Nedsat (hen)syn.

Vi må være den by i Europa, der har flest m2 vejarbejde pr. indbygger. Som borger i smilets by, er jeg naturligvis glad for, at Århus Kommune gerne vil give mig gode veje at køre på. Jeg synes også lidt at de skylder mig, fordi de har valgt ‘ingen-snerydning’-politik. Det virker rimeligt, at mine skattekroner giver mig farbare veje i hvert fald halvdelen af året. Jeg begriber bare ikke, at de altid skal fræse veje op/asfaltere kl 7.30 og 15.30. Jeg tænker højt nu, men kunne man forestille sig at grave kæmpe huller i jorden, NÅR ANDRE FOLK VAR PÅ ARBEJDE?!! I forvejen modsætter denne ensretttede afkrog af helvede sig, når folk forsøger at undfly til fyraften, men at forværre det ved at spærre hele vejbaner af og lade valget stå tilbage imellem 100 meter ny, flydende asfalt eller kløfter, der nærmest indbyder til rapelling – det er sgu da tarveligt.

Man ser samme tendens inden for dansk landbrug. Hvis du i din maskinpark har noget på hjul, som måler over 3 meter i bredden og har en maxhhastighed på 55 km/t, er det den nye trend at flashe det på motorvejen imellem kl 15 og 16. Er det en form for ekstremsport? Hvor formålet er at flytte sin raseritolerancetærskel?

Hvis det er tilfældet, så har jeg endnu en disciplin, vi kan føje til sportsgrenen Utålmodighed – Den Yderste Grænse. Den hedder “Slip ud, inden dit pas udløber”. Banen vi spiller på er fortrinsvis butikker, og jeg må advare om, at de gamle i området omkring Harald Jensens Plads ligger i Superligaen. Jeg tror, at de er sponsoreret af Fakta, for de samarbejder i hvert fald om at få mig til at blive lidt længere. De har heeeeeeele dagen til at handle, men hvornår stiller de, omklædte i spillertrøjer? Kl 16. De kan uden problemer fylde 8 hyldemeter, når de står og stikker snuden HELT ned i æblerne. Nu hvor Tysken er taget hjem og der ikke er rationering på, så skulle man jo nødig komme hjem med andet end det aller-aller bedste. De er meget skidt gående, lige indtil de vil først i køen. Så skal du fandme se Sahva-skoen slå gnister! Og betalingsritualet kan forhales i det uendelige. Først tjekker man prisen på varerne, mens man lægger dem op. “Det var da 4.95 for den her, ikke? Det stod der på skiltet”. Så skal der tælles småpenge op. Skrives checks. Tjekkes bon. Idag stod jeg i kø i 10 minutter, fordi en gammel mand holdte foredrag for pigen ved kassen om, hvordan hun nok skulle blive til noget her i livet, fordi hun havde sit job at stå op til. Til min forbløffelse har de ansatte i Fakta vist sig at have ældre-tække; hun sad bare smilende og sagde ja. Vi andre stod i den voksende kø og prøvede at huske, at vi også selv bliver gamle engang. Når det sker, har jeg tænkt mig at handle klokken 11. For der ved jeg, at jeg kan trippe med min rollator ned af brede, friskasfalterede, landbrugsmaskinefrie veje til Fakta, hvor de har tid til at sludre.

Zen og kunsten at vedligeholde sin livsglæde.

Jeg kendte engang en fyr, der læste filosofi. Han var meget optaget af de store spørgsmål i livet – hvilket vel nærmest er en forudsætning, når man vælger det studie – og ville så gerne dele sin passion med mig. Mangt en jul har jeg derfor modtaget firkantede pakker fra Filosofisk Forlag; Alle tænkt som velmente dåseåbnere til mit sind. Spændende var det (i hvert fald det meste af tiden), men det kunne bestemt også være svært at få hjernen viklet omkring. Oveni har filosofi den lidt uheldige bivirkning, at livsleden opstår mellem 3. og 4. punktum, i den første filosofibog man læser. Svært at gå op i, om man kan sætte grønne øreringe til en pink trøje, når hjernen forsøger at gennemskue meningen med menneskets eksistens. For mit eget vedkommende udløste det en mærkelig, passiv udgave af den tyske lidelse Angst, hvor jeg glemte at leve, fordi jeg havde så travlt med at spekulere på mål og mening. Hvis man synes, at man har gennemskuet, at den primære grund til vores hang til vaner og forudsigelighed er døds- og livsangst, så er det svært at vælge, om man springer ombord i det konforme liv og accepterer følelsen af at sælge ud, fordi man ved, at der er så meget mere, eller om man vælger soloudgaven, hvor man alligevel aldrig er helt tilpas, fordi man føler sig som den eneste i biografen, der har husket de rød/blå briller til 3D-filmen.

