De andres sko.
Da jeg tilbage i stenalderen startede på mit studie, kan jeg huske min vantro, da jeg første gang hørte, at man ansatte hørende lærere, der ikke kunne tegnsprog, til at undervise døve børn. Jeg var rystet i min grundvold, og kan huske, at jeg ikke var sikker på, om jeg havde misset den del af historien, hvoraf det fremgik, at der var tale om Danmark anno 1952, eller om jeg simpelthen havde aflæst forkert. For noget så grundgalt forkert kan ikke finde sted i dagens Danmark, vel?
Det kunne det så godt. Og sådan bliver man så meget klogere, hver eneste gang man stifter bekendtskab med et nyt område, hvor uretfærdigheder og elendige forhold lever i bedste velgående, fordi vi først begynder at lytte, når et område bliver relevant for os selv.
Lige nu er jeg f.eks. ved at finde ud af, at det danske sundhedssystem er sygt. Jeg har været på indersiden af det i små 5 måneder, og har allerede udviklet halvresigneret come rain come shine attitude. Det er simpelthen ikke muligt at opretholde den retfærdige harme i så lange perioder, som det her ellers berettiger til.
Manglende information, manglende tilbagemeldinger, flere gange undervejs, hvor jeg simpelthen er faldet ud af systemet, undersøgelser, der ikke har været forklaret på forhånd, resultater overbragt på hospitalsgang, og senest lå jeg i en forkert bunke og gloede i 6 uger uden nogen opdagede det. Jeg blev først fundet, da jeg selv ringede og rykkede for at der skulle ske bare ET eller andet.
Nu har jeg så fået et brev om, at jeg skal til undersøgelse i midten af marts. Det er udmærket, men eftersom jeg også i marts tager til Langtbortistan på ferie (og har du i den forbindelse fået sendt din hemmelighed? Jeg mangler 10…) , og alle mine venner tilsyneladende kender en million mennesker, der har fået lavet selvsamme undersøgelse, og efterfølgende har måtte sygemeldes i både halve og hele år, ringede jeg i dag til hospitalet for at spørge, hvad det er, der skal ske, så jeg kan tage højde for det.
Det havde selvfølgelig været for nemt bare at vedlægge en folder med forklaring.
Sygeplejerske: Det er en samtale, hvor lægen snakker med dig, og så skal du efterfølgende snakke med narkoselægen.
Mig: Ok? Så det er bare en samtale?
S: Ja. Og så går I over i ambulatoriet bagefter.
M: Og gør hvad?
S: Snakker med narkoselægen.
M: Har vi ikke lige snakket med ham?
S: Nej, altså det gør I efter undersøgelsen.
M: Undersøgelsen? Så det er ikke bare en samtale?
S: Jo jo. Du skal bare snakke med lægen.
M: Ok. Men det er bare fordi, det står bare i brevet, at det er en undersøgelse, og det kan han jo ikke ligefrem gøre uden på tøjet.
S: Ja, altså, jeg skal da ikke kunne sige, om lægen undersøger dig også.
M: Jamen, var det ikke kun en samtale??
S: Jeg ved jo ikke, om lægen vurderer, at du skal undersøges. Der står også i brevet at det er en samtale, og at det alt i alt kan tage 3 timer.
M: Nej. Der står i brevet at det er en undersøgelse, og at den ”kan tage op til en halv time”
S: Nå?? Det kan jeg ikke forstå. Nå nå. Men altså, måske undersøger han dig også så.
M: Undskyld. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad det er, der skal ske.
S: Det er bare en samtale.
M: Og det er du sikker på? For det duer altså ikke, hvis de har tænkt sig at hive knive og alt muligt frem, for jeg skal flyve kl. 6 næste morgen.
S: Nej, det er bare en samtale med lægerne. Tror jeg.
Sådan fik vi 10 minutter til at gå, og jeg har stadig ikke en kæft begreb om, hvad der skal ske.
Til gengæld er jeg ved at udvikle en helt ny forståelse for de kronisk syge mennesker, der er ved at rive håret ud af hovedet på sig selv i frustration over det danske sundhedsvæsen – de mennesker, som jeg ellers hidtil har syntes skulle prøve at slappe en liiiille smule af og være lidt taknemmelige over, at de bor i et velfærdssamfund, hvor der trods alt er hjælp at hente.
