Bewildered in the city.
I dag har jeg været på arbejde i Herning, og jeg kørte derud i solskin og gnistrende nordisk vinter til tonerne af det nye Kashmir. Det var rystende smukt – og det passede overhovedet ikke til mit humør.
Jeg har været et grimt, lille menneske i dag. En sur, tarvelig og bedrevidende kælling, der ikke har undt andre noget som helst, og jeg har intet at sige til mit forsvar. Jeg kan ikke engang tørre den af på træthed eller pms.
Det værste var næsten, at der ikke var noget som helst tilfredsstillende ved det; ikke engang et minimum af ”Fryd!” når jeg returnerede en serv lige tilbage i ansigtet på folk, eller når jeg et sted dybt i mit grønne indre syntes, at jeg kunne retfærdiggøre min smålighed.
Mine sætninger er hele dagen kommet ud som syreangreb, og min personlighed burde bare have været parkeret udenfor døren på en gammel avis.
Når jeg er sådan, er det mig ubegribeligt, at der findes mennesker derude, der kan holde af mig.
26. januar 2010 @ 21:48
Er det ikke fordi vi selv kan være på nøjagtig samme måde? Hader virkelig mig selv de dage jeg er i dårligt humør… En af mine kloge veninder sagde engang, hvor jeg klagede over min manglende empati overfor medarb. pga sindssygt travl periode på job: "Så længe du er bevidst om det, så har du det også".
27. januar 2010 @ 02:10
Sådan kan vi alle have det. Det gør dig såmænd ikke andet end ganske almindeligt menneskelig.
Knus (og i allerhøjeste grad uden z) fra Claus
27. januar 2010 @ 06:28
kære Linda! når folk kan holde en ud i dårligt humør, så er det fordi de virkelig holder af en : – ) og ALLE har sådanne dage ind imellem,, som Claus skriver: det gør en menneskelig… og vi ku altså ikk mærke så meget i går aftes! kun en HEFTIG energi, fordi der lige skulle afreageres pga cyklen… eller sådan noget lignende! : – )
– Mette
27. januar 2010 @ 09:06
Du er et af de nemmeste mennesker i verden at holde af. Blandt andet fordi du indrømmer, at du har den slags dage.
Du er dejlig!