Dette blik tilbage mod min ungdoms eksistensielle undren, blev udløst af noget så simpelt som den kommende jul. En af filosofferne vi i sin tid diskuterede, havde en tese om, at vi somme tider er forelskede i overbegrebet frem for den faktiske, konkrete handling. At du f.eks. er forelsket i idéen om at være forelsket, og ikke i ham, som hos dig står. At du elsker tanken om at være en del af en familie, men når det kommer til stykket, så keder du dig i det og føler ikke, at du passer ind. Og på det mere dagligdags plan: Konceptet “at løbe i det fri”, lyder ualmindelig fedt, men når man kommer afsted, så er det bare fluer, blæst og bakker.

Jeg har det meget udpræget i forhold til årstider. Hver gang det begynder at blive efterår, slår min hjerne op på den side i kataloget, hvor der er stearinlys, store sweatre (som klæder én), the og gåture i den smukt farveafstemte skov. Det kan tælles på en hånd, hvor mange gåture i skoven, jeg har afviklet over de sidste 5 år. Når vinteren og julen nærmer sig, så glæder jeg mig til sne, lyskæder på Strøget, hygge og adventskranse. Hvornår har vi sidst fået en ærlig gang sne, som faldt på den rigtige side af jul? Forår betyder t-shirts, hvide hørbukser, fuglesang og lysere dage. Ikke i Danmark. Der er rain on the rocks fra februar til juli. Og endelig husker jeg hvert år sommeren som noget med grill, strand, ferie og å-vagt. Jeg vil retfærdigvis sige, at den holdte stik forrige år, men i år må vi nok erkende, at sommeren missede sit fly. Eller sidder i et nødlandet Dash på Gibraltar. (Og lad så det være ALLER sidste gang, vi snakker om Sommeren, Der Aldrig Kom!)

Men heldigvis har min tidlige Weltschmertz lært mig, at livet bliver væsentlig mere tilfredsstillende og sjovt, hvis man ind imellem kan lære at give slip. Man kan ikke delete tankernes spor i hjernebunden, men man behøver ikke altid at opfatte dem som en udstukket rute, man er tvunget til at følge. Hvis jeg tænker mig godt om, så ved jeg, at mange af de ting, jeg ser frem til, er anderledes i virkeligheden end inde i mit hovede. Så det lader jeg være med. Jeg glæder mig til at glæde mig til jul. Er der nogen, der vil være med?

Parlez Vous francais?

Når jeg er til fest og sidder ved siden af nye mennesker, så synes de som oftest, at det er utrolig spændende, at jeg er tegnsprogstolk. Der er altid masser af spørgsmål, og rækkefølgen er som regel:

1) Er tegnsprog internationalt? (Nej).
2) Har du døve i familien? (Nej).
3) Prøv at sige noget på tegnsprog. (Her sænkes bundniveauet i samme takt som promillen stiger).
4) Hvad siger jeg nu? (Efterfulgt af, hvad der mest ligner et epileptisk anfald).

Jeg ved godt, at det er fordi, at jeg som regel er den første tegnsprogstolk, folk møder. Engang imellem ville jeg bare ønske, at folk ville overraske mig ved at spørge om noget, jeg ikke var blevet spurgt om før.

