Det sure kvindfolk.

Dines har allerede skrevet et fint indlæg om det. Randi ligeså. Men jeg er simpelthen nødt til at have luft, så hvis I synes, at I har læst nok om idiotisk radio og værter, der skulle slæbes ud bagved og aflives med et nakkeskud, så er det helt ok at I lister ud igen og bare kigger ind forbi en anden dag.

Men for satan, altså.

De sidste par måneder har jeg tolket rigtig meget i Herning/Odense/Frederica/Horsens/Ålborg, og det betyder rigtig mange timer i bil i selskab med mig selv, mig selv, mig selv. Den slags byder man jo ikke sin værste fjende, og derfor forsøger jeg hver gang at aflede min opmærksomhed med radio.

Og jeg siger det lige igen. For SATAN, altså!

P3’s nye satsning ”De glade mandfolk” giver mig lyst til at køre hårdt ind i nærmeste autoværn af rent og skært raseri. Hvem fanden synes, at det er sjovt at sidde og høre 3 voksne mænd holde liv i et radioprogram, der er så åndssvagt, at den største udfordring for dem må være at stå elendigheden igennem uden at dø af skam? Har de ingen chefer? Overhovedet?

Forleden sænkede de slagskibe. Haha. Hvor de manuelt lavede ’bombe-falder-ned’ lyd 175.128 gange, hvilket er lige til at blive FULDSTÆNDIG HYSTERISK AF AT HØRE PÅ! I. Laver. Radio. Som i: Auditiv underholdning. Så synes jeg, at det virker rimeligt, at I prøver at holde lidt igen med de grimme lyde.

De har også ’hit-maskinen’, hvor du kan ringe ind og fortælle om dig selv. Så skriver de en sang. Og nu ved jeg ikke, hvor mange mennesker, I kender, der ringer ind til radioprogrammer – jeg kender ingen. Hvis jeg gjorde, ville jeg øjeblikkeligt holde op med at kende dem – men hvor meget har vi brug for at høre et ti minutters interview med en idiot uden selvkritik, for derefter at høre en sang, der ikke rimer, sunget af folk, der ikke kan synge, om ham??

Når man slår over på Nova FM, er der bare hele tiden Thomas Helmig.

Skal man virkelig tvinges til at arbejde på at udstå sit eget selskab?

Forklædt som voksen.

Når jeg kigger på min omgangskreds, kan jeg se, at den har ændret sig i løbet af det sidste års tid. Ikke, at der er kommet specielt mange nye mennesker til, men jeg har knyttet tættere bånd med nogle af dem, som jeg tidligere bare kendte lidt perifert, og nogle af dem, som jeg tidligere brugte meget tid med, er rykket lidt længere i baggrunden.

I dag drak jeg kaffe med en af dem, der bevæget sig fra bekendt til veninde, og jeg kunne høre, at hendes omgangskreds havde undergået en tilsvarende metamorfose.

Udadtil er vi ret forskellige, og vi befinder os to helt forskellige steder i livet. Derfor har jeg gået og tygget lidt på, hvorfor både hun, jeg og flere andre, jeg kender, tilsyneladende regrupperer i disse dage, og jeg er nået frem til, at jeg tror, at det handler om, vi er blevet voksne.

Modsat hvad jeg i mange år har troet, er jeg ved at nå frem til, at man ikke bliver voksen, den dag man får børn. Eller køber hus eller lander det vilde job.

Jeg tror, at man bliver voksen, den dag, man til fulde forstår, at det er ens eget ansvar at skabe det liv, man gerne vil have.

Den erkendelse giver en ro (eller angst, afhængigt af dagsformen), som gør mange valg nemmere, fordi man holder op med at forvente, at der kommer en (anden) voksen og rager kastanjerne ud af ilden, hvis man træffer sine beslutninger med hovedet under armen. Når man fatter, at man bevæger sig længere væk fra sine egne mål, hvis man vælger forkert, er der sgu pludseligt lidt mere incitament til at tænke sig om og prøve at vælge rigtigt i første omgang.

Og jeg tror, at det er denne erkendelse, der får nogle venskaber til at glide ud, fordi verden ser så utrolig forskellig ud på de respektive sider af skellet. Når man begynder at se livet som en vej, og alle valg som muligheder for enten at bevæge sig i retning af eller væk fra målet, så bliver det svært at forstå dem, som bare drysser planløst rundt og alligevel ikke forstår, at livet i dag ligner livet i går. Når man er den, der drysser, virker det statisk, fastlåst og kedeligt at lægge sig fast på noget, når der nu er så mange andre muligheder, der OGSÅ lyder spændende.

Eller også overfortolker jeg alting, og det hele kan koges ned til tid, lyst og lejlighed.

Top 5

over ting, jeg elsker ved at tolke på Teknisk Skole.

