Bloggen

Jeg har fået taget min GPS-mødom idag. En smart lille indretning, må jeg sige, og farligt nem at bruge. I hvert fald så længe man kender vejen. Var meget positivt overrasket over, at det nærmest bare var plug and play, og nåede helt til Silkeborg, inden det gik galt.

Jeg tror, at jeg er handikappet i mit øjemål-center, for jeg er tilsyneladende ganske ude af stand til at vurdere afstande; særligt når jeg får dem angivet i mil. Og, GPS-so, det hjælper ikke, at du gentager beskeden endnu mere insisterende.

”Drej. Til. Højre. Om. 0,2. Mil.”
”DREJ. TIL. HØJRE. OM. 0,1. MIL!”

Ja!! Jeg hørte dig godt første gang! Men i stedet for at bruge den tone, kunne du måske lære at svare, når jeg spørger dig om noget, så jeg ikke bare sidder og råber: ”Er det her? HER ELLER HVAD??” ud i luften.

Men jeg kan godt høre, at mor ikke er vred, men meget, meget skuffet, når hun genberegner ruten.

Jeg er blevet udtrukket til at deltage i en undersøgelse. En ægte, læge-agtig undersøgelse, hvor man skal finde ud af, om D-vitamin kan forebygge osteoporose.

Lige da jeg fik invitationen blev jeg totalt excited. Så så man lige mig være en del af noget forskningsagtigt, der garanteret får stor betydning for artens overlevelse, og som sikrer.. ja, alt muligt vigtigt.

Så begyndte jeg at spekulere på, hvorfor de lige har valgt mig.

Ligner jeg en, der er skør i knoglen? Eller er i fare for at blive det?

Og nu kan jeg ikke finde ud af, hvad jeg håber, at de indledende blodprøver viser. Hvis mit D-vitamin-niveau er, som det skal være, bliver jeg sat uden for døren. Og jeg vil jo godt være med. Vil jeg ikke? Eller er det bedre, at det er, som det skal være nu? Argh! Var meget ambivalent, da jeg satte mig til at besvare de 70 siders (!) spørgsmål, men valgte – som altid, når jeg er i tvivl – at satse på sandheden. Jeg svarede så ærligt, jeg kunne på alle spørgsmål (undtagen de to om solarium og alkohol. Synes måske nok, at de snager lige rigeligt..), og alligevel sidder jeg nu og har lyst til at ringe til dem og fortælle, at jeg glemte at medregne sushi, da jeg svarede på, hvor meget fisk jeg (ikke) spiser, og at jeg tager tilbage, at jeg ikke spiser ekstra kalk, for tyve sekunder efter, at jeg havde trykket på ’send’ begyndte mine negle at turboflække.

Nå. Men de opdager det vel, hvis det er vigtigt. Gør de ikke?

Det eneste jeg er sikker på er, at jeg ikke vil i taber-placebo-gruppen. Lose-lose. Der er noget i vejen med dig, og vi ved det godt, men vi gør ikke noget ved det. Eller gør vi? Nej, vi gør ikke. Jo, vi gør. Aj, pjat. Nej. Jo. Du ved det ikke. Måske gør vi. Vi siger det ikke.

Ved nærmere eftertanke tror jeg ikke, at jeg egner mig til at deltage i den slags undersøgelser.

I denne weekend har jeg undervise på Convention. En del af fornøjelsen ved det er, at man kan tusse rundt og suge inspiration til sig, når man ikke selv er på, og i går var jeg inde og høre en professor fra Danmarks Pædagogiske Universitet holde oplæg om, hvordan man inspirerer, motiverer og brænder igennem som underviser.

Professoren viste sig at være en trind dame i sin bedste alder, der startede med at erklære sig for en af dem, der meldte sig lige så meget ud, som hun meldte sig ind i fitnesscentre, og derefter brugte en time på at underbygge sin personlige aversion mod træning og instruktører med diverse teoretikere.

Eller… sådan hørte jeg det i hvert fald. Det er muligt – det er det virkeligt – at jeg ikke fangede ironien i hendes foredrag, eller at meningen var, at vi skulle provokeres.

I så fald var foredraget en stor succes.

Hun kunne ikke lide at komme der. Hun ville ønske, at vi ville holde op med at synge med. (Forståeligt. Men det er os, der har mikrofonen, så muhahaha!). Hun ville have, at al koreografi skulle være nemmere. Hun efterlyste anden musik, og mindre volumen.