Selv har jeg det faktisk sværest med nogle af de jobs, jeg godt ved, hvad indebærer. Hvis jeg sidder ved siden af en, som arbejder i en skoforretning, så stirrer jeg vedkommene stift i øjnene på “Heeeere’s Johnny!!”-måden, i håb om at bortlede opmærksomheden fra mine gamle, slidte Nikes. Hvis jeg sidder ved siden af en frisør, har jeg lyst til at digte en historie, der involverer et barn og en neglesaks, som kan forklare mit hår og manglende frisure. Men værst af alt er psykologer. Hvis de spørger mig, om der er mere vin, så når jeg at tænke: “Mener han, at jeg drikker for meget/er det afvigeradfærd, hvis jeg ikke ser ham i øjnene, når jeg svarer/siger det noget om min barndom, hvis jeg strejfer hans hånd, når jeg giver ham flasken/bør jeg hælde op eller har jeg kontrol-issues, hvis jeg gør/hvorfor spørger han mig og ikke hende overfor/kan han se, at jeg tænker alt det her og hvis ja, hvad betyder det så?” inden jeg svarer.

Og nu kan jeg se, at jeg også skal til at have det svært med folks hobbyer. Læste i avisen igår, at en 38-årig far til 4 havde skrevet en bog på 200 sider om at give oralsex til kvinder. Det er jo svært at have noget imod, at mænd ønsker at opgradere deres kvalifikationer på området, men jeg kunne godt have undværet billedet af skaldet økonom, der smilede til kameraet på “jeg er en fræk fyr!”-måden. Med sine store, våde læber. Havde det gjort en forskel, hvis han var lækker? Jeg ved det ikke. Virker bare en lille smule selvfedt, at udgive en bog om et talent, som man egentlig ikke selv kan tjekke, om man har, gør det ikke? Uanset hvor begavet man er med evner på området, så er overdreven selvtilfredshed noget, der øjblikkeligt forvandler vand til sand. Om jeg så må sige. Men på den anden side: Hvis man taler et sprog, der er internationalt, så er det måske ligemeget, om man skal bruge det i Sahara eller Det Døde Hav.

6740 Århus

Det har ikke været nogen stor dag idag. Ikke, at der ikke har været nok af den. Ur ringede kl 03.15, da eneste tog til opgave på Sjælland kører 04.11. Var egentlig lettet over endelig at kunne stå op, efter i 3 timer at have rodet rundt og drømt, at jeg underviste i serier, jeg ikke selv kendte, at jeg blev smidt ud af min lejlighed osv. Brugte 5 minutter på at overveje, om havregryn, indtaget på det tidspunkt af døgnet, falder ind under kategorien “Natmad” eller “Morgenmad”? Tidsmæssigt det første. Typemæssigt det sidste. Erklærede kampen for uafgjort og tog afsted. Da jeg nåede til Horsens, begyndte jeg at få kvalme. I Fredericia begyndte det at gøre ondt, når jeg sank. I Odense sprang koldsveden frem over hele kroppen. Voterede og blev enig med mig selv om, at det var nemmere at fortsætte, tolke de to timer, det drejede sig om, og så på lyntoget hjem under dynen, end at skulle have fat i chefen, afløser, ny togplan osv.

Blev udstationeret i stalden. Det er svært at synes, at svin er chamerende, når man er så skidt, som jeg var ved at være. Exit Linda kl 10, og retur mod banegården. Lignede på nuværende tidspunkt narkoman med abstinenser. Sorte rander under øjnene, fedtet hår (den FEDE løgn, at man bliver pæn af frisk luft!), klamtsvedende og bleg. Havde min bærbare med, som jeg klamrede mig til, og det var som at se sig selv i spejlet, da utrolig suspekt type, som bar rundt på computer – ikke i emballage… – kom gående imod mig. Og hilste.

Vel inde i toget kl 10.52. Bad til at alle skinner ville arte sig, og at lokoføreren bare ville træde speederen i bund. Hvad der derefter skete, er lidt uklart. Men da jeg står af toget, er jeg endt i Bramminge. 30 km nord for Esbjerg. Forsøgte at se det sjove i det. Gik dårligt. Ringede til min mor. Gik til gengæld godt for hende. Måtte derefter sluge den ydmygelse, at det skal skrives på klippekortet, at “man er KØRT FOR LANGT (kunne de ikke bare have en kode? Helt ærligt?) og skal retur til Århus.” Følte mig som et barn med sin adresse i snor om halsen. Et sygt, sjusket barn. Ventede 50 minuttter. God tid til at komme i tanke om, at jeg skal aflevere klippekortet på arbejde, hvor ALLE vil spørge, hvem fanden der ender i Bramminge, når de skal fra Roskilde?! Kl 14: Ind i tog. Kontrollør underholder hele vogn med mit uheld. Er på nuværende tidspunkt begyndt at håbe, at jeg er inficeret med meget smitsom, luftbåren Ebola. Kl 17: Ud af tog i Århus. Lidt overrasket over, at at jeg stadig lever (dramaqueen? Moi?), efter 3 stive klokketimer i zig zag over Jylland.

