De kaldte, Dr. Freud?

I perioder rager jeg uklar med fænomenet søvn. Mit speciale er at pletsove frem til kl. 04.00, kun afbrudt af drømme fra Mordor, hvorefter jeg forsøger at mumificere mig selv i mit lagen, indtil jeg skal op. Når det har stået på længe nok, skal jeg indrømme, at det lige tager spidsen af mit overskud i hverdagen.

I nat brugte jeg en del tid på at kravle rundt på en strand af aske. Jeg ikke kunne gå, fordi mine fødder var skåret i stykker af havbunden, som var lavet af glasskår. Det blev efterhånden rimelig problematisk, fordi jeg ikke kunne slippe væk og min hud stille og roligt brændte væk under solen.

Efter en kort vandpause og nattevandring på matriklen, skiftede vi film, og jeg var nu død og taget til fange; en ikke specielt attraktiv kombination. Jeg forstår pludselig lidt bedre, hvorfor kristne er så bange for Helvede. Mit fængsel var et værelse på et gammelt slot, støvet og fyldt til randen med ragelse. Her blev jeg hjemsøgt at revl og krat fra samtlige gyserfilm, jeg nogensinde har begået den fejl at se – hvilket jeg ikke forstår: Hvor sjovt er det at spøge for en, der bare sidder fuldstændig paralyseret af rædsel, og ikke engang byder på en kop kaffe?

Jeg tror, at jeg har regnet ud, hvad min underbevidsthed forsøger at fortælle mig. Jeg ville bare ønske, at den var knap så grafisk og måske bare fabrikerede et OBS indslag, hvor man ser en dør, der smækker, eller viste et stillbillede af en bro, der brænder. På den anden side kunne drømmene også blot være et produkt af for meget sukker og dårligt fjernsyn. Sometimes a cigar is just a cigar.

De voksne kan også blive bange.

“Jeg er simpelthen så bange for at få tæsk”, sagde utrolig sød og høflig veninde til mig forleden. Jeg må med skam melde, at jeg kom til at fnise. Tanken om, at nogen – overhovedet – skulle have lyst til at tæske min tålmodige, godhjertede veninde, forekom mig absurd. Jeg ville uden problemer kunne liste 5 af mine nærmeste veninder, som har så meget kant, at det kunne ende med en kindhest, hvis noget kørte af sporet. Personligt har jeg to gange fået et par på hovedet, og jeg har selverkendelse nok til at indrømme, at det er mærkeligt, at det er blevet ved det. Men lige præcis denne veninde er sådan én, som alle holder af, og som strækker sig langt for folk omkring sig. Under ingen omstændigheder typen, man slår på. (Jeg ved ikke, om jeg ramte hende på en dårlig aften, for senere, da vi så nyheder, mumlede hun under et særlig fælt indslag: “Sådan er jeg bange for at dø!” (Hvilket ikke umiddelbart burde være svært at undgå, med mindre hun planlægger at emigrere til sydamerika, bliver latinamerikansk ghetto-ho og medlem af en bande. Men man ved selvfølgelig aldrig..))

Jeg er ikke bange for at få tæsk. Ikke at jeg ville nyde det, hvis det skete; den angstfantasi har jeg bare ikke. De fleste jeg kender, lider af den tyske Grund-Angst for livet generelt. Alt det der med ikke at slå til, at der aldrigaldrigaldrig må ske noget med dem, jeg holder af, og at jeg helst ikke vil dø i ensomhed, uden nogen opdager det, og ende som schæferføde. Den type Angst er, så vidt jeg kan forstå, en del af standardpakken, og man kan ikke afmelde den uden at opsige hele abonnementet. De fleste af os supplerer den bare med en hysteriangst eller to on the side. Disse karakteriseres ved at være nærmest latterligt usandsynlige – og vi ved det. Det til trods, har de så godt fat i fantasien, at vi bøjer os og tager vores forholdsregler.

Jeg har to.