Det synes jeg simpelthen er at overforsimple hele grundideen med et fitnesscenter, som vel i bund og grund skal være et sted, hvor alle kan udfordres uanset niveau og form.

Det skal retfærdigvis siges, at hun også havde et par interessante pointer, som f.eks. at man som instruktør er tilbøjelig til primært at undervise dem, der ligner én selv, fordi man ved, hvordan de kan motiveres, og at man derfor skal være ekstra opmærksom på at huske dem, der IKKE ligner én selv.

Hvilket jo så betyder, at jeg skal huske at undervise og motivere hende, hvis jeg ser hende på en af mine timer.

Hmmm…

Hader, når jeg bliver narret til at tage andres pointer til efterretning. *vrangvillig-ego-smiley*

Men bortset fra det, kom jeg undervejs til at sidde og tænke på folks reaktioner, når de hører, at jeg er instruktør.

Det første der sker, er at de altid skal skælde ud over, at de synes, at medlemskaber i fitnesscentre er for dyre. Det er forbløffende svært at forklare folk, at træning i et fitnesscenter ikke er en menneskeret. Det er et produkt på lige fod med jeans og reoler; nogen foretrækker Diesel og Montana, andre er tilfredse med H&M og Ikea. Mulighederne afhænger af prioritering og økonomi, og jeg SYNES, at det er spild at penge at være meldt ind i et træningscenter, hvis man kun er der 2 gange om måneden. Men det er som om, at fordi træning gavner den almene sundhed, så er fitnessbranchen ond og grisk, fordi den vil tjene penge.

Jeg tror ikke, at jeg helt forstår det.

Det næste der sker, er at mine bordherrer og -damer let anklagende beskylder træning for at være kedeligt. No shit. I ville blive overraskede, hvis I hørte, hvor mange mennesker der mener, at det er vores forbandede pligt at få dem til at kunne LIDE at træne.

Og altså… Vi er håndværkere. Vi er ikke tryllekunstnere.

Det siger sig selv, at vi skal kunne vores ting, at vi skal stille velforberedte, og at vi skal forsøge at motivere folk, så godt vi kan. Det er os, der får løn for at stå der, og det er os, der skal sætte energispiralen i gang – men vi kan ikke gøre det selv.

Hvis man har 5 sure koste til at stå helt oppe i ansigtet, er det en UMULIG opgave at løfte energien så meget, at den kommer ud over dem og ud i rummet. Hvis man står med et hold, der emmer af dårligt humør; hvis man ikke kan få øjenkontakt med en eneste af deltagerne eller slå et smil af NOGEN, eller hvis halvdelen af de tilstedeværende hader at træne, vil det aldrig blive andet end en middelmådig time.

Du får, hvad du giver.

Åbenbart både i dit fitnesscenter og til foredrag.

Ind imellem sender livet nogle mennesker i din retning, som du af den ene eller anden grund er nødt til at forholde dig til og rumme i dit liv, men som skuffer dig fælt om og om igen. Så nu er det, jeg gerne vil vide: Kan det lade sig gøre at have en relation til et andet menneske uden at forvente sig noget af vedkommende? For personligt synes jeg, at det kan være lidt af en udfordring at blive stående med alle forhåbninger afmonteret uden at blive bare en lille smule bitter i kanten.

Og inden du, min søde læser, lægger en kommentar om, at man kun skal udstede adgangspas til dem, der indfrier ens forventninger, vil jeg gerne bede dig kigge din egen familie og omgangskreds grundigt efter i sømmene. Jeg kan i hvert fald hos de fleste, jeg kender, få øje på en alkoholiseret far, en ekskæreste, der udgør den anden halvdel af barnets forældre eller en papsøster, der alle passer på ovenstående beskrivelse.

Hvordan gør man? Hvordan undgår man at lukke af? Hvordan holder man fast i sine egne værdier og ideer om medmenneskelighed og anstændig opførsel, når man den ene gang efter den anden ender med at føle sig dum og udnyttet?

Er det at spejle ligegyldigheden og egoismen at sælge ud eller en måde at overleve på?

Og må man godt synes, at det er urimeligt, at det altid er den, der hjælper, tager hensyn og forstår, der ender med at sidde tilbage og gøre ondt?