Hvis jeg kan slå skidtet ned med Strepsil, Pamol og the, så skal jeg på opgave samme sted i morgen. Hvis ingen har hørt fra mig onsdag, så ret venligst henvendelse til DR.dk/forsvundnedanskere.dk.

Alle dem med røde armbånd skal op af flasken nu.

Nu må den 17-årige, der har deponeret sin personlighed i min krop, godt komme og hente den igen. Der er grænser for, hvor længe det er chamerende, at man som 30-årig padler rundt i alkohol, weekend efter weekend. Hvis overhovedet. Havde glemt, hvor udmattende det er at vågne med temperatur på 64 grader, fordi kroppen overloader i forsøget på at nedbryde gift, løbe slalom uden om det, man har ravet på gulvet, da man kom hjem, have hovedrollen som Nedslidt Panda i filmen, de spiller i spejlet og skulle rekonstruere aftens forløb ved hjælp af veninder og mobil.

Jeg gider ikke mere. Vil gerne have voksenliv tilbage. Hvor man får noget ud af sine dage. Ikke har nær så meget brug for ordet “Undskyld”. Føler sympati i stedet for lettelse, når man hører, at veninderne er faldet på dansegulvet og væltet på cyklen. Hvor apotekeren ikke siger: “Det sædvanlige?” og stiller panodil på disken, når man kommer. Det er sgu da lykkedes for en del af dem, jeg kender, at installere sig selv i rimeligt tjekkede voksenliv. Hvorfor kan jeg ikke finde ud af det?

Men nu er det slut! Har bestilt forældrebesøg i næste weekend. Bedt dem medbringe skæld-ud og instant opdragelse, som bare skal røres op med vand. Så indstil jer på at møde Ny Forbedret Linda, version 2.1, som nipper til rødvin, husker at drikke vand, ikke taler hele tiden og ler stille og behersket. Måske man kan nå at få vanen indarbejdet, inden det bliver julefrokosttid? Vil så nødigt påtvinges værge. Igen.

Nature calling

Jeg kan se, at mit arbejde i næste uge bringer mig i nærkontakt med naturen. Jeg er ikke god i natur. Natur gør mit utryg og giver mig tvangstanker. Når vi bader ved stranden om sommeren, så er det muligt, at andre træder på muslinger og sandorme. Jeg har kæmpekrabber, med kløer så skarpe som Fiskars sakse, til at snige sig omkring fødderne på mig. Når andre bliver kildret af tang, føler jeg det klamme strejf af en strandvaskerhånd. De gange jeg har været ude at nattesvømme, er jeg nærmest vandski’et tilbage på stranden, trukket af min egen rædsel, når det er gået op for mig, at jeg er et blegt stykke hajmadding i vandoverfladen.

Når jeg sover i telt, og der ikke er en Skanderborgfestival til at holde dem væk, lusker der ulve rundt udenfor. Sommerhuse og skihytter, der er lagt afsides, så man rigtig kan koble af, får aldrig gardinerne rullet op, når jeg bor der: Jeg er rædselslagen for at stå ansigt til ansigt med en øksemorder. Jeg synes, at fugle er pisseuhyggelige, og har I tænkt over, hvor meget skade de kan forvolde med det våben, de har siddende lige midt i hovedet? Det er ondsindede ninjaer med fjer.

