Men Ulla Terkelsen holder stadig 100%!

Jeg ved ikke, om det er mig, der er håbløst umoderne og ikke har fattet hverken trend eller udvikling i nyhedsbranchen, men jeg savner de gode gamle dage, hvor journalisterne var objektive formidlere og ikke skjulte deltagere i debatten.

Jeg ved godt, at aviserne allerede har sendt et signal om, hvad de mener, er vigtige emner på livets dagsorden, når de vælger, hvilke historier de bringer, og jeg er helt på det rene med, at ingen mennesker kan skære sig så meget fri fra fortid og personlighed, at det ikke kommer til at påvirke vinklingen, men altså … kunne man prøve?

Det er som om, medierne tror, at vi gerne vil have maden prætygget. Og det er selvfølgelig også fint, hvis man har haft en lang dag. Problemet er bare, at de også vil have lov til at bestemme, hvad den skal smage af. F.eks. kan jeg ikke længere holde ud at se TV avisen på DR, fordi studieværten behandler alle gæster som suspekte kriminelle, der skal mistænkeliggøres, tales ned til og åbenbart ALDRIG må få lov til at færdiggøre en sætning, men SKAL afbrydes med: ”Så prøver jeg lige igen, for du svarer ikke på spørgsmålet!”

Hvem gider stille op til det?

Jeg ved godt, at nogle af gæsterne har deres egen agenda, og jeg synes bestemt ikke, at det er i orden, at eksempelvis politikere kun vil stille op til debat, hvis de selv kan bestemme emnet og på forhånd kan vetoe bestemte spørgsmål, men jeg er bange for, at den der skyd-først-spørg-bagefter journalistik, der praktiseres i stor stil på samtlige kanaler, ender med at kvæle den debat, som gennemsnitsmennesker som mig bliver klogere af.

Ligeledes har jeg de sidste par år flere gange siddet forvirret og ledt efter kilden til en udtalelse, indtil det langt om længe er gået op for mig, at det er journalisten selv, der lige har ville give sit besyv med. F.eks. læste jeg til jul en artikel om to børn, der var løbet hjemmefra, fordi de ikke havde fået de gaver, de ønskede sig. Overskriften var: ”Forkælede møgunger”

Hvad skete der med princippet om at fremstille fakta og lade læseren drage sine egne konklusioner?

Måske er det bare mig, der ikke læser de rigtige aviser eller ser de rigtige nyhedsudsendelser. Måske er redaktionerne rundt omkring i Danmark fyldt til bristepunktet med journalister, der sidder og river sig i håret i frustration over at skulle formidle nyheder, så de kan forstås af deltagerne i Paradise Hotel og De Unge Mødre. Måske er det helt fejlskudt af mig, at jeg giver medierne skylden, og måske er det samfundet, der vil have den saglige videreformidling nakkeskudt og ren underholdning serveret i stedet. Måske er vi blevet en nation af sensationslystne småborgere, der mere end noget andet er bange for de andre og for at blive snydt.

Måske.

Men jeg savner nu stadig den tid, hvor man selv havde bare lidt at skulle have sagt, når man skulle finde ud af, hvad man mente.

Published by

10 Replies to “Men Ulla Terkelsen holder stadig 100%!

  1. Et af problemerne er, at både læser/lytter/seer/kilde tit er højere uddannet/sagligere/mere velorienteret end journalisten.

    Infotainment 4 life!

  2. Det sjove er når jeg husker tilbage begyndte jeg at se tv avisen dengang for 15 år siden og da jeg så for 5 år siden sad i 9. klasse kunne jeg få udleveret en opgave hvor vi skulle læse artikler om samme hændelse… ud af 8 avis/net artikler fra anerkendte nyhedsredaktioner var ikke to aviser kommet med samme antal på hverken gerningsmænd eller biler og kunne for den sags skyld heller ikke skelne imellem sort, rød, blå eller grøn audi eller ford og når de endelig blev enige om mærket var det vidt forskellige modeller… Syntes det var skræmmende at tænke tilbage på alle de dejlige gamle værter der var der første gang jeg så med og så at vi var nået til et punkt hvor de ikke engang kunne blive enige om farverne på biler…

  3. OG journalister vil efterhånden kun interviewe andre journalister, og det gælder både i den skrevne presse og i tv. Der findes ikke et område, hvor den ypperste ekspert ikke er en journalist!