1: Jeg ender altid med de små, plettede bananer (indsæt selv joke, Red.), som ligger øverst i kassen, og som alle har gramset på. Hvorfor? Jeg VED bare, at der sidder en fugleedderkop på lur dernede i dybet. Helt skeløjet af sult, efter at have siddet fastklemt i en bananklase hele vejen fra Guatemala, sidder den bare med blottede tandhalse og venter på min hånd.

2: Jeg lufter altid ud om morgenen, men de dage, hvor jeg arbejder på Sjælland, åbner jeg aldrig min altandør, før efter jeg har været i bad. Alle ved, at øksemordere bare står på tilfældige græsplæner rundt omkring i Århus, og venter på alle dem, som åbner altandøre kl 3.30. Så snart man trækker bruseforhænget for, er det sket. Jeg vil ikke udelukke, at han medbringer ghettoblaster, så man kan blive slagtet til soundtracket fra Psycho.

En korrekturlæsning senere:

Jeg bør nok afstå fra at latterliggøre andres skrækscenarier.

Lumos!!

Det er med sorg i sindet, at jeg må erkende, at endnu en af De Gode har skiftet side og sluttet sig til Lord Voldemort.

I de fleste tilfælde er det relativt gennemskueligt, hvilke mænd der er shady anlagte. De er tit lidt katteagtige at se på, og oozer sex på den tilbagelænede måde, der kommer af at vide, at der venter en varm kurv et sted derude, hvis ikke der er nogle nye, spændende killinger at lege med.

Hvis man som heks påflyver en mand af den type, vil det med stor sandsynlighed skyldes, at man har tunet kosten og overskredet hastighedsbegrænsningen, så man ikke når at se advarselstavlerne. Når politiet efterfølgende optager rapport, må man forvente at blive pålagt 40 – 50 % af skylden, fordi man ikke fløj efter forholdene.

Men denne weekend fandt jeg ud af, at en af dem, som på overfladen ligner en god, samvittighedsfuld og trofast kæreste, blot er en lækat med styr på fremstilling af polyjuice-eliksir. Og så bliver jeg sgu en lille smule træt. Ham her troede jeg virkelig på. Vi har fremhævet ham som det gode eksempel, og nu viser det sig, at han – ikke en, men flere gange – har anvendt tryllestaven til sort magi. Øv.

En illusion fattigere. Endnu en grund til at huske, at hvis noget ikke tåler dagens lys, så er det ikke lyset, den er gal med.

(Og Rowling, hvad skal du have for at skrive en 8’er?)

Botanisk hattrick.

Nabo Med Indre Jytte har nu ydmyget endnu et stykke tørret natur. Udover granbefængt kælk og lyngfad, skæmmes matriklen nu også af dørkrans med små guldsprayede knolde. Kunne være grankogler. Kunne også være kærestens testikler.

Paparazzi!

Hvad er det, der sker med folk til en julefrokost? Snaps? Noget sker der i hvert fald. Måske er det den højlydte raslen fra de tilstedeværende skeletter, der minder os om, at vi engang skal dø; i hvert fald festes der, som var det Den Sidste Nat På Jord: Alle løfter om troskab anses for værende ugyldige, ingen sandhed må forblive usagt, og kroppen forsøges konserveret i ren sprit.

Men sjovt, det er det. Specielt hvis det lykkes én at navigere igennem natten uden at blive castet til hverken hoved- eller birolle i filmen, der vises den efterfølgende uge: ‘Godt, Det Ikke Var Mig!’.

Jeg havde i år fornøjelsen af at kunne deltage, uden at have noget i klemme – hvilket gjorde det muligt at nyde forestillingen så meget desto mere. Og genkendelsens glæde var stor. Alle de sædvanlige roller blev besatte.