På mandag er der dømt stald til mig. Med køer, der når mig til skulderen, geder (horn), høns (næb), tyre (flere horn) og heste (bliver hysterisk af skræk, når de løber efter mig). Jeg tror måske, at det er karmarevisoren, der endelig er kommet tilbage fra sin lange frokost. I mange år har jeg holdt meget af at fortælle historien om, hvordan min søster og jeg som hhv 5- og 9-årige, var med min far ude at fiske ved en å. Min søster, der var bygget som et sugerør, havde langt tyndt hår og var bange for det meste, havde denne dag valgt en neongul hårelastik. Vi klipper nu til scenen, hvor en kæmpehest får øje på elastikken, sætter i galop og fremme ved målet frydefuldt forsøger at spise elastikken. Min søster blev nærmest retarderet af rædsel. Undskyld Susanne. Nu forstår jeg, at den historie slet ikke er spor sjov. Det var forkert af mig at fortælle den. Eller i hvert fald at grine så højt, når jeg gjorde.

Gad vide, om det er med heste og køer, som det er med hunde? At de kun gør noget, hvis de kan mærke, at man er bange for dem? I så fald vil jeg gerne begraves i Esbjerg.

Det ta’r kun 5 minutter.

I mit nye lokalområde har vi en Fakta. Jeg ved ikke, hvor de rekrutterer personale, men når man kommer til kassen, har man tre valgmuligheder:

A) En ung mand af etnisk herkomst, der af uforklarlige årsager har valgt at skyllefarve sin hårpragt rød. Ikke hennarød, ikke Lene-fra-Aqua-rød, men den røde farve, som kvinder, der hører Big Fat Snake og har Glam-rock t-shirts, har en forkærlighed for. Han er dødeligt genert, og henvender sig til sin scanner, når han fortæller, hvad man skal af med.

B) Chefen, der er ligeså bred, som hun er høj, voldsomt mandhaftig og ualmindelig vredladen. Hun lægger ikke skjul på, at det er et svært træls tidspunkt, jeg afbryder hende på, når jeg forsøger at snige mine varer forsigtigt op på båndet. Måske er hun bare sur over, at hun hedder Sandy?

C) En pige på ca 18 år, som har fået resten af Hasans skyllefarve. Hun har den dårligste hud, jeg nogensinde har set. Hendes ansigt ligner Smeichels næse, og hun sidder helt åbenlyst og piller i sårene, når man roder efter penge. Hendes kropsholdning får Klokkeren fra Notre Dame til at fremstå som en rank og spændstig ung mand.

Butikken roder, der er udsolgt af det meste, og indretningstemaet er Trøstesløs Papkasseghetto. Jeg ved godt, at man bare kan vælge et andet sted at handle, men let’s face it: Vi lægger pengene, hvor det er lettest for os at komme. Godt nok synes jeg, at det er et møgsted, men jeg gider ikke cykle en kæmpe omvej efter mine havregryn. Kan man ikke få lov at uddele Forbrugersmileys? Forstået på den måde, at når mundvigene taber kampen mod tyngdeloven, så SKAL pågældende sted udbedre manglen? Så lover jeg, at jeg bliver lidt længere.

Jeg tager det tilbage. Jeg ER perfekt.

Jeg har lige bestilt en bog på biblioteket. “En helt almindelig han”. Det skulle være den maskuline pendant til chick-lit; dick-lit. Og jeg kan ligeså godt sige allerede nu, at jeg er betænkelig. Jeg er i tvivl om, hvorvidt vi kvinder har stillet os selv værre eller bedre ved at skrive ned, hvordan vi i virkeligheden (også) er. Nu er det ikke fordi, jeg hos GAD ser horder af mænd, som slæber Bridget Jones og Nynnes Dagbog til kassen, men jeg kender ikke mange af mit eget køn, som ikke har læst dem. Og det er her mine betænkeligheder kommer ind. Det er som om, at det er blevet legalt at være utjekket og overlagt semi-dum. Jeg medgiver, at det kan være med til at sænke de krav, som vi føler, at vi skal leve op til, men jeg synes, at man skal være varsom med helt at holde op med at prøve. Er vi ikke enige om, at vi er nødt til at holde os lidt på tæerne alle sammen? Både kvinder og mænd. Både på job, i byen og i privatlivet. Vi kan vel ikke for alvor være interesserede i, at bundniveauet sænkes til joggingbukser og ligegyldighed over hele linien?