Jeg går aldrig af vejen for at være bøddel, når udtryk tigger om at blive euthaniserede pga. alderdom eller slitage, men jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg aldrig retter på folk, når de taler, hvis jeg forstår, hvad de mener. Lidt fordi jeg finder bedrevidende mennesker rimelig usympatiske, men mest fordi jeg ikke kan prale af at have fejet for egen glasdør.

Jeg fucker op i ‘hans’ og ‘sin’, lige meget hvor ofte jeg slår det op eller får det forklaret. Jeg vil have alle sproglige led og ordklasser til at ende på –de, hvis de står efter navneord i flertal. Og endelig venter jeg stadig på, at nogen skal opdage, at hele verden har glemt –t’et efter alle slags -bold. Fodboldt. Håndboldt. Rundboldt. Se? MEGET mere logisk og pænt.

Men alle mine gode intentioner til trods, er der én ting, der giver mig tics af irritation, og det er rim, der ikke rimer. I 3 lange år og 7 lige så lange måneder gik jeg i skole ved siden af et firma, der med store bogstaver forsøgte at overbevise os om, at ”Hvis De skal feste, så til Eske”. I 4 år har jeg boet overfor en fyr, der dagligt kører rundt i en bil med påskriften: ”Er gulvet grimt og skummel? Ring til Hummel!”

Seriøst. Kan I ikke selv se det?

Og indenfor dansk musik er der vist nærmest gået sport i fænomenet.

En ting er, når kunstnerne skriver tekster på engelsk. En fremmedsprog er et svært en og sådan.

I want electric light
That flashes away
I want my heels sky high
I can’t run away

‘Cause in my heart I’m someone else
And it’s been true since I was twelve
(Infernal: Electric light)

Men jeg har fandme svært ved at finde noget formildende at sige om en dansk sangerinde, der skriver danske tekster og afleverer det her:

Lyset blinker
Uret tikker
Vejen drejer
Et blik i spejlet
Pulsen stiger
Chaufføren smiler
(Sanne: Taxa)

I en genre helt for sig er diverse danske støttesange. Hvor nobel tanken bag end er, tror jeg, at den største gave vi kan give afrikanerne/inderne/haitianerne er aldrig at oversætte elendigheden, da jeg er bange for, at det ville slukke den sidste rest af livsvilje og kampgejst hos dem.

Ikke nok med jeg ku ha siddet på den strand
Jeg har venner som jeg ved blev ramt
Vi bruger så meget tid på at bekæmpe hinanden nu
Sig mig hvad ville der ikke ske hvis vi glemte hinanden nu
Og der er børn der mangler en mor nu
Tænk at tingene kan se så sort ud
Ufattelig udi det ekstreme
Verden vender når du mindst venter det
(Jokeren og slæng: Hvor små vi er)

(Herunder opgiver jeg at fremhæve, hvad der skulle rime. Jeg aner det simpelthen ikke.)

Alle går vi rundt i vores egen lille verden
Drømmer om guld og grønne skove og den store kærlighed
Over sø og land under en stille stjernehimmel
Har vi sunget dine sange
Har vi danset til din egen melodi
(Nanna & Co: Afrika)

Et skrøbeligt fundament
så nemt ramt af det sorteste uheld
jeg vil hente himlen ned til dem
hvis kræfter ikke rækker selv
(Støt Haiti: Skrøbeligt fundament)

Kan vi ikke nok gøre os en lille smule mere umage? Please?

Jeg ser gerne igennem fingrene med folk, der køre bil og jeg kan abstrahere fra folk der lægger i sengen og ligger bogen fra sig, men når I gør det der, så føles det som at få sandblæst trommehinderne med tegnestifter.

(Og for god ordens skyld: Jeg VED godt, at man ikke laver punktummer efter overskrifter. Men jeg gør, for jeg synes, at det er pænt, og det er min blog, muhahaha!)

Må jeg godt lige skrive en sidste post om vejret? For jeg bliver snart sindssyg, og jeg har nu fundet noget, der er mere træls, end at cykle op af Grenåvej, og det er at cykle op af Grenåvej i en halv meter nyfalden sne. Måtte på et tidspunkt råbe: ”Gå nu VÆK!!!” af mine lungers fulde kraft for ikke at kortslutte i et spastisk anfald af raseri. Hjalp lidt.

Det her er by far den værste vinter, jeg nogensinde kan huske at have oplevet. Og der er to måneder tilbage af den.