Jeg hører jer nu. Højt og tydeligt.
25. januar 2010 @ 20:50
Trist trist trist…og det bliver jo nok ikke bedre nu hvor så mange mennesker skal fyres. Akkeja.
25. januar 2010 @ 21:07
Nogle gange, ikke? Så ved man bare ikke om man skal grine eller græde…
25. januar 2010 @ 23:40
gitte hvad med at græde.. min morfar blev i sit sidste år kastet frem og tilbage mellem 2 hospitaler og hjemmeplejen mindst 2 gange om måneden.. jeg har prøvet at stå på hospitalet ved min morfars stue og været den første i familien til at få besked om han da var overflyttet til andet hospital… Min mor er handicappet pga lægesjusk under fødslen, kender 3 andre der er blevet det under operationer… Og alligevel skæres der ned???? Jeg tuder ved tanken om dem jeg og familien kender på hospitalet for tiden… Min mormors bedste veninde, anden dag ude fra intensiv glemte de at give hende hendes piller så hun røg hurtigt langt ned igen…
Linda ring direkte til den læge du skal se, få evt en tlf tid hvor han forklarer hvad der skal ske
26. januar 2010 @ 08:01
Ja, jeg gentager lige ovenstående råd. Ring til den læge du skal til samtale/operation hos. Han er der højst sandsynligt ikke lige nu/har ikke lige tid/er gået hjem/er i vagt/er på ferie/what ever! Men så siger du. "Okay, det er jo også okay, at han skal arbejde/holde fri/pille næse ind i mellem, men hvornår præcis kan jeg så ringe og tale med ham?" Og så få personen til at sige noget konkret… Uden at blive sindsyg (Se det er det, som er det svære)
26. januar 2010 @ 09:30
Linda for helvede! Jeg bliver lidt tudevorn af at læse sådan noget. Jeg bærer dig kraftstajsme selv igennem det sundhedssystem og smadrer dem allesammen, hvis de ikke passer ordenligt på dig!
26. januar 2010 @ 10:15
Føler virkelig også med dig 🙁
Hvad ER det Danmark gør galt, siden det virker så dårligt, i forhold til hvor mange penge der postes i skidtet?
Jeg har en teori om, at det er fordi hospitalerne ikke har et godt nok journalsystem. De kan ganske enkelt ikke kommunikere hospitalerne imellem, uden at det går galt, nogle papirer bliver væk, eller den ene læge ikke lige kan læse den anden læges kragtæer.
HVORFOR er det, at man ikke for 10 år siden lavede et FÆLLES digitalt journalsystem?!
Man bliver desværre nødt til at være så stærk, at man selv holder trådende i sin egen sag, søger aktindsigt og evt. skriver dagbog over hvem man har snakket med hvornår, og hvad vedkommende har sagt. I hvert fald hvis man fejler noget alvorligt.
26. januar 2010 @ 16:08
Jeg ved godt, det er en gammel, banal traver… men er det ikke lige her, vi er nødt til at konstatere, at "det kræver et godt helbred at være syg" i Dagens Danmark :-/
Rigtig god bedring – fra én, der selv har været der. Og som oven i købet blev fanget i sygedagpengesystemet i en periode…! DET er ren Bermuda-trekant!
26. januar 2010 @ 16:26
Hvis de nu begyndte at køre det som en forretning, så skulle i se dem komme op af stolene. Hvis deres løn pludselig afhang af, at patienterne var tilfredse med behandlingen, og at der ikke spildtes milliardvis af kroner på planlægning og kommunikation, der ikke fungerer. Jeg har arbejdet på regionshospitalet, men fik lavet en operation på privathospital sidste år, og det var som at komme ind i en helt anden verden…
Det fungerer jo heller ikke, at en dygtig kirurg forfremmes til leder af kirurgisk afdeling, hvis han ikke har forstand på ledelse… Sæt lægerne til at behandle, og virksomhedsledere til at lede.
26. januar 2010 @ 20:49
For helved i satan da!!!!