Man kan ikke vide alt og være lige god til det hele. Absolut fair at have sorte huller i sin (geografi)viden. Helt rimeligt at være bedre til at svømme end til boldsport. Men man skal være forsigtig med at spille blondinekortet af magelighed, for det stempel man risikerer at få i panden, er frygtelig svært at vaske af igen. Hvilket jeg egentlig synes er rimelig nok, i hvert fald hvis man spiller det for at opnå eller undgå noget.

Jeg har nogle illusioner, jeg gerne vil bevare. For eksempelt insisterer jeg på at tro, at alle læger, jeg behandles af, afsluttede medicinstudiet med et snit på 11,3. Jeg vælger at håbe, at alle jeg møder, vil mig det bedste. Min far er klogere end din. Man kan elske sin kæreste resten af livet. Osv osv. Jeg er ikke klar til at vide, hvad mænd tænker uden filter. Hverken om min røv, mine veninder eller mine udtalelser.

Jeg er sikker på, at nogle af mænds illusioner om kvinder er bristet, efter Nynne er blevet et begreb. Nu sidder jeg så her, som Jonny Hansen på lur bag en politimand. De autonome nærmer sig, de ser bistre ud og jeg har selv været med til at sende invitationen ud.

Confessions on a dancefloor.

Da jeg for snart 10 år siden flyttede til Århus, synes jeg, at det var umådelig kedeligt at gå i byen heroppe. I Esbjerg kendte jeg altid en million mennesker, når jeg gik i byen. Folk jeg spillede i band med, studerende fra musikkonservatoriet, hvor jeg arbejede og folk fra handelsskolen. I Århus gik bølgerne højt, hvis man i løbet af aftenen kunne vinke til en tidligere klassekammerats lillebror. På den anden side gav det en hel ny fornemmelse af anonymitet, og ligemeget hvor pinlig man opførte sig lørdag nat, kunne man stadig trygt og uflov færdes ude i verden den efterfølgende mandag.

Nu, 10 år efter, kan det stadig være umådelig kedeligt at gå i byen, men nu af ganske andre grunde. Jeg kan ikke udelukke, at alderen begynder at sætte sit præg, men listen over blacklistede steder, bliver længere og længere. Nogle falder fra af naturlige årsager. Valdemar var et udemærket sted, hvor de serverede “Ib – Sprutten, du kan stave til”, lige indtil de lukkede. Waxies var også sjov nok, indtil min klon Dolly fik det ødelagt for os begge. Train og Kupé er nok i virkeligheden fuldstændig, som de altid har været; det er bare mig, der har ændret mig. Jeg er blevet gammel og træt. Den tid er forbi, hvor jeg kunne opbyde energi til først at skrue mig ned i et minimum af tøj, for derefter at bruge to timer i permafrost på tundraen, i kø med 500 andre – og bare dansede mig til varmen. Idag føler jeg trang til at læne mig apatisk tilbage og håbe på, at Falckmænd med en anseeligt mængde sølvpapir kommer forbi, og gradvist tvinger min kropstempatur over 25 grader. Jeg har befundet mig på dansegulvet lidt for mange gange med mænd, der enten var 1.60 høje, og insisterede på at danse standarddans, eller mænd, der dansede afsted, som spastikere på speed. Jeg tager mig selv i at tænke, om de stakkels piger, der går i byen i undertøj, ikke er bange for at blive syge? Jeg føler mig uhip, klodset og fejlcastet. Bliver irriteret, hvis bonderøve og konfirmander lægger an på mig, og føler mig overset, hvis jeg får lov at stå i fred. Jeg noterer mig, hvad jeg tænker, og det får mig til at føle mig gammel og kedelig. Jeg får ondt i hovedet over steder, der reklamerer med, at de henvender sig til ‘det modne publikum’, for jeg kan simpelthen ikke holde ud, hvis det er mig. Men jeg har også selverkendelse nok til at se, at jeg på mange af stederne kunne være Nogens Mor.

