra 3 x 34, hvis jeg skal have det flyttet ned på kommende matrikel. Er konsekvent 4 svar-sms’er bagud, løber alt, hvad jeg kan og kommer alligevel i sidste øjeblik til det hele. Jeg er igang 19 af døgnets 24 timer og det rækker stadig ikke. (Vil i den forbindelse gerne vide, hvor forårets søvnløshed er gået hen? Nu hvor de ekstra vågne timer ville gavne, flatliner jeg i det sekund, jeg lægger mig.). Svært at være overbevisende i rollen som ny, engageret medarbejder, når man aldrig tager ekstra opgaver, og samtidig sidder med stresssved på overlæben og et øje på uret til møderne. Al transport foregår i fast forward. Når jeg cykler på job, er det sammenkrummet over styret med vilde øje og fråde om munden. (Burde egentlig få epo udleveret på recept. Eller skal man over belgisk massør for at få det sat i stand? For er tidsmæssigt out of the question at rejse længere væk end til Viby.) Holdte kursus i Haderslev igår. Jeg vil tro, at man havde fået brandvabler, hvis man havde rørt ved bilen, da jeg nåede frem.

På boligsiden befinder jeg mig nu i Sarajevo, 1994. Har pludselig craving efter asketisk livstil med kaffekop og bærbar som eneste materielle indhold. Helt, helt uoverskueligt at få 70 m2 krigszone pakket pænt ned i kasser. Da min værktøjskasse består af 3 af min fars aflagte skruetrækkere, er det også lidt af en opgave at afmontere diverse hylder og skabe. Fik hysterisk anfald i 3 etaper, da jeg skulle skrue gardiner ned, monteret med verdens mindste skruer. Som tydeligvis havde forventet permanent opholdstilladelse.

Tålmodigheden og overblikket er altid de første til at tjekke ud, når jeg er presset. Kom under kursistfremlæggelse igår til at hamas-hvæse: “Det der er jo ikke tap-free step?!!” For fanden. Konen kan jo ikke gøre for, at 80’erne nægter at forlade Sønderjylland. Brølede: “Få røven med dig, kælling!!” flere gange, end jeg bryder mig om at tænke på på motorvejen. Smed røret på i arrigskab, da jeg ringede til DSB. Måtte i morges på cyklen lige mærke efter, om jeg havde husket at fjerne håndklædeturban. Kørte med forskellig vægt på højre og venstre side til pump. Jeg antager, at jeg om 24 dage sidder med vissen venstrearm, og blodtryk højt nok til at kunne befinde sig over Azorerne.

Kaffen har spillet fallit. Jeg er koffeinresistent. Jeg tror sgu, at tiden er kommet til at ophæve alko-fatwa.