Men du skal komme til at give dig, dit lille svin. Jeg sover med altandøren åben hele året, og den sidste uge er jeg vågnet til lyden af fugle, der synger. I dag, da jeg kæmpede mig hjem fra arbejde, kunne jeg i samfulde 5 kvarter se cyklen, jeg kørte på, fordi dagen er tiltaget med 1 time og 46 minutter.

Lige om lidt går vi rundt i bare tæer og drikker kølig hvidvin. ’Overtøj’ er en tynd trøje, man er på fornavn med duften af nyslået græs, og man kan tørre sit tøj udenfor. Aftenerne er lange og lyse, der findes ikke noget, der ikke kan tilberedes på en Weber, og når vi cykler hjem under stjernerne kl. 4 om morgenen, og mørket er mere blåt end sort, vil vi grine ved tanken om, hvor slem vi syntes, vinteren var.

Hold ud, venner.

Jeg ved ikke, om det er mig, der er håbløst umoderne og ikke har fattet hverken trend eller udvikling i nyhedsbranchen, men jeg savner de gode gamle dage, hvor journalisterne var objektive formidlere og ikke skjulte deltagere i debatten.

Jeg ved godt, at aviserne allerede har sendt et signal om, hvad de mener, er vigtige emner på livets dagsorden, når de vælger, hvilke historier de bringer, og jeg er helt på det rene med, at ingen mennesker kan skære sig så meget fri fra fortid og personlighed, at det ikke kommer til at påvirke vinklingen, men altså … kunne man prøve?

Det er som om, medierne tror, at vi gerne vil have maden prætygget. Og det er selvfølgelig også fint, hvis man har haft en lang dag. Problemet er bare, at de også vil have lov til at bestemme, hvad den skal smage af. F.eks. kan jeg ikke længere holde ud at se TV avisen på DR, fordi studieværten behandler alle gæster som suspekte kriminelle, der skal mistænkeliggøres, tales ned til og åbenbart ALDRIG må få lov til at færdiggøre en sætning, men SKAL afbrydes med: ”Så prøver jeg lige igen, for du svarer ikke på spørgsmålet!”

Hvem gider stille op til det?

Jeg ved godt, at nogle af gæsterne har deres egen agenda, og jeg synes bestemt ikke, at det er i orden, at eksempelvis politikere kun vil stille op til debat, hvis de selv kan bestemme emnet og på forhånd kan vetoe bestemte spørgsmål, men jeg er bange for, at den der skyd-først-spørg-bagefter journalistik, der praktiseres i stor stil på samtlige kanaler, ender med at kvæle den debat, som gennemsnitsmennesker som mig bliver klogere af.

Ligeledes har jeg de sidste par år flere gange siddet forvirret og ledt efter kilden til en udtalelse, indtil det langt om længe er gået op for mig, at det er journalisten selv, der lige har ville give sit besyv med. F.eks. læste jeg til jul en artikel om to børn, der var løbet hjemmefra, fordi de ikke havde fået de gaver, de ønskede sig. Overskriften var: ”Forkælede møgunger”

Hvad skete der med princippet om at fremstille fakta og lade læseren drage sine egne konklusioner?

Måske er det bare mig, der ikke læser de rigtige aviser eller ser de rigtige nyhedsudsendelser. Måske er redaktionerne rundt omkring i Danmark fyldt til bristepunktet med journalister, der sidder og river sig i håret i frustration over at skulle formidle nyheder, så de kan forstås af deltagerne i Paradise Hotel og De Unge Mødre. Måske er det helt fejlskudt af mig, at jeg giver medierne skylden, og måske er det samfundet, der vil have den saglige videreformidling nakkeskudt og ren underholdning serveret i stedet. Måske er vi blevet en nation af sensationslystne småborgere, der mere end noget andet er bange for de andre og for at blive snydt.

Måske.

Men jeg savner nu stadig den tid, hvor man selv havde bare lidt at skulle have sagt, når man skulle finde ud af, hvad man mente.

Jeg kører et rimelig tight regime her i Landet Linda, og hvor Mikael Simpson har lort på styret, har jeg styr på lortet: Jeg har altid fundet størst tilfredsstillelse i at beskæftige mig med noget, jeg enten i forvejen er god til eller viser mig at have talent for. Dermed ikke være sagt, at jeg ikke prøver noget nyt; jeg kan bare se, at min interesse meget hurtigt er for nedadgående, hvis jeg kun er middelmådig til det, jeg giver mig til.