1) Det er en af de få skoler, der kender og anerkender sin målgruppe og dens foretrukne transportform; Her er ALTID parkeringspladser at få. Og nogle dejligt brede nogle af slagsen, så der er plads til skørter, spoilere, alufælge og rævehaler.

2) Der er en umiddelbarhed og en rummelighed, som jeg – efter 9 år i faget – ikke har set andre steder. Hvis du er en spasser, får du en lammer, og så er den ikke længere. Hvis du har en diagnose, får du fuldstændig den samme behandling som alle andre; du må drilles og dine eventuelle overreaktioner absorberes bare uden at nogen løfter et øjenbryn eller ser skævt til dig efterfølgende af dén grund.

3) Efter at have tolket på ca. 20 tekniske skoler rundt omkring i hele Danmark (med Bornholm som eneste undtagelse) må jeg imponeret konstatere, at det er lykkedes et helt uddannelsessystem at sidde samtlige råd om kost og ernæring FULDSTÆNDIGT overhørigt. Cola er Cola, light er for homoer, og dagens ret er medister med en cowboytoast on the side.

4) Det burde formentlig bekymre mig mere end det gør, men der ER da noget over banditter, der holder døren for dig, samtidig med at de tilbyder dig Iphones og Arne Jacobsen-furniture til spotspris…

5) Og så er jeg vild med blandingen af barnlig begejstring og maskulin trang til at imponere, som kommer til udtryk ved samtaler som denne:

A: ”Hey hallo. Vil du se billeder af mine slørhaler?”
B: ”Slørhaler!? Det er sgu da pigefisk, mand!”
A: ”Det er sgu da ikke en pigefisk! Er du klar over, hvor søde de er? Man kan se fjernsyn med dem og alt muligt!”
B: ”Du skal sgu da ha noget, der er meget sejere. En haj, eller en krokodille eller sådan noget!”

Jeg sværger ved alt, hvad der er mig helligt, at det ikke er noget, jeg finder på.

Erfaringer fra slagmarken.

Af frygt for at blive sådan en, der altid snakker om, hvor meget bedre alting var, da jeg var yngre, øver jeg mig meget i at lægge mærke til, hvad jeg hen ad vejen går og lærer, som gør mit liv nemmere.

En af de vigtigste lektier, jeg har lært er, at man skal sove på det. Uanset hvad det er. I hvert fald når man som jeg er udstyret med fyrværkeri i stedet for temperament og stod allerforrest i køen, da der blev uddelt retfærdig harme. Det kan være nogle lange nætter, når man ligger der og marinerer i arrigskab over andre menneskers ugerninger, mens man fører vrede, imaginære telefonsamtaler med synderne, men der er ingen tvivl om, at jeg har nået langt mere konstruktive resultater ved at vente med at ringe op til dagen efter, når den røde tåge for øjnene er fordampet.

Mails kan også godt tåle lige at ligge i kladdemappen natten over.

(Må jeg i den forbindelse anbefale, at man venter med at påføre modtagerens mailadresse til dagen efter? Slemt at bruge en time på at male tastaturet til benmel i raseri (ja. Min computer har elfenbenstaster. Er du sur over det?) for at få luft og så af ren vane at komme til at trykke ’send’. Meget slemt. Og svært at redde.)

Men en anden og ligeså vigtig lektie for sjælefreden har været at lære, at jeg skal undlade at kæmpe kampe, der ikke er mine. Sværere end man lige tror, synes jeg, fordi man så fandens hurtigt kommer til at føle det som et personligt angreb, når andre anfægter noget, man selv tror på og står for.

Om jeg kan give et eksempel? Jeg troede aldrig, at I ville spørge.

Den fitnesskæde, jeg arbejder i, har lige lanceret en ny kampagne, der både på Facebook og diverse blogs rundt omkring tager nogle lemlæstelige tæv. Og det kan jeg sådan set godt forstå, for den er så elendig, at man nærmest kan se konkurrentens ledelse high-five og mandekramme hinanden, ude af stand til at fatte deres eget held.

Jeg har 17 gange været ved at gå ind og pippe et eller andet udglattende, når jeg er snublet over de vantro reaktioner rundt omkring – men når heldigvis hver gang at stoppe mig selv i tide. For lige meget hvad jeg skriver, vil det ende med at være en investering i nytteløs frustration over noget, der dybest set ikke har noget som helst med mig at gøre. Det er ren refleks, når jeg føler trang til at forsvare den. Det er ikke min kampagne, det er (heldigvis!!) ikke mig, der har udtænkt den, og det er ikke mit ansvar at få folk til hverken at forstå eller kunne lide den. Men ved at forsvare den, stiller jeg mig i skudlinien for den, og så BLIVER det pludselig personligt, når folk angriber den.

Det er en gammel sandhed, at man skal vælge sine kampe med omhu, og det kræver en del øvelse at holde fast i at gøre just det, men hvis man kan, så frigiver det faktisk en hel del ekstra energi til at tage de kampe, der virkeligt betyder noget for en.

Har jeg lært.