  4. Pas nu på med at generalisere. Som journalist er jeg nødt til at forsvare mig. Jeg vil IKKE – og jeg gentager IKKE – sættes i hartkorn med sensationsmedier som f.eks Ekstra Bladet og BT. Det skete for ganske nyligt i Maria-sagen fra Herning (hvor jeg tilfældigvis er lokaljournalist). Fordi BT og Ekstra Bladet gik ganske voldsomt og ofte løgnagtig til værks, så vil jeg ikke skydes i skoene at "alle journalister er utroværdige og sensationslystne", som jeg rent faktisk gjorde. Samtidig med at remsen "den samlede danske presse var efter den sigtede" kørte i hak på pladespilleren.
    Øøhh nej, det var den samlede danske presse ikke. Vi var faktisk nogle der valgte den sobre linie fra starten og ALDRIG bragte hverken navn eller billede eller for den sags skyld den sigtedes arbejdsplads. Hvilket vi heller ikke gør nu i den nye anholdtes tilfælde.
    Mht. "anonyms" forskellige gerningsmands historie er forklaringen simpel: nyhedsredaktionerne taler med politiet dagligt for at få udpluk fra politirapporten. Og så afhænger det af de (politi)øjne der ser på rapporten. Hvis betjent A har set teksten "en grøn bil" på rapporten, er det dét der kommer til at stå i avis Y. Men når avis X ringer lidt senere, er det måske betjent B de får fat på og hvis B læser teksten som "blå bil", så er det dét der kommer til at stå i avis X.
    Forstår I?
    Pressen kan jo for hulan ikke tage ud til hver enkelt gerningssted for at afhøre vidner om hvilken farve bilen havde. For det første får vi aldrig at vide præcis HVOR det er sket og vidners navne får vi da slet ikke. Det er jo også politiets opgave – ikke pressen. Vi skal videreformidle samfundsrelevante ting til borgerne, men at nogen journalister så vælger at krydre historierne med deres egne meninger; det skal dæleme ikke komme os alle til last.
    Det svarer til at jeg siger at alle kasseassistenter stjæler af kassen, fordi jeg engang så én putte penge i egen lomme.
    Eller at sige at alle tegnsprogstolke bryder etikken ved at hjælpe en døv til eksamen, fordi læreren alligevel ikke aner hvad der bliver sagt mellem tolk og elev.
    Fint nok med meninger og holdninger, men lad være med at generalisere og skære alle over én kam!

  5. Miw: Godt ord igen.

    Min pointe er ikke, at ALLE journalister i HELE Danmark er nogle evnesvage idioter, for jeg kender bestemt også en hel del dygtige af slagsen – og heldigvis for det.

    Min bekymring går på, at udviklingen inden for de store, brede nyhedsmedier f.eks. Politiken, DR, TV2 osv. set med mine subjektive øjne virker til at trække i retningen af revolverjournalistik. Jeg har hele vejen igennem bevidst henvist til 'medierne' og ikke til journalisterne, da det ellers skulle de eneste arbejdsplader i Danmark, hvor de ansatte får lov at diktere dagsordenen.

    Maria-sagen er jeg styret helt udenom, da det mest sørgelige – udover hendes tragiske skæbne – er, at forargelsen og de fine principper først blev trukket op af hatten, da det viste sig, at det var den forkerte mand, der var blevet hængt ud. Og under en uge senere kunne man på forsiden af BT (eller var det EB?) se et billede af den nye mand, der satte lys ved opgangen.

    Have we learned nothing??

    Jeg forstår din frustration over at føle dig sat i bås med nogle mennesker uden moral og principper – specielt ovenpå den sidste tids pegen fingre af journalisternes håndtering af sagen – men det er altså ingen steder det jeg skriver, og det er bestemt ikke det, jeg mener.

    At opfatte posten sådan er måske at skære alle indlæg over en kam?:)

  6. Er der en slags ironi indbygget i overkriften?

    Forleden stod Ulla Terkelsen og blev våd i skrævet over Tony Blairs høring: 'Han klarer det SÅÅÅ flot!'.
    Han løj så vandet drev. I dag hører man netop i P1 at en af hans gamle ministre 'Clare Short' anklager ham for at sætte hele det engelske demnokrati ud af kraft ved forholde ministre oplysninger inden invasionen i Irak, samt at tvinge jurister til at sige god for invasionen.
    Jeg kan derfor næppe se hvordan tv2 modsat DR på noget tidpsunkt har stået for objektiv journalistik, og slet ikke Ulla Terkelsen.

    http://www.guardian.co.uk/uk/2010/feb/02/clare-short-warned-tony-blair

  7. Linda: nu var det mere end reaktion på reaktionerne på dit indlæg. At jeg sådan lige inden dine mange læsere gik i selvsving over dumme, fordømmende, usaglige og mindre velorienterede journalister ville forklare hvordan tingene hang sammen – i den virkelige verden…;-)
    Desuden er jeg fuldstændig enig i at mange medier i dag er blevet ren underholdning og skyden-ned fremfor information og orientering til borgerne om samfundet.
    Er i øvrigt i vælten i disse dage i vores egen verden fordi jeg sætter store spørgsmålstegn ved presseetikken i dagens Danmark. At mange journalister tilsyneladende er villige til nærmest at sælge sjæl og troværdighed for et klik.
    Det er en skam, og jeg ved 100 pct med mig selv at jeg aldrig vil komme derud hvor jeg er nødt til at misinformere i min overskrift for at trække læsere til. Så hellere skifte job og arbejde udenfor mediebranchen for at bevare min troværdighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.