Derfor irriterer det mig ad helvede til at jeg stadig har behov for, at folk skal fortælle mig, at jeg er dygtig. Jeg burde hvile i mig selv, og den gode præstation alene burde være belønning nok.

Det er den bare ikke.

Ros, komplimenter og anerkendelse. I en tid hvor selvudvikling er Gud og enhver kan coaches til succes, er det nærmest tabu at have brug for disse verbale skulderklap. Det har jeg ikke desto mindre, og jeg tror, at det dels handler om at være sikker på, at jeg stadig har kompasset rigtigt indstillet og dels om, at føle mig set og vide, at der bliver sat pris på det arbejde, jeg lægger i tingene.

For et par år siden opdagede jeg, at jeg roste mine dygtige praktikanter og føl markant mindre end de knap så gode. Ikke fordi jeg ikke gerne ville fortælle dem, at de var skidegode, men fordi jeg antog, at de vidste det og bare tørstede efter konstruktiv kritik, så de kunne blive ENDNU bedre. Dem, der kæmpede lidt mere med tingene, roste jeg derimod for alt, hvad jeg kunne sige noget positivt om, for ikke at tage modet fra dem; opmuntring er både godt og nødvendigt, når man har lang vej hjem.

Men en dag slog det mig, at hvis alle tænkte som mig, så ville de gode aldrig få at vide, at de var gode, og på længere sigt risikerer man at miste de bedste folk, fordi de smider håndklædet i ringen; ingen husker at fortælle dem, at de gør det godt, fordi alle antager, at de ved det – og det er altså ikke ret motiverende at servicere en umælende mur.

Min kammerat er et af de bedst begavede mennesker, jeg kender, og han bliver god til alt, hvad han rører ved. Desværre er hans lillesøster en skrøbelig lille pige, som hans forældre gennem hele hans barndom har rettet 80 % af deres opmærksomhed mod, fordi hun skulle støttes og opmuntres. Heldigvis var han jo en dygtig dreng, som kunne selv.

Han kæmper hver eneste dag mod fornemmelsen af at skulle overpræstere og være perfekt for at blive set og holdt af.

Og når jeg hører en mand brokke sig over, at kæresten ikke gider gøre noget ud af sig selv, kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om han ind imellem fortæller hende, at hun er smuk? Om han husker at give udtryk for sin påskønnelse, når hun har gjort noget ekstra ud af sig selv – eller om det bare er den klassiske mandeting med, at ’hvis jeg siger, at du er lækker, så gælder det, indtil jeg siger noget andet’? For hvis man har en fornemmelse af, at der ikke bliver sat pris på… ja, alt sgu, lige fra opbakning og indlevelse til lækkert undertøj og tabte kilo, så kan jeg faktisk godt forstå, at man kommer til at opfatte det som om, at det ikke gør nogen forskel. ”Du ved jo, hvad jeg kan lide.” Nej. Det ved jeg faktisk ikke. For jeg har ikke fotografisk hukommelse, smag ændrer sig, og det er 3 år siden, du fortalte det sidst.

Og lad nu være med at lægge kommentaren om, at man skal gøre det for sin egen skyld, for det er jo indlysende rigtigt. Det er bare ikke hele sandheden. I hvert fald ikke i mit univers.

For hvis andre ikke ser os, tror jeg med tiden, at vi mister evnen til at se os selv.

Kan I huske for 2 måneder siden, hvor saltvognene var sådan nogle trivelige brumbasser, der futtede omkring med 40 km/t og omhyggeligt og gavmildt spredte deres hvide guld?

Det er sgu slut nu.

De sidste par aftener har jeg knap nok nået at se dem, når de er fræset forbi mit vindue med 100 km/t og har taget hjørnerne på to hjul i en kørestil, jeg tænker på som ’Teknisk-skole møder fuck-det–det-bliver-alligevel-glat-igen-i-morgen’, og spiser ti meter islamineret asfalt af med to skaldede saltkorn.

Jeg gider ikke mere. Stop nu. Sne gå væk.

Det har været vinter alt, alt for længe, når man er nødt til at prøve at glæde sig over, at man i det mindste ikke er skyttegravssoldat under Vinterkrigen.