Efter at jeg lørdag tilbragte en forrygende nat på så usandsynlig et sted som Sherlock Holmes Pub, er jeg ved at overveje et gå-i-byen-mæssigt karriereskifte. På trods af mine fordomme om stedet, var mit segment forbløffende velrepræsenteret. Som et tegn fra oven var det endda en af mine stamtjenere fra Baresso, som spillede musik. Det så ud til at være ganske legitimt at gå i byen der uden først at have lagt vejen forbi en plastikkirug. Jeg så ingen, der stillede i bikini. Der var ingen, der spurgte mig, hvorfor jeg så så sur ud. Ingen selvfede bartendere. Men vigtigst af alt: Der var ikke noget dansegulv.

The truth is in there.

Jeg er bange for at fremstå som afstumpet, intolerant eller dum. Det kommer for eksempel til udtryk, når jeg siger noget ondt om noget eller nogen. Alle lamper på mit mentale kontrolpanel begynder øjeblikkeligt at lyse rødt. Jeg føler, at det er nødvendig at følge mindre pæne udtalelser op med udsagn, der viser, at jeg godt forstår, at der er flere sider af sagen. At der nok er tale om projektion. At jeg godt ved, at jeg ikke selv er perfekt. Det signalerer Ekstra Bladet og Dansk Folkeparti, hvis man siger noget grimt og bare lader billedet stå. Derfor sidder mit overjeg i Stasi-uniform, tjekker alle udtalelser og indsender lynrapport, hvis opfølgningskommentar er påkrævet. Beklageligvis betyder det somme tider, at jeg brænder inde med det, jeg i virkeligheden burde sige.

Wikipedia definerer Empati som evnen til at genkende og forstå andres følelser. Verden ville være et forfærdeligt sted, hvis ikke vi evnede at føle empati, men engang imellem tror jeg, at det ville være sundt, hvis man bare gav los. Det ville i hvert fald give en renere dialog.

Idag hørte jeg to piger stå og snakke. Den ene havde for 3 uger siden mødt en fyr. Han havde tæppebombet hende med søde sms’er lige indtil i fredags. Pludselig var han blevet meget tavs, “også selvom jeg skrev søde godnatbeskeder til ham”. Det var meget tydeligt at høre, at hun i virkeligheden havde lyst til at råbe: “Hvad fanden foregår der?!”, men hun var røget direkte i Afdelingen for Empati og Forståelse. “Han er på hyttetur, så han er selvfølgelig ikke ved sin telefon hele tiden. Han skal også bruge tiden på at lære de andre at kende og sådan. Han er jo travlt.” Hvorvidt dette er rimeligt eller ej, vil jeg undlade at forholde mig til. Jeg kan bare konstatere, at hun helt sikkert følte noget andet, end hun sagde.

Problemet er, at den slags følelser er ligesom energi: De forsvinder ikke. De ændrer bare form. Han står til at få oversize skæld-ud for et eller andet ligegyldigt på et senere tidspunkt, og han vil helt sikkert stå ganske uforstående overfor angrebets omfang og styrke.

Jeg har én gang givet efter for hvidglødende raseri i lige præcis den situation, hvor det opstod. Normalt ville jeg have tænkt over de konsekvenser, det kunne have fået i forhold til vores mange fælles venner, kolleger osv. Jeg ville have tænkt, at en del af skylden var min, og at jeg var nødt til også at tage en del af ansvaret for, at det endte, hvor det gjorde. Men jeg blev så vred, at jeg glemte at tænke frem. Jeg åbnede bare munden og lod de grimmeste ting, jeg nogensinde har sagt, vælte ud. Om det er hensigtsmæssig problemløsning eller ej kan diskuteres (Se! Nu gør jeg det igen!), men jeg kan konstatere, at da jeg løb tør for ord, var vreden, raseriet og skuffelsen væk. Jeg kunne nærmest overnight lægge afstand til det og komme videre. Og der var ingen, der stod tilbage og var i tvivl om, hvad jeg i virkeligheden følte.

Så konklusionen må være, at når noget er vigtigt nok, så kan det betale sig at sige det uden omsvøb og uden tanke på, hvilket lys det stiller dig i. Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre det selv. Men som Oscar Wilde sagde: Det eneste man kan gøre med gode råd, er at give dem videre. Selv har man aldrig nytte af dem.