Vi havde overskudselskerinden, som kl 23 forvandlede sig til Den Arrige Guldkugle, og brugte resten af aftenen på at marinere i indestængt vrede. Vi havde klassens pæne dreng, som aflagde sine hæmninger med en hastighed, der nærmest brød lydmuren, dansede som en frø i en blender og endte med tungen i halsen på den forkerte kæreste. Vi havde de to alfahanner, der røg i totterne på hinanden. Vi hørte de samme kommentarer, hvor kolleger på tværs af afdelinger hvæser ting som: “Du er højrøvet af helvede til, og vi synes allesammen, at du er en kælling!”. Vi havde hende med det hele i klemme og hjertet uden på tøjet, som udsat for venlighed begyndte at tude. De samme biseksuelle, som forsigtigt stak snuden ud af skabet. Vi så de samme snigere, som fik sig hustlet sig til sex på de samme, velkendte og gennemskuelige undskyldninger.

Jeg er glad for, at det var en god aften. Specielt fordi det lyder som om, at jeg til næste år skal feste alene. Har mødt de første fem som med dommedagsrøst har proklameret, at de under ingen omstændigheder skal med i 2008. Det synes jeg er ærgeligt. Men så må jeg jo bare glæde mig over de gode billeder fra i år…

Glædelig jul.

Afsked med året der gik..

(…eller slæbte sig afsted som en skildpadde på valium.)

Hvert år når champagnen i køleskabet begynder at råbe: “Luk mig ud eller det bliver sagt!!” og alle flyver under radar, mens de håber, at andre melder sig til at lægge hus til konfetti og bordbomber (og folk, der laver røde læbeaftryk på silkeduge fra Vietnam *smiley-der-rødmer*), overvejer jeg, om jeg burde have mig et nytårsforsæt. Lemming som jeg er, synes jeg, at det virker forkert ikke at have et, når nu alle andre har. Føler også, at jeg er kommet afsted i Michael Carøes selvtillid, når jeg på den måde indikerer, at der skam ikke er noget ved mig, der trænger til at blive ændret på. Jeg vælger dog at tro, at det er fordi, jeg opdaterer personligheden løbende.

Jeg forstår godt idéen. Nyt år, ny tavle. Tid til at kigge tilbage, tage ved lære og rette blikket frem. I skrivende stund er der således kun 17 dage tilbage af 2007. Thank God. 2007 har, uden sammenligning, været det værste år, jeg nogensinde har haft. Jeg skal afstå fra at opremse elendighederne alfabetisk, da jeg ikke vil risikere at skubbe læsere med suicidale tilbøjeligheder ud over kanten. Bare tag mit ord for, at det har været et fucking møgår, og at helvede (som en sur franskmand har sagt) er andre mennesker.

Men Linda. Kan du så ikke lave et nytårsforsæt eller to? Bare for at sikre lidt mere medgang i 2008? Noget med at strække dig endnu længere og smile endnu bredere, når urinen siler ned af ryggen på dig? Måske det kunne hjælpe?

Du. Kan. Tro. Nej! Hell no! Tværtimod, faktisk. No more Miss Nice Witch. Slut. Til næste år har jeg tænkt mig at lægge come-rain-come-shine attituden fra mig. Jeg opruster. Jeg forvandler mig til Den Brændende Bus(h)k. Jeg anlægger angressiv, you’re-either-with-us-or-against-us stil.

Jeg laver en nytårstrussel.

2008 må fandme bare hellere have noget bedre i posen, ellers er der røvfuld! Nul-tolerance politik overfor folk, der lyver, snyder eller tager uden at give, både privat og i jobregi. Hvis 2008, på noget tidspunkt, så meget som nævner ord som ‘uheld’, ‘nedskæring’ eller ‘inkubationstid’, så detonerer jeg bomben og hopper direkte videre til 2009. FN kommer ikke på tale. Skyldig til det modsatte er bevist. Amnesty International? Ikke på Guantanamo, baby.

2007 har i den grad maxet kassekrediten ud. Regningen ligger klar til 2008.

Don’t hate the player. Hate the game.

“Piger skal have sexappeal – ikke hjerne”, kunne jeg læse i Urban idag. Artiklen tager sit udgangspunkt i en bog skrevet af Carol Platt Liebau, og handler om, at samfundet idag, efter sigende, er så sexfikseret, at piger lærer, at anerkendelse opnåes ved at være sexet og ikke ved at være klog eller have personlighed. Forfatteren selv er politisk analytiker og redaktør på Harvard Law Review.

“I en kultur, der hylder Paris Hilton, g-strengstrusser og sange som “My Humps”, er der ikke meget plads til anerkendelse og respekt for kvindelig beskedenhed.”

Øh undskyld, hvad?? Hvis vi tager afstand fra at objektificere kvinden, er det så ikke ligeså slemt at tilbede idealet af madonnaen, som der er at hylde skøgen? Jeg synes bestemt, at en vis portion beskedenhed kan være klædeligt, men ligefrem at fremhæve det, som et specielt (og ønskværdigt) kvindelig karaktertræk – det synes jeg er at stramme den. Og det skulle undre mig en del, om man ender som redaktør på Harvard Law Review ved hjælp af kvindelig beskedenhed alene.

En mistanke slog ned i mig. Google – Carol Platt Liebau – Billeder – Søg….

Jep. Hun er en semi-øgle. Kæmpegarn og rullekrave. Hvilket jo unægtelig forurener kildematerialet en del. Det er hverken første eller sidste gang, vi hører, at det offentlige rum bliver mere og mere sexfikseret, og at piger bruger alt for meget tid på deres udseende, og alt for lidt energi på deres uddannelse. Men hvor mange af De Smukke Piger – dem, som efter sigende skulle lide under fænomenet – beklager sig? Det er da tankevækkende, at det altid er Hjernerne, der brokker sig på vegne af Modellerne og aldrig omvendt. Det er også svært ikke at gro den mistanke, at det skyldes irritation over, at man selv har en hjerne som en ragekniv og kan slagte sin modstander i retten, og alligevel er den mandlige kollega stadig mere interesseret i den 22-årige blonde receptionist med c-skål og stramme jeans.

Dybest set handler det vel om, hvordan man vælger at investere sin tid og energi. Uddannelse og ambitioner koster blod, sved og tårer. Det gør den perfekte krop også. Vi har allesammen 24 timer i døgnet, og tid er ikke noget du får, men noget du tager dig. Om du bruger tiden på at forskønne din hjerne eller din krop: Hvis bare du føler, at du udnytter dit rå-materiale optimalt, og du er glad, når du går i seng om aftenen, har du så ikke opfyldt betingelserne for Det Gode Liv?

Hvis De Smukke Piger begyndte at skrive bøger om, hvordan kvindelige dommere og politikere får undertrykt deres kvindelighed af at arbejde i et maskulint miljø, ville de fleste trække på smilebåndet, og det ville formentlig ikke blive taget seriøst. Hvorfor? Fordi karrierekvinderne har defineret, hvad der er gangbar, kvindelig valuta i forretningsverdnen. Har de gjort det selv? Nej. De har kopieret mændenes adfærd og accepteret succeskriterierne på alfahannernes territorium. De kvinder, der har valgt den vej i livet, har gjort det, fordi det giver dem en tilfredsstillelse at bruge deres evner på et område, hvor de kan udfolde sig, og lade deres kvalifikationer kommer til ret.

Det ville klæde dem, at lade deres medsøstre gøre det samme.

Mens vi venter.

Har lige læst i Politikken, at nogle mennesker er genetisk disponerede for gavmildhed. Umiddelbart lyder det som en fantastisk og plausibel undskyldning for de røde tal på bogen, men inden du glædestrålende løber i banken med en lægeerklæring, så brug lige to minutter på at overveje konsekvenserne af den argumentationsform.

Den slags artikler er bad moon rising. Det er bare at læne sig tilbage og vente. Du kan være sikker på, at bolden med det samme bliver grebet i luften af kreative personer med ussel opførsel og mangel på nogen at give skylden.

Om ti minutter står Carl Mar højlydt og læsper, at det er pga. gavmildheds-genet (AVPR1a) og det dertilhørende behov for at dele ud, at nogle mænd er nødt til at knalde til højre og venstre. Ansvar bliver et allergifremkaldende stof, og Løgn bliver næste års Tourette.

Nærighed, som er et af de mest usympatiske karaktertræk overhovedet, er sikkert også bare en membrans-bredde fra at blive klassificeret som sygdom. At Nærig-Peter ikke liiiiige har kontanter på caféen, at der uheldigvis er noget i vejen med hans netbank, så det han skylder ikke bliver overført til dig, at han altid skal hjem, lige inden det er hans omgang, at alt, hvad han lægger ud, bliver krævet ind på øren, mens alt, hvad du lægger ud, bliver opfattet som gave, der skal tjene til at vise, i hvor høj grad du værdsætter hans selskab – det er ikke længere dårlig stil, men et handikap. Og lur mig om ikke det i givet fald lykkes Peter og vennerne at tiltuske sig revalideringsydelse og ret til handikap-parkering oveni.

Genmanipulation får pludselig en helt ny betydning.

The Return Of The King.

Jeg har genfundet manden i mit liv. Fandt ham for fire år siden, da han, mørk og beskidt, red rundt og var mystisk, mens han hjalp pygmælignende væsner, som ikke kunne passe på deres smykker. Mistede ham sidste år, da han skiftede kappe og harnisk ud med onkelfrisure og skovmandsskjorte. Genfandt ham igår. Med tegninger over hele kroppen, James Dean hår, og russisk accent. Frygtindgydende lækker. Viggo. Velkommen hjem.

(Update på sidste uges indlæg om naboer: Jeg havde ret. Nabo Med Indre Jytte har nu parkeret kæmpekælk i opgang. Mederne klamrer sig til de spinkle træsider, mens de tappert forsøger at holde kælken oprejst: Den er læsset til med så meget gran, at man i første omgang lige hurtigt kigger sig over skulderen for at tjekke, om man ved en fejl er kommet til at gå i skoven i stedet for hjem. Men så griner man lidt overbærende af sig selv. Man har trods alt aldrig i live-skoven oplevet, at nogen har spraymalet træerne med nisser.)

Styrken sidder i håret. Eller det der…

“Er du så sådan en rigtig aerobics-pige?”, spurgte kedeldragtbeklædt mand. Med ekstra ‘s’ und alles. Er jeg? Umiddelbar reaktion: Forhåbentlig ikke! Ikke mange store personligheder, man associerer begrebet med. Charlotte Bircow. Jane Fonda. Hende fra Stryhns. Kiggede på ham og svarede, at det afhang af, om han gav mig en kompliment eller forsøgte at fornærme mig. Hvilket udløste semi-pinlig situation, da det på samme tid gik op for os begge, at jeg gav ham valget imellem: a) at indrømme, at han havde gloet på min krop eller b) at tilkendegive at han synes, at jeg på den blonde måde opfyldte hjernedødskriteriet. Han endte med at forsikre sine sko om, at det skam var positivt ment. (Og sådan kan man, med en enkelt sætning, fravriste folk lysten til at sige pæne ting til andre resten af livet.)

Lettere foruroliget brugte jeg den næste halve time på at spekulere over min hårfarve. Fact er, at jeg, efter at have fået langt, blond hår, får tilbudt markant mere hjælp i Føtex, bliver holdt mere tilbage for i trafikken og generelt bare oplever bedre service, end da jeg var kort- og rødhåret. Overvejede om det er prostitution, når man beholder frisure med den bevæggrund?

En time efter befandt jeg mig i selskab med et par unge, virkelig street fyre med anden etnisk baggrund end dansk. Der var stikhuer nok til et mellemstort hold forskere, udstationeret på indlandsisen, og et testosteronniveau så højt, at det potentielt kunne fremkalde skægvækst ved indånding. Og det er så her, at dagens andet spørgsmål til mig og min fysik falder: “Hey hallo mand – er du bodybuilder?”

Proteinpulver sælges. Byttes eventuelt til mørk skyllefarve.